Litteratur & film

Litteratur & film

Magnet

Jeg opgav at læse den. Lars Saabye Christensens mammutroman Magnet (2015). Den var lidt for snakkesalig og for langtrukken til min smag. I stedet hørte jeg den som lydbog: men efter 33 timers lytten, synes jeg ikke, at jeg blev så meget klogere – ej heller underholdt undervejs. Jeg ved ikke helt hvorfor, at denne roman, som både er hyldet og prisbelønnet, ikke taler til mig, for jeg har nydt mange af Lars Saabye Christensens romaner. Måske er det på grund af den flegmatiske hovedperson, Jokum Jokumsen. Vi møder ham først som litteraturstuderende i Oslo, siden hen som succesfuld kunstfotograf i San Francisco og til sidst som en midaldrende desillusioneret mand.

Jeg kan lide, at Lars Saabye Christensen aldrig er bange for temaer, som andre forfattere er bange for og ikke tør skrive om. Her langer han ud efter den udbredte og diktatoriske marxisme på uddannelsesstederne i 60’erne, den intellektuelle uvilje mod at bakke Salman Rushdie op, da Iran udstedte en fatwa over ham, tegneres ytringsfrihed i forhold til fanatiske religiøse ledere.

Lars Saabye Christensens mod til at skrive imod de politiske korrekte og lette meninger er prisværdigt. Det skal han have, den gode Lars Saabye Christensen.

 

 

 

Litteratur & film

Tre dage og et liv

Jeg læser normalt ikke krimier, jeg er aldrig blevet fanget af genren og den pågående spænding. Men da jeg læste Lindhardt og Ringhofs omtale af Pierre Lemaitres Tre dage og et liv fik jeg lyst til at prøve den populære genre igen.

Historien udspiller sig i en lille fransk by sidst i 1990’erne. Her i dette lille samfund vokser den 12-årige Antoine op. Ved et uheld kommer han til at slå nabosønnen, den 6-årige Remi, ihjel med en kæp. Antoine går i panik og gemmer liget i skoven. Vi ved altså lige fra begyndelsen, hvem der er morderen, så spændingen går ud på, om Antoine bliver afsløret eller ej.

Dette skæbnesvangre slag med en kæp, kommer naturligvis til at forfølge Antoine resten af livet. Det kunne have været en en god historie med psykologisk spænding, men dertil er hele fortællingen for simpelt optegnet, persongalleriet for klichéfyldt og sproget for uinteressant.

Jeg holder mig til ikke-krimier.

Litteratur & film

Stefan Zweig – Farvel til Europa

Er du Stefan Zweig-fan, så må du se filmen Stefan Zweig – Farvel til Europa, der har dansk premiere i dag.

Instruktøren Maria Schrader fortæller om Stefan Zweigs sidste år, da han var flygtet fra det nazistiske Østrig og Tyskland og er endt i en lille brasiliansk bjerglandsby uden for Rio de Janeiro. I landsbyen befinder Stefan Zweig og hans hustru sig godt. Også det multietniske Brasilien med den smukke natur og den moderne arkitektur begejstrer Zweig, der kaldte Brasilien for “Fremtidens land”. Her skriver han mesterværket Verden af i går, som først udkom efter at han havde begået selvmord. Zweig drømte om et helt nyt Europa, der skulle rejse sig i morgenrøden. Men som han selv formulerede det, så havde han ikke tålmodighed til at vente og derfor gik han i forvejen.

Filmhistorien er fragmenteret på den gode og interessante måde. Her er ikke en ensidig og kvalmende kunstner-hyldest. Nøgternt registrerer Maria Schrader vidt forskellige episoder og fortæller derigennem historien om en flygtning, der både har opgivet håbet og drømmer om en ny tid. I sidste film-kapitel, hvor Stefan Zweig og hans fru Lotte har begået selvmord, leger Maria Schrader med spændende spejleffekter og vinkler, der fryder øjet. Det er et meget stærkt billedsprog.

STEFAN ZWEIG - FARVEL TIL EUROPA

Foto: YouTube/UniFrance

 

Litteratur & film

Doktor Bagges anagrammer

Ida Jessens roman Doktor Bagges anagrammer er en selvstændig fortsættelse af En ny tid, hvori Doktor Bagges hustru, Lilly, var hovedpersonen og fortælleren. I Doktor Bagges anagrammer er det imidlertid hendes mand, Vigand Baggeder har ordet.

 

Vi er i begyndelsen af 1900-tallet. Doktor Bagge er en pligtopfyldende distriktslæge, der har sit virke i egnen omkring Thyregod. Han knokler hele tiden med at holde den fattige bondebefolkning på benene. Han laver ingen fejl og træffer altid de rigtige lægelige beslutninger – lige indtil en dag, hvor han begår en enkelt fejl, der får katastrofale konsekvenser.

Vigand Bagge er en knudemand, der ikke kan vise sine følelser over for sin kone Lilly, der elsker ham højt. Han kan heller ikke fortælle hende, at han er dødsyg. Kun i sine anagrammer kan han formulere sine inderste tanker. De er mørke.

Doktor Bagges anagrammer og En ny tid anbefaler jeg, de er allerede moderne klassikere.

roman af ida jessen

Foto: Gyldendal

 

Litteratur & film

Dræb ikke en sangfugl

Der er så mange klassikere, man skal nå at læse, men en af dem du ikke må glemme, er Dræb ikke en sangfugl af Harper Lee  (1926-2016). Jeg er sent ude og har først lige læst den.

Romanen udkom i 1960 og er en af USA’s mest læste romaner – solgt i over 40 mio. eksemplarer.

Bogen foregår i en lille by i 1930’ernes Alabama, hvor de sorte indbyggere er i de hvides vold. Bogens hovedperson og fortæller er den lille pige Jean-Louise Finch – kaldet Scout.

Scout og hendes ældre bror Jem er ikke synderligt imponeret over deres far, advokaten Atticus. I deres barnlige øjne er han ikke meget værd, men det ændrer sig, da han skyder en gal hund på gaden. Herefter går det op for børnene, at deres far måske alligevel kan noget. Og da faderen i en retssag forsvarer den sorte Tom Robinson, der er uskyldig, men alligevel anklaget for voldtægt, vokser han i børnenes øjne til en sand helt. Også selv om Atticus taber sagen.

Dræb ikke en sangfugl handler om rædselsfuld racisme mod sorte, som stadig synes at gennemsyre det amerikanske samfund. Derfor er bogen ikke bare historie, men desværre stadig yderst aktuel.

Litteratur & film

Scenens skabere

Den første ballet, jeg oplevede, var Flemming Flindts fortolkning af Nøddeknækkeren med scenografi af Bjørn Wiinblad. Jeg blev meget begejstret for Bjørn Wiinblads glade og farverige scenografi, hvilket overraskede mig selv. Jeg kendte nemlig kun Bjørn Wiinblad som ham, der lavede keramik, der kunne købes overalt og som derfor fandtes i rigtigt mange hjem. Det var hvid keramik overlæsset med sorte dekorationer. Det var aldeles rædselsfuldt, syntes jeg. Jeg kendte slet ikke alt det andet, som Bjørn Wiinblad kreerede. Det var for eksempel plakater, tæpper og kostumer. Scenografien i Nøddeknækkeren var således en øjenåbner for mig i forhold til Bjørn Wiinblads omfattende kunstproduktion.

En sådan øjenåbner er også Ulla Strømbergs bog Nyere danske scenografer, hvori hun præsenterer danske scenografer. Her portrætteres blandt andre kendte billedkunstnere og dramatikere, som jeg ikke vidste havde lavet scenografi, scenografer jeg havde glemt og nye navne jeg ikke kendte. Nyere danske scenografer er således en spændende opdagelsesrejse ind dansk teaterhistorie, når det gælder scenografi i de sidste godt og vel 100 år.

Fra teatermaler til scenograf
Som titlen signalerer, fokuserer bogen ikke på scenografiens historie og udvikling. Målet er heller ikke at analysere de scenografiske værker, det handler derimod om at præsentere scenograferne. Efter en kort teaterhistorisk introduktion til håndværket og kunstarten portrætterer Ulla Strømberg en lang række danske scenografer, der havde deres virke i det 20. århundrede, plus dem der arbejder nu. Hun begynder der i teaterhistorien, hvor betegnelsen ‘teatermaler’ erstattes med ‘scenograf’, hvilket sker omkring år 1900.

Første portræt i Ulla Strømbergs værk omhandler Svend Gade (1877-1952). Han var en international kunstner, der arbejdede i både København, Stockholm, Oslo og Berlin. I det lille Købehavn revolutionerede Svend Gade scenografien med nye ideer, for eksempel i Strindbergs Ett drömspel på Dagmarteatret, hvor han i 1917 pakkede scenen ind i sort fløjl.

Kendt, men glemt som scenograf
Herefter følger en lang række portrætter af kendte og mindre kendte navne. Til de kendte, der dog i dag ikke er kendt for deres scenografi, hører blandt andre Kjeld Abel og Robert Storm Petersen. Kjeld Abel (1901-61) kender vi som forfatter og dramatiker, og som sådan er han indskrevet i den danske litteraturhistorie. Men han begyndte faktisk som scenograf, endda hos George Blanchine, da denne iscenesatte adskillige Les Ballets Russes-værker på Det Kongelige Teater i 1930’erne. Balanchine var yderst tilfreds med den unge Kjeld Abel og tog ham med som scenograf til både London og Monte Carlo.

Robert Storm Petersen (1882-1949) kender vi som en satirisk og humoristisk tegner, men han lavede også scenografi til revyer og i 1924 skabte han scenografi til balletten Benzin af Elna Jørgen-Jensen og med musik af Knudåge Riisager. Danseren og koreografen Elna Jørgen-Jensen skabte også balletten Hybris (1933), hvor hun arbejdede sammen med kunstneren og tegneren Gerda Wegner, der var gift med Einar Wegener / Lili Elbe (historien om dem er kendt fra filmen The Danish Girl). Gerda Wegner var inspireret af musikinstrumenter, da hun udtænkte ballettens kostumer, som måske var smukkere som tegninger end som færdige dragter.

Kendisser som scenografer
Lidt mærkeligt er det, at Jens-Jacob Worsaae (1946-1994) kun tildeles få linjers omtale, for hans balletscenografi er kendt og elsket af mange i både USA og Danmark. I USA arbejdede han for Boston Ballet, San Francisco Ballet og Salt Lake City, hvor han skabte flotte rammer til August Bournonvilles Abdallah. Og i København skabte Jens-Jacob Worsaae scenografi og overdådige kostumer til Flemming Flindts Caroline Mathilde (1991) og Helgi Tomassons Tornerose (1993), hvilket mærkværdigt vis slet ikke nævnes i bogen.

Derimod tildeles Per Kirkeby (født 1938) megen spalteplads, måske fordi han er en international kendt billedkunstner. Per Kirkebys scenografi og kostumer (sammen med Kirsten Lund Nielsen) til Peter Martins Svanesøen (1996) på Det Kongelige Teater og senere hos New York City Ballet kan ikke være grunden. Kostumerne er rent ud sagt hæslige, og scenografien umådelig flad og kedelig. Per Kirkeby som scenograf var ingen succes hos de amerikanske balletkritikere. Blot fordi man er en stor billedkunstner, behøver man ikke være en god scenograf. Bjørn Nørgaard (født 1947) viser imidlertid, at man som kendt billedkunstner godt kan være en udmærket scenograf og kreere spændende kostumer. Det viste han i Nyt Dansk Danseteaters ballet En gudedrøm (1984).

Og så er der naturligvis Dronning Margrethe 2. (født 1940), som er en flittig balletscenograf, både i TV-produktioner, på Det Kongelige Teater og på Tivolis scener. Det begyndte dog med skoleballetopvisninger på veninden Susanne Heerings balletskole i Næstved. Bedst har Dronningen været, når hun har lavet kostumer og scenografi til Pantomimeteatrets intime scene, hvor hun har udfoldet  en gemytlig og let folkelighed. Mere tung og overlæsset var hendes professionelle debut på Det Kongelige Teater med August Bournonville Et folkesagn (1991). Der var næsten ikke plads til danserne i den bombastiske og mangefarvede scenografi, dette var også problemet i Mikael Melbyes scenografi til Sylfiden (2003). Mikael Melbye (født 1955), som er uddannet operasanger, har været bedst  på operascenerne, hvor hans scenografi var mindre tung. Turandot (1995) var et højdepunkt i hans scenografiske karriere, som han nu har sat på pause for at hellige sig portrætmaleriet.

De store kvinder
Maja Ravn (født 1967) er en af de mange nulevende kvindelige scenografer med en international karriere. Hun har blandt andet skabt scenografi til den opdaterede version af August Bournonvilles Napoli (2009) og Hotel Pro Formas legendariske forestilling Operation : Orfeo (1993). Til denne gruppe af kendte scenografer hører også Marie Í Dali (født 1965). I 2003 omformede hun det kedelige og karakterløse Gladsaxe Teater til en magisk hule, hvor musicalen Cabaret  blev en stormende succes med Peter Jöback i rollen den androgyne konferencier. Marie Í Dali står også bag scenografien til Steen Koerners populære Nøddeknækkeren (2003). Endelig er der også Mia Steensgaard (født 1972), der har lavet scenografi eller kostumer til mange balletter, heriblandt Manon (2003), Svanesøen (2015), Giselle (2016). Og så begejstrede hun alle med den papirklipsagtige scenografi til August Bournonvilles Et folkesagn (2011), som var langt mere let og luftig end Dronning Margrethes fortolkning tyve år tidligere. Det er også Mia Steensgaard, som står bag scenografien i den populære tv-serie Arvingerne, der blandt andre er instrueret af Pernilla August.

Bogen er rigt illustreret med skitser, tegninger og fotos fra diverse forestillinger, men jeg savner dog alligevel fotos af scenograferne selv, ligesom der i litteraturhistorier er portrætter af forfatterne. Det er altid rart at få et ansigt på navnet, især scenografer, som man sjældent ser afbildet. Ellers er det en lækker og letlæst bog at gå på opdagelse i. Man behøver ikke læse den kronologisk, men kan hoppe mellem de forskellige mange portrætter.

Nyere danske scenografer_96Frydenlund

Foto: Frydenlund

FAKTA
Nyere danske scenografer af Ulla Strømberg. Forlaget Frydenlund. 408 s. kr. 399.

Ulla Strømberg: Mag.art. i teatervidenskab, teaterjournalist og tidligere direktør på Teatermuseet i Hofteatret.