Fastelavn er mit navn,
boller vil jeg have.
Hvis jeg ingen boller får,
så laver jeg ballade.

Årsdagen for digterens død vil jeg markere med hans melankolske digt:

Vinterdag

De stod op og gik ud under Aastiens Træer,
hvor fra Grenene Sneen faldt.

Hvor dog Dagen var stille,
og Stien laa ene.

Mens de vandrede
Arm i Arm,
de undrende saa’
hver rimdækket Busk,
hver snetynget Grén,

hver Sten, hver en Vej
og selv Byportens gamle Taarn.

Mens stille de vandrede

Arm i Arm

paa den hvide Vej,

blev det Skønhed alt:

hver Vinterdagssky,

hver snedækket Sten

og selv Byportens gamle Taarn.

“og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet.”

Fredelig allehelgen med Grundtvigs ord:

Det er så yndigt at følges ad

Det er så yndigt at følges ad,
hvor banet vejen er på det jævne,
og vejen går til Guds-fredens stad
med al den herlighed, mund kan nævne.
I Davids-staden
er guld på gaden
kun overfladen, 
o, Gud ske lov!

Jeg har tænkt lidt over EU som modtager af Nobels Fredspris. Jeg kan godt se, at EU – især i sin barndom – har skabt fred mellem lande, der altid har ligget i krig. Men hvorfor få prisen lige nu? Og der er altså forskel på det fredsarbejde, som Martin Luther King alene mand vovede, og det som EU’s velbetalte embedsmænd og politikere gør. Hvis der ikke kunne findes en mere værdig modtager af Nobels Fredspris i år, står det sløvt til med verdensfreden og fattigdomsbekæmpelsen i verden.

Her er et smukt og gribende Martin Luther King-øjeblik: Talen I Have a Dream, som han holdt i Washington D.C. 1963.

FEBERMÅNED

Den som har set september,
febermåneden, gløde
ved at et forår lever
under hvert blad som døde,
ved at før livet styrter
bærer det høstens byrder.

Tiden blev ramt af feber.
Men i vor kvals betændte
glødende rum har søvnen
skænket os sakramente.
Feberens storm har bøjet,
hærget og sammenføjet.

Stod vi, af ild omkranset,
søgende livets nåde,
ramte en stilhed hjertets
bristende nervetråde.
Over vor feberkurve
hørte vi sang af spurve.

Skyggerne fandt os ikke.
Søvnen blev drøm og tanke.
Endnu mens natten bandt os
hørte vi hjertet banke.
Noget kom nær. Og fjerne
tåger blev sol og stjerne.

Lyset blev til og rørte
blidt ved de stumme malme,
bad dem at lægge toner
ind i en dæmpet salme,
bad dem at kime over
alt hvad der tidløst sover.

Flammende steg vi gennem
feberens skyggerige.
Løftet og genopstandne
kunne vi ikke vige.
Roligt skal den som kæmper
møde sit livs september.

Halfdan Rasmussen (1915-2002)

I dag vil jeg citere et digt af den norske digter Sigbjørn Obstfelder:

Salme
Når den første tåre smelter,
da brister sorgen.
O Gud, giv mig den første tåre.

Hos mig er tåren is
og min sorg er isens rose.
hos mig er tåren is,
og mit hjerte fryser. 

Sigbjørn Obstfelder døde som 34-årig - samme dag som hans eneste barn, en datter, blev født.

Forårsdigt

Af Rolf Gjedsted

Ud af det mest stille
i stilheden opstår nye fugle.
Ud af revner i det synlige
skimtes det usynlige nu i solen.
Det er pludselig blevet forår.
I parken folder skrigene sig ud
på alle statuernes pander.

Lyset vælder frem.
Den vanvittige hilser den ny dag
med et ocean af drømme
og en lille knivspids fortrydelse.
På pladsen bløder det sort
fra alle sårene i husene
og det krakelerede marmor.
Du er endelig kommet fri
af endnu en vinter
og mørket i de andre,
som du genkendte fra dig selv.

Midt i livet hænder det at døden kommer
og tager mål af mennesket. Det besøg
glemmes og livet går videre. Men tøjet
sys i det stille.

Begravelserne kommer
tættere og tættere
som vejskiltene
når man nærmer sig en by.

Høstanemoner er vist en passende illustration af Transtömers digte

……hvornår har den vestlige kultur i sinde at tage skeen i den anden hånd og begynde at uddanne sig i Østens (tænke)måder? Når jeg husker de dannede kinesere, egyptiske, tyrkiske aristokrater, man har haft det privilegium at møde gennem et langt liv, så slår det én, hvordan de både var og er inde i deres egen kultur og også hørte Mozart, læste Victor Hugo og Charles Dickens. Men hvor mange af os har læst Hafez, Rumi, Tagore eller Adonis? Der er en skrækkelig ubalance mellem, hvor meget de ved om os – og hvor lidt vi ved om dem. Og vi er oven i købet stolte af det – og bedrevidende! – fra S. Brøgger: Jeg har set den gamle verden forsvinde – hvor er mine øreringe?

Hafez gravmonument - det indre af hvælvingen. Shiraz. foto: http://en.wikipedia.org/wiki/File:Roof_hafez_tomb.jpg

Måske er der basis for at danne læsegrupper efter sommerferien. Bestill bøger hjem og ……. Well.  Opleve mere af verdensaltet ;)