Norge

Dans

Døden til grin

Hvad Erlend Loe er for norsk litteratur, må Jo Strømgren være for dansen i Norge. Underholdende, original, absurd, politisk ukorrekt, og meget morsom. Heldigvis sætter Jo Strømgren også værker op uden for sit hjemland og med andre kompagnier end sit eget. Således vender den norske lurendrejer nu endelig tilbage til Det Kongelige Teater med den vildt gakkede forestilling The Society of Lost Souls. Premieren faldt på selve dagen, hvor Folketinget afskaffede blasfemiparagraffen, hvormed det ikke længere er strafbart at spotte og håne religioner og troslærdomme, så Jo Strømgrens latterliggørelse af den katolske kirkes kommercialisering og dobbeltmoral var heldigvis inden for lovens rammer. God timing.

I The Society of Lost Souls tager Jo Strømgren selvmord, død og beslægtede tabubelagte emner under kærlig og morsom behandling. Det er modigt gjort og dejligt befriende. Målet er måske at vække os og kalde os rigtigt til live fra vores dødlignende liv på de sociale medier?

Vi befinder os i en polsk by, hvor sorte fugle flakser rundt, rotter piler omkring og katte lister langs husmurene. Bag vinduesruderne ses uhyggelige ansigter, som stirrer ud bag gardinerne. Denne gyser-scenografi er ligeledes skabt af Jo Strømgren, som også har designet kostumerne. I bedste gotisk skræk-stil mylder døde mennesker frem fra mørket, den ene mere mærkelig end den anden. Gennem dansen, der er moderne med et twist af centraleuropæisk folkedans, får vi personernes dødshistorie skildret. En har skudt sig sig selv, en er blevet myrdet, en er død i krigen, en er stille sovet ind på en bænk, en er trafikdræbt og så videre. Og så er der en, som er blevet kremeret. Asken står i en urne, som væltes – og ups så er han “borte med blæsten”. Endelig er der også en stor bjørn, der bidsk lunter rundt, indtil den finder sammen med en letlevende dame, hvorefter den bliver fredelig som en nuttet bamse.

De døde tumler forvirrede rundt i byens gader. De er fortabte sjæle, fordi de ikke ligger begravet på kirkegården. Om ham, der har skudt hovedet af sig selv, siger fortællerstemmen, der minsandten også er Jo Strømgren: “Åh, det forbandede hoved, der altid sidder for løst! De, der døde af knivstik eller druknede, undslap dette helvedes problem. Det hjælper hverken med lim eller snor; det eneste, der gør det nogenlunde til at leve med, er en stiv skjortekrave og en god balance. Men ak, snart forglemmer man sig og vil binde sine snørebånd”. Det kunne være skrevet af Erlend Loe, så grotesk og sort er det.

De døde håber, at de ved at omvende sig til katolicismen kan finde ro og hvile, så de ikke mere skal spøge. For at blive optaget i den katolske kirke, må de døde kravle ned i en kloak og oven i købet betale for det. Men trods den betalte aflad til kirken, får de levende døde ikke fred. I stedet ender deres møde med kirken i et sexorgie, som Jo Strømgren har iscenesat på en yderst humoristisk måde, hvor han gør godt brug af dansernes eminente mimetalenter. Scenen kunne være hentet ud af Giovanni Boccaccios Decameron, hvori kirkens folk også lystigt hengiver sig til hinanden. The Society of Lost Souls er en fuldstændig barok og hylende morsom historie, som danserne får formidlet på en yderst overbevisende måde.

Vi spørger altid, hvad meningen med livet er, men Jo Strømgren spørger i stedet: hvad er meningen med døden? Sådan twister han på en underfundig måde mange udsagn og talemåder om livet og især døden. Han så at sige perspektiverer livet. Som det hedder i forestillingen: “det er muligt, at livet kan være kedeligt, men det er intet i forhold til den kedsomhed, der venter nede i en urne. Budskabet er altså at leve livet og selv tage ansvar for hvor sjovt det er. Vælger man at bruge lidt tid i selskab med Jo Strømgren og The Society of Lost Souls, så keder man sig i al fald ikke i en time og ti minutter.

The Society of Lost Souls af jo strømgren

The Society of Lost Souls Foto: Klaus Vedfelt

Jo Strømgren på DKT

The Society of Lost Souls Foto: Klaus Vedfelt

The Society of Lost Souls af jo strømgren

The Society of Lost Souls Foto: Klaus Vedfelt

FAKTA
The Society of Lost Souls
A-salen, Det Kongelige Teater
Corpus / Den Kongelige Ballet
Koreografi: Jo Strømgren
Scenografi: Jo Strømgren
Kostumer: Jo Strømgren
Iscenesættelse: Jo Strømgren
Forestillingen er en del af CPH Stage

Litteratur & film

Jeg har et tæppe i tusind farver

Mor og datter. Patient og sundhedsvæsen. Frihed og låsthed. Fattigdom og luksus. Temaerne i Anne B. Ragdes roman Jeg har et tæppe i tusind farver er mange. Jeg synes det mest spændende tema af dem alle, er det, som belyser forholdet mellem en hjælpeløs og døende patient i et dehumanistisk og kassetænkende sundhedsvæsen, hvor personalet ikke tager ansvar. Det norske sundhedssystem synes ikke bedre end det danske. Tænk bare på alle de ulykkelige meningitis-sager, vi har her til lands.
 Jeg har et tæppe i tusind farver er en form for biografi, hvor Anne B. Ragde skriver om sin mor Birte, som læsere af forfatterens andre romaner kender fra værket Arseniktårnet. Portrættet er både råt og kærligt, men frem for alt ærligt. Og måske den bedste roman, jeg har læst af Anne B. Ragde.
Anne B. Ragde skriver et let og levende sprog, som bare flyder ubesværet af sted og derfor nemt at læse – også på norsk. Også selvom Anne B. Ragde springer meget i tid.
Læs endelig  Jeg har et tæppe i tusind.
roman af Anne B. Ragde

Foto: Rosinante

Litteratur & film

Jeg skal gøre dig så lykkelig

Aldrig har gulvvask været så spændende, som den er i Anne B. Ragdes kollektiv-roman Jeg skal gøre dig så lykkelig. Her er så lange beskrivelser af gulvkluden, sæbevandet og den beskidte trappe, at man næsten føler, at man selv står med den sæbeduftende klud i hånden på en beskidt trappe i Nordnorge.

Jeg skal gøre dig så lykkelig følger otte familier – mest de hjemmegående husmødre – i en nybygget boligblok i Trondheim 1965. De hjemmegående husmødre fylder deres dag med rengøring, madlavning samt servicering børn og mænd. Her er endnu ikke et feministisk oprør. Kønsrollerne ligger fast, men flere af kvinderne er begyndt at drømme om en anden tilværelse. Kvinderne er dog gode til selv at fastholde hinanden i de gammeldags kønsroller. Det er en hønsegård, hvor der hakkes og kagles. Alle får de installeret dørspion, så de uhæmmet kan følge med i hinandens liv.

Vi møder de perfekte par og familier, men også dem, som er ramt af sygdom og svigt. En pige er udsat for omsorgssvigt, en far banker sine børn, en baby dør af sult, men her er også hed håndværkersex, og det barnløse par kan pludselig få børn.

 

Anne B. Ragde kan skrive om de mest hverdagsagtige og trivielle ting, så de bliver interessante og spændende. Hendes sprog er så sanseligt, at hun straks fanger læseren.

Jeg skal gøre dig så lykkelig anbefales.

roman af anne b. ragde

Foto: Rosinante

Litteratur & film

SKAM

Der er blevet så tomt i mit liv, siden jeg blev færdig med at se den norske tv-serie SKAM. Jeg venter spændt på, at NRK uploader tredje sæson af serien.

Jeg er SLET IKKE målgruppen, men jeg er fanget af den universelle historie, det moderne filmsprog og det eminente skuespil. Det er verdensklasse.

skam

Foto: YouTube/NRK

Se den på NRK

Litteratur & film

Guds børn

Den er blevet kaldt årets bedste roman i Norge, Lars Petter Sveens epos Guds Børn.

I sin roman omskriver Lars Petter Sveen hele Det nye Testamente – fra Jesu fødsel til hans korsfæstelse. Fra officeren Cato, som tvivler på, om han gør det rigtige i at følge kong Herodes’ ordre om at dræbe alle drengebørn, til disciplen Peter, der ligger søvnløs om natten af frygt for fremtiden. Altså om den romerske besættelsesmagt og det okkuperede jødiske land.

Det er ikke nogen religiøs bog, men snarere en slags samtidsroman om forholdet mellem nutidens Israel og Palæstina. Det er jo en god og spændende idé med sådan en parallel, men jeg blev slet ikke grebet af historien eller sproget.

GUDS_BOERN_ norsk roman

Foto: Politikens Forlag

 

 

Litteratur & film

Nordic Noir

Regn og mørke. Så er det tid til film i hjemmebiografen. Jeg ser – med stor fornøjelse – den norske thriller Mammon. Et godt og veldrejet manus. Velspillet og en Jon Øigarden i topform. Den mand kan spille alt. Hvorfor de danske tv-kanaler ikke sender den norske tv-serie, men bare genudsender forudsigelige britiske krimier, er ubegribeligt. Men heldigvis ligger Mammon på YouTube.

mammon

Nyd ægte Nordic Noir: