Dans · tags: , .

Salmesang og faldne engle 

Den Kongelige Ballet begynder den nye teatersæson med et rent Jiří Kylián-program. Det er 10 år siden, at kompagniet havde enorm stor succes med den tjekkiske koreografs underholdende og lettilgængelige program Silk & Knife. Nu følger så Silk & Knife 2, der er langt mere alvorligt og eksperimenterende. Jiří Kylián for viderekommende – så at sige.

Programmet begynder med værket Salmesymfoni (1978), hvis titel kommer fra den ledsagende kormusik af Igor Stravinskij. Udgangspunkt er tre salmer fra den gammeltestamentlige Salmernes Bog, hvori det handler om bøn, håb og lovprisning. Der danses foran en collage af persiske tæpper, hvis snirklede mønstre ikke blot er dekorative, men også har en religiøs og spirituel betydning. Mønstrene er desuden matematiske systemer, som genfindes i koreografiens strenge linjer og kurver. Som beskuer bliver man både betaget og beruset af koreografiens abstrakte mønstre, som indimellem brydes, så danserne får rum til personlige udtryk. Disse individuelle udtryk skaber så at sige fejl i mønstrene, akkurat som det hævdes at være en bevidst fejl i ethvert ægte persisk tæppe.

Salmesymfoni skabte Jiří Kylián til Nederlands Dans Theater kort tid efter, at han var tiltrådt som leder af kompagniet. Med værket ville han samle kompagniet og tilkendegive over for danserne, at han havde brug for dem alle og deres individuelle kvaliteter. Værket fik en afgørende indflydelse på kompagniet ifølge Jiří Kylián, som i sin publikumshilsen skriver: “Det simple faktum, at danserne delte det samme rum i hele værkets varighed skabte en følelse af at høre til og af at være sammen”. Set i det lys er Salmesymfoni en tilbedelse og lovprisning af dansen og fællesskabet, som da indtager det guddommeliges plads. Den kongelige Ballet har fået adskillige nye dygtige dansere denne sæson, man kan så håbe, at værket også her skaber ny sammenhængskraft og et kreativt fællesskab. Flot og kontemplativ er Salmesymfoni i al fald at skue og måske programmets allerbedste værk.

I værket Sarabande (1990) er seks herrer på scenen, hvor det mere er performance end dans. Genren Sarabande nævnes første gang af digteren Fernando Guzmán Mexía, som definerer den som en fjollet eller direkte usømmelig dans – ofte danset af herrer i kjoler. På scenen er seks herrer – dog ikke iklædt kjoler, men over hovederne på dem hænger store barokkjoler. De omfangsrige kjoler minder om kirkeklokker, som dermed peger hen på en traditionbunden institution, hvor mænd bærer kjoler. Sarabande kan ses som en diskusion af begrebet maskulinitet. Herrerne brøler deres primalskrig ud og udlever deres indestængte aggressioner gennem hårde og maskinagtige bevægelser. Men samtidig er de også sårbare og tilbageholdende, de kan endda virke helt androgyne, når de vrider sig kejtede rundt på gulvet. Sarabande er et sammensat og modsætningsfyldt mandsportræt til musik af Johann Sebastian Bach og en lyd-collage af Dick Heuff.

I Falling Angels (1989) er der otte kvinder på scenen. Ren girl-power til trommende rytmer af Steve Reich. Værket er et gensyn fra sidste sæson, hvor det var sat sammen med værker af Wayne McGregor og Akram Khan, men det passer langt bedre ind i dette rene Jiří Kylián-program og sammen med Sarabande. Til de bankende rytmer indtager de otte dansere forskellige positioner med dertilhørende gestik, som synes at at stamme fra gamle og glemte piktogrammer, hvormed vi ikke umiddelbart kan afkode betydningen af dem. Og deres mange grimasser leder tankerne hen på emojis, selvom værket er skabt lang tid før nogen havde set disse betydningsladede ansigter.

Endelig afsluttes programmet med værket 27’52”. Den ejendommelige titel refererer til værkets varighed: 27 minutter og 52 sekunder. Dirk Haubrich har skabt musikken, der også indeholder talt tekst på forskellige sprog. Man forstår således kun dele af talen, det samme er tilfældet med handlingen i værket, men det gør ingenting, det er stadig fascinerende. Gulvet løftes op, så det bliver en gyngende grund for danserne, eller de kan begrave sig under det, hvis det da ikke på surrealistisk vis falder ned fra loftet. 27’52” er som en absurd drøm. Og Jiří Kylián er yderst svær at blive klog på, men kedelig er han aldrig, dansens Salvador Dalí.

Fotos: Costin Radu og Henrik Stensberg, Det Kongelige Teater

FAKTA
Silk & Knife 2
Den Konglige Ballet
Gammel Scene
Koreografi: Jiří Kylián

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Følg med i kommentarerne
(Læs om hvad RSS er)