Her er udsmykninger, som jeg har spottet på gavle og mure i Rotterdam.

Måske Erasmus på gavlmaleri

Gavlmaleri i socialrealistiske farver

Bemærk døren og trappen i gavlen

Har man ingen have, kan man få et barokanlæg på gavlen

Eller hvad med en ægte bil facaden? James Bond was here!

Jeg er ikke den store beundrer af Dronningens malerier, men hendes akvareller er skønne. Har man selv siddet og fedtet med en akvarel-pensel, vandfarver og vandsugende papir, ja så ved man, hvor svær den disciplin er. At skabe så små akvareller, som Dronning Margrethe gør, er simpelthen godt håndværk. Hendes små akvareller er meget lyriske og stemningsfulde.

Solnedgangsstemning. Eventyrlig akvarel af Dronningen.

Dronningens impressioner fra Grønland

Er man til mere moderne kunst, byder Arken også på Damien Hirst og Anselm Reyle.

Polkaprikker af Damien Hirst:

Prikker af verdens dyreste nulevende kunstner.

Og glamour-tritykon af Anselm Reyle:

Tilbedelse af det banale. En sekulær altertavle.

Vilhelm Hamershøis selvportræt. Foto: Statens Museum for Kunst.

På Statens Museum for Kunst er der også en anden god udstilling, nemlig Tyske Verdensbilleder 1890-1930, med blandt andre Kandinskij og Nolde.

Et værk af Kandinskij på SMK

Kandinskijs mystiske verden på SMK

I dag fejrede man så også Dansens Dag på SMK. Dansere, hologrammer og skulpturer i skøn forening.

Dansens Dag fejres på SMK

Dans med skulpturer på SMK

Udstillingen Diaghilev’s Ballets Russes – 1909/1929 på CaixaForum i Madrid viser, hvordan musik, kunst og dans gik op i en højere enhed hos kompagniet Ballets Russes med impresarioen Serge Pavlovich Diaghilev (1872-1929) i spidsen.

På udstillingen ses blandt andet balletplakater af Picasso samt hans fortæppe til Bronislava Nijinskas ballet Le Train Bleu (1924). Til denne ballet designede Coco Chanel nogle enkle og meget nutidige kostumer, som ligeledes er udstillet. Og her er også Giorgio de Chiricos kostumer med arkitektoniske elementer fra George Balanchines ballet Le Bal (1929).

Udstillingen Diaghilev’s Ballets Russes – 1909/1929 vises på CaixaForum i Madrid frem til den 3. juni 2012.

Kostumer af Coco Chanel. Foto: CaixaForum

Teaterplakat af Léon Bakst. Foto: CaixaForum

Der er mange kostumer på udstillingen. Foto: CaixaForum

Kostumer af Léon Bakst. Foto: CaixaForum

Nicholas Roerichs næsten 60'er-agtige kostumer. Foto: CaixaForum

Serge Diaghilev. Foto: CaixaForum

I 1920 begyndte Oskar Schlemmer hos Bauhaus, hvor han blev leder af værkstederne med vægmaleri, træskæring og billedhugning. Og fra 1923 ledede han også teaterværkstedet, hvor han udforskede relationen mellem figur, bevægelse og rum – blandt andet ved at fokusere på form. Til sine danseprojekter designede han store, skulpturelle kostumer, der transformerede dansernes kroppe til geometriske figurer. Flere af kostumerne tog udgangspunkt i cirklen, som også kendes fra den klassiske ballets tutu. I de geometriske kostumer blev danserne til dansende figurer i rummet. De blev en slags dukker i menneskestørrelse, der dansede med repetitive bevægelser og uden følelsesmæssige udtryk. Det var altså mere formen end selve dansen, som optog Oskar Schlemmer. Med sine geometriske kostumer fjernede Oskar Schlemmer ikke blot dansernes følelsesmæssige udtryk, han gik videre end det. I anden halvdel af 1920’erne koreograferede han de såkaldte Bauhaus Tänze, hvor han gav danserne masker på og klædte dem i science-fictionlignende kostumer, så de nærmest blev dehumaniseret og maskinagtige.

Oskar Schlemmers hovedværk inden for dansekunsten er Triadisches Ballett, der allerede havde premiere den 30. september 1922 i Stuttgart. Balletten – med musik af Paul Hindermith – blev tidens mest opførte avantgarde-værk, og det turnerede rundt i årene 1921 til 1929. Det banebrydende værk blev efterspurgt i Paris og New York, og det gjorde med ét Oskar Schlemmer berømt. Triadisches Ballett er baseret på et triatisk princip: Det har tre akter, tre dansere, 12 danse og 18 kostumer. Og kostumerne bygger på de tre geometriske grundformer: Cirklen, kvadraten og trekanten. Hver af de tre akter har forskellig farve og stemning. Første akt er citrongul med en glad burlesk stemning. Anden akt er lyserød med festlig og højtidelig stemning, mens tredje akt er sort, mystisk og fantastisk. Desuden er dansens væsen i sig selv triadisk: Koreografien er en triade af bevægelse, kostumer og musik. De fysiske rammer en triade af rum, form og farve. Og endelig er rummet selv en triade af højde, bredde og dybde.

Oskar Schlemmers modeller på Reina Sofía

Oskar Schlemmers kugle-model

Napoleon havde i 1804 udnævnt sig selv til kejser af Frankrig, og året efter udnævnte han sig til konge af Italien. I 1811 gik kejserfamilien i gang med at planlægge et besøg i Rom, kejserdømmets anden hovedstad næst efter Paris. I den anledning fik Thorvaldsen sin første opgave for Napoleon-dynastiet: en frise til det palads i Rom, hvor den unge kejserfamilie skulle residere. Napoleons valg af Alexander den Store som frisens hovedperson, signalerede en helt utvetydig markering af Napoleons egne forestillinger om sin verdens- og magtpolitiske rolle. Og Thorvaldsens Alexanderfrise indskriver sig med fuld styrke i Napoleons flittige brug af kunsten i politisk og propagandamæssigt øjemed. Store, franske malere som Jacques-Louis David (1748-1825) og Dominique Ingrés (1780-1867), var blandt de foretrukne fortolkere af Napoleons fysiognomi.

Alexander-frisen cementerede Thorvaldsens position som en af Europas førende kunstnere, og nyheden om hans nye mesterværk nåede også København. I 1818 modtog Thorvaldsen bestilling på en marmorudgave af frisen til Christiansborg Slot, der var under opførelse med C.F. Hansen som arkitekt. Frisen findes i fuld størrelse både som originalmodel og som kopi i gips på Thorvaldsens Museum, og en formindsket udgave af frisen i marmor findes også på museet.

Med bl.a. værker af Thorvaldsen, grafiske tryk og malerier fra 1800-talletet samt med Napoleons dødsmaske i gips, giver udstillingen Magtens Pris på Thorvaldsens Museum publikum mulighed for at gå på opdagelse i Napoleons, Alexander den Stores og Thorvaldsens univers.

Napoleon Bonaparte: Foto Thorvaldsens Museum

For første gang kan publikum nu opleve spændvidden i bryggerens enorme samling under ét tag. Udstillingen viser over 100 værker, bl.a. asiatiske Buddha-statuer, renæssancekunst og meget mere. Flere af samlingerne har ikke været udstillet i 100 år; det er internationale samlinger af høj kvalitet, der stort set er ukendte herhjemme. F.eks. kan publikum opleve en ca. 800 år gammel ”syrisk håndgranat”, en to meter høj forgyldt Buddha-statue fra Japan og den største samling af obsidian-flækker uden for Grækenland.

Amida-Buddha(udsnit).-Japan.-Edo-perioden.-1701(1). Foto: Glyptoteket.