Rusland

Litteratur & film

Zinkdrengene

Jeg er lidt bagefter. I 2015 modtog Svetlana Aleksijevitj Nobelprisen i litteratur, men først nu har jeg stiftet bekendskab med hendes forfatterskab., nærmere bestemt Zinkdrengene.

Svetlana Aleksijevitj, som er journalistisk uddannet, har gennem interviews med soldater, sygeplejerskere og mødre til udsendte fået indblik i en helt anden krigshistorie end den officielle russiske. Og det er frygtelige beretninger, de kan fortælle om den sovjetiske krig i Afghanistan fra 1979 til 1989. Titlen Zinkdrengene kommer fra de zink-kister, som de mange døde soldater kom hjem i.

De interviewede deler deres ubærlige og gribende vidensbyrd med Svetlana Aleksijevitj, så hun kan formidle krigens sande ansigt og dens konsekvenser videre til sine læsere. Svetlana Aleksijevitj lader mange forskellige stemmer komme til orde, men de beretter alle den samme historie. De fortæller om, hvordan de føler sig snydt og manipuleret af kommunistpartiets propaganda, om gammelt udstyr og materiel fra Anden Verdenskrig, sult, uophørlig lidelse, vold fra deres egne og den generelle menneskelige forråelse, der automatisk sker i en krigszone.

Genren er ‘oral history’, mundtlige vidnesbyrd, det er en genre inden for dokumentarlitteratur. Fordi bogen netop ikke er fiktion, men dokumentarisk, skabte den furore i Svetlana Aleksijevitjs hjemland, Hviderusland. Da Zinkdrengene udkom i 1989, blev Svetlana Aleksijevitj således anklaget for injurier, og i 1993 blev der indledt en retssag mod hende, herom handler den sidste del af bogen.

Zinkdrengene er frygtelig og uafrystelig læsning, men nødvendig for at forstå krigens sande væsen. Danske politikere burde måske have læst den, inden de sendte soldater til Afghanistan.

 

Litteratur & film

Onde Ånder

Jeg har læst flere af Fjodor Dostojevskijs romaner, men fatter dem simpelthen ikke. Senest faldt jeg for titlen Onde Ånder.

Ånder, der er onde, fandtes ikke kun i Dostojevskijs samtid, dem er der også mange af i vores tid, så jeg tænkte, at her var der en krog mellem mig og Dostojevskij. Men over 700 sider senere er jeg ikke blevet klogere.

Dostojevskij skriver om den åndelige forarmelse og nihilisme, der senere førte til Den Russiske Revolution. Onde Ånder er en russik dystopi på linje med den, vi oplever i dag i USA, så i den henseende er romanen en klassiker. Mere har jeg desværre ikke forstået, men jeg prøvede i det mindste på at blive lidt klogere og derved at forstå, hvordan amerikanerne kunne vælge en diktator til præsident. Men det er jeg altså også for dum til at forstå.

roman

Foto: Gyldendal

Læs mere om udgivelser hos Gyldendal

 

 

Dans

Maja Plisetskaja 1925-2015

I weekenden døde en af verdens mest berømte ballerinaer, Maja Plisetskaja. Hun var russer, men siden Sovjetunionens fald boede hun i München sammen med sin mand, komponisten Rodion Sjtjedrin.

Maja Plisetskaja blev født den 20. november 1925 i Moskva, hvor hendes mor var stumfilmstjerne, mens faren var diplomat – blandt andet i Norge. Men da Maja Plisetskaja var 13 år gammel blev familien ramt af Stalins terror. Faren blev henrettet, og moren blev sendt i arbejdslejr i Sibirien. Selv kom Maja Plisetskaja på et fængselsagtigt børnehjem, hvor børn af “statens fjender” blev anbragt. Hun blev dog reddet af sin moster, som adopterede hende. Mosteren var solist ved Bolsjojballetten, og Maja Plisetskaja, som allerede dansede, fulgte i hendes fodspor.

Maja Plisetskaja fik en lang karriere og blev kendt som ballerinaen, der dansede Fokins Den døende svane Hun forsatte med at danse Den døende svane til hun var langt op i 70’erne. Men hun elskede også moderne koreografi, fx Maurice Béjart’s Bolero, hvori hun var helt hypnotisk at se på.

Maya Plisetskaya i Maurice Béjart's "Bolero"

Maya Plisetskaja i Maurice Béjart’s “Bolero”

 

Litteratur & film

En by i Rusland

Russiske Andrey Zvyagintsev er tilbage med endnu en god film Leviathan. En moderne og fri fortolkning af Jobs Bog.

En skæbnehistorie om den lille mand mod det store russiske system. Vodka og korruption går hånd i hånd med kirken.

Det må jo gå galt, det aner man allerede fra begyndelsen, og det gør det også. En meget vodka-våd picknick er den centrale scene – og den er meget morsom.

Jeg anbefaler Leviathan.

LEVIATHAN

 

Dans

Anna Pogorilaya viser russisk åbenhed

Vi ved det godt, men det er altid rart at blive påmindet om det igen og igen: Verden er ikke sort-hvid. Og der findes også åbne og frisindede russere. Den fantastiske russiske kunstskøjteløber Anna Pogorilaya danser til Conchita Wurst’s vindersang fra Eurovision: Rise like a Phoenix. Hvilket mod af en ung russisk idrætsudøver, som er støttet af den russiske stat.

Conchita og Anna

Anna Pogorilaya

Kunst

Modige kvinder

Pussy Riot lever op til Ekstra Bladets gamle slogan: Tør, hvor andre tier.