Ballet

Dans

Tysk balletgave til Tivolis fødselsdag

Hamburg Ballettens unge kompagni, Bundes Jugend Ballett, har i tre dage været på besøg på Pantomime Teatret, da Tivoli fejrede sin 174-årige fødselsdag. De otte dansere og deres to koreografiske værker blev en rigtig fornøjelig fødselsdagsgave for Tivolis gæster.

Bundes Jugend Ballett dansede John Neumeiers udgave af Petrushka (1976), som ligger langt fra Michel Fokines gamle dukke-drama, men stadig med Igor Stravinskijs fængende musik. Hos Neumeier er vi i en cirkusmanege, hvor de optrædende dog godt kan virke lidt dukkeagtige med deres til tider lidt stive, staccato-bevægelser. Her ser vi diverse cirkusdiscipliner så som trampolin, springbræt, jonglering udført som abstrakt dans. Og når ballerinaerne krydser scene på tåspids tilsat sparkende trin er det som en parafrase over hestedressur. Sofistikeret og elegant er det. Dansernes kostumer har friske pang-farver, og der er en let og ungdommelig charme over denne underholdende udgave af Petrushka.

Værket Johns Dream er skabt direkte til Bundes Jugend Ballett og er koreograferet af Maša Kolar, Kevin Haigen, Sasha Riva, John Neumeier og danserne selv. I vidt forskellige tableauer formidler de unge gennem deres dans, hvad der motiverer og bevæger dem. Her danser et par en fin pas de deux, hvori portugisiske Teresa Silva Dias stjæler billedet med sin skrøbelige elegance.

I et at de bedste tableauer, går en ung kvinde på scenen med en mikrofon og giver en omgang beatboxing, hvis rytme fire herrer følger. Det er som om deres nøgne torsoer imploderer i takt med beatboxerens lyde. Det er imponerende præcis timing. Især mexikanske Ricardo Urbina Reyes rammer beatet, så man næsten føler, at hans krop er elektrificeret og er forbundet med mikrofonen.

Finalen i Johns Dream danses til sangen Thankful med Josh Groban. Nok er musikken sentimental og dansernes bedende hænder strakt op mod himlen bliver også en anelse sentimental, men det passer alligevel godt til en gruppe unge mennesker, der er på vej ud i livet og ud i en spændende dansekarriere.

John Neumeier er idemanden bag Bundes Jugend Ballett og hans mål med kompagniet, som han etablerede i 2011, er at give unge ballettalenter en chance for at etablere sig i den internationale danseverden. Og med det store talent og den super udstråling, som blev vist på Pantomime Teatrets beskedne scene, så hersker der vist ingen tvivl om, at danserne vil markere sig på den danseverdens største scener i fremtiden.

DAS BUNDESJUGENDBALLETT

Foto: Tivoli

Fakta:
Petrushka og Johns Dream
Pantomimeteatret, Tivoli,
Bundes Jugend Ballett
Koreografi: John Neumeier med flere.

Dans

Til minde om Rudolf Nurejev

Mens Bolsjoj Teatret i Moskva tager Jurij Possochovs ballet om Rudolf Nurejev af plakaten lige inden premieren, så hylder Wiener Staatsballett den russiske danser med en stor balletgalla. Det sker traditionen tro som et festligt punktum på sæsonen. Franske Manuel Legris, som leder Wiener Staatsballett, har allerede meddelt, at han planlægger en endnu større galla til næste år, som er 80-året for Rudolf Nurejevs fødsel.

Men hvorfor egentlig en Nurejev Galla i Wien? Jo, Rudolf Nurejev blev østrigsk statsborger i 1982, men allerede i 1959, før han hoppede af i Vesten, dansede han i Wien. I 1964 opsatte han sin udgave af Svansesøen på Wiener Staatsoper, to år senere fulgte Don Quixote. I 1991 fik han endda sin debut som dirigent i den østrigske hovedstad. Rudolf Nurejev tog Wien til sig, og wienerne tog Nurejev til sig, og de har aldrig glemt ham eller hans værker.

Den fire timer lange gallaforestilling begynder med et uddrag af Nurejevs fortolkning af Marius Petipas Tornerose (1966). Heldigvis et kort uddrag for det er aldeles intetsigende, og de overpyntede rokoko-kostumer er fuldstændigt rædselsfulde i deres skrigende farver. Man når lige at tænke, at det bliver en meget lang aften, hvis det fortsætter sådan med en række vilkårlige fragmenter fra bedagede balletter – og dansere i smagløse kostumer. Men næste værk er heldigvis det flotte værk Solo (1997) af Hans van Manen, der netop har modtaget den fornemme franske kulturpris Commandeur des Arts et des Lettres. Tre herrer i hurtige trin og luftige spring suser over scenen i enkle, men smarte kostumer. Hans van Manens koreografi til musik af Johann Sebastian Bach er et energiboost af en anden verden. Solo er et perfekt galla-nummer, og det høster måske aftenens største bifald. Hans van Manen er også selv tilstede og kommer op på scenen og modtager hyldesten.

Wiener Staatsballetts store italienske stjerne Davide Dato, skulle have været en af gallaens højdepunkter, men sådan gik det desværre ikke. Første gang han går på scenen sammen med svenske Nikisha Fogo i George Balanchines pas de deux fra Stars and Stripes (1958), kommer han til skade med sit knæ. Han drejer rundt på foden og skal i gang med en solo, men falder i stedet om på scenen, hvor han bliver liggende, mens det synes at vare evigheder, inden tæppet falder. Davide Dato synes her på sæsonens sidste aften at betale prisen for en meget hård og travl sæson, hvor han også blev udnævnt til ‘Erster Solotänzer’. Med denne uheldige skade udgik også Davide Datos pas de deux med belgiske Nina Tonoli. De to skulle have danset et uddrag fra Edward Clugs moderne ballet Peer Gynt, (2015) som får premiere på Wiener Staatsoper i den kommende sæson.

Med Davide Datos exit bliver det de to russiske gæstestjerner fra Bayerische Staatsballett Maria Shirinkina og Vladimir Shklyarov, der løber med den største opmærksomhed. Ægteparret danser et imponerende uddrag af Juri Grigorowitschs ballet Spartacus (1983). Vladimir Shklyarov løfter og kaster rundt med sin hustru, som var hun en let fjerbold. Maria Shirinkina og Vladimir Shklyarov er meget elegante i deres dramatiske dans. Ren russisk ballet-kvalitet. Balletten Spartacus er som et råb om frihed, den frihed som også Rudolf Nurejev søgte, da han i 1961 søgte om politisk asyl i Frankrig. Vladimir Shklyarov kommer på scenen igen i et langt uddrag fra Rudolf Nurejevs udgave af Marius Petipas La Bayadére (1963). Denne gang sammen med sin landsmandinde Liudmila Konovalova, der til daglig danser i Wiener Staatsballett. De to gør det godt, men bajaderers dans kokser fuldstændigt, idet danserinderne ikke kan holde deres arabesque penchée, hvormed hele den suggestive magi fordamper, og man ser kun et kaos af strittende ben.

Den lange festgalla med tre akter indeholder rigtig mange uddrag fra diverse kendte og mindre kendte værker. Nogle uddrag er mere velvalgte end andre. Spændende er det at få en smagsprøve af Liam Scarletts humoristiske With a chance of rain (2014), og Jorma Elos abstrakte Glow – Stop (2006 ). Derimod synes en kort ekspressiv solo fra John Neumeiers Le Sacre (1972) temmelig malplaceret. Uden kontekst forstår og føler man intet, skønt østrigske Rebecca Horner er kraftfuld og flyver vildt over scenen.  Det samme er tilfældet med det temmeligt melodramatiske uddrag fra Roland Petits La Prisonniére (1974), som synes ganske uforståeligt og ligegyldigt, hvis man ikke kender balletten eller ikke kan huske den.

Nurejew Gala slutter med et langt uddrag fra George Balanchines festlige Symphonie in C (1947). Personligt ville jeg hellere have oplevet det fulde værk med Georges Bizets medrivende musik, og så set lidt færre af de mange fragmenter, som kan virke lidt trættende i længden på en meget lang balletaften. Hvis Manuel Legris ønsker sig en endnu større og længere Rudolf Nurejev galla næste år, ja så behøver han ikke at fylde endnu flere fragmenter på programmet, men hellere koncentrere sig om længere uddrag eller hele værker.

Nurejew Gala 2017

Foto: Wiener Staatsoper

FAKTA
Nurejew Gala 2017
Wiener Staatsballett med gæstedansere
Wiener Staatsoper, 29 juni

Dans

Døden til grin

Hvad Erlend Loe er for norsk litteratur, må Jo Strømgren være for dansen i Norge. Underholdende, original, absurd, politisk ukorrekt, og meget morsom. Heldigvis sætter Jo Strømgren også værker op uden for sit hjemland og med andre kompagnier end sit eget. Således vender den norske lurendrejer nu endelig tilbage til Det Kongelige Teater med den vildt gakkede forestilling The Society of Lost Souls. Premieren faldt på selve dagen, hvor Folketinget afskaffede blasfemiparagraffen, hvormed det ikke længere er strafbart at spotte og håne religioner og troslærdomme, så Jo Strømgrens latterliggørelse af den katolske kirkes kommercialisering og dobbeltmoral var heldigvis inden for lovens rammer. God timing.

I The Society of Lost Souls tager Jo Strømgren selvmord, død og beslægtede tabubelagte emner under kærlig og morsom behandling. Det er modigt gjort og dejligt befriende. Målet er måske at vække os og kalde os rigtigt til live fra vores dødlignende liv på de sociale medier?

Vi befinder os i en polsk by, hvor sorte fugle flakser rundt, rotter piler omkring og katte lister langs husmurene. Bag vinduesruderne ses uhyggelige ansigter, som stirrer ud bag gardinerne. Denne gyser-scenografi er ligeledes skabt af Jo Strømgren, som også har designet kostumerne. I bedste gotisk skræk-stil mylder døde mennesker frem fra mørket, den ene mere mærkelig end den anden. Gennem dansen, der er moderne med et twist af centraleuropæisk folkedans, får vi personernes dødshistorie skildret. En har skudt sig sig selv, en er blevet myrdet, en er død i krigen, en er stille sovet ind på en bænk, en er trafikdræbt og så videre. Og så er der en, som er blevet kremeret. Asken står i en urne, som væltes – og ups så er han “borte med blæsten”. Endelig er der også en stor bjørn, der bidsk lunter rundt, indtil den finder sammen med en letlevende dame, hvorefter den bliver fredelig som en nuttet bamse.

De døde tumler forvirrede rundt i byens gader. De er fortabte sjæle, fordi de ikke ligger begravet på kirkegården. Om ham, der har skudt hovedet af sig selv, siger fortællerstemmen, der minsandten også er Jo Strømgren: “Åh, det forbandede hoved, der altid sidder for løst! De, der døde af knivstik eller druknede, undslap dette helvedes problem. Det hjælper hverken med lim eller snor; det eneste, der gør det nogenlunde til at leve med, er en stiv skjortekrave og en god balance. Men ak, snart forglemmer man sig og vil binde sine snørebånd”. Det kunne være skrevet af Erlend Loe, så grotesk og sort er det.

De døde håber, at de ved at omvende sig til katolicismen kan finde ro og hvile, så de ikke mere skal spøge. For at blive optaget i den katolske kirke, må de døde kravle ned i en kloak og oven i købet betale for det. Men trods den betalte aflad til kirken, får de levende døde ikke fred. I stedet ender deres møde med kirken i et sexorgie, som Jo Strømgren har iscenesat på en yderst humoristisk måde, hvor han gør godt brug af dansernes eminente mimetalenter. Scenen kunne være hentet ud af Giovanni Boccaccios Decameron, hvori kirkens folk også lystigt hengiver sig til hinanden. The Society of Lost Souls er en fuldstændig barok og hylende morsom historie, som danserne får formidlet på en yderst overbevisende måde.

Vi spørger altid, hvad meningen med livet er, men Jo Strømgren spørger i stedet: hvad er meningen med døden? Sådan twister han på en underfundig måde mange udsagn og talemåder om livet og især døden. Han så at sige perspektiverer livet. Som det hedder i forestillingen: “det er muligt, at livet kan være kedeligt, men det er intet i forhold til den kedsomhed, der venter nede i en urne. Budskabet er altså at leve livet og selv tage ansvar for hvor sjovt det er. Vælger man at bruge lidt tid i selskab med Jo Strømgren og The Society of Lost Souls, så keder man sig i al fald ikke i en time og ti minutter.

The Society of Lost Souls af jo strømgren

The Society of Lost Souls Foto: Klaus Vedfelt

Jo Strømgren på DKT

The Society of Lost Souls Foto: Klaus Vedfelt

The Society of Lost Souls af jo strømgren

The Society of Lost Souls Foto: Klaus Vedfelt

FAKTA
The Society of Lost Souls
A-salen, Det Kongelige Teater
Corpus / Den Kongelige Ballet
Koreografi: Jo Strømgren
Scenografi: Jo Strømgren
Kostumer: Jo Strømgren
Iscenesættelse: Jo Strømgren
Forestillingen er en del af CPH Stage

Dans

Komplicerede forbindelser mellem skuespil og dans

Vi kender filmene om den intrigante Marquise de Merteuil, der iscenesætter en temmelig usympatisk og bizar leg med andre menneskers følelser – et farligt erotisk spil som til sidst rammer hende selv. Filmene – heriblandt Miloš Formans Valmont (1989) og Stephen Frears Dangerous Liaisonsv (1988) – bygger på romanen Les Liaisons dangereuses (1782) af Pierre Choderlos de Laclos. Christopher Hampton har skrevet et skuespil baseret på romanen, og nu opsætter Det Kongelige Teater en forestilling over denne tilsyneladende udødelige historie. Den britiske koreograf og iscenesætter Cathy Marston har skabt værket Farlige forbindelser, hvori hun blander dans og skuespil til musik af Jesper Mechlenburg.

I forestillingen er der to der spiller Markise de Merteuil, henholdvis en skuespiller og danser, det samme er tilfældet med Vicomte de Valmont. Cathy Marston arbejder nemlig med en parallelhandling i en anden tid og forsøger dermed at fortælle to sider af samme historie samtidig. Under dansernes udfoldelse af dramaet lader hun Markise de Merteuil og Vicomte de Valmont – i skuespillernes gestaltning – diskutere karakterernes gøren og laden 10 år tidligere. En meget omstændelig og gumpetung fortælleform.

Fra filmene kender vi historien som en erotisk komedie, men sådan ser Cathy Marston den ikke. Her er der ikke noget at grine ad, det hele er meget alvorligt og seriøst. Der er ingen charmerende forførelseskunst eller pirrende erotik, kun kynisk, følelseskold udnyttelse af andre menneskers følelsesliv. Markise de Merteuil og Vicomte de Valmont skaber sammen et spindelvæv af løgne, som de heldigvis selv bliver fanget i til sidst, men inden da har de knust flere unge, uskyldige hjerter.

Men er det ikke blevet lidt for alvorligt og selvhøjtideligt? Eller er det bare skuespilleres lange udmattende dialoger og råbende monologer, der får det hele til at virke umådeligt højstemt og humorforladt? Dansen bremses i al fald af de mange ord, der leveres, som var det politik eller brugsanvisninger til elektroniske apparater, det handlede om, og ikke følelser. Blandingen af skuespil og dans bliver en meget tung cocktail, hvori der næsten ikke er plads til dansen. Bedst fungerer de scener, hvor danserne er alene på scenen og bruger scenografiens stole som dansepartnere. De kryber igennem stolenes ryglæn, som for at demonstrere den penetrering, det handler om i det seksuelle drama.

Det er Steffen Aarfings scenografi, som gør størst indtryk. Han har skabt et imponerende overdimensioneret spindelvæv, der afspejler det spindelvæv af løgne, som Markise de Merteuil og Vicomte de Valmont skaber sammen som et skrupelløs tidsfordriv. I spindelvævet er der fanget stole, der henviser til de mennesker, som de har knust i deres rænkespil. Et rænkespil, som desværre aldrig bliver spændende eller vedkommende.

Scenografi i Farlige forbindelser

Foto: Costin Radu

Farlige forbindelser

Foto: Costin Radu

Farlige forbindelser dansere

Foto: Costin Radu

FAKTA
Farlige forbindelser
Det Kongelige Teater
Skuespilhuset
Koreografi og iscenesættelse: Cathy Marston.
Tekst og medinstruktion: Edward Kemp
Musik: Jesper Mechlenburg
Scenografi og kostumer: Steffen Aarfing
Lysdesign: Anders Polz
Lyddesign: Jonas Vest

Dans

Kinesisk eventyr på Pantomimeteatret

Tivolis Pantomimeteater – bygget i kinesisk stil – viser endelig et rigtigt kinesisk eventyr. Det gamle folkeeventyr Butterfly Lovers, der er en ulykkelig kærlighedshistore a la Romeo og Julie, har den britiske koreograf og danser Paul James Rooney omskabt til en fin lille danseforestilling.

Eventyret handler om den unge pige Zhu, der gerne vil gå i skole, men den slags er kun for drenge. Hun plager sig far om lov til at blive kostskoleelev og endelig indvilger han – dog på én betingelse: at hun forklæder sig som en dreng. På skolen møder Zhu drengen Liang, der forelsker sig i hende, endnu før at han ved, at hun er en pige. Zhu gengælder hans kærlighed, og sammen pjækker de fra skolen og forsvinder istedet ud under de frodigt blomstrende trækroner. Deres unge lykke er imidlertid kort, for Zhu bliver kaldt hjem fra skolen, mod sin vilje skal Zhu giftes med en rig mand. Liangs hjerte brister af sorg, og Zhu flygter fra sit eget bryllup. Knust opsøger hun Liangs grav på kirkegården. Her åbner graven sig, og Zhu forsvinder ned i den. Men som smukke sommerfugle genopstår Zhu og Liang, og med svirrende vinger genforenes de.

Kathleen Videira og Luca Varrone danser hovedrollerne som Zhu og Liang. Især Kathleen Videira brillerer som pigen, der både kæmper mod sin rige, konservative familie og de traditionelle kønsmønstre. Med øjnene fulde af tårer flygter hun fra sit bryllup, hun træder ned fra scenen og sindsoprevet styrter hun med flagrende gevandter over græsplænen, hvor publikum står og sidder Det er dramatisk og godt iscenesat.

Mere brug af publikumsområdet er der i slutscenen. Mens Kathleen Videira og Luca Varrone danser som sommerfugle oppe på scenen, står de øvrige dansere ude blandt publikum og svinger med sommerfugle på lange stænger. En fin og børnevenlig ide, som endda bakkes op med lange farvede silkebånd, der falder dekorativt ud fra Pantomimeteatrets to tårne. Børnevenlige er også skolescenerne med de urolige elever, der har svært ved at koncentrere sig om lærerens undervisning. Da danser hellere rundt i klasselokalet og svinger sig akrobatisk over deres skamler. Der er sjov og ballade i skolen, og vi forstår, hvorfor Zhu hellere vil være i skolen end hjemme i de kedelige stuer.

Musikken er Butterfly Lovers Violinkoncert komponeret af He Zhanhao og Chen Gang i1959. Det er et vældig flot og ekspressivt stykke musik, umiskendeligt kinesisk, men samtidig også meget tilgængeligt for vesterlændinge.

balleteventyr i Tivoli

Foto: Tivoli

FAKTA
Butterfly Lovers
Pantomimeteatret
Koreografi og iscenesættelse: Paul James Rooney
Musik: He Zhanhao og Chen Gong
Dekorationer: Paul James Rooney
Kostumer: Charlotte Østergaard

Dans

Et funklende smykkeskrin

Ei blot til lyst“ står der med store, gyldne bogstaver over scenen på Det Kongelige Teater, akkurat som det gør på Alexanders dukketeater i Ingmar Bergmans klassiske filmepos Fanny & Alexander. Denne tekstlige indskærpelse af teatrets moralske og pædagogiske rolle ignorerer Den Kongelige Ballet helt og aldeles og hengiver sig fuldstændigt til ren skønhedslyst med opsætningen af George Balanchines ballet Juveler. Denne ballet siges at være verdens første helaftensballet uden handling. Tre akter uden at tematisere en problemstiling, præsentere en morale eller løfte pædagogiske pegefingre. Kun strålende æstetikdyrkelse og underholdende eskapisme, sådan som vi kender det fra de imponerende dansetableauer i de gamle Hollywood-film.

Det er 50 år siden, balletten Juveler havde premiere i New York. Ved at betragte udstillingsvinduerne hos juvelerbutikken Van Cleef & Appels fik Balanchine ideen til værket om smaragder, rubiner og diamanter. De tre ædelstene kom i Balanchines værk også til repræsentere tre lande, som han havde boet i – samt de respektive landes ballettradition.

Kostumerne blev i 1967 skabt af Barbara Karinska, og dette design genbruges i Den Kongelige Ballets opsætning af Juveler. Farverne er fine, men undertegnede har det meget svært med disse overpyntede kostumer dænget til med pyntesten, som klasker mod dansernes hofter. Det kan godt være, at kostumerne er legendariske, men de er altså ikke klædelige.

Balletten åbner med Smaragder, som repræsenterer Frankrig og den romantiske ballettradition. I lange tutuer og flaskegrønne corsager danser kvinderne sylfide-blidt med bølgende arme til luftig musik af Gabriel Fauré. I dette æteriske univers skal herrerne ikke gøre meget væsen af sig, men blot holde sig i baggrunden og agere galante kavalerer for ballerinaerne.

Mere kraft, vildskab og sexappeal er der i anden akt, Rubiner. Til jazzet musik af Igor Stravinskij vrikker kvinderne med hofterne og svinger benene i deres korte rubinrøde skørter. Og de flirter skødesløst med herrerne, som er med på den skælmske leg. Mon ikke Balanchine oplevede August Bournonvilles Jockeydans og lod sig inspirere, da han opholdt sig i København i 1930’erne? Her er nemlig også travende trin og højtløftede ben som på en hest i dressurtrin.

I sidsteakten, Diamanter, er vi i Rusland med den russiske Petipa-tradition i Skt. Petersborg, hvor Balanchine begyndte sin balletkarriere. Der er så mange dansere på scenen, som er det et stort hofbal hos zaren. Man kunne ønske sig, at balletten var rykket ud på Operaens store scene, for det bliver meget kompakt og en anelse rodet på den beskedne Gammel Scene. Til Tjajkovskijs musik serveres der imponerende spring og piruetter samt en glødende pas de deux med Holly Jean Dorger og Gregory Dean. Som Odette i Svanesøen dåner Holly Jean Dorger i sin partners arme, og sammen skaber de to dansere en lille, koncentreret kærlighedshistorie, der med sin dirrende nerve er mere en blot nydelsesfuld flugt ind i skønheden. Holly Jean Dorger og Gregory Deans gribende fortolkning af Balanchines pas de deux fortæller om hengivelsens kraft – og skrøbeligheden deri. Det er en ganske alvorlig og kompleks sag og “ei blot til lyst”.

Juveler af Balanchine smaragder

Smaragder. Foto: Costin Radu

Rubiner af balanchine

Rubiner. Foto Costin Radu

Diamanter af balanchine

Diamanter. Foto: Costin Radu

FAKTA
Juveler
Den Kongelige Ballet
Det Kongelige Teater
Koreografi: George Balanchine.
Musik: Gabriel Fauré, Igor Stravinskij og P.I. Tjajkovskij
Kostumer: Barbara Karinska