Performance

Dans

I rammens spændetrøje

Hvordan tilpasser man sig de givne rammer, som flertallet afstikker, men som vi alle skal indordne os under? Hvordan afkoder og fortolker man de gældende sociale koder? Hvordan kommer man indenfor? Og hvorfor havner man udenfor? Disse sociologiske spørgsmål handler forestillingen Rammer om.

Rammer er en fysisk, ordløs forestilling, som blander visuelt teater, akrobatik og moderne dans. På scenen er de tre performere Liv Mikaela Sanz, Bo Madvig og ikke mindst svenske John Simon Wiborn. Og så er der en meget medspillende scenografi, der roterer og viser tre forskellige rum. Den roterende scene fører performerne og publikum rundt i forskellige rum – snart i et offentligt eksteriør, snart inden for i private interiører.

John Simon Wiborn spiller en fremmed, som kommer til et nyt sted, hvor han ikke passer ind i de snævre rammer, men tumler retningsløst og forvirret rundt. Han er bogstaveligt talt afklædt og forstår ikke at agere, som det her forventes af ham. De to andre – manden og kvinden – iagttager ham mistroisk og nysgerrigt. De er overbærende med ham på en bedrevidende og nedladende måde og forsøger at lære ham de usynlige retningslinjer. De ved bedst og har ret, for de er i overtal. Lidt efter lidt lærer den fremmede dog at afkode de uskrevne regler, og han bliver som de andre, hvorefter han accepteres. Han finder sammen med kvinden, så nu er de to i overtal – og de udelukker den tredje mand. Og senere er de to mænd sammen i et fælleskab, og kvinden er udenfor. Sådan forskydes rammerne sig hele tiden i en verden, der er i konstant forandring.

Til sidst sprænger de tre performerne rammerne, de nedbryder helt konkret scenografiens rum, og først da synes de rigtigt parate til at møde hinanden uden fordomme og konventioner. De kan da starte på en frisk. Hvordan det så går, når de skal bygge nye rammer op, og der kommer flere andre til, er en hel anden fortælling. Men historien plejer jo at at gå i ring, præcist som den roterende scene.

Rammer er en underholdende og vellykket forestilling – omend rigelig lang. Der kunne godt skæres lidt her og der, for historien er så velfortalt af de performere, at vi forstår alt, uden at tingene behøver at blive gentaget og gjort overtydelige. Der er god kemi og samspil mellem de tre performere, hvor især John Simon Wiborn imponerer med sin danse-akrobatik. Flot er scenen, hvor Liv Mikaela Sanz hænger på et nonfigurativt maleri, hvor hun bliver båret af de to andres arme og ben, som stikker frem af lærredet. Hun gør det abstrakte motiv figurativt og identificerbart, sådan som forestillingen synliggør abstrakte normer og gør dem genkendelige.

Forestillingen er en co-produktion mellem teatret GLiMT (Tårnby), Limfjordsteatret (Nykøbing Mors) og Vendsyssel Teater (Hjørring). Den 11. januar 2017 var der premiere på Limfjordsteatret, og nu er forestillingen på turné rundt i landet.

Rammer
Viften, Rødovre
Koncept og iscenesættelse: Lars Lindegaard Gregersen
Performere: Liv Mikaela Sanz, Bo Madvig og John Simon Wiborn
Dramaturg: Simon Boberg
Kunstnerisk sparring: Gitta Malling
Musik og lyd: Johan Segerberg
Scenograf: Kristian Knudsen
Lysdesign: Mogens Kjempff
Videodesign: Kim Fast Jensen
Kostumer: Lene Bek Nielsen

Turnéplan:
27/02 Teater Momentum kl. 20:00
28/02 Teater Momentum kl. 20:00
01/03 Vejleegnens Teaterforening kl. 19:30
02/03 Teamteatret kl. 19.30

performere i rammer

Foto: Limfjordsteatret

Rammer performance

Foto: Limfjordsteatret

Dans

En latterlig idiot

Det begynder med en uskyldig striptease og slutter med en omgang sensuel poledance i Trygve Wakenshaws gakkede og fuldstændigt absurde performance Kraken (2014). Performeren, mimeren og komikeren Trygve Wakenshaw fra New Zealand er på turné rundt i Danmark med sit hylende morsomme soloshow. Hvis man vil motionere lattermusklerne, bør man derfor straks indløse billet og opleve denne langbenede og hypermobile performer folde sig ud i de mest vanvittige mimiske scener.

“Tale er sølv, tavshed er guld” siger et gammelt ordsprog, og det synes fuldstændigt rigtigt og sandt, når det gælder Trygve Wakenshaws ordløse performance. På scenen er der bare performeren selv og en papkasse fyldt med imaginære ting, som får liv gennem Trygve Wakenshaws formidable mime. Han kan for eksempel fiske et imaginært æble op ad papkassen, tage en bid af det og placere det på hovedet af en publikummer for derefter at skyde til måls efter det. Og scenen bliver så levende, at man ikke et sekund savner synet af det røde æble.

Vi kommer vidt omkring i forestillingen takket være Trygve Wakenshaws vildt fabulerende og barnligt naive associationskæder. Vi oplever diverse sportsgrene, hvor især en boksescene er forrygende sjov. Når den uheldige boksekarakter skal skræve over bokseringens elastik, sætter det sig altid fast imellem benene på ham, som er det en ekstra modstander i den i forvejen hårde kamp. Fra sportsdisciplinerne kommer vi videre til underholdningsbranchen med tryllekunstnere og jonglører og videre ud i naturen og ser en dyreunge blive født og en skeløjet fugleunge få opgylpet mad af sin mor.

Publikum bliver også involveret Trygve Wakenshaws forestilling. Vi skaber rytmer, som han kan agere dansende pop-og rockstjerne til. Og de, som sidder på første række, får serveret imaginær mad af ham, som de skal tygge, eller de skal gætte, hvor han gemmer sine usynlige bolde. Andre er så heldige/uheldige at blive overdænget med lange kys, som børn der trøstes, når de har slået sig.

Er Kraken bare skæg og ballade? Ja, men i forestillingen anes der også en kritik af vores destruktive levevis, som ødelægger naturen omkring os. Når Trygve Wakenshaws karakter møder en enhjørning saver han straks det spidse horn af og myrder dyret med det. Og når han tømmer den ene sodavandsdåse efter den anden, maser han efterfølgende dåserne sammen og smider dem fra sig uden tanke for andre end sig selv – og sine egne behov her og nu. Han skærer også lunser at sit eget kød og steger det sagte over en sitrende ild. Trygve Wakenshaw fremstiller mennesket som en latterlig idiot, en selvkannibal der slet ikke tænker sig om eller perspektiverer. At vi mennesker saver den gren af, vi selv sidder på, er ikke blot dumt, men også absurd morsomt. Det mimer Trygve Wakenshaw uden rekvisitter og tale. Det er begavet gjort, men først og fremmest meget morsomt.

Kraken
Viften, Rødovre
Af og med Trygve Wakenshaw
Turnéplan:
21 Februar: Taastrup Theater, Taastrup
22 Februar: Grønnegades Kasernes Kulturcenter, Næstved
23 Februar: Baltoppen lIVE, Ballerup
24 Februar: Teater Momentum, Odense
25 Februar: Teater Katapult, Aarhus
28 Februar: Randers Egnstheater, Randers
1 Marts: Limfjordsteatret, Nykøbing Mors

Trygve Wakenshaw i danmark

Foto: YouTube/TheMelbComedyFest

Dans

Udmattelsens rum

Uniformerede vagter lukker os ind i et mindre, dunkelt, tilrøget, støjfyldt, støvet og beskidt rum. Afhuggede arme, ben og hoveder er smidt overalt og ligger også stablet op på hylder. Vand drypper, mudder stivner og blod flyder. Det er ganske vist lemmer fra dukker og teaterblod, men det er ikke noget behageligt rum at være i. Vi bærer masker for næse og mund, så vi kan trække vejret, men røgen og støvet svier i øjnene. I dette klaustrofobiske rum skal vi være i de næste små tre timer. Det er den tyske instruktør Mirko Borscht som har skabt dette rædselskabinet, hvor publikum ikke sidder ned, men går rundt og oplever performerne i forskellige scenarier.

Mirko Borscht slår ned på forskellige blodige steder i historien lige fra Hundredeårskrigen med Jeanne d’Arc og Gilles de Rais frem til Auschwitz,  Kiev og Aleppo, for derved at belyse vores europiske selvforståelse, som det hedder i programmet.

Jeanne d’Arc svinger sin røde fane, og massemorderen Gilles de Rais sidder i et glasbur. En sortklædt kvinde med sort slør for ansigtet vandrer rastløst rundt som en inkarnation af den evige sorg. Og en mudder-tildækket mand lister langsomt rundt som en butoh-danser. Og som i den japanske butoh-genre handler det også her om ødelæggelse, destruktion og død.

En installation, som publikum kan gå rundt i og selv vælge sin synsvinkel i, er altid spændende. Og stærkt virker det, når en luftalarm drøner, lysene blinker og vagterne genner os sammen i nogle bure, hvorved vi får en svag fornemmelse af den stress og angst, som krig medfører for den civile befolkning. Men når vagterne også står og sælger Cola og øl i rummet, så bliver man altså ikke rigtigt fanget af illusionen.

D’ARC er mere taleteater end performance, for Mirko Borscht har skrevet masser af ord: monologer og dialoger som performerne råber, skriger eller lirer ensformigt af. Det talte ord fylder størstedelen af forestillingen og ender med at blive en larmende og lammende lydside, som man til sidst fuldstændigt ignorerer. Akkurat som mediernes evindelige kværnen, hvor intet bundfælder sig.

Om publikum bliver klogere på europæisk historie efter at have oplevet D’ARC i næsten tre timer, er spørgsmålet? Undertegnede blev hverken klogere eller provokeret, hvis det var formålet. Kun udmattet. Og de røde øjne kom ikke af bevægelse eller gråd, men af støv og røg.

performance af Mirko Borscht

Foto: Mirko Borscht

FAKTA
D’ARC
Sydhavn Teater og Teater Nordkraft
Dansehallerne, Carlsberg
Idé og instruktion: Mirko Borscht
Scenograf: Christian Beck
Musik: Carlo Størup
Kostumedesigner: Elke von Sivers
Videodesigner: Hannes Hesse

Dans

Seksualoplysning på scenen

Hvad Albert Einstein var for fysikken, var den tyske læge Magnus Hirschfeld (1868-1935) for seksualforskningen. Allerede i 1919 var han medstifter af Institut für Sexualwissenschaft i Berlin – det første af sin art. Desuden etablerede han verdens første LGBT-organisation, og han udførte historiens første kønsskifteoperation. Det var den danske billedkunstner Einar Wegener, der blev til Lili Elbe under Magnus Hirschfelds kniv. Historien om denne banebrydende operation er skildret i filmen The Danish Girl.

Magnus Hirschfeld er måske ikke så kendt som sin landsmand Einstein, men han spiller en hovedrolle i seksualforskningens historie. En hovedrolle har han også i Pete Livingstones velkomponerede musikalske performance The Einstein of sex.

Trods sit sympatiske motto: Per Scientiam ad Justitiam(at skabe retfærdighed gennem videnskab) faldt Magnus Hirschfelds videnskabelige arbejde ikke altid i god jord. Han blev kaldt “et beskidt gammelt svin” og blev gennembanket tre år i rad, da han forelæste i München. Den jødiske Magnus Hirschfeld fandt ikke heteroseksualitet bedst og rigtigst, men kategoriserede 64 mulige former for seksuel orientering. Med en så normafvigende forskning var han natuligvis ilde set af samtidens nationalsocialister og han måtte flygte til Frankrig. Fra sit eksil erfarede han, hvordan hans klinik blev raseret af nazisterne og hans forskningsbibliotek afbrændt.  Derfor ligner scenen også et bombekrat, når forestillingen slutter, og publikum har fået historien om den banebrydende videnskabsmand.

The Einstein of sex er oplysningsteater med masser af informationer og historiske fakta – og dermed helt ideel som lærerig skoleforestilling. Men The Einstein of sex er ikke nogen tung dokumentar-performance, for de mange oplysninger er serveret med humor, sang, musik og koreografiske elementer.

Tematisk handler The Einstein of sex om frihed og kærlighed, men sandelig også om de kræfter, der kæmper imod dette. I Magnus Hirschfelds samtid var hans modstandere nationalsocialisterne, mens nutidens opponenter mod hans videnskab er en bred skare af toneangivende personer og deres tilhængere. Når Nina Kareis i rollen som Magnus Hirschfeld blandt andre citerer Putin, afrikanske præsidenter, islamiske imamer og danske højrefløjspolitikere, ja så demonstreres det tydeligt, at kun lidt har forandret sig i de næsten 100 år, der er gået, siden Magnus Hirschfeld begyndte sin forskning. Og når de øvrige performere syngende gentager de hadske udtalelser, illustrerer det, hvor let og hurtigt et diskriminerende udsagn skaber ekko, spredes og slår rod hos andre. Og snart bliver de fornærmende udtalelser udbasuneret af et råbekor, som var ordene befalinger fra en udøvende magt. Det er både uhyggeligt og ubehageligt. The Einstein of sex er desværre en yderst aktuel forestilling og derfor også meget nødvendigt teater.

Forestilling på Viften

Foto: Livingstones Kabinet

Einstein of sex

Foto: Livingstones Kabinet

The Einstein of sex
Livingstones Kabinet
Viften, Rødovre (på turné i Danmark)
Iscenesættelse: Nina Kareis
Komponist: Pete Livingstone
Forfatter: Pete Livingstone
Scenografi: Dorte Holbek
Koreografi: Adelaide Bentzon
Lyddesign: Erik Christoffersen
Performere: Amia Miang, Pete Livingstone, Nina Kareis, Ole Håndsbæk Christensen, Brian Grønbæk, Bent Jacobsen, Molly Kareis Livingstone

Kunst

Big Bang Company

Det er tid for gadeteater. Dansk Rakkerpak er på landevejene med forestillingen Big Bang Company, som handler om et lille, nedslidt cirkus, der er ved at gå op i sømmene. Artistparret Nicko og Speedy samt trommeslageren Predovski har optrådt sammen i en menneskealder. Deres fælles cirkusforestilling er støvet, og tingene er slidt ned. Men de holder fast i deres partnerskab og venskab trods kriser, og kompromisser. De holder fast i en drøm.

Det er altså en poetisk forestilling med  masser af nostalgisk cirkusstemning. Spørgsmålet er blot om en sådan stille og poetisk forestilling passer til gadens scene? Lidt for tam, synes jeg.

Se Dansk Rakkerpaks turnéplan

BigbangCompany

Foto: Søren Kløft

Dans

Spidermænd på kirkegården

I 12 dage har teaterfestival CPH STAGE fyldt Københavns store og små scener, parker og andre offentlige steder med alle mulige former for eksperimenterende scenekunst, og festivalen sluttede med uddelingen af teaterprisen Årets Reumert. Her gik prisen for bedste danseforestilling/performance til  Lige om lidt bliver alting meget sjovere med Teater Momentum i Odense. Kun en danser var indstillet til en Reumert-pris. I kategorien årets kvindelige hovedrolle var kongelig balletdanser Ida Praetorius nomineret for sin rolle som Julie i John Neumeiers ballet Romeo og Julie Det Kongelige Teater, men prisen gik i stedet til en skuespiller.

Enkelte forestillinger i teaterfestivalen har været gratis, for eksempel har Folketeatret i samarbejde med teatergruppen Shakes præsenteret forestillingen Elskovs Gækkeri af Shakespeare i Ørstedparken. Shakes er kendt for deres tempofyldte og anderledes Shakespeare-fortolkninger målrettet unge. Ideen med at lave lettilgængeligt gadeteater ud af Shakespeares dramaer kommer fra Joseph Papp, som er hovedmanden bag New York Shakespeare Festival i Central Park. Nok bærer de fire skuespillere i Elskovs Gækkeri blå parykker og spiller festglade unge med tømmermænd, men det bliver dramaet ikke mere nutidigt og forståeligt af. Dramatiker Kasper Hoff får desværre ikke levendegjort Shakespeares Elskovs Gækkeri, som derimod er blevet helt uforståeligt, uvedkommende og ikke mindst umorsom. Men heldigvis kan man så liste væk fra sin plads på græsplænen, før forestillingen er slut og gå hjem og tænde for fjernsynet, hvor den kulturelle tv-kanal DR-K også har sendt teaterforestillinger i anledning af teaterfestivalen.

Svensk input har der også været på CPH STAGE, som har haft besøg af performance-kompagniet Bombina Bombast fra Malmö. I det lille, nedslidte Østre Kapel på Vestre Kirkegård i Sydhavnen går instruktør Stefan Stanisic på scenen og beklager, at kompagniet ikke kan spille forestillingen, fordi ‘superhero’ er et beskyttet varemærke, og Disney, som ejer copyrighten, har nedlagt forbud mod at spille den planlagte performance. Nu skal man jo ikke tro på alt, hvad man hører på en scene. De tre unge performere Julie Lindvik, Olof Mårtensson og Jerk Ohlson Westing ignorerer da også det skriftelige forbud, som de river i stykker. Fulde af gå-på-mod indtager de den beskedne scene, hvor de smider deres joggingdragter og afslører deres Spiderman-kostumer indenunder.

Værket There goes my Local Hero handler om fiktionens superhelte, men nok så meget om opsætningen af en forestilling med dertilhørende udefrakommende benspænd og interne uenigheder performerne imellem. Og netop det sidstnævnte meta-lag er det mest interessante, fordi det har tydelige paralleller til alle former for samarbejde, som publikum genkender. Frustrationer over en kollegas manglende lydhørhed og samarbejdsvilje, som virkeligt kan irritere én på arbejdspladsen, ender her med blodig vold og død. Når selv den underholdende superhero-dans, som gentages flere gange i løbet af forestillingen, ikke kan forene de optrædende, så må selv en Spiderman-klædt performer opgive den kollegiale venlighed og forståelse og ty til afstumpet vold.

Forestillingens meget firkantede holdninger omkring superheros og forargelsen over at Hollywood har taget patent på navnet – for dernæst at tilbede disse fiktive helte som guder – er lidt svært at forholde sig til. Hvad er problemet? Lad dog Hollywood, som har opfundet disse stereotype figurer, beholde dem. Hvad skal vi med dem? Åbenhed og humanisme er vel et bedre værn mod ondskab og dumhed end et Hollywood-brand?

De tre performere gør det godt, der er god kemi og energi mellem dem, dog må Jerk Ohlson Westings præstation fremhæves. Hans diktion, timing, mimik og morsomme kropssprog er suverænt, han bærer den temmeligt tyndbenede historie hjem. Jerk Ohlson Westing er en sand, svensk superhelt på scenen.

Sydhavn teater med Bombina Bombast

There Goes My Local Hero. Foto: Bombina Bombast

FAKTA
There goes my Local Hero
Sydhavn Teater, Østre Kapel
Gæstespil med Bombina Bombast
Koncept: Emma Bexell & Stefan Stanisic
Instruktion: Stefan Stanisic
Skrevet af: Emma Bexell
Performere: Julie Lindvik, Olof Mårtensson og Jerk Ohlson Westin