Dans

Dans

En åndelig oplevelse på dansescenen

Nogle går i kirke eller i skoven for at få en spirituel oplevelse, andre mediterer eller lytter til stille musik. Men kan man også som publikum til en danseforestilling få en dyb åndelig  oplevelse? Det vil mange publikummer nok nikke bekræftende til efter at have set værket Vertical Road af den britiske-bangladeshiske koreograf Akram Khan. Siden premieren på Curve Theatre i Leicester i 2010 er Vertical Road blevet danset i mange lande, herunder Danmark. Det er både koreografens eget kompagni, Akram Khan Company, og andre kompagnier, der har danset det åndfulde værk. I både denne sæson og sidste teatersæson har Den Kongelige Ballet danset værket og har i den grad taget publikum med ud på en spirituel rejse.

Kosmopolitisk dansetradition
Akram Khan kom til verden i 1974 i London. Han er barn af bangladeshiske indvandrere, som tog den bengalske dansekultur med sig til Storbritannien. Fra en tidlig alder lærte Akram Khan klassisk indisk dans, kendt under navnet kathak, og siden hen studerede han også moderne dans. I 2000 skabte han sit eget kompagni, Akram Khan Company, der er kendt for at blande forskellige dansetraditioner og gerner. Alene og med sit kompagni har Akram Khan turneret rundt i det meste af verden og opnået anerkendelse og berømmelse hos både kritikere og publikum. Og da London var vært for de Olympiske Lege i 2012 optrådte Akram Khan Company ved den pompøse åbningsceremoni. I det rockede og excessive show var det et bevægende og kontemplativt øjeblik, da han sammen med sit kompagni og en lille dreng dansede til den fredfyldte salme Abide with me (Vær du mig nær).

Vertikal rejse mod katarsis
I værket Vertical Road er Akram Khan inspireret af mange forskellige genrer: indisk kathak, tai chi, capoeira, japansk butoh og islamisk sufimystik og den dertilhørende dansende meditation. Der er dog ikke noget tyst og meditativt over værkets musik, som består af høje, dunkende trommerytmer skabt af Nitin Sawhney. Den trommende rytme banker som selveste hjerteslaget og virker stærkt hypnotisk og inciterende på publikum.

Vertical Road begynder i et urmørke, hvor 11 dansere står som forstenede og tilstøvede terrakotta-krigere. Med ét ryster danserne det jordiske støv af sig, så en støvsky rejser sig om dem, og de begynder at vugge fra den fod til den anden. De taktfaste bevægelser virker suggestive og samler de 11 dansere til én stor vuggende krop. Denne enkle, rituelle dans med simple, gentagende trin udvikler sig til mere komplicerede og individuelle bevægelser. Og rytmen ændrer sig og bliver vildere og vildere. Én tolvte danser hvirvler hurtigt rundt på scenen som en sufi, hvis cirklende dans skal bringe ham i guddommelig ekstase. Hans dans er en vertikal rejse væk fra det horisontale liv. Den vertikale opstigning er en kamp, men ved rejsens ende står den tolvte danser foran et transparent tæppe, hvor bagved et forjættende, gyldent morgenlys gløder. Er det mon det paradisiske lys, som skinner så blødt og fristende fredfyldt? Til sidst river danseren tæppet væk, som adskiller det jordiske og det guddommelige. Der sker en transcendens. Om danseren derved bliver ét med sin gud, eller hvad der egentligt sker, er et fortolknings- og trosspørgsmål, men det er uimodsigeligt, at Kram Khans Vertical Road har en overjordisk kraft og i den grad fanger og fastholder sit publikum. At se Vertical Road er en form for katarsis og publikum forlader forestillingen dybt berørte og åndeligt beriget.

En moderne klassiker
Det er ikke blot publikum, der bliver berørt af Akram Khans spirituelle værk, også for danserne er det en dybt bevægende oplevelse at danse Vertical Road. Mange dansere er rørte og står med tårer i øjnene, når musikkens hjertebankende rytme stopper, og de er færdige med at danse. Måske rammer værket alle, både dansere og publikum, fordi krop og ånd her smelter sammen til et sjældent fuldendt hele. Desuden er der så mange tolkningsmuligheder af det komplekse værk, at man kan opleve noget nyt, hver gang man danser eller ser det danset. Der hersker derfor heller ingen tvivl om, at Akram Khans moderne danseværk, Vertical Road, allerede er blevet en international klassiker, som vil blive opført igen og igen. Åndelige oplevelser taler som bekendt til os uanset tid og sted.

Vertical Road.

Vertical Road. Foto: Costin Radu

Vertical Road

Vertical Road. Foto: Costin Radu

Vertical Road.

Vertical Road. Foto: Costin Radu

Dans

Den latterlige diktator 

Charlie Chaplins filmklassiker, Diktatoren, har dramatikeren Nikolaj Cederholm sat op på Nørrebro Teater, som et musikalsk, mimisk drama, præcis som den gamle filmmester gjorde det i 1940. Resultatet er forrygende underholdende og næsten mere morsom end Chaplins egen filmhistorie om den magtbegærlige diktator Hynkel i landet Tomanien og den lille barber, hvis veje ustandseligt krydses. Forestillingen har haft stor succes i denne teatersæson, så nu spiller den igen under CPH Stage-festivalen.

På scenen er der skuespillere, som egentlig ikke taler så meget. Historiens hovedbudskaber bliver hovedsageligt formidlet gennem mimik, gestik, kropssprog, dans og ikke mindst musik og alverdens lyde, som pianisten og multimusikeren Olivier Antunes tryller frem på alle sine redskaber. Han skaber forestillingens puls. Olivier Antunes kan lave lydbilleder, så man for sit indre øje ser en hel militærparade passere forbi, et voldsomt buldrende militært angreb eller oplever en fisketur med plaskende vand. Det er musikalsk teater i ordets bogstaveligste forstand. 

Skuespillerne spiller flere roller i forestillingen, og det gør de alle godt. Tre skal fremhæves. I dobbeltrollen som diktator Hynkel og den jødiske barber brillerer Olaf Johannessen, han taler så man kan høre og forstå ham, og hans mimik og kropssprog er som Chaplins. Også Anders Budde Christensen kan med sin mageløse mimik formidle sine fire karakterer, allerbedst er han i rollen som den beregnende og maniske Garbage, Hynkels højre hånd. Endelig er der også Asbjørn Krogh Nissen, der har ikke mindre en seks roller og kan fra det ene øjeblik til det andet forvandle sig fra jomfrunalsk sekretær til krukket kunstmaler og underdanig tomatsælger.

Der er masser sjove slapstick, og danse kan skuespillerne også. Anja Gaardbo har skabt en finurlig og komisk koreografi, så selv krigsscenerne og forfølgelsesscenerne bliver til danseoptrin. Snart bliver en militærmarch til et stomp-nummer, Hynkels dans med globussen bliver en erotisk pas de deux, og hans selskabsdans med fru Napolini er fyldt med gakkede trin og stumfilm-charme.

Kim Witzel har skabt scenografien med en drejescene, som ikke bare kan køre rundt og forvandle en barbersalon til en slagmark, men også rejses op på højkant og fungere som tagryg eller en skydende tankvogn. Det er opfindsom scenografi, som hele tiden skaber overraskelser på scenen.

Det eneste minus ved forestillingen er slutningen, hvor den jødiske barber forveksles med Hynkel og tvinges til at holde tale for folket. Her får publikum så en sentimental, politisk korrekt tale om frihed, lighed, fred, medmenneskelighed, kærlighed og andre store begreber. Denne moralske opsang, der lyder som en naiv skolestil, kunne vi godt have undværet. Budskabet skulle jo gerne være sivet ind hos publikum af sig selv, for det er jo det, som hele forestillingen handler om. Vi behøver ikke at få disse floskler serveret som en prædiken. Glem den vamle tale, og nyd den gennemmusikalske forestilling med ypperlig mimik og kropssprog. Diktatoren er meget underholdende, og børn kan også sagtens se med – og lære noget. For desværre er tematikken i Diktatoren stadig aktuel.

 Diktatoren

Foto: Büro Jantzen

Diktatoren på Nørrebro teater

Foto: Büro Jantzen

FAKTA
Diktatoren
Nørrebro Teater
Instruktion og dramatisering: Nikolaj Cederholm
Scenografi: Kim Witzel
Kostumer: Line Bech
Koreografi: Anja Gaardbo
Lysdesign: Henrik Kegnæs Spangsbo
Pianist og musikarrangør: Olivier Antunes

Dans

Dommedagsdans i infernalsk hede

Mens en hedebølge ruller ind over Skandinavien, ruller teaterfestivalen CPH Stage hen over de københavnske scener. Og ikke-scener. Teatret Teaterøen holder til på Refshaleøen i gamle, renoveringsklare bygninger på forskellige adresser. I Refshaleøens gamle industri-klondike, som er vældig hyggeligt og nostalgisk, er det imidlertid svært at finde rundt, og skiltningen til teatrene er særdeles mangelfuld. Publikum stresser forvirrede rundt og leder efter teatret Teaterøen, og når man så endelig finder det, er det ikke den rigtige scene; man skal hen til en anden adresse. Man spørger om vej på den ene scene, hvor man ikke ved, hvad der sker på den anden scene. Publikummerne forsøger at hjælpe hinanden, når nu teatret ikke selv magter opgaven. Det er kun statsstøttede kulturinstitutioner, der kan tillade sig at være så ligeglade med, om publikum kan finde frem eller ej. Hvis private virksomheder var ligeså ligegyldige i forhold til deres kunder og i deres service over for dem, ville de snart gå konkurs. 

Når man så endelig finder frem til den rigtige scene, befinder den sig i en lavloftet bygning, som på ingen måde er egnet til teater, hverken for dansere eller publikum. Der er ingen ventilation i den lille lokale, skønt her er farligt (sundhedsskadeligt?) varmt. Rummet er nærmest uden ilt, hvorfor man straks bliver svimmel, får hovedpine eller falder i søvn, som flere publikummer gør. På de hvide vægge er der interimistisk hængt sort stof op i stropper. Stoffet bukler sjusket ned af væggene, så de kun delvist er mørklagt. Belysningen er amatøragtig sat op og fylder utroligt meget på scenegulvet, som i forvejen er lille. Hvor er det alt sammen synd, for disse primitive rammer ødelægger den ellers interessante forestilling.

På programmet er Siku Aappoq/Isen smelter og Seca/Tørke af koreograf Birgitte Bauer-Nielsen leder af Yggdrasil Dance. Værkerne er de to første i en triologi, hvori Birgitte Bauer-Nielsen udforsker klimaforandringerne. I Siku Aappoq/Isen smelter indtager Alexander Montgomery-Andersen fra Grønland og Thomas Johansen fra Norge scenen. Deres dans er inspireret af den graciøse grønlandske åndedans. Stolte og ranke bevæger de sig lette og lydløse rundt som naturmennesker i pagt med deres omgivelser. Med blot et stykke transparent stykke stof over hovedet og godt hjulpet af musikken skabt af Carsten Dahl kan de to dansere illudere et isbjerg, der brister og smelter. Når de laver akrobatiske imponerende spark og spring på den lillebitte scene er de som løsrevne isblokke, der hvirvler rundt i vandet. Og når de i smuk slowmotion ligger og drejer sig rundt på gulvet, er de som isklumper, der stille tør op og forsvinder. Men dansen er samtidig også et billede på den menneskelige eksistens på de steder i verden, hvor isen smelter. Der er ikke en skillelinje mellem naturen og mennesket, fordi naturen også er besjælet i den eskimoiske naturreligion. Grønlandske Aviaja Lumholt er en fin vokal på noget af Carsten Dahls musik, der er inspireret af fangernes og shamanernes sange.

I Seca/Tørke danser de dygtige Alexander Montgomery-Andersen og Thomas Johansen igen, men nu også sammen med Ana Julia Paiva, Ludmilla Ferrare og Carolina Rodrigues fra Brasilien. I Seca/Tørke kommer inspirationen til koreografien, kostumerne og musikken fra de brasilianske indianere. Deres rituelle danse kombineres med moderne akrobatisk dans. Dansernes bevægelser og trin kredser om tre glimmer-søjler, der både kan illudere solstråler, lysende højhuse og visne træer, der til sidst taber løvet. Eller de kan være indianernes hellige totempæle, der sluttelig mister deres magt og betydning. Seca/Tørke er ikke så intenst og dybt et værk som Siku Aappoq/Isen smelter. Når goldhed og tørst til sidst udtrykkes ved, at danserne ligger i apatiske kramper på gulvet, så trækkes scenen unødigt længe ud; vi har fattet pointen. Næste værk i den sympatiske og vedkommende trilogi er måske oversvømmelse? Dette sidste værk i trilogien må gerne vises på en bedre scene, både for dansernes og publikums skyld.

siku Yggdrasil Dance

Foto: Yggdrasil Dance

Youtube/ Yggdrasil Dance

Fakta: 
Teaterøen
Siku Aappoq/Isen Smelter
Koreografi: Birgitte Bauer-Nielsen
Musik: Carsten Dahl

Seca/Tørke
Koreografi: Birgitte Bauer-Nielsen
Musik: Kim Helweg

Dans

Svedig eksamen

Forår er eksamenstid. Eksamen er det også for de dansestuderende på Den Danske Scenekunst Skole (DDSKS), når de danser/performer i skoleårets afsluttende forestillinger, der er åbne for publikum. Den Danske Scenekunst Skole har afdelinger i Aarhus, Fredericia, Odense, København og Odsherred. I København har skolen til huse på Holmen, hvor også Operaen ligger. Skolen har en scene i en flot, gammel teglstensbygning, hvis skønhed langt overgår den klodsede og charmeløse Opera. Det er også i denne smukke bygning, at publikum bliver budt indenfor for at se, hvad de studerende har brugt skoleåret på.

15 første-års-studerende viser koreografien Kaleidoscope, som de selv har udviklet sammen med koreograf Ursula Robb. I værket skal de studerende ikke bare danse og performe, de skal også selv skabe musikken, der er en rytme, som de skiftes til at slå på træstykker. Musikken, der er udviklet af Steve Reich, lyder lidt som en asiatisk vindklokke, og er meget behagelig og meditativ at lytte til. I begyndelsen løber, hopper, ruller danserne alene rundt, men lidt efter lidt vokser interaktionen frem mellem dem, og en gymnastisk dans begynder. Hurtige, flydende bevægelser med bratte afslutninger. Med 15 dansere på scenen er der mange at passe på ikke at støde ind i. For de endnu uerfarne dansere har de meget fokus på orientere sig i forhold til hinanden og bruger  meget energi på dette, hvilket går ud over nærværet i selve trinene og bevægelserne. Heldigvis når danserne uden sammestød frem til afslutningen, hvor de fleste af dem står bag nodestativerne og banker rytmisk på træstykkerne. Hertil sidst bliver rytmen mere hidsig og bevidst enerverende at lytte til, hvorfor de sidste dansere vælter nodestativerne og skubber de musicerende til side. Et morsomt og effektfuldt punktum på en solid debutforestilling.

De tredie-års-studerende, der afslutter deres uddannelse, danser og performer to værker af belgiske Vim Vandekeybus. I Les porteuses de mauvaises nouvelles (uddrag) er gulvet belagt med kvadratiske træplader, som danserne ustandseligt flytter rundt på, stabler, vælter og stabler igen. Et sandt sisyfosarbejde, synes det at være, ligesom i et almindeligt arbejdsliv med trivielle opgaver, der hver dag skal løses. I dansen kaster de ikke blot rundt med gulvplader, men også med sig selv og hinanden. De kaster sig i favnen på hinanden. Høje dansere griber mindre dansere, og mindre dansere griber høje. Drenge griber piger, og piger griber drenge. Alle er lige, trods forskellig fysik. Det er akrobatisk dans i imponerende højt tempo. Danserne knokler og drypsveder i det meget varme lokale. Når værket slutter, er rummet  ændret. Gulvet er væk, i stedet står der en stribe af stakke med gulvplader. Danserne har så at sige ændret rummet. De har sat deres spor på scenen, hvilket bliver et meget symbolsk  slutbillede i forhold til, at de er nyuddannede dansere, som nu forlader skolen og træder ud i i arbejdslivet.

De tredie-års-studerende skal ikke blot knokle med gulvplader. I deres anden performance What the Body Does Not Remember (uddrag) er træpladerne udskiftet med rektangulære sten af gasbeton, som de ikke nøjes med at træde på og slæbe rundt på, men også slynger til hinanden i faretruende lange kast, så støvet rejser sig rummet. Efter at set det flotte værk Les porteuses de mauvaises nouvelles med træplader, er det lidt en skuffelse at se et væk, hvori der igen bakses med byggematerialer, og hvor selve kastene med stenblokkene fylder mest. I stedet kunne man have ønsket sig et værk, der ikke stiller så store krav til kræfter, men til følelser. Det emotionelle register skal en moderne danser jo også mestre. Et mere nutidigt værk, der ikke stammer helt tilbage fra 1987, hvor danserne ikke var født, kunne også have været et alternativ.

Tillykke til de nyuddannede dansere, der kommer fra hele verden, og gid, der må være dansejobs til dem alle.

Den Danske Scenekunst Skole

Foto: Den Danske Scenekunst Skole

FAKTA
Den Danske Scenekunst Skole
Kaleidoscope (2018)
What the Body Does Not Remember (1987)
Les porteuses de mauvaises nouvelles (1989)
Koreografi: Ursula Robb og Vim Vandekeybus
Musik: Steve Reich (dirigeret af Kim Helwig), Theierry de Mey og Peter Vermeersch

 

Dans

Når to mennesker mødes

Det canadiske dansekompagni Daniel Léveillé er på en kort turné rundt i Danmark, hvor de besøger Aalborg, Odense, Aarhus og Baltoppen LIVE i Ballerup. Kompagniet Daniel Léveillé har tidligere besøgt Danmark. I 2010 dansede de Crépuscule des océans på Baltoppen LIVE og i 2014 gæstede de Dansehallerne med The Modesty of Iceberg. På den nuværende turné danser de værket Solitudes Duo (2015), som er det hidtil bedste værk, kompagniet har vist i Danmark. Og det siger faktisk ikke så lidt.

Der sker meget på den canadiske dansescene, det har danske danse-tilskuere kunnet bevidne i denne teatersæson. I efteråret viste Teater Republique, den enestående forestilling Battle Ground af og med canadiske Louise Lecavalier. Hun var en fantastisk oplevelse, og nu er Daniel Léveillés her med sit pragtfulde danseværk Solitudes Duo. Værket består af seks flotte duetter danset af syv fremragende og bomstærke dansere.

Når herrerne danser med hinanden, går de i kødet på hinanden på scenens oplyste firkant, der påminder om en boksering. På denne kampplads viser de dans, der er inspireret af kraftfuld kickboxing, tung sumobrydning og langsom Tai Chi. Danseres duetter illustrerer kampsportens yin og yang af lidelse og nydelse, men også legens sprudlende glæde.

I duetterne, hvor kvinder og mænd mødes, er der også kamp, men ikke så meget en kamp for udfordringen og kampglædens skyld, men mere en konfliktfyldt kamp, som både frastøder og knytter de to personer sammen.  Parforholdet vises både som støttende, tillidsfuldt og kærligt, men så sandelig også som desperat, omklamrende og frusterende.

Når to kvinder danser sammen bliver koreografien mere gymnastisk, elegant og lyrisk. Deres arme blafrer som insektvinger, og de balancerer på hinandens kroppe som insekter på blomsterhoveder. På én gang både yndefuldt og muskuløst.

Daniel Léveillés koreografi er yderst kraftfuld og nærmest akrobatisk med imponerende løft og utrolige balancer, hvor danserne bærer hinanden på skuldrene, ryggen, lænden eller nakken. Hundesvær og yderst krævende er Daniel Léveillés koreografi, men også meget musikalsk. Her består lydsiden ikke bare af mærkelige computerlyde eller en rytmeboks, der banker øredøvende derudaf. Her spænder musikken fra The Doors til klassiske stykker spillet på spinet. Solitudes Duo er en meget stor oplevelse, både som fysisk danseteater, men også som psykologisk studie i forholdet mellem to mennesker. Man kan kun håbe, at Baltoppen Live inviterer Daniel Léveillé tilbage igen, selv om kompagniet desværre ikke er en sikker publikumsmagnet. Men de som indløser billet til Solitudes Duo får en rigtig stor danseoplevelse.

Solitudes Duo

Solitudes Duo. Foto: Denis Farley

FAKTA
Solitudes Duo
Daniel Léveillé
Baltoppen LIVE (13.-15. marts danses forestillingen på Bora Bora i Aarhus)
Koreografi : Daniel Léveillé
Dansere : Mathieu Campeau, Ellen Furey, Esther Gaudette, Justin Gionet, Brianna Lombardo, Emmanuel Proulx og Simon Renaud
Lys :Marc Parent
Musik: Jean-Sébastien Bach, Pancrace Royer
Kostumer: Geneviève Lizotte

 

Dans

Dansen var det hele værd 

Den tidligere stjerneballerina ved Ballet Russe de Monte Carlo, Nini Theilade, er død. Den 13. februar fik hun et ildebefindende og sov stille ind efter et langt og succesrigt danseliv. Nini Theilade blev 102 år gammel.

Nini Theilade dansede hele livet. Hun kunne slet ikke stoppe. Et eksempel herpå var da hendes danseinstitut “Academie de Ballet Nini Theilade” i Lyon fejrede 20 års jubilæum i 2004. Nini Theilade blev kaldt op på scenen for at modtage publikums hyldest, og mens hun stod dér, lød pludselig J.L.F. Herolds musik fra La Fille Mal Gardée.
”Da jeg hørte musikken, reagerede jeg som en gammel cirkushest. Helt automatisk hev jeg op i min lange festkjole og begyndte at danse Mutter Simones træskodans. Først da publikum begyndte at applaudere, kom jeg til mig selv igen og stoppede naturligvis straks med at danse. Min familie sad og græmmede sig, men det øvrige publikum var ellevilde”.
Historien fortalte Nini Theilade engang, da jeg besøgte hende i Oure på Fyn. Her boede hun til sidst, fordi hun var tilknyttet “Skolerne i Oure – Sport & Performing Arts”, hvor hun sluttede en lang dansekarriere med at undervise. Hun underviste frem til hun var 98 år.

Som lille pige tog Nini Theilade sine første dansetrin i sin mors dalcroze-danseskole på Java, hvor hendes familie boede grundet farens udstationering. I 1926 flyttede familien til København, hvor Nini Theilade søgte ind ved Det Kongelige Teaters Balletskole, men hun blev afvist på grund af for svage ankler. I stedet blev hun elev hos svenske Carina Ari og senere studerede hun hos Lubov Yegorova i Paris. Som 14-årig dansede Nini Theilade soloforestillinger for fulde huse over hele verden. Publikum blev betaget af hendes på én gang både uskyldige og erotiske udstråling. Som 21-årig opsatte hun sine egne balletter på Det Kongelige Teater i København og senere blev hun ballerina i Ballet Russe de Monte Carlo og rejste kloden rundt sammen med sin mor som ubønhørlig manager. Men det var ikke blot på teatrene verden over, man kunne se Nini Theilade, hun dansede også henover de store filmlærreder. Filminstruktør Max Reinhardt opdagede hende, og hun dansede med i hans store Hollywood-produktioner, blandt andet var hun første-fe i hans overdådige filmatisering af William Shakespeare A Midsummer Night’s Dream.

Livet uden for rampelyset var dog ikke så glorværdigt. For Nini Theilade betød dansekarrieren hård træning fra tidlig morgen til sen aften og dermed ingen tid til alle de mænd, der forgudede hende. Disse tilbedere tog hendes mor sig derimod meget kærligt af, også dirigenten Michael Scott, som Nini Theilade faktisk var forelsket i og forlovet med. Forholdet mellem den dominerende mor og datteren havde aldrig været godt og blev det heller aldrig, men Nini Theilade sagde altid, at dansen var det hele værd. Dette udsagn blev også titlen på hendes erindringer, som journalist Lone Kühlmann skrev og udgav i 2006.

dansen-var-det-hele-vaerd-nini-theilade

Foto: Peoples’s Press