Nu kan du få et gensyn med dette usædvanlige kompagni, som den 23. – 25. februar gæstedanser i København (Musikkonservatoriets Koncertsal).

Det er Red Bull, som bringer Flying Bach til landet.

Det parisiske publikum så anstødelige ting og sager på scenen dengang i 1912. Da jeg så værket på Bolshoi i Moskva, opdagede jeg intet skandaløst. Desværre.

Her er et medtaget filmklip fra filmes barndom med Nijinskij, som danser faunen.

Se værket People på Store Carl i Dansehallerne og døm selv, om de 15 dansere kan noget, som tre dansere ikke kan. Spilleperiode: 28. januar – 5. februar.

People. Foto: Søren Meisner

People. Foto: Søren Meisner

People. Foto: Søren Meisner

Excelsior er et sandt ballet-klenodie i Italien – især på La Scala i Milano hvor Excelsior havde premiere i det 19. århundrede. Excelsior åbner denne sæson på La Scala med Italiens balletstjerne nummer et – Roberto Bolle – på rollelisten.

Erik Aschengreen skriver om en række balletter i forskellige opsætninger, således at man fornemmer, hvor  forskelligt et værk kan fortolkes, opføres og opleves.

Forført af balletten er udkommet hos Gyldendal

La Scala (på italiensk: Teatro alla Scala) åbnede den 3. august 1778 med Antonio Salieris opera Europa Riconosciuta. Siden har der været verdenspremierer på en lang række operaer, som for længst er blevet klassikere, deriblandt Giacomo Puccinis Otello, Madame Butterfly og Turandot samt Giuseppe Verdis Falstaff og Nabucco. Også Lucrezia Borgia og Maria Stuarda af Gaetano Donizetti samt Norma af Vicenzo Bellini har haft verdenspremiere her.

La Scala var Maria Callas’ hjemmescene, og nu synger tidens allerstørste operastjerner her, mens verdens førende dirigenter står i orkestergraven og leder det hele. Det er her, de store divaer og deres tilbedere folder sig ud i glødende arier. Lidenskabeligt elsker og dør de syngende på scenen foran verden mest passionerede operapublikum. Men også det mest kritiske publikum, der ikke holder sig tilbage for at buhe en stjerne ud, hvilket den franske verdenstenor Roberto Alagna blandt andet har prøvet.

La Scalas ydmyge eksteriør

La Scala by night

La Scala i fem etager

La Scalas hall

Forestillingens mesterlige papirklipslignende scenografi, der indeholder en hel grøftekant af planteliv og flagrende insekter, er simpelthen overvældende smuk og en sand fryd for øjet. Ren naturpoesi skabt af scenograf Mia Steensgaard.

Og én danser stjæler billedet, og det er karakterdanseren Lis Jeppesen, som gestalter den lille charmerende troldegut Viderik. Hilda og Juncker Ove – alias Susanne Grinder og Marcin Kupinski – kan danse nok så lidenskabeligt, men det er den lille jaloux Viderik, der tripper ulykkelig rundt bagved dem, som tager al opmærksomheden. Via Lis Jeppesens gestik og mimik er det som om, vi ser hver eneste lille tanke og følelse, der rør sig i den splejsede Viderik. I Lis Jeppesens gestaltning er Viderik som en åben bog, lige til at aflæse og forstå, og man føler så inderligt med ham, når han bliver såret.

Et Folkesagn danses af Den Kongelige Ballet på Operaen.

Lis Jeppesen som trold. Foto Per Morten Abrahamsen

Juncker Ove i elverpigernes vold. Foto Per Morten Abrahamsen

I værket Rhapsody, af Tim Rushton er danserne klædt i elegante unisex tunikaer med referencer til antikken, men med moderne snit og designer-striber. Ikke kun i kostumerne kan der anes referencer til antikkens kunst, det kan der også i koreografien.

Men Rhapsody er mere end antikke hentydninger, værket er også trampende trin samt kantede og hakkede bevægelser. Der er noget ublidt, ja nærmest råt over Tim Rushtons nye værk, men samtidig også noget dragende og ømt.

Dansk Danseteater er på turné i Danmark med programmet Rhapsody, se det rundt omkring i landet, syd for grænsen og på den anden side af Øresund.

Rhapsody, foto: Dansk Danseteater

Dansens grand old man i Sverige, Bengt Häger, byder inden for i sin store lejlighed på Kungsholmen i Stockholm. Stuen har et farvestrålende stormønstret tapet, gardiner i samme farver og mønstre er draperet omkring de høje vinduer. I vindueskarmen står en stor porcelænsfigur, som ligner en elefant med menneskekrop. Det er den hinduistiske gud Ganesha. På en søjle ved siden af vinduet hviler et sort Buddha-hoved. Østens to store religioner forenes fredfyldt i denne orientalske hule midt i den svenske hovedstad. Den europæiske kultur er repræsenteret med en samling indrammede tegninger og fotografier af ballerinaer i rollen som Sylfiden. Dansehistoriens første store balletdanserinde, Marie Taglioni hænger ved siden af et signeret fotografi af den danske ballerina Margrethe Schanne. Med disse navnkundige damer som tilskuere sætter vi os i de antikke møbler med broderede indiske puder i ryggen. På et lille orientalsk messingbord er der dækket op med kaffe og wienerbrød. Bent Häger kan godt lide den danske nationalkage. Og han har gode minder om Danmark, for det var der, hele eventyret begyndte.

Bengt Hägers far blev født i Aabenrå, som søn af en skibsreder. Selv blev han som 18-årig Magasin du Nords yngste afdelingschef i København. Siden hen blev han chef for et varehus i Malmö, hvor han også slog sig ned og giftede sig. Og der kom Bengt Häger til verden i 1916.

13 år senere blev den unge Bengt Hägers skæbne bestemt. Han så nemlig den russiske verdensstjerne Anna Pavlova danse på Operan i Stockholm og da tabte han sit hjerte til dansekunsten. Et år senere  rejste den unge balletelsker til Monte Carlo for at se det omrejsende balletkompagni Ballets Russes, og da forelskede han sig i en af ensemblets danserinder. Hun var betydeligt ældre end ham, men alligevel faldt hun for den svenske teenagedreng, der var høj og elegant – og så ældre ud, end han i virkeligheden var.

Senere boede Bengt Häger i Paris, hvor han levede det vilde ungdomsliv sammen med andre bohemer og kunstnere.
”Vi fattige unge mænd opvartede de fine damer på caféerne, mens deres ægtemænd havde travlt . Til gengæld bød damerne os på mad og vin. Vi underholdt dem, og de forkælede os. Det var gode tider”, smiler Bengt Häger saligt.

Under Anden Verdenskrig kunne Bengt Häger frit rejse mellem Sverige og Danmark. Under dække af at være taskegrosserer smuglede han dokumenter og penge ind til den danske modstandsbevægelse. Han solgte ganske lovligt fine tasker til Københavns lædervarebutikker, men i enkelte af taskerne gemte der sig dokumenter, som var stilet til udvalgte ”kunder”.

Bengt Häger var også i København, da Harald Landers ballet Våren var på Det Kongelige Teaters repertoire. Balletten, som ikke blot handlede om naturen, men nok så meget om længslen efter befrielsen, blev forbudt af den tyske okkupationsmagt. Alligevel nægtede teaterchef Cai Hegermann-Lindencrone at tage den populære ballet af plakaten. Resultatet blev, at besættelsesmagten truede med at sprænge Det kongelige Teater i luften.

”Jeg var med til at lede efter eventuelle bomber på teatret, for dengang eksisterede der ikke bombehunde”, erindrer Bengt Häger. ”Eftersøgningen tog hele dagen, for det er jo et stort hus. Vi fandt naturligvis ingen bomber, tyskerne turde ikke sprænge Det Kongelige Teater i luften. Og om aftenen var forestillingen udsolgt, selvom der hang en bombetrussel over teatret”.

Bengt Häger var ikke den eneste i det svenske dansemiljø, som tog del i den danske modstandskamp. Også koreografen Birgit Åkesson, der var dansk gift, gav husly til flere danske modstandsmænd i sin lille stockholmske lejlighed. En af de danske modstandsmænd som kom til Sverige, var polarforskeren Peter Freuchen. Han medbragte datteren, Pipaluk, som han havde fået med sin grønlandske kone. Bengt Häger faldt for den skønne og eksotiske Pipaluk, og friede til hende. Men Peter Freuchen bifaldt ikke ægteskabet, så under selve vielsen, satte han sig på en café og spillede skak. Han valgte en café, der ikke lå langt fra kirken, hvor vielsen foregik, og han  placerede sig synligt for alle forbipasserende for derved at demonstrere sin uvilje mod datterens ægteskab. Ægteskabet holdt dog ikke. Pipaluk og Bengt Häger blev skilt i 1954. Men sammen har de datteren Navaran, som i dag bor på Falster.

Bengt Häger husker tydeligt sin første rejse til Danmark efter befrielsen. Da den svenske kong Gustav Adolf fik nys om, at Bengt Häger skulle flyve til København, bad han ham om at tage en pakke med til sin datter, kronprinsesse Ingrid.
”Jeg afleverede pakken på Amalienborg, hvor kronprinsessen personligt tog imod. Jeg gik frem til hende, for at overrække pakken. Hun trak sig imidlertid et skridt tilbage, så jeg trådte endnu et skridt frem. Men så trak hun sig atter et skridt tilbage, og jeg fulgte efter. Og igen trak hun sig et skridt baglæns. Jeg forstod, at jeg ikke skulle komme for tæt på, så jeg stod stille og rakte pakken frem, så langt mine arme kunne nå. Og hun strakte også sine arme frem og tog pakken”.

Trods det lille brud på etiketten, mistede Bengt Häger ikke modet, men tog chancen og bad kronprinsesse Ingrid om et interview. Hun afslog venligt. Dengang var det ikke kutyme, at de kongelige gav interviews. Men det endte alligevel med, at den svenske prinsesse fortalte sin landsmand om, hvordan hun havde oplevet besættelsen af Danmark.
”Da jeg kom hjem ville min redaktør ikke trykke mit interview med Ingrid. Han sagde, at man ikke kunne interviewe de kongelige – og slet ikke en ung journalist. Avisen ville simpelthen ikke trykke min artikel, så det endte med en artikel, hvor jeg blev interviewet om mit møde med kronprinsessen.”

Trods succesen som hofreporter blev det som danseskribent, at Bengt Häger slog sit navn fast som journalist. Han er også forfatter til flere bøger om dans, og i 1989 udkom hans store værk Ballet Suédois, som handler om det berømte svenske dansekompagni, der turnerede rundt i verden i 1920′erne.

I slutningen af 40′erne var Metropolitan Ballet med den danske stjernedanser Erik Bruhn på turne i Sverige. Turneen gik dårligt og til sidst gik den helt i stå. Men Bengt Häger, som var lidt glad for en af ballerinaerne, overtog styringen af kompagniet, og så blev der danset for fulde huse. Hemmeligheden bag den pludselige succes var PR.

”Jeg kontaktede avisredaktørerne på lokalaviserne i de byer vi besøgte og indgik en aftale med dem. Til aviserne skrev jeg om gæstespillet i en helsidesartikel, som de måtte trykke gratis, hvis de til gengæld skrev, at det var dem, der havde inviteret Metropolitan Ballet til byen. Når det var lokale kræfter, der havde inviteret, var lokalbefolkningen mere interesseret i arrangementet og købte billetter”.

Turneen gav goodwill. Snart blev Bengt Häger ringet op fra England, hvor indiske dansere var strandet. Han lovede at hjælpe dem uden at kunne betale for deres billetter fra London til Skandinavien. Men han havde en ide. ”Jeg kontaktede en vulgær dansk forretningsmand, som tjente masser af penge på at lave isshows med den norske skøjteprinsesse Sonja Heine i København. Mod at dele overskuddet gik han med i projektet. Han tog et tykt bundt pengesedler op af lommen og spurgte om det var nok. Det mente jeg ikke, at det var, så han tog også et bundt op af den anden lomme”.

Med økonomien på plads skulle Bengt Häger så skabe interesse for den indiske dansestjerne Ram Gopal og hans dansetrup. Han inviterede til pressemøde på Hotel d`Angleterre på Kongens Nytorv og bød journalister og fotografer på smørrebrød og champagne-

”Journalisterne blev utålmodige, for Ram Gopal var forsinket. Men da den indiske stjerne endelig kom ned fra sit værelse, mistede journalisterne helt pusten. Han var klædt i gulddragt og ved sin side havde han to letpåklædte danserinder, som stillede sig an for fotograferne. Jeg tog de smukke sariklædte piger med ud i byen og fik dem fotograferet sammen med garderne ved vagtparaden på Amalienborg. Det var god PR”.

Ram Gopal og hans trup dansende for fulde huse i Odd Fellow Palæet og Stærekassen. Pengene strømmede ind og senere fortsatte succesen i Sverige. Grundstenen til en impresariovirksomhed var lagt og Bengt Häger hentede efterfølgende en lang række legendariske navne inden for dansekunsten til Sverige. Det var blandt mange andre Martha Graham, Merce Cunningham, Jerome Robbins, Alvin Ailey og Bengt Hägers egen favorit, Kurt Jooss.

En af Ram Gopals danserinder, Lila, blev Bengt Hägers store kærlighed. De giftede sig og fik en søn. Ægteskabet var lykkeligt og varede ind til 2002, hvor Lila døde.

Bogen om Bengt Häger af Nancy Westman

Bengt Häger og hustru

Har du ikke set Et folkesagn, får du chancen til januar, hvor der er repremiere på Det Kongelige Teater