Belgien

Grand Place

Skulder ved skulder står de – som for at støtte hinanden. Der er næsten noget menneskeligt over de bedårende gamle huse, som står side om side på Bruxelles’ centrale torv Grand-Place. Torvet oser af atmosfære, for her er ikke noget nyt, som er genopbygget, så det ligner noget gammelt. Nej, det er den ægte vare, og det fornemmer man nemt. Ja, man får næsten åndenød over al den skønhed, som blev skabt for over 300 år siden. Torvet stammer fra slutningen af 1600-tallet og er kranset af private og offentlige bygninger, hvis stil er en blanding af renæssance og barok. Det centrale rådhus er endnu ældre, det stammer fra 1400-tallet og er bygget i en sengotisk stil.

Når mørket sænker sig, illumineres torvets huse i skiftende farver.

Grand Place i dagslys

Grand Place by night

Grand Place i lilla lys

Grand Place i grønt lys

Grand place i rødt lys

Torben | 10. maj 2013 | Skriv en kommentar

Kunst

Bruxelles’ charmerende gadekunst

I tegneseriens hovedstad, Bruxelles, blomstrer det med skønne malerier i gadebilledet. Vi har nævnt det før her på fyraften.nu, men her er nogle nye telefon-snapshots fra Belgiens dejlige hovedstad.

Graffiti på lukkede skodder

Tegneseriemaleri på gavl

Mur-malerier

Graffiti med mand og hund, som ikke er Tintin og Terry

Postkasser med eksotiske fugle

Torben | 8. maj 2013 | Skriv en kommentar

Arkitektur & design

Smart bænk-design i Bruxelles

En bænk er ikke bare en bænk. Designet er vigtigt – både for øjet og bagdelen. I Bruxelles har jeg spottet disse tre fine bænke, som alle var helt okay at sidde på, men en stor lyst for mit øje.

Den enkle bænk

Den hyggelige bænk

Den avancerede bænk

Torben | 7. maj 2013 | Skriv en kommentar

Kunst

Verden set gennem René Magrittes pensel

Den surrealistiske maler René Magritte (1898 – 1967) er kendt for værker med overraskende og ofte chokagtige effekter, der skal give beskueren et indtryk af den mangfoldige, mærkelige verden. På Musée Magritte i Bruxelles kan man se mange af René Magrittes mest kendte værker, men man kan også se, at han i sin alderdom eksperimenterede med absurde kortfilm og han i sin ungdom tegnede plakater til danseforestillinger.
Spændende museum.

Danseplakat på Musée Magritte i Bruxelles

Danseplakat for tango på Musée Magritte i Bruxelles

Danserinde på Musée Magritte i Bruxelles

René Magrittes kommentar til Anden Verdenskrig

René Magrittes fredsdue tegnet under Anden Verdenskrig

Udsigt fra Musée Magritte

Torben | 6. maj 2013 | Skriv en kommentar

Dans

Hors-Champ

Det gamle kukkasseteater får en ordentlig en på kassen i forestillingen Hors-Champ på Théâtre Nationale i Bruxelles. Her er prosceniet skiftet ud med et multirum med film, live-streaming og mobile bokse, der kan åbnes og forvandles til alle mulige steder og scenarier.

Begrebet Hors-Champ kan oversættes med noget i retning af ”uden for scenen”. Det bruges især i film og foto, hvor der fokuseres på noget, som slet ikke er med i billedet. For eksempel når nogle af kunstværkets karakterer ser på noget, som tilskuerne ikke kan se, men kun kan gisne om gennem karakterernes reaktioner.

I Michèle Noiret og Patric Jeans danseforestilling Hors-Champ er det umiddelbart som om, at begrebet Hors-Champ ikke eksisterer. De to kunstnere forsøger i al fald at nedbryde begrebet ved hjælp af et kamera, der som et Big Brother-øje følger danserne på nærmeste hold og viser tilskuerne det, som de ellers ikke ville have kunnet se.

Bliver publikum klogere med al den viden, som gives gennem det altid nærværende kamera? Nej! Og det er netop pointen i forestillingen. Nedbrydningen af Hors-Champ-effekten betyder ikke nødvendigvis mere viden. Jo flere informationer, jo mere kompliceret bliver det. Det demonstrerer Michèle Noiret og Patric Jean på forbilledlig vis med deres værk. Vi bliver ikke nødvendigvis klogere af informationsstrømmen i den flermediale verden. Vi bliver bare forvirrede på et højere niveau.

Foto: Sergine Laloux. Théâtre National – Bruxelles

Torben | 2. maj 2013 | Skriv en kommentar

Litteratur & film

Belgisk filmdrama

Belgiske Joachim Lafosse begynder sin film A perdre la Raison (Our Children) med fire hvide børnekister på et rullebånd i lufthavnen. Det er altså ikke en romantisk komedie, det kommer til at handle om, men en historie om et ægteskab, der ender tragisk. Et ægteskab hvori to kulturer mødes/støder sammen.

Den franske skuespiller Niels Arestrup (som har en dansk far – derfor det danskklingende navn) spiller med i filmen og har en ikke uvæsentlig rolle i tragediens omfang.

A perdre la Raison vises på CPH PIX. Se den, hvis du er træt af tandløse komedier.

Torben | 16. april 2013 | Skriv en kommentar