Performance

Dans

Transformationer i træningssalen

Vi bliver lukket ind i den tomme og vinduesløse træningssal sammen med danserne. Overtøjet har vi allerede smidt, men danserne er klædt i flere lag af varmt og forskelligfarvet træningstøj. Vi stiller os tilfældige steder i salen, der har gråt interiør, og venter på, at forestillingen skal begynde. Performance- og danseværket Interpassivities af videokunsteren Jesper Just er imidlertid ikke en sædvanlig forestilling med en traditionel begyndelse og slutning. Danserne står således også afventende, som om de blot er tilskuere, men langsomt begynder de at røre på sig og varme op. Fordi lokalet er tomt, tager de seks dansere fat i os tilskuere og bruger os som støtte i stedet for en barre. Og lidt efter lidt begynder danserne at danse – sammen eller hver for sig – forskellige steder i salen. Vi publikummer må altså konstant bevæge os rundt i salen for at se dansen og må også flytte os, så der bliver plads til dansernes bevægelser og trin, som ikke altid går i forventelig retning. Efterhånden som danserne får varmen, smider de det varme træningstøj lag for lag og står tilbage i enkle, grå tricot-kostumer i samme grå farve som gulvet og væggene. Gråt i gråt.

Det er fascinerende at være helt tæt på danserne, når de er midt i deres ekstreme bevægelser. Tåspidsdans og høje løft bliver endnu mere imponerende, når det foregår lige foran næsen på os, og vi er ved at få en arm eller et ben i øjet. Efter dansen tager danserne deres varme træningstøj på igen og smutter hurtigt ud ad døren, som ånder der lydløst fordufter. Og vi publikummer står tilbage med en følelse af tomhed og savn, fordi fraværet af danserne har forandret rummet og dets energi. Det er danserne, som har besjælet rummet, der efter deres exit bare er et gråt, sterilt og klaustrofobisk rum, som man hurtigst muligt gerne vil ud af.

Træningssalens gulv er en mosaik af elementer i forskellige størrelser, som fire håndværkere midt under dansen begynder at bryde op. De lægger elementerne op på hinanden i flere stakke, så der opstår et nyt og mere kaotisk arkitektonisk landskab i træningssalen. Håndværkerne dekonstruerer rummet og konstruerer et nyt for til sidst at lægge hele gulvet på plads igen som et stort puslespil. Faktisk er det spændende at følge dette arbejde, og publikum giver også de fire håndværkere et bifald, da sidste gulv-brik lægges på plads, og rummets orden er genoprettet. I denne håndværker-performance ses det, at Jesper Just er inspireret af den argentinske forfatter Jorge Luis Borges historie On Exactitude in Science, som handler om et stort og mægtigt land, hvor man fremstiller et landkort, der er lige så detaljeret som landet selv. Således kan rum og gulv i Interpassivities ses som historiens land og landkort.

Det hjemmelavede ord ‘Interpassivities’ kan erstattes af ordet ‘transformation’, for håndværkerne skaber konstant forandringer i rummet, som danserne må navigere efter. Også publikum må forholde sig til disse forandringer og kan ikke bare stå stille eller sætte sig, men må hele tiden være i bevægelse. Omstillingsparate, som det hedder i moderne marketing-sprog. Ud over transformationer handler Interpassivities om rum og menneskets plads i det givne rum. Derudover handler værket om menneskets egen rummelighed og om at give plads til hinanden. Det er publikum selv med til at demonstrere ved hele tiden at skulle flytte sig for danserne, håndværkerne og andre publikummer. Temaet rummelighed udfoldes tillige i videoklip, der vises på storskærme. Her zoomes der ind på nogle dansere, der ligger sammenfiltret, og mure, der skærer sig gennem landskabet og adskiller folk – og dermed ikke udviser rummelighed.

Interpassivities har været indstillet Artbeat Prisen, som er stiftet af PR-bureauet Have Kommunikation, der nærmest laver al pressekommunikation for hele kulturlivet i Danmark. Formålet med prisen er at sætte fokus på kunstnerisk nyskabelse og fremsynet formidling. Prisen, der uddeles i samarbejde med Spar Nord Fonden, gik imidlertid til teaterforestillingen Twin Peaks, som var et yderst nyskabende koncept på Odsherred Teater i Nordvestsjælland. Frem for at gøre brug af erfarne skuespillere var alle rollerne besat af lokale borgere, og i stedet for sende publikum ind i en teatersal blev de i otte biler kørt gennem et vintermørkt landskab i Odsherred. “Resultatet blev en scenekunstnerisk kraftpræstation, som bør inspirere enhver teateraktør i det ganske land” hed det i begrundelsen til prisindstillingen. Mod dette vindende koncept tabte Interpassivities altså, men med indstillingen til Artbeat Prisen viser Corpus – at de er på ret kurs efter flere eksperimentelle fejlskud.

Interpassivities

Interpassivities. Foto: Miklos Szabo

Interpassivities

Interpassivities. Foto: Miklos Szabo

FAKTA
Interpassivities
Koncept, instruktion og koreografi: Jesper Just
Corpus, der er en del af Den Kongelige Ballet
Dansere: Susanne Grinder, Emma Håkansson, Camilla Ruelykke, Ulrik Birkkjær, Jon Axel Fransson, Alexander Stæger
Scenografi: Jesper Just
Musik: Kim Gordon og August Rosenbaum

Dans

Gummi-orgie i algesuppe

Algen Pyrocystis fusiformis spiller hovedrollen i Tina Tarpgaards performance As I Collapse. I samarbejde med biologer og forskere på Teknologisk Institut har recoil performance group opdyrket Pyrocystis fusiformis alger i store mængder. Publikum får således en lille vandfyldt plasticpose med alger udleveret ved forestillingens begyndelse.

Hvordan kan man så se det mikroskopiske væsen? Jo, det særlige ved Pyrocystis fusiformis algen er, at den lyser, når den bliver bevæget, forstyrret eller på anden måde generet. Således kan publikum få den koniskformede alge til at lyse svagt ved at bevæge og ryste plasticposen. Også oppe på scenen er der alger plasticbeholdere, som performerne bevæger, hvorved de bittesmå væsner lyser op – og derved markerer og afgrænser den mørke scene.

Scenen er overrislet med vand, hvori der ligger plasticsække med vand indeni – og måske også alger. På disse vandfyldte sække ruller de gummiklædte performerne rundt og gnider sig op ad hinanden, som er det et orgie for gummifetichister. Men al den plastic i vandet påminder naturligvis også om de plastic-øer, der flyder rundt i verdenshavene som flydende lossepladser. Plasticen påminder om menneskets tankeløse natursvineri, der har store konsekvenser for dyrelivet – også det dyreliv vi ikke kan se med det blotte øje – og som i sidste ende har helt uoverskuelige konsekvenser for vores eget liv.

As I Collapse drejer sig også om skellet mellem synligt og usynligt, mikro og makro, menneske og mikrobe. Hele forarbejdet til forestillingen viser en intellektuel forsker-tilgang til emnet. Men hele projektet virker desværre lidt prætentiøst. Det er meget sympatisk at lave en performance-forestilling, som tager fat i tidens aktuelle og udfordrende problemer, ligeledes er det sympatisk at gå i dialog med naturvidenskaben. Den slags er der generelt alt for lidt af i kunsten. Udgangspunktet for værket er således godt, men det kommer der ikke automatisk en god og tankevækkende forestilling ud af. At se på fem gummiklædte mennesker der skvulper rundt i en algesuppe og senere forsøger at rejse sig og stå på to ben er ikke det mest interessante og spændende at bevidne. Snarere vækker dette syn barnet til live i tilskueren, og man får selv lyst til at iklæde sig gummidragt og plaske rundt i vandet på plasticsække. Det er imidlertid ikke den lyst man får, når man ser brugt plastic flyde rundt i havet, så der er en vis disharmoni mellem budskab og udtryk.

As I Collapse er første del af en planlagt forestillingstrilogi med recoil performance group. Om de kommende forestillinger i de næste par år også har optrædende Pyrocystis fusiformis er uvist, men efter deres optræden flytter algerne ind på det kommende naturvidenskabelige oplevelsescenter KRAFT i Vestjylland. Her skal algerne – efter åbningen i 2020 – fortsætte deres interaktion med mennesker i form af en permanent installation, som de besøgende kan opleve.

As I Collapse med recoil performance group. Foto: Søren Meisner

As I Collapse med recoil performance group. Foto: Søren Meisner

As I Collapse med recoil performance group. Foto: Søren Meisner

As I Collapse med recoil performance group. Foto: Søren Meisner

FAKTA
as I collapse
Dansehallerne, siden på turné i Danmark
Koreografi: Tina Tarpgaard
Performere: cecoil performance group bestående af Hilde I. Sandvold, Sam Denton, Nelly Zagora, Edward Lloyd og Joy Kammin
Alger: Pyrocystis fusiformis
Musik/forskning: Till Bovermann
Lysdesign: Minna Tiikkainen
Scenografi: Sille Dons Heltoft
Kostumer: Sandra Møller Svendsen & Leanne Nielsen
Dramaturgi: Inge Agnete Tarpgaard

Dans

I rammens spændetrøje

Hvordan tilpasser man sig de givne rammer, som flertallet afstikker, men som vi alle skal indordne os under? Hvordan afkoder og fortolker man de gældende sociale koder? Hvordan kommer man indenfor? Og hvorfor havner man udenfor? Disse sociologiske spørgsmål handler forestillingen Rammer om.

Rammer er en fysisk, ordløs forestilling, som blander visuelt teater, akrobatik og moderne dans. På scenen er de tre performere Liv Mikaela Sanz, Bo Madvig og ikke mindst svenske John Simon Wiborn. Og så er der en meget medspillende scenografi, der roterer og viser tre forskellige rum. Den roterende scene fører performerne og publikum rundt i forskellige rum – snart i et offentligt eksteriør, snart inden for i private interiører.

John Simon Wiborn spiller en fremmed, som kommer til et nyt sted, hvor han ikke passer ind i de snævre rammer, men tumler retningsløst og forvirret rundt. Han er bogstaveligt talt afklædt og forstår ikke at agere, som det her forventes af ham. De to andre – manden og kvinden – iagttager ham mistroisk og nysgerrigt. De er overbærende med ham på en bedrevidende og nedladende måde og forsøger at lære ham de usynlige retningslinjer. De ved bedst og har ret, for de er i overtal. Lidt efter lidt lærer den fremmede dog at afkode de uskrevne regler, og han bliver som de andre, hvorefter han accepteres. Han finder sammen med kvinden, så nu er de to i overtal – og de udelukker den tredje mand. Og senere er de to mænd sammen i et fælleskab, og kvinden er udenfor. Sådan forskydes rammerne sig hele tiden i en verden, der er i konstant forandring.

Til sidst sprænger de tre performerne rammerne, de nedbryder helt konkret scenografiens rum, og først da synes de rigtigt parate til at møde hinanden uden fordomme og konventioner. De kan da starte på en frisk. Hvordan det så går, når de skal bygge nye rammer op, og der kommer flere andre til, er en hel anden fortælling. Men historien plejer jo at at gå i ring, præcist som den roterende scene.

Rammer er en underholdende og vellykket forestilling – omend rigelig lang. Der kunne godt skæres lidt her og der, for historien er så velfortalt af de performere, at vi forstår alt, uden at tingene behøver at blive gentaget og gjort overtydelige. Der er god kemi og samspil mellem de tre performere, hvor især John Simon Wiborn imponerer med sin danse-akrobatik. Flot er scenen, hvor Liv Mikaela Sanz hænger på et nonfigurativt maleri, hvor hun bliver båret af de to andres arme og ben, som stikker frem af lærredet. Hun gør det abstrakte motiv figurativt og identificerbart, sådan som forestillingen synliggør abstrakte normer og gør dem genkendelige.

Forestillingen er en co-produktion mellem teatret GLiMT (Tårnby), Limfjordsteatret (Nykøbing Mors) og Vendsyssel Teater (Hjørring). Den 11. januar 2017 var der premiere på Limfjordsteatret, og nu er forestillingen på turné rundt i landet.

Rammer
Viften, Rødovre
Koncept og iscenesættelse: Lars Lindegaard Gregersen
Performere: Liv Mikaela Sanz, Bo Madvig og John Simon Wiborn
Dramaturg: Simon Boberg
Kunstnerisk sparring: Gitta Malling
Musik og lyd: Johan Segerberg
Scenograf: Kristian Knudsen
Lysdesign: Mogens Kjempff
Videodesign: Kim Fast Jensen
Kostumer: Lene Bek Nielsen

Turnéplan:
27/02 Teater Momentum kl. 20:00
28/02 Teater Momentum kl. 20:00
01/03 Vejleegnens Teaterforening kl. 19:30
02/03 Teamteatret kl. 19.30

performere i rammer

Foto: Limfjordsteatret

Rammer performance

Foto: Limfjordsteatret

Dans

En latterlig idiot

Det begynder med en uskyldig striptease og slutter med en omgang sensuel poledance i Trygve Wakenshaws gakkede og fuldstændigt absurde performance Kraken (2014). Performeren, mimeren og komikeren Trygve Wakenshaw fra New Zealand er på turné rundt i Danmark med sit hylende morsomme soloshow. Hvis man vil motionere lattermusklerne, bør man derfor straks indløse billet og opleve denne langbenede og hypermobile performer folde sig ud i de mest vanvittige mimiske scener.

“Tale er sølv, tavshed er guld” siger et gammelt ordsprog, og det synes fuldstændigt rigtigt og sandt, når det gælder Trygve Wakenshaws ordløse performance. På scenen er der bare performeren selv og en papkasse fyldt med imaginære ting, som får liv gennem Trygve Wakenshaws formidable mime. Han kan for eksempel fiske et imaginært æble op ad papkassen, tage en bid af det og placere det på hovedet af en publikummer for derefter at skyde til måls efter det. Og scenen bliver så levende, at man ikke et sekund savner synet af det røde æble.

Vi kommer vidt omkring i forestillingen takket være Trygve Wakenshaws vildt fabulerende og barnligt naive associationskæder. Vi oplever diverse sportsgrene, hvor især en boksescene er forrygende sjov. Når den uheldige boksekarakter skal skræve over bokseringens elastik, sætter det sig altid fast imellem benene på ham, som er det en ekstra modstander i den i forvejen hårde kamp. Fra sportsdisciplinerne kommer vi videre til underholdningsbranchen med tryllekunstnere og jonglører og videre ud i naturen og ser en dyreunge blive født og en skeløjet fugleunge få opgylpet mad af sin mor.

Publikum bliver også involveret Trygve Wakenshaws forestilling. Vi skaber rytmer, som han kan agere dansende pop-og rockstjerne til. Og de, som sidder på første række, får serveret imaginær mad af ham, som de skal tygge, eller de skal gætte, hvor han gemmer sine usynlige bolde. Andre er så heldige/uheldige at blive overdænget med lange kys, som børn der trøstes, når de har slået sig.

Er Kraken bare skæg og ballade? Ja, men i forestillingen anes der også en kritik af vores destruktive levevis, som ødelægger naturen omkring os. Når Trygve Wakenshaws karakter møder en enhjørning saver han straks det spidse horn af og myrder dyret med det. Og når han tømmer den ene sodavandsdåse efter den anden, maser han efterfølgende dåserne sammen og smider dem fra sig uden tanke for andre end sig selv – og sine egne behov her og nu. Han skærer også lunser at sit eget kød og steger det sagte over en sitrende ild. Trygve Wakenshaw fremstiller mennesket som en latterlig idiot, en selvkannibal der slet ikke tænker sig om eller perspektiverer. At vi mennesker saver den gren af, vi selv sidder på, er ikke blot dumt, men også absurd morsomt. Det mimer Trygve Wakenshaw uden rekvisitter og tale. Det er begavet gjort, men først og fremmest meget morsomt.

Kraken
Viften, Rødovre
Af og med Trygve Wakenshaw
Turnéplan:
21 Februar: Taastrup Theater, Taastrup
22 Februar: Grønnegades Kasernes Kulturcenter, Næstved
23 Februar: Baltoppen lIVE, Ballerup
24 Februar: Teater Momentum, Odense
25 Februar: Teater Katapult, Aarhus
28 Februar: Randers Egnstheater, Randers
1 Marts: Limfjordsteatret, Nykøbing Mors

Trygve Wakenshaw i danmark

Foto: YouTube/TheMelbComedyFest

Dans

Udmattelsens rum

Uniformerede vagter lukker os ind i et mindre, dunkelt, tilrøget, støjfyldt, støvet og beskidt rum. Afhuggede arme, ben og hoveder er smidt overalt og ligger også stablet op på hylder. Vand drypper, mudder stivner og blod flyder. Det er ganske vist lemmer fra dukker og teaterblod, men det er ikke noget behageligt rum at være i. Vi bærer masker for næse og mund, så vi kan trække vejret, men røgen og støvet svier i øjnene. I dette klaustrofobiske rum skal vi være i de næste små tre timer. Det er den tyske instruktør Mirko Borscht som har skabt dette rædselskabinet, hvor publikum ikke sidder ned, men går rundt og oplever performerne i forskellige scenarier.

Mirko Borscht slår ned på forskellige blodige steder i historien lige fra Hundredeårskrigen med Jeanne d’Arc og Gilles de Rais frem til Auschwitz,  Kiev og Aleppo, for derved at belyse vores europiske selvforståelse, som det hedder i programmet.

Jeanne d’Arc svinger sin røde fane, og massemorderen Gilles de Rais sidder i et glasbur. En sortklædt kvinde med sort slør for ansigtet vandrer rastløst rundt som en inkarnation af den evige sorg. Og en mudder-tildækket mand lister langsomt rundt som en butoh-danser. Og som i den japanske butoh-genre handler det også her om ødelæggelse, destruktion og død.

En installation, som publikum kan gå rundt i og selv vælge sin synsvinkel i, er altid spændende. Og stærkt virker det, når en luftalarm drøner, lysene blinker og vagterne genner os sammen i nogle bure, hvorved vi får en svag fornemmelse af den stress og angst, som krig medfører for den civile befolkning. Men når vagterne også står og sælger Cola og øl i rummet, så bliver man altså ikke rigtigt fanget af illusionen.

D’ARC er mere taleteater end performance, for Mirko Borscht har skrevet masser af ord: monologer og dialoger som performerne råber, skriger eller lirer ensformigt af. Det talte ord fylder størstedelen af forestillingen og ender med at blive en larmende og lammende lydside, som man til sidst fuldstændigt ignorerer. Akkurat som mediernes evindelige kværnen, hvor intet bundfælder sig.

Om publikum bliver klogere på europæisk historie efter at have oplevet D’ARC i næsten tre timer, er spørgsmålet? Undertegnede blev hverken klogere eller provokeret, hvis det var formålet. Kun udmattet. Og de røde øjne kom ikke af bevægelse eller gråd, men af støv og røg.

performance af Mirko Borscht

Foto: Mirko Borscht

FAKTA
D’ARC
Sydhavn Teater og Teater Nordkraft
Dansehallerne, Carlsberg
Idé og instruktion: Mirko Borscht
Scenograf: Christian Beck
Musik: Carlo Størup
Kostumedesigner: Elke von Sivers
Videodesigner: Hannes Hesse

Dans

Seksualoplysning på scenen

Hvad Albert Einstein var for fysikken, var den tyske læge Magnus Hirschfeld (1868-1935) for seksualforskningen. Allerede i 1919 var han medstifter af Institut für Sexualwissenschaft i Berlin – det første af sin art. Desuden etablerede han verdens første LGBT-organisation, og han udførte historiens første kønsskifteoperation. Det var den danske billedkunstner Einar Wegener, der blev til Lili Elbe under Magnus Hirschfelds kniv. Historien om denne banebrydende operation er skildret i filmen The Danish Girl.

Magnus Hirschfeld er måske ikke så kendt som sin landsmand Einstein, men han spiller en hovedrolle i seksualforskningens historie. En hovedrolle har han også i Pete Livingstones velkomponerede musikalske performance The Einstein of sex.

Trods sit sympatiske motto: Per Scientiam ad Justitiam(at skabe retfærdighed gennem videnskab) faldt Magnus Hirschfelds videnskabelige arbejde ikke altid i god jord. Han blev kaldt “et beskidt gammelt svin” og blev gennembanket tre år i rad, da han forelæste i München. Den jødiske Magnus Hirschfeld fandt ikke heteroseksualitet bedst og rigtigst, men kategoriserede 64 mulige former for seksuel orientering. Med en så normafvigende forskning var han natuligvis ilde set af samtidens nationalsocialister og han måtte flygte til Frankrig. Fra sit eksil erfarede han, hvordan hans klinik blev raseret af nazisterne og hans forskningsbibliotek afbrændt.  Derfor ligner scenen også et bombekrat, når forestillingen slutter, og publikum har fået historien om den banebrydende videnskabsmand.

The Einstein of sex er oplysningsteater med masser af informationer og historiske fakta – og dermed helt ideel som lærerig skoleforestilling. Men The Einstein of sex er ikke nogen tung dokumentar-performance, for de mange oplysninger er serveret med humor, sang, musik og koreografiske elementer.

Tematisk handler The Einstein of sex om frihed og kærlighed, men sandelig også om de kræfter, der kæmper imod dette. I Magnus Hirschfelds samtid var hans modstandere nationalsocialisterne, mens nutidens opponenter mod hans videnskab er en bred skare af toneangivende personer og deres tilhængere. Når Nina Kareis i rollen som Magnus Hirschfeld blandt andre citerer Putin, afrikanske præsidenter, islamiske imamer og danske højrefløjspolitikere, ja så demonstreres det tydeligt, at kun lidt har forandret sig i de næsten 100 år, der er gået, siden Magnus Hirschfeld begyndte sin forskning. Og når de øvrige performere syngende gentager de hadske udtalelser, illustrerer det, hvor let og hurtigt et diskriminerende udsagn skaber ekko, spredes og slår rod hos andre. Og snart bliver de fornærmende udtalelser udbasuneret af et råbekor, som var ordene befalinger fra en udøvende magt. Det er både uhyggeligt og ubehageligt. The Einstein of sex er desværre en yderst aktuel forestilling og derfor også meget nødvendigt teater.

Forestilling på Viften

Foto: Livingstones Kabinet

Einstein of sex

Foto: Livingstones Kabinet

The Einstein of sex
Livingstones Kabinet
Viften, Rødovre (på turné i Danmark)
Iscenesættelse: Nina Kareis
Komponist: Pete Livingstone
Forfatter: Pete Livingstone
Scenografi: Dorte Holbek
Koreografi: Adelaide Bentzon
Lyddesign: Erik Christoffersen
Performere: Amia Miang, Pete Livingstone, Nina Kareis, Ole Håndsbæk Christensen, Brian Grønbæk, Bent Jacobsen, Molly Kareis Livingstone