Ballet

Dans

Carmen som statist på filmset

Den Kongelige Ballet danser ikke ballet, men går til filmen i Marcos Moraus fortolkning af Carmen. Den spanske koreograf, som det danske dansepublikum senest oplevede med værket Waltz ved Dansk Danseteaters Summerdance, er kendt for at sprænge kunstarternes snærende grænser. I sin version af Carmen lader Marcos Morau film og dans smelte sammen og samtidig dekonstruerer han fuldstændigt historien om den temperamentsfulde Carmen fra tobakfabrikken i Sevilla.

Marcos Moraus historie foregår på et filmset, hvor der indspilles store dansescener, som minder om dem, vi kender fra de stort anlagte underholdningsfilm tilbage i 1950’erne. Flere kameraer følger de agerende i indspilningen af filmen Carmen, og de levende billeder projekteres direkte op på et stort lærred over scenen. Publikum kommer således rigtigt tæt på performerne og kan se deres mindste mimik. Kameraernes nærbilleder bruges naturligvis til at vise, hvad der foregår i krogene på et stort filmset. For eksempel ser vi Kizzy Matiakis som en arrogant og forfængelig filmdiva, der ikke ved, hvilken grimasse hun skal finde frem. Og ved sminkebordet forelsker to mandlige “filmstjerner”, Jón Axel Fransson og Oliver Starpov, sig i hinanden, mens de pudrer kinderne. Nærbillederne betyder, at der er flere kameraer på scenen, hvor de distraherer og tager noget af publikums udsyn. Filmsettet med filmindspilningen er med andre ord yderst autentisk med alle dets fordele og ulemper.  

Historien om Carmen er forvandlet til uigenkendelig, for hos Marcos Morau handler det mere om livet bag kulisserne på et filmset end om Carmens kærlighedsaffærer. Værket er delt op i filmscener, som annonceres af filmarbejdere med et klaptræ. Personerne med klaptræet benytter samtidig deres få sekunders berømmelse på filmstriben til at at gøre reklame for sig selv, som var de på et datingsite. De promoverer sig selv, sådan som vi dagligt ser det ske på de sociale medier. Det er i det hele taget de sortklædte og bebrillede filmarbejderne, som fylder mest i forestillingen. Disse arbejdere på filmsettet drømmer selv om at spille hovedrollerne og at være filmstjerner. Uanset køn prøver de gerne Carmens guldskørter og Escamillos toreador-jakker. Kønsforskellene udviskes mellem dem, alle er kvinder, og alle er mænd. Alle kan være, hvem de ønsker at være.

Filmarbejdernes mange danse på linje er forrygende showdans, som man kun ser i internationale danseshows som for eksempel Friedrichstadtpalast i Berlin. Når danserne ligger henover flight cases med benene strakt op vejret, skaber de en stor, flot vifte med deres flagrende ben, som fejer i luften. Marcos Morau er formidabel til at skabe den slags store dansetableauer med formationer og bevægelser, der understreger det spanske tema og som passer perfekt til musikken af George Bizet, Charles Dumont, Rodion K. Shchedrin, Ernest Guiraud og Nikolaj Rimskij-Korsakov

De såkaldte hovedroller som Carmen, José og Escamillo spilles/danses af forskellige dansere. Ida Praetorius, Stephanie Chen-Gundorph og Kizzy Matiakis har de fleste scener som Carmen, mens Andreas Kaas, Oliver Starpov og Marcin Kupinski oftest ses som José. Og Jón Axel Fransson fylder mest som selvfed tyggegummi-gumlende toreador, der helst ikke vil komme for tæt på Carmen, fordi han foretrækker mænd.

Første akt er en fest, hvor man klukler over alle de groteske, opfindsomme og helt gakkede scener og optrin. Ud fra devisen “less is a bore” har Marcos Morau taget alle klichéer om Spanien og maksimeret dem, så det bliver så spansk, som det ikke engang er i Spanien. Her er masser af stærke farver, lyserøde knæstrømper, mørke kapper, kniplingsslør, sombreros, toreador-jakker, flæser, vifter, brusende skørter, sorte briller, flamenco-sko – og heste. Marcos Morau skaber den ene absurde og manierede scenarie efter det andet, og de er alle som taget ud af en rablende vanvittig Pedro Almodóvar film.

Der sker ufatteligt meget på scenen, samtidig med at man også skal følge med på filmlærredet. Helt vild er scenen, hvor der rides på små karruselheste foran en såkaldt green screen, som så bliver til et farligt ridt gennem en skov oppe på filmlærredet. Med så meget action på én gang, når man derfor kun at se en lille del af alt det, der foregår. Akkurat som i den overvældende medievirkelighed, som vi dagligt færdes i og ikke har mulighed for at overskue. Men det er som om Marcos Morau løber tør for ideer i anden akt, hvor kun de sidste par scener er lige så stærke som dem, vi oplever i første akt. Ellers er anden akt præget af uskarpt tale-teater, mens dansen fortaber sig i mørke kulisser, eller hvor ideer fra første akt gentages. Når der mimes til en Édith Piaf sang, eller når en karakter i en uendelighed går snakkende rundt uden at vi kan høre, hvad der bliver sagt, så falder hele forestillingen sammen.

Marcos Moraus Carmen er ikke et langtidsholdbart værk, men hans dekonstruktion af historien opleves som relevant, vedkommende og rigtigt lige nu. Denne aktualitet skyldes Marcos Moraus leg med køn, seksualitet og etnicitet – samt hans fokus på overfladisk online-eksistens i de sociale medier kontra ægte nærvær. Med denne finger på pulsen er det også ekstra ærgerligt, at anden akt ikke fungerer optimalt. Mens første akt er vild og nytænkende underholdning, så må man desværre småkede sig lidt i anden akt, inden vi endelig når frem til en spændende og dramatisk slutning, hvor virkelighed og fiktion blandes, så man ikke ved, hvad, der vitterlig sker, og hvad som er fake news.

Carmen til hest og Toreador. Foto: Per Morten Abrahamsen

Carmen til hest og Toreador. Foto: Per Morten Abrahamsen

Kizzy Matiakis som Carmen. Foto: Per Morten Abrahamsen

Kizzy Matiakis som Carmen. Foto: Per Morten Abrahamsen

FAKTA
Carmen
Det Kongelige Teater
Den Kongelige Ballet
Koreografi: Marcos Morau
Musik: George Bizet, Charles Dumont, Rodion K. Shchedrin, Ernest Guiraud og Nikolaj Rimskij-Korsakov
Kostumer: Silvia Delagneau
Lysdesign: Mårten K. Axelsson
Videodesign: Jacob Bo Nystrup

Dans

En cubansk faun og caribiske rytmer

Som frømænd, der lige er steget op af havnebassinet, træder syv dansere – fuldstændigt maskerede i sorte heldragter – op på scenen til tonerne af Jean Sibelius’ Valse Triste. På scenen sætter de sig ned på en række, slår benene om hinandens kroppe og drejer sig om, så de danner en stor krop, der ligner et gigantisk tusindben. Og når de alene maver sig rundt på scenen, ligner de hummere og andre havdyr, eller er det fordi, vi befinder os på Ofelia Plads i Københavns Havn, at man får associationer til havdyr?

Dansk Danseteater, nu med svenske Pontus Lidberg i front, har altid fundet spektakulære scenerum til deres udendørs sommerforestillinger, Copenhagen Summer Dance. Tidligere har Dansk Danseteater danset i Politigårdens stemningsfulde atriumgård, men nu er de rykket ud på den populære havneplads ved siden af Skuespilhuset med udsigt til blandt andet Operaen, hvor kompagniet til dagligt har til huse på Operaens lille scene, Takkeloftet.

Marcos Moraus værk Waltz (uddrag) med Dansk Danseteaters dansere i frømandskostumer er en flot, effektfuld og underholdende åbning på danseaftenen under den lyse aftenhimmel. Mere dybde og følelse er der måske i Sidi Larbi Cherkaouis værk Faun, som er en ny og meget moderne fortolkning af Vaslav Nijinskijs L’Après-midi d’un faune / En Fauns Eftermiddag (1912). Musikken er stadig Claude Debussys, men der er også moderne rytmer. Ligesom Nijinskij er Sidi Larbi Cherkaoui i sin udgave af det legendariske danseværk, inspireret af basrelieffer og skaber mange flotte positioner og bevægelser i profil, der skaber en interessant og fascinerende fornemmelse af fladhed. Carlos Luis Blanco og Laura Treto fra det cubanske kompagni Acosta Danza danser henholdsvis faun og nymfe. Carlos Luis Blanco er en dyrisk og lidt vild faun, han er mere en handlingens mand end en drømmer. Carlos Luis Blanco er i konstant bevægelse, og hans fleksible krop synes nærmest at implodere, sådan bølger bevægelserne gennem ham. Sidi Larbi Cherkaoui har gennem sin næsten hypnotiske koreografi skabt en faun, som ikke blot forfører nymfen på scenen, men samtlige publikummer.

Jessica Lyall, Stefanos Bizasog Joe George danser en imponerende akrobatisk pas de trois Lamento della Ninfa (Nymfens klagesang) af Stephen Shropshire. De to herrer kaster deres kvindelige partner rundt i en halsbrækkende dans, som samtidig ser meget let og ubesværet ud. Som kontrast til den akrobatiske dans står de sarte toner i Ane Brun blide musik. Og de to tidligere kollegaer i Den Kongelige Ballet, Alban Lendorf, Marina Minoiu, står for aftenens balletindslag. De danser en pas de deux fra Kenneth MacMillans Manon. Det er et kort, men glædeligt gensyn med dansk ballets internationale store stjerne, Alban Lendorf, der nu mest danser hos American Ballet Theatre.

Til sidst, da solen står lavt på pladsen og sender er blidt, gyldent lys over scenen, danser Dansk Danseteater og Acosta Danza et uddrag af Paysage, Soudain, La Nuit af Pontus Lidberg. På denne varme sommeraften og med vand omkring scenen kan man næsten føle sig hensat til Cuba, for der er latino-vibes i Leo Browers rytmiske musik, Paisaja Cubano con Rumba, og Pontus Lidbergs trin, der sprudler af glæde. Særligt Mario Sergio Elías fra Acosta Danza sætter den caribiske stemningen et par grader op med sine charmerende hoppende trin og skæve smil.

Pontus Lidberg har kurateret er perfekt blanding af danseværker, det eneste, vi kunne have undværet på den smukke aften, var kulturministeren og hendes belærende og historisk ukorrekte velkomsttale, hvori hun ikke engang kunne finde ud af at udtale Dansk Danseteater korrekt. Pinligt, men heldig vis kan alt danses væk i sommernatten.

 Copenhagen summer dance 2018

Foto: Søren Meisner

copenhagen summer dance

Foto: Søren Meisner

copenhagen summer dance 2018

Foto: Søren Meisner

FAKTA
Copenhagen Summer Dance
Dansk Danseteater, Acosta Danza
Ofelia Plads 9.-11. august. Vitabergsparken, Stockholm 14.-15 august og Moesgaard Museum, Aarhus 17.-18. august.
Koreografi: Pontus Lidberg, Sidi Larbi Cherkaoui, Marcos Morau, Stephen Shropshire, Kenneth MacMillan.
Dansere: Dansk Danseteater, Acosta Danza  Alban Lendorf, Marina Minoiu,
Musik: Claude Debussy, Nitin Sawhney, Stefan Levin, Leo Brouwer, Ane Brun, Jules Émile Frédéric Massenet, Jean Sibelius med flere.
Kostumer: Hussein Chalayan, Mia Steensgaard Karen Young, Gry Hesbjerg og Kenth Fredin.

Dans

Harald Lander og Etudes som redningskrans

Den Kongelige Ballet har ikke danset August Bournonvilles koreografi i denne teatersæson, men i det blandede program Ballet de Luxe danser kompagniet ultrakorte uddrag fra tre af hans balletter: Sylfiden, Kermessen i Brügge og Et Folkesagn. Det er skønt at gense den gamle mesters sprudlende trin på en tom scene uden tung og forstyrrende scenografi. Dans uden indpakning. Men udførelsen af de tre fragmenter viser, at Bournonvilles værker ikke lige kan tages frem fra skabet og danses, som om de har været danset gennem hele sæsonen. Bournonvilles værker udgør kernerepertoiret i Den Kongelige Ballet og skulle vel helst kunne danses forholdsvist problemfrit? Her virker dansen imidlertid tung og charmeforladt, og danserne synes lidt uinspirerede. Måske har de, ligesom publikum, svært ved at se meningen med at danse tre yderst korte fragmenter, når man nu kunne have valgt at folde en hel ballet ud eller i det mindste danse et længere uddrag. Og når forestillingen kun danses fire gange i alt, bliver det nok også svært for danserne at komme helt i Bournonville-topform. Glædeligt er det derfor at konstatere, at kazakhstanske Meirambek Nazargozhayev, som først kom til Den Kongelige Ballet denne sæson, er en af dem, der har mest styr på det danske ballet-dna. Og med sit altid store smil på læben synes han at passe perfekt ind i August Bournonvilles oftest muntre univers. Med Meirambek Nazargozhayev har kompagniet fået et ungt og friskt bud på en Gennaro, når Napoli danses i næste sæson. 

At bevæge sig fra romantiske Bournonville til neoklassiske Balanchine er et stort spring. Der er uendeligt langt mellem Pas de sept i Et Folkesagn (1854) til Rubiner fra Juveler (1967) og det tager faktisk lidt tid som publikummer at omstille sig fra den ene stilart til den anden. Men desværre kommer publikum aldrig ind i Balanchine og Stravinskijs jazzede univers, for balletten falder pladask til jorden. Linjerne er slørede og uskarpe, bevægelserne som burde se florlette ud synes tunge og kluntede, og der mangler gnistrende kemi mellem danserne. Rubiner kommer aldrig til at funkle, men ender som mat simili. Kun Astrid Elbo lyser som en rubin i sin solo. Hun sætter de jazzede trin perfekt til musikken og vugger inciterende med hofterne samtidig med at hun flirter indbydende til publikum. Astrid Elbo kæmper bravt for at få den letsindige og sorgløse stemning frem. Alene kan hun imidlertid ikke skabe denne rette stemning, som skulle have afspejlet 60’ernes ubekymrede skødesløshed, der kendes fra datidens lette og underholdende Broadway-forestillinger og Hollywood-film.

Efter to akter med vaklende og uinspireret dans uden den mindste form for “de luxe” er det med bange anelser, at man som publikum går ind til tredje akt, der byder på Harald Landers umådeligt krævende Etudes. Det er en klassiker i Den Kongelige Ballets repertoire og er en favorit hos mange balletfans, herunder undertegnede, så det ville være en stor skuffelse at se netop den ballet mislykkes. Heldigvis er det som at se et helt andet kompagni i Etudes. Alt fungerer i balletten, der danses superstærkt af samtlige dansere. Holly Jean Dorger er fuldstændig eminent, det er næsten som om Harald Lander har kreeret partiet specielt til hende, så smukt udfylder hun rollen som ballerina. Det ser så let og uforceret ud, når hun danser på tåspids, som om hun bare trisser rundt i flade sportssko. Hun flankeres fornemt af Jón Axel Fransson, der sætter den ene stilsikre piruet efter den anden, og Andreas Kaas, der meget fortjent lige er blevet udnævnt til solodanser. Hvilket herligt trekløver, de tre er!

Når Etudes danses så smukt, som det er tilfældet her, er det en stor fornøjelse at se værket, uanset hvor mange gange man har set det tidligere. Hver gang forundres man over, hvor moderne denne metaballet forekommer, selvom den stammer helt tilbage fra 1948, kun tre år efter Anden Verdenskrig. Etudes er et sandt danse-fyrværkeri, som passer perfekt til en premiere på den 5. maj, hvor netop befrielsen og dermed afslutningen på Anden Verdenskrig i Danmark fejres. Harald Lander og hans Etudes redder således programmet Ballet de Luxe. Og så er det vel kun rimeligt, at en gade, der fører op til Gammel Scene, nu er blevet omdøbt til Harald Landers Gade!

Etudes. Foto: Costin Radu

Etudes. Foto: Costin Radu

Fakta
Ballet de Luxe
Det Kongelige Teater, Gammel Scene
Den Kongelige Ballet
Koreografi: August Bournonville, George Balanchine og Harald Lander
Musik: H.S. Løvenskjold, H.S. Paulli, Niels W. Gade, Igor Stravinskij og Knudåge Riisager.

Dans

Andreas Kaas – ny solodanser ved Den Kongelige Ballet

Så skete det endeligt. Andreas Kaas, solist ved Den Kongelige Ballet, blev torsdag aften, efter at have danset hovedpartiet i Spar Dame, udnævnt til solodanser.

Det er en yderst fortjent udnævnelse, for Andreas Kaas er måske kompagniets bedste mandlige danser, nu hvor Alban Lendorf mest danser i USA. Andreas Kaas danser de dramatiske roller med stor indlevelse. At han ikke blot kan danse retskaffen prins og modig helt, men også grisk skurk, beviser han i rollen som Hermann i Liam Scarletts ballet Spar Dame.

andreas kaas i spar dame

andreas kaas i spar dame

Andreas Kaas i Spar Dame. Foto: Henrik Stenberg

Andreas Kaas i Spar Dame. Foto: Henrik Stenberg

Andreas Kaas. Foto: Henrik

Andreas Kaas. Foto: Henrik Stenberg

Dans

Spar dame – et sikkert es

Lad det blot være sagt med det samme: Liam Scarlett har sammen med scenograf Jon Morrell og lysdesigner David Finn skabt en mesterlig ballet over Aleksandr Pusjkins novelle Spar dame. En klassisk ballet med nye trin-kombinationer, historiske kostumer med et moderne twist og minimalistiske kulisser dejligt befriet for bombastisk tyngde. Partituret stammer fra en lang række værker af Pjotr Tjajkovskij, det handler således ikke blot om musikken fra operaen Spar dame, men om flere operaer af Tjajkovskij, samt orkesterværker og klaverstykker. De forskellige musikstykker er samlet og sat sammen Martin Yates, så musikken skaber mest mulig truende uro, der afspejler historiens handling, der bevæger sig nedad i en ond spiral.

Griskhed, magtbegær, hensynsløshed, en altødelæggende egoisme og simpel ludomani. Kort sagt menneskets værste og grimmeste sider er temaerne i Liam Scarletts overbevisende koreografiske version af Aleksandr Pusjkins Spar dame. Det handler altså om temaer, som er yderst aktuelle i vores tid og vores verden, hvor succes er lig med at rage flest mulige penge til sig uden hensynstagen til andre. Liam Scarlett beviser med sin fortolkning af Spar dame, at balletgenren sagtens kan være nutidig, aktuel og samfundsdiagnosticerende – også på trods af at handlingen foregår i fjerne tider og i et hendøet aristokrati.

Kizzy Matiakis danser den gamle, nedladende grevinde, der sidder inde med den hemmelige viden om de tre spillekort, der giver sikker sejr i kortspil. Kizzy Matiakis er altid fremragende til at gestalte en lidt skæv karakter – ofte med et strejf af komik. Den store rolle som Grevinde (Spar dame) er bestemt ingen undtagelse. Hun er ballettens Maggie Smith, når hun udfolder sin aristokratiske arrogance og koster rundt med sin familie og tjenestefolk.

Officeren Hermann, der er besat af tanken om de tre sejrsikre spillekort og som for enhver pris vil vide, hvilke det er, danses suverænt af Andreas Kaas. Han er altid god i de narrative partier, hvori han kan udfolde sit store dramatiske talent. I Spar dame leverer Andreas Kaas en vældig flot indsats, som er en solodanser-udnævnelse værdig. Når Andreas Kaas til sidst er fanget i galskabens lænker lyser forryktheden og desperationen ud af øjnene på ham, og man kan næsten blive bange for, at han vil kaste sig ned i orkestergraven i ren og skær indlevelse i rollen som vild og vanvittig ludoman. Så mens virkelighedens begærlige og magtsyge skurke ofte ender i samfundets top, går det heldigvis anderledes i Spar dame, hvor den usympatiske hovedperson, Hermann, får sin selvforskyldte straf.

Jon Morrells scenografi er magisk. Snart forvandles et vertikalt vindue sig til et horisontalt loft. Borde stables oven på hinanden og bliver til køjesenge på millitærkasernen. Og grevindens kiste åbner sig og bliver til spillebord for hasardspillerne. Det er enkle, men yderst effektfulde virkemidler, præcist som vi kender det fra Jürgen Roses scenografi til John Neumeiers balletter.

Jon Morrells minimalistiske scenografi giver plads til og fremhæver Liam Scarletts koreografi, der bugner af spændende trin og bevægelser. Balscenen hos grevinden er ikke et kedeligt hofbal, som man ser så mange af i klassiske balletter, men har et mere moderne og rytmisk udtryk med blandt andet strakte, bølgende arme. Pas de deuxerne, som Hermann danser med henholdsvis grevinden og hendes plejdatter, danset af Ida Praetorius, indeholder høje akrobatiske kast og løft samt folkedansens svingture. Og officerernes maskuline dans har et underholdende miks af tempofyldt kosak-dans og showdance.

Liam Scarlett synes draget af det uhyggelige, hvilket tv-seere kunne bevidne, da SVT2 for et par måneder siden viste hans fortolkning af Frankenstein med Royal Ballet i London. Men Spar dame er endnu mere ond og uhyggelig end Frankenstein, fordi historien er mere menneskelig og problematikken mere genkendelig.

Det danske balletpublikum har oplevet Liam Scarletts koreografi tidligere, idet Den Kongelige Ballet dansede hans abstrakte værk Viscera tilbage i 2015. Siden da har man kun ønsket at se mere af hans medrivende koreografi. Med Spar dame har publikum så fået en narrativ ballet, der med sin høje kvalitet må blive en klassiker i Den Kongelige Ballets fremtidige repertoire.

Spar dame. Foto Henrik Stenberg

Spar dame Foto Henrik Stenberg

Grevinden og Hermann danset af Kizzy Matiakis og Andreas Kaas. Foto Henrik Stenberg

Grevinden og Hermann danset af Kizzy Matiakis og Andreas Kaas. Foto Henrik Stenberg

Grevinden (Spar dame) danset af Kizzy Matiakis. Foto Henrik Stenberg

FAKTA
Spar dame
Den Kongelige Ballet
Det Kongelige Teater
Koreografi: Liam Scarlett
Scenografi: Jon Morrel
Lysdesign: David Finn
Musik: Pjotr Tjajkovskij. Orkestreret og arrangeret af Martin Yates

Dans

Dansen var det hele værd 

Den tidligere stjerneballerina ved Ballet Russe de Monte Carlo, Nini Theilade, er død. Den 13. februar fik hun et ildebefindende og sov stille ind efter et langt og succesrigt danseliv. Nini Theilade blev 102 år gammel.

Nini Theilade dansede hele livet. Hun kunne slet ikke stoppe. Et eksempel herpå var da hendes danseinstitut “Academie de Ballet Nini Theilade” i Lyon fejrede 20 års jubilæum i 2004. Nini Theilade blev kaldt op på scenen for at modtage publikums hyldest, og mens hun stod dér, lød pludselig J.L.F. Herolds musik fra La Fille Mal Gardée.
”Da jeg hørte musikken, reagerede jeg som en gammel cirkushest. Helt automatisk hev jeg op i min lange festkjole og begyndte at danse Mutter Simones træskodans. Først da publikum begyndte at applaudere, kom jeg til mig selv igen og stoppede naturligvis straks med at danse. Min familie sad og græmmede sig, men det øvrige publikum var ellevilde”.
Historien fortalte Nini Theilade engang, da jeg besøgte hende i Oure på Fyn. Her boede hun til sidst, fordi hun var tilknyttet “Skolerne i Oure – Sport & Performing Arts”, hvor hun sluttede en lang dansekarriere med at undervise. Hun underviste frem til hun var 98 år.

Som lille pige tog Nini Theilade sine første dansetrin i sin mors dalcroze-danseskole på Java, hvor hendes familie boede grundet farens udstationering. I 1926 flyttede familien til København, hvor Nini Theilade søgte ind ved Det Kongelige Teaters Balletskole, men hun blev afvist på grund af for svage ankler. I stedet blev hun elev hos svenske Carina Ari og senere studerede hun hos Lubov Yegorova i Paris. Som 14-årig dansede Nini Theilade soloforestillinger for fulde huse over hele verden. Publikum blev betaget af hendes på én gang både uskyldige og erotiske udstråling. Som 21-årig opsatte hun sine egne balletter på Det Kongelige Teater i København og senere blev hun ballerina i Ballet Russe de Monte Carlo og rejste kloden rundt sammen med sin mor som ubønhørlig manager. Men det var ikke blot på teatrene verden over, man kunne se Nini Theilade, hun dansede også henover de store filmlærreder. Filminstruktør Max Reinhardt opdagede hende, og hun dansede med i hans store Hollywood-produktioner, blandt andet var hun første-fe i hans overdådige filmatisering af William Shakespeare A Midsummer Night’s Dream.

Livet uden for rampelyset var dog ikke så glorværdigt. For Nini Theilade betød dansekarrieren hård træning fra tidlig morgen til sen aften og dermed ingen tid til alle de mænd, der forgudede hende. Disse tilbedere tog hendes mor sig derimod meget kærligt af, også dirigenten Michael Scott, som Nini Theilade faktisk var forelsket i og forlovet med. Forholdet mellem den dominerende mor og datteren havde aldrig været godt og blev det heller aldrig, men Nini Theilade sagde altid, at dansen var det hele værd. Dette udsagn blev også titlen på hendes erindringer, som journalist Lone Kühlmann skrev og udgav i 2006.

dansen-var-det-hele-vaerd-nini-theilade

Foto: Peoples’s Press