Litteratur

Litteratur & film

Doktor Bagges anagrammer

Ida Jessens roman Doktor Bagges anagrammer er en selvstændig fortsættelse af En ny tid, hvori Doktor Bagges hustru, Lilly, var hovedpersonen og fortælleren. I Doktor Bagges anagrammer er det imidlertid hendes mand, Vigand Baggeder har ordet.

 

Vi er i begyndelsen af 1900-tallet. Doktor Bagge er en pligtopfyldende distriktslæge, der har sit virke i egnen omkring Thyregod. Han knokler hele tiden med at holde den fattige bondebefolkning på benene. Han laver ingen fejl og træffer altid de rigtige lægelige beslutninger – lige indtil en dag, hvor han begår en enkelt fejl, der får katastrofale konsekvenser.

Vigand Bagge er en knudemand, der ikke kan vise sine følelser over for sin kone Lilly, der elsker ham højt. Han kan heller ikke fortælle hende, at han er dødsyg. Kun i sine anagrammer kan han formulere sine inderste tanker. De er mørke.

Doktor Bagges anagrammer og En ny tid anbefaler jeg, de er allerede moderne klassikere.

roman af ida jessen

Foto: Gyldendal

 

Litteratur & film

Dræb ikke en sangfugl

Der er så mange klassikere, man skal nå at læse, men en af dem du ikke må glemme, er Dræb ikke en sangfugl af Harper Lee  (1926-2016). Jeg er sent ude og har først lige læst den.

Romanen udkom i 1960 og er en af USA’s mest læste romaner – solgt i over 40 mio. eksemplarer.

Bogen foregår i en lille by i 1930’ernes Alabama, hvor de sorte indbyggere er i de hvides vold. Bogens hovedperson og fortæller er den lille pige Jean-Louise Finch – kaldet Scout.

Scout og hendes ældre bror Jem er ikke synderligt imponeret over deres far, advokaten Atticus. I deres barnlige øjne er han ikke meget værd, men det ændrer sig, da han skyder en gal hund på gaden. Herefter går det op for børnene, at deres far måske alligevel kan noget. Og da faderen i en retssag forsvarer den sorte Tom Robinson, der er uskyldig, men alligevel anklaget for voldtægt, vokser han i børnenes øjne til en sand helt. Også selv om Atticus taber sagen.

Dræb ikke en sangfugl handler om rædselsfuld racisme mod sorte, som stadig synes at gennemsyre det amerikanske samfund. Derfor er bogen ikke bare historie, men desværre stadig yderst aktuel.

Litteratur & film

Scenens skabere

Den første ballet, jeg oplevede, var Flemming Flindts fortolkning af Nøddeknækkeren med scenografi af Bjørn Wiinblad. Jeg blev meget begejstret for Bjørn Wiinblads glade og farverige scenografi, hvilket overraskede mig selv. Jeg kendte nemlig kun Bjørn Wiinblad som ham, der lavede keramik, der kunne købes overalt og som derfor fandtes i rigtigt mange hjem. Det var hvid keramik overlæsset med sorte dekorationer. Det var aldeles rædselsfuldt, syntes jeg. Jeg kendte slet ikke alt det andet, som Bjørn Wiinblad kreerede. Det var for eksempel plakater, tæpper og kostumer. Scenografien i Nøddeknækkeren var således en øjenåbner for mig i forhold til Bjørn Wiinblads omfattende kunstproduktion.

En sådan øjenåbner er også Ulla Strømbergs bog Nyere danske scenografer, hvori hun præsenterer danske scenografer. Her portrætteres blandt andre kendte billedkunstnere og dramatikere, som jeg ikke vidste havde lavet scenografi, scenografer jeg havde glemt og nye navne jeg ikke kendte. Nyere danske scenografer er således en spændende opdagelsesrejse ind dansk teaterhistorie, når det gælder scenografi i de sidste godt og vel 100 år.

Fra teatermaler til scenograf
Som titlen signalerer, fokuserer bogen ikke på scenografiens historie og udvikling. Målet er heller ikke at analysere de scenografiske værker, det handler derimod om at præsentere scenograferne. Efter en kort teaterhistorisk introduktion til håndværket og kunstarten portrætterer Ulla Strømberg en lang række danske scenografer, der havde deres virke i det 20. århundrede, plus dem der arbejder nu. Hun begynder der i teaterhistorien, hvor betegnelsen ‘teatermaler’ erstattes med ‘scenograf’, hvilket sker omkring år 1900.

Første portræt i Ulla Strømbergs værk omhandler Svend Gade (1877-1952). Han var en international kunstner, der arbejdede i både København, Stockholm, Oslo og Berlin. I det lille Købehavn revolutionerede Svend Gade scenografien med nye ideer, for eksempel i Strindbergs Ett drömspel på Dagmarteatret, hvor han i 1917 pakkede scenen ind i sort fløjl.

Kendt, men glemt som scenograf
Herefter følger en lang række portrætter af kendte og mindre kendte navne. Til de kendte, der dog i dag ikke er kendt for deres scenografi, hører blandt andre Kjeld Abel og Robert Storm Petersen. Kjeld Abel (1901-61) kender vi som forfatter og dramatiker, og som sådan er han indskrevet i den danske litteraturhistorie. Men han begyndte faktisk som scenograf, endda hos George Blanchine, da denne iscenesatte adskillige Les Ballets Russes-værker på Det Kongelige Teater i 1930’erne. Balanchine var yderst tilfreds med den unge Kjeld Abel og tog ham med som scenograf til både London og Monte Carlo.

Robert Storm Petersen (1882-1949) kender vi som en satirisk og humoristisk tegner, men han lavede også scenografi til revyer og i 1924 skabte han scenografi til balletten Benzin af Elna Jørgen-Jensen og med musik af Knudåge Riisager. Danseren og koreografen Elna Jørgen-Jensen skabte også balletten Hybris (1933), hvor hun arbejdede sammen med kunstneren og tegneren Gerda Wegner, der var gift med Einar Wegener / Lili Elbe (historien om dem er kendt fra filmen The Danish Girl). Gerda Wegner var inspireret af musikinstrumenter, da hun udtænkte ballettens kostumer, som måske var smukkere som tegninger end som færdige dragter.

Kendisser som scenografer
Lidt mærkeligt er det, at Jens-Jacob Worsaae (1946-1994) kun tildeles få linjers omtale, for hans balletscenografi er kendt og elsket af mange i både USA og Danmark. I USA arbejdede han for Boston Ballet, San Francisco Ballet og Salt Lake City, hvor han skabte flotte rammer til August Bournonvilles Abdallah. Og i København skabte Jens-Jacob Worsaae scenografi og overdådige kostumer til Flemming Flindts Caroline Mathilde (1991) og Helgi Tomassons Tornerose (1993), hvilket mærkværdigt vis slet ikke nævnes i bogen.

Derimod tildeles Per Kirkeby (født 1938) megen spalteplads, måske fordi han er en international kendt billedkunstner. Per Kirkebys scenografi og kostumer (sammen med Kirsten Lund Nielsen) til Peter Martins Svanesøen (1996) på Det Kongelige Teater og senere hos New York City Ballet kan ikke være grunden. Kostumerne er rent ud sagt hæslige, og scenografien umådelig flad og kedelig. Per Kirkeby som scenograf var ingen succes hos de amerikanske balletkritikere. Blot fordi man er en stor billedkunstner, behøver man ikke være en god scenograf. Bjørn Nørgaard (født 1947) viser imidlertid, at man som kendt billedkunstner godt kan være en udmærket scenograf og kreere spændende kostumer. Det viste han i Nyt Dansk Danseteaters ballet En gudedrøm (1984).

Og så er der naturligvis Dronning Margrethe 2. (født 1940), som er en flittig balletscenograf, både i TV-produktioner, på Det Kongelige Teater og på Tivolis scener. Det begyndte dog med skoleballetopvisninger på veninden Susanne Heerings balletskole i Næstved. Bedst har Dronningen været, når hun har lavet kostumer og scenografi til Pantomimeteatrets intime scene, hvor hun har udfoldet  en gemytlig og let folkelighed. Mere tung og overlæsset var hendes professionelle debut på Det Kongelige Teater med August Bournonville Et folkesagn (1991). Der var næsten ikke plads til danserne i den bombastiske og mangefarvede scenografi, dette var også problemet i Mikael Melbyes scenografi til Sylfiden (2003). Mikael Melbye (født 1955), som er uddannet operasanger, har været bedst  på operascenerne, hvor hans scenografi var mindre tung. Turandot (1995) var et højdepunkt i hans scenografiske karriere, som han nu har sat på pause for at hellige sig portrætmaleriet.

De store kvinder
Maja Ravn (født 1967) er en af de mange nulevende kvindelige scenografer med en international karriere. Hun har blandt andet skabt scenografi til den opdaterede version af August Bournonvilles Napoli (2009) og Hotel Pro Formas legendariske forestilling Operation : Orfeo (1993). Til denne gruppe af kendte scenografer hører også Marie Í Dali (født 1965). I 2003 omformede hun det kedelige og karakterløse Gladsaxe Teater til en magisk hule, hvor musicalen Cabaret  blev en stormende succes med Peter Jöback i rollen den androgyne konferencier. Marie Í Dali står også bag scenografien til Steen Koerners populære Nøddeknækkeren (2003). Endelig er der også Mia Steensgaard (født 1972), der har lavet scenografi eller kostumer til mange balletter, heriblandt Manon (2003), Svanesøen (2015), Giselle (2016). Og så begejstrede hun alle med den papirklipsagtige scenografi til August Bournonvilles Et folkesagn (2011), som var langt mere let og luftig end Dronning Margrethes fortolkning tyve år tidligere. Det er også Mia Steensgaard, som står bag scenografien i den populære tv-serie Arvingerne, der blandt andre er instrueret af Pernilla August.

Bogen er rigt illustreret med skitser, tegninger og fotos fra diverse forestillinger, men jeg savner dog alligevel fotos af scenograferne selv, ligesom der i litteraturhistorier er portrætter af forfatterne. Det er altid rart at få et ansigt på navnet, især scenografer, som man sjældent ser afbildet. Ellers er det en lækker og letlæst bog at gå på opdagelse i. Man behøver ikke læse den kronologisk, men kan hoppe mellem de forskellige mange portrætter.

Nyere danske scenografer_96Frydenlund

Foto: Frydenlund

FAKTA
Nyere danske scenografer af Ulla Strømberg. Forlaget Frydenlund. 408 s. kr. 399.

Ulla Strømberg: Mag.art. i teatervidenskab, teaterjournalist og tidligere direktør på Teatermuseet i Hofteatret.

Litteratur & film

Hvor fire veje mødes

Finske Tommi Kinnunen har skrevet en anderledes slægtshistorie, der følger tre generationer i en nordfinsk landsby. Romanen Hvor fire veje mødes er anderledes, fordi den springer frem og tilbage i tiden. Desuden springer forfatteren en masse år over, hvorfor læseren selv må regne ud, hvad der er sket i den periode, som forfatteren ikke beskriver.

Tommi Kinnunen hullede historie generede mig i begyndelsen, og jeg skulle næsten halvt gennem romanen, før jeg fandt mig tilrette i bogen. Men så blev jeg også fanget af den melankolske historie.

Slægthistorien begynder med den stærke Maria, der er jordemoder. Hun er alene med datteren Lahja, som apotekeren er far til, men som aldrig vedkender sig faderskabet. Historien gentager sig. Også Lahja, der er fotograf, får barn uden for ægteskab. Hun finder sig dog en mand, men lykkelig bliver hun ikke sammen med ham. Hendes mand bygger et stort hus, som ligger “hvor fire veje mødes” i landsbyen. Her i huset vokser deres fælles børn op, og her gemmer sig familiens hemmeligheder og løgne, som i den følgende generation dukker frem i form af afslørende breve.

Hvor fire veje mødes er udkommet hos Rosinante & Co

romanen hvor-fire-veje-moedes

Foto: Rosinante & Co

Litteratur & film

Grand final i gøglerbranchen

I romanen Grand final i gøglerbranchen skriver Kerstin Ekman om et skæbnefællesskab mellem to vidt forskellige kvinder. De har et slags bugtaler-forhold. Den smukke svenske forfatter Lillemor Troj skriver nemlig ikke sine bøger selv. Det er den grimme og grove Babba, der gør det. Om dette udfordrende forhold handler romanen. Og om grænserne mellem fakta og fiktion – altså autofiktion.

Jeg synes, ikke romanen er interessant og blev faktisk skuffet, for jeg har med stor fryd læst mange af Kerstin Ekmans romaner.

Læs  eller genlæs hellere Kerstin Ekmans Hændelser ved vand (1993), en storslået roman om mord i den lyse midsommernat.

Grand final i gøglerbranchen

Foto: Gyldendal

Litteratur & film

Jeg har et tæppe i tusind farver

Mor og datter. Patient og sundhedsvæsen. Frihed og låsthed. Fattigdom og luksus. Temaerne i Anne B. Ragdes roman Jeg har et tæppe i tusind farver er mange. Jeg synes det mest spændende tema af dem alle, er det, som belyser forholdet mellem en hjælpeløs og døende patient i et dehumanistisk og kassetænkende sundhedsvæsen, hvor personalet ikke tager ansvar. Det norske sundhedssystem synes ikke bedre end det danske. Tænk bare på alle de ulykkelige meningitis-sager, vi har her til lands.
 Jeg har et tæppe i tusind farver er en form for biografi, hvor Anne B. Ragde skriver om sin mor Birte, som læsere af forfatterens andre romaner kender fra værket Arseniktårnet. Portrættet er både råt og kærligt, men frem for alt ærligt. Og måske den bedste roman, jeg har læst af Anne B. Ragde.
Anne B. Ragde skriver et let og levende sprog, som bare flyder ubesværet af sted og derfor nemt at læse – også på norsk. Også selvom Anne B. Ragde springer meget i tid.
Læs endelig  Jeg har et tæppe i tusind.
roman af Anne B. Ragde

Foto: Rosinante