Østrig

Litteratur & film

Stefan Zweig – Farvel til Europa

Er du Stefan Zweig-fan, så må du se filmen Stefan Zweig – Farvel til Europa, der har dansk premiere i dag.

Instruktøren Maria Schrader fortæller om Stefan Zweigs sidste år, da han var flygtet fra det nazistiske Østrig og Tyskland og er endt i en lille brasiliansk bjerglandsby uden for Rio de Janeiro. I landsbyen befinder Stefan Zweig og hans hustru sig godt. Også det multietniske Brasilien med den smukke natur og den moderne arkitektur begejstrer Zweig, der kaldte Brasilien for “Fremtidens land”. Her skriver han mesterværket Verden af i går, som først udkom efter at han havde begået selvmord. Zweig drømte om et helt nyt Europa, der skulle rejse sig i morgenrøden. Men som han selv formulerede det, så havde han ikke tålmodighed til at vente og derfor gik han i forvejen.

Filmhistorien er fragmenteret på den gode og interessante måde. Her er ikke en ensidig og kvalmende kunstner-hyldest. Nøgternt registrerer Maria Schrader vidt forskellige episoder og fortæller derigennem historien om en flygtning, der både har opgivet håbet og drømmer om en ny tid. I sidste film-kapitel, hvor Stefan Zweig og hans fru Lotte har begået selvmord, leger Maria Schrader med spændende spejleffekter og vinkler, der fryder øjet. Det er et meget stærkt billedsprog.

STEFAN ZWEIG - FARVEL TIL EUROPA

Foto: YouTube/UniFrance

 

Arkitektur & design

Hvor jord og himmel mødes

Kloster Neuburg lidt uden for Wien blev grundlagt 1114, men det er stadig Østrigs kirkelige centrum. Her bliver præster uddannet, her findes et stort, kirkeligt bibliotek, her er et middelalderligt trefløjet guldalter, en nyere barokkirke, og så er Kloster Neuburg også Østrigs ældste vingård!

Hvis du er på de kanter, anbefaler jeg et besøg på Kloster Neuburg, som ligger højt på en pynt med en smuk udsigt ud over Donau.

Kloster neuburg kirke

Kloster Neuburgs kirke

Kloster neuburg kirkeinteriør

Kloster Neuburgs kirke

guldalter i Kloster neuburg

Guldalter i Kloster Neuburg

stift-klosterneuburg

Knejsende eksteriør

 

Dans

Til minde om Rudolf Nurejev

Mens Bolsjoj Teatret i Moskva tager Jurij Possochovs ballet om Rudolf Nurejev af plakaten lige inden premieren, så hylder Wiener Staatsballett den russiske danser med en stor balletgalla. Det sker traditionen tro som et festligt punktum på sæsonen. Franske Manuel Legris, som leder Wiener Staatsballett, har allerede meddelt, at han planlægger en endnu større galla til næste år, som er 80-året for Rudolf Nurejevs fødsel.

Men hvorfor egentlig en Nurejev Galla i Wien? Jo, Rudolf Nurejev blev østrigsk statsborger i 1982, men allerede i 1959, før han hoppede af i Vesten, dansede han i Wien. I 1964 opsatte han sin udgave af Svansesøen på Wiener Staatsoper, to år senere fulgte Don Quixote. I 1991 fik han endda sin debut som dirigent i den østrigske hovedstad. Rudolf Nurejev tog Wien til sig, og wienerne tog Nurejev til sig, og de har aldrig glemt ham eller hans værker.

Den fire timer lange gallaforestilling begynder med et uddrag af Nurejevs fortolkning af Marius Petipas Tornerose (1966). Heldigvis et kort uddrag for det er aldeles intetsigende, og de overpyntede rokoko-kostumer er fuldstændigt rædselsfulde i deres skrigende farver. Man når lige at tænke, at det bliver en meget lang aften, hvis det fortsætter sådan med en række vilkårlige fragmenter fra bedagede balletter – og dansere i smagløse kostumer. Men næste værk er heldigvis det flotte værk Solo (1997) af Hans van Manen, der netop har modtaget den fornemme franske kulturpris Commandeur des Arts et des Lettres. Tre herrer i hurtige trin og luftige spring suser over scenen i enkle, men smarte kostumer. Hans van Manens koreografi til musik af Johann Sebastian Bach er et energiboost af en anden verden. Solo er et perfekt galla-nummer, og det høster måske aftenens største bifald. Hans van Manen er også selv tilstede og kommer op på scenen og modtager hyldesten.

Wiener Staatsballetts store italienske stjerne Davide Dato, skulle have været en af gallaens højdepunkter, men sådan gik det desværre ikke. Første gang han går på scenen sammen med svenske Nikisha Fogo i George Balanchines pas de deux fra Stars and Stripes (1958), kommer han til skade med sit knæ. Han drejer rundt på foden og skal i gang med en solo, men falder i stedet om på scenen, hvor han bliver liggende, mens det synes at vare evigheder, inden tæppet falder. Davide Dato synes her på sæsonens sidste aften at betale prisen for en meget hård og travl sæson, hvor han også blev udnævnt til ‘Erster Solotänzer’. Med denne uheldige skade udgik også Davide Datos pas de deux med belgiske Nina Tonoli. De to skulle have danset et uddrag fra Edward Clugs moderne ballet Peer Gynt, (2015) som får premiere på Wiener Staatsoper i den kommende sæson.

Med Davide Datos exit bliver det de to russiske gæstestjerner fra Bayerische Staatsballett Maria Shirinkina og Vladimir Shklyarov, der løber med den største opmærksomhed. Ægteparret danser et imponerende uddrag af Juri Grigorowitschs ballet Spartacus (1983). Vladimir Shklyarov løfter og kaster rundt med sin hustru, som var hun en let fjerbold. Maria Shirinkina og Vladimir Shklyarov er meget elegante i deres dramatiske dans. Ren russisk ballet-kvalitet. Balletten Spartacus er som et råb om frihed, den frihed som også Rudolf Nurejev søgte, da han i 1961 søgte om politisk asyl i Frankrig. Vladimir Shklyarov kommer på scenen igen i et langt uddrag fra Rudolf Nurejevs udgave af Marius Petipas La Bayadére (1963). Denne gang sammen med sin landsmandinde Liudmila Konovalova, der til daglig danser i Wiener Staatsballett. De to gør det godt, men bajaderers dans kokser fuldstændigt, idet danserinderne ikke kan holde deres arabesque penchée, hvormed hele den suggestive magi fordamper, og man ser kun et kaos af strittende ben.

Den lange festgalla med tre akter indeholder rigtig mange uddrag fra diverse kendte og mindre kendte værker. Nogle uddrag er mere velvalgte end andre. Spændende er det at få en smagsprøve af Liam Scarletts humoristiske With a chance of rain (2014), og Jorma Elos abstrakte Glow – Stop (2006 ). Derimod synes en kort ekspressiv solo fra John Neumeiers Le Sacre (1972) temmelig malplaceret. Uden kontekst forstår og føler man intet, skønt østrigske Rebecca Horner er kraftfuld og flyver vildt over scenen.  Det samme er tilfældet med det temmeligt melodramatiske uddrag fra Roland Petits La Prisonniére (1974), som synes ganske uforståeligt og ligegyldigt, hvis man ikke kender balletten eller ikke kan huske den.

Nurejew Gala slutter med et langt uddrag fra George Balanchines festlige Symphonie in C (1947). Personligt ville jeg hellere have oplevet det fulde værk med Georges Bizets medrivende musik, og så set lidt færre af de mange fragmenter, som kan virke lidt trættende i længden på en meget lang balletaften. Hvis Manuel Legris ønsker sig en endnu større og længere Rudolf Nurejev galla næste år, ja så behøver han ikke at fylde endnu flere fragmenter på programmet, men hellere koncentrere sig om længere uddrag eller hele værker.

Nurejew Gala 2017

Foto: Wiener Staatsoper

FAKTA
Nurejew Gala 2017
Wiener Staatsballett med gæstedansere
Wiener Staatsoper, 29 juni

Arkitektur & design

Looshaus – en rædsel eller et mesterværk

Meningerne er – og har altid været delte om Adolf Loos’ bygning – Looshaus – på den centrale Michaelerplatz i Wien. På slottet Hofburg lige overfor trak kejseren altid gardinerne for vinduerne, fordi han ikke kunne udholde synet af Looshaus. Han fandt bygningen hæslig, fordi Adolf Loos ikke havde udsmykket huset med diverse former for dekorationer. Looshaus blev kaldt for “huset uden øjenbryn”, fordi der ikke var dekorationer over vinduerne, sådan som traditionen var dengang.

Adolf Loos (10.12.1870 – 23.08.1933) tog afstand fra historicismen og den den blomstrende jugendstil. Og i 1908 udgav Adolf Loos værket Ornament og forbrydelse, hvis titel tydeligt signalerer hans æstetiske standpunkt.

Læs mere om Loos Bar i Wien

Looshaus

Looshaus, Wien

Arkitektur & design

Lidt Mondrian har man vel lov til at være?

Det var ikke her Piet Mondrian boede.

Men lidt har Mondrian har man vel lov at være. Sådan synes tanken at være her i opgangen – spottet i Wien.

mondrian indgang i wie

mondrian indgang

Litteratur & film

Et helt liv

Årets største læseoplevelse har jeg fået her i julen: Robert Seethalers rørende roman Et helt liv.

På kun 152 sider skriver østrigske Robert Seethaler om et helt liv, og alligevel savnes der ingen detaljer. Her gælder det bestemt: Less is more.

Vi får historien om et enkelt liv levet af den forældreløse Andreas Egger, der bliver banket til krøbling af sin adoptivfar, men alligevel vokser op og bliver en stærk mand, der kan klare det hårde arbejde i bjergene med træfældning, bortsprængning af klipper og etablering af svævebaner til den gryende turisme i Alperne. Han klarer også tiden som soldat i Anden Verdenskrig og overlever fangelejren i Sibirien. Sværest er det for ham, når hans elskede kone Marie mister livet i en lavine.

Et helt liv er et sandt naturevangelium, en hymne til naturen – og til mennesket der lever i pagt med naturen. Meget anbefalelsesværdig roman!

Et helt liv er udkommet i 2016 på Kristeligt Dagblads Forlag

Et helt liv, Kristeligt Dagblads Forlag

Foto: Kristeligt Dagblads Forlag