Dans

Dans

Urban dans fra hele verden

I fire dage viser Detour Urban Dance Festival et tætpakket program med dance battles, workshops og forestillinger på Edison Teatret i København. Fra hele verden kommer unge dansere, hvoraf de fleste er amatører. Danserne demonstrerer, hvad urban dans er, dér hvor de kommer fra. Denne sjette Detour Urban Dance Festival viser, at urban dans ikke behøver at være ensbetydende med gangster-attitude, håndtegn og hættetrøjer. Urban dans er meget mere.

Yderst interessant og underholdende er det at se Sibusiso Mthembu og David Mokaale fra Sydafrika, som danser genren pantsula. Navnet betyder vralte som en and, selvom dansen er alt andet end kluntet. Det er en dans, der stammer fra midten af det 20. århundrede i de sorte townships i Johannesburg, dengang der herskede apartheid. Den undertrykte befolkning kunne i dansen udtrykke deres modstand mod regimet. I dansen med de lynhurtige trin lige over gulvet, demonstrerede danserne over for overmagten, at de var hurtige, stærke, udholdende og frie, at de havde deres egen stil og var klar til at stille op til kamp. I pantsula ses blandt andet reminiscenser fra charleston og jazz, så det er dans fuld af energi, glæde og overskud. Musikken er trommerytmer tilsat dansernes egen råb. Klædt i arbejdstøj og med selvlysende veste fortæller Sibusiso Mthembu og David Mokaale en klar historie i deres eget værk Kasi Hustle. De agerer værkstedsarbejdere, der vasker og pudser en imaginær bil i en garage. De småskændes om, hvem der laver mest, spejler sig i lakken, flirter med de forbipasserende og råber og skriger, da bilejeren stikker af fra regningen. Sibusiso Mthembu og David Mokaale charmerer publikum med deres humorfyldte pantsula, som kun sjældent ses på vores nordlige himmelstrøg. 

Fra Canada kommer trekløveret Victoria Mackenzie, Marie-Reine Kabasha, Emanuelle Lê Phan og danser værket Origami Mami, der er koreograferet af Emanuelle Lê Phan. Musikken af Samuel Nadai, leder tanken hen på lyde i et industrielt interiør, og pigernes dans er da også maskinel. Til sammen synes de at være én stor og kompleks maskine, hvori de hver især er selvstændige dele. En bevægelse hos den ene danser går videre som en bølge til den næste. Præcist som et stempel eller et tandhjul sætter en maskine i gang og får den til at fungere. Origami Mami er mere modern dance end street, selvom enkelte street moves dog kan observeres. De tre power-piger improviserer ikke, men viser strenge geometriske figurer, lige fra simple mønstre til mere komplicerede strukturer. Og pludseligt midt i det hele udfører danserne akrobatiske stunts, der er som overraskende fejl eller løse skruer i det store industrielle maskineri, som deres koreografi synes at illustrere.

Franske Zyko viser sit eget værk Une Lumière med musik af Ed Sheeran. Første del af det kun otte minutter lange værk er langt det bedste. Her viser franskmanden en fin, koreografi, der fokuserer på hænder og arme. Koreografien leder tankerne hen på Sidi Larbi Cherkaouis koreografi, som for ekempel i L’Homme de Bois. Koreografi og musik passer smukt sammen, så der opstår en næsten meditativ stemning. Derimod er anden del af værket, hvor Zyko danser med små røde cykellygter, som han tænder og slukker, mere konventionel og minder om et simpelt tryllenummer, hvori lyset forsvinder og kommer igen.

Danske dansere var også på programmet, men det var de udenlandske dansere, som havde de mest bemærkelsesværdige optrædener ved forestillingen på premiereaften. Og for undertegnede var det Sibusiso Mthembu og David Mokaale fra Sydafrika, der vandt kampen, hvis der var en battle om publikums gunst.

Detour Urban Dance Festival

Foto: Detour Urban Dance Festival

Fakta:
Detour Urban Dance Festival
Edison Teatret
Tre forestillingsprogrammer, dance battles og workshops

Dans

Når dukkerne bliver levende i vokskabinettet 

Stivnet midt i en akavet bevægelse og med en grotesk grimasse tværet ud i ansigtet står de 10 performere bomstille i det beskedne rum, som publikum bliver ledt ind i. Det er som at gå rundt i Madame Tussauds vokskabinet, så helt utroligt stille står mimikerne/performerne i deres spotlys. Vi publikummer kan gå helt hen til performerne og nærstudere dem midt i deres fastfrosne bevægelse. Kun sveden, der pibler frem på deres hud, afslører, at de ikke er dukker, men spillevende mennesker. Og svede gør de, for det er vanvittigt hårdt at stå helt stille i flere minutter med en arm strakt lige ud i luften eller stå hvilende på én fod og samtidig have udspilede øjne eller stor, måbende mund. Allerede fra første kig er man dybt imponeret af det hollandske kompagni Schweigman& i værket For the time being (2017). 

Pludselig bliver “dukkerne” levende og de løber retningsløst rundt i det lille rum, så publikum må være opmærksomme og hurtigt træde til side for at undvige sammenstød med dem. Vi er alle, performere såvel som publikum, i konstant bevægelse, og vi sveder alle sammen i det trange rum, som vi er lukket inde i. Pludselig stopper performerne op midt i deres løb og stivner atter midt i en ubekvem og absurd bevægelse. Og nu er det pay-back-time for performerne. Flere af dem standser op lige foran næsen af os tilskuere og kigger os direkte ind i øjnene, sådan som vi tidligere hæmningsløst har overbegloet dem. Kan vi selv tåle at blive udforsket af et nærgående nysgerrigt blik? Nogle af mimikerne tager også direkte fysisk kontakt med publikum. En stivner med hovedet hvilende på en tilskuers skulder, en falder sveddryppende sammen i favnen på en publikummer, mens en tredje klamrer sig fast til benene af en tilskuer.

Det er som om, at nogen ude bagved sidder med en fjernbetjening og klikker “on”, “off”, “rewind” og “repeat” og dermed styrer performerne, som snart står stille, er i lynhurtig bevægelse, går baglæns eller traver robotagtigt rundt i det kvadratiske rum. Det er fascinerende, men også skræmmende at overvære, fordi det påminder om, hvordan vi selv lader os styre og manipulere af udefrakommende ting og mekanismer.

For the time being bevæger sig hele tiden på grænsen mellem det hyggelige og uhyggelige. For hvad finder disse uberegnelige og robotagtige karakterer mon på? Når lyset slukkes, og vi befinder os i et buldrende mørke og kun kan høre performerne gå hvislende rundt mellem os, tænker vi: Hvad har de nu gang i? Står de mon med en uhyggelig grimasse lige foran os, når lyset igen tændes? Disse levende og ukontrollerbare dukker synes at kunne finde på alt. 

Til sidst tager performerne nogle sammenfoldede flyttekasser og rækker dem til publikum. Vi tager imod og samler dem beredvilligt og effektivt, så performerne kan stable kasserne til en cirkelformet mur, som gør rummet endnu mindre. Lyset dæmpes, men gennem sprækkerne mellem papkasserne falder et behageligt blødt lys. Også rolige slagtøjsrytmer og klange fylder rummet, hvor vi sætter os på gulvet sammen med performerne, der kryber ind til os, som om de vil finde hvile og tryghed hos os. Stemningen er behagelig og meditativ. Men igen overrumpler performerne os, for de skubber forsigtigt en papkasse til side, kryber ud og og lukker papkasse-muren bag sig. Publikum er ladt alene tilbage, mens performerne udefra begynder at skubbe pap-muren indad, så rummet bliver mindre og mindre, og vi må rykke sammen for at få plads. Vi er godt og grundigt blevet narret, vi har gladeligt hjulpet med at bygge vores eget fængsel, hvori vi nu er efterladt af de ellers så imødekommende dukker. Men inden vi endte i dette vores selvskabte fængsel, har vi samarbejdet og været i tæt kontakt med fremmede mennesker på et meget lille areal. En sjælden oplevelse i vores del af verden. Og så har vi også lært en hel del om forførelse og manipulation.

For kunstneren bag For the time being, hollandske Boukje Schweigman, begyndte forestillingen med spørgsmålet: Kan vi stoppe tiden? Med forestillingen vil hun skabe et slags vakuum, hvor tiden er flydende, hvor den speeder op, går langsomt og helt går i stå. Men For the time being handler om meget mere end tid og vores hurtige og stressede verden. Forestillingen kan også ses som en kritisk kommentar til vores liv med computere, mobiltelefoner og robotter, som stjæler vores tid og overtager vores liv, hvormed vi bliver fremmedgjorte overfor hinanden og verden. Flere betydningslag findes helt sikkert i værket, alt efter hvilke publikummer der er tilstede, og hvilke interaktioner der opstår performer og publikum imellem.

For the time being er et aldeles mageløst værk. Nytænkkende, tankevækkende og uforglemmeligt. Og ikke mindst afsindigt underholdende. Værket kunne naturligvis ikke realiseres uden fremragende mimikere, og bedre end dem Schweigman& kan præsentere, skal man lede længe efter. Og en performance som For the time being er man ikke så heldig at se hver teatersæson.

For The Time Being. Foto: Jochem Jurgens

For The Time Being. Foto: Jochem Jurgens

FAKTA
For the time being
Schweigman&
Koreografi, mimik, idé, iscenesættelse: Boukje Schweigman
Musik: Slagwerk Den Haag
Pakhus 11
For the time being er en del af Metropolis festivalen

Dans

En cubansk faun og caribiske rytmer

Som frømænd, der lige er steget op af havnebassinet, træder syv dansere – fuldstændigt maskerede i sorte heldragter – op på scenen til tonerne af Jean Sibelius’ Valse Triste. På scenen sætter de sig ned på en række, slår benene om hinandens kroppe og drejer sig om, så de danner en stor krop, der ligner et gigantisk tusindben. Og når de alene maver sig rundt på scenen, ligner de hummere og andre havdyr, eller er det fordi, vi befinder os på Ofelia Plads i Københavns Havn, at man får associationer til havdyr?

Dansk Danseteater, nu med svenske Pontus Lidberg i front, har altid fundet spektakulære scenerum til deres udendørs sommerforestillinger, Copenhagen Summer Dance. Tidligere har Dansk Danseteater danset i Politigårdens stemningsfulde atriumgård, men nu er de rykket ud på den populære havneplads ved siden af Skuespilhuset med udsigt til blandt andet Operaen, hvor kompagniet til dagligt har til huse på Operaens lille scene, Takkeloftet.

Marcos Moraus værk Waltz (uddrag) med Dansk Danseteaters dansere i frømandskostumer er en flot, effektfuld og underholdende åbning på danseaftenen under den lyse aftenhimmel. Mere dybde og følelse er der måske i Sidi Larbi Cherkaouis værk Faun, som er en ny og meget moderne fortolkning af Vaslav Nijinskijs L’Après-midi d’un faune / En Fauns Eftermiddag (1912). Musikken er stadig Claude Debussys, men der er også moderne rytmer. Ligesom Nijinskij er Sidi Larbi Cherkaoui i sin udgave af det legendariske danseværk, inspireret af basrelieffer og skaber mange flotte positioner og bevægelser i profil, der skaber en interessant og fascinerende fornemmelse af fladhed. Carlos Luis Blanco og Laura Treto fra det cubanske kompagni Acosta Danza danser henholdsvis faun og nymfe. Carlos Luis Blanco er en dyrisk og lidt vild faun, han er mere en handlingens mand end en drømmer. Carlos Luis Blanco er i konstant bevægelse, og hans fleksible krop synes nærmest at implodere, sådan bølger bevægelserne gennem ham. Sidi Larbi Cherkaoui har gennem sin næsten hypnotiske koreografi skabt en faun, som ikke blot forfører nymfen på scenen, men samtlige publikummer.

Jessica Lyall, Stefanos Bizasog Joe George danser en imponerende akrobatisk pas de trois Lamento della Ninfa (Nymfens klagesang) af Stephen Shropshire. De to herrer kaster deres kvindelige partner rundt i en halsbrækkende dans, som samtidig ser meget let og ubesværet ud. Som kontrast til den akrobatiske dans står de sarte toner i Ane Brun blide musik. Og de to tidligere kollegaer i Den Kongelige Ballet, Alban Lendorf, Marina Minoiu, står for aftenens balletindslag. De danser en pas de deux fra Kenneth MacMillans Manon. Det er et kort, men glædeligt gensyn med dansk ballets internationale store stjerne, Alban Lendorf, der nu mest danser hos American Ballet Theatre.

Til sidst, da solen står lavt på pladsen og sender er blidt, gyldent lys over scenen, danser Dansk Danseteater og Acosta Danza et uddrag af Paysage, Soudain, La Nuit af Pontus Lidberg. På denne varme sommeraften og med vand omkring scenen kan man næsten føle sig hensat til Cuba, for der er latino-vibes i Leo Browers rytmiske musik, Paisaja Cubano con Rumba, og Pontus Lidbergs trin, der sprudler af glæde. Særligt Mario Sergio Elías fra Acosta Danza sætter den caribiske stemningen et par grader op med sine charmerende hoppende trin og skæve smil.

Pontus Lidberg har kurateret er perfekt blanding af danseværker, det eneste, vi kunne have undværet på den smukke aften, var kulturministeren og hendes belærende og historisk ukorrekte velkomsttale, hvori hun ikke engang kunne finde ud af at udtale Dansk Danseteater korrekt. Pinligt, men heldig vis kan alt danses væk i sommernatten.

 Copenhagen summer dance 2018

Foto: Søren Meisner

copenhagen summer dance

Foto: Søren Meisner

copenhagen summer dance 2018

Foto: Søren Meisner

FAKTA
Copenhagen Summer Dance
Dansk Danseteater, Acosta Danza
Ofelia Plads 9.-11. august. Vitabergsparken, Stockholm 14.-15 august og Moesgaard Museum, Aarhus 17.-18. august.
Koreografi: Pontus Lidberg, Sidi Larbi Cherkaoui, Marcos Morau, Stephen Shropshire, Kenneth MacMillan.
Dansere: Dansk Danseteater, Acosta Danza  Alban Lendorf, Marina Minoiu,
Musik: Claude Debussy, Nitin Sawhney, Stefan Levin, Leo Brouwer, Ane Brun, Jules Émile Frédéric Massenet, Jean Sibelius med flere.
Kostumer: Hussein Chalayan, Mia Steensgaard Karen Young, Gry Hesbjerg og Kenth Fredin.

Dans

Dansefestival med meditative lyde

På Teater Momentum i Odense indtager moderne dans og performance en central rolle i repertoiret. Det fynske teater drømmer om at blive en af landets førende scener inden for netop disse to genrer, og et skridt på vejen hertil er blandt andet dansefestivalen La Petit Entré fra den 2. til den 4. august.

Teater Momentums finske huskoreograf i sæsonen 2011-12, Taneli Törmä, har til festivalen lavet forestillingen COVER, som er en performance med fokus på lyd. Taneli Törmä er uddannet i sit hjemland, men har nu base i Danmark, og har arbejdet med en række internationale teatre, herunder Svenska Teattern i Helsinki. Tidligere har Taneli Törmä sammen med sit kompagni, LOCATION-X, udforsket lysdesign og video i kunstnerisk sammenhæng, men i COVER handler det om den kropslige oplevelse af lyd, også kaldet kinæstesi.

COVER er en tredelt performance, og publikum bliver ført igennem tre rum, hvori der sker noget forskelligt, som har med lyd – og ikke-lyd – at gøre. I det første rum, der er tomt, går publikum rundt. Det drypper ned fra loftet på et enkelt sted, og vandet samler sig i en lille vandpyt. Dråberne, der falder ned på det sorte vinyl-gulv, slår en rytme, som udbygges, når det også begynder at dryppe ned et andet sted fra loftet. Lidt efter lidt begynder det at dryppe ned flere steder, og en helt rytmisk koncert a la Steve Reich begynder. Rytmen skifter, den stiger og falder for så at høre helt op, før den igen tager fat, sådan som rigtigt regnvejr også gør. Publikum må finde ly mellem de faldende dråber, og det er en helt dejlig fornemmelse at skulle gøre i denne ekstreme varme og regnfattige sommer. Søren Lyngsø Knudsen har skabt denne interessante lyd-installation, der desværre har en ubehagelig konnotation: Grundet det sterile, stærkt oplyste rum med de vandførende rør i loftet kan man nemt komme til at tænke på et gaskammer, når døren lukkes forsvarligt bag os. Det er sikkert ikke meningen, at publikum skal få den slags associationer, men rummets brutalitet modarbejder den meditative stemning, som kunstnerne – ifølge programmet – søger. 

I det andet rum sidder Taneli Törmä henslængt på gulvet som en klassisk skulptur. Med sit store røde skæg ligner han en viking. Kraftig og stærk ser han ud, og man forventer, at han snart vil brøle af sine lungers fulde kraft. Han er klædt i en kropsnær kobberfarvet heldragt, der på brystet, skuldrene og den øverste del af ryggen har påsyet en række bjælder og klokker i forskellige størrelser. Denne brynje af bjælder vil kunne skabe et inferno af larm, hvis han bevæger sig, og igen forventer man meget lyd. Men Taneli Törmä brøler ikke noget og bevæger sig meget langsomt og forsigtigt, så bjælderne forbliver tavse. Han kommer endda på benene, uden at særligt mange af bjælderne giver lyd fra sig. Og da han trækker dragten af sig, hører man kun et par små bjælder. Nøgen forlader han scenen, og dragten med bjælderne og klokkerne ligger tilbage som en kokon på gulvet. Lyden ligger tilbage, stille. Det er en overraskende performance med et glimt i øjet.

Til sidst føres publikum ind i et rum, hvor vi blive placeret på små skumgummimåtter foran en cellist og omringet af højtalere. Cellisten Laura Folch spiller ikke et musikstykke for os, men laver udelukkende nogle lyde på sit instrument, men lydene sendes gennem et 10-kanals lydsystem og kommer til at lyde som en hel koncert. Disse lyde er i surroundsounden svimlende smukke, og meditative at lytte til, men igen modarbejder rummet oplevelsen. Et meget skarpt ovenlys generer, og man føler næsten, at man er hos tandlægen eller på operationsbordet. Desuden sidder man ikke bekvemt og afslappet på de små lapper skumgummi. Vi er trods alt ikke børnehavebørn, der er til skolekoncert. En blid lyssætning og store madrasser man kunne slænge sig komfortabelt på eller liggestole man kunne flyde behageligt i ville have været mere befordrende for de beroligende klange og den meditative stemning.

Taneli Törmäs idé bag COVER er god, fremførelsen er der heller intet vejen med, men lyssætningen og scenografien saboterer desværre det overordnede koncept i forestillingen. Det meditative aspekt fordufter, når man ikke føler, at rummene er indrettet på en imødekommende måde, men i stedet giver associationer til ret ubehagelige ting. Kun i den midterste del af forestillingen, hvor Taneli Törmä selv er på scenen i et blødt lys, og publikum sidder på stole i en perfekt halvcirkel rundt om ham, er det lykkedes at skabe befordrende rammer for værkets grundidé. 

COVER på teater Momentum

COVER. Billedet er ikke fra opsætningen i Odense. Foto: Petri Tuhkanen

FAKTA
COVER
Teater Momentum
Koreograf og koncept: Taneli Törmä
Performer: Taneli Törmä
Lysdesigner: Petri Tuhkanen
Kostumer og scenografi: Kasper Hansen
Musik: Søren Lyngsø Knudsen og Esa Mattila
COVER blev danset tre gange den 4 august på Teater Momentum og spiller igen på Musik og Teaterhøjskolen i sønderjyske Toftlund den 7. august

Dans

Kunsten at gå

På et underlag af to tons salt placeret i en knivskarp kvadrat går en danser rundt og rundt. Med sin gang danner danseren et ellipseformet spor i saltet. Hun går både til rytmen i Steve Reichs minimalistiske slagtøjskomposition Drumming (1971), og imod den. Lidt efter lidt træder flere dansere ind på det hvide kvadrat, og snart tegner der sig to ellipseformede spor i saltet. Efterhånden bliver de to geometriske spor udvisket af andre former og figurer. Den endeløse række af cirkler, kurver og spiraler, som de seks meget forskellige danserne går, skaber fodspor i alle retninger. På den hvide salt-kvadrat tegner der sig efterhånden en form for struktureret kaos, sådan som vi kender det fra et maleri Jackson Pollock.

Danserne slentrer ikke roligt af sted, men går raskt til i deres vandrestøvler, og det skulle ikke undre, hvis de har taget 9000 trin, når værket 9000 STEPS (2015) slutter efter 65 minutter. Det er ikke behageligt træningstøj eller løst joggingtøj, danserne går rundt i, men stramme jeans og t-shirts. Til forveksling ligner danserne publikum. Derfor er det også nemt at identificere sig med danserne, når de i højt tempo passerer forbi i deres regelmæssige gang, som kan påminde om ens egen næsten fastlagte og skemaagtige gangmønster i hverdagen.

9000 STEPS er med sin stramt koreograferede gang i gentagende mønstre et rituelt værk, der tager udgangspunkt i menneskets evne til at gå. Hverdagshandlingen at gå, bliver så at sige løftet op til at være en kunstnerisk disciplin. Men er det interessant at se på mennesker, der bare går rundt? Ja, det er det. Det er faktisk meget meditativt at se på den repetitive gang. Som tilskuer bliver man suggestivt draget ind dansernes rytmiske gang – og naturligvis Steve Reichs musik, og man får lyst til at rejse sig fra sin stol og gå med og være en del af fællesskabet.

Det betyder naturligvis også meget for oplevelsen, at forestillingen opføres en herlig sommeraften på Ofelia Plads, en gammel havnekaj mellem Operaen og Amalienborg Slot i Københavns centrum. Gamle træskibe glider forbi i den gyldne solnedgang, mens danserne går, som gjaldt det livet. Her på kajen mellem vand og land og i overgangen mellem dag og nat passer 9000 STEPS perfekt ind.

9000 STEPS er mere end blot travende trin i mønstre, der er også ”rigtigt” dans i værket. Her er moderne bevægelser, piruetter og fejende trin, der får saltet til sprøjte af sted, men også trin fra den folkloristiske kædedans, der danses med plisserede kapper over skuldrene. Kapperne konverterer danserne senere til skørter for derefter at snurre rundt i den cirklende religiøse sufi dans. Med fælleskabet i folkedansen og sufismens religiøse dans er vi igen tilbage ved det rituelle tema i 9000 STEPS.

Værket 9000 STEPS (2015) er skabt af den australskfødte koreograf Joanne Leighton, som efter at have haft sin base i Belgien nu bor i Paris, hvor hun i 2015 grundlagde kompagniet WLDN. Joanne Leighton skaber stedspecifikke værker og hun har selv været rundt i København og omegn for at finde passende steder til sit værk, der danses ved solopgang og solnedgang. Ud over at blive danset på et underlag af salt på Ofelia Plads i Københavns Havn er værket også blevet opført på et jordunderlag i Naturpark Amager og til sidst danses værket i sand på Amager Strand.

9000 STEPS af Joanne Leighton/WLDN

Foto: Maja Nydal Eriksen / Metropolis

FAKTA
9000 STEPS
Metropolis (Københavns Internationale Teater)
Ofelia Plads, Naturpark Amager og den 4. og 5. august på Amager Strand.
Koreografi og iscenesættelse: Joanne Leighton
Dansere: WLDN (Lauren Bolze, Marion Carriau, Marie Fonte, Marie-Pierre Jaux, Arthur Perole, Alexandre Da Silva)
Musik: Steve Reich (Drumming)
Kostumer: Alexandra Bertaut
Scenografi: Tovo & Jamil

Dans

Musikken danser

På Amerikakaj, hvor emigranterne steg på dampfærgerne til Amerika i 1800-tallet, ligger venuen Pakhus 11. I det smukke, gamle pakhus mødes fortiden med fremtiden i Dansehallernes avantgarde-forestilling Dead Awake af komponist Niels Bjerg og koreograf Kirstine Kyhl Andersen. 

Pakhus 11 er til anledningen indrettet som et såkaldt “akusmonium”, det vil sige et rum med surround sound, der er specielt afstemt til rummets akustik. Og musikken er akusmatisk. Det betyder, at den afspilles over et lyddiffusionsanlæg, der modellerer lydenes bevægelser og placeringer i rummet. Via diffusionsanlægget koreograferes lydenes bevægelser så at sige ud i rummet, så publikum får en helt unik lyd-oplevelse. 

Dead Awake, der er en del af Copenhagen Jazz Festival, er lige så meget en koncert som en danseforestilling. Først og fremmest er Dead Awake en radikal, nyskabende forestilling, som man aldrig har set mage til på en dansk scene. De sortklædte danserne fra kompagniet WE GO er iført små højtalere, som de skiftevis har siddende på deres hænder, i panden som horn eller foran øjne som store insektøjne. Lyden bevæger sig rundt i rummet via en række stationære højtalere og altså også sammen med danserne, som så at sige giver lyden krop. Danserne gør musikken fysisk og flytbar. Spørgsmålet er, om det er musikken, som danser? Eller om man hører dansen?

Tilskuerne sidder spredt i det store pakhus, så danserne kan komme helt tæt på hver enkelt tilskuer og så at sige svøbe dem ind i lyd med deres mobile højtalere. Publikum får derved en næsten auditiv chakra massage. Musikken skaber en masse forskellige og fragmentariske scenarier, og publikum kommer ud på en magisk lyd-rejse båret frem af danserne med deres højtalere spændt fast på kroppen. Snart suser danserne gennem rummet med summende lyde i højtalerne, så man tror, at en sværm insekter er kommet ind i rummet. Snart lyder det som om større dyr nærmer sig gryntende bagfra. Snart synger en fugleflok sommerligt over vores hoveder, og snart suser en efterårsstorm gennem rummet. Publikum føres ind i en drypstengrotte, hvor dråberne falder med hult ekko, eller vi ledsages til havet, hvor bølgerne bruser for vore fødder. Og er det vindmøller eller helikoptere, vi kan høre dunke i det fjerne? Vi publikummer kan lukke øjnene og lade musikken katapulterere os alle mulige steder hen og lade os rive med af utallige stemninger. Vi kan også åbne øjnene og følge dansernes lynhurtige trin, som når de spiller bold med lydene: griber lyden og kaster den videre til en anden. 

Til sidst danser performerne med højtalere, der til forveksling ligner kufferter, og som de svinger synkront og meget målrettet mod et ukendt mål. Det er som om de tager tilløb til en lang rejse. Og så går porten i pakhuset ellers op, og danserne forsvinder ud på Amerikakaj. De følger så at sige i deres forfædres, emigranternes, fodspor og forsvinder ud i en helt anden verden. 

Den mærkelige titel refererer vist nok til den fastlagte, “døde” elektroniske musik, der er fuldstændig forudbestemt, men som danserne med deres bærbare højtalere kan ændre og manipulere. De ændrer dermed musikkens fastlagte forløb og vækker det “døde” til nyt liv: Dead Awake.

Lydmæssigt og rummæssigt kræver det en del, at sætte Dead Awake op på andre, nye lokationer, men forestillingen burde virkelig blive spillet mange flere gange end de få opførelser, den har haft under Copenhagen Jazz Festival. Dead Awake er et mageløst sansebombardement, som fortjener at komme ud i den store verden.

Dead Awake

DEAD AWAKE. FOTO: FRIDA NYGAARD

DEAD AWAKE.

DEAD AWAKE. FOTO: FRIDA NYGAARD GREGERSEN

FAKTA
Dead Awake
Dansehallerne, Pakhus 11
Komponist: Niels Bjerg.
Koreograf: Kirstine Kyhl Andersen
Dansere: Amia Miang, Kasper Daugaard Poulsen, Michael Richardt, Nanna Stigsdatter Mathiassen, Olivia Riviere og Søren Linding Urup.
Kostumer: Camilla Lind og Johan Kølkær
Lysdesign: Sonja Lea
Efter forestillingen den 14. juli gav den elektroniske komponist Mike Sheridan koncert og udnyttede pakhusets akusmonium til sine lidt dystre lyd- og stemningsbilleder.