Teater

Dans

Road-teater sejrede i priskapløb

Hovedprisen ved årets Artbeat prisuddeling gik til road-teaterforestilling Twin Peaks med instruktørduoen Fix & Foxy på Odsherred Teater i det nordvestlige Sjælland. På alle måder brød forestillingen med scenekunstens traditionelle rammer. Her var ingen professionelle performere, til gengæld var lokalbefolkningen inddraget i forestillingen, og det var borgernes egne historier, som blev fortalt. Scenen var erstattet af biler, som publikum blev transporteret rundt i, og ført hjem til borgernes private hjem. Juryen mente, at forestillingen var et forbilledligt eksempel på, hvordan man udnytter en kommunes eksisterende ressourcer til at skabe oplevelser, som styrker lokalområdets kulturelle relevans og kunstneriske udvikling.

Musikfestivalen Heartland i slotsparken ved Egeskov Slot på Fyn var også indstillet til årets Artbeat pris. I sommermånederne myldrer det med musikfestivaler, men Heartland adskiller sig fra de øvrige festivaler ved at blande musikken med kulinariske oplevelser, samtidskunst og samtaler mellem forskellige debattører. Ligeledes var Den Kongelige Ballet/Corpus indstillet til prisen. Kompagniet flyttede værket Interpassivities ind i træningssalen, som blev ombygget under forestillingen, så publikum blev tvunget til at flytte sig for håndværkerne og dermed også skulle bevæge sig under forestillingen. Men det var altså Twin Peaks, en forestilling med forlæg i David Lynchs kult-serie, der så at sige kørte af med sejren.

Årets Artbeat særpris gik til det satiriske radioprogram Den Korte Radioavis, som gør tykt grin med medierne og magthaverne. Endelig blev der også uddelt en talentpris til Københavns Radiobiograf, der producerer radiomontager, der afspilles i biografmørket.

Siden 2013 har PR-bureauet Have Kommunikation årligt uddelt kulturprisen Artbeat. Formålet med Artbeat prisen er at sætte fokus på nye former for formidling af kunst, derfor går prisen altid til personer, organisationer og projekter, der bidrager med kunstnerisk nyskabelse og formidlingsmæssigt fremsynethed. Have Kommunikation, der næsten laver al PR og kommunikation for samtlige kulturinstitutioner i Danmark, uddeler prisen sammen med Spar Norden Fonden.

 

Artbeat prisen til Twin Peak

Foto: Artbeat

Dans

Udmattelsens rum

Uniformerede vagter lukker os ind i et mindre, dunkelt, tilrøget, støjfyldt, støvet og beskidt rum. Afhuggede arme, ben og hoveder er smidt overalt og ligger også stablet op på hylder. Vand drypper, mudder stivner og blod flyder. Det er ganske vist lemmer fra dukker og teaterblod, men det er ikke noget behageligt rum at være i. Vi bærer masker for næse og mund, så vi kan trække vejret, men røgen og støvet svier i øjnene. I dette klaustrofobiske rum skal vi være i de næste små tre timer. Det er den tyske instruktør Mirko Borscht som har skabt dette rædselskabinet, hvor publikum ikke sidder ned, men går rundt og oplever performerne i forskellige scenarier.

Mirko Borscht slår ned på forskellige blodige steder i historien lige fra Hundredeårskrigen med Jeanne d’Arc og Gilles de Rais frem til Auschwitz,  Kiev og Aleppo, for derved at belyse vores europiske selvforståelse, som det hedder i programmet.

Jeanne d’Arc svinger sin røde fane, og massemorderen Gilles de Rais sidder i et glasbur. En sortklædt kvinde med sort slør for ansigtet vandrer rastløst rundt som en inkarnation af den evige sorg. Og en mudder-tildækket mand lister langsomt rundt som en butoh-danser. Og som i den japanske butoh-genre handler det også her om ødelæggelse, destruktion og død.

En installation, som publikum kan gå rundt i og selv vælge sin synsvinkel i, er altid spændende. Og stærkt virker det, når en luftalarm drøner, lysene blinker og vagterne genner os sammen i nogle bure, hvorved vi får en svag fornemmelse af den stress og angst, som krig medfører for den civile befolkning. Men når vagterne også står og sælger Cola og øl i rummet, så bliver man altså ikke rigtigt fanget af illusionen.

D’ARC er mere taleteater end performance, for Mirko Borscht har skrevet masser af ord: monologer og dialoger som performerne råber, skriger eller lirer ensformigt af. Det talte ord fylder størstedelen af forestillingen og ender med at blive en larmende og lammende lydside, som man til sidst fuldstændigt ignorerer. Akkurat som mediernes evindelige kværnen, hvor intet bundfælder sig.

Om publikum bliver klogere på europæisk historie efter at have oplevet D’ARC i næsten tre timer, er spørgsmålet? Undertegnede blev hverken klogere eller provokeret, hvis det var formålet. Kun udmattet. Og de røde øjne kom ikke af bevægelse eller gråd, men af støv og røg.

performance af Mirko Borscht

Foto: Mirko Borscht

FAKTA
D’ARC
Sydhavn Teater og Teater Nordkraft
Dansehallerne, Carlsberg
Idé og instruktion: Mirko Borscht
Scenograf: Christian Beck
Musik: Carlo Størup
Kostumedesigner: Elke von Sivers
Videodesigner: Hannes Hesse

Dans

Seksualoplysning på scenen

Hvad Albert Einstein var for fysikken, var den tyske læge Magnus Hirschfeld (1868-1935) for seksualforskningen. Allerede i 1919 var han medstifter af Institut für Sexualwissenschaft i Berlin – det første af sin art. Desuden etablerede han verdens første LGBT-organisation, og han udførte historiens første kønsskifteoperation. Det var den danske billedkunstner Einar Wegener, der blev til Lili Elbe under Magnus Hirschfelds kniv. Historien om denne banebrydende operation er skildret i filmen The Danish Girl.

Magnus Hirschfeld er måske ikke så kendt som sin landsmand Einstein, men han spiller en hovedrolle i seksualforskningens historie. En hovedrolle har han også i Pete Livingstones velkomponerede musikalske performance The Einstein of sex.

Trods sit sympatiske motto: Per Scientiam ad Justitiam(at skabe retfærdighed gennem videnskab) faldt Magnus Hirschfelds videnskabelige arbejde ikke altid i god jord. Han blev kaldt “et beskidt gammelt svin” og blev gennembanket tre år i rad, da han forelæste i München. Den jødiske Magnus Hirschfeld fandt ikke heteroseksualitet bedst og rigtigst, men kategoriserede 64 mulige former for seksuel orientering. Med en så normafvigende forskning var han natuligvis ilde set af samtidens nationalsocialister og han måtte flygte til Frankrig. Fra sit eksil erfarede han, hvordan hans klinik blev raseret af nazisterne og hans forskningsbibliotek afbrændt.  Derfor ligner scenen også et bombekrat, når forestillingen slutter, og publikum har fået historien om den banebrydende videnskabsmand.

The Einstein of sex er oplysningsteater med masser af informationer og historiske fakta – og dermed helt ideel som lærerig skoleforestilling. Men The Einstein of sex er ikke nogen tung dokumentar-performance, for de mange oplysninger er serveret med humor, sang, musik og koreografiske elementer.

Tematisk handler The Einstein of sex om frihed og kærlighed, men sandelig også om de kræfter, der kæmper imod dette. I Magnus Hirschfelds samtid var hans modstandere nationalsocialisterne, mens nutidens opponenter mod hans videnskab er en bred skare af toneangivende personer og deres tilhængere. Når Nina Kareis i rollen som Magnus Hirschfeld blandt andre citerer Putin, afrikanske præsidenter, islamiske imamer og danske højrefløjspolitikere, ja så demonstreres det tydeligt, at kun lidt har forandret sig i de næsten 100 år, der er gået, siden Magnus Hirschfeld begyndte sin forskning. Og når de øvrige performere syngende gentager de hadske udtalelser, illustrerer det, hvor let og hurtigt et diskriminerende udsagn skaber ekko, spredes og slår rod hos andre. Og snart bliver de fornærmende udtalelser udbasuneret af et råbekor, som var ordene befalinger fra en udøvende magt. Det er både uhyggeligt og ubehageligt. The Einstein of sex er desværre en yderst aktuel forestilling og derfor også meget nødvendigt teater.

Forestilling på Viften

Foto: Livingstones Kabinet

Einstein of sex

Foto: Livingstones Kabinet

The Einstein of sex
Livingstones Kabinet
Viften, Rødovre (på turné i Danmark)
Iscenesættelse: Nina Kareis
Komponist: Pete Livingstone
Forfatter: Pete Livingstone
Scenografi: Dorte Holbek
Koreografi: Adelaide Bentzon
Lyddesign: Erik Christoffersen
Performere: Amia Miang, Pete Livingstone, Nina Kareis, Ole Håndsbæk Christensen, Brian Grønbæk, Bent Jacobsen, Molly Kareis Livingstone

Dans

En kunsthistorisk lektion i Bosch

En mand ligger for døden, men det er ikke lyse og venlige engle, der står på spring for at hente ham ned i dødsriget. Når han ligger stille og hans sidste livskraft synes at ebbe helt ud, myldrer det frem fra mørket med sære, uhyggelige og groteske væsner, der er parate til at tage ham. Men når den døende hoster og liver lidt op, trækker de dæmoniske gestalter sig sky tilbage i mørket. Denne fascinerende scene, der viser balancen på kanten mellem liv og død, åbner forestillingen Bosch’ drøm på Republique. Teatret markerer 500-året for Hieronymus Bosch’s død med en overdådig nycirskusforestilling, der tager publikum med helt ind i maleriet Lysternes have, et triptykon skabt af Hieronymus Bosch i tiden mellem 1490 og 1510. Et helt usædvanligt kunstværk der handler om liv og død, himmerige og helvede, godt og ondt, synd og uskyld.

Fransk-argentinske Ange Potier har skabt en af de mest originale og fantastiske scenografier, der til dato er vist på en dansk scene. Film, videoprojektioner, lysdesign, røg og mere almindelige rekvisitter skaber tilsammen et magisk rum fyldt af de mennesker, dyr og groteske skabninger, der befolker Hieronymus Bosch’ dystopiske mesterværk Lysternes have. Et mærkværdigt mylder af gespenster som vi også kender fra middelalderens kalkmalerier i de nordiske stenkirker. Denne sammensatte scenografi i lag på lag danner et rum, som nærmest suger publikum ind i Lysternes have, med paradis og helvede samt et jordisk liv fuld af rædselsscenarier og perversiteter.

Den canadiske nycirkusinstruktør Samuel Tétreault med en fortid i Cirque du Soleil  har skabt en flot, billedepoetisk forestilling, hvori det lykkes ham på forbilledlig vis at integrere de akrobatiske artistnumre. Når et stort hjul falder af en vogn i videoscenografien triller det fysisk ud på scenen og bliver et redskab for en artist i cirkusdisciplinen roue cyr. Det vil sige en stor ring, som akrobaten kan balancere i og snurre rundt på. Og når Sankt Peters nøgle dingler på himlen bliver dens nøglering til et redskab for to artisters sensuelle luftakrobatik.

Alle seks artister kan sno og dreje deres smidige kroppe i helt usædvanlige stillinger, så de fuldstændigt ligner Hieronymus Bosch’ forkrøblede skikkelser. En håndstandsakrobat vrider sin krop, så hun ligner et sandt misfoster, som kun Hieronymus Bosch’ kunne finde på. Det er fremragende nycirkus med enestående akrobatiske præstationer.

Men Bosch’ drøm er ikke blot fabulerende billedepoesi, forestilingen har også en handling tilsat kunsthistorisk læring. I forestillingens rammefortælling er der en nutidig kunstprofessor, som skal holde en forelæsning om Hieronymus Bosch i anledning af 500 års-jubilæet. Han forbereder sig, fordyber sig, analyserer og perspektiverer. Han påpeger, at Salvador Dalí var inspireret af Hieronymus Bosch, og pludselig er vi takket være den eventyrlige scenografi sammen med Salvador Dalí på besøg på Museo del Prado i Madrid, hvor han opdager Lysternes have. Også Jim Morrison fra The Doors lod sig inspirere af Hieronymus Bosch, fortæller professoren, og snart forvandles scenen til et psykedelisk farveorgie med hits som Light My Fire og Whiskey Bar. Tid og sted ophæves, inden Bosch’s Triptykon lukkes i. Det sceniske slutbillede viser jordens skabelse, der pryder Bosch’s Triptykon på ydersiden, når det er foldet sammen.

Bosch’ drøm er en moderne forestilling for hele familen, lige bortset fra de mindste børn. Alle kan gå hjem med både dannelse og æstetisk glæde. Publikum i Holland og Australien, hvor forestillingen skal på turné, kan allerede glæde sig til Samuel Tétreault og Ange Potier forrygende billedemagi.

Bosch' drøm på République

Bosch’ drøm. Foto: Per Morten Abrahamsen

république teater

Bosch’ drøm. Foto: Per Morten Abrahamsen

Bosch’ drøm 
Republique (Spiller frem til den 17. september)
Les 7 Doigts med artisterne Hélloïse Bourgeois, Sunniva Løvland Byvard, Evelyne Lamontagne, Jorge Petit, Mattias Umaerus og William Underwood
Ide og koncept: Samuel Tétreault, Martin Tulinius og Ange Potier
Instruktion: Samuel Tétreault
Video, visuelt design og kostumer: Ange Potier
Dramaturg: Simon Boberg
Lyddesign: Janus Jensen

Kunst

O-HOY i Kongens Have

Gadeteaterforestillingen O-HOY – oceaner af frihed, der kredser om vand og både, passer godt til det danske sommervejr med regn og rusk.

O-HOY – oceaner af frihed handler om en impulsiv og innovativ kvinde, der investerer i en båd og fluks tager afsted på eventyr ude på det store hav. Verden venter på hende. Inde på land i havnen sidder to drukmåse og nyder en anden slags frihed. De får dagen til at gå ved at drikke øl, men når det vitterlig gælder, kan de godt mande sig op til at yde en indsats.

Den underholdende gadeteaterforestilling O-HOY – oceaner af frihed med teatret Brændende Kærlighed spiller i Kongens Have frem til den 24. juli. Senere tager teatret på turné i det regnvåde sommerland.

OHOY i kongens have

Foto: Gorm Valentin

Fakta
Medvirkende: Line Svendsen, Kristian Dinesen, Jens Kløft
Dramatikere: Annegrete Kraul og Jens Kløft
Instruktion: Bodil El Jørgensen
Scenografi: Henriette Drejer Lubanski

Kunst

Big Bang Company

Det er tid for gadeteater. Dansk Rakkerpak er på landevejene med forestillingen Big Bang Company, som handler om et lille, nedslidt cirkus, der er ved at gå op i sømmene. Artistparret Nicko og Speedy samt trommeslageren Predovski har optrådt sammen i en menneskealder. Deres fælles cirkusforestilling er støvet, og tingene er slidt ned. Men de holder fast i deres partnerskab og venskab trods kriser, og kompromisser. De holder fast i en drøm.

Det er altså en poetisk forestilling med  masser af nostalgisk cirkusstemning. Spørgsmålet er blot om en sådan stille og poetisk forestilling passer til gadens scene? Lidt for tam, synes jeg.

Se Dansk Rakkerpaks turnéplan

BigbangCompany

Foto: Søren Kløft