Holland

Dans

Når dukkerne bliver levende i vokskabinettet 

Stivnet midt i en akavet bevægelse og med en grotesk grimasse tværet ud i ansigtet står de 10 performere bomstille i det beskedne rum, som publikum bliver ledt ind i. Det er som at gå rundt i Madame Tussauds vokskabinet, så helt utroligt stille står mimikerne/performerne i deres spotlys. Vi publikummer kan gå helt hen til performerne og nærstudere dem midt i deres fastfrosne bevægelse. Kun sveden, der pibler frem på deres hud, afslører, at de ikke er dukker, men spillevende mennesker. Og svede gør de, for det er vanvittigt hårdt at stå helt stille i flere minutter med en arm strakt lige ud i luften eller stå hvilende på én fod og samtidig have udspilede øjne eller stor, måbende mund. Allerede fra første kig er man dybt imponeret af det hollandske kompagni Schweigman& i værket For the time being (2017). 

Pludselig bliver “dukkerne” levende og de løber retningsløst rundt i det lille rum, så publikum må være opmærksomme og hurtigt træde til side for at undvige sammenstød med dem. Vi er alle, performere såvel som publikum, i konstant bevægelse, og vi sveder alle sammen i det trange rum, som vi er lukket inde i. Pludselig stopper performerne op midt i deres løb og stivner atter midt i en ubekvem og absurd bevægelse. Og nu er det pay-back-time for performerne. Flere af dem standser op lige foran næsen af os tilskuere og kigger os direkte ind i øjnene, sådan som vi tidligere hæmningsløst har overbegloet dem. Kan vi selv tåle at blive udforsket af et nærgående nysgerrigt blik? Nogle af mimikerne tager også direkte fysisk kontakt med publikum. En stivner med hovedet hvilende på en tilskuers skulder, en falder sveddryppende sammen i favnen på en publikummer, mens en tredje klamrer sig fast til benene af en tilskuer.

Det er som om, at nogen ude bagved sidder med en fjernbetjening og klikker “on”, “off”, “rewind” og “repeat” og dermed styrer performerne, som snart står stille, er i lynhurtig bevægelse, går baglæns eller traver robotagtigt rundt i det kvadratiske rum. Det er fascinerende, men også skræmmende at overvære, fordi det påminder om, hvordan vi selv lader os styre og manipulere af udefrakommende ting og mekanismer.

For the time being bevæger sig hele tiden på grænsen mellem det hyggelige og uhyggelige. For hvad finder disse uberegnelige og robotagtige karakterer mon på? Når lyset slukkes, og vi befinder os i et buldrende mørke og kun kan høre performerne gå hvislende rundt mellem os, tænker vi: Hvad har de nu gang i? Står de mon med en uhyggelig grimasse lige foran os, når lyset igen tændes? Disse levende og ukontrollerbare dukker synes at kunne finde på alt. 

Til sidst tager performerne nogle sammenfoldede flyttekasser og rækker dem til publikum. Vi tager imod og samler dem beredvilligt og effektivt, så performerne kan stable kasserne til en cirkelformet mur, som gør rummet endnu mindre. Lyset dæmpes, men gennem sprækkerne mellem papkasserne falder et behageligt blødt lys. Også rolige slagtøjsrytmer og klange fylder rummet, hvor vi sætter os på gulvet sammen med performerne, der kryber ind til os, som om de vil finde hvile og tryghed hos os. Stemningen er behagelig og meditativ. Men igen overrumpler performerne os, for de skubber forsigtigt en papkasse til side, kryber ud og og lukker papkasse-muren bag sig. Publikum er ladt alene tilbage, mens performerne udefra begynder at skubbe pap-muren indad, så rummet bliver mindre og mindre, og vi må rykke sammen for at få plads. Vi er godt og grundigt blevet narret, vi har gladeligt hjulpet med at bygge vores eget fængsel, hvori vi nu er efterladt af de ellers så imødekommende dukker. Men inden vi endte i dette vores selvskabte fængsel, har vi samarbejdet og været i tæt kontakt med fremmede mennesker på et meget lille areal. En sjælden oplevelse i vores del af verden. Og så har vi også lært en hel del om forførelse og manipulation.

For kunstneren bag For the time being, hollandske Boukje Schweigman, begyndte forestillingen med spørgsmålet: Kan vi stoppe tiden? Med forestillingen vil hun skabe et slags vakuum, hvor tiden er flydende, hvor den speeder op, går langsomt og helt går i stå. Men For the time being handler om meget mere end tid og vores hurtige og stressede verden. Forestillingen kan også ses som en kritisk kommentar til vores liv med computere, mobiltelefoner og robotter, som stjæler vores tid og overtager vores liv, hvormed vi bliver fremmedgjorte overfor hinanden og verden. Flere betydningslag findes helt sikkert i værket, alt efter hvilke publikummer der er tilstede, og hvilke interaktioner der opstår performer og publikum imellem.

For the time being er et aldeles mageløst værk. Nytænkkende, tankevækkende og uforglemmeligt. Og ikke mindst afsindigt underholdende. Værket kunne naturligvis ikke realiseres uden fremragende mimikere, og bedre end dem Schweigman& kan præsentere, skal man lede længe efter. Og en performance som For the time being er man ikke så heldig at se hver teatersæson.

For The Time Being. Foto: Jochem Jurgens

For The Time Being. Foto: Jochem Jurgens

FAKTA
For the time being
Schweigman&
Koreografi, mimik, idé, iscenesættelse: Boukje Schweigman
Musik: Slagwerk Den Haag
Pakhus 11
For the time being er en del af Metropolis festivalen

Kunst

Hieronymus Bosch – 500 år

Vi ved ikke, hvornår han blev født, men vi ved, at det er 500 år siden at han døde, Hieronymus Bosch. Billedkunstneren der stilmæssigt er helt sin egen. Bosch var vældig optaget af det hinsides, og det var ikke det paradisiske, men pinslerne i helvede. Det ser man tydeligt i hans triptykon’er, hvor paradis-delen er ganske tom og kedelig, her gentager han blot tidligere tiders motiver og beskrivelser. Men i helvede-delen vrimler det med bizarre væsner og sadistiske optrin, som ikke var set tidligere. Det var helvede, som interesserede Hieronymus Bosch.

Hieronymus Bosch blev døbt Jheronimus van Aken, fordi familien stammede fra Aachen, men han tog pseudonymet Bosch, fordi han var født i byen med det usædvanlige navn ‘s-Hertogenbosch. Fødebyens kunstmuseum Het Noordbrabants Museum viser naturligvis en stor udstilling med værker af Hieronymus Bosch.

Og på Gemäldegalerie der Akademie der bildenden Künste Wien kan Hieronymus Bosch’ Weltgerichts-Altar ses.

Gemäldegalerie der Akademie der bildenden Künste Wien

Gemäldegalerie der Akademie der bildenden Künste Wien

Weltgerichts-Altar

Weltgerichts-Altar i Wien

Dans

Nederlands Dans Theater

Fremragende dansere, guddommeligt lysdesign, suggestiv musik og vedkommende koreografi. Nederlands Dans Theater gæstedanser på Det Kongelige Teater med et forrygende flot og spændende program bestående af tre vidt forskellige værker. Kunstnerisk leder Paul Lightfoot har skabt de tre værkers koreografi, scenografi og kostumer sammen med sin kone Sol León, mens Tom Bevoort står for lysdesignet.

Som en stor svingdør inddelt i tre rum roterer scenen rundt med tre stue-interiører. De tre rum med stormønstret tapet på væggene er beboet af forskellige mennesker i nær relation til hinanden, eller bare i tilfældig forbindelse med hinanden. Kontakten mellem personerne synes ikke være den bedste, det er som om personerne drømmer sig væk fra den situation, de befinder sig i. Måske deres drømmes mål findes bag vinduerne og dørene, som de længselsfuldt kigger filosoferende ud ad. Melankolien driver ned ad væggene i programmets skønne åbningsværk, Shoot the Moon (2006).

Dansernes gentagende bevægelser flyder af sted til Philip Glass’ repetitive Tirol Concerto for klaver og orkester, mens scenen drejer rundt fra stue til stue, fra det ene tableau til det andet. Publikum bliver draget ind i disse filmiske tableauer, som endda krydres med liveoptagelser, så man også kan se, hvad der sker uden for rummenes vinduer og døre. Dansen er narrativ og ekspressiv, trinene går ikke blot hen over gulvet, men også op ad de tapetserede vægge.

I Same Difference (2007) er det hele mere løssluppent og surrealistisk – ligesom i en hysterisk Pedro Almodovar film. Her er blandt andet en mand klædt ud som en stolt, sortklædt donna, der stamper hårdt i gulvet, som en flamencodanser. En velklædt businessmand der råber sine indre frustrationer ud, så han nærmest overdøver Philip Glass’ musik. Og en soldat, der ikke marcherer, men tøffer frem med forsigtige, bittesmå skridt. Same Difference handler om menneskets store ego, der oftest synes at hindre en frugtbar kontakt til medmennesket. Alle har for travlt med at markere deres eget territorium til at kunne forholde sig til andre. Og lysdesigner Tom Bevoort skaber flotte mure af lys, som danserne kan forskanse sig bag. Same Difference er en morsom performance, hvor danserne får lov til at råbe, skrige og spille skøre som overgearede komedieskuespillere.

Stop-Motion (2014) handler om forvandlinger og transformationer. Det er nærmest en religiøs oplevelse at overvære værket med forskellig hypnotisk musik af Max Richter, man oplever næsten en sluttelig katharsis. Snart er scenen lys, snart mørk. Snart står danserne ranke som guder, snart vælter de sig som hunde i hvidt støv. De overraskende transformationerne er magiske. Sol León og Paul Lightfoot tryller med alle mulige sceniske effekter, uden at det bliver et anstrengende og irriterende effektjageri. Tværtimod er det meget behageligt at følge denne Fugl Fønix-historie, som oven i købet har en vidunderlig video-scenografi med en rovfugl, der langsomt letter, spreder vingerne ud, flyver bort og forsvinder i mørket. Stop-Motion er ganske enkelt formidabelt danseteater.

Man kan kun håbe, at Nederlands Dans Theater snart kommer på besøg igen med deres formidable dansere og nyskabende koreografi.

dansere

Foto: Nederlands Dans Theater / Det Kongelige Teater

Nederlands Dans Theater

Foto: Nederlands Dans Theater / Det Kongelige Teater

Fakta
Gæstespil med Nederlands Dans Theater
Det Kongelige Teater – Gammel Scene
Koreografi: Sol León og Paul Lightfoot
Musik: Philip Glass og Max Richter
Lysdesign: Tom Bevoort

Arkitektur & design

Flydende kostald

Næste år åbner en flydende kostald i Rotterdam. 40 køer, der producerer 1200 liter mælk pr dag, er der plads til i den utraditionelle stald. En mark er der også plads til på den gigantiske tømmerflåde, som huser stalden.

Måske den flydende stald er en af løsningerne på den stadigt stigende efterspørgsel efter fødevarer til en hurtigt voksende befolkning på vores lille klode?

flydende farm

Foto: Rotterdam Partners

Læs mere om projektet

Arkitektur & design

Angrebet på Rotterdam

Den 14 maj 1940 blev Rotterdams historiske centrum sønderbombet af det tyske Luftwaffe.

I anledning af 75 året for angrebet vises udstillingen The Attack på Museum Rotterdam (museet er indrettet i et gammelt værft) Udstillingen, der vises frem til den 25. oktober, fortæller om de fem dage med bombeangreb, der fuldstændigt ødelagde byen.

Den gamle bykerne i Rotterdam havde kanaler, ligesom Amsterdam stadig har, men byen blev ikke genopbygget i den gamle stil. I dag er Rotterdam en moderne by med mange højhuse. Byen er et eldorado for tidens eksperimenterende arkitekter.

.rotterdam.info:visitors:eventsthe-attack:

Foto: Rotterdam Info

Læs mere om udstillingen

Arkitektur & design

Pop-up store

Et simpelt lokale med spande og baljer på gulvet. Så enkelt er indretningsdesignet i en Pop-up store på Nørre Voldgade 54. Butikken Tulip Concept har kun åben i få uger – nemlig i tulipansæsonen. Den hollandske ejer importerer tulipanerne direkte fra sit hjemland, så blomsterne er meget friske og fine. Og priserne på de dejlige forårsblomster er meget rimelige.

Læs mere om butikken

Pop-up store med ejeren i døren

Pop-up store med ejeren i døren

Tulipaner

Friske tulipaner direkte fra Holland