Dans

Litteratur & film

Scenens skabere

Den første ballet, jeg oplevede, var Flemming Flindts fortolkning af Nøddeknækkeren med scenografi af Bjørn Wiinblad. Jeg blev meget begejstret for Bjørn Wiinblads glade og farverige scenografi, hvilket overraskede mig selv. Jeg kendte nemlig kun Bjørn Wiinblad som ham, der lavede keramik, der kunne købes overalt og som derfor fandtes i rigtigt mange hjem. Det var hvid keramik overlæsset med sorte dekorationer. Det var aldeles rædselsfuldt, syntes jeg. Jeg kendte slet ikke alt det andet, som Bjørn Wiinblad kreerede. Det var for eksempel plakater, tæpper og kostumer. Scenografien i Nøddeknækkeren var således en øjenåbner for mig i forhold til Bjørn Wiinblads omfattende kunstproduktion.

En sådan øjenåbner er også Ulla Strømbergs bog Nyere danske scenografer, hvori hun præsenterer danske scenografer. Her portrætteres blandt andre kendte billedkunstnere og dramatikere, som jeg ikke vidste havde lavet scenografi, scenografer jeg havde glemt og nye navne jeg ikke kendte. Nyere danske scenografer er således en spændende opdagelsesrejse ind dansk teaterhistorie, når det gælder scenografi i de sidste godt og vel 100 år.

Fra teatermaler til scenograf
Som titlen signalerer, fokuserer bogen ikke på scenografiens historie og udvikling. Målet er heller ikke at analysere de scenografiske værker, det handler derimod om at præsentere scenograferne. Efter en kort teaterhistorisk introduktion til håndværket og kunstarten portrætterer Ulla Strømberg en lang række danske scenografer, der havde deres virke i det 20. århundrede, plus dem der arbejder nu. Hun begynder der i teaterhistorien, hvor betegnelsen ‘teatermaler’ erstattes med ‘scenograf’, hvilket sker omkring år 1900.

Første portræt i Ulla Strømbergs værk omhandler Svend Gade (1877-1952). Han var en international kunstner, der arbejdede i både København, Stockholm, Oslo og Berlin. I det lille Købehavn revolutionerede Svend Gade scenografien med nye ideer, for eksempel i Strindbergs Ett drömspel på Dagmarteatret, hvor han i 1917 pakkede scenen ind i sort fløjl.

Kendt, men glemt som scenograf
Herefter følger en lang række portrætter af kendte og mindre kendte navne. Til de kendte, der dog i dag ikke er kendt for deres scenografi, hører blandt andre Kjeld Abel og Robert Storm Petersen. Kjeld Abel (1901-61) kender vi som forfatter og dramatiker, og som sådan er han indskrevet i den danske litteraturhistorie. Men han begyndte faktisk som scenograf, endda hos George Blanchine, da denne iscenesatte adskillige Les Ballets Russes-værker på Det Kongelige Teater i 1930’erne. Balanchine var yderst tilfreds med den unge Kjeld Abel og tog ham med som scenograf til både London og Monte Carlo.

Robert Storm Petersen (1882-1949) kender vi som en satirisk og humoristisk tegner, men han lavede også scenografi til revyer og i 1924 skabte han scenografi til balletten Benzin af Elna Jørgen-Jensen og med musik af Knudåge Riisager. Danseren og koreografen Elna Jørgen-Jensen skabte også balletten Hybris (1933), hvor hun arbejdede sammen med kunstneren og tegneren Gerda Wegner, der var gift med Einar Wegener / Lili Elbe (historien om dem er kendt fra filmen The Danish Girl). Gerda Wegner var inspireret af musikinstrumenter, da hun udtænkte ballettens kostumer, som måske var smukkere som tegninger end som færdige dragter.

Kendisser som scenografer
Lidt mærkeligt er det, at Jens-Jacob Worsaae (1946-1994) kun tildeles få linjers omtale, for hans balletscenografi er kendt og elsket af mange i både USA og Danmark. I USA arbejdede han for Boston Ballet, San Francisco Ballet og Salt Lake City, hvor han skabte flotte rammer til August Bournonvilles Abdallah. Og i København skabte Jens-Jacob Worsaae scenografi og overdådige kostumer til Flemming Flindts Caroline Mathilde (1991) og Helgi Tomassons Tornerose (1993), hvilket mærkværdigt vis slet ikke nævnes i bogen.

Derimod tildeles Per Kirkeby (født 1938) megen spalteplads, måske fordi han er en international kendt billedkunstner. Per Kirkebys scenografi og kostumer (sammen med Kirsten Lund Nielsen) til Peter Martins Svanesøen (1996) på Det Kongelige Teater og senere hos New York City Ballet kan ikke være grunden. Kostumerne er rent ud sagt hæslige, og scenografien umådelig flad og kedelig. Per Kirkeby som scenograf var ingen succes hos de amerikanske balletkritikere. Blot fordi man er en stor billedkunstner, behøver man ikke være en god scenograf. Bjørn Nørgaard (født 1947) viser imidlertid, at man som kendt billedkunstner godt kan være en udmærket scenograf og kreere spændende kostumer. Det viste han i Nyt Dansk Danseteaters ballet En gudedrøm (1984).

Og så er der naturligvis Dronning Margrethe 2. (født 1940), som er en flittig balletscenograf, både i TV-produktioner, på Det Kongelige Teater og på Tivolis scener. Det begyndte dog med skoleballetopvisninger på veninden Susanne Heerings balletskole i Næstved. Bedst har Dronningen været, når hun har lavet kostumer og scenografi til Pantomimeteatrets intime scene, hvor hun har udfoldet  en gemytlig og let folkelighed. Mere tung og overlæsset var hendes professionelle debut på Det Kongelige Teater med August Bournonville Et folkesagn (1991). Der var næsten ikke plads til danserne i den bombastiske og mangefarvede scenografi, dette var også problemet i Mikael Melbyes scenografi til Sylfiden (2003). Mikael Melbye (født 1955), som er uddannet operasanger, har været bedst  på operascenerne, hvor hans scenografi var mindre tung. Turandot (1995) var et højdepunkt i hans scenografiske karriere, som han nu har sat på pause for at hellige sig portrætmaleriet.

De store kvinder
Maja Ravn (født 1967) er en af de mange nulevende kvindelige scenografer med en international karriere. Hun har blandt andet skabt scenografi til den opdaterede version af August Bournonvilles Napoli (2009) og Hotel Pro Formas legendariske forestilling Operation : Orfeo (1993). Til denne gruppe af kendte scenografer hører også Marie Í Dali (født 1965). I 2003 omformede hun det kedelige og karakterløse Gladsaxe Teater til en magisk hule, hvor musicalen Cabaret  blev en stormende succes med Peter Jöback i rollen den androgyne konferencier. Marie Í Dali står også bag scenografien til Steen Koerners populære Nøddeknækkeren (2003). Endelig er der også Mia Steensgaard (født 1972), der har lavet scenografi eller kostumer til mange balletter, heriblandt Manon (2003), Svanesøen (2015), Giselle (2016). Og så begejstrede hun alle med den papirklipsagtige scenografi til August Bournonvilles Et folkesagn (2011), som var langt mere let og luftig end Dronning Margrethes fortolkning tyve år tidligere. Det er også Mia Steensgaard, som står bag scenografien i den populære tv-serie Arvingerne, der blandt andre er instrueret af Pernilla August.

Bogen er rigt illustreret med skitser, tegninger og fotos fra diverse forestillinger, men jeg savner dog alligevel fotos af scenograferne selv, ligesom der i litteraturhistorier er portrætter af forfatterne. Det er altid rart at få et ansigt på navnet, især scenografer, som man sjældent ser afbildet. Ellers er det en lækker og letlæst bog at gå på opdagelse i. Man behøver ikke læse den kronologisk, men kan hoppe mellem de forskellige mange portrætter.

Nyere danske scenografer_96Frydenlund

Foto: Frydenlund

FAKTA
Nyere danske scenografer af Ulla Strømberg. Forlaget Frydenlund. 408 s. kr. 399.

Ulla Strømberg: Mag.art. i teatervidenskab, teaterjournalist og tidligere direktør på Teatermuseet i Hofteatret.

Dans

Døden til grin

Hvad Erlend Loe er for norsk litteratur, må Jo Strømgren være for dansen i Norge. Underholdende, original, absurd, politisk ukorrekt, og meget morsom. Heldigvis sætter Jo Strømgren også værker op uden for sit hjemland og med andre kompagnier end sit eget. Således vender den norske lurendrejer nu endelig tilbage til Det Kongelige Teater med den vildt gakkede forestilling The Society of Lost Souls. Premieren faldt på selve dagen, hvor Folketinget afskaffede blasfemiparagraffen, hvormed det ikke længere er strafbart at spotte og håne religioner og troslærdomme, så Jo Strømgrens latterliggørelse af den katolske kirkes kommercialisering og dobbeltmoral var heldigvis inden for lovens rammer. God timing.

I The Society of Lost Souls tager Jo Strømgren selvmord, død og beslægtede tabubelagte emner under kærlig og morsom behandling. Det er modigt gjort og dejligt befriende. Målet er måske at vække os og kalde os rigtigt til live fra vores dødlignende liv på de sociale medier?

Vi befinder os i en polsk by, hvor sorte fugle flakser rundt, rotter piler omkring og katte lister langs husmurene. Bag vinduesruderne ses uhyggelige ansigter, som stirrer ud bag gardinerne. Denne gyser-scenografi er ligeledes skabt af Jo Strømgren, som også har designet kostumerne. I bedste gotisk skræk-stil mylder døde mennesker frem fra mørket, den ene mere mærkelig end den anden. Gennem dansen, der er moderne med et twist af centraleuropæisk folkedans, får vi personernes dødshistorie skildret. En har skudt sig sig selv, en er blevet myrdet, en er død i krigen, en er stille sovet ind på en bænk, en er trafikdræbt og så videre. Og så er der en, som er blevet kremeret. Asken står i en urne, som væltes – og ups så er han “borte med blæsten”. Endelig er der også en stor bjørn, der bidsk lunter rundt, indtil den finder sammen med en letlevende dame, hvorefter den bliver fredelig som en nuttet bamse.

De døde tumler forvirrede rundt i byens gader. De er fortabte sjæle, fordi de ikke ligger begravet på kirkegården. Om ham, der har skudt hovedet af sig selv, siger fortællerstemmen, der minsandten også er Jo Strømgren: “Åh, det forbandede hoved, der altid sidder for løst! De, der døde af knivstik eller druknede, undslap dette helvedes problem. Det hjælper hverken med lim eller snor; det eneste, der gør det nogenlunde til at leve med, er en stiv skjortekrave og en god balance. Men ak, snart forglemmer man sig og vil binde sine snørebånd”. Det kunne være skrevet af Erlend Loe, så grotesk og sort er det.

De døde håber, at de ved at omvende sig til katolicismen kan finde ro og hvile, så de ikke mere skal spøge. For at blive optaget i den katolske kirke, må de døde kravle ned i en kloak og oven i købet betale for det. Men trods den betalte aflad til kirken, får de levende døde ikke fred. I stedet ender deres møde med kirken i et sexorgie, som Jo Strømgren har iscenesat på en yderst humoristisk måde, hvor han gør godt brug af dansernes eminente mimetalenter. Scenen kunne være hentet ud af Giovanni Boccaccios Decameron, hvori kirkens folk også lystigt hengiver sig til hinanden. The Society of Lost Souls er en fuldstændig barok og hylende morsom historie, som danserne får formidlet på en yderst overbevisende måde.

Vi spørger altid, hvad meningen med livet er, men Jo Strømgren spørger i stedet: hvad er meningen med døden? Sådan twister han på en underfundig måde mange udsagn og talemåder om livet og især døden. Han så at sige perspektiverer livet. Som det hedder i forestillingen: “det er muligt, at livet kan være kedeligt, men det er intet i forhold til den kedsomhed, der venter nede i en urne. Budskabet er altså at leve livet og selv tage ansvar for hvor sjovt det er. Vælger man at bruge lidt tid i selskab med Jo Strømgren og The Society of Lost Souls, så keder man sig i al fald ikke i en time og ti minutter.

The Society of Lost Souls af jo strømgren

The Society of Lost Souls Foto: Klaus Vedfelt

Jo Strømgren på DKT

The Society of Lost Souls Foto: Klaus Vedfelt

The Society of Lost Souls af jo strømgren

The Society of Lost Souls Foto: Klaus Vedfelt

FAKTA
The Society of Lost Souls
A-salen, Det Kongelige Teater
Corpus / Den Kongelige Ballet
Koreografi: Jo Strømgren
Scenografi: Jo Strømgren
Kostumer: Jo Strømgren
Iscenesættelse: Jo Strømgren
Forestillingen er en del af CPH Stage

Dans

Kaos i kabinettet

Lige så dårligt som CPH Stage kom fra start med forestillingen The blind poet, lige så godt kommer festivalen videre med værket Random af og med Livingstones Kabinet. Teaterkompagniet er altid god for en alternativ performance-forestilling med en skæv synvinkel på tilværelsen og vores vanvittige samfund. Og ikke mindst leveringsdygtigt i et godt og tankevækkende grin.

“Kaos er ikke altid dårligt nyt”, hedder det i Random, som hylder det flimrende kaos. Vi mennesker har en tilbøjelighed til at søge efter en mening i det meningsløse kaos, men vi behøver lidt uforståeligt kaos i vores regelmæssige liv. Det er budskabet i det dadaistisk-inspirerede værk.

Random begynder med det modsatte af kaos, nemlig en spillemaskine, der taler som en robot. Den bekendtgør, at den er kunstnerisk ansvarlig for forestillingen. Når computere og algoritmer overtager kunsten, så forsvinder også det kaotiske. Men heldigvis kommer Pete Livingstone på scenen og fortæller, at han er kunstnerisk leder for forestillingen. Og så begynder et totalt gakket  kaos, som er aldeles morsomt.

Der bliver gjort tykt grin med politikernes slidte floskler, mediernes ligegyldige plapren, HR-sprogets intetsigende formuleringer og marktingbranchens indholdsløse buzzwords. En smart, seriøs forretningskvinde står og taler om vigtigheden i at have en strategi uden at miste retning. Selv kan hun intet se, fordi hun har en hel dynge båndsalat over hovedet og hun må assisteres, når hun skal til og fra scenen. Hun er et godt billede på den udbredte diskrepans, der er mellem tale og handling i vores samfund, hvor ord bare skal forføre og sælge. Ordene betyder ingenting, de skal ikke forandre noget, de er blevet meningsløse. Og dem der udtaler ordene, mener dem slet ikke.

Men det er ikke den slags kaotisk meningsløshed, der har til formål at udbytte andre, vi skal have i vores liv, det er mere det legende kaos, som pirrer vores hjerner. Og det får vi blandt andet med skotske Pete Livingstones fjollede sang og musik samt svenske Petter Wadstens barnlige trylleri med et æg. Performernes fantasifulde og kreative udklædninger med brug af alt fra tæppebankere til broderede bordløbere er også aldeles skøre og skønne. Og så får vi en modeopvisning med almindeligt tøj, som performere tager aldeles forkert på, så det ser helt tosset ud, mens de vralter frem på en catwalk.

Ja tak, den slags pjat og anderledeshed har vi brug for i vores liv. Og det er vel ikke mere pjattet og dumt, end når oversmarte brancher bruger engelske buzzwords som “disruption” “exit strategy” og “downsizing”, uden at de selv rigtigt kan definere dem, men bare bruger dem til at hævde sig over dem, der ikke kender dem?

Hvis den slags gakket performance, som Livingstone Kabinet bedriver, er for sært, kan man i stedet tage større børn og unge med i Dansekapellet og se street dance-forestillingen One 2.0 af Stephanie Thomasen. Denne forestilling handler til dels også om kaos eller i al fald at vove at tabe fodfæstet eller kontrollen for en stund. Fem unge dansere fra Uppercut Danseteater viser vigtigheden i at bryde ud af de kasser og roller, vi alle hurtigt sættes ind i, fastholdes i og begrænses af.

performance med Livingstones Kabinet

Foto: Bjarne Stæhr

Livingstones kabinet performere

Foto: Daniel Buchwald

FAKTA:
Random
Livingstones Kabinet
Performere: Kristina Sørensen Ougaard, Pernille Koch, Piet Gitz-Johansen, Petter Wadsten og Pete Livingstone
Dansehallerne
Iscenesættelse: Nina Kareis
Scenografi: Julie Forchhammer
Koreografi: Adelaide Bentzon
Komponist: Pete Livingstone
Lyddesign: Erik Christofferson
Lysdesign: Mikkel Jensen
Forestillingen er en del af CPH Stage

One 2.0
Uppercut Danseteater
Dansekapellet
Koreografi: Stephanie Thomasen
Musik: Lawand Othman aka. DJ Turkman Souljah
Lysdesign: Peter Bodholdt Løkke
Forestillingen er en del af CPH Stage

Dans

Kinesisk eventyr på Pantomimeteatret

Tivolis Pantomimeteater – bygget i kinesisk stil – viser endelig et rigtigt kinesisk eventyr. Det gamle folkeeventyr Butterfly Lovers, der er en ulykkelig kærlighedshistore a la Romeo og Julie, har den britiske koreograf og danser Paul James Rooney omskabt til en fin lille danseforestilling.

Eventyret handler om den unge pige Zhu, der gerne vil gå i skole, men den slags er kun for drenge. Hun plager sig far om lov til at blive kostskoleelev og endelig indvilger han – dog på én betingelse: at hun forklæder sig som en dreng. På skolen møder Zhu drengen Liang, der forelsker sig i hende, endnu før at han ved, at hun er en pige. Zhu gengælder hans kærlighed, og sammen pjækker de fra skolen og forsvinder istedet ud under de frodigt blomstrende trækroner. Deres unge lykke er imidlertid kort, for Zhu bliver kaldt hjem fra skolen, mod sin vilje skal Zhu giftes med en rig mand. Liangs hjerte brister af sorg, og Zhu flygter fra sit eget bryllup. Knust opsøger hun Liangs grav på kirkegården. Her åbner graven sig, og Zhu forsvinder ned i den. Men som smukke sommerfugle genopstår Zhu og Liang, og med svirrende vinger genforenes de.

Kathleen Videira og Luca Varrone danser hovedrollerne som Zhu og Liang. Især Kathleen Videira brillerer som pigen, der både kæmper mod sin rige, konservative familie og de traditionelle kønsmønstre. Med øjnene fulde af tårer flygter hun fra sit bryllup, hun træder ned fra scenen og sindsoprevet styrter hun med flagrende gevandter over græsplænen, hvor publikum står og sidder Det er dramatisk og godt iscenesat.

Mere brug af publikumsområdet er der i slutscenen. Mens Kathleen Videira og Luca Varrone danser som sommerfugle oppe på scenen, står de øvrige dansere ude blandt publikum og svinger med sommerfugle på lange stænger. En fin og børnevenlig ide, som endda bakkes op med lange farvede silkebånd, der falder dekorativt ud fra Pantomimeteatrets to tårne. Børnevenlige er også skolescenerne med de urolige elever, der har svært ved at koncentrere sig om lærerens undervisning. Da danser hellere rundt i klasselokalet og svinger sig akrobatisk over deres skamler. Der er sjov og ballade i skolen, og vi forstår, hvorfor Zhu hellere vil være i skolen end hjemme i de kedelige stuer.

Musikken er Butterfly Lovers Violinkoncert komponeret af He Zhanhao og Chen Gang i1959. Det er et vældig flot og ekspressivt stykke musik, umiskendeligt kinesisk, men samtidig også meget tilgængeligt for vesterlændinge.

balleteventyr i Tivoli

Foto: Tivoli

FAKTA
Butterfly Lovers
Pantomimeteatret
Koreografi og iscenesættelse: Paul James Rooney
Musik: He Zhanhao og Chen Gong
Dekorationer: Paul James Rooney
Kostumer: Charlotte Østergaard

Dans

Svaneblod uden smerte

Trods Den Kongelige Ballet har uddannet mange mandlige stjernedanser gennem tiderne, er Erik Bruhn (1928-1986) nok stadig den mest kendte af dem alle. Derfor er det også naturligt at lave en forestilling om denne store danser, sådan har i al fald Teatret Svalegangen i Aarhus tænkt. Tomas Lagermand Lundme har skrevet forestillingen Svaneblod, som nu spiller på Teater Republique i København. Det er en musikdramatisk monolog med skuespilleren Olaf Højgaard i rollen som Erik Bruhn. På scenen suppleres han af jazz-saxofonisten Mads Ole Rode Erhardsen.

Forestillingen fortæller en yderst fragmentarisk historie om Erik Bruhns liv – fra barndommens balletskole under balletmester Harald Lander frem til hans kræftsygdom og tidlige død. Der dvæles naturligvis ved hans kærlighed til Rudolf Nureyev og problemerne ved at have et til tider langdistance-forhold – oven i købet i mediernes nysgerrige søgelys.

Svaneblod er historien om en passioneret og dedikeret kunstner, men også historien om en ung mand, der drager ud i verden for at finde sig selv som menneske. Altså en slags dannelseshistorie som eventyret om den grimme ælling. Ukendt og misforstået forlader Erik Bruhn den nationale andedam og vender feteret og berømt hjem, hvor han bliver hædret som Ridder af Dannebrog.

Det er en temmelig forenklet historie, et næsten karikeret kunstnerportræt med tyndslidte floskler om kunstnerens rolle i modsætning til alle andre mennesker. Om kunst for kunstens skyld og måske endda kun for kunstnerens egen personlige skyld. Skuespilleren Olaf Højgaard vrænger og råber det meste af tiden i sin monolog, som om Erik Bruhn udelukkende var en selvoptaget, temperamentsfuld diva uden nogen form for jordforbindelse. Det er vældig trættende at høre på gennem hele forestillingen. Publikum bliver således ikke klogere på mennesket og danseren Erik Bruhn, men bliver nærmest misinformeret om ham. Eksempelvis når Tomas Lagermand Lundme lader sin hovedperson sige, at han danser på tåspids!

Forestillingen tuller af sted i monotont tempo uden nogen spændingsmomenter. Bedst fungerer Rikke Juellunds scenografi, der består af en væg med tre huller, der kan illudere alt fra kunstneriske rum til vinduer ud mod verden. På væggen projiceres billeder og film af Erik Bruhn, hans håndskrevne kærlighedsbreve til Rudolf Nureyev samt myldrende travle metropoler. Når vi kigger på disse film og billeder, mens Mads Ole Rode Erhardsen spiller på sin saxofon, så bliver det stemningsfuldt og intenst. Den slags pas de deux’er mellem musik og billeder, siger meget mere ned teksten, og man ønsker, at der ville have været meget mere af den glødende musik og de flimrende billeder – og langt færre ord. Men til sidst bliver selv filmfragmenterne for klichéfyldte, for når Erik Bruhn dør, skal vi se Mikhail Fokins Den Døende Svane på video.

fra forestillingen svaneblod

Foto: Louise Kierkegaard

Svaneblod
Republique
Tekst: Tomas Lagermand Lundme
Iscenesættelse: Hanne Trap Friis
Medvirkende: Olaf Højgaard og Mads Ole Rode Erhardsen
Musik: Mads Ole Rode Erhardsen
Scenografi: Rikke Juellund
Videodesign: Jens Mønsted og Claus Lund
Lysdesign: Morten Ladefoged

Dans

Koder i årets kulturby

Aarhus og resten af Midtjylland er europæisk kulturby i 2017, og regionens vidtfavnende kulturprogram byder naturligvis også på dans. En af programmets mest hypede danseforestillinger er Tree of Codes koreograferet af britiske Wayne McGregor – med scenografi af islandske Olafur Eliasson og elektronisk musik af britiske Jamie xx, mens danserne kommer fra Paris Opera Ballet og Company Wayne McGregor.

De vanvittig dygtige dansere behersker suverænt Wayne McGregors hundesvære og lynhurtige koreografi, hvori de altid befinder sig i sårbare og ustabile positioner. Hyperextended og off balance! Wayne McGregor koreografiske sprog er som altid smukt og spændende. Men Tree of Codes er ikke blot et skønt skue, det er også et yderst vedkommende danseværk, fordi det skildrer det samfund, vi lever i og kender.

Hos Wayne McGregor betyder genrebetegnelsen ‘moderne dans’ vitterlig moderne. Når man betragter hans koreografi er det som at se et genkendeligt billede af vores hverdagsliv, som det ser ud i den vestlige verden lige nu. En verden der aldrig står stille, men som er i konstant bevægelse og forandring. En verden hvori menneskene altid har fart på, uden at de stopper op og reflekterer over tilværelsen. Flyvske farer danserne henover scenen, altid på vej til en ny, skrøbelig og vakkelvorn position eller en ny, vilkårlig partners favn. Retningsløst og forvildet. Narcissistisk betragter de sig selv og hinanden i scenografiens mange store spejle. Det handler om at se og blive set i denne visuelle verden. Dette gælder også for publikum, der ligeledes kan øjne sig selv i de mobile spejle oppe på scenen. Og når lyskeglerne vandrer hen over publikumsrækkerne kommer vi selv i spotlysets midtpunkt. Vi er alle med Tree of Codes.

Værkets titel kommer fra Jonathan Safran Foers bog Tree of Codes. Det er ikke en iscenesættelse af den amerikanske forfatters bog, men snarere et slags inspirerende udgangspunkt. Jonathan Safran Foers litterære værk er ikke en almindelig bog, for den er mere udskåret end skrevet. Det er en skulpturel bog, for Jonathan Safran Foer har konstrueret historien ved at vælge få ord fra hver side i Bruno Schulz’ roman Krokodillegaden (Sklepy cynamonowe) og bogstaveligt talt skåret resten væk. Siderne står således hullede tilbage med poetiske sætninger, der tilsammen danner en lille historie, der er skåret ud af Schulz’ større bog.

Olafur Eliassons scenografi med transparente forhæng, gitre og bevægelige spejle synes mere end koreografien at afspejle det specielle bogværk Tree of Codes. Olafur Eliassons leg med lag-på-lag-scenografi og de labyrintiske rum-virkninger der herved opstår, genfindes i Jonathan Safran Foers hullede bog. Scenografiens farvede lys, der reflekteres i spejlglasset, påminder også om den cirkelrunde regnbuegang, som Olafur Eliassons har skabt på toppen af kunstmuseet ARoS, der ligger lige ved siden Musikhuset i Aarhus. Set gennem regnbuens farver kommer verden til at fremstå aldeles anderledes end den plejer. Akkurat som Bruno Schulz’ roman Krokodillegaden ser helt anderledes ud efter Jonathan Safran Foers udskæring. Den er blevet til en ny historie.

Danseforestillingen Tree of Codes handler dermed også om dekonstruktion, nemlig at destruere og skabe noget nyt af det ødelagte. Altså en slags genbrug, som koreografiens repetitive trin ligeledes er et udtryk for. Der er bestemt nok at se på og tænke over i danseværket Tree of Codes, der således lever smukt op til kulturbyen motto: “Let’s Rethink”!

Tree of codes

Foto: Ravi Depress

FAKTA
Tree of Codes
Har spillet i Aarhus Musikhus
Koreografi: Wayne McGregor
Scenografi: Olafur Eliasson
Musik: Jamie xx
Dansere: Paris Opera Ballet og Company Wayne McGregor

Læs mere om Kulturby Aarhus