Musical

Dans

Ude på de vilde vover

En svindler forklædt som præst, en fordrukken børsspekulant, to falske kinesere, en falleret enke, en pekingeser, lykkejægere, pigeglade sømænd, letlevende damer, og en blindpassager er blot nogen af karaktererne i Cole Porters musical Anything Goes. Det brogede persongalleri, som er samlet ombord på en luksusliner, er et mikrokosmos. Og turen går fra New York i den nye og moderne verden til London i den gamle.

Anything Goes (1934) er en absurd farce, en glad og underholdende forvekslingskomedie, sådan som vi kender det fra 30’ernes Hollywood-film. De brølende 20’ere med børskrakket på Wall Street i 1929 er afløst af en tid med depression, hvor en underholdende virkelighedflugt er efterspurgt. Men hvornår har lidt eskapisme ikke været dejligt befriende? Det er det sandelig også nu, og Det Ny Teater leverer varen med en sprudlende opsætning af musicalklassikeren.

Handlingen er helt gak gak og umulig at referere, men den er også aldeles underordnet, det er showet med sang, musik og dans, som det drejer sig om. Men der gemmer sig – trods alt – også lidt alvor og satire bag de utallige forklædningerne og den gale komik.

Musicalen blev uropført på Broadway et år efter, at spiritusforbuddet i USA blev ophævet. Nu var der pludselig frit valg på alle barens hylder. Flaskerne skulle tømmes, og det bliver de i den grad af en børsspekulant, som ved et tilfælde bliver milliardær midt i sine alkoholtåger. Med sådanne absurde tilstande på børsen er det ikke underligt, at verdensøkonomien sejler.

Der bliver også gjort tykt grin med kendisdyrkelsen. Mens fattige og ukendte blindpassagerer bures inde nede i skibets maskinrum, som var de farlige forbrydere, hylder kaptajnen de berømte og berygtede gangstere, der også er ombord. I hvilken retning styrer skibet og samfundet egentlig, når manden ved roret sætter sådan en kurs? Den lalleglade, amoralske og smådumme kaptajn spillet af Michael Lindvad leder tankerne hen på Donald Trump og hans populisme. Her tænker ingen på morgendagen, det er kun nuet, festen, de luftige ideer og lette penge, der tæller.

Men der bliver også lavet sjov med de modsatrettede strøminger. Datidens moralske vogtere Oxford Group og den spirende Moral Re-Armament får et gevaldigt hug i en fængende entre med gospel og dans. Den vovede sang Blow, Gabriel, Blow handler mere om sex end ærkeenglen Gabriel, og den viser, at 30’erne absolut ikke var sippede, men temmelig frivole og dekadente. Pyt så med at den danske oversættelse Blæs, Gabriel, Blæs ikke har helt samme kække tone, for dansen er heftig og svedig, og man har bare lyst til at være en del af denne orgiastiske hengivelse til eros. Det er den letlevende cabaretsangerinde Reno Sweeney, fremragende spillet og sunget af Cathrine Rommedahl, der fremfører denne sexede gospel, og hun bakkes op af en perlerække af dygtige dansere, hvoraf mange er svenske.

Sexet dans er der også, når man-eater Erma Latour går i redningsbåden med en flok sømænd. Rikke Hvidbjerg er fuldstændig eminent som den letlevende blondine, der synger Skatter, pas på (Buddie Beware). Sømændene passer dog ikke på, de er nemme at lokke og alt ender med gyngende hofter i hvidt matrostøj og en bølgende barm i minimal kjole. Det er plat, men meget morsomt. Også Preben Kristensen og Carsten Svendsen bidrager til de gakkede løjer som henholdsvis gangster med maskingevær i violinkassen og aristokratisk englænder, der udlever sin fantasi som sigøjner.

Endelig er der også det overdådige titelnummer Anything Goes, hvor fødderne går som trommestikker. Silas Holst er i front i dette tempofyldte og charmerende stepnummer. Han synger og danser flot i rollen som lykkejægeren Billy Crocker, der søger den amerikanske drøm. Bill Deamers koreografi er festlig og medrivende, og så gør det ingenting, at musikken synes lidt bedaget.

Scenografien er imponerende flot og indrettet på en drejescene. Snart er vi oppe på dækket snart nede i de luksuriøse kahytter eller helt nede i maskinrummet.  Scenograf Paul Farnsworth arbejder i blå og hvide farver garneret med lidt guld og skaber dermed illusionen om en indbydende 1. klasses luksusliner. Som resten af Anything goes er scenografien en forrygende fest.

Gå endelig ombord på Det ny Teater. Redningsvest behøves ikke, for det her er Hollywood, og der er garanteret happy-end med massebryllup.

Anything Goes. sømænd med pige

Anything Goes. Foto: Miklos Szabo

Erma Latour i Anything Goes

Foto: Miklos Szabo

Anything Goes

Anything Goes. Foto: Miklos Szabo

Fakta
Anything goes
Det Ny Teater
Musik og sangtekster: Cole Porter
Koreografi: Bill Deamer
Scenografi: Paul Farnsworth
Lysdesign Jason Taylor
Oversættelse af dialog og sangtekster: Karen Hoffmann og Jesper Malmose

Dans

Sexede trin

Den sidder lige i skabet, musicalen Dirty Dancing. Forestillingen er top-underholdende fra start til slut. Sidste år havde Dirty Dancing premiere i Tivoli, og senere spillede den i Musikhuset i Aarhus. 155.000 billetter blev revet væk. Nu er Dirty Dancing, som bygger på kultfilmen Dirty Dancing fra 1987, så rykket ind på Operaen i København. Her er der kun ståpladser tilbage, hvis man har lyst til at opleve den charmerende dansehistorie, som nu også er blevet kult på scenen.

Ligesom Patrick Swayze var stjernen som danselæreren Johnny Castle i filmen, er Silas Holst stjernen i musicalen. Han behersker hele musical-paletten, og yder en fænomenal indsats som både skuespiller, sanger og naturligvis danser. Publikum skriger af fryd, når han som badboy’en Johnny Castle vrider sine hofter, vrikker med bagdelen, smider skjorten eller bare løfter øjenbrynet og fremfører replikken over dem alle: ”Nobody puts Baby in a corner!” Heldigvis er denne guldrandede replik ikke oversat til dansk, og det er de klassiske popssange så som Hungry Eyes og Time of my Life heller ikke.

Mathilde Norholt spiller den uskyldige, spejder-gode og idealistiske Baby Houseman, der udskifter sin fornuftige strikketrøje samt de praktiske shorts og gummisko med en fin balkjole og højhælede sko. Hun bliver voksen gennem mødet med dansen og kærligheden – og ikke mindst hendes møde med arbejderklassen. For Dirty Dancing handler også om to forskellige verdner, der konfronteres.

Overklassefamilien Houseman med læge-far, mor og to teenage-døtre tager i 1963 på tre ugers all-inclusive ferieophold på det søvnige turisthotel Kellerman’s. Personalet på hotellet gør alt for at underholde gæsterne med aktiviteter som yoga, stoleleg og kast med hestesko. Ikke ligefrem den slags tidsfordriv to teenagepiger drømmer om, når nu der arbejder en masse unge, og spændende fyre på Kellerman’s.

Arbejderdrengen Johnny Castle underviser de rige kvinder i dans og giver dem også gerne en lektion på lagnerne – mod betaling. Da hans dansepartner Penny bliver syg efter en illegal abort, melder Baby sig beredvilligt som vikar og er klar til at lære den moderne og sensuelle cubanske mambo. Efter først modvilligt at have undervist Baby i den “dirty” dans, forelsker Johnny Castle sig i hende. Bag hans seje ydre med læderjakke, solbriller og brillantine-hår gemmer der sig en empatisk og sensitiv fyr.

Den effektive videoscenografi i retro technicolor passer perfekt  til historien, og koreograf Tim Zimmerman har skabt nogle yderst flotte, medrivende og sexede dansescener til de nostalgiske firser-sange. Og når Karina Frimodt, der danser Penny, giver sig hen til de inciterende rytmer sammen med Silas Holst, så er det et kogende hedt danseshow, som fuldt fortjener den store publikumssucces.

Dirty Dancing

Foto: Have Kommunikation

Dirty Dancing

Foto: Have Kommunikation

FAKTA:
Dirty Dancing
Operaen, fra 8. juli til den 31. juli
The one and only Company
Iscenesættelse: Anders Albien
Koreografi: Tim Zimmermann
Scenografi: Paul Edwards
Videodesign: Philip Sundbom og Johan Larsson
Executive Producer: Jesper Winge Leisner

Dans

Willkommen, bienvenue, welcome….

“We have no troubles here! Here life is beautiful”, synger Emcee, værten i varietéen Kit Kat Klub.

Emcee er den centrale figur i Fred Ebb og John Kanders udødelige musical Cabaret (1966), som bygger på Christopher Isherwoods litterære tekster fra 30’ernes Berlin. Emcee skal med sit show forføre publikum og få dem til at glemme den uhyggelige og utrygge virkelighed for en stund. En virkelighedsflugt som mange tyer til i begyndelsen af 30’erne, hvor nationalsocialisterne marcher frem i Tyskland og forfører folket med deres propaganda. Det handler om forførelse og eskapisme i Cabaret. Kunstnerisk og politisk forførelse.

Men Cabaret på Det Konelige Teater mangler lidt kant. Den er pæn, men ikke foruroligende. Underholdende, men ikke forførende.

cabaret Foto Per Morten Abrahamsen

Foto: Per Morten Abrahamsen

Kit Kat Klub. Foto Per Morten Abrahamsen

Foto Per Morten Abrahamsen

Læs mere om Det Kongelige Teater

Dans

Dirty Dancing

Musicalen Dirty Dancing i Tivoli har det hele. Flot sang, medrivende musik, effektiv scenografi, sensuel og sexet dans, men desværre også en meget gumpetung historie med søvndyssende skuespil.

Koreografen Tim Zimmerman har skabt nogle svedige dansescener, hvor dansernes legemsdele vugger og vrikker på den helt rigtige inciterende måde. Men der er simpelthen alt for lidt dans i Dirty Dancing. Og det er synd, for scenen vrimler med dygtige dansere, der bare venter på at få lov til at vride deres veldrejede kroppe til de fede firser-rytmer.

Silas Holst er uden sammenligning stjernen i Dirty Dancing. Danmarks helt egen Patrick Swayze. Han kan det hele, spille skuespil, synge og naturligvis danse. Og alle Dirty Dancing-fans jubler højt, når han løfter øjenbrynet og fremfører replikken over dem alle: ”Nobody puts Baby in a corner!”

Baby & Johnny. Foto: Miklos Szabo

Baby & Johnny. Foto: Miklos Szabo

Baby & Johnny øver dirty dans i naturen. Foto: Miklos Szabo

Baby & Johnny øver dirty dans i naturen. Foto: Miklos Szabo

Læs mere om Dirty Dancing i Tivoli

Dans

Rocky – das Musical

Rocky-filmene som musical! Det lyder som én stor modsætning. Glitter og blod! Men i Hamburg har man skabt en meget succesrig musical over Sylvester Stallones film. Rocky – das Musical havde premiere i 2012 og har spillet uafbrudt siden – og nu er den også kommet til Broadway.

Og kommer Rocky – das Musical til København, melder jeg mig gerne som statist med blåt øje og blodtud!

Rocky

 

Dans

Livet är en schlager

Husker du Susanne Biers film Livet är en schlager (2000)? Nu er filmen – med manus af Jonas Gardell – blevet en musical på Cirkus i Stockholm.

Livet är en schlager er historien om en kvinde, der lever et stille liv, men som drømmer om berømmelse og succes. Hun er lige ved at nå sit mål gennem deltagelse i Melodifestivalen, men i sin jagt på kendis-livet svigter hun sine kære.

Musikken – af Fredrik Kempe – er god og fængende. Og Helen Sjöholm og Peter Jöback leverer schlagerne på bedste vis. Skuespillet er derimod tungt, og historien snegler sig af sted. Flere sange i forestillingen ville have sat fut i historien.

På Cirkus

Fotos: Margareta Udvardy

Livet er en Schlager

Læs mere