Musik

Dans

Musikken danser

På Amerikakaj, hvor emigranterne steg på dampfærgerne til Amerika i 1800-tallet, ligger venuen Pakhus 11. I det smukke, gamle pakhus mødes fortiden med fremtiden i Dansehallernes avantgarde-forestilling Dead Awake af komponist Niels Bjerg og koreograf Kirstine Kyhl Andersen. 

Pakhus 11 er til anledningen indrettet som et såkaldt “akusmonium”, det vil sige et rum med surround sound, der er specielt afstemt til rummets akustik. Og musikken er akusmatisk. Det betyder, at den afspilles over et lyddiffusionsanlæg, der modellerer lydenes bevægelser og placeringer i rummet. Via diffusionsanlægget koreograferes lydenes bevægelser så at sige ud i rummet, så publikum får en helt unik lyd-oplevelse. 

Dead Awake, der er en del af Copenhagen Jazz Festival, er lige så meget en koncert som en danseforestilling. Først og fremmest er Dead Awake en radikal, nyskabende forestilling, som man aldrig har set mage til på en dansk scene. De sortklædte danserne fra kompagniet WE GO er iført små højtalere, som de skiftevis har siddende på deres hænder, i panden som horn eller foran øjne som store insektøjne. Lyden bevæger sig rundt i rummet via en række stationære højtalere og altså også sammen med danserne, som så at sige giver lyden krop. Danserne gør musikken fysisk og flytbar. Spørgsmålet er, om det er musikken, som danser? Eller om man hører dansen?

Tilskuerne sidder spredt i det store pakhus, så danserne kan komme helt tæt på hver enkelt tilskuer og så at sige svøbe dem ind i lyd med deres mobile højtalere. Publikum får derved en næsten auditiv chakra massage. Musikken skaber en masse forskellige og fragmentariske scenarier, og publikum kommer ud på en magisk lyd-rejse båret frem af danserne med deres højtalere spændt fast på kroppen. Snart suser danserne gennem rummet med summende lyde i højtalerne, så man tror, at en sværm insekter er kommet ind i rummet. Snart lyder det som om større dyr nærmer sig gryntende bagfra. Snart synger en fugleflok sommerligt over vores hoveder, og snart suser en efterårsstorm gennem rummet. Publikum føres ind i en drypstengrotte, hvor dråberne falder med hult ekko, eller vi ledsages til havet, hvor bølgerne bruser for vore fødder. Og er det vindmøller eller helikoptere, vi kan høre dunke i det fjerne? Vi publikummer kan lukke øjnene og lade musikken katapulterere os alle mulige steder hen og lade os rive med af utallige stemninger. Vi kan også åbne øjnene og følge dansernes lynhurtige trin, som når de spiller bold med lydene: griber lyden og kaster den videre til en anden. 

Til sidst danser performerne med højtalere, der til forveksling ligner kufferter, og som de svinger synkront og meget målrettet mod et ukendt mål. Det er som om de tager tilløb til en lang rejse. Og så går porten i pakhuset ellers op, og danserne forsvinder ud på Amerikakaj. De følger så at sige i deres forfædres, emigranternes, fodspor og forsvinder ud i en helt anden verden. 

Den mærkelige titel refererer vist nok til den fastlagte, “døde” elektroniske musik, der er fuldstændig forudbestemt, men som danserne med deres bærbare højtalere kan ændre og manipulere. De ændrer dermed musikkens fastlagte forløb og vækker det “døde” til nyt liv: Dead Awake.

Lydmæssigt og rummæssigt kræver det en del, at sætte Dead Awake op på andre, nye lokationer, men forestillingen burde virkelig blive spillet mange flere gange end de få opførelser, den har haft under Copenhagen Jazz Festival. Dead Awake er et mageløst sansebombardement, som fortjener at komme ud i den store verden.

Dead Awake

DEAD AWAKE. FOTO: FRIDA NYGAARD

DEAD AWAKE.

DEAD AWAKE. FOTO: FRIDA NYGAARD GREGERSEN

FAKTA
Dead Awake
Dansehallerne, Pakhus 11
Komponist: Niels Bjerg.
Koreograf: Kirstine Kyhl Andersen
Dansere: Amia Miang, Kasper Daugaard Poulsen, Michael Richardt, Nanna Stigsdatter Mathiassen, Olivia Riviere og Søren Linding Urup.
Kostumer: Camilla Lind og Johan Kølkær
Lysdesign: Sonja Lea
Efter forestillingen den 14. juli gav den elektroniske komponist Mike Sheridan koncert og udnyttede pakhusets akusmonium til sine lidt dystre lyd- og stemningsbilleder.

Kunst

Tid til en ny nationalsang?

Indrømmet, jeg er ikke den store fan af den danske nationalsang: Der er et yndigt land med tekst af Adam Oehlenschläger og musik af H.E. Krøyer.

Jeg synes, at vi selvcentrerede, snæversynede, selvtilfredse og selvtilstrækkelige danskere i stedet trænger til en tekst som rusker lidt op i os. Det gør Per Krøis Kjærsgaards Gi’ os lyset tilbage med dejlig musik af Rasmus Borring.

Gi’ os lyset tilbage

Kloden har mange forskellige slags.
Alle må leve og dø.
Glæd dig – du er her alligevel nu!
Meningen er vel at så sine frø,
på en overladt stjerneø.
Gi’ os tiden tilbag’,
og lad os bruge ethvert timeslag.
Dørene åbne og smilene slidt.
Sådan er landet, jeg gerne vil kalde for mit.

2. Lykken du holder i hænderne nu,
den er vist egentlig min.
Og at du lever og bærer og er,
gør at jeg også kan værne om din;
denne smukkeste disciplin.
Gi’ os glæden tilbag’,
og lad os leve af dét trylleslag:
Kroppene mange, men styrken er en.
Sådan er landet, der står på de viseste sten.

3. Ser du kun mørke, hvor du vender hen?
Tomhedens sorte protest?
Skyggerne lever kun hvor der er lys.
Husk nu at solsiden klæder dig bedst!
Og i aften, så se mod vest!
Gi’ os lyset tilbage.
Vi vender op på ethvert nederlag.
Lukket bli’r åbnet og støjen bli’r tyst.
Nu skal der danses og elskes, hvor mørket er lyst!

4. Alt hvad vi kom for at give og få:
dele og elske og slås.
Blev på et år, det vi levede på,
fællesskab fødes når JEG bli’r til OS!
Og vi vandrer med Helios.
Gi’ os landet tilbag’.
Gi’ tolerancen et nyt folkeslag.
Hjertet er åbent og sindet er frit.
Sådan er landet, jeg gerne vil kalde for mit.

Det er også den uforlignelige Per Krøis Kjærsgaard, der står bag den fine sang Kære linedanser:

1. Kære linedanser, udspændt
ligger foran dig,
selve livet
du fik givet,
gå nu kun din vej.

Du må turde træde ud,
hvor dit liv kun er dit.
Det briste eller bære må
dette ene skridt.

Give fra dig hvad du magter,
da ser du,
en dag du nåede ud
og danser til
 himmelens stjerneskud.

2. Kære linedanser, hop nu
ud ved siden af.
Se dig danse,
bare sanse,
gøre hvad du ka’.

Være én, men én iblandt.
Og mødes så du gror.
Ja vent dig meget fra den kant:
Denne er din jord!

Tro mig, når jeg siger til dig
det største –
det ser man kun i det små.
Og kigger du opad er himlen blå.

3. Kære linedanser, ser du
livet er et net,
øjeblikke,
tro blot ikke,
dansen kun er let.

Og en dag gør livet ondt,
det ved jeg, at det vil.
For livet er et liv på trods,
smerten hører til.

Ud af sorgen vokser lykken
og livet
i påskens evige fest.
De stærkeste rødder har træ’r i blæst.

4. Linedanser – vælge livet
hvilken er din vej?
Følge hjertet 
uforfærdet.
Sige ja og nej.

Verden spørger tit hvordan
og alt for lidt hvorfor.
Der er så mange ting man kan
– stå for det du tror!

Gid du aldrig mister modet
og lader
det onde uimodsagt.
Når viljen befries, – da falder magt.

5. Linedanser i det høje
dans vidunderligt!
For det næste
er det bedste:
Glæden ubestridt!

Tænk at få balancekunst
Så helt ufatteligt!
At modtage sin stang og snor
ganske kvit og frit.

Uanset om du nu tror det,
så ved jeg,
at lyset brænder for dig!
Og kigger du op, er der nok en vej.

Kunst

Et musikalsk kinderæg fra Leonidas Kavakos

I går aftes modtog den græske violinist Leonidas Kavakos Léonie Sonnings musikpris 2017. Han kvitterede med en koncert, hvor han spillede tre violinkoncerter. Ja TRE violinkoncerter. Johan Sebastian Bach, Alban Berg og Brahms’ violinkoncerter på række. Mageløs bedrift.

Brahms’ violinkoncert har jeg hørt mange gange, men aldrig bedre end Leonidas Kavakos version i går aftes. Hør endelig Leonidas Kavakos næste gang, han gæster en koncerthus nær dig.

Leonidas Kavakos

Foto: YouTube

 

Kunst

Last Christmas med George Michael

Endnu en musikalsk legende er gået bort i 2016: George Michael.

George Michael har været en stor del af mit fest-liv, så vi tager lige to gensyn med den store musikalske kunstner:

last Christmas

Foto: YouTube/WhamVEVO

 

Litteratur & film

Florence

Hun var ikke nået langt i X Factor, Florence Foster Jenkins. Men hun nåede langt med sine mange penge og sang for fulde huse i Carnegie Hall i 1940’erne. Folk kom ikke for at nyde hendes skønsang, men for more sig og grine ad hendes falske toner.

Filmen Florence med Meryl Streep i hovedrollen som  Florence Foster Jenkins er morsom, men desværre også alt for sød og sentimental. Meryl Streep spiller naturligvis godt, men bedst er de scener, hvor Simon Maxwell Helberg udfolder sit mimiske talent som pianisten Cosmé McMoon, der har svært ved at finde en passende grimasse under de groteske musiklektioner.

Historien om Florence Foster Jenkins tematiserer blandt andet begrebet selvindsigt og mangel på samme. En tematik som vi genkender fra vor tids sociale medier.

Florence

Foto: YouTube/Movieclips Trailers

 

Dans

Christine and the Queens

Jeg har lige fået øjnene og ørerne op for den franske sanger Christine and the Queens (Héloïse Letissier) og hendes fantastiske dansere.

Skøn symbiose af musik og dans.

Christine and the Queens, /Héloïse Letissier

Foto: Christine and the Queens/YouTube