Perfomance

Dans

Kig ind i den menneskelige zoo

Findes normalitet? Det spørger den islandske performancekunstner Kristján Ingimarsson i sit værk Morph, der tidligere på året havde premiere i Aarhus, og som nu spiller på Teater Republique i København. Svaret på spørgsmålet er både ja og nej. De seks performere fra Kristján Ingimarsson  Company ser helt almindelige og normale ud, de er som folk er flest. De er ikke supertrænede, men har en delle her og en topmave der. Det, som performerne foretager sig, er derimod ikke et vanligt syn i hverdagens gadebillede. Nøgne – kun bevæbnet med plastic-remedier – angriber de hinanden, som er de midt i et berømt historisk slag, sådan som vi kender det fra kunsthistoriens store værker – for eksempel Bayeux-tapetet.

Det er ikke blot i åbningsscenens kampscener, der er kunsthistoriske referencer, der er i det hele taget utallige kunsthistoriske citater i Morph. Damien Hirsts dyr, der er nedsænket i glasmontre med formaldehyd, refereres der til, når performerne – nu klædt i almindeligt tøj – masses sammen i glasbure, så Kristján Ingimarsson selv kan observere dem, som er han antropolog i den menneskelige zoo. Han studerer menneskedyrene og prøver at komme rigtigt tæt på dem i forsøget på at forstå disse mærkelige væsner, der snart er vildt aggressive, snart harmløse og lalleglade. Til en fest finder han ud af, at hans lidt for nærgående tilnærmelser over for en kvinde nemt bliver tilgivet med lidt fjollerier og en skål. Han noterer sig også, at menneskene er vanedyr, der bedst trives med faste rutiner i velkendte omgivelser. Når blot de får deres kaffe og andre stimulanser, der beroliger dem og fører dem ind apatiens trygge favn. Menneskene har det bedst i deres hjemlige og selvvalgte bur.

Kristján Ingimarsson kalder selv sit værk surrealistisk, det er da også temmelig absurd, men med hans brug af plastic og andre genbrugsmaterialer på scenen synes værket mere at være beslægtet med arte povera. I den italienske kunstretning sammenstiller kunstnerne simple materialer og fundne objekter i nye sammenhænge, så de får ny betydning. I det lys giver titlen Morph også mening, idet den betyder ’gradvis forandring’.

På scenen er der en stor kugle skabt af diverse plastdele. Denne ophobningen af plasticaffald bærer en af performerne på hovedet, indtil hun dejser omkuld under dens tyngde. Plasticaffaldet bliver her det moderne menneskes kors. Plastickuglen påminder om menneskets sørgelige eller måske endda syndige miljøsvineri, der belaster vores klode. Da kuglen brister, opstår der en hel losseplads af uforgængeligt skrald. I denne skraldedynge lever også mennesker, som er tvunget til at genbruge affaldet og skabe nye ting af det. Skumgummi bliver til en kjole, reflekskegler bliver til sko og så videre. Og ud af skraldet vokser et helt kunstværk, nemlig en gloriekronet madonna, der skuer heroisk ud over publikum. Er jordkloden gået under og mennesket kommet i himlen? Eller har forbrugeren endelig lært genbrugets kunst?

Det er ikke til at finde hoved eller hale i Morph, som synes diffus i al sin kreative ophobning af ideer og referencer. Det er sikkert heller ikke forestillingens mål at udpege én retning eller ét budskab til publikum. Pointen er nok snarere, at fraværet af kunstnerisk mådehold skal demonstrere menneskets manglende materielle mådehold. Men resultatet er unægteligt en rodet affære, der stritter i alle retninger og ikke tilbyder beskueren en dybere forståelse eller efterfølgende reflektion. Morph ender derfor næsten med blot at være harmløse fjollerier.

Morph. performance

Morph. Foto: Gísli Dúa

Morph. performance

Foto: Gísli Dúa

FAKTA
Morph
Republique
Kristján Ingimarsson Compagny
Instruktør: Kristján Ingimarsson
Kunstnerisk konsulent: Egill Palsson
Scenograf: Johan Kølkjær
Lysdesign: Michael Breiner
Lyddesign: Kim Engelbredt