Film

Litteratur & film

Det er bare verdens undergang

Den går tæt på. Meget tæt på. Xavier Dolans nyeste film Det er bare verdens undergang. Nærbillede på nærbillede. Som om man selv sidder med ved middagsbordet og selv tilhører den dysfunktionelle familie, der samles en sommerdag. Endelig er sønnen Louis kommet hjem efter 12 års fravær, og så skal der hygges og tales om gamle dage.  Tales bliver det. Også i den grad. Meget højlydt endda. Men det er så som så med hyggen.

Nærbillederne skaber en voldsom fornemmelse af klaustrofobi, men de understreger også  personernes isolation. De er alle alene, også når de er sammen.

Man forstår, hvorfor sønnen har holdt sig væk fra hjemmet og de hysteriske familiemedlemmer i alle disse år. Nu kommer han egentlig hjem for at sige, at han er syg. Dødssyg og snart skal dø, men han kommer aldrig til orde. Ingen vil lytte og høre om hans verdens undergang.

Det er bare verdens undergang er ikke en af  Xavier Dolans bedste film, men den er stadig seværdig. Især er Louis’ tilbageblik flotte og stemningsfulde. I disse lyriske tilbageblik siges alt gennem billeder og musik – og vi forstår alt. Her kan man godt se, at Xavier Dolan også er en mester i musikvideoer. Tænk bare på hans smukke video til Adeles Hello.

Det er bare verdens undergang

Det hyggelige kukur spiller en central rolle i ‘Det er bare verdens undergang’ Foto: YouTube/Scanbox Entertainment Danmark

Dans

Streetdance – i bogstaveligste forstand

Aaron Taylor-Johnson spiller en af mest ubehagelige og psykopatiske skurke, jeg til dato har set på film, nemlig i Tom Fords mageløse Nocturnal Animals. 

Filmskurke plejer at blive sminket med ar og udstyret med rådne tænder eller et dødt øje, det er Aaron Taylor-Johnson ikke i Nocturnal Animals. Han spiller bare fremragende. Men han kan også være den bløde type og danse gennem gaderne:

Aaron Taylor Johnsson dancing

Foto: YouTube/K Tramell

 

Litteratur & film

Arrival

Denis Villeneuves film Arrival er i flere medier blevet udråbt som den bedste film i 2016, så den måtte jeg jo se – i 2017.

Jeg synes, Arrival  er et helt okay sci fi-drama, med en sjælden humanistisk synsvinkel. En kvindelig retoriker sidestilles med en mandlig fysiker, hvornår har man set det tidligere?

Pluspoint for det. Men jeg synes, at filmen bliver lidt for amerikansk – det vil sige irriterende sentimental. Og når verden ikke kan finde ud af at samarbejde, er det naturligvis ikke USA’s skyld, tværtimod er det alle de andre landes skyld. Kina og Rusland fatter jo som sædvanligt – i amerikanske film – ingenting, de er blot aggressive og usamarbejdsvillige. Jeg bliver lidt træt af dette snævre verdenssyn.

Amy Adams er som altid god, men jeg vil hellere se hende i Nocturnal Animals……

arrival

Foto: Sony Pictures Entertainment/YouTube

Litteratur & film

Nocturnal Animals

Tom Ford har gjort det igen. Skabt et filmisk mesterværk: Nocturnal Animals.

Nocturnal Animals er en kompleks historie, der springer i tid. En kvinde der læser en roman, hvis handling blander sig historien og afspejler den virkelige verden. Lyder det kompliceret? Det er det ikke, når Tom Ford fortæller historien.

’Ingen bryder sig om det, de arbejder med. ’Vi gør det kun fordi vi er drevet af noget’, siger en af personerne i filmen. Et at de mange temaer i denne komplekse film er at være ’drevet af noget’. Personerne er drevet af penge, sex, og ikke mindst hævn.

Hvilken æstetik. Hvilken rytmisk klipning mellem lyd, musik og billede. Og wow for en åbningsscene. Tom Ford kan vist bare alt….

Har årets bedste film allerede haft premiere?

Nocturnal Animals

Foto: Movieclips Trailers/YouTube

 

Litteratur & film

Min Far Toni Erdmann

Filmen lagde Cannes ned. Og det er forståeligt, Min Far Toni Erdmann er en dybt original film. Hvilket manuskript! Glem alt om Hollywood. Historien er både dyb, dramatisk og hylende morsom.

Filminstruktør Maren Ade fortæller om det højrøvede, forkælede, arrogante, selvhøjtidelige, griske og dybt usympatiske internationale jetset, men samtidig også om et skrøbeligt far-datter-forhold.

Min Far Toni Erdmann er en af årets bedste film.

Tysk film  min far Tony Erdmann

Foto: Camera Film Danmark/ YouTube

 

 

Litteratur & film

Departure

Det er atter blevet tid til filmfestivalen CPH PIX, hvor man kan se anderledes film, som ellers ikke når frem til biograferne.

Jeg har fået set Andrew Steggalls film Departure og havde en rigtig god filmoplevelse.  

Departure er en langsom film med et smukt og dvælende billedsprog. Det er en stemningsfuld coming of age-film. 15-årige Elliot har svært ved at finde sig selv i sin splittede familie, og han søger tilflugt i naturen og ordene.

I dette stille filmdrama refererer Andrew Steggall til Antonín Dvořáks opera Rusalka. Månen og vandet spiller altså en betydelig rolle i filmen. Og når hovedpersonen kaster sig ud på dybt vand lyder den helt bedårende og melankolske arie Rusalkas sang til månen. Flot scene.

Hvis du kan fange Andrew Steggalls film Departure et eller andet sted, så er den hermed anbefalet.

foto fra Departure

Foto: Rolly Movie Trailers/YouTube

Se CPH PIX program