Dans

Dans

Dansens vildeste kriger

Sortklædt og med en hætte trukket tæt godt ned over ørerne og dybt ned i panden træder Louise Lecavalier frem fra mørket. Scenen er kvadratisk som en boksering med en lav krydsfiner-væg som baggrund. Det er en kampscene, og den legendariske canadiske koreograf og danser er klar til kamp. Hun er en moderne kriger, og hendes våben er dansen. Men hvem er modstanderen i denne kamp? Hende selv, tiden, mørket? Louise Lecavalier har selv udtalt, at “dans er en fysisk kamp det meste af tiden”. Set i det lys er værket Battle Ground måske blot en kamp for kampens skyld. Dans for dansens egen skyld. Det er da også rigeligt, når det er en erfaren dame på snart 60 år, der danser med både vildskab og præcision.

I 1980’erne dansede Louise Lecavalier med David Bowie og i 1990’erne dansede hun med kompagniet La La La Human Steps, men nu er hun næsten alene på scenen i sit eget hæsblæsende værk Battle Ground (Milles batailles) fra 2016.

Louise Lecavalier åbner dansekampen stående på tæerne, en fod foran den anden og hopper let til et synkoperet techno-beat. Og så sætter hun armene i svingninger og lader fingrene sitre frenetisk. Hun kan minde om et insekt, der ved at bevæge sine vinger lynhurtigt kommer til at stå stille i luften. Med dette sitrende anslag er Louise Lecavalier i gang, og hun stopper ikke sin dans før 65 minutter senere. Fuldstændigt imponerende!

Senere indtager Louise Lecavalier hele scenen til Antoine Berthiaumes livemusik på guitar og synthesizer. Det er medrivende techno, så man næsten ikke kan sidde stille på publikumssæderne. Louise Lecavaliers bevægelser er ikke blot superhurtige og vildt flotte, de er også aldeles hypnotiske at iagttage. Det er som at være til et rave-party, hvor man selv er gået fuldstændigt træt og kun formår at betragte dansegulvets sidste danser, der har et ekstra gear og en helt overjordisk energi.

Det er næsten blevet en kliché at sige, at man mister pusten over noget, men det sker vitterlig, når man ser den nu 59-årige Louise Lecavalier danse i højt tempo i over en time – uden at man kan se det på hende. Her er ingen røde kinder, sveddryppende pande, eller pumpende brystkasse. Hendes lille lyse ansigt, der stikker frem under den sorte hætte, viser en mimik, der både signalerer nysgerrighed og forundring, som om hun ikke selv forstår, hvor al den seje kraft, råstyrke og energi kommer fra i den lille, spinkle krop.

Battle Ground er dog også en duet, idet Louise Lecavalier i dele af kampen har en væbner ved sin side. Det er Robert Abubo, men vi ser ham næsten ikke, fordi han ikke kommer i nærheden af Louise Lecavaliers mageløse dans, hendes nærvær og energiske styrke. Med sin utrolige power stjæler hun helt retfærdigt al opmærksomheden og ender da også med at tage Robert Abubo på ryggen og bære ham ud af scenen. Louise Lecavalier er uovervindelig som en animeret computerspilskarakter og hun efterlader Robert Abubo chanceløs. Forestillingens udgangspunkt er dog ikke et computerspil, det er Italo Calvinos fantastiske fortælling Il cavaliere inesistente, som handler om en robotagtig kriger.

Har vi allerede så tidligt på teatersæsonen set den bedste danseforestilling, som denne sæson kan byde på? Man kan i al fald ikke forstille sig at se en bedre moderne danser end Louise Lecavalier. Har man først oplevet Louise Lecavaliers overmenneskelige energi, så overgiver man sig straks til denne canadiske heltinde, dansens vildeste kriger.

Battle Ground

Foto: André Cornellier

battle ground

Foto: Carl Lessard

FAKTA
Battle Ground
Republique
Koregrafi: Louise Lecavalier
Dansere: Louise Lecavalier og Robert Abubo
Musik: Antoine Berthiaume
Kostumer: Yso

Dans

Salmesang og faldne engle 

Den Kongelige Ballet begynder den nye teatersæson med et rent Jiří Kylián-program. Det er 10 år siden, at kompagniet havde enorm stor succes med den tjekkiske koreografs underholdende og lettilgængelige program Silk & Knife. Nu følger så Silk & Knife 2, der er langt mere alvorligt og eksperimenterende. Jiří Kylián for viderekommende – så at sige.

Programmet begynder med værket Salmesymfoni (1978), hvis titel kommer fra den ledsagende kormusik af Igor Stravinskij. Udgangspunkt er tre salmer fra den gammeltestamentlige Salmernes Bog, hvori det handler om bøn, håb og lovprisning. Der danses foran en collage af persiske tæpper, hvis snirklede mønstre ikke blot er dekorative, men også har en religiøs og spirituel betydning. Mønstrene er desuden matematiske systemer, som genfindes i koreografiens strenge linjer og kurver. Som beskuer bliver man både betaget og beruset af koreografiens abstrakte mønstre, som indimellem brydes, så danserne får rum til personlige udtryk. Disse individuelle udtryk skaber så at sige fejl i mønstrene, akkurat som det hævdes at være en bevidst fejl i ethvert ægte persisk tæppe.

Salmesymfoni skabte Jiří Kylián til Nederlands Dans Theater kort tid efter, at han var tiltrådt som leder af kompagniet. Med værket ville han samle kompagniet og tilkendegive over for danserne, at han havde brug for dem alle og deres individuelle kvaliteter. Værket fik en afgørende indflydelse på kompagniet ifølge Jiří Kylián, som i sin publikumshilsen skriver: “Det simple faktum, at danserne delte det samme rum i hele værkets varighed skabte en følelse af at høre til og af at være sammen”. Set i det lys er Salmesymfoni en tilbedelse og lovprisning af dansen og fællesskabet, som da indtager det guddommeliges plads. Den kongelige Ballet har fået adskillige nye dygtige dansere denne sæson, man kan så håbe, at værket også her skaber ny sammenhængskraft og et kreativt fællesskab. Flot og kontemplativ er Salmesymfoni i al fald at skue og måske programmets allerbedste værk.

I værket Sarabande (1990) er seks herrer på scenen, hvor det mere er performance end dans. Genren Sarabande nævnes første gang af digteren Fernando Guzmán Mexía, som definerer den som en fjollet eller direkte usømmelig dans – ofte danset af herrer i kjoler. På scenen er seks herrer – dog ikke iklædt kjoler, men over hovederne på dem hænger store barokkjoler. De omfangsrige kjoler minder om kirkeklokker, som dermed peger hen på en traditionbunden institution, hvor mænd bærer kjoler. Sarabande kan ses som en diskusion af begrebet maskulinitet. Herrerne brøler deres primalskrig ud og udlever deres indestængte aggressioner gennem hårde og maskinagtige bevægelser. Men samtidig er de også sårbare og tilbageholdende, de kan endda virke helt androgyne, når de vrider sig kejtede rundt på gulvet. Sarabande er et sammensat og modsætningsfyldt mandsportræt til musik af Johann Sebastian Bach og en lyd-collage af Dick Heuff.

I Falling Angels (1989) er der otte kvinder på scenen. Ren girl-power til trommende rytmer af Steve Reich. Værket er et gensyn fra sidste sæson, hvor det var sat sammen med værker af Wayne McGregor og Akram Khan, men det passer langt bedre ind i dette rene Jiří Kylián-program og sammen med Sarabande. Til de bankende rytmer indtager de otte dansere forskellige positioner med dertilhørende gestik, som synes at at stamme fra gamle og glemte piktogrammer, hvormed vi ikke umiddelbart kan afkode betydningen af dem. Og deres mange grimasser leder tankerne hen på emojis, selvom værket er skabt lang tid før nogen havde set disse betydningsladede ansigter.

Endelig afsluttes programmet med værket 27’52”. Den ejendommelige titel refererer til værkets varighed: 27 minutter og 52 sekunder. Dirk Haubrich har skabt musikken, der også indeholder talt tekst på forskellige sprog. Man forstår således kun dele af talen, det samme er tilfældet med handlingen i værket, men det gør ingenting, det er stadig fascinerende. Gulvet løftes op, så det bliver en gyngende grund for danserne, eller de kan begrave sig under det, hvis det da ikke på surrealistisk vis falder ned fra loftet. 27’52” er som en absurd drøm. Og Jiří Kylián er yderst svær at blive klog på, men kedelig er han aldrig, dansens Salvador Dalí.

Fotos: Costin Radu og Henrik Stensberg, Det Kongelige Teater

FAKTA
Silk & Knife 2
Den Konglige Ballet
Gammel Scene
Koreografi: Jiří Kylián

Dans

Tysk balletgave til Tivolis fødselsdag

Hamburg Ballettens unge kompagni, Bundes Jugend Ballett, har i tre dage været på besøg på Pantomime Teatret, da Tivoli fejrede sin 174-årige fødselsdag. De otte dansere og deres to koreografiske værker blev en rigtig fornøjelig fødselsdagsgave for Tivolis gæster.

Bundes Jugend Ballett dansede John Neumeiers udgave af Petrushka (1976), som ligger langt fra Michel Fokines gamle dukke-drama, men stadig med Igor Stravinskijs fængende musik. Hos Neumeier er vi i en cirkusmanege, hvor de optrædende dog godt kan virke lidt dukkeagtige med deres til tider lidt stive, staccato-bevægelser. Her ser vi diverse cirkusdiscipliner så som trampolin, springbræt, jonglering udført som abstrakt dans. Og når ballerinaerne krydser scene på tåspids tilsat sparkende trin er det som en parafrase over hestedressur. Sofistikeret og elegant er det. Dansernes kostumer har friske pang-farver, og der er en let og ungdommelig charme over denne underholdende udgave af Petrushka.

Værket Johns Dream er skabt direkte til Bundes Jugend Ballett og er koreograferet af Maša Kolar, Kevin Haigen, Sasha Riva, John Neumeier og danserne selv. I vidt forskellige tableauer formidler de unge gennem deres dans, hvad der motiverer og bevæger dem. Her danser et par en fin pas de deux, hvori portugisiske Teresa Silva Dias stjæler billedet med sin skrøbelige elegance.

I et at de bedste tableauer, går en ung kvinde på scenen med en mikrofon og giver en omgang beatboxing, hvis rytme fire herrer følger. Det er som om deres nøgne torsoer imploderer i takt med beatboxerens lyde. Det er imponerende præcis timing. Især mexikanske Ricardo Urbina Reyes rammer beatet, så man næsten føler, at hans krop er elektrificeret og er forbundet med mikrofonen.

Finalen i Johns Dream danses til sangen Thankful med Josh Groban. Nok er musikken sentimental og dansernes bedende hænder strakt op mod himlen bliver også en anelse sentimental, men det passer alligevel godt til en gruppe unge mennesker, der er på vej ud i livet og ud i en spændende dansekarriere.

John Neumeier er idemanden bag Bundes Jugend Ballett og hans mål med kompagniet, som han etablerede i 2011, er at give unge ballettalenter en chance for at etablere sig i den internationale danseverden. Og med det store talent og den super udstråling, som blev vist på Pantomime Teatrets beskedne scene, så hersker der vist ingen tvivl om, at danserne vil markere sig på den danseverdens største scener i fremtiden.

DAS BUNDESJUGENDBALLETT

Foto: Tivoli

Fakta:
Petrushka og Johns Dream
Pantomimeteatret, Tivoli,
Bundes Jugend Ballett
Koreografi: John Neumeier med flere.

Dans

Klokkeren fra Notre Dame ringer endnu

Fredericia Teaters berømmede opsætning af Klokkeren fra Notre Dame spiller endnu på Det Kongelige Teater. Gæstespillet i København er nemlig blevet forlænget – og man forstår hvorfor. Storslået scenografi og imponerende præstationer af scenekunstnerne. Lars Mølsted er genial som Quasimodo, og Mads M. Nielsen er en rigtig uhyggelig skurk/Claude Frollo.

Victor Hugos temaer fra 1831: den katolske kirkes magtmisbrug og dobbeltmoral samt den udbredte fremmedhad er i den grad stadig aktuelle.

Klokkeren fra Notre Dame

Klokkeren fra Notre Dame Foto: malmose.com

Fredericia Teater med Klokkeren fra Notre Dame

Fredericia Teater med Klokkeren fra Notre Dame Foto: malmose.com

Læs mere

Dans

En pianists pas de deux med flyglet

Dansk Danseteaters sommertradition med Summer Dance i Københavns Politigård er i år blevet aflyst på grund af frygt for terror. Politiets aktuelle terrorvurdering afholder dog ikke Dansk Danseteater fra at danse i sommerperioden. Kompagniet er nemlig rykket ind i operaens lyse foyer, hvor de danser forestillingen chopin danser. At danse indendøre er måske en ganske klog beslutning i denne yderst regnfulde sommer, hvor skyerne stråler stærkere end solen.

Her på falderebet inden Tim Rushton, Dansk Danseteaters kunstneriske leder gennem mange år, forlader sin stilling, afprøver han et nyt koncept: En kombination af en klaverkoncert og en danseforestilling. Som titlen signalerer, er musikken hovedsageligt af Frédéric Chopin, og den spilles formidabelt af den ukrainskfødte pianist Tanja Zapolski. Hun er en vaskeægte klaverløvinde, en funklende stjerne, som selv overstråler Dansk Danseteaters eminente dansere. I en lang, snæver, sort kjole sætter hun sig rank ved flyglet, løfter armene i sensuelle flamencoagtige positioner og lader så sine hænder danse lynhurtigt over tangenterne. Hvilken elegance! Og hvilken musikalitet. Tanja Zapolski pas de deux med flyglet blev forestillingens smukkeste dans.

Frédéric Chopin er blevet kaldt klaverets digter, og Tanja Zapolski får virkelig den polske komponist til at fortælle historier, måske også flere end danserne får fortalt gennem deres dans. Uden ledsagelse af dans spiller Tanja Zapolski Chopins f-mol Fantasie op. 49, hans Revolutions Etude (Étude op. 10, No 12), et præludium af Claude Debussy og et værk af finske Einar Englund, der er far til balletdanseren og instruktøren Sorella Englund, som har virket hos Den Kongelige Ballet i en menneskealder.

Koreografien er udelukkende til musik af Chopin. Snarere end at lade sine dansere danse til musikken, tager Tim Rushton afsæt i musikken og fabulerer videre på den. Musikken sætter så at sige kroppene i gang. Herrerne er skrøbelige stankelben i mørke jakkesæt. De ligner androgyne Egon Schiele-karakterer i spastiske bevægelser, hvis de da ikke bevæger sig robotagtigt som Oskar Schlemmer-figurer. Kvinderne – klædt i sorte corsage-lignende kostumer slanger sig sensuelt og æggende over scenen eller tripper afsted som gamle krumbøjede koner. Det er koreografi rig på kontraster, ligesom dansen ofte står i kontrast til musikken.

Operaens glas-foyer er måske ikke det bedste scenerum, men godt af Dansk Danseteater får brugt en del af operahuset i denne tid, hvor København har en operafestival, der mærkværdigvis slet ikke benytter sig landet største operascene.

Tanja Zapolski.

Tanja Zapolski. Foto: Søren Meisner

Chopin Danser.

Chopin Danser. Foto: Søren Meisner

Chopin danser
Operaen (Foyeren)
Dansk Danseteater
Koreografi: Tim Rushton
Pianist: Tanja Zapolski
Musik: Frédéric Chopin Claude Debussy og Einar Englund

Litteratur & film

Scenens skabere

Den første ballet, jeg oplevede, var Flemming Flindts fortolkning af Nøddeknækkeren med scenografi af Bjørn Wiinblad. Jeg blev meget begejstret for Bjørn Wiinblads glade og farverige scenografi, hvilket overraskede mig selv. Jeg kendte nemlig kun Bjørn Wiinblad som ham, der lavede keramik, der kunne købes overalt og som derfor fandtes i rigtigt mange hjem. Det var hvid keramik overlæsset med sorte dekorationer. Det var aldeles rædselsfuldt, syntes jeg. Jeg kendte slet ikke alt det andet, som Bjørn Wiinblad kreerede. Det var for eksempel plakater, tæpper og kostumer. Scenografien i Nøddeknækkeren var således en øjenåbner for mig i forhold til Bjørn Wiinblads omfattende kunstproduktion.

En sådan øjenåbner er også Ulla Strømbergs bog Nyere danske scenografer, hvori hun præsenterer danske scenografer. Her portrætteres blandt andre kendte billedkunstnere og dramatikere, som jeg ikke vidste havde lavet scenografi, scenografer jeg havde glemt og nye navne jeg ikke kendte. Nyere danske scenografer er således en spændende opdagelsesrejse ind dansk teaterhistorie, når det gælder scenografi i de sidste godt og vel 100 år.

Fra teatermaler til scenograf
Som titlen signalerer, fokuserer bogen ikke på scenografiens historie og udvikling. Målet er heller ikke at analysere de scenografiske værker, det handler derimod om at præsentere scenograferne. Efter en kort teaterhistorisk introduktion til håndværket og kunstarten portrætterer Ulla Strømberg en lang række danske scenografer, der havde deres virke i det 20. århundrede, plus dem der arbejder nu. Hun begynder der i teaterhistorien, hvor betegnelsen ‘teatermaler’ erstattes med ‘scenograf’, hvilket sker omkring år 1900.

Første portræt i Ulla Strømbergs værk omhandler Svend Gade (1877-1952). Han var en international kunstner, der arbejdede i både København, Stockholm, Oslo og Berlin. I det lille Købehavn revolutionerede Svend Gade scenografien med nye ideer, for eksempel i Strindbergs Ett drömspel på Dagmarteatret, hvor han i 1917 pakkede scenen ind i sort fløjl.

Kendt, men glemt som scenograf
Herefter følger en lang række portrætter af kendte og mindre kendte navne. Til de kendte, der dog i dag ikke er kendt for deres scenografi, hører blandt andre Kjeld Abel og Robert Storm Petersen. Kjeld Abel (1901-61) kender vi som forfatter og dramatiker, og som sådan er han indskrevet i den danske litteraturhistorie. Men han begyndte faktisk som scenograf, endda hos George Blanchine, da denne iscenesatte adskillige Les Ballets Russes-værker på Det Kongelige Teater i 1930’erne. Balanchine var yderst tilfreds med den unge Kjeld Abel og tog ham med som scenograf til både London og Monte Carlo.

Robert Storm Petersen (1882-1949) kender vi som en satirisk og humoristisk tegner, men han lavede også scenografi til revyer og i 1924 skabte han scenografi til balletten Benzin af Elna Jørgen-Jensen og med musik af Knudåge Riisager. Danseren og koreografen Elna Jørgen-Jensen skabte også balletten Hybris (1933), hvor hun arbejdede sammen med kunstneren og tegneren Gerda Wegner, der var gift med Einar Wegener / Lili Elbe (historien om dem er kendt fra filmen The Danish Girl). Gerda Wegner var inspireret af musikinstrumenter, da hun udtænkte ballettens kostumer, som måske var smukkere som tegninger end som færdige dragter.

Kendisser som scenografer
Lidt mærkeligt er det, at Jens-Jacob Worsaae (1946-1994) kun tildeles få linjers omtale, for hans balletscenografi er kendt og elsket af mange i både USA og Danmark. I USA arbejdede han for Boston Ballet, San Francisco Ballet og Salt Lake City, hvor han skabte flotte rammer til August Bournonvilles Abdallah. Og i København skabte Jens-Jacob Worsaae scenografi og overdådige kostumer til Flemming Flindts Caroline Mathilde (1991) og Helgi Tomassons Tornerose (1993), hvilket mærkværdigt vis slet ikke nævnes i bogen.

Derimod tildeles Per Kirkeby (født 1938) megen spalteplads, måske fordi han er en international kendt billedkunstner. Per Kirkebys scenografi og kostumer (sammen med Kirsten Lund Nielsen) til Peter Martins Svanesøen (1996) på Det Kongelige Teater og senere hos New York City Ballet kan ikke være grunden. Kostumerne er rent ud sagt hæslige, og scenografien umådelig flad og kedelig. Per Kirkeby som scenograf var ingen succes hos de amerikanske balletkritikere. Blot fordi man er en stor billedkunstner, behøver man ikke være en god scenograf. Bjørn Nørgaard (født 1947) viser imidlertid, at man som kendt billedkunstner godt kan være en udmærket scenograf og kreere spændende kostumer. Det viste han i Nyt Dansk Danseteaters ballet En gudedrøm (1984).

Og så er der naturligvis Dronning Margrethe 2. (født 1940), som er en flittig balletscenograf, både i TV-produktioner, på Det Kongelige Teater og på Tivolis scener. Det begyndte dog med skoleballetopvisninger på veninden Susanne Heerings balletskole i Næstved. Bedst har Dronningen været, når hun har lavet kostumer og scenografi til Pantomimeteatrets intime scene, hvor hun har udfoldet  en gemytlig og let folkelighed. Mere tung og overlæsset var hendes professionelle debut på Det Kongelige Teater med August Bournonville Et folkesagn (1991). Der var næsten ikke plads til danserne i den bombastiske og mangefarvede scenografi, dette var også problemet i Mikael Melbyes scenografi til Sylfiden (2003). Mikael Melbye (født 1955), som er uddannet operasanger, har været bedst  på operascenerne, hvor hans scenografi var mindre tung. Turandot (1995) var et højdepunkt i hans scenografiske karriere, som han nu har sat på pause for at hellige sig portrætmaleriet.

De store kvinder
Maja Ravn (født 1967) er en af de mange nulevende kvindelige scenografer med en international karriere. Hun har blandt andet skabt scenografi til den opdaterede version af August Bournonvilles Napoli (2009) og Hotel Pro Formas legendariske forestilling Operation : Orfeo (1993). Til denne gruppe af kendte scenografer hører også Marie Í Dali (født 1965). I 2003 omformede hun det kedelige og karakterløse Gladsaxe Teater til en magisk hule, hvor musicalen Cabaret  blev en stormende succes med Peter Jöback i rollen den androgyne konferencier. Marie Í Dali står også bag scenografien til Steen Koerners populære Nøddeknækkeren (2003). Endelig er der også Mia Steensgaard (født 1972), der har lavet scenografi eller kostumer til mange balletter, heriblandt Manon (2003), Svanesøen (2015), Giselle (2016). Og så begejstrede hun alle med den papirklipsagtige scenografi til August Bournonvilles Et folkesagn (2011), som var langt mere let og luftig end Dronning Margrethes fortolkning tyve år tidligere. Det er også Mia Steensgaard, som står bag scenografien i den populære tv-serie Arvingerne, der blandt andre er instrueret af Pernilla August.

Bogen er rigt illustreret med skitser, tegninger og fotos fra diverse forestillinger, men jeg savner dog alligevel fotos af scenograferne selv, ligesom der i litteraturhistorier er portrætter af forfatterne. Det er altid rart at få et ansigt på navnet, især scenografer, som man sjældent ser afbildet. Ellers er det en lækker og letlæst bog at gå på opdagelse i. Man behøver ikke læse den kronologisk, men kan hoppe mellem de forskellige mange portrætter.

Nyere danske scenografer_96Frydenlund

Foto: Frydenlund

FAKTA
Nyere danske scenografer af Ulla Strømberg. Forlaget Frydenlund. 408 s. kr. 399.

Ulla Strømberg: Mag.art. i teatervidenskab, teaterjournalist og tidligere direktør på Teatermuseet i Hofteatret.