Ballet

Dans

Napoli som B-film

Selvom man skal bevare en fin gammel balletarv, er teater trods alt ikke et museum. Der skal sælges billetter, og det har August Bournonvilles gamle balletter ikke altid været lige gode til. Inkarnerede August Bournonville fans syntes en overgang at være en uddøende race, og dermed var balletterne ingen god forretning for en teaterchef. Noget måtte der gøres for at vinde et nyt og ungt publikum til Bournonvilles balletter. Dette indså Nikolaj Hübbe, da han tiltrådte som balletmester ved Den Kongelige Ballet i 2008. Sammen med Sorella Englund opdaterede han flere af August Bournonvilles balletter – blandt med dannelseshistorien Napoli fra 1842. Da denne fortolkning af Napoli havde premiere i 2014 var det en forfriskende fornyelse og en tiltrængt opdatering af en opsætning fra 2001. Men en langtidsholdbar version var der ikke tale om, men et underholdende og godt timet intermezzo, inden teatret helt mistede sit Bournonville-publikum, det var den.

Sorella Englund og Nikolaj Hübbe har ført balletten om fiskeren Gennaro og hans udkårne Teresina op i tiden, nærmere bestemt til 1950’erne og iscenesat den som en Fellini-film. Fred være med det. Men desværre har de også ændret betydeligt i ballettens libretto og pillet det kristne islæt ud. Når rivalerne Giacomo og Peppo opildner folkemængden mod Gennaro er det ikke længere djævelen, som de beskylder ham for at være i ledtog med, men mafiaen. Og når Teresina forsvinder på havet under et uvejr, er det ikke en munks velsignelse, der sender Gennaro ud at lede efter hende, men en forbipasserende pilgrim. Det er heller ikke en amulet med et madonna-billede, der løsner Teresina fra havåndens trolddom, men et sølvhjerte, som hun tidligere har hængt om Gennaros hals. Selv som ateist bliver det vel ikke mere realistisk, når det er et sølvsmykke, som bryder forbandelsen? Et madonnabillede ville da ellers have passet rigtig godt ind i det katolske Italien, hvor historien foregår, men i denne udgave af Napoli handler det heller ikke om realisme. Hvad det egentlig handler om, ud over at sælge billetter, er svært at se.

Ved denne sæsons repremiere på Sorella Englund og Nikolaj Hübbe Napoli har det italienske folkeliv i første akt fået et nøk opad, og har mistet al sin folkloristiske uskyld. Folkelivet på havnepladsen er skildret helt uden charme og poesi. Gestikken og mimikken er blevet grovere. Glem alt om antydningens kunst, her er alt overtydeligt. Karaktererne er ikke længere personer i en historie, men er blevet overgearede tegneseriefigurer til en udklædningsfest, hvor det mere synes at handle om at karikere end at portrættere. 

Tidligere kunne man godt sidde og fnise lidt over August Bournonvilles balletter og deres sentimentale skønmalerier, altså lige bortset fra den højromantiske Sylfiden. Kritiske røster har endog raset over den stereotype fremstilling af folkeslag og minoriteter i Bournonvilles værker, isærdeleshed i balletten Fjernt fra Danmark. Men disse lidt naive fremstillinger og portrætter er for intet at regne i forhold til fremstillingen af italienere i denne udgave af Napoli. Her er det de storrygende skøger, liderlige makaroni- og limonadesælgere og andre klichéer, der fylder mest i bybilledet. 

Nu blomstrer nypuritanismen i vores samfund, og krænkelseskulturen tromler triumferende henover alt og alle. Når en universitetsfest med mexikansk tema bliver forbudt, fordi det krænker et par studerende, og når cowboyfester og lignende temafester bliver forbudt i forskellige fora, kan det forekomme helt uforståeligt, men hvis der sidder en italiener og føler sig lidt såret eller krænket efter at have set Napoli på Det Kongelige Teater, så er det altså ikke helt uforståeligt. 

Napoli er blevet en ukærlig karikatur, hvor man griner højt, ikke fordi det er morsomt, men fordi det er komisk på en fuldstændig kikset og – forhåbentlig – ufrivillig måde. Der er ikke længere tale om en Fellini-film, men om en B-film. Og B står ikke for Bournonville. 

Selv om anden akt med fremragende ny musik Louise Alenius fungerer godt, skønt det er lidt mærkeligt, at havånden Golfo er udklædt som Døden, så redder det ikke balletten. Men Ryan Tomash danser flot og er både en uhyggelig og dragende Golfo, som er langt mere interessant, ja mere realistisk end nogen af de øvrige karakterer i historien.

Pantomimeteatret i Tivoli har i løbet af sommersæsonen spillet et August Bournonville program, og trods den beskedne scene, båndmusikken og de få dansere rammer denne forestilling bedre Bournonvilles ånd og stil, end Napoli på Det Kongelige Teater gør. Vi må håbe, at Pantomimeteatret også i den kommende sæson danser August Bournonville og dermed bevarer og viderefører den koreografiske arv efter August Bournonville lidt bedre end det er tilfældet i Napoli.

Napoli. Foto: Henrik Stenberg

Napoli. Foto: Henrik Stenberg

Golfo. Foto: Henrik Stenberg

Golfo. Foto: Henrik Stenberg

FAKTA
Napoli
Det Kongelige Teater, Gammel Scene
Den Kongelige Ballet
Koreografi: Sorella Englund og Nikolaj Hübbe frit efter August Bournonville
Musik: Edward Helsted, H.S. Paulli, H.C. Lumbye og Louise Alenius
Scenografi: Maja Ravn

Litteratur & film

Rudolf Nureyev – på film

Rudolf Nureyev var ikke blot en gudsbenådet danser, men blev også en vigtig politisk figur under Den Kolde Krig. Det viser den aktuelle dokumentarfilm Rudolf Nureyev af Jacqui and David Morris.

Filmen er lidt tung i begyndelsen, hvor der ikke er mange billeder i arkivet, der kan bruges i filmen, men efter afhoppet i Paris er der masser af billeder og filmklip til at dokumentere en helt usædvanlig karriere og utroligt liv, der begynder i en togvogn i Sibirien.

Rudolf Nureyev documentary

Foto: UniversalPlaybackTV/YouTube

 

Dans

Med englevinger på selvdestruktivt dansetrip

Konceptet Dans2go med billige billetter til ballet fortsætter i denne sæson på Det Kongelige Teater. I år er Jiří Kyliáns Salmesymfoni fra (1978), Harald Landers Dvořák pas de deux (1964) og et helt nyt værk, My Daddy Loves Sugar, af Oliver Starpov på programmet. Det er altså et bredt program, hvor der er noget for enhver smag.

Jiří Kyliáns Salmesymfoni fra 1970’erne er blevet en klassiker på balletscener verden over; værkets sakrale stemning taler direkte til tidsånden. Den åndelige søgen er stigende, derfor er det nok heller ikke tilfældigt, at flere kompagnier danser netop dette værk i disse år. Hvis man vil se Salmesymfoni på en endnu større scene end Gammel Scene på Det Kongelige Teater, så danser Wiener Staatsballett også værket denne sæson på den legendariske opera i Wien.

Det er ikke blot Igor Stravinskijs musik, der skaber det religiøse rum, det gør også scenografien og koreografien. En væg af persiske tæpper leder tankerne hen på bedetæpper, og stolene, som danserne benytter, er en mellemting af kirkebænke og knæfald. Et alter foran knæfaldet er der ikke, men et varmt lys falder velsignende blidt ned over de 17 dansere. Kvinderne danser med flagrende arme, som var det blafrende englevinger, mens herrerne står som ranke kors. Danserne signalerer hengivelse og tilbedelse med deres gestik og med deres deres trin skaber de mønstre, der er lige så snirklede og smukke, som dem vi kan se i de persiske tæpper. Det er en åndelig og kontemplativ oplevelse at se Jiří Kyliáns Salmesymfoni, som ved hvert gensyn åbenbarer endnu et mønster eller detalje, som man ikke tidligere har set, sådan som man også kan opdage nye detaljer i mønstret på et persisk tæppe.

Harald Landers Dvorák Pas de Deux, smukt danset af Emma Riis-Kofoed og Jón Axel Fransson, er en lille, sprudlende glad humørpille, inden programmet går videre med Oliver Starpovs dystre værk My Daddy Loves Sugar – So Much He Eats It With His Nose. Titlen kunne også have været Angst æder sjæle op, hvis ikke lige Rainer Werner Fassbinder allerede allerede havde brugt den titel til sin film, Angst essen Seele auf (1973). Premiereværket handler nemlig om de mere mørke sider af sindet, det være sig angst, depression, vanvid og selvhad. Som et “memento mori” hænger en glaskiste – med en hvidklædt person – ned fra loftet. Og måske er det denne persons død, vi ser udspille sig på scenen, hvor de to hovedpersoner, Daddy og Sugar, er i konstant strid, men kampen mellem dem bliver næsten til en slags kærtegn, ganske vist destruktive kærtegn. Daddy og Sugar ender med at “æde hinanden op”. Egentlig er Daddy og Sugar to sider af samme person, to sider der viser sig at være uforenelige og dermed selvdestruerende. Meirambek Nazargozhayev og MacLean Hopper danser den martrede person, og det gør de fremragende, fordi de til fulde behersker den moderne og street-inspirerede koreografi.

Der er mørkt og røgfyldt på scenen, og stemningen i My Daddy Loves Sugar er en blanding af en drøm og et syretrip på en danceclub. Den elektroniske musik er høj og til tider går den dunkende bas lige i hjertet som et drug, der giver voldsom hjertebanken. Men der er ikke langt fra den ene yderlighed til den anden, og snart sænker der sig dødelig stilhed.

De spektakulære sceniske effekter med glitterregn og en strålende stjernehimmel matcher den store scene, mens koreografien med mange liggende bevægelser på gulvet ville have gjort sig meget bedre på en mindre og mere intim scene, hvor man kunne se, hvad der foregår allernederst på det dunkle scenegulv, det kan man desværre ikke fra parkettet på Gammel Scene.

Kylián ballet. Foto: Henrik Stenmark

Salmesymfoni. Foto: Hernik Stenmark

Salmesymfoni. Foto: Hernik Stenmark

Salmesymfoni. Foto: Hernik Stenmark

Kylián ballet. Foto: Henrik Stenmark

Kylián ballet. Foto: Henrik Stenmark

FAKTA
Dans2go
Den Kongelige Ballet
Gamle Scene

Salmesymfoni 
Koreografi: Jirí Kylián
Musik: Igor Stravinskij
Scenografi: William Katz
Kostumer: Joop Stokvis
Lysdesign: Jirí Kylián, Joop Caboort og Kees Tjebbes

Dvorák Pas de Deux
Koreografi: Harald Lander
Musik Antonin Dvorák
Kostumer: Rikke Korfix og Lise Lander
Lysdesign: Thomas Bek Jensen

My Daddy Loves Sugar
Koreografi: Oliver Starpov
Musik: Cliff Martinez, Ben Salisbury, Geoff Barrow m.fl.
Kostumer: Oliver Starpov
Lysdesign: Thomas Bek Jensen

Dans

Carmen som statist på filmset

Den Kongelige Ballet danser ikke ballet, men går til filmen i Marcos Moraus fortolkning af Carmen. Den spanske koreograf, som det danske dansepublikum senest oplevede med værket Waltz ved Dansk Danseteaters Summerdance, er kendt for at sprænge kunstarternes snærende grænser. I sin version af Carmen lader Marcos Morau film og dans smelte sammen og samtidig dekonstruerer han fuldstændigt historien om den temperamentsfulde Carmen fra tobakfabrikken i Sevilla.

Marcos Moraus historie foregår på et filmset, hvor der indspilles store dansescener, som minder om dem, vi kender fra de stort anlagte underholdningsfilm tilbage i 1950’erne. Flere kameraer følger de agerende i indspilningen af filmen Carmen, og de levende billeder projekteres direkte op på et stort lærred over scenen. Publikum kommer således rigtigt tæt på performerne og kan se deres mindste mimik. Kameraernes nærbilleder bruges naturligvis til at vise, hvad der foregår i krogene på et stort filmset. For eksempel ser vi Kizzy Matiakis som en arrogant og forfængelig filmdiva, der ikke ved, hvilken grimasse hun skal finde frem. Og ved sminkebordet forelsker to mandlige “filmstjerner”, Jón Axel Fransson og Oliver Starpov, sig i hinanden, mens de pudrer kinderne. Nærbillederne betyder, at der er flere kameraer på scenen, hvor de distraherer og tager noget af publikums udsyn. Filmsettet med filmindspilningen er med andre ord yderst autentisk med alle dets fordele og ulemper.  

Historien om Carmen er forvandlet til uigenkendelig, for hos Marcos Morau handler det mere om livet bag kulisserne på et filmset end om Carmens kærlighedsaffærer. Værket er delt op i filmscener, som annonceres af filmarbejdere med et klaptræ. Personerne med klaptræet benytter samtidig deres få sekunders berømmelse på filmstriben til at at gøre reklame for sig selv, som var de på et datingsite. De promoverer sig selv, sådan som vi dagligt ser det ske på de sociale medier. Det er i det hele taget de sortklædte og bebrillede filmarbejderne, som fylder mest i forestillingen. Disse arbejdere på filmsettet drømmer selv om at spille hovedrollerne og at være filmstjerner. Uanset køn prøver de gerne Carmens guldskørter og Escamillos toreador-jakker. Kønsforskellene udviskes mellem dem, alle er kvinder, og alle er mænd. Alle kan være, hvem de ønsker at være.

Filmarbejdernes mange danse på linje er forrygende showdans, som man kun ser i internationale danseshows som for eksempel Friedrichstadtpalast i Berlin. Når danserne ligger henover flight cases med benene strakt op vejret, skaber de en stor, flot vifte med deres flagrende ben, som fejer i luften. Marcos Morau er formidabel til at skabe den slags store dansetableauer med formationer og bevægelser, der understreger det spanske tema og som passer perfekt til musikken af George Bizet, Charles Dumont, Rodion K. Shchedrin, Ernest Guiraud og Nikolaj Rimskij-Korsakov

De såkaldte hovedroller som Carmen, José og Escamillo spilles/danses af forskellige dansere. Ida Praetorius, Stephanie Chen-Gundorph og Kizzy Matiakis har de fleste scener som Carmen, mens Andreas Kaas, Oliver Starpov og Marcin Kupinski oftest ses som José. Og Jón Axel Fransson fylder mest som selvfed tyggegummi-gumlende toreador, der helst ikke vil komme for tæt på Carmen, fordi han foretrækker mænd.

Første akt er en fest, hvor man klukler over alle de groteske, opfindsomme og helt gakkede scener og optrin. Ud fra devisen “less is a bore” har Marcos Morau taget alle klichéer om Spanien og maksimeret dem, så det bliver så spansk, som det ikke engang er i Spanien. Her er masser af stærke farver, lyserøde knæstrømper, mørke kapper, kniplingsslør, sombreros, toreador-jakker, flæser, vifter, brusende skørter, sorte briller, flamenco-sko – og heste. Marcos Morau skaber den ene absurde og manierede scenarie efter det andet, og de er alle som taget ud af en rablende vanvittig Pedro Almodóvar film.

Der sker ufatteligt meget på scenen, samtidig med at man også skal følge med på filmlærredet. Helt vild er scenen, hvor der rides på små karruselheste foran en såkaldt green screen, som så bliver til et farligt ridt gennem en skov oppe på filmlærredet. Med så meget action på én gang, når man derfor kun at se en lille del af alt det, der foregår. Akkurat som i den overvældende medievirkelighed, som vi dagligt færdes i og ikke har mulighed for at overskue. Men det er som om Marcos Morau løber tør for ideer i anden akt, hvor kun de sidste par scener er lige så stærke som dem, vi oplever i første akt. Ellers er anden akt præget af uskarpt tale-teater, mens dansen fortaber sig i mørke kulisser, eller hvor ideer fra første akt gentages. Når der mimes til en Édith Piaf sang, eller når en karakter i en uendelighed går snakkende rundt uden at vi kan høre, hvad der bliver sagt, så falder hele forestillingen sammen.

Marcos Moraus Carmen er ikke et langtidsholdbart værk, men hans dekonstruktion af historien opleves som relevant, vedkommende og rigtigt lige nu. Denne aktualitet skyldes Marcos Moraus leg med køn, seksualitet og etnicitet – samt hans fokus på overfladisk online-eksistens i de sociale medier kontra ægte nærvær. Med denne finger på pulsen er det også ekstra ærgerligt, at anden akt ikke fungerer optimalt. Mens første akt er vild og nytænkende underholdning, så må man desværre småkede sig lidt i anden akt, inden vi endelig når frem til en spændende og dramatisk slutning, hvor virkelighed og fiktion blandes, så man ikke ved, hvad, der vitterlig sker, og hvad som er fake news.

Carmen til hest og Toreador. Foto: Per Morten Abrahamsen

Carmen til hest og Toreador. Foto: Per Morten Abrahamsen

Kizzy Matiakis som Carmen. Foto: Per Morten Abrahamsen

Kizzy Matiakis som Carmen. Foto: Per Morten Abrahamsen

FAKTA
Carmen
Det Kongelige Teater
Den Kongelige Ballet
Koreografi: Marcos Morau
Musik: George Bizet, Charles Dumont, Rodion K. Shchedrin, Ernest Guiraud og Nikolaj Rimskij-Korsakov
Kostumer: Silvia Delagneau
Lysdesign: Mårten K. Axelsson
Videodesign: Jacob Bo Nystrup

Dans

En cubansk faun og caribiske rytmer

Som frømænd, der lige er steget op af havnebassinet, træder syv dansere – fuldstændigt maskerede i sorte heldragter – op på scenen til tonerne af Jean Sibelius’ Valse Triste. På scenen sætter de sig ned på en række, slår benene om hinandens kroppe og drejer sig om, så de danner en stor krop, der ligner et gigantisk tusindben. Og når de alene maver sig rundt på scenen, ligner de hummere og andre havdyr, eller er det fordi, vi befinder os på Ofelia Plads i Københavns Havn, at man får associationer til havdyr?

Dansk Danseteater, nu med svenske Pontus Lidberg i front, har altid fundet spektakulære scenerum til deres udendørs sommerforestillinger, Copenhagen Summer Dance. Tidligere har Dansk Danseteater danset i Politigårdens stemningsfulde atriumgård, men nu er de rykket ud på den populære havneplads ved siden af Skuespilhuset med udsigt til blandt andet Operaen, hvor kompagniet til dagligt har til huse på Operaens lille scene, Takkeloftet.

Marcos Moraus værk Waltz (uddrag) med Dansk Danseteaters dansere i frømandskostumer er en flot, effektfuld og underholdende åbning på danseaftenen under den lyse aftenhimmel. Mere dybde og følelse er der måske i Sidi Larbi Cherkaouis værk Faun, som er en ny og meget moderne fortolkning af Vaslav Nijinskijs L’Après-midi d’un faune / En Fauns Eftermiddag (1912). Musikken er stadig Claude Debussys, men der er også moderne rytmer. Ligesom Nijinskij er Sidi Larbi Cherkaoui i sin udgave af det legendariske danseværk, inspireret af basrelieffer og skaber mange flotte positioner og bevægelser i profil, der skaber en interessant og fascinerende fornemmelse af fladhed. Carlos Luis Blanco og Laura Treto fra det cubanske kompagni Acosta Danza danser henholdsvis faun og nymfe. Carlos Luis Blanco er en dyrisk og lidt vild faun, han er mere en handlingens mand end en drømmer. Carlos Luis Blanco er i konstant bevægelse, og hans fleksible krop synes nærmest at implodere, sådan bølger bevægelserne gennem ham. Sidi Larbi Cherkaoui har gennem sin næsten hypnotiske koreografi skabt en faun, som ikke blot forfører nymfen på scenen, men samtlige publikummer.

Jessica Lyall, Stefanos Bizasog Joe George danser en imponerende akrobatisk pas de trois Lamento della Ninfa (Nymfens klagesang) af Stephen Shropshire. De to herrer kaster deres kvindelige partner rundt i en halsbrækkende dans, som samtidig ser meget let og ubesværet ud. Som kontrast til den akrobatiske dans står de sarte toner i Ane Brun blide musik. Og de to tidligere kollegaer i Den Kongelige Ballet, Alban Lendorf, Marina Minoiu, står for aftenens balletindslag. De danser en pas de deux fra Kenneth MacMillans Manon. Det er et kort, men glædeligt gensyn med dansk ballets internationale store stjerne, Alban Lendorf, der nu mest danser hos American Ballet Theatre.

Til sidst, da solen står lavt på pladsen og sender er blidt, gyldent lys over scenen, danser Dansk Danseteater og Acosta Danza et uddrag af Paysage, Soudain, La Nuit af Pontus Lidberg. På denne varme sommeraften og med vand omkring scenen kan man næsten føle sig hensat til Cuba, for der er latino-vibes i Leo Browers rytmiske musik, Paisaja Cubano con Rumba, og Pontus Lidbergs trin, der sprudler af glæde. Særligt Mario Sergio Elías fra Acosta Danza sætter den caribiske stemningen et par grader op med sine charmerende hoppende trin og skæve smil.

Pontus Lidberg har kurateret er perfekt blanding af danseværker, det eneste, vi kunne have undværet på den smukke aften, var kulturministeren og hendes belærende og historisk ukorrekte velkomsttale, hvori hun ikke engang kunne finde ud af at udtale Dansk Danseteater korrekt. Pinligt, men heldig vis kan alt danses væk i sommernatten.

 Copenhagen summer dance 2018

Foto: Søren Meisner

copenhagen summer dance

Foto: Søren Meisner

copenhagen summer dance 2018

Foto: Søren Meisner

FAKTA
Copenhagen Summer Dance
Dansk Danseteater, Acosta Danza
Ofelia Plads 9.-11. august. Vitabergsparken, Stockholm 14.-15 august og Moesgaard Museum, Aarhus 17.-18. august.
Koreografi: Pontus Lidberg, Sidi Larbi Cherkaoui, Marcos Morau, Stephen Shropshire, Kenneth MacMillan.
Dansere: Dansk Danseteater, Acosta Danza  Alban Lendorf, Marina Minoiu,
Musik: Claude Debussy, Nitin Sawhney, Stefan Levin, Leo Brouwer, Ane Brun, Jules Émile Frédéric Massenet, Jean Sibelius med flere.
Kostumer: Hussein Chalayan, Mia Steensgaard Karen Young, Gry Hesbjerg og Kenth Fredin.

Dans

Harald Lander og Etudes som redningskrans

Den Kongelige Ballet har ikke danset August Bournonvilles koreografi i denne teatersæson, men i det blandede program Ballet de Luxe danser kompagniet ultrakorte uddrag fra tre af hans balletter: Sylfiden, Kermessen i Brügge og Et Folkesagn. Det er skønt at gense den gamle mesters sprudlende trin på en tom scene uden tung og forstyrrende scenografi. Dans uden indpakning. Men udførelsen af de tre fragmenter viser, at Bournonvilles værker ikke lige kan tages frem fra skabet og danses, som om de har været danset gennem hele sæsonen. Bournonvilles værker udgør kernerepertoiret i Den Kongelige Ballet og skulle vel helst kunne danses forholdsvist problemfrit? Her virker dansen imidlertid tung og charmeforladt, og danserne synes lidt uinspirerede. Måske har de, ligesom publikum, svært ved at se meningen med at danse tre yderst korte fragmenter, når man nu kunne have valgt at folde en hel ballet ud eller i det mindste danse et længere uddrag. Og når forestillingen kun danses fire gange i alt, bliver det nok også svært for danserne at komme helt i Bournonville-topform. Glædeligt er det derfor at konstatere, at kazakhstanske Meirambek Nazargozhayev, som først kom til Den Kongelige Ballet denne sæson, er en af dem, der har mest styr på det danske ballet-dna. Og med sit altid store smil på læben synes han at passe perfekt ind i August Bournonvilles oftest muntre univers. Med Meirambek Nazargozhayev har kompagniet fået et ungt og friskt bud på en Gennaro, når Napoli danses i næste sæson. 

At bevæge sig fra romantiske Bournonville til neoklassiske Balanchine er et stort spring. Der er uendeligt langt mellem Pas de sept i Et Folkesagn (1854) til Rubiner fra Juveler (1967) og det tager faktisk lidt tid som publikummer at omstille sig fra den ene stilart til den anden. Men desværre kommer publikum aldrig ind i Balanchine og Stravinskijs jazzede univers, for balletten falder pladask til jorden. Linjerne er slørede og uskarpe, bevægelserne som burde se florlette ud synes tunge og kluntede, og der mangler gnistrende kemi mellem danserne. Rubiner kommer aldrig til at funkle, men ender som mat simili. Kun Astrid Elbo lyser som en rubin i sin solo. Hun sætter de jazzede trin perfekt til musikken og vugger inciterende med hofterne samtidig med at hun flirter indbydende til publikum. Astrid Elbo kæmper bravt for at få den letsindige og sorgløse stemning frem. Alene kan hun imidlertid ikke skabe denne rette stemning, som skulle have afspejlet 60’ernes ubekymrede skødesløshed, der kendes fra datidens lette og underholdende Broadway-forestillinger og Hollywood-film.

Efter to akter med vaklende og uinspireret dans uden den mindste form for “de luxe” er det med bange anelser, at man som publikum går ind til tredje akt, der byder på Harald Landers umådeligt krævende Etudes. Det er en klassiker i Den Kongelige Ballets repertoire og er en favorit hos mange balletfans, herunder undertegnede, så det ville være en stor skuffelse at se netop den ballet mislykkes. Heldigvis er det som at se et helt andet kompagni i Etudes. Alt fungerer i balletten, der danses superstærkt af samtlige dansere. Holly Jean Dorger er fuldstændig eminent, det er næsten som om Harald Lander har kreeret partiet specielt til hende, så smukt udfylder hun rollen som ballerina. Det ser så let og uforceret ud, når hun danser på tåspids, som om hun bare trisser rundt i flade sportssko. Hun flankeres fornemt af Jón Axel Fransson, der sætter den ene stilsikre piruet efter den anden, og Andreas Kaas, der meget fortjent lige er blevet udnævnt til solodanser. Hvilket herligt trekløver, de tre er!

Når Etudes danses så smukt, som det er tilfældet her, er det en stor fornøjelse at se værket, uanset hvor mange gange man har set det tidligere. Hver gang forundres man over, hvor moderne denne metaballet forekommer, selvom den stammer helt tilbage fra 1948, kun tre år efter Anden Verdenskrig. Etudes er et sandt danse-fyrværkeri, som passer perfekt til en premiere på den 5. maj, hvor netop befrielsen og dermed afslutningen på Anden Verdenskrig i Danmark fejres. Harald Lander og hans Etudes redder således programmet Ballet de Luxe. Og så er det vel kun rimeligt, at en gade, der fører op til Gammel Scene, nu er blevet omdøbt til Harald Landers Gade!

Etudes. Foto: Costin Radu

Etudes. Foto: Costin Radu

Fakta
Ballet de Luxe
Det Kongelige Teater, Gammel Scene
Den Kongelige Ballet
Koreografi: August Bournonville, George Balanchine og Harald Lander
Musik: H.S. Løvenskjold, H.S. Paulli, Niels W. Gade, Igor Stravinskij og Knudåge Riisager.