Poesi

Litteratur & film

Alle kærlighedsbreve er latterlige…

Den portugisiske poet Fernando Pessoa (1888-1935) har skrevet et digt, som hedder Alle kærlighedsbreve er latterlige…

Det begynder således:

Alle kærlighedsbreve er
Latterlige.
De ville ikke være kærlighedsbreve, hvis de ikke var
Latterlige.

Jeg skrev også i min tid kærlighedsbreve,
Som de andres
Latterlige.

Kærlighedsbreve, om da ellers kærligheden findes, 
Må nødvendigvis være
Latterlige

…..

Digtet fik mig til at tænke på, hvad unge forelskede gør i dag, nu hvor postvæsnet ikke bringer  post ud hver dag? Sender de en snapchat med et frækt foto? En sms med hjerte-emoji? En mail med et glødende kærlighedsbudskab. Eller udbasunerer de deres forelskelse på Instagram og Facebook?

Pessoa udvalgte digte

Foto: Rosinante

Litteratur & film

Sophus Claussens Midsommer

Dette års sommer skal vi vist læse os til i gamle bøger: dengang der var sommer med sol og varme. Ja, sådan føles det i al fald, når det regner og hagler – og man har fået en sommerforkølelse.

I sit digt Midsommer fremmaler Sophus Claussen barndommens uendelige sommer, da der var så varmt, at man måtte søge skygge under store blade. Hvilke tider!

Midsommer
Vi laa paa Maven, imellem Skræpper, og dræbte Myg.
Der kom ej nogen, vor Broder Snogen gled hjemmetryg.
Bag Bladeteltet, hvis Skærme vælted, vi laa beskyttet,
skønt Solen lyned i Planteæltet og Sneglespyttet,
og Arachnider spandt Spindeltraade af graaligt Bryg.
Vi laa paa Maven, imellem Skræpper, og dræbte Myg.
 
Men disse Timer, som ej fik Ende, fortæred Sjælen,
saa Hjærtet brændte at sende Tiden et Skud i Hælen.
Hvad er en Mand, før han mødte Stunden, hans Sjæl befol —?
Vi dræbte Myg, og vi dræbte Timer, selv dræbt af Sol.
 
Vi stirred ud over store Følfod paa léret Brink
til Skovens Kam, hvor en ung Veninde os før gav Vink.
Men Eventyret, som var os lovet,
gik bort en Vaar med sin Drøm om Hoved.
Vi saa paa Mulden, hvor Somrens Storhed rundt om befol.
Vi dræbte Myg, og vi dræbte Timer, selv dræbt af Sol.
 
En Fryd af Tavshed og Muld og Skræk!
Her skaanes Øjet, af Skræntens Blade,
for Havets blinkende Drøm og Flade: –
En Damper ankres der dybt i Bæltet, som blaaner væk.
Og der gaar Springdans, til Lyd af Trækspil, paa Skibets Dæk.
Men ind imellem fra Havnen høres en taktfast Kran.
Den har — mens Kysterne middagssløres — sin Arbejdsplan!
Den sluger Stenkul — hør efter: Stenkul! og spyr dem væk.
Men der gaar Springdans, til Lyd af Trækspil, paa Skibets Dæk.
 
Det sang og summed fra Skovens Tuer og Dammens Sten
af Tusind Fluer med Øjenruder som Glimmersten.
De sorte Snabler, de sorte Ben
fortæller Farter og ældre Fabler end Odysseen.
En Tæges staalkolde Spæt i Spæt, de fine Vandfluers Vingenæt
naar ikke op mod en Hverdagsflues forlibte Halvsorg i Flor og Yet.
 
Thi Fluen tjener hos Eventyrets alskønne Fé
og er paa Færde i alle Fabler, naar de skal ske,
mens Féen ligner en Hex, som vinker
og listig hinker med skævgroet Ryg …
Rør ikke Fluen, den Lykkeflue, der er saa styg.
Vi laa paa Maven, imellem Skræpper, og dræbte Myg.
 
Man bliver træt af de store Timer, som ikke kom.
Der gaar det Rygte, at hele Verden skal møntes om.
De gode Engle har faaet Forfald og findes ikke.
Har Eventyret en kulsort Engel maaske at skikke?
Den bedste Ven har forlængst forladt os, hans Plads er tom.
Hvem sidder stille, naar hele Verden skal møntes om?
 
Der durer Kraner og der gaar Springdans ved Dag og Nat.
Men Sindets Bitring og graa Forvitring greb hæftig fat.
Den kolde Kraft, som om alt vil spænde,
forgaar i Kedsomhed uden Ende,
og søger Lindring hos Giftinsektet fra Dam og Mose,
et Stik i Pulsen, en Feberrose
mod denne Armod i Cellevævet, som trods al Plan
slaar en Erobrer, hvis Vilje kræved et Ocean.
 
Her støbes Kraften, hvis Love fylder de blinde Kim,
og Fabeltoner i Fuglestruber,
og Farveformler i Blomstertuber,
og Mælk og Honning i sære Kuber,
og skjulte Gruber, hvis Gange bugner af Vox og Lim.
 
Her fødes Verdner i Sol-Sekunder
til Spil af hengemte Straalebundter,
naar Eventyret, berust af Pan,
hjemkalder Guden. Han vandrer munter
til sine Afgrundes Dyb og Huler.
Der yppes Værket. Men Natten skjuler hans Skaberplan.
 
Hvis Pan er ødsel, selv Ædelstene blir støbt paa ny.
Naar Pan fornyr sig, er alt det gamle en Taaresky.
De ægte Stene er gaaet løse; thi de skal smæltes.
Og alle Dyder er blevne Djævle, naar Skranken væltes.
Det gryr og vaarer i Jordens Aarer. Men Ran og Svindel
i Byen favnes paa Babeltaarnenes Trappevindel.
Der høres Festlag af Deliranter fra Kvæld til Gry
og Gadeoprør af Diamanter i Tyves By.
Og Mildheds Dommer, af Skræk for Plyndring og Stimandsfserd,
har dræbt sin Dørvagt og sælger Livet nu med sit
Sværd.
 
Vi laa i Skumring bag store Skræpper og tav i Flok,
mens Taagen steg som en giftig Stribe.
Mon Pan nu tænder sin sidste Pibe før Ragnarok?
 
Skal alt gaa under? Nej, Pan og Jorden forliges nok.
Men som en Skaber i Rimnøds Knibe
han har en Fabel, som han skal slibe
i Digterform — mens en Guldfé rusker hans Pandelok.
 
Vi tror ej altid paa „Kraft“ og Kabler.
Vi tror, at Verden er dyb af Fabler.
Og paa min Skovkam har Fabelvæsner af Ask og Gran
opbygget Templer, hvori man ærer den store Pan.

Midsommerhimmel

Midsommerhimmel i brand

Litteratur & film

Onkelagtige tekster

Avuncular – onkelagtige tekster hedder Pia Juuls seneste digtsamling med en række onkelportrætter. Der er de farlige, fremmede mænd, som kalder sig onkler og vil lege. Der er de rigtige onkler, som alle kan noget særligt, for eksempel onkel Emil:

Han var en rigtig onkel for han fandt min mors vielsesring/da hun tabte den, han fiskede den op af kloakken med et/underligt apparat. Og han blev hundrede år.

Og der er forfatter-onklerne, dem som forfatteren føler slægtskab med. Det er alle fra Onkel Danny til Jeppe Aakjær:

Jeg kunne for længsel ej heller sove, jeg tænkte en del på
onkel Frankie, jeg nynnede hans sange, men også på den
søvnløse Cioran, der lå og led og holdt sig i live ved at vide
han ku dø for egen hånd, hvis det var dét. Længtes han da
ikke efter noget? Slog ingen blomstervind hans rude ind? Var
han ingens onkel? Søvnløsheden er en gave til alle onkler i
verden. Man ser så forvrænget dér, man ser så klart.

Der er gode digte i Avuncular, digte som er typiske for Pia Juul: Lange, narrative digte med humor, men jeg synes altså også, at der er rigtigt mange ultrakorte, intetsigende digte, som skuffer mig.

Avuncular

Avuncular er udkommet hos Tiderne Skifter

Litteratur & film

På Memphis station

I dag er det 108 år siden, at en af de bedste danske digtsamlinger udkom: Johannes V. Jensens Digte 1906.
Endnu en god gammel jysk  digter!

På Memphis station er mit favoritdigt i samlingen.

Halvt vaagen og halvt blundende
slået af en klam Virkelighed, men endnu borte
i en indre Gus af danaidiske Drømme
staar jeg og hakker Tænder
paa Memphis Station, Tennessee.
Det regner.

Natten er saa øde og udslukt
og Regnen hudfletter Jorden
med en vidløs, dunkel Energi.
Alting er klægt og uigennemtrængeligt.

Hvorfor holder Toget her Time efter Time?
Hvorfor er min Skæbne gaaet i staa her?
Skal jeg flygte fra Regnen og Aandsfortærelsen
i Danmark, Indien og Japan
for at regne inde og raadne i Memphis,
Tennessee, U.S.A.?

Og nu dages det. Lyset siver glædesløst
ind over dette vaade Fængsel.
Dagen blotter ubarmhjertigt
de kolde Skinner og al den sorte Søle
Ventesalen med Chokoladeautomat,
Appelsinskaller, Cigar- og Tændstikstumper
Dagen griner igennem med spyende Tagrender
og et evigt Gitter af Regn,
Regn, siger jeg fra Himmel og til Jord.

Hvor Verden er døv og uflyttelig,
hvor Skaberen er talentløs!
Og hvorfor bliver jeg ved at betale mit Kontingent
til denne plebejiske Kneippkur af en Tilværelse!

Stille! Se hvor Maskinen,
den vældige Tingest, staar rolig og syder
og hyller sig i Røg, den er taalmodig.
Tænd piben paa fastende liv,
forband Gud og svælg din Smærte!

Gaa så dog hen og bliv i Memphis!
Dit liv er jo alligevel ikke andet
end et surt Regnvejr, og din Skæbne
var altid at hænge forsinket
i en eller anden miserabel Ventesal –
Bliv i Memphis, Tennessee!

For inde i et af disse plakathujende Huse
venter Lykken dig, Lykken,
hvis du blot kan æde din Utaalmodighed –
også her sover en rund ung Jomfru
med Øret begravet i sit Haar,
hun vil komme dig i møde
en fin dag på Gaden
som en bølge af Vellugt
med en Mine som om hun kendte dig.

Er det ikke Foraar?
Falder Regnen ikke frodigt?
Lyder den ikke som en forelsket Mumlen,
en lang dæmpet Kærlighedspassiar
Mund mod Mund
mellem Regnen og Jorden?
Dagen gryede saa sorgfuldt,
men se nu lyser Regnfaldet!
Under du ikke Dagen dens Kampret?
Det er dog nu lyst. Og der slaar Muldlugt
ind mellem Perronens rustne Jærnstivere
blandet med Regnstøvets ramme Aande –
en Foraarsanelse –
er det ikke trøstigt?

Og se nu, se hvor Mississipi
i sin seng af oversvømmede Skove
vaagner mod Dagen!
Se hvor Kæmpefloden nyder sin Bugtning!
Hvor den flommer kongeligt i Bue og svinger Flaader
af Træer og laset Drivtømmer i sine Hvirvler!
Se hvor den fører en uhyre Hjuldamper
i sin Syndflodsfavn
som en Danser, der er herre paa Gulvet!
Se de sunkne Næs – Oh hvilken urmægtig Ro
over Landskabet af druknede Skove!
Ser du ikke, hvor Strømmens Morgenvande
klæder sig milebredt med Dagens tarvelige Lys
og vandrer rundt under de svangre Skyer!

Fat dig også du, Uforsonlige!
Vil du aldrig glemme, at man lovede dig Evigheden?
Forholder du Jorden din arme Taknemlighed?
Hvad vil du da med dit Elskerhjærte?

Fat dig og bliv i Memphis,
Meld dig som Borger paa Torvet,
gaa ind og livsassurer dig imellem de andre,
betal din Præmie af Lumpenhed,
at de kan vide sig sikre for dig,
og du ikke skal blive hældt ud af Foreningen.
Gør kur til hin Jomfru med Roser og Guldring
og start et Savskæreri som andre Mennesker.
Hank rolig op i Gummistøvlerne …
Se dig ud, smøg din vise Pibe
i sphinxforladte Memphis …

Ah, der kommer det elendige Godstog,
som vi har ventet paa i seks Timer.
Det kommer langsomt ind – med knuste Sider,
det pifter svagt, Vognene lammer paa tre Hjul,
og de sprængte Ruf drypper af Jord og Slam.
Men paa Tenderen mellem Kullene
ligger fire Skikkelser
dækket af blodvaade Frakker.

Da pruster vor store Ekspresmaskine,
gaar lidt frem og standser dybt sukkende
og staar færdig til Spring. Sporet er frit.

Og vi rejser videre
gennem de oversvømmede Skove
under regnens gabende Sluser.

på memphis station

Litteratur & film

200 året for Steen Steensen Blichers debut

Oftest forstår folk ikke min passion for Steen Steensen Blicher, men hedens digter taler til mig. Både hans prosa og poesi. Hosekræmmeren er en genial novelle, men selvfølgelig skrevet i anden tid og et andet sprog.

I år er det 200 året for Steen Steensen Blichers debut, Digte 1814.

Hjemve (1814)

Kær est du fødeland, sødt er dit navn,
Til dig står dine sønners stærke længsel,
Med lønlig magt vi drages til din favn,
Hvert andet land mod dig er kun et fængsel.
Kun der er våren i sin fulde pragt,
Kun der i al sin ynde somren smiler,
Og skøn er selve vintrens hvide dragt,
Når den på vore barndoms egne hviler.
Ja skøn er fjeldet med sin top af is,
Skøn er den dal som fossens bølge væder,

Den gule ørken er et paradis,
Når den har skuet barnets første glæder.
Min fødestavn er lyngens brune land,
Min barndoms sol har smilt på mørken hede,
Min spæde fod har trådt den gule sand,
Blandt sorte høje bor min ungdoms glæde.
Skøn er for mig den blomsterløse vang,
Min brune hede er en Edens Have:
Der hvile også mine ben engang,
Blandt mine fædres lyngbegroede grave.

heden

Litteratur & film

Ode til en kat

Jeg faldt lige over denne video med Søren Ulrik Thomsen, som fortæller, hvordan poesien får pels på: