Performance

Dans

Kaos i kabinettet

Lige så dårligt som CPH Stage kom fra start med forestillingen The blind poet, lige så godt kommer festivalen videre med værket Random af og med Livingstones Kabinet. Teaterkompagniet er altid god for en alternativ performance-forestilling med en skæv synvinkel på tilværelsen og vores vanvittige samfund. Og ikke mindst leveringsdygtigt i et godt og tankevækkende grin.

“Kaos er ikke altid dårligt nyt”, hedder det i Random, som hylder det flimrende kaos. Vi mennesker har en tilbøjelighed til at søge efter en mening i det meningsløse kaos, men vi behøver lidt uforståeligt kaos i vores regelmæssige liv. Det er budskabet i det dadaistisk-inspirerede værk.

Random begynder med det modsatte af kaos, nemlig en spillemaskine, der taler som en robot. Den bekendtgør, at den er kunstnerisk ansvarlig for forestillingen. Når computere og algoritmer overtager kunsten, så forsvinder også det kaotiske. Men heldigvis kommer Pete Livingstone på scenen og fortæller, at han er kunstnerisk leder for forestillingen. Og så begynder et totalt gakket  kaos, som er aldeles morsomt.

Der bliver gjort tykt grin med politikernes slidte floskler, mediernes ligegyldige plapren, HR-sprogets intetsigende formuleringer og marktingbranchens indholdsløse buzzwords. En smart, seriøs forretningskvinde står og taler om vigtigheden i at have en strategi uden at miste retning. Selv kan hun intet se, fordi hun har en hel dynge båndsalat over hovedet og hun må assisteres, når hun skal til og fra scenen. Hun er et godt billede på den udbredte diskrepans, der er mellem tale og handling i vores samfund, hvor ord bare skal forføre og sælge. Ordene betyder ingenting, de skal ikke forandre noget, de er blevet meningsløse. Og dem der udtaler ordene, mener dem slet ikke.

Men det er ikke den slags kaotisk meningsløshed, der har til formål at udbytte andre, vi skal have i vores liv, det er mere det legende kaos, som pirrer vores hjerner. Og det får vi blandt andet med skotske Pete Livingstones fjollede sang og musik samt svenske Petter Wadstens barnlige trylleri med et æg. Performernes fantasifulde og kreative udklædninger med brug af alt fra tæppebankere til broderede bordløbere er også aldeles skøre og skønne. Og så får vi en modeopvisning med almindeligt tøj, som performere tager aldeles forkert på, så det ser helt tosset ud, mens de vralter frem på en catwalk.

Ja tak, den slags pjat og anderledeshed har vi brug for i vores liv. Og det er vel ikke mere pjattet og dumt, end når oversmarte brancher bruger engelske buzzwords som “disruption” “exit strategy” og “downsizing”, uden at de selv rigtigt kan definere dem, men bare bruger dem til at hævde sig over dem, der ikke kender dem?

Hvis den slags gakket performance, som Livingstone Kabinet bedriver, er for sært, kan man i stedet tage større børn og unge med i Dansekapellet og se street dance-forestillingen One 2.0 af Stephanie Thomasen. Denne forestilling handler til dels også om kaos eller i al fald at vove at tabe fodfæstet eller kontrollen for en stund. Fem unge dansere fra Uppercut Danseteater viser vigtigheden i at bryde ud af de kasser og roller, vi alle hurtigt sættes ind i, fastholdes i og begrænses af.

performance med Livingstones Kabinet

Foto: Bjarne Stæhr

Livingstones kabinet performere

Foto: Daniel Buchwald

FAKTA:
Random
Livingstones Kabinet
Performere: Kristina Sørensen Ougaard, Pernille Koch, Piet Gitz-Johansen, Petter Wadsten og Pete Livingstone
Dansehallerne
Iscenesættelse: Nina Kareis
Scenografi: Julie Forchhammer
Koreografi: Adelaide Bentzon
Komponist: Pete Livingstone
Lyddesign: Erik Christofferson
Lysdesign: Mikkel Jensen
Forestillingen er en del af CPH Stage

One 2.0
Uppercut Danseteater
Dansekapellet
Koreografi: Stephanie Thomasen
Musik: Lawand Othman aka. DJ Turkman Souljah
Lysdesign: Peter Bodholdt Løkke
Forestillingen er en del af CPH Stage

Dans

CPH Stage for de indviede

Fint skulle det være, da teaterfestivalen CPH Stage blev skudt igang med belgiske Jan Lauwers’ performanceforestilling The blind poet (2015) på Det Kongelige Teater. Men der var gabende tomt på publikumsrækkerne, og de få fremmødte var vist næsten alle inviterede gæster. Det syntes i al fald at være en familie-kom-sammen for teaterfolket. Og de fleste af dem som ikke var en del af familien sivede vist under forestillingen eller i pausen.

Forventningerne er altid store, når det gælder performance fra Belgien, som har en rig tradition i denne spændende genre. Tænk bare på Abattoir Fermé, som har gæstespillet flere gange på Baltoppen i Ballerup og på Viften i Rødovre. Men The blind poet skuffede fælt med alle sine tyndslidte klicheer om identitet i nutidens multikulturelle Europa. Kedelige klicheer som bliver gentaget igen og igen i en næsten tre timer lang forestilling. Jan Lauwers vil helt grundlæggende fortælle, at Europa altid har været en smeltedigel af kulturer, religioner og nationaliteter, og at denne blandingskultur er normal og positiv, så vi skal være åbne og tage imod alle, der kommer hertil. Det er nok de færreste af de gæster, der indløser billet til en alternativ og eksperimenterende teaterforestilling, der er synderlig uenig heri, så hvorfor proppe de politisk korrekte meninger ned i halsen på os. Hvorfor ikke udfordre vores meninger eller selv lade os konkludere lidt. Det er vel det, som god og eksperimenterende kunst og teater skal kunne?

Det bliver altså ikke automatisk morsomt, bare fordi man tager en klovenæse på. Det bliver ikke aktuelt og vedkommende, bare fordi man siger “flygtning” i hver anden sætning. Man bliver ikke et rummeligt vestligt menneske, bare fordi man pleaser muslimske kulturer. Og man provokerer ikke bare ved at tage en udstoppet hest med på scenen.

The blind poet tager afsæt i den blinde arabiske poet Abu al ‘ala al Ma’arri (973-1057), der blandt andet var ateist og fritænker. Siden hen bliver tallet 7, der er helligt inden for de tre store monoteistiske religioner, forestillingens omdrejningspunkt. Syv mennesker med forskellige nationaliteter præsenteres, og alle synes de at være på linie med den blinde poet. De præsenterer sig selv og forsøger alle at fremhæve deres egen unikke identitet, men også at understrege at de er en del af et større hele. Her er en nordmand med vikinge-blod i årerne, en tuneser der forfører franske kvinder, en amerikansk cowboy der spiller på hjemmelavet banjo, en stout frisisk kvinde og så videre. Alle taler de deres eget sprog, som så tekstes, ligesom det sker til en operaforestilling. Karaktererne i sig selv er skæve nok til at kunne være interessante, men den ene historie er mere kedelig end den anden, fordi teksten er svag. Store oppustelige monstre, robotter i Oskar Schlemmer stil eller en røgmaskine gør det ikke mere spændende.

Tynde tekster og en fraværende dramaturgi, men heldigvis er der Maarten Seghers rytmiske musik, som er god og medrivende, fordi det lykkes ham at forene diverse musiktraditioner og genrer. Performerne spiller selv musikken, faktisk synes de bedre som musikerne nede i orkestergraven, end når de spiller teater oppe på scenen.

Men hvad skal vi egentlig med CPH Stage, hvis festivalen ikke kan tiltrække et stort blandet publikum, eller hvis den bare henvender sig til inviterede gæster der deler den samme verdensanskuelse? Men måske ændrer det hele sig i løbet af festivalen? Vi får se!

the blind poet med NEEDCOMPANY

FOTO: NEEDCOMPANY

FAKTA
The blind poet
Needcompany
Det Kongelige Teater
Tekst, scenografi, lys og instruktion: Jan Lauwers
Musik: Maarten Seghers
Koreografi: Grace Ellen Barkey
Kostumer: Lot Lemm

Dans

Transformationer i træningssalen

Vi bliver lukket ind i den tomme og vinduesløse træningssal sammen med danserne. Overtøjet har vi allerede smidt, men danserne er klædt i flere lag af varmt og forskelligfarvet træningstøj. Vi stiller os tilfældige steder i salen, der har gråt interiør, og venter på, at forestillingen skal begynde. Performance- og danseværket Interpassivities af videokunsteren Jesper Just er imidlertid ikke en sædvanlig forestilling med en traditionel begyndelse og slutning. Danserne står således også afventende, som om de blot er tilskuere, men langsomt begynder de at røre på sig og varme op. Fordi lokalet er tomt, tager de seks dansere fat i os tilskuere og bruger os som støtte i stedet for en barre. Og lidt efter lidt begynder danserne at danse – sammen eller hver for sig – forskellige steder i salen. Vi publikummer må altså konstant bevæge os rundt i salen for at se dansen og må også flytte os, så der bliver plads til dansernes bevægelser og trin, som ikke altid går i forventelig retning. Efterhånden som danserne får varmen, smider de det varme træningstøj lag for lag og står tilbage i enkle, grå tricot-kostumer i samme grå farve som gulvet og væggene. Gråt i gråt.

Det er fascinerende at være helt tæt på danserne, når de er midt i deres ekstreme bevægelser. Tåspidsdans og høje løft bliver endnu mere imponerende, når det foregår lige foran næsen på os, og vi er ved at få en arm eller et ben i øjet. Efter dansen tager danserne deres varme træningstøj på igen og smutter hurtigt ud ad døren, som ånder der lydløst fordufter. Og vi publikummer står tilbage med en følelse af tomhed og savn, fordi fraværet af danserne har forandret rummet og dets energi. Det er danserne, som har besjælet rummet, der efter deres exit bare er et gråt, sterilt og klaustrofobisk rum, som man hurtigst muligt gerne vil ud af.

Træningssalens gulv er en mosaik af elementer i forskellige størrelser, som fire håndværkere midt under dansen begynder at bryde op. De lægger elementerne op på hinanden i flere stakke, så der opstår et nyt og mere kaotisk arkitektonisk landskab i træningssalen. Håndværkerne dekonstruerer rummet og konstruerer et nyt for til sidst at lægge hele gulvet på plads igen som et stort puslespil. Faktisk er det spændende at følge dette arbejde, og publikum giver også de fire håndværkere et bifald, da sidste gulv-brik lægges på plads, og rummets orden er genoprettet. I denne håndværker-performance ses det, at Jesper Just er inspireret af den argentinske forfatter Jorge Luis Borges historie On Exactitude in Science, som handler om et stort og mægtigt land, hvor man fremstiller et landkort, der er lige så detaljeret som landet selv. Således kan rum og gulv i Interpassivities ses som historiens land og landkort.

Det hjemmelavede ord ‘Interpassivities’ kan erstattes af ordet ‘transformation’, for håndværkerne skaber konstant forandringer i rummet, som danserne må navigere efter. Også publikum må forholde sig til disse forandringer og kan ikke bare stå stille eller sætte sig, men må hele tiden være i bevægelse. Omstillingsparate, som det hedder i moderne marketing-sprog. Ud over transformationer handler Interpassivities om rum og menneskets plads i det givne rum. Derudover handler værket om menneskets egen rummelighed og om at give plads til hinanden. Det er publikum selv med til at demonstrere ved hele tiden at skulle flytte sig for danserne, håndværkerne og andre publikummer. Temaet rummelighed udfoldes tillige i videoklip, der vises på storskærme. Her zoomes der ind på nogle dansere, der ligger sammenfiltret, og mure, der skærer sig gennem landskabet og adskiller folk – og dermed ikke udviser rummelighed.

Interpassivities har været indstillet Artbeat Prisen, som er stiftet af PR-bureauet Have Kommunikation, der nærmest laver al pressekommunikation for hele kulturlivet i Danmark. Formålet med prisen er at sætte fokus på kunstnerisk nyskabelse og fremsynet formidling. Prisen, der uddeles i samarbejde med Spar Nord Fonden, gik imidlertid til teaterforestillingen Twin Peaks, som var et yderst nyskabende koncept på Odsherred Teater i Nordvestsjælland. Frem for at gøre brug af erfarne skuespillere var alle rollerne besat af lokale borgere, og i stedet for sende publikum ind i en teatersal blev de i otte biler kørt gennem et vintermørkt landskab i Odsherred. “Resultatet blev en scenekunstnerisk kraftpræstation, som bør inspirere enhver teateraktør i det ganske land” hed det i begrundelsen til prisindstillingen. Mod dette vindende koncept tabte Interpassivities altså, men med indstillingen til Artbeat Prisen viser Corpus – at de er på ret kurs efter flere eksperimentelle fejlskud.

Interpassivities

Interpassivities. Foto: Miklos Szabo

Interpassivities

Interpassivities. Foto: Miklos Szabo

FAKTA
Interpassivities
Koncept, instruktion og koreografi: Jesper Just
Corpus, der er en del af Den Kongelige Ballet
Dansere: Susanne Grinder, Emma Håkansson, Camilla Ruelykke, Ulrik Birkkjær, Jon Axel Fransson, Alexander Stæger
Scenografi: Jesper Just
Musik: Kim Gordon og August Rosenbaum

Dans

Gummi-orgie i algesuppe

Algen Pyrocystis fusiformis spiller hovedrollen i Tina Tarpgaards performance As I Collapse. I samarbejde med biologer og forskere på Teknologisk Institut har recoil performance group opdyrket Pyrocystis fusiformis alger i store mængder. Publikum får således en lille vandfyldt plasticpose med alger udleveret ved forestillingens begyndelse.

Hvordan kan man så se det mikroskopiske væsen? Jo, det særlige ved Pyrocystis fusiformis algen er, at den lyser, når den bliver bevæget, forstyrret eller på anden måde generet. Således kan publikum få den koniskformede alge til at lyse svagt ved at bevæge og ryste plasticposen. Også oppe på scenen er der alger plasticbeholdere, som performerne bevæger, hvorved de bittesmå væsner lyser op – og derved markerer og afgrænser den mørke scene.

Scenen er overrislet med vand, hvori der ligger plasticsække med vand indeni – og måske også alger. På disse vandfyldte sække ruller de gummiklædte performerne rundt og gnider sig op ad hinanden, som er det et orgie for gummifetichister. Men al den plastic i vandet påminder naturligvis også om de plastic-øer, der flyder rundt i verdenshavene som flydende lossepladser. Plasticen påminder om menneskets tankeløse natursvineri, der har store konsekvenser for dyrelivet – også det dyreliv vi ikke kan se med det blotte øje – og som i sidste ende har helt uoverskuelige konsekvenser for vores eget liv.

As I Collapse drejer sig også om skellet mellem synligt og usynligt, mikro og makro, menneske og mikrobe. Hele forarbejdet til forestillingen viser en intellektuel forsker-tilgang til emnet. Men hele projektet virker desværre lidt prætentiøst. Det er meget sympatisk at lave en performance-forestilling, som tager fat i tidens aktuelle og udfordrende problemer, ligeledes er det sympatisk at gå i dialog med naturvidenskaben. Den slags er der generelt alt for lidt af i kunsten. Udgangspunktet for værket er således godt, men det kommer der ikke automatisk en god og tankevækkende forestilling ud af. At se på fem gummiklædte mennesker der skvulper rundt i en algesuppe og senere forsøger at rejse sig og stå på to ben er ikke det mest interessante og spændende at bevidne. Snarere vækker dette syn barnet til live i tilskueren, og man får selv lyst til at iklæde sig gummidragt og plaske rundt i vandet på plasticsække. Det er imidlertid ikke den lyst man får, når man ser brugt plastic flyde rundt i havet, så der er en vis disharmoni mellem budskab og udtryk.

As I Collapse er første del af en planlagt forestillingstrilogi med recoil performance group. Om de kommende forestillinger i de næste par år også har optrædende Pyrocystis fusiformis er uvist, men efter deres optræden flytter algerne ind på det kommende naturvidenskabelige oplevelsescenter KRAFT i Vestjylland. Her skal algerne – efter åbningen i 2020 – fortsætte deres interaktion med mennesker i form af en permanent installation, som de besøgende kan opleve.

As I Collapse med recoil performance group. Foto: Søren Meisner

As I Collapse med recoil performance group. Foto: Søren Meisner

As I Collapse med recoil performance group. Foto: Søren Meisner

As I Collapse med recoil performance group. Foto: Søren Meisner

FAKTA
as I collapse
Dansehallerne, siden på turné i Danmark
Koreografi: Tina Tarpgaard
Performere: cecoil performance group bestående af Hilde I. Sandvold, Sam Denton, Nelly Zagora, Edward Lloyd og Joy Kammin
Alger: Pyrocystis fusiformis
Musik/forskning: Till Bovermann
Lysdesign: Minna Tiikkainen
Scenografi: Sille Dons Heltoft
Kostumer: Sandra Møller Svendsen & Leanne Nielsen
Dramaturgi: Inge Agnete Tarpgaard

Dans

I rammens spændetrøje

Hvordan tilpasser man sig de givne rammer, som flertallet afstikker, men som vi alle skal indordne os under? Hvordan afkoder og fortolker man de gældende sociale koder? Hvordan kommer man indenfor? Og hvorfor havner man udenfor? Disse sociologiske spørgsmål handler forestillingen Rammer om.

Rammer er en fysisk, ordløs forestilling, som blander visuelt teater, akrobatik og moderne dans. På scenen er de tre performere Liv Mikaela Sanz, Bo Madvig og ikke mindst svenske John Simon Wiborn. Og så er der en meget medspillende scenografi, der roterer og viser tre forskellige rum. Den roterende scene fører performerne og publikum rundt i forskellige rum – snart i et offentligt eksteriør, snart inden for i private interiører.

John Simon Wiborn spiller en fremmed, som kommer til et nyt sted, hvor han ikke passer ind i de snævre rammer, men tumler retningsløst og forvirret rundt. Han er bogstaveligt talt afklædt og forstår ikke at agere, som det her forventes af ham. De to andre – manden og kvinden – iagttager ham mistroisk og nysgerrigt. De er overbærende med ham på en bedrevidende og nedladende måde og forsøger at lære ham de usynlige retningslinjer. De ved bedst og har ret, for de er i overtal. Lidt efter lidt lærer den fremmede dog at afkode de uskrevne regler, og han bliver som de andre, hvorefter han accepteres. Han finder sammen med kvinden, så nu er de to i overtal – og de udelukker den tredje mand. Og senere er de to mænd sammen i et fælleskab, og kvinden er udenfor. Sådan forskydes rammerne sig hele tiden i en verden, der er i konstant forandring.

Til sidst sprænger de tre performerne rammerne, de nedbryder helt konkret scenografiens rum, og først da synes de rigtigt parate til at møde hinanden uden fordomme og konventioner. De kan da starte på en frisk. Hvordan det så går, når de skal bygge nye rammer op, og der kommer flere andre til, er en hel anden fortælling. Men historien plejer jo at at gå i ring, præcist som den roterende scene.

Rammer er en underholdende og vellykket forestilling – omend rigelig lang. Der kunne godt skæres lidt her og der, for historien er så velfortalt af de performere, at vi forstår alt, uden at tingene behøver at blive gentaget og gjort overtydelige. Der er god kemi og samspil mellem de tre performere, hvor især John Simon Wiborn imponerer med sin danse-akrobatik. Flot er scenen, hvor Liv Mikaela Sanz hænger på et nonfigurativt maleri, hvor hun bliver båret af de to andres arme og ben, som stikker frem af lærredet. Hun gør det abstrakte motiv figurativt og identificerbart, sådan som forestillingen synliggør abstrakte normer og gør dem genkendelige.

Forestillingen er en co-produktion mellem teatret GLiMT (Tårnby), Limfjordsteatret (Nykøbing Mors) og Vendsyssel Teater (Hjørring). Den 11. januar 2017 var der premiere på Limfjordsteatret, og nu er forestillingen på turné rundt i landet.

Rammer
Viften, Rødovre
Koncept og iscenesættelse: Lars Lindegaard Gregersen
Performere: Liv Mikaela Sanz, Bo Madvig og John Simon Wiborn
Dramaturg: Simon Boberg
Kunstnerisk sparring: Gitta Malling
Musik og lyd: Johan Segerberg
Scenograf: Kristian Knudsen
Lysdesign: Mogens Kjempff
Videodesign: Kim Fast Jensen
Kostumer: Lene Bek Nielsen

Turnéplan:
27/02 Teater Momentum kl. 20:00
28/02 Teater Momentum kl. 20:00
01/03 Vejleegnens Teaterforening kl. 19:30
02/03 Teamteatret kl. 19.30

performere i rammer

Foto: Limfjordsteatret

Rammer performance

Foto: Limfjordsteatret

Dans

En latterlig idiot

Det begynder med en uskyldig striptease og slutter med en omgang sensuel poledance i Trygve Wakenshaws gakkede og fuldstændigt absurde performance Kraken (2014). Performeren, mimeren og komikeren Trygve Wakenshaw fra New Zealand er på turné rundt i Danmark med sit hylende morsomme soloshow. Hvis man vil motionere lattermusklerne, bør man derfor straks indløse billet og opleve denne langbenede og hypermobile performer folde sig ud i de mest vanvittige mimiske scener.

“Tale er sølv, tavshed er guld” siger et gammelt ordsprog, og det synes fuldstændigt rigtigt og sandt, når det gælder Trygve Wakenshaws ordløse performance. På scenen er der bare performeren selv og en papkasse fyldt med imaginære ting, som får liv gennem Trygve Wakenshaws formidable mime. Han kan for eksempel fiske et imaginært æble op ad papkassen, tage en bid af det og placere det på hovedet af en publikummer for derefter at skyde til måls efter det. Og scenen bliver så levende, at man ikke et sekund savner synet af det røde æble.

Vi kommer vidt omkring i forestillingen takket være Trygve Wakenshaws vildt fabulerende og barnligt naive associationskæder. Vi oplever diverse sportsgrene, hvor især en boksescene er forrygende sjov. Når den uheldige boksekarakter skal skræve over bokseringens elastik, sætter det sig altid fast imellem benene på ham, som er det en ekstra modstander i den i forvejen hårde kamp. Fra sportsdisciplinerne kommer vi videre til underholdningsbranchen med tryllekunstnere og jonglører og videre ud i naturen og ser en dyreunge blive født og en skeløjet fugleunge få opgylpet mad af sin mor.

Publikum bliver også involveret Trygve Wakenshaws forestilling. Vi skaber rytmer, som han kan agere dansende pop-og rockstjerne til. Og de, som sidder på første række, får serveret imaginær mad af ham, som de skal tygge, eller de skal gætte, hvor han gemmer sine usynlige bolde. Andre er så heldige/uheldige at blive overdænget med lange kys, som børn der trøstes, når de har slået sig.

Er Kraken bare skæg og ballade? Ja, men i forestillingen anes der også en kritik af vores destruktive levevis, som ødelægger naturen omkring os. Når Trygve Wakenshaws karakter møder en enhjørning saver han straks det spidse horn af og myrder dyret med det. Og når han tømmer den ene sodavandsdåse efter den anden, maser han efterfølgende dåserne sammen og smider dem fra sig uden tanke for andre end sig selv – og sine egne behov her og nu. Han skærer også lunser at sit eget kød og steger det sagte over en sitrende ild. Trygve Wakenshaw fremstiller mennesket som en latterlig idiot, en selvkannibal der slet ikke tænker sig om eller perspektiverer. At vi mennesker saver den gren af, vi selv sidder på, er ikke blot dumt, men også absurd morsomt. Det mimer Trygve Wakenshaw uden rekvisitter og tale. Det er begavet gjort, men først og fremmest meget morsomt.

Kraken
Viften, Rødovre
Af og med Trygve Wakenshaw
Turnéplan:
21 Februar: Taastrup Theater, Taastrup
22 Februar: Grønnegades Kasernes Kulturcenter, Næstved
23 Februar: Baltoppen lIVE, Ballerup
24 Februar: Teater Momentum, Odense
25 Februar: Teater Katapult, Aarhus
28 Februar: Randers Egnstheater, Randers
1 Marts: Limfjordsteatret, Nykøbing Mors

Trygve Wakenshaw i danmark

Foto: YouTube/TheMelbComedyFest