Litteratur

Litteratur & film

Tusmørkeundere

I sin roman Tusmørkeundere bygger Sjón løseligt på skrifter af den historiske person Jon Gudmundsson den Lærde. I sit efterord understreger den islandske forfatter, at det biografiske materiale er “behandlet med den skødesløshed og letsindighed, der adskiller digterens leg fra videnskabsmandens arbejde”.

Jon Gudmundsson den Lærde er dømt fredløs i Island og bor sammen med sin kone Sigridur på en lille ø. Få måneders lykke oplever han dog i København hos videnskabsmanden Ole Worm. Den danske universitetsforsker er interesseret i Jon Gudmundssons omfattende viden, som i Island kun bliver opfattet som syndig troldom.

I København kan Jon Gudmundsson blandt andet fortælle den danske konge, at enhjørninger ikke findes. Et enhjørning-horn er i virkeligheden en narhvalstand.

Romanen udspiller sig i 1600-tallet, hvor Island befinder sig i tusmørket mellem to trosretninger: den katolske tro og den lutherske tro.

Tusmørkeundere er poetisk, filosofisk og underholdende. Sjón skuffer aldrig.

tusmørkeundere

Foto: C&K Forlag

Litteratur & film

Zinkdrengene

Jeg er lidt bagefter. I 2015 modtog Svetlana Aleksijevitj Nobelprisen i litteratur, men først nu har jeg stiftet bekendskab med hendes forfatterskab., nærmere bestemt Zinkdrengene.

Svetlana Aleksijevitj, som er journalistisk uddannet, har gennem interviews med soldater, sygeplejerskere og mødre til udsendte fået indblik i en helt anden krigshistorie end den officielle russiske. Og det er frygtelige beretninger, de kan fortælle om den sovjetiske krig i Afghanistan fra 1979 til 1989. Titlen Zinkdrengene kommer fra de zink-kister, som de mange døde soldater kom hjem i.

De interviewede deler deres ubærlige og gribende vidensbyrd med Svetlana Aleksijevitj, så hun kan formidle krigens sande ansigt og dens konsekvenser videre til sine læsere. Svetlana Aleksijevitj lader mange forskellige stemmer komme til orde, men de beretter alle den samme historie. De fortæller om, hvordan de føler sig snydt og manipuleret af kommunistpartiets propaganda, om gammelt udstyr og materiel fra Anden Verdenskrig, sult, uophørlig lidelse, vold fra deres egne og den generelle menneskelige forråelse, der automatisk sker i en krigszone.

Genren er ‘oral history’, mundtlige vidnesbyrd, det er en genre inden for dokumentarlitteratur. Fordi bogen netop ikke er fiktion, men dokumentarisk, skabte den furore i Svetlana Aleksijevitjs hjemland, Hviderusland. Da Zinkdrengene udkom i 1989, blev Svetlana Aleksijevitj således anklaget for injurier, og i 1993 blev der indledt en retssag mod hende, herom handler den sidste del af bogen.

Zinkdrengene er frygtelig og uafrystelig læsning, men nødvendig for at forstå krigens sande væsen. Danske politikere burde måske have læst den, inden de sendte soldater til Afghanistan.

 

Litteratur & film

Magnet

Jeg opgav at læse den. Lars Saabye Christensens mammutroman Magnet (2015). Den var lidt for snakkesalig og for langtrukken til min smag. I stedet hørte jeg den som lydbog: men efter 33 timers lytten, synes jeg ikke, at jeg blev så meget klogere – ej heller underholdt undervejs. Jeg ved ikke helt hvorfor, at denne roman, som både er hyldet og prisbelønnet, ikke taler til mig, for jeg har nydt mange af Lars Saabye Christensens romaner. Måske er det på grund af den flegmatiske hovedperson, Jokum Jokumsen. Vi møder ham først som litteraturstuderende i Oslo, siden hen som succesfuld kunstfotograf i San Francisco og til sidst som en midaldrende desillusioneret mand.

Jeg kan lide, at Lars Saabye Christensen aldrig er bange for temaer, som andre forfattere er bange for og ikke tør skrive om. Her langer han ud efter den udbredte og diktatoriske marxisme på uddannelsesstederne i 60’erne, den intellektuelle uvilje mod at bakke Salman Rushdie op, da Iran udstedte en fatwa over ham, tegneres ytringsfrihed i forhold til fanatiske religiøse ledere.

Lars Saabye Christensens mod til at skrive imod de politiske korrekte og lette meninger er prisværdigt. Det skal han have, den gode Lars Saabye Christensen.

 

 

 

Litteratur & film

Tre dage og et liv

Jeg læser normalt ikke krimier, jeg er aldrig blevet fanget af genren og den pågående spænding. Men da jeg læste Lindhardt og Ringhofs omtale af Pierre Lemaitres Tre dage og et liv fik jeg lyst til at prøve den populære genre igen.

Historien udspiller sig i en lille fransk by sidst i 1990’erne. Her i dette lille samfund vokser den 12-årige Antoine op. Ved et uheld kommer han til at slå nabosønnen, den 6-årige Remi, ihjel med en kæp. Antoine går i panik og gemmer liget i skoven. Vi ved altså lige fra begyndelsen, hvem der er morderen, så spændingen går ud på, om Antoine bliver afsløret eller ej.

Dette skæbnesvangre slag med en kæp, kommer naturligvis til at forfølge Antoine resten af livet. Det kunne have været en en god historie med psykologisk spænding, men dertil er hele fortællingen for simpelt optegnet, persongalleriet for klichéfyldt og sproget for uinteressant.

Jeg holder mig til ikke-krimier.

Litteratur & film

Doktor Bagges anagrammer

Ida Jessens roman Doktor Bagges anagrammer er en selvstændig fortsættelse af En ny tid, hvori Doktor Bagges hustru, Lilly, var hovedpersonen og fortælleren. I Doktor Bagges anagrammer er det imidlertid hendes mand, Vigand Baggeder har ordet.

 

Vi er i begyndelsen af 1900-tallet. Doktor Bagge er en pligtopfyldende distriktslæge, der har sit virke i egnen omkring Thyregod. Han knokler hele tiden med at holde den fattige bondebefolkning på benene. Han laver ingen fejl og træffer altid de rigtige lægelige beslutninger – lige indtil en dag, hvor han begår en enkelt fejl, der får katastrofale konsekvenser.

Vigand Bagge er en knudemand, der ikke kan vise sine følelser over for sin kone Lilly, der elsker ham højt. Han kan heller ikke fortælle hende, at han er dødsyg. Kun i sine anagrammer kan han formulere sine inderste tanker. De er mørke.

Doktor Bagges anagrammer og En ny tid anbefaler jeg, de er allerede moderne klassikere.

roman af ida jessen

Foto: Gyldendal

 

Litteratur & film

Dræb ikke en sangfugl

Der er så mange klassikere, man skal nå at læse, men en af dem du ikke må glemme, er Dræb ikke en sangfugl af Harper Lee  (1926-2016). Jeg er sent ude og har først lige læst den.

Romanen udkom i 1960 og er en af USA’s mest læste romaner – solgt i over 40 mio. eksemplarer.

Bogen foregår i en lille by i 1930’ernes Alabama, hvor de sorte indbyggere er i de hvides vold. Bogens hovedperson og fortæller er den lille pige Jean-Louise Finch – kaldet Scout.

Scout og hendes ældre bror Jem er ikke synderligt imponeret over deres far, advokaten Atticus. I deres barnlige øjne er han ikke meget værd, men det ændrer sig, da han skyder en gal hund på gaden. Herefter går det op for børnene, at deres far måske alligevel kan noget. Og da faderen i en retssag forsvarer den sorte Tom Robinson, der er uskyldig, men alligevel anklaget for voldtægt, vokser han i børnenes øjne til en sand helt. Også selv om Atticus taber sagen.

Dræb ikke en sangfugl handler om rædselsfuld racisme mod sorte, som stadig synes at gennemsyre det amerikanske samfund. Derfor er bogen ikke bare historie, men desværre stadig yderst aktuel.