Frankrig

Litteratur & film

Tre dage og et liv

Jeg læser normalt ikke krimier, jeg er aldrig blevet fanget af genren og den pågående spænding. Men da jeg læste Lindhardt og Ringhofs omtale af Pierre Lemaitres Tre dage og et liv fik jeg lyst til at prøve den populære genre igen.

Historien udspiller sig i en lille fransk by sidst i 1990’erne. Her i dette lille samfund vokser den 12-årige Antoine op. Ved et uheld kommer han til at slå nabosønnen, den 6-årige Remi, ihjel med en kæp. Antoine går i panik og gemmer liget i skoven. Vi ved altså lige fra begyndelsen, hvem der er morderen, så spændingen går ud på, om Antoine bliver afsløret eller ej.

Dette skæbnesvangre slag med en kæp, kommer naturligvis til at forfølge Antoine resten af livet. Det kunne have været en en god historie med psykologisk spænding, men dertil er hele fortællingen for simpelt optegnet, persongalleriet for klichéfyldt og sproget for uinteressant.

Jeg holder mig til ikke-krimier.

Litteratur & film

Et sted at dø

De flygter fra den arabiske verden til Vesten. Alle søger de et bedre liv et andet sted end dér, hvor de kommer fra. Men måske bliver deres nye hjem blot et andet sted at dø, for de ender igen på bunden af samfundet. Mange ender som  prostituerede, ligesom den marokkanske kvinde Zahira, der er den gennemgående figur i Abdellah Taïas roman Et sted at dø.

Vi møder også Aziz fra Algieriet, Mojtaba fra Iran og andre stemmer, som man knap når at kende i Abdellah Taïas karakteristiske flimrende stil.

Selvom romanen er kort nåede jeg at blive ganske træt af denne kakafoni.

Abdellah Taïas roman et sted at dø

Romanen er udkommet på Forlaget Arvids

Dans

Christine and the Queens

Jeg har lige fået øjnene og ørerne op for den franske sanger Christine and the Queens (Héloïse Letissier) og hendes fantastiske dansere.

Skøn symbiose af musik og dans.

Christine and the Queens, /Héloïse Letissier

Foto: Christine and the Queens/YouTube

 

Litteratur & film

På sporet af den tabte tid

“Det hævdes, at livet er for kort til Proust. Det er lige omvendt: Livet er for langt til at snyde sig selv for et mesterværk af dimensioner”.

Dette citat har jeg stjålet hos Proust-ekspert Neal Ashley Conrad, og jeg er ganske enig med ham.

For 10 år siden læste jeg Marcel Prousts På sporet af den tabte tid og morede mig kosteligt, og nu er jeg så i gang igen og har stadig en fest. Jeg er kommet til andet bind, hvori jeg-fortælleren endelig kommer i teatret og den herlige kokkepige Francoise tilbereder en meget vellykket kanin ……

Læs mere om Marcel Proust hos Proust-forsker Neal Ashley Conrad, som også fortæller om den franske forfatter på Radio 24syv i programmet Croque Monsieur 

PROUST HJEMMESIDE

FOTO: nealashleyconrad.dk

 

Litteratur & film

Englene fra Frelsens Hær

En ung marokkaner kommer til Geneve for at studere litteraturvidenskab, men han bliver ikke hentet i lufthavnen af sin ven, sådan som de ellers har aftalt. Den unge studerende har ingen penge til mad og nattely, men hos Frelsens Hær får han det, som han trænger. Lidt efter lidt finder læseren ud af, hvorfor jeg-fortælleren skal til Geneve for at studere. Og først til sidst får vi at vide, hvorfor jeg-fortælleren ikke bliver hentet i lufthavnen af sin ven.

Englene fra Frelsens Hær er skrevet af Abdellah Taïa, der er marokkaner, men som skriver på fransk og er bosat i Paris. Han er en spændende arabisk stemme i Vesteuropa.

Bogen Englene fra Frelsens hær

Englene fra Frelsens Hær er udkommet på forlaget Arvids

Litteratur & film

Askeblomster

Jeg kendte ikke Patrick Modiano, før han fik Nobels litteraturpris i 2014. Mon han overhovedet var oversat til dansk før? Men nu er han blevet en favorit, når jeg skal vælge bøger. Med få ord kan han skrive, så man fornemmer tid, sted og stemning.

Jeg har lige læst hans roman Askeblomster, der vist nok som resten af hans forfatterskab er baseret på erindringer fra hans tidlige ungdom og endda fra en tid, før han var født, nemlig fra hans fars tid. Hans jødiske far overlevede i det tyskbesatte Paris ved hjælp af nogle lyssky forretninger. Modiano erindrer således en tid, hvor han ikke selv hører hjemme, og kobler den med erindringen om 1960erne – hans egen tid.

Askeblomster forsøger han at komme til bunds i et ungt pars mystiske selvmord i 1933. Men hvad skete der egentligt? Politiet opklarede aldrig sagen, så det prøver Patrick Modiano/fortælleren. Dog forgæves.

Romanen er en række fragmenter fra 30’erne, 40’erne, 60’erne og 90’erne. Nyt og gammelt sammenvæves, så det er er svært at finde ud af, hvor man er i tiden. Tidsforvirringen betyder intet, det er den lettere melankolske stemning, der er det vigtigste i Askeblomster.

Askeblomster

Foto: Lindhardt & Ringhof