Dans · tags: .

Urban dans fra hele verden

I fire dage viser Detour Urban Dance Festival et tætpakket program med dance battles, workshops og forestillinger på Edison Teatret i København. Fra hele verden kommer unge dansere, hvoraf de fleste er amatører. Danserne demonstrerer, hvad urban dans er, dér hvor de kommer fra. Denne sjette Detour Urban Dance Festival viser, at urban dans ikke behøver at være ensbetydende med gangster-attitude, håndtegn og hættetrøjer. Urban dans er meget mere.

Yderst interessant og underholdende er det at se Sibusiso Mthembu og David Mokaale fra Sydafrika, som danser genren pantsula. Navnet betyder vralte som en and, selvom dansen er alt andet end kluntet. Det er en dans, der stammer fra midten af det 20. århundrede i de sorte townships i Johannesburg, dengang der herskede apartheid. Den undertrykte befolkning kunne i dansen udtrykke deres modstand mod regimet. I dansen med de lynhurtige trin lige over gulvet, demonstrerede danserne over for overmagten, at de var hurtige, stærke, udholdende og frie, at de havde deres egen stil og var klar til at stille op til kamp. I pantsula ses blandt andet reminiscenser fra charleston og jazz, så det er dans fuld af energi, glæde og overskud. Musikken er trommerytmer tilsat dansernes egen råb. Klædt i arbejdstøj og med selvlysende veste fortæller Sibusiso Mthembu og David Mokaale en klar historie i deres eget værk Kasi Hustle. De agerer værkstedsarbejdere, der vasker og pudser en imaginær bil i en garage. De småskændes om, hvem der laver mest, spejler sig i lakken, flirter med de forbipasserende og råber og skriger, da bilejeren stikker af fra regningen. Sibusiso Mthembu og David Mokaale charmerer publikum med deres humorfyldte pantsula, som kun sjældent ses på vores nordlige himmelstrøg. 

Fra Canada kommer trekløveret Victoria Mackenzie, Marie-Reine Kabasha, Emanuelle Lê Phan og danser værket Origami Mami, der er koreograferet af Emanuelle Lê Phan. Musikken af Samuel Nadai, leder tanken hen på lyde i et industrielt interiør, og pigernes dans er da også maskinel. Til sammen synes de at være én stor og kompleks maskine, hvori de hver især er selvstændige dele. En bevægelse hos den ene danser går videre som en bølge til den næste. Præcist som et stempel eller et tandhjul sætter en maskine i gang og får den til at fungere. Origami Mami er mere modern dance end street, selvom enkelte street moves dog kan observeres. De tre power-piger improviserer ikke, men viser strenge geometriske figurer, lige fra simple mønstre til mere komplicerede strukturer. Og pludseligt midt i det hele udfører danserne akrobatiske stunts, der er som overraskende fejl eller løse skruer i det store industrielle maskineri, som deres koreografi synes at illustrere.

Franske Zyko viser sit eget værk Une Lumière med musik af Ed Sheeran. Første del af det kun otte minutter lange værk er langt det bedste. Her viser franskmanden en fin, koreografi, der fokuserer på hænder og arme. Koreografien leder tankerne hen på Sidi Larbi Cherkaouis koreografi, som for ekempel i L’Homme de Bois. Koreografi og musik passer smukt sammen, så der opstår en næsten meditativ stemning. Derimod er anden del af værket, hvor Zyko danser med små røde cykellygter, som han tænder og slukker, mere konventionel og minder om et simpelt tryllenummer, hvori lyset forsvinder og kommer igen.

Danske dansere var også på programmet, men det var de udenlandske dansere, som havde de mest bemærkelsesværdige optrædener ved forestillingen på premiereaften. Og for undertegnede var det Sibusiso Mthembu og David Mokaale fra Sydafrika, der vandt kampen, hvis der var en battle om publikums gunst.

Detour Urban Dance Festival

Foto: Detour Urban Dance Festival

Fakta:
Detour Urban Dance Festival
Edison Teatret
Tre forestillingsprogrammer, dance battles og workshops

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Følg med i kommentarerne
(Læs om hvad RSS er)