Dans

Dans

Når to mennesker mødes

Det canadiske dansekompagni Daniel Léveillé er på en kort turné rundt i Danmark, hvor de besøger Aalborg, Odense, Aarhus og Baltoppen LIVE i Ballerup. Kompagniet Daniel Léveillé har tidligere besøgt Danmark. I 2010 dansede de Crépuscule des océans på Baltoppen LIVE og i 2014 gæstede de Dansehallerne med The Modesty of Iceberg. På den nuværende turné danser de værket Solitudes Duo (2015), som er det hidtil bedste værk, kompagniet har vist i Danmark. Og det siger faktisk ikke så lidt.

Der sker meget på den canadiske dansescene, det har danske danse-tilskuere kunnet bevidne i denne teatersæson. I efteråret viste Teater Republique, den enestående forestilling Battle Ground af og med canadiske Louise Lecavalier. Hun var en fantastisk oplevelse, og nu er Daniel Léveillés her med sit pragtfulde danseværk Solitudes Duo. Værket består af seks flotte duetter danset af syv fremragende og bomstærke dansere.

Når herrerne danser med hinanden, går de i kødet på hinanden på scenens oplyste firkant, der påminder om en boksering. På denne kampplads viser de dans, der er inspireret af kraftfuld kickboxing, tung sumobrydning og langsom Tai Chi. Danseres duetter illustrerer kampsportens yin og yang af lidelse og nydelse, men også legens sprudlende glæde.

I duetterne, hvor kvinder og mænd mødes, er der også kamp, men ikke så meget en kamp for udfordringen og kampglædens skyld, men mere en konfliktfyldt kamp, som både frastøder og knytter de to personer sammen.  Parforholdet vises både som støttende, tillidsfuldt og kærligt, men så sandelig også som desperat, omklamrende og frusterende.

Når to kvinder danser sammen bliver koreografien mere gymnastisk, elegant og lyrisk. Deres arme blafrer som insektvinger, og de balancerer på hinandens kroppe som insekter på blomsterhoveder. På én gang både yndefuldt og muskuløst.

Daniel Léveillés koreografi er yderst kraftfuld og nærmest akrobatisk med imponerende løft og utrolige balancer, hvor danserne bærer hinanden på skuldrene, ryggen, lænden eller nakken. Hundesvær og yderst krævende er Daniel Léveillés koreografi, men også meget musikalsk. Her består lydsiden ikke bare af mærkelige computerlyde eller en rytmeboks, der banker øredøvende derudaf. Her spænder musikken fra The Doors til klassiske stykker spillet på spinet. Solitudes Duo er en meget stor oplevelse, både som fysisk danseteater, men også som psykologisk studie i forholdet mellem to mennesker. Man kan kun håbe, at Baltoppen Live inviterer Daniel Léveillé tilbage igen, selv om kompagniet desværre ikke er en sikker publikumsmagnet. Men de som indløser billet til Solitudes Duo får en rigtig stor danseoplevelse.

Solitudes Duo

Solitudes Duo. Foto: Denis Farley

FAKTA
Solitudes Duo
Daniel Léveillé
Baltoppen LIVE (13.-15. marts danses forestillingen på Bora Bora i Aarhus)
Koreografi : Daniel Léveillé
Dansere : Mathieu Campeau, Ellen Furey, Esther Gaudette, Justin Gionet, Brianna Lombardo, Emmanuel Proulx og Simon Renaud
Lys :Marc Parent
Musik: Jean-Sébastien Bach, Pancrace Royer
Kostumer: Geneviève Lizotte

 

Dans

Dansen var det hele værd 

Den tidligere stjerneballerina ved Ballet Russe de Monte Carlo, Nini Theilade, er død. Den 13. februar fik hun et ildebefindende og sov stille ind efter et langt og succesrigt danseliv. Nini Theilade blev 102 år gammel.

Nini Theilade dansede hele livet. Hun kunne slet ikke stoppe. Et eksempel herpå var da hendes danseinstitut “Academie de Ballet Nini Theilade” i Lyon fejrede 20 års jubilæum i 2004. Nini Theilade blev kaldt op på scenen for at modtage publikums hyldest, og mens hun stod dér, lød pludselig J.L.F. Herolds musik fra La Fille Mal Gardée.
”Da jeg hørte musikken, reagerede jeg som en gammel cirkushest. Helt automatisk hev jeg op i min lange festkjole og begyndte at danse Mutter Simones træskodans. Først da publikum begyndte at applaudere, kom jeg til mig selv igen og stoppede naturligvis straks med at danse. Min familie sad og græmmede sig, men det øvrige publikum var ellevilde”.
Historien fortalte Nini Theilade engang, da jeg besøgte hende i Oure på Fyn. Her boede hun til sidst, fordi hun var tilknyttet “Skolerne i Oure – Sport & Performing Arts”, hvor hun sluttede en lang dansekarriere med at undervise. Hun underviste frem til hun var 98 år.

Som lille pige tog Nini Theilade sine første dansetrin i sin mors dalcroze-danseskole på Java, hvor hendes familie boede grundet farens udstationering. I 1926 flyttede familien til København, hvor Nini Theilade søgte ind ved Det Kongelige Teaters Balletskole, men hun blev afvist på grund af for svage ankler. I stedet blev hun elev hos svenske Carina Ari og senere studerede hun hos Lubov Yegorova i Paris. Som 14-årig dansede Nini Theilade soloforestillinger for fulde huse over hele verden. Publikum blev betaget af hendes på én gang både uskyldige og erotiske udstråling. Som 21-årig opsatte hun sine egne balletter på Det Kongelige Teater i København og senere blev hun ballerina i Ballet Russe de Monte Carlo og rejste kloden rundt sammen med sin mor som ubønhørlig manager. Men det var ikke blot på teatrene verden over, man kunne se Nini Theilade, hun dansede også henover de store filmlærreder. Filminstruktør Max Reinhardt opdagede hende, og hun dansede med i hans store Hollywood-produktioner, blandt andet var hun første-fe i hans overdådige filmatisering af William Shakespeare A Midsummer Night’s Dream.

Livet uden for rampelyset var dog ikke så glorværdigt. For Nini Theilade betød dansekarrieren hård træning fra tidlig morgen til sen aften og dermed ingen tid til alle de mænd, der forgudede hende. Disse tilbedere tog hendes mor sig derimod meget kærligt af, også dirigenten Michael Scott, som Nini Theilade faktisk var forelsket i og forlovet med. Forholdet mellem den dominerende mor og datteren havde aldrig været godt og blev det heller aldrig, men Nini Theilade sagde altid, at dansen var det hele værd. Dette udsagn blev også titlen på hendes erindringer, som journalist Lone Kühlmann skrev og udgav i 2006.

dansen-var-det-hele-vaerd-nini-theilade

Foto: Peoples’s Press

Dans

Ufarlige vampyrer

Kloden koger. Vi stemmer på og giver magt til politikere og præsidenter, som ikke bekymrer sig om klodens tilstand. Magthavernes løsning på alle problemer er derimod blot mere og mere vækst. Vi mennesker er blevet en slags zombie-forbrugere, der uden tanke for bæredygtighed blot køber og smider væk i en uendelighed. Vi er blevet vampyrer, der konstant suger ressourcer ud af jordkloden. Som det gamle ordsprog siger: Vi saver den gren af, vi selv sidder på.

Vi er kommet til et punkt, hvor mange tænker, at demokratiet har spillet fallit, og kun et voldeligt oprør eller en revolution kan redde verden og os selv. Forestillingen The Vampire Revolution af svenske Tim Matiakis og danske Christian Lollike synes at ville mobilsere os til en slags revolution eller i det mindste en slags selvindsigt. Udgangspunktet for Matiakis og Christian Lollike  er således både vedkommende og yderst relevant, men deres performance The Vampire Revolution minder mest af alt om en naiv skoleforestilling, der ikke er kommet længere i skabelsesprocessen end til den begyndende brain storm.

Bedst fungerer Asger Kudahls lyddesign med behagelige lydbilleder der minder om supermarkedernes og indkøbscentrenes “muzak”, som skal få os til at købe mere. Men Asger Kudahls lyddesign indeholder også voldsomt bulder og brag, der fremmaner et billede af dommedag og klodens undergang i et “big bang”. Også Søren Knuds videodesign på et stort lærred, der er spaltet som en persienne, fungerer godt og fremmaner en fornemmelse af deformitet og opløsning. Men teksten, der består en række slagord og opråb , er en omgang håbløse klichéer, som ikke kan reddes hjem af skuespiltalent, for performerne er ikke skuespillere med professionel diktion, de er dansere, men danser næsten ikke. Og når de endelig danser, sker det i et mørke, så man kun aner bevægelserne. Man kan kun være enig med den performer der til sidst råber: “Fuck!, what is this”? Den smule dans, vi kan skimte i mørket, er dog interessant. Bevægelserne er krampagtige, spastiske, maskinelle og bevidst uskønne, som for at vise den menneskelige deroute. Mennesket har fjernet sig fra naturen, sig selv og sin fornuft og er blevet en dukke eller robot i forbrugerismens farlige spil.

Christian Lollike og Tim Matiakis forsøger at engagere og involvere publikum. Det sker meget pædagogisk og sympatisk med fælles opvarmning før forestillingen, hvor vi blandt andet skal klappe vores sidemænd på ryggen. Men det sker også undervejs i forestillingen, hvor lyset tændes i salen for at performerne kan indsamle ting, som publikummerne kan undvære for så senere at dele dem ud til nye ejermænd. Dette projekt med at lade et kondom, en læbepomade eller en pakke tyggegummi skifte hænder tager evigheder og er lige så spændende som et amerikansk lotteri til et lokalt foreningsmøde.

Måske kunne The Vampire Revolution skabe en smule eftertanke, hvis den blev spillet i det store varehus Magasin, der ligger lige overfor Det Kongelige Teater, og dermed være en direkte kontrast til den evigt pågående shopping-mani. Men i et meget mørkt scenerum virker forestillingen blot som en forældet idé, der har overlevet fra hippietiden i 1960’erne. Det er virkelig synd, for tanken bag The Vampire Revolution synes både interessant og mere aktuel end nogensinde. Mange af os er parate til en form for revolution eller et oprør mod den eksisterende kapitalisme, men det bliver ikke med The Vampire Revolution som partiprogram.

The Vampire Revolution er skabt i et samarbejde mellem teater Sort/Hvid i Aarhus og i Corpus – Den Kongelige Ballets moderne kompagni.

corpus-vampire-revolution

Foto: Det Kongelige Teater/Corpus

FAKTA:
The Vampire Revolution
Corpus
Det Kongelige Teater, A-salen
Koncept: Christian Lollike og Tim Matiakis
Tekst: Christian Lollike
Scenograf og kostumedesigner Marie Rosendahl Chemnitz
Komponist Asger Kudahl
Lysdesign Morten Kolbak
Lyddesign Asger Kudahl
Videodesign Søren Knud

Dans

Techno, sex og ecstasy på dansegulvet

Teatret flytter ud af teatret, og der danses, spilles skuespil og synges opera på nye, anderledes og overraskende lokationer. Alle steder kan blive en scene – lige fra private hjem til kirkegårdskapeller og bybusser. Instruktøren Sargun Oshana er optaget af at nedbryde barrieren mellem publikum og scenekunstnere, han ønsker at skabe rum, hvor de de to parter kan mødes på nye måder. I sin seneste forestilling Techno/Frådseri, der er en monolog med dans, har han rykket teatret ind på en natklub. Nærmere betegnet natklubben Never Mind, hvor publikum sidder på barstole rundt omkring i lokalet, som var det en almindelig klubaften. Det sparsomme lys kommer fra gamle lysekroner, der hænger i loftet side om side med discokugler. I et hjørne af lokalet står en DJ, og bag bardisken skænker bartendere øl og drinks. Mere autentisk bliver det ikke.

Forestillingen med skuespilleren og sangeren Simon Mathew handler om en person, der går i opløsning. Personen er en ung homoseksuel mand, der på en selvdestruktiv måde uhæmmet hengiver sig til hårde stoffer og grænseoverskridende sex. I en rus på dansegulvet møder hovedpersonen et ‘du’, som vi ikke ser, men kun hører om.

Kejtet kommer den unge mand ind i baren og går forsigtigt rundt blandt publikum. Kontaktsøgende, men genert kigger han sig omkring. Han tør ikke tage kontakt til nogen. Efter et par ecstasy-piller er al kejtethed og generthed borte. Han slipper hæmningerne og danser vildt til technomusikken på dansegulvet. Technomusikkens heftige rytme afspejler hans hidsige puls. Han er høj af stoffer og kan slet ikke stå stille, men må danse videre, mens han fortæller om ham, som han lige har mødt og er blevet besat af. Han giver slip på sig selv og underlægger sig du’et. Først lader han sig klippe skaldet ligesom sin elsker, senere følger han fuldkomment du’ets lyster og bliver sexslave for ham – og for andre vildtfremmede mænd, som du’et manipulerer ham til at have sex med.

Forestillingen er ikke for puritanske sjæle, den er eksplicit i sit sprogbrug. Her tales der om alle former for kropsvæsker og bizarre sadomasochistiske sexlege, der mere minder om tortur end nydelse. Også kropssproget er direkte; kun iført kyskhedsbælte smider Simon Mathew sig på cafebordene lige foran os publikummer eller kravler nøgen rundt for fødderne af os. Det er grænseoverskridende for publikum, akkurat som det er for jeg’et, hvis grænser bliver rykket langt mere, end han egentlig ønsker sig.

Det som umiddelbart kan opfattes som en provokation tjener dog et højere kunstnerisk formål. Udskejelserne demonstrer nemlig den objektgørelse, der sker med jeg-personen i hans fuldkomne hengivelse til det dominerende du. Hans identitet flyder ud og smelter næsten sammen med den andens. Jeg’et bliver fremmed over for sig selv, han bliver tingsliggjort og næsten tilintetgjort. Hans krop er bare en fremmed ting, som andre kan gøre med, hvad de lyster. Og den næsten invaliderende sex er et billede på en person, der altid har brug for en anden for at føle sig som et helt menneske.

Mest grænseoverskridende og ubehageligt er dog hovedpersonens vekslen mellem ecstasy-ekstase og ædruelig depression. Hans fråseri med sex og stoffer har været fuldstændigt glædesløst. Og når hyggebelysning slukkes i baren og det skarpe neonlys tændes, kommer vi publikummer helt tæt på dette menneske lige ved siden af os. Han, der har mistet sig selv og er på selvmordets rand. Det er stærkt teater, der rammer publikum som dundrende tømmermænd. Og det er teater med en moderne dannelseshistorie. Simpelthen teater når det er allerbedst.

Forestillingen bygger på Niels Henning Falk Jensbys debutroman Techno. Med sin meget sikre stil og en ny form for kropsmodernisme blev værket kåret som årets bedste danske debutroman i 2016. Men for en gangs skyld er teaterversionen bedre end det litterære forlæg. Romanen bliver i længden lidt monoton med sin bevidst kværnende og ensformige stil. I teaterforestillingen er der derimod plads til lidt variation og et lille smil takket være Sargun Oshanas modige iscenesættelse og Simon Mathews hudløse og overbevisende performance.

Techno/Frådseri er produkt af et et kreativt samarbejde mellem Aarhus Teater og teater Republique i København. I Aarhus spiller forestillingen på GBAR og i København spiller den på natklubben Never Mind. Forestillingen er en del af Republiques serie om syv dødssynder, som udforskes i en række forestillinger denne sæson.

frådseri

Foto: Anna Marín Schram/République

frådseri på Republique

Foto: Anna Marín Schram/République

FAKTA
Techno/Frådseri
Aarhus Teater og Republique (GBAR og Never Mind)
Instruktion: Sargun Oshana
Dramatisering: Sargun Oshana og Sanna Albjørk
Medvirkende: Simon Mathew og DJ Natal Zaks

Kunst

Bjørn Wiinblad på frimærke

Det er 100 år siden at Bjørn Wiinblad blev født, og det markerer Post Nord med udgivelsen af 5 flotte frimærker med Bjørn Wiinblad-motiver. Blandt andet hans flotte kor-plakat og hans dejlige plakat til Cramér Baletten.

Så er spørgsmålet bare, hvor man kan købe disse frimærke? Og hvor finder man en postkasse, der bliver tømt? Og hvor længe det varer, inden et brev når frem, hvis det når frem?

Cramér Baletten af Bjørn Wiinblad. Foto: PostNord

Cramér Baletten af Bjørn Wiinblad. Foto: PostNord

Bjørn Wiinblad: Kvindeansigt

Bjørn Wiinblad: Kvindeansigt. Foto: PostNord

Bjørn Wiinblad: Kor-plakat

Bjørn Wiinblad: Kor-plakat. Foto: PostNord

Dans

Historien om en finsk ballerina i Danmark

Mia Breinholt Heldam fra tv-kanalen dk4 portrætterer den finskfødte balletdanser Sorella Englund i udsendelsen Efter nat kommer dag, der har premiere på dk4 den 21. december kl. 22.05 – med genudsendelse 1. juledag kl. 22.00.

I 1966 kom Sorella Englund til København og siden da har hun været tilknyttet Den Kongelige Ballet som solodanserinde, karakterdanser, instruktør og iscenesætter. Udsendelsen handler ikke blot om en lang ballet-karriere på Det Kongelige Teater, men også om Sorella Englunds liv, før hun kom til Danmark. Da Sorella Englund var 10 år, mistede hun sin mor, og hendes far, komponisten Einar Englund, fik en ny kone, og Sorella Englund fik en stedmor. Det var en ond stedmoder, som Sorella Englund senere lod sig inspirere af, da hun dansede heksen Madge i August Bournonvilles Sylfiden og den onde fe Carabosse i Christopher Wheeldons Tornerose.

Der har været flere hump på vejen for Sorella Englund, som har kæmpet med anoreksi i en lang årrække og som 33-årig, da hun var på toppen af sin karriere, fik hun en blodprop i hjertet. Der har altså været rigeligt med nat-mørke i Sorella Englunds liv og karriere.

 

Sorella Englund på dk4

Foto: dk4