Litteratur

Litteratur & film

Tænk, at livet koster livet

Når vejret er gråt i gråt, og der måske også er gråhed i sjælen, er det vigtigt at huske på Jørgen Gustava Brandts ord i salmen Tænk, at livet koster livet (1985). Man skal leve nu – og på trods af al gråheden.

1 Tænk, at livet
koster livet!
Det er altid samme pris.
Kom med glæde!
Vær til stede!
Tanken spreder øjets dis;
rigt og bredt går livet ned
i evighed.

2 Stjernestunder,
livets under,
luft og smag og syn er nyt!
Blodet bruser,
løvet suser,
havets rum er højt og lydt!
Mærk: alt liv går udad! – Giv!
For tro er liv.

3 Høje himle
fyldt med svimle
fuglefløjt i morgenvind –
og i suset
gennem huset
jordisk balsam til mit sind.
Fuglen i mit eget bryst
må slå med lyst.

4 Høje drømme!
Dybe strømme
gynger i hvert åndedrag,
sangen svinger
vide vinger
over jorden med Guds dag.
Øjets glans er kroppens lys –
føl livets gys!

5 Leve livet!
Ført af livet,
som er ét i sjæl og krop,
må vi sanse,
må vi danse
glædens ord i spring og hop.
Takke Gud med lovsangs lyd
i salig fryd –

6 Hver fornemmer,
jeg’ets tremmer
rykkes ud i pause-ro.
Hvert et skridt, du
tar så frit nu,
er identisk med din tro.
Tyst i midten væksten står
med livets vår.

7 Godt, at livet
koster livet!
Godt at synge dagens pris.
Det er glæde,
alt til stede,
i ét nu er paradis!
Tørstende når roden ned
i evighed.

Foto: fyraften.nu
Foto: fyraften.nu

Litteratur & film

Vadmelsfolk

Alene titlen ville måske få nogen til at droppe Jeppe Aakjærs noveller Vadmelsfolk (1900). For hvad i al verden betyder “Vadmelsfolk”?

Jo, “vadmel” er stof lavet af den dårligste uld. “Vadmel” er altså det billigeste materiale til at lave tøj af og dermed det stof, som bønder og andre fattigfolk havde råd til tilbage i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. “Vadmelsfolk” er, hvad man på moderne dansk kunne kalde “landproletariat”.

Om disse bønder, husmænd, landarbejdere, tiggere og andre fattigfolk skriver Jeppe Aakjær, så man både må grine og græde. Novellerne er meget underholdende. Det er også tankevækkende litteratur, fordi Aakjær skriver om den nøjsomhed, der var livsvilkåret dengang for godt 100 år siden, og som vi (desværre) slet ikke kender til i dagens Danmark.

I Aakjærs noveller er der en del dialekt. At læse dialekt kan være svært, fordi stavemåden er så anderledes – også selvom man ellers forstår dialekten. Jeg vil derfor anbefale at høre Vadmelsfolk indlæst som lydbog af Kjeld Høegh. Han behersker Jeppe Aakjærs dialekt og læser med stor indlevelse – uden at det bliver teatralsk.

VADMELSFOLK

Foto: AV Forlaget Den Grimme Ælling

 

Litteratur & film

Tusmørkeundere

I sin roman Tusmørkeundere bygger Sjón løseligt på skrifter af den historiske person Jon Gudmundsson den Lærde. I sit efterord understreger den islandske forfatter, at det biografiske materiale er “behandlet med den skødesløshed og letsindighed, der adskiller digterens leg fra videnskabsmandens arbejde”.

Jon Gudmundsson den Lærde er dømt fredløs i Island og bor sammen med sin kone Sigridur på en lille ø. Få måneders lykke oplever han dog i København hos videnskabsmanden Ole Worm. Den danske universitetsforsker er interesseret i Jon Gudmundssons omfattende viden, som i Island kun bliver opfattet som syndig troldom.

I København kan Jon Gudmundsson blandt andet fortælle den danske konge, at enhjørninger ikke findes. Et enhjørning-horn er i virkeligheden en narhvalstand.

Romanen udspiller sig i 1600-tallet, hvor Island befinder sig i tusmørket mellem to trosretninger: den katolske tro og den lutherske tro.

Tusmørkeundere er poetisk, filosofisk og underholdende. Sjón skuffer aldrig.

tusmørkeundere

Foto: C&K Forlag

Litteratur & film

Zinkdrengene

Jeg er lidt bagefter. I 2015 modtog Svetlana Aleksijevitj Nobelprisen i litteratur, men først nu har jeg stiftet bekendskab med hendes forfatterskab., nærmere bestemt Zinkdrengene.

Svetlana Aleksijevitj, som er journalistisk uddannet, har gennem interviews med soldater, sygeplejerskere og mødre til udsendte fået indblik i en helt anden krigshistorie end den officielle russiske. Og det er frygtelige beretninger, de kan fortælle om den sovjetiske krig i Afghanistan fra 1979 til 1989. Titlen Zinkdrengene kommer fra de zink-kister, som de mange døde soldater kom hjem i.

De interviewede deler deres ubærlige og gribende vidensbyrd med Svetlana Aleksijevitj, så hun kan formidle krigens sande ansigt og dens konsekvenser videre til sine læsere. Svetlana Aleksijevitj lader mange forskellige stemmer komme til orde, men de beretter alle den samme historie. De fortæller om, hvordan de føler sig snydt og manipuleret af kommunistpartiets propaganda, om gammelt udstyr og materiel fra Anden Verdenskrig, sult, uophørlig lidelse, vold fra deres egne og den generelle menneskelige forråelse, der automatisk sker i en krigszone.

Genren er ‘oral history’, mundtlige vidnesbyrd, det er en genre inden for dokumentarlitteratur. Fordi bogen netop ikke er fiktion, men dokumentarisk, skabte den furore i Svetlana Aleksijevitjs hjemland, Hviderusland. Da Zinkdrengene udkom i 1989, blev Svetlana Aleksijevitj således anklaget for injurier, og i 1993 blev der indledt en retssag mod hende, herom handler den sidste del af bogen.

Zinkdrengene er frygtelig og uafrystelig læsning, men nødvendig for at forstå krigens sande væsen. Danske politikere burde måske have læst den, inden de sendte soldater til Afghanistan.

 

Litteratur & film

Magnet

Jeg opgav at læse den. Lars Saabye Christensens mammutroman Magnet (2015). Den var lidt for snakkesalig og for langtrukken til min smag. I stedet hørte jeg den som lydbog: men efter 33 timers lytten, synes jeg ikke, at jeg blev så meget klogere – ej heller underholdt undervejs. Jeg ved ikke helt hvorfor, at denne roman, som både er hyldet og prisbelønnet, ikke taler til mig, for jeg har nydt mange af Lars Saabye Christensens romaner. Måske er det på grund af den flegmatiske hovedperson, Jokum Jokumsen. Vi møder ham først som litteraturstuderende i Oslo, siden hen som succesfuld kunstfotograf i San Francisco og til sidst som en midaldrende desillusioneret mand.

Jeg kan lide, at Lars Saabye Christensen aldrig er bange for temaer, som andre forfattere er bange for og ikke tør skrive om. Her langer han ud efter den udbredte og diktatoriske marxisme på uddannelsesstederne i 60’erne, den intellektuelle uvilje mod at bakke Salman Rushdie op, da Iran udstedte en fatwa over ham, tegneres ytringsfrihed i forhold til fanatiske religiøse ledere.

Lars Saabye Christensens mod til at skrive imod de politiske korrekte og lette meninger er prisværdigt. Det skal han have, den gode Lars Saabye Christensen.

 

 

 

Litteratur & film

Tre dage og et liv

Jeg læser normalt ikke krimier, jeg er aldrig blevet fanget af genren og den pågående spænding. Men da jeg læste Lindhardt og Ringhofs omtale af Pierre Lemaitres Tre dage og et liv fik jeg lyst til at prøve den populære genre igen.

Historien udspiller sig i en lille fransk by sidst i 1990’erne. Her i dette lille samfund vokser den 12-årige Antoine op. Ved et uheld kommer han til at slå nabosønnen, den 6-årige Remi, ihjel med en kæp. Antoine går i panik og gemmer liget i skoven. Vi ved altså lige fra begyndelsen, hvem der er morderen, så spændingen går ud på, om Antoine bliver afsløret eller ej.

Dette skæbnesvangre slag med en kæp, kommer naturligvis til at forfølge Antoine resten af livet. Det kunne have været en en god historie med psykologisk spænding, men dertil er hele fortællingen for simpelt optegnet, persongalleriet for klichéfyldt og sproget for uinteressant.

Jeg holder mig til ikke-krimier.