Frankrig

Dans

Svævende engel på nycirkusfestival

Fra det klassiske cirkus kender vi nummeret med klovnen, der knap nok kan komme op på linen og da han efter utallige forsøg endelig kommer op på den, er han hele tiden ved at miste balancen og falde ned igen. I nycirkusfestivalen Move It præsenterer franske Rémi Luchez en nyfortolkning af denne kendte klovneentre. Rémi Luchez er dog ikke sminket som en klovn eller klædt i klovnekostume, men bærer almindelige jeans og sweatshirt. Praktisk påklædning når han som en anden cirkustjener begynder sit nummer med at sætte sin egen line op. Linen er i dette tilfælde et stykke ståltråd spændt ud mellem nogle forkullede rafter, der ligner overdimensionerede brugte tændstikker. Det tager lang tid, at sætte linen op, og det tager ligeså lang tid for Rémi Luchez at komme op på den, hvor han også længe kæmper med at finde balancen. At betragte dette er lige som at se en gør-det-selv video på YouTube med en fummelfingret person, og hvor spændende og sjovt er det egentligt i længden? Er det ikke mest dovent tidsfordriv at se på sådan noget? Oppe på ståltrådslinen finder Rémi Luchez en knibtang frem fra baglommen og klipper ståltråden over, så han falder ned og hele line-konstruktionen styrter sammen og så begynder hele opsætningen forfra. Dette gentager sig flere gange og sender tankerne hen til Sisyphos-myten og påminder om, hvordan mennesket igen og igen spænder ben for sig selv. Rémi Luchezs forestilling Miettes er som en visualisering af ordsproget om at save den gren over, som man selv sidder på, og kan således ses som et billede på, hvordan menneskeheden ødelægger grundlaget for sin egen eksistens.

Om man kan lide Rémi Luchezs humor, er vel en smagssag, undertegnede faldt ikke rigtigt for den. Den lettere prætentiøse forstilling, Miettes, har mange gentagelser, og fordi publikum sidder på begge sider af linen, henvender Rémi Luchez sig skiftevis til de to publikumssider og gentager dermed også sine publikumshenvendelser, hvilket gør hele formidlingen tung og omstændelig. Man sidder tilbage med følelsen af, at kun halvdelen af forestillingen henvender sig til den side, hvor man selv sidder. Til sidst sidder Rémi Luchez selv blandt publikum på den ene side af linen og leger hviskeleg med dem, men hvor spændende er det lige at se på? Forestillingen varer 60 minutter, men hvis Rémi Luchezs kun havde haft én publikumsside at forholde sig til, kunne den sagtens være barberet ned til 30 minutter, hvilket ville have været alt rigeligt.

Langt mere artisteri og substans er der i forestillingen Horizon med franske Chloé Moglia. Hun er en sand cirkusartist, som formår at fjerne alt unødvendigt fyld og skære ind til essensen i sin akrobatik og sit budskab. Med høje støn og dybe suk kravler hun op ad et tov, der hænger i en skulpturel konstruktion, hvis yderste ende er et tyndt rør, som hun kan gribe fat om. Da hun har fået et fast greb i røret, lader hun tovet falde ned på jorden, som om hun kapper sin navlestreng over. Hun hænger nu fire meter over jorden uden sikkerhedsline. Det er et skræmmende syn, som påminder om de angstfremkaldende drømme, hvori man mister fodfæstet, spræller i luften og forsøger at gribe fast i noget, inden man styrter ned og vågner med hjertet i halsen.

Svævende heroppe i luften uden nogen form for sikkerhedsnet synes Chloé Moglia dog at være fri, og hendes suk og støn ophører. Snart hænger hun i en arm, snart balancerer hun på det spinkle rør blot hængende på kanten af sit ene lår, i en hofte eller i sin spinkle brystkasse, som om tyngdekraften er sat ud af spil. Det er yderst nervepirrende, men samtidig også meget elegant og lyrisk, for med sine langsomme bevægelser fra position til position skaber hun en slags luftballet eller en svævende tai chi-øvelse.

Horizon kan sammenlignes med et slags fysisk digt, hvori stemningen og følelsen er præget af tidløshed og vægtløshed. Hvidklædte Chloé Moglia svæver som en engel i tomheden eller som en mobile af Alexander Calder, der stille svinger meditativt i luften. Denne mageløse luftballet er som en allegori over den menneskelige eksistens, der altid er en balancegang i forhold til vores medmennesker og omverden. Sommetider oplever vi vores eksistens som yderst anstrengende og ukomfortabel – andre gange føles den derimod let og behagelig. Men altid er vi overladt til os selv og vores egen skæbne, når først navlestrengen er kappet over.

Der skal ufattelig mange kræfter til at hænge i en eller to arme og balancere på et spinkelt rør i hele 30 minutter, som Horizon varer, men Chloé Moglia er en imponerende stærk kvinde, der får artisteriet til at se let og ubesværet ud. Hun er en nycirkusartist, som kan sin metier til perfektion og derfor nemt kan tilføje et ekstra symbolsk lag i sin performance uden at det virker påklistret eller prætentiøst. Med gammel savsmuldduftende cirkusretorik ville man måske kalde Chloé Moglia for Luftens Dronning, men her anbefaler undertegnede hende som en sej Pippi-Pige, der formår at forene det kraftfulde med det poetiske. 

"Horizon" med franske Chloé Moglia. Foto: Johann Walter

“Horizon” med franske Chloé Moglia. Foto: Johann Walter

FAKTA
Move It (Nycirkusfestival arrangeret af Metropolis)
Miettes af og med Rémi Luchez
Horizon af og med Chloé Moglia
Festivalen Move It præsenterer flere forestillinger, som kan opleves i forskellige københavnske byrum

 

Litteratur & film

Tre dage og et liv

Jeg læser normalt ikke krimier, jeg er aldrig blevet fanget af genren og den pågående spænding. Men da jeg læste Lindhardt og Ringhofs omtale af Pierre Lemaitres Tre dage og et liv fik jeg lyst til at prøve den populære genre igen.

Historien udspiller sig i en lille fransk by sidst i 1990’erne. Her i dette lille samfund vokser den 12-årige Antoine op. Ved et uheld kommer han til at slå nabosønnen, den 6-årige Remi, ihjel med en kæp. Antoine går i panik og gemmer liget i skoven. Vi ved altså lige fra begyndelsen, hvem der er morderen, så spændingen går ud på, om Antoine bliver afsløret eller ej.

Dette skæbnesvangre slag med en kæp, kommer naturligvis til at forfølge Antoine resten af livet. Det kunne have været en en god historie med psykologisk spænding, men dertil er hele fortællingen for simpelt optegnet, persongalleriet for klichéfyldt og sproget for uinteressant.

Jeg holder mig til ikke-krimier.

Litteratur & film

Et sted at dø

De flygter fra den arabiske verden til Vesten. Alle søger de et bedre liv et andet sted end dér, hvor de kommer fra. Men måske bliver deres nye hjem blot et andet sted at dø, for de ender igen på bunden af samfundet. Mange ender som  prostituerede, ligesom den marokkanske kvinde Zahira, der er den gennemgående figur i Abdellah Taïas roman Et sted at dø.

Vi møder også Aziz fra Algieriet, Mojtaba fra Iran og andre stemmer, som man knap når at kende i Abdellah Taïas karakteristiske flimrende stil.

Selvom romanen er kort nåede jeg at blive ganske træt af denne kakafoni.

Abdellah Taïas roman et sted at dø

Romanen er udkommet på Forlaget Arvids

Dans

Christine and the Queens

Jeg har lige fået øjnene og ørerne op for den franske sanger Christine and the Queens (Héloïse Letissier) og hendes fantastiske dansere.

Skøn symbiose af musik og dans.

Christine and the Queens, /Héloïse Letissier

Foto: Christine and the Queens/YouTube

 

Litteratur & film

På sporet af den tabte tid

“Det hævdes, at livet er for kort til Proust. Det er lige omvendt: Livet er for langt til at snyde sig selv for et mesterværk af dimensioner”.

Dette citat har jeg stjålet hos Proust-ekspert Neal Ashley Conrad, og jeg er ganske enig med ham.

For 10 år siden læste jeg Marcel Prousts På sporet af den tabte tid og morede mig kosteligt, og nu er jeg så i gang igen og har stadig en fest. Jeg er kommet til andet bind, hvori jeg-fortælleren endelig kommer i teatret og den herlige kokkepige Francoise tilbereder en meget vellykket kanin ……

Læs mere om Marcel Proust hos Proust-forsker Neal Ashley Conrad, som også fortæller om den franske forfatter på Radio 24syv i programmet Croque Monsieur 

PROUST HJEMMESIDE

FOTO: nealashleyconrad.dk

 

Litteratur & film

Englene fra Frelsens Hær

En ung marokkaner kommer til Geneve for at studere litteraturvidenskab, men han bliver ikke hentet i lufthavnen af sin ven, sådan som de ellers har aftalt. Den unge studerende har ingen penge til mad og nattely, men hos Frelsens Hær får han det, som han trænger. Lidt efter lidt finder læseren ud af, hvorfor jeg-fortælleren skal til Geneve for at studere. Og først til sidst får vi at vide, hvorfor jeg-fortælleren ikke bliver hentet i lufthavnen af sin ven.

Englene fra Frelsens Hær er skrevet af Abdellah Taïa, der er marokkaner, men som skriver på fransk og er bosat i Paris. Han er en spændende arabisk stemme i Vesteuropa.

Bogen Englene fra Frelsens hær

Englene fra Frelsens Hær er udkommet på forlaget Arvids