Ballet

Dans

Fra Weimar til paradis

Traditionen tro byder Den Kongelige Ballet også på konceptet Dans2go i denne sæson. Det er en såkaldt billig-forestilling med samme enhedspris, uanset hvor man sidder i teatret. Billetprisen har dog efterhånden sneget sig op på 260 kroner, men så får man også både koreografi af legendariske Akram Khan, superklassiske George Balanchine og et spritnyt værk af Nikolaj Hübbe med i købet. Qua den rimelige billetpris er Dans2go tænkt som en måde at række ud til et nyt og ungt publikum på. Formidlingen af dansen foregår derfor heller ikke gennem et trykt program, men via små introduktionsfilm, som vises på storskærm før hvert værk.

Gensynet med Akram Khans danseritual Vertical Road fra sidste sæson er en stor fornøjelse at gense. Eller retter sagt, at genopleve, for Akram Khan tager vitterlig sin beskuer med ud på en åndelig og dybt berørende rejse. Britiske/bangladeshiske Akram Khan skabte Vertical Road til sit eget kompagni i 2010, dengang i en dobbelt så lang version. Skaleringen fra 70 minutter til cirka 35 minutter synes god og velovervejet, for værket fremstår som både velkomponeret, stramt og kraftfuldt.

Vertical Road er en spirituel rejse, der begynder i et urmørke, hvor 11 dansere står som forstenede terrakotta-krigere. De ryster støvet af sig og bliver levende, når Nitin Sawhneys dunkende rytmer bryder stilheden. Herfra går den sjælelige rejse gennem støv og røg, indtil danserne forsvinder ind i et blødt, gyldent morgenlys. Måske er de nået frem til paradis? Tolkningsmulighederne er mange i Vertical Road, derfor kan værket også ses igen og igen.

Vertical Road er en smeltedigel af genrer – lige fra indisk kathak, sufi, tai chi, capoeira til japansk butoh. Det er en koreografi, der er kendetegnet af vild energi, rå kraft og rituelle gentagelser. De hypnotiske bevægelser samler de 11 dansere til én stor krop, som står overfor en tolvte person, der ikke er en del af gruppen. Der synes at være en magtkamp mellem gruppen og den stærke ener. Individets suveræne integritet mod fællesskabets trygge styrke. Men måske oplever man noget helt andet og ser andre tematikker, næste gang man går med på Akram Khans Vertical Road mod det forjættende lys.

Som et klassisk intermezzo danser Ida Praetorius og Andreas Kaas Balanchines Tjajkovskij-pas de deux, der på samme vis som Akram Khans Vertical Road accelerer og bygger op til noget stort. Pas de deux’en er en virtuos kraftpræstation, som beviser, at Ida Praetorius og Andreas Kaas er blandt de bedste balletdansere i Den Kongelige Ballet lige nu.

Dans2go begynder dog med en premiere på Nikolaj Hübbes værk Weimar med musik af Kurt Weill. Det er ikke første gang, at balletmesteren koreograferer, han har tidligere bidraget med koreografi, da han opdaterede versioner af gamle værker, så som Sylfiden, Napoli, Svanesøen, Et folkesagnGiselle og La Bayadére. Til disse klassikere skabte han soli og mindre divertissementer, men Weimar er hans første egentlige værk.

Weimar er en række usammenhængende divertissementer for 27 dansere. Koreografien synes hentet ud af en musical, den er let og underholdende i nuet, men også lovlig hurtig glemt. Musikken er bombastisk og teksterne grove, så der skal virkelig  power-koreografi til for at følge med. Bedst fungerer det i koreografien for de kvindelige dansere, mens koreografien for sømænd, håndværkere og kontorister synes for veg og kraftesløst. Annette Nørgaard har skabt nogle fine og historisk-korrekte kostumer, men de rækker ikke til at føre os tilbage til den myteomspundne Weimarrepublik. Med Kurt Weill og Bertolt Brechts rå og revsende sangtekster, den melodiske musik samt en satirisk og dekadent konferencier falder sammenligningen med Bob Fosses musical Cabaret naturlig. Dermed gør Nikolaj Hübbe det også meget svært for sig selv, for der skal umenneskeligt meget til for at leve op til denne legendariske og eminente mellemkrigshistorie.

vertical road foto Costin Radu

Vertical Road. Foto: Costin Radu

Verical road Akram Khan Costin Radu

Verical Road af Akram Khan. Foto: Costin Radu

FAKTA
Dans2go
Det Kongelige Teater
Den Kongelige Ballet
Koreografi: Nikolaj Hübbe, George Blanchine og Akram Khan
Musik: Kurt Weill, Peter Tjajkovskij og Nitin Sawhney

Dans

Salmesang og faldne engle 

Den Kongelige Ballet begynder den nye teatersæson med et rent Jiří Kylián-program. Det er 10 år siden, at kompagniet havde enorm stor succes med den tjekkiske koreografs underholdende og lettilgængelige program Silk & Knife. Nu følger så Silk & Knife 2, der er langt mere alvorligt og eksperimenterende. Jiří Kylián for viderekommende – så at sige.

Programmet begynder med værket Salmesymfoni (1978), hvis titel kommer fra den ledsagende kormusik af Igor Stravinskij. Udgangspunkt er tre salmer fra den gammeltestamentlige Salmernes Bog, hvori det handler om bøn, håb og lovprisning. Der danses foran en collage af persiske tæpper, hvis snirklede mønstre ikke blot er dekorative, men også har en religiøs og spirituel betydning. Mønstrene er desuden matematiske systemer, som genfindes i koreografiens strenge linjer og kurver. Som beskuer bliver man både betaget og beruset af koreografiens abstrakte mønstre, som indimellem brydes, så danserne får rum til personlige udtryk. Disse individuelle udtryk skaber så at sige fejl i mønstrene, akkurat som det hævdes at være en bevidst fejl i ethvert ægte persisk tæppe.

Salmesymfoni skabte Jiří Kylián til Nederlands Dans Theater kort tid efter, at han var tiltrådt som leder af kompagniet. Med værket ville han samle kompagniet og tilkendegive over for danserne, at han havde brug for dem alle og deres individuelle kvaliteter. Værket fik en afgørende indflydelse på kompagniet ifølge Jiří Kylián, som i sin publikumshilsen skriver: “Det simple faktum, at danserne delte det samme rum i hele værkets varighed skabte en følelse af at høre til og af at være sammen”. Set i det lys er Salmesymfoni en tilbedelse og lovprisning af dansen og fællesskabet, som da indtager det guddommeliges plads. Den kongelige Ballet har fået adskillige nye dygtige dansere denne sæson, man kan så håbe, at værket også her skaber ny sammenhængskraft og et kreativt fællesskab. Flot og kontemplativ er Salmesymfoni i al fald at skue og måske programmets allerbedste værk.

I værket Sarabande (1990) er seks herrer på scenen, hvor det mere er performance end dans. Genren Sarabande nævnes første gang af digteren Fernando Guzmán Mexía, som definerer den som en fjollet eller direkte usømmelig dans – ofte danset af herrer i kjoler. På scenen er seks herrer – dog ikke iklædt kjoler, men over hovederne på dem hænger store barokkjoler. De omfangsrige kjoler minder om kirkeklokker, som dermed peger hen på en traditionbunden institution, hvor mænd bærer kjoler. Sarabande kan ses som en diskusion af begrebet maskulinitet. Herrerne brøler deres primalskrig ud og udlever deres indestængte aggressioner gennem hårde og maskinagtige bevægelser. Men samtidig er de også sårbare og tilbageholdende, de kan endda virke helt androgyne, når de vrider sig kejtede rundt på gulvet. Sarabande er et sammensat og modsætningsfyldt mandsportræt til musik af Johann Sebastian Bach og en lyd-collage af Dick Heuff.

I Falling Angels (1989) er der otte kvinder på scenen. Ren girl-power til trommende rytmer af Steve Reich. Værket er et gensyn fra sidste sæson, hvor det var sat sammen med værker af Wayne McGregor og Akram Khan, men det passer langt bedre ind i dette rene Jiří Kylián-program og sammen med Sarabande. Til de bankende rytmer indtager de otte dansere forskellige positioner med dertilhørende gestik, som synes at at stamme fra gamle og glemte piktogrammer, hvormed vi ikke umiddelbart kan afkode betydningen af dem. Og deres mange grimasser leder tankerne hen på emojis, selvom værket er skabt lang tid før nogen havde set disse betydningsladede ansigter.

Endelig afsluttes programmet med værket 27’52”. Den ejendommelige titel refererer til værkets varighed: 27 minutter og 52 sekunder. Dirk Haubrich har skabt musikken, der også indeholder talt tekst på forskellige sprog. Man forstår således kun dele af talen, det samme er tilfældet med handlingen i værket, men det gør ingenting, det er stadig fascinerende. Gulvet løftes op, så det bliver en gyngende grund for danserne, eller de kan begrave sig under det, hvis det da ikke på surrealistisk vis falder ned fra loftet. 27’52” er som en absurd drøm. Og Jiří Kylián er yderst svær at blive klog på, men kedelig er han aldrig, dansens Salvador Dalí.

Fotos: Costin Radu og Henrik Stensberg, Det Kongelige Teater

FAKTA
Silk & Knife 2
Den Konglige Ballet
Gammel Scene
Koreografi: Jiří Kylián

Dans

Tysk balletgave til Tivolis fødselsdag

Hamburg Ballettens unge kompagni, Bundes Jugend Ballett, har i tre dage været på besøg på Pantomime Teatret, da Tivoli fejrede sin 174-årige fødselsdag. De otte dansere og deres to koreografiske værker blev en rigtig fornøjelig fødselsdagsgave for Tivolis gæster.

Bundes Jugend Ballett dansede John Neumeiers udgave af Petrushka (1976), som ligger langt fra Michel Fokines gamle dukke-drama, men stadig med Igor Stravinskijs fængende musik. Hos Neumeier er vi i en cirkusmanege, hvor de optrædende dog godt kan virke lidt dukkeagtige med deres til tider lidt stive, staccato-bevægelser. Her ser vi diverse cirkusdiscipliner så som trampolin, springbræt, jonglering udført som abstrakt dans. Og når ballerinaerne krydser scene på tåspids tilsat sparkende trin er det som en parafrase over hestedressur. Sofistikeret og elegant er det. Dansernes kostumer har friske pang-farver, og der er en let og ungdommelig charme over denne underholdende udgave af Petrushka.

Værket Johns Dream er skabt direkte til Bundes Jugend Ballett og er koreograferet af Maša Kolar, Kevin Haigen, Sasha Riva, John Neumeier og danserne selv. I vidt forskellige tableauer formidler de unge gennem deres dans, hvad der motiverer og bevæger dem. Her danser et par en fin pas de deux, hvori portugisiske Teresa Silva Dias stjæler billedet med sin skrøbelige elegance.

I et at de bedste tableauer, går en ung kvinde på scenen med en mikrofon og giver en omgang beatboxing, hvis rytme fire herrer følger. Det er som om deres nøgne torsoer imploderer i takt med beatboxerens lyde. Det er imponerende præcis timing. Især mexikanske Ricardo Urbina Reyes rammer beatet, så man næsten føler, at hans krop er elektrificeret og er forbundet med mikrofonen.

Finalen i Johns Dream danses til sangen Thankful med Josh Groban. Nok er musikken sentimental og dansernes bedende hænder strakt op mod himlen bliver også en anelse sentimental, men det passer alligevel godt til en gruppe unge mennesker, der er på vej ud i livet og ud i en spændende dansekarriere.

John Neumeier er idemanden bag Bundes Jugend Ballett og hans mål med kompagniet, som han etablerede i 2011, er at give unge ballettalenter en chance for at etablere sig i den internationale danseverden. Og med det store talent og den super udstråling, som blev vist på Pantomime Teatrets beskedne scene, så hersker der vist ingen tvivl om, at danserne vil markere sig på den danseverdens største scener i fremtiden.

DAS BUNDESJUGENDBALLETT

Foto: Tivoli

Fakta:
Petrushka og Johns Dream
Pantomimeteatret, Tivoli,
Bundes Jugend Ballett
Koreografi: John Neumeier med flere.

Dans

Til minde om Rudolf Nurejev

Mens Bolsjoj Teatret i Moskva tager Jurij Possochovs ballet om Rudolf Nurejev af plakaten lige inden premieren, så hylder Wiener Staatsballett den russiske danser med en stor balletgalla. Det sker traditionen tro som et festligt punktum på sæsonen. Franske Manuel Legris, som leder Wiener Staatsballett, har allerede meddelt, at han planlægger en endnu større galla til næste år, som er 80-året for Rudolf Nurejevs fødsel.

Men hvorfor egentlig en Nurejev Galla i Wien? Jo, Rudolf Nurejev blev østrigsk statsborger i 1982, men allerede i 1959, før han hoppede af i Vesten, dansede han i Wien. I 1964 opsatte han sin udgave af Svansesøen på Wiener Staatsoper, to år senere fulgte Don Quixote. I 1991 fik han endda sin debut som dirigent i den østrigske hovedstad. Rudolf Nurejev tog Wien til sig, og wienerne tog Nurejev til sig, og de har aldrig glemt ham eller hans værker.

Den fire timer lange gallaforestilling begynder med et uddrag af Nurejevs fortolkning af Marius Petipas Tornerose (1966). Heldigvis et kort uddrag for det er aldeles intetsigende, og de overpyntede rokoko-kostumer er fuldstændigt rædselsfulde i deres skrigende farver. Man når lige at tænke, at det bliver en meget lang aften, hvis det fortsætter sådan med en række vilkårlige fragmenter fra bedagede balletter – og dansere i smagløse kostumer. Men næste værk er heldigvis det flotte værk Solo (1997) af Hans van Manen, der netop har modtaget den fornemme franske kulturpris Commandeur des Arts et des Lettres. Tre herrer i hurtige trin og luftige spring suser over scenen i enkle, men smarte kostumer. Hans van Manens koreografi til musik af Johann Sebastian Bach er et energiboost af en anden verden. Solo er et perfekt galla-nummer, og det høster måske aftenens største bifald. Hans van Manen er også selv tilstede og kommer op på scenen og modtager hyldesten.

Wiener Staatsballetts store italienske stjerne Davide Dato, skulle have været en af gallaens højdepunkter, men sådan gik det desværre ikke. Første gang han går på scenen sammen med svenske Nikisha Fogo i George Balanchines pas de deux fra Stars and Stripes (1958), kommer han til skade med sit knæ. Han drejer rundt på foden og skal i gang med en solo, men falder i stedet om på scenen, hvor han bliver liggende, mens det synes at vare evigheder, inden tæppet falder. Davide Dato synes her på sæsonens sidste aften at betale prisen for en meget hård og travl sæson, hvor han også blev udnævnt til ‘Erster Solotänzer’. Med denne uheldige skade udgik også Davide Datos pas de deux med belgiske Nina Tonoli. De to skulle have danset et uddrag fra Edward Clugs moderne ballet Peer Gynt, (2015) som får premiere på Wiener Staatsoper i den kommende sæson.

Med Davide Datos exit bliver det de to russiske gæstestjerner fra Bayerische Staatsballett Maria Shirinkina og Vladimir Shklyarov, der løber med den største opmærksomhed. Ægteparret danser et imponerende uddrag af Juri Grigorowitschs ballet Spartacus (1983). Vladimir Shklyarov løfter og kaster rundt med sin hustru, som var hun en let fjerbold. Maria Shirinkina og Vladimir Shklyarov er meget elegante i deres dramatiske dans. Ren russisk ballet-kvalitet. Balletten Spartacus er som et råb om frihed, den frihed som også Rudolf Nurejev søgte, da han i 1961 søgte om politisk asyl i Frankrig. Vladimir Shklyarov kommer på scenen igen i et langt uddrag fra Rudolf Nurejevs udgave af Marius Petipas La Bayadére (1963). Denne gang sammen med sin landsmandinde Liudmila Konovalova, der til daglig danser i Wiener Staatsballett. De to gør det godt, men bajaderers dans kokser fuldstændigt, idet danserinderne ikke kan holde deres arabesque penchée, hvormed hele den suggestive magi fordamper, og man ser kun et kaos af strittende ben.

Den lange festgalla med tre akter indeholder rigtig mange uddrag fra diverse kendte og mindre kendte værker. Nogle uddrag er mere velvalgte end andre. Spændende er det at få en smagsprøve af Liam Scarletts humoristiske With a chance of rain (2014), og Jorma Elos abstrakte Glow – Stop (2006 ). Derimod synes en kort ekspressiv solo fra John Neumeiers Le Sacre (1972) temmelig malplaceret. Uden kontekst forstår og føler man intet, skønt østrigske Rebecca Horner er kraftfuld og flyver vildt over scenen.  Det samme er tilfældet med det temmeligt melodramatiske uddrag fra Roland Petits La Prisonniére (1974), som synes ganske uforståeligt og ligegyldigt, hvis man ikke kender balletten eller ikke kan huske den.

Nurejew Gala slutter med et langt uddrag fra George Balanchines festlige Symphonie in C (1947). Personligt ville jeg hellere have oplevet det fulde værk med Georges Bizets medrivende musik, og så set lidt færre af de mange fragmenter, som kan virke lidt trættende i længden på en meget lang balletaften. Hvis Manuel Legris ønsker sig en endnu større og længere Rudolf Nurejev galla næste år, ja så behøver han ikke at fylde endnu flere fragmenter på programmet, men hellere koncentrere sig om længere uddrag eller hele værker.

Nurejew Gala 2017

Foto: Wiener Staatsoper

FAKTA
Nurejew Gala 2017
Wiener Staatsballett med gæstedansere
Wiener Staatsoper, 29 juni

Dans

Døden til grin

Hvad Erlend Loe er for norsk litteratur, må Jo Strømgren være for dansen i Norge. Underholdende, original, absurd, politisk ukorrekt, og meget morsom. Heldigvis sætter Jo Strømgren også værker op uden for sit hjemland og med andre kompagnier end sit eget. Således vender den norske lurendrejer nu endelig tilbage til Det Kongelige Teater med den vildt gakkede forestilling The Society of Lost Souls. Premieren faldt på selve dagen, hvor Folketinget afskaffede blasfemiparagraffen, hvormed det ikke længere er strafbart at spotte og håne religioner og troslærdomme, så Jo Strømgrens latterliggørelse af den katolske kirkes kommercialisering og dobbeltmoral var heldigvis inden for lovens rammer. God timing.

I The Society of Lost Souls tager Jo Strømgren selvmord, død og beslægtede tabubelagte emner under kærlig og morsom behandling. Det er modigt gjort og dejligt befriende. Målet er måske at vække os og kalde os rigtigt til live fra vores dødlignende liv på de sociale medier?

Vi befinder os i en polsk by, hvor sorte fugle flakser rundt, rotter piler omkring og katte lister langs husmurene. Bag vinduesruderne ses uhyggelige ansigter, som stirrer ud bag gardinerne. Denne gyser-scenografi er ligeledes skabt af Jo Strømgren, som også har designet kostumerne. I bedste gotisk skræk-stil mylder døde mennesker frem fra mørket, den ene mere mærkelig end den anden. Gennem dansen, der er moderne med et twist af centraleuropæisk folkedans, får vi personernes dødshistorie skildret. En har skudt sig sig selv, en er blevet myrdet, en er død i krigen, en er stille sovet ind på en bænk, en er trafikdræbt og så videre. Og så er der en, som er blevet kremeret. Asken står i en urne, som væltes – og ups så er han “borte med blæsten”. Endelig er der også en stor bjørn, der bidsk lunter rundt, indtil den finder sammen med en letlevende dame, hvorefter den bliver fredelig som en nuttet bamse.

De døde tumler forvirrede rundt i byens gader. De er fortabte sjæle, fordi de ikke ligger begravet på kirkegården. Om ham, der har skudt hovedet af sig selv, siger fortællerstemmen, der minsandten også er Jo Strømgren: “Åh, det forbandede hoved, der altid sidder for løst! De, der døde af knivstik eller druknede, undslap dette helvedes problem. Det hjælper hverken med lim eller snor; det eneste, der gør det nogenlunde til at leve med, er en stiv skjortekrave og en god balance. Men ak, snart forglemmer man sig og vil binde sine snørebånd”. Det kunne være skrevet af Erlend Loe, så grotesk og sort er det.

De døde håber, at de ved at omvende sig til katolicismen kan finde ro og hvile, så de ikke mere skal spøge. For at blive optaget i den katolske kirke, må de døde kravle ned i en kloak og oven i købet betale for det. Men trods den betalte aflad til kirken, får de levende døde ikke fred. I stedet ender deres møde med kirken i et sexorgie, som Jo Strømgren har iscenesat på en yderst humoristisk måde, hvor han gør godt brug af dansernes eminente mimetalenter. Scenen kunne være hentet ud af Giovanni Boccaccios Decameron, hvori kirkens folk også lystigt hengiver sig til hinanden. The Society of Lost Souls er en fuldstændig barok og hylende morsom historie, som danserne får formidlet på en yderst overbevisende måde.

Vi spørger altid, hvad meningen med livet er, men Jo Strømgren spørger i stedet: hvad er meningen med døden? Sådan twister han på en underfundig måde mange udsagn og talemåder om livet og især døden. Han så at sige perspektiverer livet. Som det hedder i forestillingen: “det er muligt, at livet kan være kedeligt, men det er intet i forhold til den kedsomhed, der venter nede i en urne. Budskabet er altså at leve livet og selv tage ansvar for hvor sjovt det er. Vælger man at bruge lidt tid i selskab med Jo Strømgren og The Society of Lost Souls, så keder man sig i al fald ikke i en time og ti minutter.

The Society of Lost Souls af jo strømgren

The Society of Lost Souls Foto: Klaus Vedfelt

Jo Strømgren på DKT

The Society of Lost Souls Foto: Klaus Vedfelt

The Society of Lost Souls af jo strømgren

The Society of Lost Souls Foto: Klaus Vedfelt

FAKTA
The Society of Lost Souls
A-salen, Det Kongelige Teater
Corpus / Den Kongelige Ballet
Koreografi: Jo Strømgren
Scenografi: Jo Strømgren
Kostumer: Jo Strømgren
Iscenesættelse: Jo Strømgren
Forestillingen er en del af CPH Stage

Dans

Komplicerede forbindelser mellem skuespil og dans

Vi kender filmene om den intrigante Marquise de Merteuil, der iscenesætter en temmelig usympatisk og bizar leg med andre menneskers følelser – et farligt erotisk spil som til sidst rammer hende selv. Filmene – heriblandt Miloš Formans Valmont (1989) og Stephen Frears Dangerous Liaisonsv (1988) – bygger på romanen Les Liaisons dangereuses (1782) af Pierre Choderlos de Laclos. Christopher Hampton har skrevet et skuespil baseret på romanen, og nu opsætter Det Kongelige Teater en forestilling over denne tilsyneladende udødelige historie. Den britiske koreograf og iscenesætter Cathy Marston har skabt værket Farlige forbindelser, hvori hun blander dans og skuespil til musik af Jesper Mechlenburg.

I forestillingen er der to der spiller Markise de Merteuil, henholdvis en skuespiller og danser, det samme er tilfældet med Vicomte de Valmont. Cathy Marston arbejder nemlig med en parallelhandling i en anden tid og forsøger dermed at fortælle to sider af samme historie samtidig. Under dansernes udfoldelse af dramaet lader hun Markise de Merteuil og Vicomte de Valmont – i skuespillernes gestaltning – diskutere karakterernes gøren og laden 10 år tidligere. En meget omstændelig og gumpetung fortælleform.

Fra filmene kender vi historien som en erotisk komedie, men sådan ser Cathy Marston den ikke. Her er der ikke noget at grine ad, det hele er meget alvorligt og seriøst. Der er ingen charmerende forførelseskunst eller pirrende erotik, kun kynisk, følelseskold udnyttelse af andre menneskers følelsesliv. Markise de Merteuil og Vicomte de Valmont skaber sammen et spindelvæv af løgne, som de heldigvis selv bliver fanget i til sidst, men inden da har de knust flere unge, uskyldige hjerter.

Men er det ikke blevet lidt for alvorligt og selvhøjtideligt? Eller er det bare skuespilleres lange udmattende dialoger og råbende monologer, der får det hele til at virke umådeligt højstemt og humorforladt? Dansen bremses i al fald af de mange ord, der leveres, som var det politik eller brugsanvisninger til elektroniske apparater, det handlede om, og ikke følelser. Blandingen af skuespil og dans bliver en meget tung cocktail, hvori der næsten ikke er plads til dansen. Bedst fungerer de scener, hvor danserne er alene på scenen og bruger scenografiens stole som dansepartnere. De kryber igennem stolenes ryglæn, som for at demonstrere den penetrering, det handler om i det seksuelle drama.

Det er Steffen Aarfings scenografi, som gør størst indtryk. Han har skabt et imponerende overdimensioneret spindelvæv, der afspejler det spindelvæv af løgne, som Markise de Merteuil og Vicomte de Valmont skaber sammen som et skrupelløs tidsfordriv. I spindelvævet er der fanget stole, der henviser til de mennesker, som de har knust i deres rænkespil. Et rænkespil, som desværre aldrig bliver spændende eller vedkommende.

Scenografi i Farlige forbindelser

Foto: Costin Radu

Farlige forbindelser

Foto: Costin Radu

Farlige forbindelser dansere

Foto: Costin Radu

FAKTA
Farlige forbindelser
Det Kongelige Teater
Skuespilhuset
Koreografi og iscenesættelse: Cathy Marston.
Tekst og medinstruktion: Edward Kemp
Musik: Jesper Mechlenburg
Scenografi og kostumer: Steffen Aarfing
Lysdesign: Anders Polz
Lyddesign: Jonas Vest