Dans

Dans

Techno, sex og ecstasy på dansegulvet

Teatret flytter ud af teatret, og der danses, spilles skuespil og synges opera på nye, anderledes og overraskende lokationer. Alle steder kan blive en scene – lige fra private hjem til kirkegårdskapeller og bybusser. Instruktøren Sargun Oshana er optaget af at nedbryde barrieren mellem publikum og scenekunstnere, han ønsker at skabe rum, hvor de de to parter kan mødes på nye måder. I sin seneste forestilling Techno/Frådseri, der er en monolog med dans, har han rykket teatret ind på en natklub. Nærmere betegnet natklubben Never Mind, hvor publikum sidder på barstole rundt omkring i lokalet, som var det en almindelig klubaften. Det sparsomme lys kommer fra gamle lysekroner, der hænger i loftet side om side med discokugler. I et hjørne af lokalet står en DJ, og bag bardisken skænker bartendere øl og drinks. Mere autentisk bliver det ikke.

Forestillingen med skuespilleren og sangeren Simon Mathew handler om en person, der går i opløsning. Personen er en ung homoseksuel mand, der på en selvdestruktiv måde uhæmmet hengiver sig til hårde stoffer og grænseoverskridende sex. I en rus på dansegulvet møder hovedpersonen et ‘du’, som vi ikke ser, men kun hører om.

Kejtet kommer den unge mand ind i baren og går forsigtigt rundt blandt publikum. Kontaktsøgende, men genert kigger han sig omkring. Han tør ikke tage kontakt til nogen. Efter et par ecstasy-piller er al kejtethed og generthed borte. Han slipper hæmningerne og danser vildt til technomusikken på dansegulvet. Technomusikkens heftige rytme afspejler hans hidsige puls. Han er høj af stoffer og kan slet ikke stå stille, men må danse videre, mens han fortæller om ham, som han lige har mødt og er blevet besat af. Han giver slip på sig selv og underlægger sig du’et. Først lader han sig klippe skaldet ligesom sin elsker, senere følger han fuldkomment du’ets lyster og bliver sexslave for ham – og for andre vildtfremmede mænd, som du’et manipulerer ham til at have sex med.

Forestillingen er ikke for puritanske sjæle, den er eksplicit i sit sprogbrug. Her tales der om alle former for kropsvæsker og bizarre sadomasochistiske sexlege, der mere minder om tortur end nydelse. Også kropssproget er direkte; kun iført kyskhedsbælte smider Simon Mathew sig på cafebordene lige foran os publikummer eller kravler nøgen rundt for fødderne af os. Det er grænseoverskridende for publikum, akkurat som det er for jeg’et, hvis grænser bliver rykket langt mere, end han egentlig ønsker sig.

Det som umiddelbart kan opfattes som en provokation tjener dog et højere kunstnerisk formål. Udskejelserne demonstrer nemlig den objektgørelse, der sker med jeg-personen i hans fuldkomne hengivelse til det dominerende du. Hans identitet flyder ud og smelter næsten sammen med den andens. Jeg’et bliver fremmed over for sig selv, han bliver tingsliggjort og næsten tilintetgjort. Hans krop er bare en fremmed ting, som andre kan gøre med, hvad de lyster. Og den næsten invaliderende sex er et billede på en person, der altid har brug for en anden for at føle sig som et helt menneske.

Mest grænseoverskridende og ubehageligt er dog hovedpersonens vekslen mellem ecstasy-ekstase og ædruelig depression. Hans fråseri med sex og stoffer har været fuldstændigt glædesløst. Og når hyggebelysning slukkes i baren og det skarpe neonlys tændes, kommer vi publikummer helt tæt på dette menneske lige ved siden af os. Han, der har mistet sig selv og er på selvmordets rand. Det er stærkt teater, der rammer publikum som dundrende tømmermænd. Og det er teater med en moderne dannelseshistorie. Simpelthen teater når det er allerbedst.

Forestillingen bygger på Niels Henning Falk Jensbys debutroman Techno. Med sin meget sikre stil og en ny form for kropsmodernisme blev værket kåret som årets bedste danske debutroman i 2016. Men for en gangs skyld er teaterversionen bedre end det litterære forlæg. Romanen bliver i længden lidt monoton med sin bevidst kværnende og ensformige stil. I teaterforestillingen er der derimod plads til lidt variation og et lille smil takket være Sargun Oshanas modige iscenesættelse og Simon Mathews hudløse og overbevisende performance.

Techno/Frådseri er produkt af et et kreativt samarbejde mellem Aarhus Teater og teater Republique i København. I Aarhus spiller forestillingen på GBAR og i København spiller den på natklubben Never Mind. Forestillingen er en del af Republiques serie om syv dødssynder, som udforskes i en række forestillinger denne sæson.

frådseri

Foto: Anna Marín Schram/République

frådseri på Republique

Foto: Anna Marín Schram/République

FAKTA
Techno/Frådseri
Aarhus Teater og Republique (GBAR og Never Mind)
Instruktion: Sargun Oshana
Dramatisering: Sargun Oshana og Sanna Albjørk
Medvirkende: Simon Mathew og DJ Natal Zaks

Kunst

Bjørn Wiinblad på frimærke

Det er 100 år siden at Bjørn Wiinblad blev født, og det markerer Post Nord med udgivelsen af 5 flotte frimærker med Bjørn Wiinblad-motiver. Blandt andet hans flotte kor-plakat og hans dejlige plakat til Cramér Baletten.

Så er spørgsmålet bare, hvor man kan købe disse frimærke? Og hvor finder man en postkasse, der bliver tømt? Og hvor længe det varer, inden et brev når frem, hvis det når frem?

Cramér Baletten af Bjørn Wiinblad. Foto: PostNord

Cramér Baletten af Bjørn Wiinblad. Foto: PostNord

Bjørn Wiinblad: Kvindeansigt

Bjørn Wiinblad: Kvindeansigt. Foto: PostNord

Bjørn Wiinblad: Kor-plakat

Bjørn Wiinblad: Kor-plakat. Foto: PostNord

Dans

Historien om en finsk ballerina i Danmark

Mia Breinholt Heldam fra tv-kanalen dk4 portrætterer den finskfødte balletdanser Sorella Englund i udsendelsen Efter nat kommer dag, der har premiere på dk4 den 21. december kl. 22.05 – med genudsendelse 1. juledag kl. 22.00.

I 1966 kom Sorella Englund til København og siden da har hun været tilknyttet Den Kongelige Ballet som solodanserinde, karakterdanser, instruktør og iscenesætter. Udsendelsen handler ikke blot om en lang ballet-karriere på Det Kongelige Teater, men også om Sorella Englunds liv, før hun kom til Danmark. Da Sorella Englund var 10 år, mistede hun sin mor, og hendes far, komponisten Einar Englund, fik en ny kone, og Sorella Englund fik en stedmor. Det var en ond stedmoder, som Sorella Englund senere lod sig inspirere af, da hun dansede heksen Madge i August Bournonvilles Sylfiden og den onde fe Carabosse i Christopher Wheeldons Tornerose.

Der har været flere hump på vejen for Sorella Englund, som har kæmpet med anoreksi i en lang årrække og som 33-årig, da hun var på toppen af sin karriere, fik hun en blodprop i hjertet. Der har altså været rigeligt med nat-mørke i Sorella Englunds liv og karriere.

 

Sorella Englund på dk4

Foto: dk4

 

Arkitektur & design

Juleborde hos Royal Copenhagen 2017

Så står julen igen for døren, og julebordet pynter jo ikke sig selv. I år er det danske balletstjerner (nuværende og tidligere), der har pyntet bordene hos Royal Copenhagen.

Ida Praetorius har dækket bordet The Afterparty
Om sit bord skriver hun:
Jeg vil skabe en hyldest til kærligheden, til både kunstarten og sammenholdet. Tanken er, at der altid skal være plads til flere omkring mit bord, for efter en veloverstået premiere har vi alle brug for at reflektere og dele stort og småt, som kun vi på scenen kender til.

Ida Praetorius' julebord

Ida Praetorius’ julebord

Anne Marie Vessel Schlüter har dækket Nøddeknækkerens juleeventyrlige bord.

Om sit bord skriver hun:
Det kunne ikke være andre end Nøddeknækkeren, der fik hovedrollen på mit julebord. Det var Bjørn Wiinblad, der kreerede alle kostumerne, og det er netop hans fabulerende og finurlige univers, jeg har ladet mig inspirere af.

Anne Marie Vessel Schlüters julebord Nøddeknækkerens juleeventyrlige bord

Anne Marie Vessel Schlüters julebord: Nøddeknækkerens juleeventyrlige bord.

Femke Mølbach Slot har dækket julebordet: All That Jazz and Love
Om sit julebord skriver hun:
Det er sent på aftenen, musikken er gået hjem, og der er dækket op til to i jazzklubben. Flyglet står i hjørnet, der er tyk velour på gulvet, over stoleryggen hænger den hvide ræv. Champagnen bobler i glassene, natmaden er bestilt, og der er dækket op med det poetiske og romantiske blomsterstel Flora. Scenen er sat og overladt til en diva. Stemningen er eklektisk og glamourøs. Stemningsfuldt lys falder blødt på tunge, gyldne tekstiler og bløde loungemøbler. Luften er ladet med associationer til Broadway, Sinatra, The Sands, Hollywood, gentlemen i smoking og laksko, en løsnet butterfly og kvinder iklædt lange rober og tårnhøje stilletter.

Femke Mølbach Slot julebord All That Jazz and Love

Femke Mølbach Slot julebord All That Jazz and Love

Derudover har Andreas Kaas, Kristoffer Sakurai dækket juleborde, og Alban Lendorf har sammen med venner lavet en installation.

Dans

Pontus Lidberg – i front for Dansk Danseteater

Dansk Danseteater får ny kunstnerisk leder. Valget er faldet på den svenskfødte filmskaber og koreograf Pontus Lidberg, som har skabt værker for mange af de allerstørste internationale ballet- og dansekompagnier. Lidberg flytter fra New York til København for at tiltræde stillingen i april 2018, efter kompagniets nuværende leder Tim Rushton har valgt at stoppe.

Pontus Lidberg har blandet sat Exit, pursued by a bear op på Det Kongelige Teater i 2010 og Heart of Silk på Skånes Dansteater (2009).

Pontus Lidberg. Foto: Nir Arieli

Læs mere om Dansk Danseteater

Dans

Fra Weimar til paradis

Traditionen tro byder Den Kongelige Ballet også på konceptet Dans2go i denne sæson. Det er en såkaldt billig-forestilling med samme enhedspris, uanset hvor man sidder i teatret. Billetprisen har dog efterhånden sneget sig op på 260 kroner, men så får man også både koreografi af legendariske Akram Khan, superklassiske George Balanchine og et spritnyt værk af Nikolaj Hübbe med i købet. Qua den rimelige billetpris er Dans2go tænkt som en måde at række ud til et nyt og ungt publikum på. Formidlingen af dansen foregår derfor heller ikke gennem et trykt program, men via små introduktionsfilm, som vises på storskærm før hvert værk.

Gensynet med Akram Khans danseritual Vertical Road fra sidste sæson er en stor fornøjelse at gense. Eller retter sagt, at genopleve, for Akram Khan tager vitterlig sin beskuer med ud på en åndelig og dybt berørende rejse. Britiske/bangladeshiske Akram Khan skabte Vertical Road til sit eget kompagni i 2010, dengang i en dobbelt så lang version. Skaleringen fra 70 minutter til cirka 35 minutter synes god og velovervejet, for værket fremstår som både velkomponeret, stramt og kraftfuldt.

Vertical Road er en spirituel rejse, der begynder i et urmørke, hvor 11 dansere står som forstenede terrakotta-krigere. De ryster støvet af sig og bliver levende, når Nitin Sawhneys dunkende rytmer bryder stilheden. Herfra går den sjælelige rejse gennem støv og røg, indtil danserne forsvinder ind i et blødt, gyldent morgenlys. Måske er de nået frem til paradis? Tolkningsmulighederne er mange i Vertical Road, derfor kan værket også ses igen og igen.

Vertical Road er en smeltedigel af genrer – lige fra indisk kathak, sufi, tai chi, capoeira til japansk butoh. Det er en koreografi, der er kendetegnet af vild energi, rå kraft og rituelle gentagelser. De hypnotiske bevægelser samler de 11 dansere til én stor krop, som står overfor en tolvte person, der ikke er en del af gruppen. Der synes at være en magtkamp mellem gruppen og den stærke ener. Individets suveræne integritet mod fællesskabets trygge styrke. Men måske oplever man noget helt andet og ser andre tematikker, næste gang man går med på Akram Khans Vertical Road mod det forjættende lys.

Som et klassisk intermezzo danser Ida Praetorius og Andreas Kaas Balanchines Tjajkovskij-pas de deux, der på samme vis som Akram Khans Vertical Road accelerer og bygger op til noget stort. Pas de deux’en er en virtuos kraftpræstation, som beviser, at Ida Praetorius og Andreas Kaas er blandt de bedste balletdansere i Den Kongelige Ballet lige nu.

Dans2go begynder dog med en premiere på Nikolaj Hübbes værk Weimar med musik af Kurt Weill. Det er ikke første gang, at balletmesteren koreograferer, han har tidligere bidraget med koreografi, da han opdaterede versioner af gamle værker, så som Sylfiden, Napoli, Svanesøen, Et folkesagnGiselle og La Bayadére. Til disse klassikere skabte han soli og mindre divertissementer, men Weimar er hans første egentlige værk.

Weimar er en række usammenhængende divertissementer for 27 dansere. Koreografien synes hentet ud af en musical, den er let og underholdende i nuet, men også lovlig hurtig glemt. Musikken er bombastisk og teksterne grove, så der skal virkelig  power-koreografi til for at følge med. Bedst fungerer det i koreografien for de kvindelige dansere, mens koreografien for sømænd, håndværkere og kontorister synes for veg og kraftesløst. Annette Nørgaard har skabt nogle fine og historisk-korrekte kostumer, men de rækker ikke til at føre os tilbage til den myteomspundne Weimarrepublik. Med Kurt Weill og Bertolt Brechts rå og revsende sangtekster, den melodiske musik samt en satirisk og dekadent konferencier falder sammenligningen med Bob Fosses musical Cabaret naturlig. Dermed gør Nikolaj Hübbe det også meget svært for sig selv, for der skal umenneskeligt meget til for at leve op til denne legendariske og eminente mellemkrigshistorie.

vertical road foto Costin Radu

Vertical Road. Foto: Costin Radu

Verical road Akram Khan Costin Radu

Verical Road af Akram Khan. Foto: Costin Radu

FAKTA
Dans2go
Det Kongelige Teater
Den Kongelige Ballet
Koreografi: Nikolaj Hübbe, George Blanchine og Akram Khan
Musik: Kurt Weill, Peter Tjajkovskij og Nitin Sawhney