Canada

Litteratur & film

Det er bare verdens undergang

Den går tæt på. Meget tæt på. Xavier Dolans nyeste film Det er bare verdens undergang. Nærbillede på nærbillede. Som om man selv sidder med ved middagsbordet og selv tilhører den dysfunktionelle familie, der samles en sommerdag. Endelig er sønnen Louis kommet hjem efter 12 års fravær, og så skal der hygges og tales om gamle dage.  Tales bliver det. Også i den grad. Meget højlydt endda. Men det er så som så med hyggen.

Nærbillederne skaber en voldsom fornemmelse af klaustrofobi, men de understreger også  personernes isolation. De er alle alene, også når de er sammen.

Man forstår, hvorfor sønnen har holdt sig væk fra hjemmet og de hysteriske familiemedlemmer i alle disse år. Nu kommer han egentlig hjem for at sige, at han er syg. Dødssyg og snart skal dø, men han kommer aldrig til orde. Ingen vil lytte og høre om hans verdens undergang.

Det er bare verdens undergang er ikke en af  Xavier Dolans bedste film, men den er stadig seværdig. Især er Louis’ tilbageblik flotte og stemningsfulde. I disse lyriske tilbageblik siges alt gennem billeder og musik – og vi forstår alt. Her kan man godt se, at Xavier Dolan også er en mester i musikvideoer. Tænk bare på hans smukke video til Adeles Hello.

Det er bare verdens undergang

Det hyggelige kukur spiller en central rolle i ‘Det er bare verdens undergang’ Foto: YouTube/Scanbox Entertainment Danmark

Dans

Og der blev lys – og farver

Primo april fyldte Baltoppen i Ballerup 25 år. Kulturhuset har nycirkus, dans, performance, dramatik, musik og stand-up på plakaten. Og når det gælder forestillinger med kunstarterne dans og performance viser Baltoppen ofte de mere eksperimenterende af slagsen. Dette gælder også for det seneste gæstespil med den canadiske koreograf Benoît Lachambre og hans seks dansere/performere. I værket Prisms (2013) udforsker han sammen med lysdesigneren Lucie Bazzo lys og farver – samt menneskekroppen i forskellige lyssætninger.

Prisms er et veritabelt farveorgie ligesom en frodig blomstereng på en sommerdag, dog også med indslag af skarpe, unaturlige neonfarver. Iført gule arbejdshjelme og lange farvestærke kjoler poserer de seks dansere – kvinder såvel som mænd – i farvet lys af forskellig klarhed. Når lyssætningen skifter, eller lyset bevæger sig, ser det ud som om danserne rører på sig, selvom de står helt stille. Lyssætningen kan endda få dansernes hoveder til at rotere rundt, som handlede det om en scenisk udgave af gyserfilmen Eksorcisten. Optisk bedrag og farvemagi. Lidt uhyggeligt er det næsten også, når danseren Elinor Fueter ruller med sin nøgne torso og får hver en lille muskel i sin ekstremt slanke krop til at danse. Det er imponerende kropsbeherskelse a la Kitt Johnson.

På et stillads, der er som to barrer sat oven på hinanden, indrammes det farvede lys, hvormed interessante dybdevirkninger opstår. Når kroppene hænger eller strækkes ud i stilladset skaber de et grafisk mønster, og når danserne ændrer stilling opstår nye mønstre som i et kalejdoskop. Smukt og fascinerende.

Morsomt bliver det, når performerne til Beethovens dramatiske og højstemte Skæbnesymfoni hopper rundt og laver skøre lyde ligesom den halvtmenneskelige karakter Gollum i filmene om Ringenes Herre. Eller når kvinderne tager blinkende bh’er på og til popmusik poserer som bodybuildere. Senere bliver de blinkende bh’er i øvrigt til lysende øjne i mørket, og musikken glider over i Hollywood-filmenes velkendte jingle. Absurd og totalt gakket.

Hvad betyder det alt sammen? Nok ikke så meget, men Prisms leger med vores synssans og viser, hvordan denne sans nemt kan bedrages ved hjælp af så enkle elementer som lys og farver. Dette kan vi naturligvis læse om eller høre foredrag om, men sjovest og mest lærerigt er det nu engang at opleve det i praksis og se det med egne øje.

FAKTA:
Prisms
Baltoppen 13. og 14. april herefter på turné i Danmark
Koreograf: Benoît Lachambre
Lysdesigner: Lucie Bazzo
Musik: Laurent Maslé, Tomas Furey og Ludwig van Beethoven

Prisms blev tildelt den prestigefyldte pris ’Prix du CALQ for the Best Choreographic Piece’ for bedste canadiske danseforestilling i sæsonen 2013/2014.

dansere i Prisms

Foto: Montreal Danse

PRISMS-foto-MontrealDanse_1

Foto: Montreal Danse

 

Dans

Semiotik på dansegulvet

Canadiske Marie Chouinard er i København med sit enestående kompagni, som danser værkerne Mouvements (2011) og Soft Virtuosity, still humid on the edge (2015) på Teater Republique frem til den 20. februar.

I 1980 opdagede Marie Chouinard den belgiske poet Henri Michaux (1899-1984) og hans bog Mouvements (1951), der både indeholder nonfigurative blæktegninger og digte. Bogen er udgangspunktet for Marie Chouinards værk Mouvements, hvori hun nærmest oversætter bogens indhold til dans. Henri Michaux’s blæktegninger bliver så at sige et notationssystem for Marie Chouinard og hendes dansere. De nonfigurative blækklatter bliver projekteret op bagerst på scenen, og forrest på scenen gestalter de sortklædte dansere de mørke tegn. En efter en efterligner danserne blækklatterne, så publikum kan sammenligne tegningen i videoprojektionen med danseren på gulvet. Og når blækklatterne har for mange ben eller arme, bevæger danserne deres arme og ben i et frenetisk tempo, så de synes at være udstyret med lige så mange ben og arme som blæktegningen. Lidt efter lidt bliver blæktegningerne mere og mere komplicerede, og der skal flere dansere til for at gestalte dem. Og snart kommer tegnene til at hænge sammen, og alle danserne må på scenen samtidigt, så det bliver et flydende sprog alt imens de industrielle, elektroniske lyde bliver mere og mere intensive samt højere og højere, så man til sidst må tage de udleverede ørepropper i brug.

Marie Chouinard er kendt for sin opfindsomhed og fornyelse af dansekunsten, og med denne udfoldelse af semiotikken på dansegulvet har hun også begået et dybt originalt og meget spændende og inspirerende værk.

Marie Chouinards gæstespil byder også på værket Soft Virtuosity, still humid on the edge (2015), der viser en catwalk af gakkede gangarter. I modeverden er der perfekte modelkroppe på catwalken, men her dyrkes den asymmetriske og ikke-perfekte krop, som de eminente dansere kan gestalte til stor morskab for publikum. Ikke blot dansernes gangarter er groteske også deres grimasser er teatralske og komiske, hvilket tydeligt ses, idet der live-streames fra scenen, og nærbilleder af danserne bliver projekteret op på den store bagvæg.

I en stor gruppe bevæger danserne sig i super-slowmotion over scenen, mens deres ansigtsudtryk langsomt ændrer karakter – lige fra det overlykkelige til det mest desperate. Deres livssituation kan minde om figurerne i Auguste Rodins skulptur Borgerne fra Calais, der også spænder vidt – lige fra resignation til desperation. Eller Théodore Géricaults forvredne figurgruppe i værket Medusas Flåde. Ligesom i en traditionel catwalk afsluttes der også her med en fremvisning af en brudekjole. Her handler det om en transparent tyl-kreation, som en danser viser frem, mens to tætsammenslyngede dansere snurrer rundt som i en topersoners kærligheds-karrusel.

Mens Mouvements taler til intellektet, er Soft Virtuosity, still humid on the edge mere underholdende og let. Men begge værker kan varmt anbefales.

Marie Chouinard

Foto: Marie Chouinard

Marie Chouinard

Marie Chouinard

FAKTA
Mouvements og Soft Virtuosity, still humid on the edge
Republique
Koreografi, lys, kostumer og design: Marie Chouinard
Musik/lyd: Louis Dufort og Edward Freedman

Dans

Marie Chouinard i Danmark

Den canadiske koreograf Marie Chouinard og hendes kompagni gæster teatret Republique med forestillingen HENRI MICHAUX: MOUVEMENTS.

Kompagniet lægger krop til den franske digter Henri Michaux’s digte og tegninger i bogen Mouvements. Danserne afkoder tegningerne og gør dem levende med en vild energi.

Jeg glæder mig meget til at se dette avantgarde kompagni, som altid finder på nye ting.

Oplev Marie Chouinard 17.-20. februar på Republique

mouvements

Foto: Marie Chouinard

Litteratur & film

Mommy

Interessant form, spændende brug af musik, fængslende historie og tre skuespillere der giver baghjul til alle Hollywood-stjerner. Filmen Mommy af canadiske Xavier Dolan er fremragende. Alligevel tror jeg, at Xavier Dolans spillefilmsdebut I killed my mother (2009) stadig er min favorit blandt hans værker. Er det ikke lidt pinligt, at ingen af hans øvrige film har haft dansk biografpremiere?

Efter visningen af Mommy ved filmfestivalen i Cannes modtog Xavier Dolan stående ovationer i 20 minutter og senere modtog han juryens pris. Skulle han ikke have modtaget Guldpalmen?

Anne Dorval

Anne Dorval spiller Mommy – det gør hun helt fantastisk.

Litteratur & film

Xavier Dolan

Nu har jeg skrevet det mig bag øret, navnet Xavier Dolan. Den canadiske CPH PIX-darling Xavier Dolan er i en alder af blot 24 år færdig med sin fjerde spillefilm, Tom at the Farm, som blev vist på CPH PIX.

Det er en slags moderne Hitchcock-film, og det er længe siden, jeg har set en så uhyggelig film. Uhyggelig, fordi den er så realistisk.

Xavier Dolan spiller selv hovedrollen som titlens Tom, der tager en tur på landet, men der er ikke så dejligt ude på landet og det er svært at komme derfra igen…..

Tom at the Farm

Tom at the Farm. Foto: CPH PIX

Læs mere om CPH PIX