Satire

Litteratur & film

Ud og se – med rollator

Jeg har skrevet et par satiriske strofer om at være pensionist og bo i den del af landet, som politikerne ikke gider at bekymre sig om. Den del af landet, hvor der slet ingen offentlig service er.

Min satiriske stemme er en kvindelig pensionist med en rygsæk på ryggen, som skubber en rollator. I rollatorens kurv er købmandsvarer, blandt andet en agurk:

Jeg har lige fået ny’ sommerdæk på.
Jeg føler mig fit, skønt toppen er grå.
– Kører forsigtigt og ta’r den med ro,
overhaler kun en liggende ko.
Jeg har handlet ind og fyldt min rygsæk.
Nærkøbmanden ligger ni kilometer væk.
Om vinteren er det på med vanten,
når man bor her ude i Udkanten. 

Jeg køber alt, hvad jeg kan fragte hjem.
Mel, mælk og sukker gør ikk’ sækken nem
Jeg ryster lidt, så æg tåler ikk’ turen,
de ender som omelet i plovfuren.
Man taler tit om den rådne banan,
men på min tur ser jeg højest en fasan.
Nærkøbmanden har slet ikk’ frugt og grønt:
Ferskner på dåse smager nu også skønt. 

Jeg smutter også forbi kirkegården,
den er blevet temmelig tom gennem åren’.
I en nedlagt grav har jeg et urtebed,
for jorden er gødet og temmelig fed.
Før lå fru Jensen under mine fødder,
nu vokser her kål og gulerødder.
Selvforsyning er ikk’ bare et modeord:
Det er vejen til mad på mit spisebord.

Her ser jeg ikk’ engang en farende svend,
Mit selskab er mine egne bussemænd.
Men hver anden uge, kommer Hjem-is-manden,
Så fylder jeg fryseren helt til randen.
Min morgenmad er havregryn med sorbet,
til frokost jordbæris med ørredfilet.
Og dødsannoncer i min ugeavis
glider ned med festlig regnbue-is. 

Langt herude, hvor kragerne vender,
møder jeg sjældent nogen jeg ikk’ kender
På de øde veje kører ingen busser
Man kommer kun frem på sine fusser
Der sker ikk’ meget i vort lille sogn,
om sommeren ser vi kun én campingvogn,
– en brevdue eller en vildfaren cyklist,
men desværre aldrig numsen på en nudist.

Doktoren bor langt væk i en anden by,
så jeg forsøger ikk’ at blive for syg.
Her er ingen apotek med medicin,
men dyrlægen gi’r da lidt penicillin.
Når helbredet nu og da driller,
prøver jeg med urter og nælder.
Når den er helt gal, så ta’r jeg en snaps,
hvis jeg ikk’ ta’r for meget, bli’r jeg helt vaks.

Her er ingen tandlæge, som sender bud,
så jeg har fået alle mine tænder trukket ud
Med mine gabende tomme gummer
sparer jeg helt enorme summer.
Hos genbrug har jeg fundet et gebis
det har tilhørt min afdøde nabo, Lis
Dets farve minder mest om morgen-urin,
men det hjælper altid med lidt klorin.

En hjemmehjælper ser jeg ikk’ noget til,
kommunen sætter ikk’ økonomien på spil.
Tøjvask klarer jeg i et påklædt bad.
Naturen og jeg, vi hjælpes altid ad:
med en åben dør og et kæmpe nys
forsvinder nullermænd og støv udenbys.
Min personlig’ pleje er nu i udbud,
jeg har endnu ikk’ fået noget tilbud.

Håret klarer jeg selv med en slagterkniv,
den har nær kostet mig mit gamle liv,
men frisuren bli’r nu også vældig chik,
jeg ligner jo Inger Støjberg på en prik.
Måske sku’ jeg åbne frisørsalon,
få saks og klippe i grydefacon?
Når folketinget bare snakker i ring,
må vi herud’ selv skabe lidt opsving.

Måske kommer her liv med Femern-bro,
men da er jeg vist gået til evig ro.
Jeg ku’ måske også åbne en lille shop,
hvor jeg ku’ sælge min adrætte krop.
Det ville vist vær’ en stor attraktion
blandt folk med den særlige affektion.
Det ville nok skabe en tæt trafik,
hvis jeg sælger ud af min fine antik.

Se blot på mit dyrbare klenodie
– ka’ også klæde mig i gennemsigtig folie.
Trods alderen kan jeg stadig tag’ fat,
betjene mange og gi’ grupperabat.
Jeg pisker alle – og bærer slet ingen nag,
jeg smækker også gerne en politiker-bag.
Jeg er åben og omstillingsparat,
og klar med mit massageapparat.
(tager agurken i rollatorkurven)

Spred rygtet. Vi ses i min bodyshop!

Ud & Se - med rollator

Læs flere satiriske tekster:

Jeg går efter livstid

Det er skide skræmmende 

Litteratur & film

Jeg går efter livstid

Jeg skriver ikke vrede læserbreve, men lufter gerne mine meninger i satiriske tekster. Nedenfor er et par satiriske strofer om ældreplejen eller manglen på samme. Her er en pensionist, som har fået nok af den dårlige ældrepleje. Han har en plan:

Jeg har endelig lært, at man bare skal tænke: mig, mig, mig
Man får intet givet, man skal bare rage til sig.
Fuck alle andre og deres usle, normale liv,
at være egoist er nemlig meget lukrativ.

Hvis jeg var var en fugl oppe på himlen blå
ved jeg sandelig godt, hvem jeg ville skide på.
Den danske ældrepleje ville få en stor slimet klat,
dog er én klat ikk’ nok, mit mål er højere sat.

Hos en rocker har jeg købt et oversavet jagtgevær.
Jeg har ingen jagttegn, men rammer uden besvær.
jeg har øvet mig på hjemmets fyldte natpotter.
Der kom ikke til at dufte af julegodter.

Hvis det skal være, kan jeg fandeme også være vild.
Nu går jeg hen i sparekassen og åbner ild.
Skulle der ryge en grisk bankmand med i købet,
er muligheden for en lang straf ekstra gødet.

Når jeg så har truet og skudt voldsomt omkring mig
lader jeg mig fange og spiller farlig og sej.
Først når politiet ta’r mig, bli’r jeg rolig,
for så bli’r jeg fragtet hen til min gratis bolig.

Mit nye hjem bli’r en dejlig varm fængselscelle,
jeg skal ikk’ løfte en finger, bare’ spise frikadelle
Slut med at vente på et grumset, genbrugt karbad.
Slut med kommunens dyre og klamme folie-mad.

Fuck hjemmets morgengymnastik og fodterapi.
Jeg vil bare dovne og ikke lave en ski’.
Jeg vil ligge som ham Jeppe i baronens seng,
og så vil jeg hænge ud med det coole slæng.

Nu skal det være slut med at sidde og sy stramaj,
jeg gider ikk’ forme flere figurer af trylle-dej.
Jeg orker bare ikk’ mere lunken saftevand,
nu vil jeg drikke fadbamser som en venstremand.

Den værste straf man kan dømmes til her i vort land,
er ikk’ at blive hentet af en sortklædt bedemand,
det er heller ikk’ at ryge i spjældet med fynd og klem.
NEJ: Det er sgu at blive buret inde på et plejehjem!

Satiriske vagtmænd

Satiriske dørmænd

Læs en anden satirisk tekst

Litteratur & film

Det er skide skræmmende

Jeg har skrevet et par satiriske strofer om overvågning:

Der er kameraer alle steder, de gemmer dem i fuglereder.
Jeg ta’r pænt tøj på, når jeg går tur med hunden,
jeg vil ikk’ lign’ en hjemløs, eller kig’ efter en dejlig tøs,
når jeg sådan bliver filmet fra top til bunden.

Over alt flyver de her droner, som en mass’ nysgerrig’ koner.
De holder øje med hvert eneste skridt jeg ta’r.
Ligner jeg mon en terrorist eller en ekshibitionist?
Eller ligner jeg bare’ en gammel, bange nar?

Jeg smiler angst og fjoget, når mine indkøb bli’r overvåget.
Kameraet zoomer ind på min te og rosmarin,
køber jeg ikk’ hakket svin og heller ingen øl og vin,
så bli’r jeg nok mistænkt for at være muslim.

Det er skiiide skræmmende!

Min’ mails bli’r ikk’ makuleret, dem har PET arkiveret.
Så jeg tør ikk’ skrive, at Søren Pind er en dum stodder.
Skønt han ikk’ virker ret kvik, så er jeg bange for hans blik.
Jeg føler, at jeg deltager i tv’s  Big Brother.

Mit rejsekort afslører let, om jeg rejser med bus eller jet.
Min færden bliver kortlagt som et truet dyr.
De ser, om jeg bor på hotel, eller går på kinky bordel.
Tænk, at lille jeg er sådan en spændende fyr!

Vi er altid tre på linjen, når jeg taler ømt med veninden.
Hvem mon det er, som er med på en saftig lytter?
Må jeg ikk’ tale om bryster og mine specielle lyster?
Bør jeg kun tale om vejret – og ikk’ sige numse-rytter ?

Det er skiiide skræmmende!

Hvor kan man være i fred? Hvor er det helt sikre sted?
hvor ka’ man tale uforstyrret i sin telefon?
Jo, i spjældet er ingen told, her er slet ingen kontrol.
Du er fri, hvis du er terrorist eller spion!

Det er skiiide  …. tankevækkende!

De satiriske vers

Samfundets satiriske vagthund