Teater

Dans

Klokkeren fra Notre Dame ringer endnu

Fredericia Teaters berømmede opsætning af Klokkeren fra Notre Dame spiller endnu på Det Kongelige Teater. Gæstespillet i København er nemlig blevet forlænget – og man forstår hvorfor. Storslået scenografi og imponerende præstationer af scenekunstnerne. Lars Mølsted er genial som Quasimodo, og Mads M. Nielsen er en rigtig uhyggelig skurk/Claude Frollo.

Victor Hugos temaer fra 1831: den katolske kirkes magtmisbrug og dobbeltmoral samt den udbredte fremmedhad er i den grad stadig aktuelle.

Klokkeren fra Notre Dame

Klokkeren fra Notre Dame Foto: malmose.com

Fredericia Teater med Klokkeren fra Notre Dame

Fredericia Teater med Klokkeren fra Notre Dame Foto: malmose.com

Læs mere

Dans

Svaneblod uden smerte

Trods Den Kongelige Ballet har uddannet mange mandlige stjernedanser gennem tiderne, er Erik Bruhn (1928-1986) nok stadig den mest kendte af dem alle. Derfor er det også naturligt at lave en forestilling om denne store danser, sådan har i al fald Teatret Svalegangen i Aarhus tænkt. Tomas Lagermand Lundme har skrevet forestillingen Svaneblod, som nu spiller på Teater Republique i København. Det er en musikdramatisk monolog med skuespilleren Olaf Højgaard i rollen som Erik Bruhn. På scenen suppleres han af jazz-saxofonisten Mads Ole Rode Erhardsen.

Forestillingen fortæller en yderst fragmentarisk historie om Erik Bruhns liv – fra barndommens balletskole under balletmester Harald Lander frem til hans kræftsygdom og tidlige død. Der dvæles naturligvis ved hans kærlighed til Rudolf Nureyev og problemerne ved at have et til tider langdistance-forhold – oven i købet i mediernes nysgerrige søgelys.

Svaneblod er historien om en passioneret og dedikeret kunstner, men også historien om en ung mand, der drager ud i verden for at finde sig selv som menneske. Altså en slags dannelseshistorie som eventyret om den grimme ælling. Ukendt og misforstået forlader Erik Bruhn den nationale andedam og vender feteret og berømt hjem, hvor han bliver hædret som Ridder af Dannebrog.

Det er en temmelig forenklet historie, et næsten karikeret kunstnerportræt med tyndslidte floskler om kunstnerens rolle i modsætning til alle andre mennesker. Om kunst for kunstens skyld og måske endda kun for kunstnerens egen personlige skyld. Skuespilleren Olaf Højgaard vrænger og råber det meste af tiden i sin monolog, som om Erik Bruhn udelukkende var en selvoptaget, temperamentsfuld diva uden nogen form for jordforbindelse. Det er vældig trættende at høre på gennem hele forestillingen. Publikum bliver således ikke klogere på mennesket og danseren Erik Bruhn, men bliver nærmest misinformeret om ham. Eksempelvis når Tomas Lagermand Lundme lader sin hovedperson sige, at han danser på tåspids!

Forestillingen tuller af sted i monotont tempo uden nogen spændingsmomenter. Bedst fungerer Rikke Juellunds scenografi, der består af en væg med tre huller, der kan illudere alt fra kunstneriske rum til vinduer ud mod verden. På væggen projiceres billeder og film af Erik Bruhn, hans håndskrevne kærlighedsbreve til Rudolf Nureyev samt myldrende travle metropoler. Når vi kigger på disse film og billeder, mens Mads Ole Rode Erhardsen spiller på sin saxofon, så bliver det stemningsfuldt og intenst. Den slags pas de deux’er mellem musik og billeder, siger meget mere ned teksten, og man ønsker, at der ville have været meget mere af den glødende musik og de flimrende billeder – og langt færre ord. Men til sidst bliver selv filmfragmenterne for klichéfyldte, for når Erik Bruhn dør, skal vi se Mikhail Fokins Den Døende Svane på video.

fra forestillingen svaneblod

Foto: Louise Kierkegaard

Svaneblod
Republique
Tekst: Tomas Lagermand Lundme
Iscenesættelse: Hanne Trap Friis
Medvirkende: Olaf Højgaard og Mads Ole Rode Erhardsen
Musik: Mads Ole Rode Erhardsen
Scenografi: Rikke Juellund
Videodesign: Jens Mønsted og Claus Lund
Lysdesign: Morten Ladefoged

Dans

Road-teater sejrede i priskapløb

Hovedprisen ved årets Artbeat prisuddeling gik til road-teaterforestilling Twin Peaks med instruktørduoen Fix & Foxy på Odsherred Teater i det nordvestlige Sjælland. På alle måder brød forestillingen med scenekunstens traditionelle rammer. Her var ingen professionelle performere, til gengæld var lokalbefolkningen inddraget i forestillingen, og det var borgernes egne historier, som blev fortalt. Scenen var erstattet af biler, som publikum blev transporteret rundt i, og ført hjem til borgernes private hjem. Juryen mente, at forestillingen var et forbilledligt eksempel på, hvordan man udnytter en kommunes eksisterende ressourcer til at skabe oplevelser, som styrker lokalområdets kulturelle relevans og kunstneriske udvikling.

Musikfestivalen Heartland i slotsparken ved Egeskov Slot på Fyn var også indstillet til årets Artbeat pris. I sommermånederne myldrer det med musikfestivaler, men Heartland adskiller sig fra de øvrige festivaler ved at blande musikken med kulinariske oplevelser, samtidskunst og samtaler mellem forskellige debattører. Ligeledes var Den Kongelige Ballet/Corpus indstillet til prisen. Kompagniet flyttede værket Interpassivities ind i træningssalen, som blev ombygget under forestillingen, så publikum blev tvunget til at flytte sig for håndværkerne og dermed også skulle bevæge sig under forestillingen. Men det var altså Twin Peaks, en forestilling med forlæg i David Lynchs kult-serie, der så at sige kørte af med sejren.

Årets Artbeat særpris gik til det satiriske radioprogram Den Korte Radioavis, som gør tykt grin med medierne og magthaverne. Endelig blev der også uddelt en talentpris til Københavns Radiobiograf, der producerer radiomontager, der afspilles i biografmørket.

Siden 2013 har PR-bureauet Have Kommunikation årligt uddelt kulturprisen Artbeat. Formålet med Artbeat prisen er at sætte fokus på nye former for formidling af kunst, derfor går prisen altid til personer, organisationer og projekter, der bidrager med kunstnerisk nyskabelse og formidlingsmæssigt fremsynethed. Have Kommunikation, der næsten laver al PR og kommunikation for samtlige kulturinstitutioner i Danmark, uddeler prisen sammen med Spar Norden Fonden.

 

Artbeat prisen til Twin Peak

Foto: Artbeat

Dans

Udmattelsens rum

Uniformerede vagter lukker os ind i et mindre, dunkelt, tilrøget, støjfyldt, støvet og beskidt rum. Afhuggede arme, ben og hoveder er smidt overalt og ligger også stablet op på hylder. Vand drypper, mudder stivner og blod flyder. Det er ganske vist lemmer fra dukker og teaterblod, men det er ikke noget behageligt rum at være i. Vi bærer masker for næse og mund, så vi kan trække vejret, men røgen og støvet svier i øjnene. I dette klaustrofobiske rum skal vi være i de næste små tre timer. Det er den tyske instruktør Mirko Borscht som har skabt dette rædselskabinet, hvor publikum ikke sidder ned, men går rundt og oplever performerne i forskellige scenarier.

Mirko Borscht slår ned på forskellige blodige steder i historien lige fra Hundredeårskrigen med Jeanne d’Arc og Gilles de Rais frem til Auschwitz,  Kiev og Aleppo, for derved at belyse vores europiske selvforståelse, som det hedder i programmet.

Jeanne d’Arc svinger sin røde fane, og massemorderen Gilles de Rais sidder i et glasbur. En sortklædt kvinde med sort slør for ansigtet vandrer rastløst rundt som en inkarnation af den evige sorg. Og en mudder-tildækket mand lister langsomt rundt som en butoh-danser. Og som i den japanske butoh-genre handler det også her om ødelæggelse, destruktion og død.

En installation, som publikum kan gå rundt i og selv vælge sin synsvinkel i, er altid spændende. Og stærkt virker det, når en luftalarm drøner, lysene blinker og vagterne genner os sammen i nogle bure, hvorved vi får en svag fornemmelse af den stress og angst, som krig medfører for den civile befolkning. Men når vagterne også står og sælger Cola og øl i rummet, så bliver man altså ikke rigtigt fanget af illusionen.

D’ARC er mere taleteater end performance, for Mirko Borscht har skrevet masser af ord: monologer og dialoger som performerne råber, skriger eller lirer ensformigt af. Det talte ord fylder størstedelen af forestillingen og ender med at blive en larmende og lammende lydside, som man til sidst fuldstændigt ignorerer. Akkurat som mediernes evindelige kværnen, hvor intet bundfælder sig.

Om publikum bliver klogere på europæisk historie efter at have oplevet D’ARC i næsten tre timer, er spørgsmålet? Undertegnede blev hverken klogere eller provokeret, hvis det var formålet. Kun udmattet. Og de røde øjne kom ikke af bevægelse eller gråd, men af støv og røg.

performance af Mirko Borscht

Foto: Mirko Borscht

FAKTA
D’ARC
Sydhavn Teater og Teater Nordkraft
Dansehallerne, Carlsberg
Idé og instruktion: Mirko Borscht
Scenograf: Christian Beck
Musik: Carlo Størup
Kostumedesigner: Elke von Sivers
Videodesigner: Hannes Hesse

Dans

Seksualoplysning på scenen

Hvad Albert Einstein var for fysikken, var den tyske læge Magnus Hirschfeld (1868-1935) for seksualforskningen. Allerede i 1919 var han medstifter af Institut für Sexualwissenschaft i Berlin – det første af sin art. Desuden etablerede han verdens første LGBT-organisation, og han udførte historiens første kønsskifteoperation. Det var den danske billedkunstner Einar Wegener, der blev til Lili Elbe under Magnus Hirschfelds kniv. Historien om denne banebrydende operation er skildret i filmen The Danish Girl.

Magnus Hirschfeld er måske ikke så kendt som sin landsmand Einstein, men han spiller en hovedrolle i seksualforskningens historie. En hovedrolle har han også i Pete Livingstones velkomponerede musikalske performance The Einstein of sex.

Trods sit sympatiske motto: Per Scientiam ad Justitiam(at skabe retfærdighed gennem videnskab) faldt Magnus Hirschfelds videnskabelige arbejde ikke altid i god jord. Han blev kaldt “et beskidt gammelt svin” og blev gennembanket tre år i rad, da han forelæste i München. Den jødiske Magnus Hirschfeld fandt ikke heteroseksualitet bedst og rigtigst, men kategoriserede 64 mulige former for seksuel orientering. Med en så normafvigende forskning var han natuligvis ilde set af samtidens nationalsocialister og han måtte flygte til Frankrig. Fra sit eksil erfarede han, hvordan hans klinik blev raseret af nazisterne og hans forskningsbibliotek afbrændt.  Derfor ligner scenen også et bombekrat, når forestillingen slutter, og publikum har fået historien om den banebrydende videnskabsmand.

The Einstein of sex er oplysningsteater med masser af informationer og historiske fakta – og dermed helt ideel som lærerig skoleforestilling. Men The Einstein of sex er ikke nogen tung dokumentar-performance, for de mange oplysninger er serveret med humor, sang, musik og koreografiske elementer.

Tematisk handler The Einstein of sex om frihed og kærlighed, men sandelig også om de kræfter, der kæmper imod dette. I Magnus Hirschfelds samtid var hans modstandere nationalsocialisterne, mens nutidens opponenter mod hans videnskab er en bred skare af toneangivende personer og deres tilhængere. Når Nina Kareis i rollen som Magnus Hirschfeld blandt andre citerer Putin, afrikanske præsidenter, islamiske imamer og danske højrefløjspolitikere, ja så demonstreres det tydeligt, at kun lidt har forandret sig i de næsten 100 år, der er gået, siden Magnus Hirschfeld begyndte sin forskning. Og når de øvrige performere syngende gentager de hadske udtalelser, illustrerer det, hvor let og hurtigt et diskriminerende udsagn skaber ekko, spredes og slår rod hos andre. Og snart bliver de fornærmende udtalelser udbasuneret af et råbekor, som var ordene befalinger fra en udøvende magt. Det er både uhyggeligt og ubehageligt. The Einstein of sex er desværre en yderst aktuel forestilling og derfor også meget nødvendigt teater.

Forestilling på Viften

Foto: Livingstones Kabinet

Einstein of sex

Foto: Livingstones Kabinet

The Einstein of sex
Livingstones Kabinet
Viften, Rødovre (på turné i Danmark)
Iscenesættelse: Nina Kareis
Komponist: Pete Livingstone
Forfatter: Pete Livingstone
Scenografi: Dorte Holbek
Koreografi: Adelaide Bentzon
Lyddesign: Erik Christoffersen
Performere: Amia Miang, Pete Livingstone, Nina Kareis, Ole Håndsbæk Christensen, Brian Grønbæk, Bent Jacobsen, Molly Kareis Livingstone

Dans

En kunsthistorisk lektion i Bosch

En mand ligger for døden, men det er ikke lyse og venlige engle, der står på spring for at hente ham ned i dødsriget. Når han ligger stille og hans sidste livskraft synes at ebbe helt ud, myldrer det frem fra mørket med sære, uhyggelige og groteske væsner, der er parate til at tage ham. Men når den døende hoster og liver lidt op, trækker de dæmoniske gestalter sig sky tilbage i mørket. Denne fascinerende scene, der viser balancen på kanten mellem liv og død, åbner forestillingen Bosch’ drøm på Republique. Teatret markerer 500-året for Hieronymus Bosch’s død med en overdådig nycirskusforestilling, der tager publikum med helt ind i maleriet Lysternes have, et triptykon skabt af Hieronymus Bosch i tiden mellem 1490 og 1510. Et helt usædvanligt kunstværk der handler om liv og død, himmerige og helvede, godt og ondt, synd og uskyld.

Fransk-argentinske Ange Potier har skabt en af de mest originale og fantastiske scenografier, der til dato er vist på en dansk scene. Film, videoprojektioner, lysdesign, røg og mere almindelige rekvisitter skaber tilsammen et magisk rum fyldt af de mennesker, dyr og groteske skabninger, der befolker Hieronymus Bosch’ dystopiske mesterværk Lysternes have. Et mærkværdigt mylder af gespenster som vi også kender fra middelalderens kalkmalerier i de nordiske stenkirker. Denne sammensatte scenografi i lag på lag danner et rum, som nærmest suger publikum ind i Lysternes have, med paradis og helvede samt et jordisk liv fuld af rædselsscenarier og perversiteter.

Den canadiske nycirkusinstruktør Samuel Tétreault med en fortid i Cirque du Soleil  har skabt en flot, billedepoetisk forestilling, hvori det lykkes ham på forbilledlig vis at integrere de akrobatiske artistnumre. Når et stort hjul falder af en vogn i videoscenografien triller det fysisk ud på scenen og bliver et redskab for en artist i cirkusdisciplinen roue cyr. Det vil sige en stor ring, som akrobaten kan balancere i og snurre rundt på. Og når Sankt Peters nøgle dingler på himlen bliver dens nøglering til et redskab for to artisters sensuelle luftakrobatik.

Alle seks artister kan sno og dreje deres smidige kroppe i helt usædvanlige stillinger, så de fuldstændigt ligner Hieronymus Bosch’ forkrøblede skikkelser. En håndstandsakrobat vrider sin krop, så hun ligner et sandt misfoster, som kun Hieronymus Bosch’ kunne finde på. Det er fremragende nycirkus med enestående akrobatiske præstationer.

Men Bosch’ drøm er ikke blot fabulerende billedepoesi, forestilingen har også en handling tilsat kunsthistorisk læring. I forestillingens rammefortælling er der en nutidig kunstprofessor, som skal holde en forelæsning om Hieronymus Bosch i anledning af 500 års-jubilæet. Han forbereder sig, fordyber sig, analyserer og perspektiverer. Han påpeger, at Salvador Dalí var inspireret af Hieronymus Bosch, og pludselig er vi takket være den eventyrlige scenografi sammen med Salvador Dalí på besøg på Museo del Prado i Madrid, hvor han opdager Lysternes have. Også Jim Morrison fra The Doors lod sig inspirere af Hieronymus Bosch, fortæller professoren, og snart forvandles scenen til et psykedelisk farveorgie med hits som Light My Fire og Whiskey Bar. Tid og sted ophæves, inden Bosch’s Triptykon lukkes i. Det sceniske slutbillede viser jordens skabelse, der pryder Bosch’s Triptykon på ydersiden, når det er foldet sammen.

Bosch’ drøm er en moderne forestilling for hele familen, lige bortset fra de mindste børn. Alle kan gå hjem med både dannelse og æstetisk glæde. Publikum i Holland og Australien, hvor forestillingen skal på turné, kan allerede glæde sig til Samuel Tétreault og Ange Potier forrygende billedemagi.

Bosch' drøm på République

Bosch’ drøm. Foto: Per Morten Abrahamsen

république teater

Bosch’ drøm. Foto: Per Morten Abrahamsen

Bosch’ drøm 
Republique (Spiller frem til den 17. september)
Les 7 Doigts med artisterne Hélloïse Bourgeois, Sunniva Løvland Byvard, Evelyne Lamontagne, Jorge Petit, Mattias Umaerus og William Underwood
Ide og koncept: Samuel Tétreault, Martin Tulinius og Ange Potier
Instruktion: Samuel Tétreault
Video, visuelt design og kostumer: Ange Potier
Dramaturg: Simon Boberg
Lyddesign: Janus Jensen