Dans, Litteratur & film · tags: , , , .

Provokatøren i dansk teater

Dansk teaters enfant terrible eller provocateur er dramatikeren og teaterinstruktøren Christian Lollike tit blevet kaldt. Christian Lollike debuterede i 2002 og lige siden har han gang på gang trukket overskrifter i medierne med sine grænseoverskridende forestillinger. For ofte behandler den prisbelønnede teatermand kontroversielle emner og yderst bevidst skaber han hidsig debat med sine teaterforestillinger. Mest røre skabte Christian Lollike, da han i 2012 – blot et halvt år efter massakren på Utøya – meddelte, at han ville lave en forestilling om Breivik og dennes manifest. Det fik mange – lige fra politikere til meningsdannende skribenter – til at protestere mod det, de kaldte skrupelløst teater, der ville tjene penge på andres sorg. På performance- og dansescenen er Christian Lollike bedst kendt for sit samarbejde med dansekompagniet Corpus på Det Kongelige Teater. Her høstede han mange kritikerroser for værket I føling, hvori han blandt andet giver ordet til danske soldater, der havde fået både fysiske og psykiske skader under krigen i Afghanistan.

Rødder i det postdramatiske teater
Kritiker og teaterhistoriker Birgitte Dam hævder, at Christian Lollike har en etisk hensigt med sit provokerende teater, og med en næsegrus beundring for ham har hun skrevet en bog om hans politiske teater. I værket Scenekunst på kanten kigger hun nærmere på fem signifikante værker af Christian Lollike, men først giver hun en kort, men interessant beskrivelse af den moderne teaterscene og det postdramatiske teater, som Christian Lollike har rod i.

Der er meget lidt af det konventionelle teater hos Christian Lollike, hvis afgørende inspiration i stedet kommer fra det postdramatiske teater, der i 1999 for alvor blev defineret og udbredt af den tyske teaterhistoriker Hans-Thies Lehmann. Begrebet ‘det postdramatiske teater’ dækker over en teaterform, der ikke lægger vægt på det at fortælle en traditionel historie via handlende personer. Det narrative er trængt i baggrunden til fordel for en mere fragmentarisk og montageagtige form hvori der leges med teatrets virkemidler. Genremæssigt er der tale om blandingsformer, der er mere beslægtet med performance, danseteater og dukketeater end det aristoteliske drama, hvori sproget er det meningsgivende. I det postdramatiske teater er billedet eller det visuelle det centrale.

Tabuer skal brydes
‘Tabu’ er et ord, der tænder Christian Lollike. For hvad er det, man ikke må krænke, og hvorfor må man ikke det? Hvorfor må medierne skrive om Breivik og vise billeder fra Utøya, når teatret ikke må behandle emnet, spøger Christian Lollike retorisk? Er teatret farligt eller bliver det ikke opfattet som et seriøst rum for kunstneriske undersøgelser?

I værket Manifest 2083 (2012) tager Christian Lollike udgangspunkt i Breiviks mere end 1500 sider lange ideologiske manifest, som den norske terrorist skrev før sin massakre på Utøya. Skuespilleren Olaf Højgaard er alene på scenen og med manifestet i papirform redegør han for Breiviks tanker. Han formidler faktuelle oplysninger om Breivik, fremlægger psykiatriske diagnoser og citerer manifestet. Men skuespileren inddrager også sine egne personlige refleksioner omkring teaterprojektet og oplæser hademails, han har fået under arbejdet med teaterstykket. Det er altså researchet, dokumentarisk teater.

Krig, terrorisme og nynazisme
Sammen med balletdansere fra Den Kongelig Ballets moderne kompagni, Corpus, er tre danske krigsveteraner fra krigen i Afghanistan på scenen i Christian Lollikes forestillingen I Føling (2014). Soldaternes lemlæstede og amputerede kroppe kontrasteres af dansernes perfekte kroppe. Soldaterne fortæller helt usentimentalt, hvordan de har fået sprængt arme og ben væk og derefter kommer hjem, hvor de så mister koner, kærester, familier, job, anseelse og selvrespekt. De fleste får oven i købet posttraumatisk stress. Krigen slutter aldrig for dem. Igen er der tale om researchet, dokumentarisk teater. Det er stærkt, at høre soldaterne fortælle om deres skæbne, for det har nærmest været et tabu i offentligheden, hvordan politikerne, som sendte dem i krig, og resten af samfundet har ignoreret deres eksistens efter hjemsendelsen. Om koreografien er god, og om dansen bliver velintegreret i forestillingen, er et helt andet spørgsmål.

Ud over Manifest 2083 og I Føling behandler Birgitte Dam også værkerne Skakten eller Gerhards eventyr (2013), All My Dreams Come True (2013) og Living Dead (2016). Fælles for dem er, at her konfronterer Christian Lollike forskellige standpunkter uden at at fælde en klar dom, for der findes ikke en endegyldig sandhed. Derimod skal dokumentarteatret vække diskussion og påvirke samfundsdebatten. ‘Kom i tvivl’ er da også mottoet på den lille teater Sort/hvid, hvor Christian Lollike nu er teaterchef.

I Skakten eller Gerhards eventyr handler det om forståelsen af det onde og det gode. Hvis samfundet lukker øjnene for, at der er forskellige måder at betragte verden på, kan der opstå ekstremisme og fanatisme, som for eksempel nynazisme. I All My Dreams Come True handler det om fremmedgørelse, depression, håbløshed og tomhed. Karakterne bærer masker fra Disney-universet, og mediesindustriens bedøvende underholdning stilles til ansvar for den ukritiske og apatiske mentalitet i Vesten. Og i Living Dead (2016) er det flygtningekrisen, der er under debat. Her bruger Christian Lollike Zombie-universet til at spejle, hvordan vi tager imod flygtningestrømmene, der skyller ind over Europa.

Lidt for meget hyldest
Mod Christian Lollike evindelige grænsesøgende teater kan man indvende, at han altid tager taknemmelige emner op, som ligger lige til højrebenet, og som medierne i forvejen beskæftiger sig med. Hans foursigelige tematik er måske ikke så original endda, kun måden han behandler emnerne på. Men dette kommer Birgitte Dam ikke ind på i sin bog, der mere er en hyldest til Christian Lollike end en nuanceret og dybdeborende undersøgelse af hans teater. Lidt modspil til Christian Lollike og hans teater ville bare have gjort bogen endnu mere overvisende. Ligeledes kommer Birgitte Dam heller ikke ind på, hvor få publikummer der egentlig indløser billet til den slags eksperimenterende teater, og hvorfor det er sådan. Skyldes det, at det er svært tilgængeligt, for lidt underholdende eller hvad er grunden? Det ville have været interessant. Én ting er hvad kritikere og teaterhistorikere ønsker at se på landets scener, noget helt andet er, hvad publikum køber billet til.

Er man fan af Christian Lollike  skal man absolut læse Birgitte Dams hyldest-bog Scenekunst på kanten, og er man bare teaterinteresseret er bogen også god formidling af det moderne, postdramatiske teater, som det ser ud her og nu.

Scenekunst på kanten

Scenekunst på kanten. Foto: Forlaget Frydenlund

FAKTA
Scenekunst på kanten
Birgitte Dam
Udkommet hos forlaget Frydenlund

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Følg med i kommentarerne
(Læs om hvad RSS er)