Dans

Dans

Kunsten at gå

På et underlag af to tons salt placeret i en knivskarp kvadrat går en danser rundt og rundt. Med sin gang danner danseren et ellipseformet spor i saltet. Hun går både til rytmen i Steve Reichs minimalistiske slagtøjskomposition Drumming (1971), og imod den. Lidt efter lidt træder flere dansere ind på det hvide kvadrat, og snart tegner der sig to ellipseformede spor i saltet. Efterhånden bliver de to geometriske spor udvisket af andre former og figurer. Den endeløse række af cirkler, kurver og spiraler, som de seks meget forskellige danserne går, skaber fodspor i alle retninger. På den hvide salt-kvadrat tegner der sig efterhånden en form for struktureret kaos, sådan som vi kender det fra et maleri Jackson Pollock.

Danserne slentrer ikke roligt af sted, men går raskt til i deres vandrestøvler, og det skulle ikke undre, hvis de har taget 9000 trin, når værket 9000 STEPS (2015) slutter efter 65 minutter. Det er ikke behageligt træningstøj eller løst joggingtøj, danserne går rundt i, men stramme jeans og t-shirts. Til forveksling ligner danserne publikum. Derfor er det også nemt at identificere sig med danserne, når de i højt tempo passerer forbi i deres regelmæssige gang, som kan påminde om ens egen næsten fastlagte og skemaagtige gangmønster i hverdagen.

9000 STEPS er med sin stramt koreograferede gang i gentagende mønstre et rituelt værk, der tager udgangspunkt i menneskets evne til at gå. Hverdagshandlingen at gå, bliver så at sige løftet op til at være en kunstnerisk disciplin. Men er det interessant at se på mennesker, der bare går rundt? Ja, det er det. Det er faktisk meget meditativt at se på den repetitive gang. Som tilskuer bliver man suggestivt draget ind dansernes rytmiske gang – og naturligvis Steve Reichs musik, og man får lyst til at rejse sig fra sin stol og gå med og være en del af fællesskabet.

Det betyder naturligvis også meget for oplevelsen, at forestillingen opføres en herlig sommeraften på Ofelia Plads, en gammel havnekaj mellem Operaen og Amalienborg Slot i Københavns centrum. Gamle træskibe glider forbi i den gyldne solnedgang, mens danserne går, som gjaldt det livet. Her på kajen mellem vand og land og i overgangen mellem dag og nat passer 9000 STEPS perfekt ind.

9000 STEPS er mere end blot travende trin i mønstre, der er også ”rigtigt” dans i værket. Her er moderne bevægelser, piruetter og fejende trin, der får saltet til sprøjte af sted, men også trin fra den folkloristiske kædedans, der danses med plisserede kapper over skuldrene. Kapperne konverterer danserne senere til skørter for derefter at snurre rundt i den cirklende religiøse sufi dans. Med fælleskabet i folkedansen og sufismens religiøse dans er vi igen tilbage ved det rituelle tema i 9000 STEPS.

Værket 9000 STEPS (2015) er skabt af den australskfødte koreograf Joanne Leighton, som efter at have haft sin base i Belgien nu bor i Paris, hvor hun i 2015 grundlagde kompagniet WLDN. Joanne Leighton skaber stedspecifikke værker og hun har selv været rundt i København og omegn for at finde passende steder til sit værk, der danses ved solopgang og solnedgang. Ud over at blive danset på et underlag af salt på Ofelia Plads i Københavns Havn er værket også blevet opført på et jordunderlag i Naturpark Amager og til sidst danses værket i sand på Amager Strand.

9000 STEPS af Joanne Leighton/WLDN

Foto: Maja Nydal Eriksen / Metropolis

FAKTA
9000 STEPS
Metropolis (Københavns Internationale Teater)
Ofelia Plads, Naturpark Amager og den 4. og 5. august på Amager Strand.
Koreografi og iscenesættelse: Joanne Leighton
Dansere: WLDN (Lauren Bolze, Marion Carriau, Marie Fonte, Marie-Pierre Jaux, Arthur Perole, Alexandre Da Silva)
Musik: Steve Reich (Drumming)
Kostumer: Alexandra Bertaut
Scenografi: Tovo & Jamil

Dans

Musikken danser

På Amerikakaj, hvor emigranterne steg på dampfærgerne til Amerika i 1800-tallet, ligger venuen Pakhus 11. I det smukke, gamle pakhus mødes fortiden med fremtiden i Dansehallernes avantgarde-forestilling Dead Awake af komponist Niels Bjerg og koreograf Kirstine Kyhl Andersen. 

Pakhus 11 er til anledningen indrettet som et såkaldt “akusmonium”, det vil sige et rum med surround sound, der er specielt afstemt til rummets akustik. Og musikken er akusmatisk. Det betyder, at den afspilles over et lyddiffusionsanlæg, der modellerer lydenes bevægelser og placeringer i rummet. Via diffusionsanlægget koreograferes lydenes bevægelser så at sige ud i rummet, så publikum får en helt unik lyd-oplevelse. 

Dead Awake, der er en del af Copenhagen Jazz Festival, er lige så meget en koncert som en danseforestilling. Først og fremmest er Dead Awake en radikal, nyskabende forestilling, som man aldrig har set mage til på en dansk scene. De sortklædte danserne fra kompagniet WE GO er iført små højtalere, som de skiftevis har siddende på deres hænder, i panden som horn eller foran øjne som store insektøjne. Lyden bevæger sig rundt i rummet via en række stationære højtalere og altså også sammen med danserne, som så at sige giver lyden krop. Danserne gør musikken fysisk og flytbar. Spørgsmålet er, om det er musikken, som danser? Eller om man hører dansen?

Tilskuerne sidder spredt i det store pakhus, så danserne kan komme helt tæt på hver enkelt tilskuer og så at sige svøbe dem ind i lyd med deres mobile højtalere. Publikum får derved en næsten auditiv chakra massage. Musikken skaber en masse forskellige og fragmentariske scenarier, og publikum kommer ud på en magisk lyd-rejse båret frem af danserne med deres højtalere spændt fast på kroppen. Snart suser danserne gennem rummet med summende lyde i højtalerne, så man tror, at en sværm insekter er kommet ind i rummet. Snart lyder det som om større dyr nærmer sig gryntende bagfra. Snart synger en fugleflok sommerligt over vores hoveder, og snart suser en efterårsstorm gennem rummet. Publikum føres ind i en drypstengrotte, hvor dråberne falder med hult ekko, eller vi ledsages til havet, hvor bølgerne bruser for vore fødder. Og er det vindmøller eller helikoptere, vi kan høre dunke i det fjerne? Vi publikummer kan lukke øjnene og lade musikken katapulterere os alle mulige steder hen og lade os rive med af utallige stemninger. Vi kan også åbne øjnene og følge dansernes lynhurtige trin, som når de spiller bold med lydene: griber lyden og kaster den videre til en anden. 

Til sidst danser performerne med højtalere, der til forveksling ligner kufferter, og som de svinger synkront og meget målrettet mod et ukendt mål. Det er som om de tager tilløb til en lang rejse. Og så går porten i pakhuset ellers op, og danserne forsvinder ud på Amerikakaj. De følger så at sige i deres forfædres, emigranternes, fodspor og forsvinder ud i en helt anden verden. 

Den mærkelige titel refererer vist nok til den fastlagte, “døde” elektroniske musik, der er fuldstændig forudbestemt, men som danserne med deres bærbare højtalere kan ændre og manipulere. De ændrer dermed musikkens fastlagte forløb og vækker det “døde” til nyt liv: Dead Awake.

Lydmæssigt og rummæssigt kræver det en del, at sætte Dead Awake op på andre, nye lokationer, men forestillingen burde virkelig blive spillet mange flere gange end de få opførelser, den har haft under Copenhagen Jazz Festival. Dead Awake er et mageløst sansebombardement, som fortjener at komme ud i den store verden.

Dead Awake

DEAD AWAKE. FOTO: FRIDA NYGAARD

DEAD AWAKE.

DEAD AWAKE. FOTO: FRIDA NYGAARD GREGERSEN

FAKTA
Dead Awake
Dansehallerne, Pakhus 11
Komponist: Niels Bjerg.
Koreograf: Kirstine Kyhl Andersen
Dansere: Amia Miang, Kasper Daugaard Poulsen, Michael Richardt, Nanna Stigsdatter Mathiassen, Olivia Riviere og Søren Linding Urup.
Kostumer: Camilla Lind og Johan Kølkær
Lysdesign: Sonja Lea
Efter forestillingen den 14. juli gav den elektroniske komponist Mike Sheridan koncert og udnyttede pakhusets akusmonium til sine lidt dystre lyd- og stemningsbilleder.

Dans, Litteratur & film

Provokatøren i dansk teater

Dansk teaters enfant terrible eller provocateur er dramatikeren og teaterinstruktøren Christian Lollike tit blevet kaldt. Christian Lollike debuterede i 2002 og lige siden har han gang på gang trukket overskrifter i medierne med sine grænseoverskridende forestillinger. For ofte behandler den prisbelønnede teatermand kontroversielle emner og yderst bevidst skaber han hidsig debat med sine teaterforestillinger. Mest røre skabte Christian Lollike, da han i 2012 – blot et halvt år efter massakren på Utøya – meddelte, at han ville lave en forestilling om Breivik og dennes manifest. Det fik mange – lige fra politikere til meningsdannende skribenter – til at protestere mod det, de kaldte skrupelløst teater, der ville tjene penge på andres sorg. På performance- og dansescenen er Christian Lollike bedst kendt for sit samarbejde med dansekompagniet Corpus på Det Kongelige Teater. Her høstede han mange kritikerroser for værket I føling, hvori han blandt andet giver ordet til danske soldater, der havde fået både fysiske og psykiske skader under krigen i Afghanistan.

Rødder i det postdramatiske teater
Kritiker og teaterhistoriker Birgitte Dam hævder, at Christian Lollike har en etisk hensigt med sit provokerende teater, og med en næsegrus beundring for ham har hun skrevet en bog om hans politiske teater. I værket Scenekunst på kanten kigger hun nærmere på fem signifikante værker af Christian Lollike, men først giver hun en kort, men interessant beskrivelse af den moderne teaterscene og det postdramatiske teater, som Christian Lollike har rod i.

Der er meget lidt af det konventionelle teater hos Christian Lollike, hvis afgørende inspiration i stedet kommer fra det postdramatiske teater, der i 1999 for alvor blev defineret og udbredt af den tyske teaterhistoriker Hans-Thies Lehmann. Begrebet ‘det postdramatiske teater’ dækker over en teaterform, der ikke lægger vægt på det at fortælle en traditionel historie via handlende personer. Det narrative er trængt i baggrunden til fordel for en mere fragmentarisk og montageagtige form hvori der leges med teatrets virkemidler. Genremæssigt er der tale om blandingsformer, der er mere beslægtet med performance, danseteater og dukketeater end det aristoteliske drama, hvori sproget er det meningsgivende. I det postdramatiske teater er billedet eller det visuelle det centrale.

Tabuer skal brydes
‘Tabu’ er et ord, der tænder Christian Lollike. For hvad er det, man ikke må krænke, og hvorfor må man ikke det? Hvorfor må medierne skrive om Breivik og vise billeder fra Utøya, når teatret ikke må behandle emnet, spøger Christian Lollike retorisk? Er teatret farligt eller bliver det ikke opfattet som et seriøst rum for kunstneriske undersøgelser?

I værket Manifest 2083 (2012) tager Christian Lollike udgangspunkt i Breiviks mere end 1500 sider lange ideologiske manifest, som den norske terrorist skrev før sin massakre på Utøya. Skuespilleren Olaf Højgaard er alene på scenen og med manifestet i papirform redegør han for Breiviks tanker. Han formidler faktuelle oplysninger om Breivik, fremlægger psykiatriske diagnoser og citerer manifestet. Men skuespileren inddrager også sine egne personlige refleksioner omkring teaterprojektet og oplæser hademails, han har fået under arbejdet med teaterstykket. Det er altså researchet, dokumentarisk teater.

Krig, terrorisme og nynazisme
Sammen med balletdansere fra Den Kongelig Ballets moderne kompagni, Corpus, er tre danske krigsveteraner fra krigen i Afghanistan på scenen i Christian Lollikes forestillingen I Føling (2014). Soldaternes lemlæstede og amputerede kroppe kontrasteres af dansernes perfekte kroppe. Soldaterne fortæller helt usentimentalt, hvordan de har fået sprængt arme og ben væk og derefter kommer hjem, hvor de så mister koner, kærester, familier, job, anseelse og selvrespekt. De fleste får oven i købet posttraumatisk stress. Krigen slutter aldrig for dem. Igen er der tale om researchet, dokumentarisk teater. Det er stærkt, at høre soldaterne fortælle om deres skæbne, for det har nærmest været et tabu i offentligheden, hvordan politikerne, som sendte dem i krig, og resten af samfundet har ignoreret deres eksistens efter hjemsendelsen. Om koreografien er god, og om dansen bliver velintegreret i forestillingen, er et helt andet spørgsmål.

Ud over Manifest 2083 og I Føling behandler Birgitte Dam også værkerne Skakten eller Gerhards eventyr (2013), All My Dreams Come True (2013) og Living Dead (2016). Fælles for dem er, at her konfronterer Christian Lollike forskellige standpunkter uden at at fælde en klar dom, for der findes ikke en endegyldig sandhed. Derimod skal dokumentarteatret vække diskussion og påvirke samfundsdebatten. ‘Kom i tvivl’ er da også mottoet på den lille teater Sort/hvid, hvor Christian Lollike nu er teaterchef.

I Skakten eller Gerhards eventyr handler det om forståelsen af det onde og det gode. Hvis samfundet lukker øjnene for, at der er forskellige måder at betragte verden på, kan der opstå ekstremisme og fanatisme, som for eksempel nynazisme. I All My Dreams Come True handler det om fremmedgørelse, depression, håbløshed og tomhed. Karakterne bærer masker fra Disney-universet, og mediesindustriens bedøvende underholdning stilles til ansvar for den ukritiske og apatiske mentalitet i Vesten. Og i Living Dead (2016) er det flygtningekrisen, der er under debat. Her bruger Christian Lollike Zombie-universet til at spejle, hvordan vi tager imod flygtningestrømmene, der skyller ind over Europa.

Lidt for meget hyldest
Mod Christian Lollike evindelige grænsesøgende teater kan man indvende, at han altid tager taknemmelige emner op, som ligger lige til højrebenet, og som medierne i forvejen beskæftiger sig med. Hans foursigelige tematik er måske ikke så original endda, kun måden han behandler emnerne på. Men dette kommer Birgitte Dam ikke ind på i sin bog, der mere er en hyldest til Christian Lollike end en nuanceret og dybdeborende undersøgelse af hans teater. Lidt modspil til Christian Lollike og hans teater ville bare have gjort bogen endnu mere overvisende. Ligeledes kommer Birgitte Dam heller ikke ind på, hvor få publikummer der egentlig indløser billet til den slags eksperimenterende teater, og hvorfor det er sådan. Skyldes det, at det er svært tilgængeligt, for lidt underholdende eller hvad er grunden? Det ville have været interessant. Én ting er hvad kritikere og teaterhistorikere ønsker at se på landets scener, noget helt andet er, hvad publikum køber billet til.

Er man fan af Christian Lollike  skal man absolut læse Birgitte Dams hyldest-bog Scenekunst på kanten, og er man bare teaterinteresseret er bogen også god formidling af det moderne, postdramatiske teater, som det ser ud her og nu.

Scenekunst på kanten

Scenekunst på kanten. Foto: Forlaget Frydenlund

FAKTA
Scenekunst på kanten
Birgitte Dam
Udkommet hos forlaget Frydenlund

Dans

En åndelig oplevelse på dansescenen

Nogle går i kirke eller i skoven for at få en spirituel oplevelse, andre mediterer eller lytter til stille musik. Men kan man også som publikum til en danseforestilling få en dyb åndelig  oplevelse? Det vil mange publikummer nok nikke bekræftende til efter at have set værket Vertical Road af den britiske-bangladeshiske koreograf Akram Khan. Siden premieren på Curve Theatre i Leicester i 2010 er Vertical Road blevet danset i mange lande, herunder Danmark. Det er både koreografens eget kompagni, Akram Khan Company, og andre kompagnier, der har danset det åndfulde værk. I både denne sæson og sidste teatersæson har Den Kongelige Ballet danset værket og har i den grad taget publikum med ud på en spirituel rejse.

Kosmopolitisk dansetradition
Akram Khan kom til verden i 1974 i London. Han er barn af bangladeshiske indvandrere, som tog den bengalske dansekultur med sig til Storbritannien. Fra en tidlig alder lærte Akram Khan klassisk indisk dans, kendt under navnet kathak, og siden hen studerede han også moderne dans. I 2000 skabte han sit eget kompagni, Akram Khan Company, der er kendt for at blande forskellige dansetraditioner og gerner. Alene og med sit kompagni har Akram Khan turneret rundt i det meste af verden og opnået anerkendelse og berømmelse hos både kritikere og publikum. Og da London var vært for de Olympiske Lege i 2012 optrådte Akram Khan Company ved den pompøse åbningsceremoni. I det rockede og excessive show var det et bevægende og kontemplativt øjeblik, da han sammen med sit kompagni og en lille dreng dansede til den fredfyldte salme Abide with me (Vær du mig nær).

Vertikal rejse mod katarsis
I værket Vertical Road er Akram Khan inspireret af mange forskellige genrer: indisk kathak, tai chi, capoeira, japansk butoh og islamisk sufimystik og den dertilhørende dansende meditation. Der er dog ikke noget tyst og meditativt over værkets musik, som består af høje, dunkende trommerytmer skabt af Nitin Sawhney. Den trommende rytme banker som selveste hjerteslaget og virker stærkt hypnotisk og inciterende på publikum.

Vertical Road begynder i et urmørke, hvor 11 dansere står som forstenede og tilstøvede terrakotta-krigere. Med ét ryster danserne det jordiske støv af sig, så en støvsky rejser sig om dem, og de begynder at vugge fra den fod til den anden. De taktfaste bevægelser virker suggestive og samler de 11 dansere til én stor vuggende krop. Denne enkle, rituelle dans med simple, gentagende trin udvikler sig til mere komplicerede og individuelle bevægelser. Og rytmen ændrer sig og bliver vildere og vildere. Én tolvte danser hvirvler hurtigt rundt på scenen som en sufi, hvis cirklende dans skal bringe ham i guddommelig ekstase. Hans dans er en vertikal rejse væk fra det horisontale liv. Den vertikale opstigning er en kamp, men ved rejsens ende står den tolvte danser foran et transparent tæppe, hvor bagved et forjættende, gyldent morgenlys gløder. Er det mon det paradisiske lys, som skinner så blødt og fristende fredfyldt? Til sidst river danseren tæppet væk, som adskiller det jordiske og det guddommelige. Der sker en transcendens. Om danseren derved bliver ét med sin gud, eller hvad der egentligt sker, er et fortolknings- og trosspørgsmål, men det er uimodsigeligt, at Kram Khans Vertical Road har en overjordisk kraft og i den grad fanger og fastholder sit publikum. At se Vertical Road er en form for katarsis og publikum forlader forestillingen dybt berørte og åndeligt beriget.

En moderne klassiker
Det er ikke blot publikum, der bliver berørt af Akram Khans spirituelle værk, også for danserne er det en dybt bevægende oplevelse at danse Vertical Road. Mange dansere er rørte og står med tårer i øjnene, når musikkens hjertebankende rytme stopper, og de er færdige med at danse. Måske rammer værket alle, både dansere og publikum, fordi krop og ånd her smelter sammen til et sjældent fuldendt hele. Desuden er der så mange tolkningsmuligheder af det komplekse værk, at man kan opleve noget nyt, hver gang man danser eller ser det danset. Der hersker derfor heller ingen tvivl om, at Akram Khans moderne danseværk, Vertical Road, allerede er blevet en international klassiker, som vil blive opført igen og igen. Åndelige oplevelser taler som bekendt til os uanset tid og sted.

Vertical Road.

Vertical Road. Foto: Costin Radu

Vertical Road

Vertical Road. Foto: Costin Radu

Vertical Road.

Vertical Road. Foto: Costin Radu

Dans

Den latterlige diktator 

Charlie Chaplins filmklassiker, Diktatoren, har dramatikeren Nikolaj Cederholm sat op på Nørrebro Teater, som et musikalsk, mimisk drama, præcis som den gamle filmmester gjorde det i 1940. Resultatet er forrygende underholdende og næsten mere morsom end Chaplins egen filmhistorie om den magtbegærlige diktator Hynkel i landet Tomanien og den lille barber, hvis veje ustandseligt krydses. Forestillingen har haft stor succes i denne teatersæson, så nu spiller den igen under CPH Stage-festivalen.

På scenen er der skuespillere, som egentlig ikke taler så meget. Historiens hovedbudskaber bliver hovedsageligt formidlet gennem mimik, gestik, kropssprog, dans og ikke mindst musik og alverdens lyde, som pianisten og multimusikeren Olivier Antunes tryller frem på alle sine redskaber. Han skaber forestillingens puls. Olivier Antunes kan lave lydbilleder, så man for sit indre øje ser en hel militærparade passere forbi, et voldsomt buldrende militært angreb eller oplever en fisketur med plaskende vand. Det er musikalsk teater i ordets bogstaveligste forstand. 

Skuespillerne spiller flere roller i forestillingen, og det gør de alle godt. Tre skal fremhæves. I dobbeltrollen som diktator Hynkel og den jødiske barber brillerer Olaf Johannessen, han taler så man kan høre og forstå ham, og hans mimik og kropssprog er som Chaplins. Også Anders Budde Christensen kan med sin mageløse mimik formidle sine fire karakterer, allerbedst er han i rollen som den beregnende og maniske Garbage, Hynkels højre hånd. Endelig er der også Asbjørn Krogh Nissen, der har ikke mindre en seks roller og kan fra det ene øjeblik til det andet forvandle sig fra jomfrunalsk sekretær til krukket kunstmaler og underdanig tomatsælger.

Der er masser sjove slapstick, og danse kan skuespillerne også. Anja Gaardbo har skabt en finurlig og komisk koreografi, så selv krigsscenerne og forfølgelsesscenerne bliver til danseoptrin. Snart bliver en militærmarch til et stomp-nummer, Hynkels dans med globussen bliver en erotisk pas de deux, og hans selskabsdans med fru Napolini er fyldt med gakkede trin og stumfilm-charme.

Kim Witzel har skabt scenografien med en drejescene, som ikke bare kan køre rundt og forvandle en barbersalon til en slagmark, men også rejses op på højkant og fungere som tagryg eller en skydende tankvogn. Det er opfindsom scenografi, som hele tiden skaber overraskelser på scenen.

Det eneste minus ved forestillingen er slutningen, hvor den jødiske barber forveksles med Hynkel og tvinges til at holde tale for folket. Her får publikum så en sentimental, politisk korrekt tale om frihed, lighed, fred, medmenneskelighed, kærlighed og andre store begreber. Denne moralske opsang, der lyder som en naiv skolestil, kunne vi godt have undværet. Budskabet skulle jo gerne være sivet ind hos publikum af sig selv, for det er jo det, som hele forestillingen handler om. Vi behøver ikke at få disse floskler serveret som en prædiken. Glem den vamle tale, og nyd den gennemmusikalske forestilling med ypperlig mimik og kropssprog. Diktatoren er meget underholdende, og børn kan også sagtens se med – og lære noget. For desværre er tematikken i Diktatoren stadig aktuel.

 Diktatoren

Foto: Büro Jantzen

Diktatoren på Nørrebro teater

Foto: Büro Jantzen

FAKTA
Diktatoren
Nørrebro Teater
Instruktion og dramatisering: Nikolaj Cederholm
Scenografi: Kim Witzel
Kostumer: Line Bech
Koreografi: Anja Gaardbo
Lysdesign: Henrik Kegnæs Spangsbo
Pianist og musikarrangør: Olivier Antunes

Dans

Dommedagsdans i infernalsk hede

Mens en hedebølge ruller ind over Skandinavien, ruller teaterfestivalen CPH Stage hen over de københavnske scener. Og ikke-scener. Teatret Teaterøen holder til på Refshaleøen i gamle, renoveringsklare bygninger på forskellige adresser. I Refshaleøens gamle industri-klondike, som er vældig hyggeligt og nostalgisk, er det imidlertid svært at finde rundt, og skiltningen til teatrene er særdeles mangelfuld. Publikum stresser forvirrede rundt og leder efter teatret Teaterøen, og når man så endelig finder det, er det ikke den rigtige scene; man skal hen til en anden adresse. Man spørger om vej på den ene scene, hvor man ikke ved, hvad der sker på den anden scene. Publikummerne forsøger at hjælpe hinanden, når nu teatret ikke selv magter opgaven. Det er kun statsstøttede kulturinstitutioner, der kan tillade sig at være så ligeglade med, om publikum kan finde frem eller ej. Hvis private virksomheder var ligeså ligegyldige i forhold til deres kunder og i deres service over for dem, ville de snart gå konkurs. 

Når man så endelig finder frem til den rigtige scene, befinder den sig i en lavloftet bygning, som på ingen måde er egnet til teater, hverken for dansere eller publikum. Der er ingen ventilation i den lille lokale, skønt her er farligt (sundhedsskadeligt?) varmt. Rummet er nærmest uden ilt, hvorfor man straks bliver svimmel, får hovedpine eller falder i søvn, som flere publikummer gør. På de hvide vægge er der interimistisk hængt sort stof op i stropper. Stoffet bukler sjusket ned af væggene, så de kun delvist er mørklagt. Belysningen er amatøragtig sat op og fylder utroligt meget på scenegulvet, som i forvejen er lille. Hvor er det alt sammen synd, for disse primitive rammer ødelægger den ellers interessante forestilling.

På programmet er Siku Aappoq/Isen smelter og Seca/Tørke af koreograf Birgitte Bauer-Nielsen leder af Yggdrasil Dance. Værkerne er de to første i en triologi, hvori Birgitte Bauer-Nielsen udforsker klimaforandringerne. I Siku Aappoq/Isen smelter indtager Alexander Montgomery-Andersen fra Grønland og Thomas Johansen fra Norge scenen. Deres dans er inspireret af den graciøse grønlandske åndedans. Stolte og ranke bevæger de sig lette og lydløse rundt som naturmennesker i pagt med deres omgivelser. Med blot et stykke transparent stykke stof over hovedet og godt hjulpet af musikken skabt af Carsten Dahl kan de to dansere illudere et isbjerg, der brister og smelter. Når de laver akrobatiske imponerende spark og spring på den lillebitte scene er de som løsrevne isblokke, der hvirvler rundt i vandet. Og når de i smuk slowmotion ligger og drejer sig rundt på gulvet, er de som isklumper, der stille tør op og forsvinder. Men dansen er samtidig også et billede på den menneskelige eksistens på de steder i verden, hvor isen smelter. Der er ikke en skillelinje mellem naturen og mennesket, fordi naturen også er besjælet i den eskimoiske naturreligion. Grønlandske Aviaja Lumholt er en fin vokal på noget af Carsten Dahls musik, der er inspireret af fangernes og shamanernes sange.

I Seca/Tørke danser de dygtige Alexander Montgomery-Andersen og Thomas Johansen igen, men nu også sammen med Ana Julia Paiva, Ludmilla Ferrare og Carolina Rodrigues fra Brasilien. I Seca/Tørke kommer inspirationen til koreografien, kostumerne og musikken fra de brasilianske indianere. Deres rituelle danse kombineres med moderne akrobatisk dans. Dansernes bevægelser og trin kredser om tre glimmer-søjler, der både kan illudere solstråler, lysende højhuse og visne træer, der til sidst taber løvet. Eller de kan være indianernes hellige totempæle, der sluttelig mister deres magt og betydning. Seca/Tørke er ikke så intenst og dybt et værk som Siku Aappoq/Isen smelter. Når goldhed og tørst til sidst udtrykkes ved, at danserne ligger i apatiske kramper på gulvet, så trækkes scenen unødigt længe ud; vi har fattet pointen. Næste værk i den sympatiske og vedkommende trilogi er måske oversvømmelse? Dette sidste værk i trilogien må gerne vises på en bedre scene, både for dansernes og publikums skyld.

siku Yggdrasil Dance

Foto: Yggdrasil Dance

Youtube/ Yggdrasil Dance

Fakta: 
Teaterøen
Siku Aappoq/Isen Smelter
Koreografi: Birgitte Bauer-Nielsen
Musik: Carsten Dahl

Seca/Tørke
Koreografi: Birgitte Bauer-Nielsen
Musik: Kim Helweg