Ballet

Dans

Spar dame – et sikkert es

Lad det blot være sagt med det samme: Liam Scarlett har sammen med scenograf Jon Morrell og lysdesigner David Finn skabt en mesterlig ballet over Aleksandr Pusjkins novelle Spar dame. En klassisk ballet med nye trin-kombinationer, historiske kostumer med et moderne twist og minimalistiske kulisser dejligt befriet for bombastisk tyngde. Partituret stammer fra en lang række værker af Pjotr Tjajkovskij, det handler således ikke blot om musikken fra operaen Spar dame, men om flere operaer af Tjajkovskij, samt orkesterværker og klaverstykker. De forskellige musikstykker er samlet og sat sammen Martin Yates, så musikken skaber mest mulig truende uro, der afspejler historiens handling, der bevæger sig nedad i en ond spiral.

Griskhed, magtbegær, hensynsløshed, en altødelæggende egoisme og simpel ludomani. Kort sagt menneskets værste og grimmeste sider er temaerne i Liam Scarletts overbevisende koreografiske version af Aleksandr Pusjkins Spar dame. Det handler altså om temaer, som er yderst aktuelle i vores tid og vores verden, hvor succes er lig med at rage flest mulige penge til sig uden hensynstagen til andre. Liam Scarlett beviser med sin fortolkning af Spar dame, at balletgenren sagtens kan være nutidig, aktuel og samfundsdiagnosticerende – også på trods af at handlingen foregår i fjerne tider og i et hendøet aristokrati.

Kizzy Matiakis danser den gamle, nedladende grevinde, der sidder inde med den hemmelige viden om de tre spillekort, der giver sikker sejr i kortspil. Kizzy Matiakis er altid fremragende til at gestalte en lidt skæv karakter – ofte med et strejf af komik. Den store rolle som Grevinde (Spar dame) er bestemt ingen undtagelse. Hun er ballettens Maggie Smith, når hun udfolder sin aristokratiske arrogance og koster rundt med sin familie og tjenestefolk.

Officeren Hermann, der er besat af tanken om de tre sejrsikre spillekort og som for enhver pris vil vide, hvilke det er, danses suverænt af Andreas Kaas. Han er altid god i de narrative partier, hvori han kan udfolde sit store dramatiske talent. I Spar dame leverer Andreas Kaas en vældig flot indsats, som er en solodanser-udnævnelse værdig. Når Andreas Kaas til sidst er fanget i galskabens lænker lyser forryktheden og desperationen ud af øjnene på ham, og man kan næsten blive bange for, at han vil kaste sig ned i orkestergraven i ren og skær indlevelse i rollen som vild og vanvittig ludoman. Så mens virkelighedens begærlige og magtsyge skurke ofte ender i samfundets top, går det heldigvis anderledes i Spar dame, hvor den usympatiske hovedperson, Hermann, får sin selvforskyldte straf.

Jon Morrells scenografi er magisk. Snart forvandles et vertikalt vindue sig til et horisontalt loft. Borde stables oven på hinanden og bliver til køjesenge på millitærkasernen. Og grevindens kiste åbner sig og bliver til spillebord for hasardspillerne. Det er enkle, men yderst effektfulde virkemidler, præcist som vi kender det fra Jürgen Roses scenografi til John Neumeiers balletter.

Jon Morrells minimalistiske scenografi giver plads til og fremhæver Liam Scarletts koreografi, der bugner af spændende trin og bevægelser. Balscenen hos grevinden er ikke et kedeligt hofbal, som man ser så mange af i klassiske balletter, men har et mere moderne og rytmisk udtryk med blandt andet strakte, bølgende arme. Pas de deuxerne, som Hermann danser med henholdsvis grevinden og hendes plejdatter, danset af Ida Praetorius, indeholder høje akrobatiske kast og løft samt folkedansens svingture. Og officerernes maskuline dans har et underholdende miks af tempofyldt kosak-dans og showdance.

Liam Scarlett synes draget af det uhyggelige, hvilket tv-seere kunne bevidne, da SVT2 for et par måneder siden viste hans fortolkning af Frankenstein med Royal Ballet i London. Men Spar dame er endnu mere ond og uhyggelig end Frankenstein, fordi historien er mere menneskelig og problematikken mere genkendelig.

Det danske balletpublikum har oplevet Liam Scarletts koreografi tidligere, idet Den Kongelige Ballet dansede hans abstrakte værk Viscera tilbage i 2015. Siden da har man kun ønsket at se mere af hans medrivende koreografi. Med Spar dame har publikum så fået en narrativ ballet, der med sin høje kvalitet må blive en klassiker i Den Kongelige Ballets fremtidige repertoire.

Spar dame. Foto Henrik Stenberg

Spar dame Foto Henrik Stenberg

Grevinden og Hermann danset af Kizzy Matiakis og Andreas Kaas. Foto Henrik Stenberg

Grevinden og Hermann danset af Kizzy Matiakis og Andreas Kaas. Foto Henrik Stenberg

Grevinden (Spar dame) danset af Kizzy Matiakis. Foto Henrik Stenberg

FAKTA
Spar dame
Den Kongelige Ballet
Det Kongelige Teater
Koreografi: Liam Scarlett
Scenografi: Jon Morrel
Lysdesign: David Finn
Musik: Pjotr Tjajkovskij. Orkestreret og arrangeret af Martin Yates

Dans

Dansen var det hele værd 

Den tidligere stjerneballerina ved Ballet Russe de Monte Carlo, Nini Theilade, er død. Den 13. februar fik hun et ildebefindende og sov stille ind efter et langt og succesrigt danseliv. Nini Theilade blev 102 år gammel.

Nini Theilade dansede hele livet. Hun kunne slet ikke stoppe. Et eksempel herpå var da hendes danseinstitut “Academie de Ballet Nini Theilade” i Lyon fejrede 20 års jubilæum i 2004. Nini Theilade blev kaldt op på scenen for at modtage publikums hyldest, og mens hun stod dér, lød pludselig J.L.F. Herolds musik fra La Fille Mal Gardée.
”Da jeg hørte musikken, reagerede jeg som en gammel cirkushest. Helt automatisk hev jeg op i min lange festkjole og begyndte at danse Mutter Simones træskodans. Først da publikum begyndte at applaudere, kom jeg til mig selv igen og stoppede naturligvis straks med at danse. Min familie sad og græmmede sig, men det øvrige publikum var ellevilde”.
Historien fortalte Nini Theilade engang, da jeg besøgte hende i Oure på Fyn. Her boede hun til sidst, fordi hun var tilknyttet “Skolerne i Oure – Sport & Performing Arts”, hvor hun sluttede en lang dansekarriere med at undervise. Hun underviste frem til hun var 98 år.

Som lille pige tog Nini Theilade sine første dansetrin i sin mors dalcroze-danseskole på Java, hvor hendes familie boede grundet farens udstationering. I 1926 flyttede familien til København, hvor Nini Theilade søgte ind ved Det Kongelige Teaters Balletskole, men hun blev afvist på grund af for svage ankler. I stedet blev hun elev hos svenske Carina Ari og senere studerede hun hos Lubov Yegorova i Paris. Som 14-årig dansede Nini Theilade soloforestillinger for fulde huse over hele verden. Publikum blev betaget af hendes på én gang både uskyldige og erotiske udstråling. Som 21-årig opsatte hun sine egne balletter på Det Kongelige Teater i København og senere blev hun ballerina i Ballet Russe de Monte Carlo og rejste kloden rundt sammen med sin mor som ubønhørlig manager. Men det var ikke blot på teatrene verden over, man kunne se Nini Theilade, hun dansede også henover de store filmlærreder. Filminstruktør Max Reinhardt opdagede hende, og hun dansede med i hans store Hollywood-produktioner, blandt andet var hun første-fe i hans overdådige filmatisering af William Shakespeare A Midsummer Night’s Dream.

Livet uden for rampelyset var dog ikke så glorværdigt. For Nini Theilade betød dansekarrieren hård træning fra tidlig morgen til sen aften og dermed ingen tid til alle de mænd, der forgudede hende. Disse tilbedere tog hendes mor sig derimod meget kærligt af, også dirigenten Michael Scott, som Nini Theilade faktisk var forelsket i og forlovet med. Forholdet mellem den dominerende mor og datteren havde aldrig været godt og blev det heller aldrig, men Nini Theilade sagde altid, at dansen var det hele værd. Dette udsagn blev også titlen på hendes erindringer, som journalist Lone Kühlmann skrev og udgav i 2006.

dansen-var-det-hele-vaerd-nini-theilade

Foto: Peoples’s Press

Dans

Klassiker i nyt, futuristisk lys

Med tiden kan man som publikummer miste interessen for et klassisk mesterværk, som efterhånden kan savne aktualitet og vedkommenhed. Man kan blive træt af romantiske skovsøer og pompøse, royale gemakker, så hvad gør man med med en klassiker som Svanesøen, der danses igen og igen? Hvordan fastholder man balletpublikumets interesse for et værk, som publikummet har set flere gange, måske i utallige udgaver og med forskellige kompagnier? Den Kongelige Ballet har løst udfordringen ved at smide al den tunge og nostalgiske scenografi væk og erstatte det med et flot futuristisk lysdesign kombineret med enkle loftshængende konstruktioner, der er en parafrase over svanevinger. Altsammen skabt af den eminente finske lys- og videokunstner Mikki Kunttu. Udtrykket er meget vellykket, det er dundrende dramatisk og alt andet end romantisk og pussenusset.

Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe har koreograferet deres version af Svanesøen efter Marius Petipa og Lev Ivanovs ballet. De har skabt en ny slutning, som forholder sig til nutidens verden og dens problematikker. Dermed er balletten ikke blot et gammelt eventyr, men bliver en yderst vedkommende historie, der siger noget om vores moderne samfund og samtid. Allerede i første akt forstår man, at der foregår noget fordækt ved hoffet. Her hersker mørke og onde kræfter, som ikke vil Prins Siegfried det gode. Den dæmoniske Von Rothbart befinder sig også på slottet, hvor han leder det skumle komplot. De onde kræfter tæller flere og flere. Selv Prins Siegfrieds gode ven og væbner, Benno, advarer ham ikke, men tier om sin viden og bliver en ussel medløber. Ingen tager kampen op mod de onde kræfter, der lurer over alt og sniger sig frem. Det er djævelsk uhyggeligt som i en thriller af Alfred Hitchcock, og nakkehårene rejser sig. Til sidst overgiver Prins Siegfried sig også til Von Rothbarts onde klike og han tager Odile til ægte. Helten bliver selv en skurk, en forræder uden idealer. Han glemmer sin elskede Odette, for kun derved kan han bevare sin position. Hans ynkelige motto bliver: “if you can’t beat them, join them”.

Holly Jean Dorger er betagende som Odette/Odile, med sine lange arme skaber hun de mest elegante svanebevægelser og svimlende smukke arabesker. Den sympatiske Jonathan Chmelensky får i anden akt rigtigt styr på partiet som Prins Siegfried, og efter forestillingen blev han af balletmesteren udnævnt til kongelig solodanser. Jón Axel Fransson er bidende ond og dæmonisk som Von Rothbart, mens Andreas Kaas sprudler som Benno, og Liam Redhead gestalter en interessant tvetydig nar.

I anden akt er hofballets ungarske, italienske, russiske og spanske danse nykoreograferet af balletdanserne Gregory Dean og Oliver Starpov. Disse folkloristiske danse, som gav tidligere tiders publikum et antropologisk kig ud i den store verden, kan for nutidens vidtberejste publikum virke som naive anakronismer. Gregory Dean og Oliver Starpov undgår klicheerne og med små virkemidler får de fremhævet nationale kendtegn i dansen. Specielt Gregory Deans ungarske danse med imaginære tamburiner, og Oliver Starpovs brusende russiske dans med Stephanie Chen Gundorph i front er skønne og spektakulære.

Også ved repremieren giver Silja Schandorff og Nikolaj Hübbes højdramatiske nyfortolkning af Svanesøen gåsehud. Selv dirigent Jakob Hultberg får Tjajkovskijs musik til at klinge ekstra dramatisk og uhyggelig. Denne moderne version af Svanesøen rammer ens dårlige samvittighed som et brutalt slag i ansigtet, og man stiller sig selv spørgsmålene: Siger jeg selv nok fra i forhold til den griskhed, uretfærdighed og ondskab, som jeg møder overalt i vores moderne, selvtilfredse verden? Lader jeg mig selv vugge ind i en komfortabel tilværelse uden at tage kampen op for en bedre og mere retfærdig verden? Gør jeg tilstrækkeligt modstand over for de skrupelløse magthavere? Er jeg blot en kynisk medløber, der vælger det behagelige liv fremfor den anstrengende kamp for bedre værdier? Når en gammel ballet sådan kan ramme en med relevante og aktuelle sprørgsmål, så må opsætningen af det klassiske værk være yderst vellykket og nødvendig.

Svanesøen med Den Konglige Ballet.

Svanesøen med Den Konglige Ballet. Foto: Costin Radu

svanesøen med den konglige ballet

Svanesøen. Foto: Costin Radu

Svanesøen med den konglige ballet.

Svanesøen med den ungarske dans. Foto: Costin Radu

FAKTA
Svanesøen
Den Kongelige Ballet
Det Kongelige Teater, Operaen
Koreografi: Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe efter Marius Petipa og Lev Ivanov
Lys- og videodesign: Mikki Kunttu
Kostumer: Mia Stensgaard
Musik: Pjotr Tjajkovskij

Dans

Historien om en finsk ballerina i Danmark

Mia Breinholt Heldam fra tv-kanalen dk4 portrætterer den finskfødte balletdanser Sorella Englund i udsendelsen Efter nat kommer dag, der har premiere på dk4 den 21. december kl. 22.05 – med genudsendelse 1. juledag kl. 22.00.

I 1966 kom Sorella Englund til København og siden da har hun været tilknyttet Den Kongelige Ballet som solodanserinde, karakterdanser, instruktør og iscenesætter. Udsendelsen handler ikke blot om en lang ballet-karriere på Det Kongelige Teater, men også om Sorella Englunds liv, før hun kom til Danmark. Da Sorella Englund var 10 år, mistede hun sin mor, og hendes far, komponisten Einar Englund, fik en ny kone, og Sorella Englund fik en stedmor. Det var en ond stedmoder, som Sorella Englund senere lod sig inspirere af, da hun dansede heksen Madge i August Bournonvilles Sylfiden og den onde fe Carabosse i Christopher Wheeldons Tornerose.

Der har været flere hump på vejen for Sorella Englund, som har kæmpet med anoreksi i en lang årrække og som 33-årig, da hun var på toppen af sin karriere, fik hun en blodprop i hjertet. Der har altså været rigeligt med nat-mørke i Sorella Englunds liv og karriere.

 

Sorella Englund på dk4

Foto: dk4

 

Arkitektur & design

Juleborde hos Royal Copenhagen 2017

Så står julen igen for døren, og julebordet pynter jo ikke sig selv. I år er det danske balletstjerner (nuværende og tidligere), der har pyntet bordene hos Royal Copenhagen.

Ida Praetorius har dækket bordet The Afterparty
Om sit bord skriver hun:
Jeg vil skabe en hyldest til kærligheden, til både kunstarten og sammenholdet. Tanken er, at der altid skal være plads til flere omkring mit bord, for efter en veloverstået premiere har vi alle brug for at reflektere og dele stort og småt, som kun vi på scenen kender til.

Ida Praetorius' julebord

Ida Praetorius’ julebord

Anne Marie Vessel Schlüter har dækket Nøddeknækkerens juleeventyrlige bord.

Om sit bord skriver hun:
Det kunne ikke være andre end Nøddeknækkeren, der fik hovedrollen på mit julebord. Det var Bjørn Wiinblad, der kreerede alle kostumerne, og det er netop hans fabulerende og finurlige univers, jeg har ladet mig inspirere af.

Anne Marie Vessel Schlüters julebord Nøddeknækkerens juleeventyrlige bord

Anne Marie Vessel Schlüters julebord: Nøddeknækkerens juleeventyrlige bord.

Femke Mølbach Slot har dækket julebordet: All That Jazz and Love
Om sit julebord skriver hun:
Det er sent på aftenen, musikken er gået hjem, og der er dækket op til to i jazzklubben. Flyglet står i hjørnet, der er tyk velour på gulvet, over stoleryggen hænger den hvide ræv. Champagnen bobler i glassene, natmaden er bestilt, og der er dækket op med det poetiske og romantiske blomsterstel Flora. Scenen er sat og overladt til en diva. Stemningen er eklektisk og glamourøs. Stemningsfuldt lys falder blødt på tunge, gyldne tekstiler og bløde loungemøbler. Luften er ladet med associationer til Broadway, Sinatra, The Sands, Hollywood, gentlemen i smoking og laksko, en løsnet butterfly og kvinder iklædt lange rober og tårnhøje stilletter.

Femke Mølbach Slot julebord All That Jazz and Love

Femke Mølbach Slot julebord All That Jazz and Love

Derudover har Andreas Kaas, Kristoffer Sakurai dækket juleborde, og Alban Lendorf har sammen med venner lavet en installation.

Dans

Dansefest uden dramatik

Det er nærmest blevet en tradition; når Nikolaj Hübbe opdaterer gamle balletklassikere, så flytter han også handlingen til en anden tid. Det har han gjort i sine radikale nyfortolkninger af August Bournonvilles balletter. Napoli rykkede Nikolaj Hübbe ind i et finurligt filmisk Fellini-univers i 1950’erne. Et Folkesagn førte han fint frem til symbolismens tidsalder i et Vilhelm Hammershøi-interiør. Sylfiden endte i et et mere diffust univers og en ubestemmelig tid – eller en slags al-tid. Den bedste og mest vellykkede tidsrejse skete dog i Svanesøen, hvor Nikolaj Hübbe genialt katapulterede handlingen ud i fremtiden, hvor renæssancen mødte sci-fi.

Nu er turen så kommet til Marius Petipas Raymonda, som aldrig tidligere har været opsat i Danmark. Nikolaj Hübbe flytter handlingen fra middelalderen til 1700-tallet. Korstogsridder-helten Jean de Brienne er blevet til en ungarsk adelsmand ved navn Otto, mens skurken saraceneren Abdul Rakhman er blevet til den spanske mauerprins Abderam. Men hvad en maurisk prins gør i 1700-tallets Frankrig, står hen i det uvisse, for det sidste mauriske kongerige, Granada, kapitulerede i 1492. Mauerprinsen og hans meget farverige følge synes som én stor anakronisme midt i det forfinede franske adelsmiljø. Tidsforskydningen er motiveret af politisk korrekthed. Nikolaj Hübbe kan – som han selv skriver i programmet – ikke forlige sig med den originale ballets stereotype konflikter mellem kristne helte og muslimske skurke i de middelalderlige korstog. Men ændrer en maurisk prins på dette?

En fejlplaceret mauerprins gør ikke den i forvejen tynde handlingen mere interessant eller spændende. Selv uoverensstemmelserne mellem adelsmanden Otto og mauerprins Abderam ender i et fornuftigt forlig takket være Raymondas overbevisende forhandlingsevner. Her er ingen dramatisk kamp, men snarere et slags EU-forlig der handler om, at der skal være plads til os alle. Det er naturligvis en sympatisk tanke, men på scenen dræber den idealisme dramaet og skaber ingen sitrende spænding. En ung mand, der længe har været væk fra sin kæreste, kommer endelig hjem og finder hende i armene på en anden, hvorfor må han så ikke reagere lidt voldsommere end med lidt skubben frem og tilbage. Hvad er der egentlig i vejen med en rask duel i de adelige cirkler i 1700-tallets Frankrig? Det ville da have være både realistisk  og troværdigt – i al fald mere spændende for publikum at se på end at overvære et tørt håndtryk. Balletten er trods alt ikke ført helt op til hippietiden og dens budskab om fri-sex.

Grundet fraværet af dybere konflikter bliver trekantsdramaet mellem Raymonda, Otto og Abderam, danset af henholdsvis J’aime Crandall, Alexander Bozinoff og Jón Axel Fransson, heller ikke særligt pirrende eller spændende. Her er ingen glødende passion, deres indbyrdes forhold er mere sammenlignelig med hverdagsagtig snak og problemløsning hen over køkkenbordet. Hvorfor må et voksent publikum ikke få et godt gammeldags balleteventyr med gnistrende temperamenter, der støder sammen i en politisk ukorrekt duel?

Trods ulogiske ændringer i Marius Petipas sidste storværk ender Raymonda dog som en stærkt underholdende forestilling takket være vældig god dans, en helt overdådig scenografi og flotte kostumer af Richard Hudson samt Alexandr Glazunovs medrivende musik.

Fortryllende er tredje akts ungarske bryllupsfest i sort og guld. Her synes kulisserne næsten at være det imposante operahus i Budapest. Festkostumerne er inspireret af ungarske folkedragter med broderier i sirlige vegetative mønstre. Hårpynt til kvinderne og flagrende bånd i nakken på herrerne. Her er også store, sorte hatte, som dem der giver kvægdriverne skygge under deres arbejde på den ungarske slette, Pusztaen. Danserne bærer ligeledes sorte støvler og viser dansetrin, som vi sjældent ser. Fra den ungarske folkedans ses høje bag-ud-ad-sparkende trin og sjove hoppende trin på skæve frøben. Balletbørnene, som også danser med til bryllupsfesten, bærer ligeledes omfangsrige folkedragter i ungarsk stil. De små dansere bliver næsten helt væk i de mange lag stof og ligner søde uformelige babushka-dukker.

De kvindelige korpsdansere gør det rigtig godt, især i Raymondas drømmescene hvor de danser nymfer. Her bærer de hvide kjoler dekoreret med mærkelige tegn, der genfindes øverst oppe i scenografien, måske illuderer de mørke, dystre skyer. Tegnene kan tolkes som en slags kode, ligesom drømmen er en kode og indgang til Raymondas ubevidste. Da Raymonda udmattet falder i søvn, forvandles hendes adelshjem med den sirlige have sig til en øde løvskov. I drømmen bliver kulturen således til natur. Raymondas drifter bliver synlige i denne drømmeverden, hvor hun tiltrækkes af både Otto og Abderam, der begge dukker op i den vilde natur. Alt det farlige og modsætningsfyldte i Raymondas drøm ville vi gerne have set konfronteret mellem Otto og Abderam. Lidt mere action og vildskab ville have klædt denne æstetisk meget smukke opsætning af Raymonda.

Anden akt i Raymonda.

Anden akt i Raymonda. Foto: Henrik Stenberg

Ungarsk dans i Raymonda

Ungarsk dans i Raymonda. Foto: Henrik Stenberg

Raymonda med den kongelige ballet

Raymonda. Foto: Henrik Stenberg

Fakta
Raymonda
Den Kongelige Ballet
Det Kongelige Teater, Gammel Scene
Koreografi: Nikolaj Hübbe efter Marius Petipa
Scenografi og kostumer: Richard Hudson
Lysdesign: Giuseppe Di Iori
Musik: Alexandr Glazunov