Frankrig

Litteratur & film

Smertepunktet

Tidligere på året udkom Nobelprisvinder Patrick Modianos roman Smertepunktet. En kort, men meget inciterende roman om en smertelig oplevelse i forfatterens barndom. Patrick Modiano skriver ofte om sine forældres generation eller om sine tidligste erindringer. Denne erindrings-stil minder om Proust, men mere letlæst. 

Det eneste dårlige ved Smertepunktet er, at den er alt for kort, man vil gerne forblive i denne erindringsverden præget af uskyld og anelser.

Smertepunktet

 

Litteratur & film

En verdensomsejling under havet

Som barn slugte jeg den ene Jules Verne-bog efter den anden. Jeg opdagede verden gennem hans tekniske univers. Det var egentlig et science fiction-univers han oprindeligt beskrev, men hans litteratur blev indhentet af virkeligheden, og de fleste af hans bøger endte med at blive realistiske.

Jeg har ikke læst Jules Verne siden min barndom, men nu har jeg lige genlæst hans roman En verdensomsejling under havet (1869).

Den franske professor Pierre Aronnax’ beretning om sit ufrivillige ophold på undervandsbåden Nautilus med den misantropiske og bitre kaptajn Nemo er helt moderne at læse nu. Romanen handler om kynisk naturudnyttelse, miljøødelæggelse og menneskets griskhed i forhold til dyr og natur. Som voksen forstår man kaptajn Nemos misantropi.

Jeg må genlæse mere af den gode Jules Verne.

n verdensomsejling under havet. Foto Gyldendal

Foto: Gyldendal

Litteratur & film

Marcel Prousts fødselsdag

Marcel Proust blev født den 10. juli i 1871.

3200 sider fylder Marcel Prousts hovedværk På sporet af den tabte tid (À la recherche du temps perdu), og det er nogle af de bedste og mest underholdende sider, jeg har læst.

Romanen består af:
Bd. 1: Vejen til Swann/ Swanns verden, 1913 (da. 1932)
Bd. 2: I et rosenflor af purunge piger, 1918 (da. 1932)
Bd. 3: Vejen til Guermantes, 1920-21 (da. 1933)
Bd. 4: Sodoma og Gomorrha, 1922 (da. 1935)
Bd. 5: Albertine, 1924 (da.1964)
Bd. 6: Forladt af Albertine, 1925 (da.1937)
Bd. 7: Den genfundne tid, 1927 (da.1932-38)

Hvordan illustrerer man titlen På sporet af den tabte tid?

Jeg synes dette værk, som jeg har spottet i Geneve på Centre d’Art Contemporain er et meget godt bud. Hvem kunstneren er, kan jeg desværre ikke huske. Apropos På sporet af den tabte tid!

Kunstværk

Dans

Pariseroperaens Ballet danser i København

Verdens ældste balletkompagni Pariseroperaens Ballet er i København i weekenden med balletten Paquita. 

Om Paquita hedder det: “det er en ballet som har været længe undervejs. Bolsjevik-revolutionens omvæltninger i Rusland lagde nemlig Paquita i graven efter ordre fra nye kulturpolitiske magthavere. Kun en række modige koreografers ulydighed gjorde, at vi i dag kan opleve og nyde denne romantiske pariserballet af Marius Petipa. Dele af værket blev overleveret og introduceret ved større kompagnier i anden halvdel af det 20. århundrede, og denne opsætning af Paquita blev specielt koreograferet til Pariseroperaens Ballet af Pierre Lacotte i 2001.”

Historien og stilen er gammeldags, men det er jo det fine ved denne forestilling: det er levende ballethistorie. Og danserne er fantastiske.

pariseroperaen

Foto: E. Bauer

pariseroperaen

Foto: Francette Levieux

pariseroperaen

Foto: Laurent Philippe

Læs mere om gæstespillet

Dans

An American in Paris

Når det er november-gråt og kedeligt, og livet er lidt hårdt, så smider jeg ekstra salt i såret og undersøger, hvad jeg går glip af ude på den internationale kulturscene. I næste uge er der premiere på danseforestillingen An American in Paris på Théâtre du Châtelet i hjertet af den franske hovedstad. Den forestilling ville jeg gerne se.

Den britiske mesterkoregraf Christopher Wheeldon skaber trinnene efter Jerome Robins, mens en af verdens bedste mandlige dansere, amerikaneren Robert Fairchild, danser hovedpartiet.

Læs mere om Théâtre du Châtelet

Foto chatelet theatre-Matt Trent 2

Robert Fairchild. Foto: Théâtre du Châtelet /Matt Trent

 

Litteratur & film

Nobelprismodtageren i litteratur 2008

Jeg kender normalt ikke de forfattere, der modtager Nobelprisen i litteratur, men det forsøger jeg altid at gøre noget ved, bagefter. Nu kom jeg så til 2008-modtageren J.M.G Le Clézio fra Frankrig. På biblioteket faldt jeg over hans roman Sultens refræn, der er fra samme år, som han modtog Nobelprisen. Det er et slags litterært portræt af hans mor før, under og efter Anden Verdenskrig. Bogen var heldigvis ikke så lang, for så var jeg aldrig kommet igennem den. Med et par dage på terrassen gled den dog ned, men jeg har allerede glemt den igen. Der var ikke meget at hente i den, synes jeg, og det er næsten en hån mod folk, der virkelig sulter, at kalde bogen for Sultens refræn. Familien er enormt rig, men faderen formøbler formuen og de må flytte ind i en lille lejlighed. Det bliver dog aldrig så slemt, at moderen må tage sig et job, de kan nøjes med at sælge et stykke inventar i ny og næ.

Jeg når vist ikke videre i det forfatterskab. Eller har du en bog, du vil anbefale af ham?

Sultens refræn