Litteratur & film

Litteratur & film

Jeg har et tæppe i tusind farver

Mor og datter. Patient og sundhedsvæsen. Frihed og låsthed. Fattigdom og luksus. Temaerne i Anne B. Ragdes roman Jeg har et tæppe i tusind farver er mange. Jeg synes det mest spændende tema af dem alle, er det, som belyser forholdet mellem en hjælpeløs og døende patient i et dehumanistisk og kassetænkende sundhedsvæsen, hvor personalet ikke tager ansvar. Det norske sundhedssystem synes ikke bedre end det danske. Tænk bare på alle de ulykkelige meningitis-sager, vi har her til lands.
 Jeg har et tæppe i tusind farver er en form for biografi, hvor Anne B. Ragde skriver om sin mor Birte, som læsere af forfatterens andre romaner kender fra værket Arseniktårnet. Portrættet er både råt og kærligt, men frem for alt ærligt. Og måske den bedste roman, jeg har læst af Anne B. Ragde.
Anne B. Ragde skriver et let og levende sprog, som bare flyder ubesværet af sted og derfor nemt at læse – også på norsk. Også selvom Anne B. Ragde springer meget i tid.
Læs endelig  Jeg har et tæppe i tusind.
roman af Anne B. Ragde

Foto: Rosinante

Litteratur & film

Mennesket mod systemet

For første gang har jeg læst noget af den sydafrikanske nobelprisvinder J.M. Coetzee: Jesu Barndom.

Romanen handler om manden Simón og drengen David, som kommer til et nyt, spansktalende, land, hvor de leder efter drengens mor. Men hvad er det for et land, de er kommet til? Er det velfærdsstaten i grimmeste potens, en kommunistisk union eller er det måske dødsriget – indrettet af bureaukrater?

Jesu Barndom er en slags allegori, men ganske filosofisk og mangetydig – og svær at forstå. Både fascinerende og irriterende. Her er stof til mange opgaver og specialer i litteraturvidenskab.

Hvorfor titlen? Aner det ikke! Drengen er et tænksomt vidunderbarn, men også en egenrådig møgunge, sådan som Jesus måske også var.

roman af Coetzee

Foto: Gyldendal

Litteratur & film

Jeg skal gøre dig så lykkelig

Aldrig har gulvvask været så spændende, som den er i Anne B. Ragdes kollektiv-roman Jeg skal gøre dig så lykkelig. Her er så lange beskrivelser af gulvkluden, sæbevandet og den beskidte trappe, at man næsten føler, at man selv står med den sæbeduftende klud i hånden på en beskidt trappe i Nordnorge.

Jeg skal gøre dig så lykkelig følger otte familier – mest de hjemmegående husmødre – i en nybygget boligblok i Trondheim 1965. De hjemmegående husmødre fylder deres dag med rengøring, madlavning samt servicering børn og mænd. Her er endnu ikke et feministisk oprør. Kønsrollerne ligger fast, men flere af kvinderne er begyndt at drømme om en anden tilværelse. Kvinderne er dog gode til selv at fastholde hinanden i de gammeldags kønsroller. Det er en hønsegård, hvor der hakkes og kagles. Alle får de installeret dørspion, så de uhæmmet kan følge med i hinandens liv.

Vi møder de perfekte par og familier, men også dem, som er ramt af sygdom og svigt. En pige er udsat for omsorgssvigt, en far banker sine børn, en baby dør af sult, men her er også hed håndværkersex, og det barnløse par kan pludselig få børn.

 

Anne B. Ragde kan skrive om de mest hverdagsagtige og trivielle ting, så de bliver interessante og spændende. Hendes sprog er så sanseligt, at hun straks fanger læseren.

Jeg skal gøre dig så lykkelig anbefales.

roman af anne b. ragde

Foto: Rosinante

Litteratur & film

Min geniale veninde

Kender du det, at man begynder på en bogserie og tror at man har mange timers god læsning foran sig, men allerede efter første bind, ved man, at man absolut ikke skal videre i den serie?

Sådan har jeg det med Elena Ferrantes tre-bindsserie om Elena. Jeg kæmpede mig igennem første bind Min geniale veninde, som kedede mig fra start til slut. Min nysgerrighed var ellers blevet pirret af den mystiske forfatter, som ingen kender, fordi hun aldrig har optrådt i offentligheden. Måske er Elena Ferrante blot et pseudonym.

Jeg havde glædet mig til at læse om en fattig opvækst i skyggen af mafiaen i Napoli, men sproget var så tørt og anæmisk, at jeg hurtigt mistede interessen for personerne.

Romanen handler om to piger, der er veninder. De kommer fra fattige familier i Napoli. Jeg-fortælleren Elena er datter af en portner, og hendes veninde Lila kommer fra en skomagerfamilie. Elena er den forsigtige pige, mens Lila er den rebelske og frygtløse. Skønt de begge er dygtige og flittige i skolen, er det kun Elena som kan fortsætte skolen, mens Lila må begynde at arbejde i sin fars skomagerværksted. Pigerne driver i hver sin retning.

Hvad sker der så i andet bind? Jeg kommer aldrig til at vide det, for jeg har desværre mistet interessen for deres skæbner.

 

Litteratur & film

Alle kærlighedsbreve er latterlige…

Den portugisiske poet Fernando Pessoa (1888-1935) har skrevet et digt, som hedder Alle kærlighedsbreve er latterlige…

Det begynder således:

Alle kærlighedsbreve er
Latterlige.
De ville ikke være kærlighedsbreve, hvis de ikke var
Latterlige.

Jeg skrev også i min tid kærlighedsbreve,
Som de andres
Latterlige.

Kærlighedsbreve, om da ellers kærligheden findes, 
Må nødvendigvis være
Latterlige

…..

Digtet fik mig til at tænke på, hvad unge forelskede gør i dag, nu hvor postvæsnet ikke bringer  post ud hver dag? Sender de en snapchat med et frækt foto? En sms med hjerte-emoji? En mail med et glødende kærlighedsbudskab. Eller udbasunerer de deres forelskelse på Instagram og Facebook?

Pessoa udvalgte digte

Foto: Rosinante

Litteratur & film

Det er bare verdens undergang

Den går tæt på. Meget tæt på. Xavier Dolans nyeste film Det er bare verdens undergang. Nærbillede på nærbillede. Som om man selv sidder med ved middagsbordet og selv tilhører den dysfunktionelle familie, der samles en sommerdag. Endelig er sønnen Louis kommet hjem efter 12 års fravær, og så skal der hygges og tales om gamle dage.  Tales bliver det. Også i den grad. Meget højlydt endda. Men det er så som så med hyggen.

Nærbillederne skaber en voldsom fornemmelse af klaustrofobi, men de understreger også  personernes isolation. De er alle alene, også når de er sammen.

Man forstår, hvorfor sønnen har holdt sig væk fra hjemmet og de hysteriske familiemedlemmer i alle disse år. Nu kommer han egentlig hjem for at sige, at han er syg. Dødssyg og snart skal dø, men han kommer aldrig til orde. Ingen vil lytte og høre om hans verdens undergang.

Det er bare verdens undergang er ikke en af  Xavier Dolans bedste film, men den er stadig seværdig. Især er Louis’ tilbageblik flotte og stemningsfulde. I disse lyriske tilbageblik siges alt gennem billeder og musik – og vi forstår alt. Her kan man godt se, at Xavier Dolan også er en mester i musikvideoer. Tænk bare på hans smukke video til Adeles Hello.

Det er bare verdens undergang

Det hyggelige kukur spiller en central rolle i ‘Det er bare verdens undergang’ Foto: YouTube/Scanbox Entertainment Danmark