Dans · tags: , .

Transformationer i træningssalen

Vi bliver lukket ind i den tomme og vinduesløse træningssal sammen med danserne. Overtøjet har vi allerede smidt, men danserne er klædt i flere lag af varmt og forskelligfarvet træningstøj. Vi stiller os tilfældige steder i salen, der har gråt interiør, og venter på, at forestillingen skal begynde. Performance- og danseværket Interpassivities af videokunsteren Jesper Just er imidlertid ikke en sædvanlig forestilling med en traditionel begyndelse og slutning. Danserne står således også afventende, som om de blot er tilskuere, men langsomt begynder de at røre på sig og varme op. Fordi lokalet er tomt, tager de seks dansere fat i os tilskuere og bruger os som støtte i stedet for en barre. Og lidt efter lidt begynder danserne at danse – sammen eller hver for sig – forskellige steder i salen. Vi publikummer må altså konstant bevæge os rundt i salen for at se dansen og må også flytte os, så der bliver plads til dansernes bevægelser og trin, som ikke altid går i forventelig retning. Efterhånden som danserne får varmen, smider de det varme træningstøj lag for lag og står tilbage i enkle, grå tricot-kostumer i samme grå farve som gulvet og væggene. Gråt i gråt.

Det er fascinerende at være helt tæt på danserne, når de er midt i deres ekstreme bevægelser. Tåspidsdans og høje løft bliver endnu mere imponerende, når det foregår lige foran næsen på os, og vi er ved at få en arm eller et ben i øjet. Efter dansen tager danserne deres varme træningstøj på igen og smutter hurtigt ud ad døren, som ånder der lydløst fordufter. Og vi publikummer står tilbage med en følelse af tomhed og savn, fordi fraværet af danserne har forandret rummet og dets energi. Det er danserne, som har besjælet rummet, der efter deres exit bare er et gråt, sterilt og klaustrofobisk rum, som man hurtigst muligt gerne vil ud af.

Træningssalens gulv er en mosaik af elementer i forskellige størrelser, som fire håndværkere midt under dansen begynder at bryde op. De lægger elementerne op på hinanden i flere stakke, så der opstår et nyt og mere kaotisk arkitektonisk landskab i træningssalen. Håndværkerne dekonstruerer rummet og konstruerer et nyt for til sidst at lægge hele gulvet på plads igen som et stort puslespil. Faktisk er det spændende at følge dette arbejde, og publikum giver også de fire håndværkere et bifald, da sidste gulv-brik lægges på plads, og rummets orden er genoprettet. I denne håndværker-performance ses det, at Jesper Just er inspireret af den argentinske forfatter Jorge Luis Borges historie On Exactitude in Science, som handler om et stort og mægtigt land, hvor man fremstiller et landkort, der er lige så detaljeret som landet selv. Således kan rum og gulv i Interpassivities ses som historiens land og landkort.

Det hjemmelavede ord ‘Interpassivities’ kan erstattes af ordet ‘transformation’, for håndværkerne skaber konstant forandringer i rummet, som danserne må navigere efter. Også publikum må forholde sig til disse forandringer og kan ikke bare stå stille eller sætte sig, men må hele tiden være i bevægelse. Omstillingsparate, som det hedder i moderne marketing-sprog. Ud over transformationer handler Interpassivities om rum og menneskets plads i det givne rum. Derudover handler værket om menneskets egen rummelighed og om at give plads til hinanden. Det er publikum selv med til at demonstrere ved hele tiden at skulle flytte sig for danserne, håndværkerne og andre publikummer. Temaet rummelighed udfoldes tillige i videoklip, der vises på storskærme. Her zoomes der ind på nogle dansere, der ligger sammenfiltret, og mure, der skærer sig gennem landskabet og adskiller folk – og dermed ikke udviser rummelighed.

Interpassivities har været indstillet Artbeat Prisen, som er stiftet af PR-bureauet Have Kommunikation, der nærmest laver al pressekommunikation for hele kulturlivet i Danmark. Formålet med prisen er at sætte fokus på kunstnerisk nyskabelse og fremsynet formidling. Prisen, der uddeles i samarbejde med Spar Nord Fonden, gik imidlertid til teaterforestillingen Twin Peaks, som var et yderst nyskabende koncept på Odsherred Teater i Nordvestsjælland. Frem for at gøre brug af erfarne skuespillere var alle rollerne besat af lokale borgere, og i stedet for sende publikum ind i en teatersal blev de i otte biler kørt gennem et vintermørkt landskab i Odsherred. “Resultatet blev en scenekunstnerisk kraftpræstation, som bør inspirere enhver teateraktør i det ganske land” hed det i begrundelsen til prisindstillingen. Mod dette vindende koncept tabte Interpassivities altså, men med indstillingen til Artbeat Prisen viser Corpus – at de er på ret kurs efter flere eksperimentelle fejlskud.

Interpassivities

Interpassivities. Foto: Miklos Szabo

Interpassivities

Interpassivities. Foto: Miklos Szabo

FAKTA
Interpassivities
Koncept, instruktion og koreografi: Jesper Just
Corpus, der er en del af Den Kongelige Ballet
Dansere: Susanne Grinder, Emma Håkansson, Camilla Ruelykke, Ulrik Birkkjær, Jon Axel Fransson, Alexander Stæger
Scenografi: Jesper Just
Musik: Kim Gordon og August Rosenbaum

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Følg med i kommentarerne
(Læs om hvad RSS er)