Jul

Arkitektur & design

Juleborde hos Royal Copenhagen 2017

Så står julen igen for døren, og julebordet pynter jo ikke sig selv. I år er det danske balletstjerner (nuværende og tidligere), der har pyntet bordene hos Royal Copenhagen.

Ida Praetorius har dækket bordet The Afterparty
Om sit bord skriver hun:
Jeg vil skabe en hyldest til kærligheden, til både kunstarten og sammenholdet. Tanken er, at der altid skal være plads til flere omkring mit bord, for efter en veloverstået premiere har vi alle brug for at reflektere og dele stort og småt, som kun vi på scenen kender til.

Ida Praetorius' julebord

Ida Praetorius’ julebord

Anne Marie Vessel Schlüter har dækket Nøddeknækkerens juleeventyrlige bord.

Om sit bord skriver hun:
Det kunne ikke være andre end Nøddeknækkeren, der fik hovedrollen på mit julebord. Det var Bjørn Wiinblad, der kreerede alle kostumerne, og det er netop hans fabulerende og finurlige univers, jeg har ladet mig inspirere af.

Anne Marie Vessel Schlüters julebord Nøddeknækkerens juleeventyrlige bord

Anne Marie Vessel Schlüters julebord: Nøddeknækkerens juleeventyrlige bord.

Femke Mølbach Slot har dækket julebordet: All That Jazz and Love
Om sit julebord skriver hun:
Det er sent på aftenen, musikken er gået hjem, og der er dækket op til to i jazzklubben. Flyglet står i hjørnet, der er tyk velour på gulvet, over stoleryggen hænger den hvide ræv. Champagnen bobler i glassene, natmaden er bestilt, og der er dækket op med det poetiske og romantiske blomsterstel Flora. Scenen er sat og overladt til en diva. Stemningen er eklektisk og glamourøs. Stemningsfuldt lys falder blødt på tunge, gyldne tekstiler og bløde loungemøbler. Luften er ladet med associationer til Broadway, Sinatra, The Sands, Hollywood, gentlemen i smoking og laksko, en løsnet butterfly og kvinder iklædt lange rober og tårnhøje stilletter.

Femke Mølbach Slot julebord All That Jazz and Love

Femke Mølbach Slot julebord All That Jazz and Love

Derudover har Andreas Kaas, Kristoffer Sakurai dækket juleborde, og Alban Lendorf har sammen med venner lavet en installation.