Dans · tags: , .

Udmattelsens rum

Uniformerede vagter lukker os ind i et mindre, dunkelt, tilrøget, støjfyldt, støvet og beskidt rum. Afhuggede arme, ben og hoveder er smidt overalt og ligger også stablet op på hylder. Vand drypper, mudder stivner og blod flyder. Det er ganske vist lemmer fra dukker og teaterblod, men det er ikke noget behageligt rum at være i. Vi bærer masker for næse og mund, så vi kan trække vejret, men røgen og støvet svier i øjnene. I dette klaustrofobiske rum skal vi være i de næste små tre timer. Det er den tyske instruktør Mirko Borscht som har skabt dette rædselskabinet, hvor publikum ikke sidder ned, men går rundt og oplever performerne i forskellige scenarier.

Mirko Borscht slår ned på forskellige blodige steder i historien lige fra Hundredeårskrigen med Jeanne d’Arc og Gilles de Rais frem til Auschwitz,  Kiev og Aleppo, for derved at belyse vores europiske selvforståelse, som det hedder i programmet.

Jeanne d’Arc svinger sin røde fane, og massemorderen Gilles de Rais sidder i et glasbur. En sortklædt kvinde med sort slør for ansigtet vandrer rastløst rundt som en inkarnation af den evige sorg. Og en mudder-tildækket mand lister langsomt rundt som en butoh-danser. Og som i den japanske butoh-genre handler det også her om ødelæggelse, destruktion og død.

En installation, som publikum kan gå rundt i og selv vælge sin synsvinkel i, er altid spændende. Og stærkt virker det, når en luftalarm drøner, lysene blinker og vagterne genner os sammen i nogle bure, hvorved vi får en svag fornemmelse af den stress og angst, som krig medfører for den civile befolkning. Men når vagterne også står og sælger Cola og øl i rummet, så bliver man altså ikke rigtigt fanget af illusionen.

D’ARC er mere taleteater end performance, for Mirko Borscht har skrevet masser af ord: monologer og dialoger som performerne råber, skriger eller lirer ensformigt af. Det talte ord fylder størstedelen af forestillingen og ender med at blive en larmende og lammende lydside, som man til sidst fuldstændigt ignorerer. Akkurat som mediernes evindelige kværnen, hvor intet bundfælder sig.

Om publikum bliver klogere på europæisk historie efter at have oplevet D’ARC i næsten tre timer, er spørgsmålet? Undertegnede blev hverken klogere eller provokeret, hvis det var formålet. Kun udmattet. Og de røde øjne kom ikke af bevægelse eller gråd, men af støv og røg.

performance af Mirko Borscht

Foto: Mirko Borscht

FAKTA
D’ARC
Sydhavn Teater og Teater Nordkraft
Dansehallerne, Carlsberg
Idé og instruktion: Mirko Borscht
Scenograf: Christian Beck
Musik: Carlo Størup
Kostumedesigner: Elke von Sivers
Videodesigner: Hannes Hesse

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Følg med i kommentarerne
(Læs om hvad RSS er)