Nycirkus

Dans

Tilfældige teatermøder

Scenen og scenografien er helt autentisk og det bedste ved forestillingen opHAV: En kaj med en kran og et skib i baggrunden. Smukt og idyllisk, og så kan “scenografien” og “scenen” også ses og opleves, når der ikke spilles teater på den. I et hyggeligt hjørne af Københavns Sydhavn har de to teatre GLIMT og OM opsat forestillingen opHAV, som de selv kalder en nycirkusforestilling. Når Linnea Backgard er på scenen, eller retter sagt hænger i et tov og laver fin koreograferet akrobatik, så er det også godt nycirkus, men resten af forestillingen er nok mere gammeldags gadeteater med vandpjaskeri og gakket nonsens, som når samme Linnea Backgard føder et barn med et tykt tov som navlestreng og får fødselshjælp af sine kollegaer Päivi Eleonoora Raninen, Moa Asklöf Prescott.

Her på kajen, hvor vand og land mødes, mødes også mennesker, og de modtager hinanden med nysgerrighed eller skepsis. Dette handler den tyndbenede forestilling om uden rigtigt at komme i dybden med emnet. opHAV bliver aldrig rigtigt vedkommende eller morsom, og så er det svært at fastholde publikums opmærksomhed, når vi på netop dette sted selv kan hoppe i vandet, kaste fiskesnøren i vandet eller cykle ud på Amager Fælled og opleve vores helt eget eventyr. I opHAV sker der simpelthen for lidt. At der balanceres lidt på en slap line og svinges lidt rundt i en sikkerhedssele er altså ikke nok til holde på publikum, når solen brager ned fra en skyfri himmel, og man er på et sted, som indbyder til, at man selv er aktiv og kreativ. 

Mere substans og sjov er der i Dansk Rakkerpaks gadeteaterforestilling Life is good, med den italienske komediant Claudio Levati og danske Peter Kløft. Claudio Levati spiller dukkerføreren Filippo, der opfører Romeo og Julie som dukketeater. Han spiller harmonika til sit dukkespil og plaprer løs på klingende italiensk og gebrokkent engelsk. Han er som en moderne Dario Fo, fuld af energi, entusiasme og charme. Og som hos Dario Fo er der også noget tyngde og alvor bag de absurde løjer. For blandt publikum sidder Peter Kløft i rollen som den deprimerede Tommy, der vil begå selvmord ved at hænge sig med et reb, som indgår i Filippos dukketeater. Da selvmordet mislykkes, prøver Tommy at drikke den gift, som Julie drikker, men det er bare saft. Kniven, som ligeledes indgår i dødsscenen i Romeo og Julie er også bare en teater-kniv, så det er helt umuligt for Tommy, som har kærlighedssmerter, at gøre en ende på sit liv. Men Filippo overbeviser sin nye ven om, at livet er trods alt godt og sammen synger de sangen Life is good. Og sammen spiller de dukkeskuespillet til ende, men giver det en ny slutning. Da Romeo og Julie er døde, bliver deres fædre, Montague og Capulet, forenet i sorgen og bliver venner, sådan som Filippo og Tommy er blevet venner.

Dansk Rakkerpak har måske gennem årene leveret bedre forestillinger, men Life is good er fin underholdning, med slapstick-humor, musikalsk overskud og glædesdans. Og Claudio Levati er den fødte gadeteaterskuespiller, der muntert improviserer og involverer ikke blot tilskuererne, men også tilfældigt forbipasserende. Dansk Rakkerpak spiller i teatret Riddersalens have på Frederiksberg og tager senere på turné i hele Danmark med den fysiske teaterforestilling Life is good.

Forestillingen opHAV i Sydhavnen

Forestillingen opHAV i Sydhavnen

Forestillingen Life is good på Frederiksberg - senere på turné

Forestillingen Life is good på Frederiksberg – senere på turné

Fakta
opHAV
Kunstnerisk idé og instruktør: Lars Lindegaard Gregersen
Performere og medskabere: Päivi Eleonoora Raninen, Moa Asklöf Prescott, Linnéa Backgård
Komponist/musiker: Maja Romm
Scenografi: Antonella Diana
Kostumer: Camila Sarrazin

Life is good
Dansk Rakkerpak
Af og med: Claudio Levati (IT) og Peter Kløft (DK)
Instruktion: Niels Grønne
Dramaturg: Jane Rasch
Scenografi: Christian Q. Clausen
Dukker: Malene Bjelke

opHAV og Life is good er begge en del af CPH Stage 

Dans

Lege-time for voksne

Leg for legens egen skyld. Leg for sjovs skyld. Der er intet indhold, kun formålsløs leg i forestillingen The Great Paradox of Play af svenske Samuel Gustavsson. Ifølge programmet vil Samuel Gustavsson overraske, inspirere, undersøge, fejre og bringe den formålsløse leg tilbage ind i vores voksenliv. Om det lykkes Samuel Gustavsson at inspirere sit voksne publikum til at lege videre derhjemme, afhænger nok af hvor stort et legebarn, man er. Tempoet i nycirkusforestillingen, der koncentrerer sig om trylleri, er i al fald yderst adstadigt, så alle voksne kan følge med. Bevidst eller ubevidst, så går det endda af og til så langsomt i forestillingen, at tryllekunstnerne selv kommer til at afsløre deres magi. Hermed er publikum godt hjulpet på vej til at trylle videre derhjemme i dagligstuen.

På scenen ses tre tryllekunstnere svenske Axel Adlercreutz, finske Robert Jägerhorn og danske David Tholander. De tre herrer fremtryller glas med vand fra deres høje Sufi-danser-hatte, og får det vand, som de ikke drikker, til igen at forsvinde i de tilsyneladende bundløse hatte. Selv ud af en pude fremtrylles et glas vand endda umiddelbart efter en heftig pudekamp. Snart mangler en af herrerne en sko, og sørme om den ikke også gemmer sig i en af hattene. Men ellers er det ikke den mest spektakulære tryllekunst, der fremvises på scenen. Især ikke når tingene, der forsvinder – og dukker op igen, er så små, at man ikke se dem fra række ni. En fingerring fra en publikummer der trylles over på et reb, kan vi for eksempel ikke se. Vi kan dog se en hvid fjer, som svæver over scenen og suser rundt mellem de tre tryllekunstnere. Desværre bliver den ikke tryllet om til fem høns, men forbliver en lille fjer, der dukker op igen og igen, så man til sidst ønsker at den helt forsvinder. Mest magi skaber næsten elektronkomponisten Sture Ericson, som sidder på scenen med sin mac samt et par instrumenter og skaber et interessant og fint timet lydunivers til de tre tryllende herrer.

Bedst er de tre tryllekunstnere, når de ikke tryller, men bare fjoller rundt på scenen. Som når de suser ud og ind bag tre skærme, der står på scenen. Eller når de sidder på en kasse og bare trommer med fingrene på deres egne ben – og sidemandens. Disse små absurde optrin er finurlige samt sjove og meget mere underholdende at se på end en kugle, der svæver nede i knæhøjde. Disse fjollerier kan inspirere til ikke at tage livet så tungt, men bare lege.

Efter premieren på Baltoppen drager Rapid Eye på turné med The Great Paradox of Play i Danmark og Finland og den 13. og 14. april spiller forestillingen på Stadsteatern i Landskrona.

The Great Paradox of Play

Rapid Eye. Foto: Karoline Lieberkind

Fakta:
The Great Paradox of Play
Baltoppen
Rapid Eye: Axel Adlercreutz, David Tholander, Robert Jägerhorn og Sture Ericson
Instruktør: Samuel Gustavsson
Scenograf: Signe Beckmann
Komponist og musiker: Sture Ericson
Lysdesign: Iro Suraci

Dans

Nycirkusartister springer ud

Tilbage i 2014 åbnede Danmarks første skole for nycirkus, Akademiet for Moderne Cirkus (AMOC) med en vidergående uddannelse i nycirkus – svarende til de internationale cirkusuniversiteters bachelorniveau. Nu tre år senere er det første hold af studerende færdige, og ved fire forestillinger har de otte afgangstuderende vist deres afsluttende artistiske svendestykker for offentligheden. Eksamen og show på en og samme tid.

Når man tænker på, at det er det første hold, som bliver udklækket på AMOC, så er det tekniske niveau overraskende højt, mens den kunstneriske iscenesættelse med musik, lys, kostumer og sminke ikke synes så højt prioriteret.

Svenske Mattias Umaerus er først på scenen i kinesisk pæl, en disciplin som han har fornyet. Den statiske kinesiske pæl har han gjort mobil. Han tager udgangspunkt i Newtons tredje lov, som lyder: “Et legeme der påvirker et andet legeme med en kraft, vil blive påvirket med en lige stor modsat rettet kraft.” Mattias Umaerus’ balance i den lodrette kinesiske pæl bliver til en dobbelt-balance, idet pælen holdes på plads i et sindrigt vægtsystem, som modsvarer Mattias Umaerus vægt og bevægelser.

Svenske Anders Bjørklund har bar overkrop med tatoverede vinger på ryggen. En passende “maskering”, når han stiger til vejrs i straps og svinger sig rundt luften som en kredsende fugl. Han danser også med en gul paraply, men hans nummer handler om frihed og frigørelse, så til sidst smider han paraplyen fra sig og lader sig frit overstrømme af vand, der falder ned fra loftet.

Norske Eivind Øverland og Lalla La Cour svinger sig i trapez og fortæller om et parforhold med sammenhold og konflikter. En konflikt der drives til det yderste, når Eivind slipper sit greb i Lallas hænder og kun holder hende i hendes tykke hestehale.

Ylva Havndrup imponerer i disciplinen contortion, med andre ord er hun et slangemenneske. Hun er også håndstandsartist, så stående på hænder bøjer hun kroppen op over sit hoved, hvormed hun ligner et fremmedartet væsen. Hun tager så at sige benene på nakken. Med sit nummer fortæller hun en historie om at blive forvirret og overrasket af sin egen krop. Med et desorienteret udtryk i øjnene ser hun for eksempel sine fødder danser lige foran ansigtet. Hvor kom de tæer lige fra, synes hun at tænke.

To jonglører er med. David Ulrich og Anders Stehr jonglerer desværre begge to med lette, hvide plastickegler. Begge kombinerer de jongleringen med håndstand og akrobatik samt koreografiske elementer, men de hvide plastickegler er altså temmelig usexede og sterile.

Alfred Hall Kriegbaum og Sonia Matos (hun er kun 2. års studerende) har det mest helstøbte nummer. De brillerer i disciplinen parakrobatik med kraftfulde balancer. Og de fortæller en historie om et to mennesker, som tilfældigt mødes, bliver forelskede, skændes og strides. Deres musikvalg vises nummerets udvikling fra It’s been a honeymoon til Can’t take no more. De bruger lysetdesignet på en opfindsom og humoristisk måde. I en øm kærlighedsscene på en madras slukkes og tændes lyset, og hver gang det tændes igen, balancerer de to akrobater på en ny og anderledes måde, som er det en demonstration af diverse kamasutra-stillinger. Både Alfred Hall Kriegbaum og Sonia Matos er sminkede, har farvet hår og bærer farverige kostumer, som understreger nummerets komiske tone. Og så er de to meget unge artister bare imponerende dygtige og meget charmerende. De har hele pakken og er klar til erobre scenerne.

Tillykke til alle de nyuddannede nycirkusartister fra AMOC, det bliver spændende at følge dem.

Alfred Hall Kriegbaum - parakrobat

Alfred Hall Kriegbaum og Sonia Matos. Foto: AMOC

Alfred Hall Kriegbaum - parakrobat

Alfred Hall Kriegbaum og Sonia Matos. Foto: AMOC

FAKTA
Afgang 2017
Akademiet for Moderne Cirkus (AMOC)

 

 

Dans

En kunsthistorisk lektion i Bosch

En mand ligger for døden, men det er ikke lyse og venlige engle, der står på spring for at hente ham ned i dødsriget. Når han ligger stille og hans sidste livskraft synes at ebbe helt ud, myldrer det frem fra mørket med sære, uhyggelige og groteske væsner, der er parate til at tage ham. Men når den døende hoster og liver lidt op, trækker de dæmoniske gestalter sig sky tilbage i mørket. Denne fascinerende scene, der viser balancen på kanten mellem liv og død, åbner forestillingen Bosch’ drøm på Republique. Teatret markerer 500-året for Hieronymus Bosch’s død med en overdådig nycirskusforestilling, der tager publikum med helt ind i maleriet Lysternes have, et triptykon skabt af Hieronymus Bosch i tiden mellem 1490 og 1510. Et helt usædvanligt kunstværk der handler om liv og død, himmerige og helvede, godt og ondt, synd og uskyld.

Fransk-argentinske Ange Potier har skabt en af de mest originale og fantastiske scenografier, der til dato er vist på en dansk scene. Film, videoprojektioner, lysdesign, røg og mere almindelige rekvisitter skaber tilsammen et magisk rum fyldt af de mennesker, dyr og groteske skabninger, der befolker Hieronymus Bosch’ dystopiske mesterværk Lysternes have. Et mærkværdigt mylder af gespenster som vi også kender fra middelalderens kalkmalerier i de nordiske stenkirker. Denne sammensatte scenografi i lag på lag danner et rum, som nærmest suger publikum ind i Lysternes have, med paradis og helvede samt et jordisk liv fuld af rædselsscenarier og perversiteter.

Den canadiske nycirkusinstruktør Samuel Tétreault med en fortid i Cirque du Soleil  har skabt en flot, billedepoetisk forestilling, hvori det lykkes ham på forbilledlig vis at integrere de akrobatiske artistnumre. Når et stort hjul falder af en vogn i videoscenografien triller det fysisk ud på scenen og bliver et redskab for en artist i cirkusdisciplinen roue cyr. Det vil sige en stor ring, som akrobaten kan balancere i og snurre rundt på. Og når Sankt Peters nøgle dingler på himlen bliver dens nøglering til et redskab for to artisters sensuelle luftakrobatik.

Alle seks artister kan sno og dreje deres smidige kroppe i helt usædvanlige stillinger, så de fuldstændigt ligner Hieronymus Bosch’ forkrøblede skikkelser. En håndstandsakrobat vrider sin krop, så hun ligner et sandt misfoster, som kun Hieronymus Bosch’ kunne finde på. Det er fremragende nycirkus med enestående akrobatiske præstationer.

Men Bosch’ drøm er ikke blot fabulerende billedepoesi, forestilingen har også en handling tilsat kunsthistorisk læring. I forestillingens rammefortælling er der en nutidig kunstprofessor, som skal holde en forelæsning om Hieronymus Bosch i anledning af 500 års-jubilæet. Han forbereder sig, fordyber sig, analyserer og perspektiverer. Han påpeger, at Salvador Dalí var inspireret af Hieronymus Bosch, og pludselig er vi takket være den eventyrlige scenografi sammen med Salvador Dalí på besøg på Museo del Prado i Madrid, hvor han opdager Lysternes have. Også Jim Morrison fra The Doors lod sig inspirere af Hieronymus Bosch, fortæller professoren, og snart forvandles scenen til et psykedelisk farveorgie med hits som Light My Fire og Whiskey Bar. Tid og sted ophæves, inden Bosch’s Triptykon lukkes i. Det sceniske slutbillede viser jordens skabelse, der pryder Bosch’s Triptykon på ydersiden, når det er foldet sammen.

Bosch’ drøm er en moderne forestilling for hele familen, lige bortset fra de mindste børn. Alle kan gå hjem med både dannelse og æstetisk glæde. Publikum i Holland og Australien, hvor forestillingen skal på turné, kan allerede glæde sig til Samuel Tétreault og Ange Potier forrygende billedemagi.

Bosch' drøm på République

Bosch’ drøm. Foto: Per Morten Abrahamsen

république teater

Bosch’ drøm. Foto: Per Morten Abrahamsen

Bosch’ drøm 
Republique (Spiller frem til den 17. september)
Les 7 Doigts med artisterne Hélloïse Bourgeois, Sunniva Løvland Byvard, Evelyne Lamontagne, Jorge Petit, Mattias Umaerus og William Underwood
Ide og koncept: Samuel Tétreault, Martin Tulinius og Ange Potier
Instruktion: Samuel Tétreault
Video, visuelt design og kostumer: Ange Potier
Dramaturg: Simon Boberg
Lyddesign: Janus Jensen

Dans

Cirkus Cirkör

I år fejrer det svenske nycirkus-kompagni Cirkus Cirkör 20 år. Kompagniet turnerer rundt med flere forestillinger i jubilæumsåret, men kommer desværre ikke til Danmark. Men du kan fange Cirkus Cirkör i blandt andet Malmö og Helsingborg. Jubilæumsforestillingen Borders er lavet i samarbejde med Malmö Stadsteater.

Cirkus Cirkör

Jeg kan godt lide de mærkelige, barokke scenarier, som Cirkus Cirkör fremstiller på scenen. Her er en teaser fra den seneste Cirkus Cirkör-forestilling, som jeg så på Baltoppen:

 

 

Dans

Rejse til jordens indre

Det er næsten som en rejse ind i den franske forfatter Jules Vernes digteriske univers. I dansedramaet Broken tager det britiske kompagni Motionhouse publikum med på en opdagelsesrejse ind til jordens indre, ned under havet og tilbage i en fjern fortid. Videoprojektioner på et stort lærred, som er gennemtrængeligt, skaber en spændende scene for forestillingen. Dansere og rekvisitter perforerer lærredet, så filmen derpå får en tredimensionel karakter. Film og virkelighed smelter sammen på forunderlig og magisk vis.

Visuelt er Broken interessant, anderledes og nyskabende, men samtidig misbruger og udnytter forestillingen også sine egne virkemidler, så man som publikum når at blive træt af alle effekterne i løbet af den noget rodede forestilling.

Broken har spillet på Baltoppen i Ballerup

dansedrama på baltoppen

Foto: Katja Ogrin