Litteratur & film · tags: , .

Stormfulde højder

Alle kender titlen Stormfulde højder (1847). Jeg har tit tænk, at jeg skulle læse denne klassiker af Emily Brontë, og nu er jeg så kommet igennem denne bog.  

En udødelig kærlighedshistorie” er bare en af mange pæne etiketter, der er hæftet på romanen. Men hvor blev jeg skuffet. Stormfulde højder er som en ugebladsføljeton. Gammeljomfru-pladder fra ende til anden, vil jeg postulere. Latterlige konflikter i et rigt miljø udtænkt af en person, som ikke synes at have levet eller oplevet noget som helst.

Handlingen foregår på en forblæst hede, men man fornemmer slet ikke naturen, for her er ingen naturbeskrivelser. Det er da besynderligt! Til gengæld er der masser af genfærd, febervildelser, kvindegråd og tænders gnidsel. Man tænker næsten, at det er en parodi på en kærlighedsroman. Teatralsk, urealistisk og ufrivillig komisk er det.

To rige familier har deres besiddelser på den store hede og her tørner de sammen i tre generationer. Den rene og blege Catherine Earnshaw og den fremmede og sortsmudskede Heathcliff sætter gang i de trivielle konflikter. Gab for en kliché!

Det eneste, jeg lærte ved at læse Stormfulde højder, var, at Sigmund Freud virkelig havde en pointe, da han påpegede, hvilke psykiske følger seksuel afholdenhed kunne føre til. Eksempelvis vanvittige fantasier. Stormfulde højder synes at være en sådan jomfrunalsk fantasi.

tormfulde højder er et jomfrunalske fantasier

Foto: Gyldendal

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Følg med i kommentarerne
(Læs om hvad RSS er)