Film

Litteratur & film

Til dødens os skiller – og derefter

Belgiske film kan få mig i biografen. Heldigvis kommer der jævnligt en god film fra det lille land med den store filmtradition. Nu er Michaël R. Roskam, ham med filmen Bullhead, tilbage med en film i samme genre: Racer and the Jailbird. Igen handler det om kriminalitet og familie, som hænger sammen, men mest af alt handler det om den store kærlighed, som ikke engang fængsel, sygdom og død kan adskille.

Adèle Exarchopoulos og Matthias Schoenaerts spiller, så de færreste skuespillere kan følge med.

Racer and the Jailbird.

Racer and the Jailbird. Foto: FlandersImage/YouTube

Racer and the Jailbird. Foto: FlandersImage/YouTube

Litteratur & film

Call me by your name

Har årets bedste film allerede haft premiere? Måske, for Call me by your name af Luca Guadagnino har alt: Godt skuespil, et interessant manus, dejlig musik, flotte billeder og herlige billedbeskæringer, der er inspireret af kunsthistoriens store værker.

Call me by your name handler om tabet af uskyld, plukning af frugt fra kundskabens (fersken)træ. Har vi set det tema udfoldet på film før? Ja, men aldrig så passioneret, ømt, indfølt og intenst som i Luca Guadagninos fremragende film.

Timothée Chalamet spiller aldeles overbevisende, så hvis han ikke får en Oscar for sit skuespil, så er det rent røveri.

Se endelig Call me by your name og genopliv den dér særlige sommer, hvor du mødte kærligheden, og verden ændrede sig totalt.

Pluk kundskabens fersken 

Foto: Youtube

 

Litteratur & film

Stefan Zweig – Farvel til Europa

Er du Stefan Zweig-fan, så må du se filmen Stefan Zweig – Farvel til Europa, der har dansk premiere i dag.

Instruktøren Maria Schrader fortæller om Stefan Zweigs sidste år, da han var flygtet fra det nazistiske Østrig og Tyskland og er endt i en lille brasiliansk bjerglandsby uden for Rio de Janeiro. I landsbyen befinder Stefan Zweig og hans hustru sig godt. Også det multietniske Brasilien med den smukke natur og den moderne arkitektur begejstrer Zweig, der kaldte Brasilien for “Fremtidens land”. Her skriver han mesterværket Verden af i går, som først udkom efter at han havde begået selvmord. Zweig drømte om et helt nyt Europa, der skulle rejse sig i morgenrøden. Men som han selv formulerede det, så havde han ikke tålmodighed til at vente og derfor gik han i forvejen.

Filmhistorien er fragmenteret på den gode og interessante måde. Her er ikke en ensidig og kvalmende kunstner-hyldest. Nøgternt registrerer Maria Schrader vidt forskellige episoder og fortæller derigennem historien om en flygtning, der både har opgivet håbet og drømmer om en ny tid. I sidste film-kapitel, hvor Stefan Zweig og hans fru Lotte har begået selvmord, leger Maria Schrader med spændende spejleffekter og vinkler, der fryder øjet. Det er et meget stærkt billedsprog.

STEFAN ZWEIG - FARVEL TIL EUROPA

Foto: YouTube/UniFrance

 

Litteratur & film

Det er bare verdens undergang

Den går tæt på. Meget tæt på. Xavier Dolans nyeste film Det er bare verdens undergang. Nærbillede på nærbillede. Som om man selv sidder med ved middagsbordet og selv tilhører den dysfunktionelle familie, der samles en sommerdag. Endelig er sønnen Louis kommet hjem efter 12 års fravær, og så skal der hygges og tales om gamle dage.  Tales bliver det. Også i den grad. Meget højlydt endda. Men det er så som så med hyggen.

Nærbillederne skaber en voldsom fornemmelse af klaustrofobi, men de understreger også  personernes isolation. De er alle alene, også når de er sammen.

Man forstår, hvorfor sønnen har holdt sig væk fra hjemmet og de hysteriske familiemedlemmer i alle disse år. Nu kommer han egentlig hjem for at sige, at han er syg. Dødssyg og snart skal dø, men han kommer aldrig til orde. Ingen vil lytte og høre om hans verdens undergang.

Det er bare verdens undergang er ikke en af  Xavier Dolans bedste film, men den er stadig seværdig. Især er Louis’ tilbageblik flotte og stemningsfulde. I disse lyriske tilbageblik siges alt gennem billeder og musik – og vi forstår alt. Her kan man godt se, at Xavier Dolan også er en mester i musikvideoer. Tænk bare på hans smukke video til Adeles Hello.

Det er bare verdens undergang

Det hyggelige kukur spiller en central rolle i ‘Det er bare verdens undergang’ Foto: YouTube/Scanbox Entertainment Danmark

Dans

Streetdance – i bogstaveligste forstand

Aaron Taylor-Johnson spiller en af mest ubehagelige og psykopatiske skurke, jeg til dato har set på film, nemlig i Tom Fords mageløse Nocturnal Animals. 

Filmskurke plejer at blive sminket med ar og udstyret med rådne tænder eller et dødt øje, det er Aaron Taylor-Johnson ikke i Nocturnal Animals. Han spiller bare fremragende. Men han kan også være den bløde type og danse gennem gaderne:

Aaron Taylor Johnsson dancing

Foto: YouTube/K Tramell

 

Litteratur & film

Arrival

Denis Villeneuves film Arrival er i flere medier blevet udråbt som den bedste film i 2016, så den måtte jeg jo se – i 2017.

Jeg synes, Arrival  er et helt okay sci fi-drama, med en sjælden humanistisk synsvinkel. En kvindelig retoriker sidestilles med en mandlig fysiker, hvornår har man set det tidligere?

Pluspoint for det. Men jeg synes, at filmen bliver lidt for amerikansk – det vil sige irriterende sentimental. Og når verden ikke kan finde ud af at samarbejde, er det naturligvis ikke USA’s skyld, tværtimod er det alle de andre landes skyld. Kina og Rusland fatter jo som sædvanligt – i amerikanske film – ingenting, de er blot aggressive og usamarbejdsvillige. Jeg bliver lidt træt af dette snævre verdenssyn.

Amy Adams er som altid god, men jeg vil hellere se hende i Nocturnal Animals……

arrival

Foto: Sony Pictures Entertainment/YouTube