Dans · tags: , .

Sexede trin

Den sidder lige i skabet, musicalen Dirty Dancing. Forestillingen er top-underholdende fra start til slut. Sidste år havde Dirty Dancing premiere i Tivoli, og senere spillede den i Musikhuset i Aarhus. 155.000 billetter blev revet væk. Nu er Dirty Dancing, som bygger på kultfilmen Dirty Dancing fra 1987, så rykket ind på Operaen i København. Her er der kun ståpladser tilbage, hvis man har lyst til at opleve den charmerende dansehistorie, som nu også er blevet kult på scenen.

Ligesom Patrick Swayze var stjernen som danselæreren Johnny Castle i filmen, er Silas Holst stjernen i musicalen. Han behersker hele musical-paletten, og yder en fænomenal indsats som både skuespiller, sanger og naturligvis danser. Publikum skriger af fryd, når han som badboy’en Johnny Castle vrider sine hofter, vrikker med bagdelen, smider skjorten eller bare løfter øjenbrynet og fremfører replikken over dem alle: ”Nobody puts Baby in a corner!” Heldigvis er denne guldrandede replik ikke oversat til dansk, og det er de klassiske popssange så som Hungry Eyes og Time of my Life heller ikke.

Mathilde Norholt spiller den uskyldige, spejder-gode og idealistiske Baby Houseman, der udskifter sin fornuftige strikketrøje samt de praktiske shorts og gummisko med en fin balkjole og højhælede sko. Hun bliver voksen gennem mødet med dansen og kærligheden – og ikke mindst hendes møde med arbejderklassen. For Dirty Dancing handler også om to forskellige verdner, der konfronteres.

Overklassefamilien Houseman med læge-far, mor og to teenage-døtre tager i 1963 på tre ugers all-inclusive ferieophold på det søvnige turisthotel Kellerman’s. Personalet på hotellet gør alt for at underholde gæsterne med aktiviteter som yoga, stoleleg og kast med hestesko. Ikke ligefrem den slags tidsfordriv to teenagepiger drømmer om, når nu der arbejder en masse unge, og spændende fyre på Kellerman’s.

Arbejderdrengen Johnny Castle underviser de rige kvinder i dans og giver dem også gerne en lektion på lagnerne – mod betaling. Da hans dansepartner Penny bliver syg efter en illegal abort, melder Baby sig beredvilligt som vikar og er klar til at lære den moderne og sensuelle cubanske mambo. Efter først modvilligt at have undervist Baby i den “dirty” dans, forelsker Johnny Castle sig i hende. Bag hans seje ydre med læderjakke, solbriller og brillantine-hår gemmer der sig en empatisk og sensitiv fyr.

Den effektive videoscenografi i retro technicolor passer perfekt  til historien, og koreograf Tim Zimmerman har skabt nogle yderst flotte, medrivende og sexede dansescener til de nostalgiske firser-sange. Og når Karina Frimodt, der danser Penny, giver sig hen til de inciterende rytmer sammen med Silas Holst, så er det et kogende hedt danseshow, som fuldt fortjener den store publikumssucces.

Dirty Dancing

Foto: Have Kommunikation

Dirty Dancing

Foto: Have Kommunikation

FAKTA:
Dirty Dancing
Operaen, fra 8. juli til den 31. juli
The one and only Company
Iscenesættelse: Anders Albien
Koreografi: Tim Zimmermann
Scenografi: Paul Edwards
Videodesign: Philip Sundbom og Johan Larsson
Executive Producer: Jesper Winge Leisner

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Følg med i kommentarerne
(Læs om hvad RSS er)