Teater

Dans

Techno, sex og ecstasy på dansegulvet

Teatret flytter ud af teatret, og der danses, spilles skuespil og synges opera på nye, anderledes og overraskende lokationer. Alle steder kan blive en scene – lige fra private hjem til kirkegårdskapeller og bybusser. Instruktøren Sargun Oshana er optaget af at nedbryde barrieren mellem publikum og scenekunstnere, han ønsker at skabe rum, hvor de de to parter kan mødes på nye måder. I sin seneste forestilling Techno/Frådseri, der er en monolog med dans, har han rykket teatret ind på en natklub. Nærmere betegnet natklubben Never Mind, hvor publikum sidder på barstole rundt omkring i lokalet, som var det en almindelig klubaften. Det sparsomme lys kommer fra gamle lysekroner, der hænger i loftet side om side med discokugler. I et hjørne af lokalet står en DJ, og bag bardisken skænker bartendere øl og drinks. Mere autentisk bliver det ikke.

Forestillingen med skuespilleren og sangeren Simon Mathew handler om en person, der går i opløsning. Personen er en ung homoseksuel mand, der på en selvdestruktiv måde uhæmmet hengiver sig til hårde stoffer og grænseoverskridende sex. I en rus på dansegulvet møder hovedpersonen et ‘du’, som vi ikke ser, men kun hører om.

Kejtet kommer den unge mand ind i baren og går forsigtigt rundt blandt publikum. Kontaktsøgende, men genert kigger han sig omkring. Han tør ikke tage kontakt til nogen. Efter et par ecstasy-piller er al kejtethed og generthed borte. Han slipper hæmningerne og danser vildt til technomusikken på dansegulvet. Technomusikkens heftige rytme afspejler hans hidsige puls. Han er høj af stoffer og kan slet ikke stå stille, men må danse videre, mens han fortæller om ham, som han lige har mødt og er blevet besat af. Han giver slip på sig selv og underlægger sig du’et. Først lader han sig klippe skaldet ligesom sin elsker, senere følger han fuldkomment du’ets lyster og bliver sexslave for ham – og for andre vildtfremmede mænd, som du’et manipulerer ham til at have sex med.

Forestillingen er ikke for puritanske sjæle, den er eksplicit i sit sprogbrug. Her tales der om alle former for kropsvæsker og bizarre sadomasochistiske sexlege, der mere minder om tortur end nydelse. Også kropssproget er direkte; kun iført kyskhedsbælte smider Simon Mathew sig på cafebordene lige foran os publikummer eller kravler nøgen rundt for fødderne af os. Det er grænseoverskridende for publikum, akkurat som det er for jeg’et, hvis grænser bliver rykket langt mere, end han egentlig ønsker sig.

Det som umiddelbart kan opfattes som en provokation tjener dog et højere kunstnerisk formål. Udskejelserne demonstrer nemlig den objektgørelse, der sker med jeg-personen i hans fuldkomne hengivelse til det dominerende du. Hans identitet flyder ud og smelter næsten sammen med den andens. Jeg’et bliver fremmed over for sig selv, han bliver tingsliggjort og næsten tilintetgjort. Hans krop er bare en fremmed ting, som andre kan gøre med, hvad de lyster. Og den næsten invaliderende sex er et billede på en person, der altid har brug for en anden for at føle sig som et helt menneske.

Mest grænseoverskridende og ubehageligt er dog hovedpersonens vekslen mellem ecstasy-ekstase og ædruelig depression. Hans fråseri med sex og stoffer har været fuldstændigt glædesløst. Og når hyggebelysning slukkes i baren og det skarpe neonlys tændes, kommer vi publikummer helt tæt på dette menneske lige ved siden af os. Han, der har mistet sig selv og er på selvmordets rand. Det er stærkt teater, der rammer publikum som dundrende tømmermænd. Og det er teater med en moderne dannelseshistorie. Simpelthen teater når det er allerbedst.

Forestillingen bygger på Niels Henning Falk Jensbys debutroman Techno. Med sin meget sikre stil og en ny form for kropsmodernisme blev værket kåret som årets bedste danske debutroman i 2016. Men for en gangs skyld er teaterversionen bedre end det litterære forlæg. Romanen bliver i længden lidt monoton med sin bevidst kværnende og ensformige stil. I teaterforestillingen er der derimod plads til lidt variation og et lille smil takket være Sargun Oshanas modige iscenesættelse og Simon Mathews hudløse og overbevisende performance.

Techno/Frådseri er produkt af et et kreativt samarbejde mellem Aarhus Teater og teater Republique i København. I Aarhus spiller forestillingen på GBAR og i København spiller den på natklubben Never Mind. Forestillingen er en del af Republiques serie om syv dødssynder, som udforskes i en række forestillinger denne sæson.

frådseri

Foto: Anna Marín Schram/République

frådseri på Republique

Foto: Anna Marín Schram/République

FAKTA
Techno/Frådseri
Aarhus Teater og Republique (GBAR og Never Mind)
Instruktion: Sargun Oshana
Dramatisering: Sargun Oshana og Sanna Albjørk
Medvirkende: Simon Mathew og DJ Natal Zaks

Dans

Klokkeren fra Notre Dame ringer endnu

Fredericia Teaters berømmede opsætning af Klokkeren fra Notre Dame spiller endnu på Det Kongelige Teater. Gæstespillet i København er nemlig blevet forlænget – og man forstår hvorfor. Storslået scenografi og imponerende præstationer af scenekunstnerne. Lars Mølsted er genial som Quasimodo, og Mads M. Nielsen er en rigtig uhyggelig skurk/Claude Frollo.

Victor Hugos temaer fra 1831: den katolske kirkes magtmisbrug og dobbeltmoral samt den udbredte fremmedhad er i den grad stadig aktuelle.

Klokkeren fra Notre Dame

Klokkeren fra Notre Dame Foto: malmose.com

Fredericia Teater med Klokkeren fra Notre Dame

Fredericia Teater med Klokkeren fra Notre Dame Foto: malmose.com

Læs mere

Dans

Svaneblod uden smerte

Trods Den Kongelige Ballet har uddannet mange mandlige stjernedanser gennem tiderne, er Erik Bruhn (1928-1986) nok stadig den mest kendte af dem alle. Derfor er det også naturligt at lave en forestilling om denne store danser, sådan har i al fald Teatret Svalegangen i Aarhus tænkt. Tomas Lagermand Lundme har skrevet forestillingen Svaneblod, som nu spiller på Teater Republique i København. Det er en musikdramatisk monolog med skuespilleren Olaf Højgaard i rollen som Erik Bruhn. På scenen suppleres han af jazz-saxofonisten Mads Ole Rode Erhardsen.

Forestillingen fortæller en yderst fragmentarisk historie om Erik Bruhns liv – fra barndommens balletskole under balletmester Harald Lander frem til hans kræftsygdom og tidlige død. Der dvæles naturligvis ved hans kærlighed til Rudolf Nureyev og problemerne ved at have et til tider langdistance-forhold – oven i købet i mediernes nysgerrige søgelys.

Svaneblod er historien om en passioneret og dedikeret kunstner, men også historien om en ung mand, der drager ud i verden for at finde sig selv som menneske. Altså en slags dannelseshistorie som eventyret om den grimme ælling. Ukendt og misforstået forlader Erik Bruhn den nationale andedam og vender feteret og berømt hjem, hvor han bliver hædret som Ridder af Dannebrog.

Det er en temmelig forenklet historie, et næsten karikeret kunstnerportræt med tyndslidte floskler om kunstnerens rolle i modsætning til alle andre mennesker. Om kunst for kunstens skyld og måske endda kun for kunstnerens egen personlige skyld. Skuespilleren Olaf Højgaard vrænger og råber det meste af tiden i sin monolog, som om Erik Bruhn udelukkende var en selvoptaget, temperamentsfuld diva uden nogen form for jordforbindelse. Det er vældig trættende at høre på gennem hele forestillingen. Publikum bliver således ikke klogere på mennesket og danseren Erik Bruhn, men bliver nærmest misinformeret om ham. Eksempelvis når Tomas Lagermand Lundme lader sin hovedperson sige, at han danser på tåspids!

Forestillingen tuller af sted i monotont tempo uden nogen spændingsmomenter. Bedst fungerer Rikke Juellunds scenografi, der består af en væg med tre huller, der kan illudere alt fra kunstneriske rum til vinduer ud mod verden. På væggen projiceres billeder og film af Erik Bruhn, hans håndskrevne kærlighedsbreve til Rudolf Nureyev samt myldrende travle metropoler. Når vi kigger på disse film og billeder, mens Mads Ole Rode Erhardsen spiller på sin saxofon, så bliver det stemningsfuldt og intenst. Den slags pas de deux’er mellem musik og billeder, siger meget mere ned teksten, og man ønsker, at der ville have været meget mere af den glødende musik og de flimrende billeder – og langt færre ord. Men til sidst bliver selv filmfragmenterne for klichéfyldte, for når Erik Bruhn dør, skal vi se Mikhail Fokins Den Døende Svane på video.

fra forestillingen svaneblod

Foto: Louise Kierkegaard

Svaneblod
Republique
Tekst: Tomas Lagermand Lundme
Iscenesættelse: Hanne Trap Friis
Medvirkende: Olaf Højgaard og Mads Ole Rode Erhardsen
Musik: Mads Ole Rode Erhardsen
Scenografi: Rikke Juellund
Videodesign: Jens Mønsted og Claus Lund
Lysdesign: Morten Ladefoged

Dans

Road-teater sejrede i priskapløb

Hovedprisen ved årets Artbeat prisuddeling gik til road-teaterforestilling Twin Peaks med instruktørduoen Fix & Foxy på Odsherred Teater i det nordvestlige Sjælland. På alle måder brød forestillingen med scenekunstens traditionelle rammer. Her var ingen professionelle performere, til gengæld var lokalbefolkningen inddraget i forestillingen, og det var borgernes egne historier, som blev fortalt. Scenen var erstattet af biler, som publikum blev transporteret rundt i, og ført hjem til borgernes private hjem. Juryen mente, at forestillingen var et forbilledligt eksempel på, hvordan man udnytter en kommunes eksisterende ressourcer til at skabe oplevelser, som styrker lokalområdets kulturelle relevans og kunstneriske udvikling.

Musikfestivalen Heartland i slotsparken ved Egeskov Slot på Fyn var også indstillet til årets Artbeat pris. I sommermånederne myldrer det med musikfestivaler, men Heartland adskiller sig fra de øvrige festivaler ved at blande musikken med kulinariske oplevelser, samtidskunst og samtaler mellem forskellige debattører. Ligeledes var Den Kongelige Ballet/Corpus indstillet til prisen. Kompagniet flyttede værket Interpassivities ind i træningssalen, som blev ombygget under forestillingen, så publikum blev tvunget til at flytte sig for håndværkerne og dermed også skulle bevæge sig under forestillingen. Men det var altså Twin Peaks, en forestilling med forlæg i David Lynchs kult-serie, der så at sige kørte af med sejren.

Årets Artbeat særpris gik til det satiriske radioprogram Den Korte Radioavis, som gør tykt grin med medierne og magthaverne. Endelig blev der også uddelt en talentpris til Københavns Radiobiograf, der producerer radiomontager, der afspilles i biografmørket.

Siden 2013 har PR-bureauet Have Kommunikation årligt uddelt kulturprisen Artbeat. Formålet med Artbeat prisen er at sætte fokus på nye former for formidling af kunst, derfor går prisen altid til personer, organisationer og projekter, der bidrager med kunstnerisk nyskabelse og formidlingsmæssigt fremsynethed. Have Kommunikation, der næsten laver al PR og kommunikation for samtlige kulturinstitutioner i Danmark, uddeler prisen sammen med Spar Norden Fonden.

 

Artbeat prisen til Twin Peak

Foto: Artbeat

Dans

Udmattelsens rum

Uniformerede vagter lukker os ind i et mindre, dunkelt, tilrøget, støjfyldt, støvet og beskidt rum. Afhuggede arme, ben og hoveder er smidt overalt og ligger også stablet op på hylder. Vand drypper, mudder stivner og blod flyder. Det er ganske vist lemmer fra dukker og teaterblod, men det er ikke noget behageligt rum at være i. Vi bærer masker for næse og mund, så vi kan trække vejret, men røgen og støvet svier i øjnene. I dette klaustrofobiske rum skal vi være i de næste små tre timer. Det er den tyske instruktør Mirko Borscht som har skabt dette rædselskabinet, hvor publikum ikke sidder ned, men går rundt og oplever performerne i forskellige scenarier.

Mirko Borscht slår ned på forskellige blodige steder i historien lige fra Hundredeårskrigen med Jeanne d’Arc og Gilles de Rais frem til Auschwitz,  Kiev og Aleppo, for derved at belyse vores europiske selvforståelse, som det hedder i programmet.

Jeanne d’Arc svinger sin røde fane, og massemorderen Gilles de Rais sidder i et glasbur. En sortklædt kvinde med sort slør for ansigtet vandrer rastløst rundt som en inkarnation af den evige sorg. Og en mudder-tildækket mand lister langsomt rundt som en butoh-danser. Og som i den japanske butoh-genre handler det også her om ødelæggelse, destruktion og død.

En installation, som publikum kan gå rundt i og selv vælge sin synsvinkel i, er altid spændende. Og stærkt virker det, når en luftalarm drøner, lysene blinker og vagterne genner os sammen i nogle bure, hvorved vi får en svag fornemmelse af den stress og angst, som krig medfører for den civile befolkning. Men når vagterne også står og sælger Cola og øl i rummet, så bliver man altså ikke rigtigt fanget af illusionen.

D’ARC er mere taleteater end performance, for Mirko Borscht har skrevet masser af ord: monologer og dialoger som performerne råber, skriger eller lirer ensformigt af. Det talte ord fylder størstedelen af forestillingen og ender med at blive en larmende og lammende lydside, som man til sidst fuldstændigt ignorerer. Akkurat som mediernes evindelige kværnen, hvor intet bundfælder sig.

Om publikum bliver klogere på europæisk historie efter at have oplevet D’ARC i næsten tre timer, er spørgsmålet? Undertegnede blev hverken klogere eller provokeret, hvis det var formålet. Kun udmattet. Og de røde øjne kom ikke af bevægelse eller gråd, men af støv og røg.

performance af Mirko Borscht

Foto: Mirko Borscht

FAKTA
D’ARC
Sydhavn Teater og Teater Nordkraft
Dansehallerne, Carlsberg
Idé og instruktion: Mirko Borscht
Scenograf: Christian Beck
Musik: Carlo Størup
Kostumedesigner: Elke von Sivers
Videodesigner: Hannes Hesse

Dans

Seksualoplysning på scenen

Hvad Albert Einstein var for fysikken, var den tyske læge Magnus Hirschfeld (1868-1935) for seksualforskningen. Allerede i 1919 var han medstifter af Institut für Sexualwissenschaft i Berlin – det første af sin art. Desuden etablerede han verdens første LGBT-organisation, og han udførte historiens første kønsskifteoperation. Det var den danske billedkunstner Einar Wegener, der blev til Lili Elbe under Magnus Hirschfelds kniv. Historien om denne banebrydende operation er skildret i filmen The Danish Girl.

Magnus Hirschfeld er måske ikke så kendt som sin landsmand Einstein, men han spiller en hovedrolle i seksualforskningens historie. En hovedrolle har han også i Pete Livingstones velkomponerede musikalske performance The Einstein of sex.

Trods sit sympatiske motto: Per Scientiam ad Justitiam(at skabe retfærdighed gennem videnskab) faldt Magnus Hirschfelds videnskabelige arbejde ikke altid i god jord. Han blev kaldt “et beskidt gammelt svin” og blev gennembanket tre år i rad, da han forelæste i München. Den jødiske Magnus Hirschfeld fandt ikke heteroseksualitet bedst og rigtigst, men kategoriserede 64 mulige former for seksuel orientering. Med en så normafvigende forskning var han natuligvis ilde set af samtidens nationalsocialister og han måtte flygte til Frankrig. Fra sit eksil erfarede han, hvordan hans klinik blev raseret af nazisterne og hans forskningsbibliotek afbrændt.  Derfor ligner scenen også et bombekrat, når forestillingen slutter, og publikum har fået historien om den banebrydende videnskabsmand.

The Einstein of sex er oplysningsteater med masser af informationer og historiske fakta – og dermed helt ideel som lærerig skoleforestilling. Men The Einstein of sex er ikke nogen tung dokumentar-performance, for de mange oplysninger er serveret med humor, sang, musik og koreografiske elementer.

Tematisk handler The Einstein of sex om frihed og kærlighed, men sandelig også om de kræfter, der kæmper imod dette. I Magnus Hirschfelds samtid var hans modstandere nationalsocialisterne, mens nutidens opponenter mod hans videnskab er en bred skare af toneangivende personer og deres tilhængere. Når Nina Kareis i rollen som Magnus Hirschfeld blandt andre citerer Putin, afrikanske præsidenter, islamiske imamer og danske højrefløjspolitikere, ja så demonstreres det tydeligt, at kun lidt har forandret sig i de næsten 100 år, der er gået, siden Magnus Hirschfeld begyndte sin forskning. Og når de øvrige performere syngende gentager de hadske udtalelser, illustrerer det, hvor let og hurtigt et diskriminerende udsagn skaber ekko, spredes og slår rod hos andre. Og snart bliver de fornærmende udtalelser udbasuneret af et råbekor, som var ordene befalinger fra en udøvende magt. Det er både uhyggeligt og ubehageligt. The Einstein of sex er desværre en yderst aktuel forestilling og derfor også meget nødvendigt teater.

Forestilling på Viften

Foto: Livingstones Kabinet

Einstein of sex

Foto: Livingstones Kabinet

The Einstein of sex
Livingstones Kabinet
Viften, Rødovre (på turné i Danmark)
Iscenesættelse: Nina Kareis
Komponist: Pete Livingstone
Forfatter: Pete Livingstone
Scenografi: Dorte Holbek
Koreografi: Adelaide Bentzon
Lyddesign: Erik Christoffersen
Performere: Amia Miang, Pete Livingstone, Nina Kareis, Ole Håndsbæk Christensen, Brian Grønbæk, Bent Jacobsen, Molly Kareis Livingstone