Dans

Dans

Den latterlige diktator 

Charlie Chaplins filmklassiker, Diktatoren, har dramatikeren Nikolaj Cederholm sat op på Nørrebro Teater, som et musikalsk, mimisk drama, præcis som den gamle filmmester gjorde det i 1940. Resultatet er forrygende underholdende og næsten mere morsom end Chaplins egen filmhistorie om den magtbegærlige diktator Hynkel i landet Tomanien og den lille barber, hvis veje ustandseligt krydses. Forestillingen har haft stor succes i denne teatersæson, så nu spiller den igen under CPH Stage-festivalen.

På scenen er der skuespillere, som egentlig ikke taler så meget. Historiens hovedbudskaber bliver hovedsageligt formidlet gennem mimik, gestik, kropssprog, dans og ikke mindst musik og alverdens lyde, som pianisten og multimusikeren Olivier Antunes tryller frem på alle sine redskaber. Han skaber forestillingens puls. Olivier Antunes kan lave lydbilleder, så man for sit indre øje ser en hel militærparade passere forbi, et voldsomt buldrende militært angreb eller oplever en fisketur med plaskende vand. Det er musikalsk teater i ordets bogstaveligste forstand. 

Skuespillerne spiller flere roller i forestillingen, og det gør de alle godt. Tre skal fremhæves. I dobbeltrollen som diktator Hynkel og den jødiske barber brillerer Olaf Johannessen, han taler så man kan høre og forstå ham, og hans mimik og kropssprog er som Chaplins. Også Anders Budde Christensen kan med sin mageløse mimik formidle sine fire karakterer, allerbedst er han i rollen som den beregnende og maniske Garbage, Hynkels højre hånd. Endelig er der også Asbjørn Krogh Nissen, der har ikke mindre en seks roller og kan fra det ene øjeblik til det andet forvandle sig fra jomfrunalsk sekretær til krukket kunstmaler og underdanig tomatsælger.

Der er masser sjove slapstick, og danse kan skuespillerne også. Anja Gaardbo har skabt en finurlig og komisk koreografi, så selv krigsscenerne og forfølgelsesscenerne bliver til danseoptrin. Snart bliver en militærmarch til et stomp-nummer, Hynkels dans med globussen bliver en erotisk pas de deux, og hans selskabsdans med fru Napolini er fyldt med gakkede trin og stumfilm-charme.

Kim Witzel har skabt scenografien med en drejescene, som ikke bare kan køre rundt og forvandle en barbersalon til en slagmark, men også rejses op på højkant og fungere som tagryg eller en skydende tankvogn. Det er opfindsom scenografi, som hele tiden skaber overraskelser på scenen.

Det eneste minus ved forestillingen er slutningen, hvor den jødiske barber forveksles med Hynkel og tvinges til at holde tale for folket. Her får publikum så en sentimental, politisk korrekt tale om frihed, lighed, fred, medmenneskelighed, kærlighed og andre store begreber. Denne moralske opsang, der lyder som en naiv skolestil, kunne vi godt have undværet. Budskabet skulle jo gerne være sivet ind hos publikum af sig selv, for det er jo det, som hele forestillingen handler om. Vi behøver ikke at få disse floskler serveret som en prædiken. Glem den vamle tale, og nyd den gennemmusikalske forestilling med ypperlig mimik og kropssprog. Diktatoren er meget underholdende, og børn kan også sagtens se med – og lære noget. For desværre er tematikken i Diktatoren stadig aktuel.

 Diktatoren

Foto: Büro Jantzen

Diktatoren på Nørrebro teater

Foto: Büro Jantzen

FAKTA
Diktatoren
Nørrebro Teater
Instruktion og dramatisering: Nikolaj Cederholm
Scenografi: Kim Witzel
Kostumer: Line Bech
Koreografi: Anja Gaardbo
Lysdesign: Henrik Kegnæs Spangsbo
Pianist og musikarrangør: Olivier Antunes

Dans

Dommedagsdans i infernalsk hede

Mens en hedebølge ruller ind over Skandinavien, ruller teaterfestivalen CPH Stage hen over de københavnske scener. Og ikke-scener. Teatret Teaterøen holder til på Refshaleøen i gamle, renoveringsklare bygninger på forskellige adresser. I Refshaleøens gamle industri-klondike, som er vældig hyggeligt og nostalgisk, er det imidlertid svært at finde rundt, og skiltningen til teatrene er særdeles mangelfuld. Publikum stresser forvirrede rundt og leder efter teatret Teaterøen, og når man så endelig finder det, er det ikke den rigtige scene; man skal hen til en anden adresse. Man spørger om vej på den ene scene, hvor man ikke ved, hvad der sker på den anden scene. Publikummerne forsøger at hjælpe hinanden, når nu teatret ikke selv magter opgaven. Det er kun statsstøttede kulturinstitutioner, der kan tillade sig at være så ligeglade med, om publikum kan finde frem eller ej. Hvis private virksomheder var ligeså ligegyldige i forhold til deres kunder og i deres service over for dem, ville de snart gå konkurs. 

Når man så endelig finder frem til den rigtige scene, befinder den sig i en lavloftet bygning, som på ingen måde er egnet til teater, hverken for dansere eller publikum. Der er ingen ventilation i den lille lokale, skønt her er farligt (sundhedsskadeligt?) varmt. Rummet er nærmest uden ilt, hvorfor man straks bliver svimmel, får hovedpine eller falder i søvn, som flere publikummer gør. På de hvide vægge er der interimistisk hængt sort stof op i stropper. Stoffet bukler sjusket ned af væggene, så de kun delvist er mørklagt. Belysningen er amatøragtig sat op og fylder utroligt meget på scenegulvet, som i forvejen er lille. Hvor er det alt sammen synd, for disse primitive rammer ødelægger den ellers interessante forestilling.

På programmet er Siku Aappoq/Isen smelter og Seca/Tørke af koreograf Birgitte Bauer-Nielsen leder af Yggdrasil Dance. Værkerne er de to første i en triologi, hvori Birgitte Bauer-Nielsen udforsker klimaforandringerne. I Siku Aappoq/Isen smelter indtager Alexander Montgomery-Andersen fra Grønland og Thomas Johansen fra Norge scenen. Deres dans er inspireret af den graciøse grønlandske åndedans. Stolte og ranke bevæger de sig lette og lydløse rundt som naturmennesker i pagt med deres omgivelser. Med blot et stykke transparent stykke stof over hovedet og godt hjulpet af musikken skabt af Carsten Dahl kan de to dansere illudere et isbjerg, der brister og smelter. Når de laver akrobatiske imponerende spark og spring på den lillebitte scene er de som løsrevne isblokke, der hvirvler rundt i vandet. Og når de i smuk slowmotion ligger og drejer sig rundt på gulvet, er de som isklumper, der stille tør op og forsvinder. Men dansen er samtidig også et billede på den menneskelige eksistens på de steder i verden, hvor isen smelter. Der er ikke en skillelinje mellem naturen og mennesket, fordi naturen også er besjælet i den eskimoiske naturreligion. Grønlandske Aviaja Lumholt er en fin vokal på noget af Carsten Dahls musik, der er inspireret af fangernes og shamanernes sange.

I Seca/Tørke danser de dygtige Alexander Montgomery-Andersen og Thomas Johansen igen, men nu også sammen med Ana Julia Paiva, Ludmilla Ferrare og Carolina Rodrigues fra Brasilien. I Seca/Tørke kommer inspirationen til koreografien, kostumerne og musikken fra de brasilianske indianere. Deres rituelle danse kombineres med moderne akrobatisk dans. Dansernes bevægelser og trin kredser om tre glimmer-søjler, der både kan illudere solstråler, lysende højhuse og visne træer, der til sidst taber løvet. Eller de kan være indianernes hellige totempæle, der sluttelig mister deres magt og betydning. Seca/Tørke er ikke så intenst og dybt et værk som Siku Aappoq/Isen smelter. Når goldhed og tørst til sidst udtrykkes ved, at danserne ligger i apatiske kramper på gulvet, så trækkes scenen unødigt længe ud; vi har fattet pointen. Næste værk i den sympatiske og vedkommende trilogi er måske oversvømmelse? Dette sidste værk i trilogien må gerne vises på en bedre scene, både for dansernes og publikums skyld.

siku Yggdrasil Dance

Foto: Yggdrasil Dance

Youtube/ Yggdrasil Dance

Fakta: 
Teaterøen
Siku Aappoq/Isen Smelter
Koreografi: Birgitte Bauer-Nielsen
Musik: Carsten Dahl

Seca/Tørke
Koreografi: Birgitte Bauer-Nielsen
Musik: Kim Helweg

Dans

Svedig eksamen

Forår er eksamenstid. Eksamen er det også for de dansestuderende på Den Danske Scenekunst Skole (DDSKS), når de danser/performer i skoleårets afsluttende forestillinger, der er åbne for publikum. Den Danske Scenekunst Skole har afdelinger i Aarhus, Fredericia, Odense, København og Odsherred. I København har skolen til huse på Holmen, hvor også Operaen ligger. Skolen har en scene i en flot, gammel teglstensbygning, hvis skønhed langt overgår den klodsede og charmeløse Opera. Det er også i denne smukke bygning, at publikum bliver budt indenfor for at se, hvad de studerende har brugt skoleåret på.

15 første-års-studerende viser koreografien Kaleidoscope, som de selv har udviklet sammen med koreograf Ursula Robb. I værket skal de studerende ikke bare danse og performe, de skal også selv skabe musikken, der er en rytme, som de skiftes til at slå på træstykker. Musikken, der er udviklet af Steve Reich, lyder lidt som en asiatisk vindklokke, og er meget behagelig og meditativ at lytte til. I begyndelsen løber, hopper, ruller danserne alene rundt, men lidt efter lidt vokser interaktionen frem mellem dem, og en gymnastisk dans begynder. Hurtige, flydende bevægelser med bratte afslutninger. Med 15 dansere på scenen er der mange at passe på ikke at støde ind i. For de endnu uerfarne dansere har de meget fokus på orientere sig i forhold til hinanden og bruger  meget energi på dette, hvilket går ud over nærværet i selve trinene og bevægelserne. Heldigvis når danserne uden sammestød frem til afslutningen, hvor de fleste af dem står bag nodestativerne og banker rytmisk på træstykkerne. Hertil sidst bliver rytmen mere hidsig og bevidst enerverende at lytte til, hvorfor de sidste dansere vælter nodestativerne og skubber de musicerende til side. Et morsomt og effektfuldt punktum på en solid debutforestilling.

De tredie-års-studerende, der afslutter deres uddannelse, danser og performer to værker af belgiske Vim Vandekeybus. I Les porteuses de mauvaises nouvelles (uddrag) er gulvet belagt med kvadratiske træplader, som danserne ustandseligt flytter rundt på, stabler, vælter og stabler igen. Et sandt sisyfosarbejde, synes det at være, ligesom i et almindeligt arbejdsliv med trivielle opgaver, der hver dag skal løses. I dansen kaster de ikke blot rundt med gulvplader, men også med sig selv og hinanden. De kaster sig i favnen på hinanden. Høje dansere griber mindre dansere, og mindre dansere griber høje. Drenge griber piger, og piger griber drenge. Alle er lige, trods forskellig fysik. Det er akrobatisk dans i imponerende højt tempo. Danserne knokler og drypsveder i det meget varme lokale. Når værket slutter, er rummet  ændret. Gulvet er væk, i stedet står der en stribe af stakke med gulvplader. Danserne har så at sige ændret rummet. De har sat deres spor på scenen, hvilket bliver et meget symbolsk  slutbillede i forhold til, at de er nyuddannede dansere, som nu forlader skolen og træder ud i i arbejdslivet.

De tredie-års-studerende skal ikke blot knokle med gulvplader. I deres anden performance What the Body Does Not Remember (uddrag) er træpladerne udskiftet med rektangulære sten af gasbeton, som de ikke nøjes med at træde på og slæbe rundt på, men også slynger til hinanden i faretruende lange kast, så støvet rejser sig rummet. Efter at set det flotte værk Les porteuses de mauvaises nouvelles med træplader, er det lidt en skuffelse at se et væk, hvori der igen bakses med byggematerialer, og hvor selve kastene med stenblokkene fylder mest. I stedet kunne man have ønsket sig et værk, der ikke stiller så store krav til kræfter, men til følelser. Det emotionelle register skal en moderne danser jo også mestre. Et mere nutidigt værk, der ikke stammer helt tilbage fra 1987, hvor danserne ikke var født, kunne også have været et alternativ.

Tillykke til de nyuddannede dansere, der kommer fra hele verden, og gid, der må være dansejobs til dem alle.

Den Danske Scenekunst Skole

Foto: Den Danske Scenekunst Skole

FAKTA
Den Danske Scenekunst Skole
Kaleidoscope (2018)
What the Body Does Not Remember (1987)
Les porteuses de mauvaises nouvelles (1989)
Koreografi: Ursula Robb og Vim Vandekeybus
Musik: Steve Reich (dirigeret af Kim Helwig), Theierry de Mey og Peter Vermeersch

 

Dans

Når to mennesker mødes

Det canadiske dansekompagni Daniel Léveillé er på en kort turné rundt i Danmark, hvor de besøger Aalborg, Odense, Aarhus og Baltoppen LIVE i Ballerup. Kompagniet Daniel Léveillé har tidligere besøgt Danmark. I 2010 dansede de Crépuscule des océans på Baltoppen LIVE og i 2014 gæstede de Dansehallerne med The Modesty of Iceberg. På den nuværende turné danser de værket Solitudes Duo (2015), som er det hidtil bedste værk, kompagniet har vist i Danmark. Og det siger faktisk ikke så lidt.

Der sker meget på den canadiske dansescene, det har danske danse-tilskuere kunnet bevidne i denne teatersæson. I efteråret viste Teater Republique, den enestående forestilling Battle Ground af og med canadiske Louise Lecavalier. Hun var en fantastisk oplevelse, og nu er Daniel Léveillés her med sit pragtfulde danseværk Solitudes Duo. Værket består af seks flotte duetter danset af syv fremragende og bomstærke dansere.

Når herrerne danser med hinanden, går de i kødet på hinanden på scenens oplyste firkant, der påminder om en boksering. På denne kampplads viser de dans, der er inspireret af kraftfuld kickboxing, tung sumobrydning og langsom Tai Chi. Danseres duetter illustrerer kampsportens yin og yang af lidelse og nydelse, men også legens sprudlende glæde.

I duetterne, hvor kvinder og mænd mødes, er der også kamp, men ikke så meget en kamp for udfordringen og kampglædens skyld, men mere en konfliktfyldt kamp, som både frastøder og knytter de to personer sammen.  Parforholdet vises både som støttende, tillidsfuldt og kærligt, men så sandelig også som desperat, omklamrende og frusterende.

Når to kvinder danser sammen bliver koreografien mere gymnastisk, elegant og lyrisk. Deres arme blafrer som insektvinger, og de balancerer på hinandens kroppe som insekter på blomsterhoveder. På én gang både yndefuldt og muskuløst.

Daniel Léveillés koreografi er yderst kraftfuld og nærmest akrobatisk med imponerende løft og utrolige balancer, hvor danserne bærer hinanden på skuldrene, ryggen, lænden eller nakken. Hundesvær og yderst krævende er Daniel Léveillés koreografi, men også meget musikalsk. Her består lydsiden ikke bare af mærkelige computerlyde eller en rytmeboks, der banker øredøvende derudaf. Her spænder musikken fra The Doors til klassiske stykker spillet på spinet. Solitudes Duo er en meget stor oplevelse, både som fysisk danseteater, men også som psykologisk studie i forholdet mellem to mennesker. Man kan kun håbe, at Baltoppen Live inviterer Daniel Léveillé tilbage igen, selv om kompagniet desværre ikke er en sikker publikumsmagnet. Men de som indløser billet til Solitudes Duo får en rigtig stor danseoplevelse.

Solitudes Duo

Solitudes Duo. Foto: Denis Farley

FAKTA
Solitudes Duo
Daniel Léveillé
Baltoppen LIVE (13.-15. marts danses forestillingen på Bora Bora i Aarhus)
Koreografi : Daniel Léveillé
Dansere : Mathieu Campeau, Ellen Furey, Esther Gaudette, Justin Gionet, Brianna Lombardo, Emmanuel Proulx og Simon Renaud
Lys :Marc Parent
Musik: Jean-Sébastien Bach, Pancrace Royer
Kostumer: Geneviève Lizotte

 

Dans

Dansen var det hele værd 

Den tidligere stjerneballerina ved Ballet Russe de Monte Carlo, Nini Theilade, er død. Den 13. februar fik hun et ildebefindende og sov stille ind efter et langt og succesrigt danseliv. Nini Theilade blev 102 år gammel.

Nini Theilade dansede hele livet. Hun kunne slet ikke stoppe. Et eksempel herpå var da hendes danseinstitut “Academie de Ballet Nini Theilade” i Lyon fejrede 20 års jubilæum i 2004. Nini Theilade blev kaldt op på scenen for at modtage publikums hyldest, og mens hun stod dér, lød pludselig J.L.F. Herolds musik fra La Fille Mal Gardée.
”Da jeg hørte musikken, reagerede jeg som en gammel cirkushest. Helt automatisk hev jeg op i min lange festkjole og begyndte at danse Mutter Simones træskodans. Først da publikum begyndte at applaudere, kom jeg til mig selv igen og stoppede naturligvis straks med at danse. Min familie sad og græmmede sig, men det øvrige publikum var ellevilde”.
Historien fortalte Nini Theilade engang, da jeg besøgte hende i Oure på Fyn. Her boede hun til sidst, fordi hun var tilknyttet “Skolerne i Oure – Sport & Performing Arts”, hvor hun sluttede en lang dansekarriere med at undervise. Hun underviste frem til hun var 98 år.

Som lille pige tog Nini Theilade sine første dansetrin i sin mors dalcroze-danseskole på Java, hvor hendes familie boede grundet farens udstationering. I 1926 flyttede familien til København, hvor Nini Theilade søgte ind ved Det Kongelige Teaters Balletskole, men hun blev afvist på grund af for svage ankler. I stedet blev hun elev hos svenske Carina Ari og senere studerede hun hos Lubov Yegorova i Paris. Som 14-årig dansede Nini Theilade soloforestillinger for fulde huse over hele verden. Publikum blev betaget af hendes på én gang både uskyldige og erotiske udstråling. Som 21-årig opsatte hun sine egne balletter på Det Kongelige Teater i København og senere blev hun ballerina i Ballet Russe de Monte Carlo og rejste kloden rundt sammen med sin mor som ubønhørlig manager. Men det var ikke blot på teatrene verden over, man kunne se Nini Theilade, hun dansede også henover de store filmlærreder. Filminstruktør Max Reinhardt opdagede hende, og hun dansede med i hans store Hollywood-produktioner, blandt andet var hun første-fe i hans overdådige filmatisering af William Shakespeare A Midsummer Night’s Dream.

Livet uden for rampelyset var dog ikke så glorværdigt. For Nini Theilade betød dansekarrieren hård træning fra tidlig morgen til sen aften og dermed ingen tid til alle de mænd, der forgudede hende. Disse tilbedere tog hendes mor sig derimod meget kærligt af, også dirigenten Michael Scott, som Nini Theilade faktisk var forelsket i og forlovet med. Forholdet mellem den dominerende mor og datteren havde aldrig været godt og blev det heller aldrig, men Nini Theilade sagde altid, at dansen var det hele værd. Dette udsagn blev også titlen på hendes erindringer, som journalist Lone Kühlmann skrev og udgav i 2006.

dansen-var-det-hele-vaerd-nini-theilade

Foto: Peoples’s Press

Dans

Ufarlige vampyrer

Kloden koger. Vi stemmer på og giver magt til politikere og præsidenter, som ikke bekymrer sig om klodens tilstand. Magthavernes løsning på alle problemer er derimod blot mere og mere vækst. Vi mennesker er blevet en slags zombie-forbrugere, der uden tanke for bæredygtighed blot køber og smider væk i en uendelighed. Vi er blevet vampyrer, der konstant suger ressourcer ud af jordkloden. Som det gamle ordsprog siger: Vi saver den gren af, vi selv sidder på.

Vi er kommet til et punkt, hvor mange tænker, at demokratiet har spillet fallit, og kun et voldeligt oprør eller en revolution kan redde verden og os selv. Forestillingen The Vampire Revolution af svenske Tim Matiakis og danske Christian Lollike synes at ville mobilsere os til en slags revolution eller i det mindste en slags selvindsigt. Udgangspunktet for Matiakis og Christian Lollike  er således både vedkommende og yderst relevant, men deres performance The Vampire Revolution minder mest af alt om en naiv skoleforestilling, der ikke er kommet længere i skabelsesprocessen end til den begyndende brain storm.

Bedst fungerer Asger Kudahls lyddesign med behagelige lydbilleder der minder om supermarkedernes og indkøbscentrenes “muzak”, som skal få os til at købe mere. Men Asger Kudahls lyddesign indeholder også voldsomt bulder og brag, der fremmaner et billede af dommedag og klodens undergang i et “big bang”. Også Søren Knuds videodesign på et stort lærred, der er spaltet som en persienne, fungerer godt og fremmaner en fornemmelse af deformitet og opløsning. Men teksten, der består en række slagord og opråb , er en omgang håbløse klichéer, som ikke kan reddes hjem af skuespiltalent, for performerne er ikke skuespillere med professionel diktion, de er dansere, men danser næsten ikke. Og når de endelig danser, sker det i et mørke, så man kun aner bevægelserne. Man kan kun være enig med den performer der til sidst råber: “Fuck!, what is this”? Den smule dans, vi kan skimte i mørket, er dog interessant. Bevægelserne er krampagtige, spastiske, maskinelle og bevidst uskønne, som for at vise den menneskelige deroute. Mennesket har fjernet sig fra naturen, sig selv og sin fornuft og er blevet en dukke eller robot i forbrugerismens farlige spil.

Christian Lollike og Tim Matiakis forsøger at engagere og involvere publikum. Det sker meget pædagogisk og sympatisk med fælles opvarmning før forestillingen, hvor vi blandt andet skal klappe vores sidemænd på ryggen. Men det sker også undervejs i forestillingen, hvor lyset tændes i salen for at performerne kan indsamle ting, som publikummerne kan undvære for så senere at dele dem ud til nye ejermænd. Dette projekt med at lade et kondom, en læbepomade eller en pakke tyggegummi skifte hænder tager evigheder og er lige så spændende som et amerikansk lotteri til et lokalt foreningsmøde.

Måske kunne The Vampire Revolution skabe en smule eftertanke, hvis den blev spillet i det store varehus Magasin, der ligger lige overfor Det Kongelige Teater, og dermed være en direkte kontrast til den evigt pågående shopping-mani. Men i et meget mørkt scenerum virker forestillingen blot som en forældet idé, der har overlevet fra hippietiden i 1960’erne. Det er virkelig synd, for tanken bag The Vampire Revolution synes både interessant og mere aktuel end nogensinde. Mange af os er parate til en form for revolution eller et oprør mod den eksisterende kapitalisme, men det bliver ikke med The Vampire Revolution som partiprogram.

The Vampire Revolution er skabt i et samarbejde mellem teater Sort/Hvid i Aarhus og i Corpus – Den Kongelige Ballets moderne kompagni.

corpus-vampire-revolution

Foto: Det Kongelige Teater/Corpus

FAKTA:
The Vampire Revolution
Corpus
Det Kongelige Teater, A-salen
Koncept: Christian Lollike og Tim Matiakis
Tekst: Christian Lollike
Scenograf og kostumedesigner Marie Rosendahl Chemnitz
Komponist Asger Kudahl
Lysdesign Morten Kolbak
Lyddesign Asger Kudahl
Videodesign Søren Knud