Litteratur & film

Litteratur & film

Maria by Callas

Kvinden, krukken, kunstneren, divaen stilikonet, jetset-dronningen og operastjernen. Tom Volf kommer i sin dokumentarfilm Maria by Callas hele vejen rundt om operasangerinden Maria Callas (1923 -1977).

Dokumentarfilmen har mange lange musikalske indslag, så man vitterlig får et indtryk af Maria Callas’ unikke evner som operasangerinde.

Maria by callas

Foto: YouTube /kultkino Basel

 

Dans, Litteratur & film

Provokatøren i dansk teater

Dansk teaters enfant terrible eller provocateur er dramatikeren og teaterinstruktøren Christian Lollike tit blevet kaldt. Christian Lollike debuterede i 2002 og lige siden har han gang på gang trukket overskrifter i medierne med sine grænseoverskridende forestillinger. For ofte behandler den prisbelønnede teatermand kontroversielle emner og yderst bevidst skaber han hidsig debat med sine teaterforestillinger. Mest røre skabte Christian Lollike, da han i 2012 – blot et halvt år efter massakren på Utøya – meddelte, at han ville lave en forestilling om Breivik og dennes manifest. Det fik mange – lige fra politikere til meningsdannende skribenter – til at protestere mod det, de kaldte skrupelløst teater, der ville tjene penge på andres sorg. På performance- og dansescenen er Christian Lollike bedst kendt for sit samarbejde med dansekompagniet Corpus på Det Kongelige Teater. Her høstede han mange kritikerroser for værket I føling, hvori han blandt andet giver ordet til danske soldater, der havde fået både fysiske og psykiske skader under krigen i Afghanistan.

Rødder i det postdramatiske teater
Kritiker og teaterhistoriker Birgitte Dam hævder, at Christian Lollike har en etisk hensigt med sit provokerende teater, og med en næsegrus beundring for ham har hun skrevet en bog om hans politiske teater. I værket Scenekunst på kanten kigger hun nærmere på fem signifikante værker af Christian Lollike, men først giver hun en kort, men interessant beskrivelse af den moderne teaterscene og det postdramatiske teater, som Christian Lollike har rod i.

Der er meget lidt af det konventionelle teater hos Christian Lollike, hvis afgørende inspiration i stedet kommer fra det postdramatiske teater, der i 1999 for alvor blev defineret og udbredt af den tyske teaterhistoriker Hans-Thies Lehmann. Begrebet ‘det postdramatiske teater’ dækker over en teaterform, der ikke lægger vægt på det at fortælle en traditionel historie via handlende personer. Det narrative er trængt i baggrunden til fordel for en mere fragmentarisk og montageagtige form hvori der leges med teatrets virkemidler. Genremæssigt er der tale om blandingsformer, der er mere beslægtet med performance, danseteater og dukketeater end det aristoteliske drama, hvori sproget er det meningsgivende. I det postdramatiske teater er billedet eller det visuelle det centrale.

Tabuer skal brydes
‘Tabu’ er et ord, der tænder Christian Lollike. For hvad er det, man ikke må krænke, og hvorfor må man ikke det? Hvorfor må medierne skrive om Breivik og vise billeder fra Utøya, når teatret ikke må behandle emnet, spøger Christian Lollike retorisk? Er teatret farligt eller bliver det ikke opfattet som et seriøst rum for kunstneriske undersøgelser?

I værket Manifest 2083 (2012) tager Christian Lollike udgangspunkt i Breiviks mere end 1500 sider lange ideologiske manifest, som den norske terrorist skrev før sin massakre på Utøya. Skuespilleren Olaf Højgaard er alene på scenen og med manifestet i papirform redegør han for Breiviks tanker. Han formidler faktuelle oplysninger om Breivik, fremlægger psykiatriske diagnoser og citerer manifestet. Men skuespileren inddrager også sine egne personlige refleksioner omkring teaterprojektet og oplæser hademails, han har fået under arbejdet med teaterstykket. Det er altså researchet, dokumentarisk teater.

Krig, terrorisme og nynazisme
Sammen med balletdansere fra Den Kongelig Ballets moderne kompagni, Corpus, er tre danske krigsveteraner fra krigen i Afghanistan på scenen i Christian Lollikes forestillingen I Føling (2014). Soldaternes lemlæstede og amputerede kroppe kontrasteres af dansernes perfekte kroppe. Soldaterne fortæller helt usentimentalt, hvordan de har fået sprængt arme og ben væk og derefter kommer hjem, hvor de så mister koner, kærester, familier, job, anseelse og selvrespekt. De fleste får oven i købet posttraumatisk stress. Krigen slutter aldrig for dem. Igen er der tale om researchet, dokumentarisk teater. Det er stærkt, at høre soldaterne fortælle om deres skæbne, for det har nærmest været et tabu i offentligheden, hvordan politikerne, som sendte dem i krig, og resten af samfundet har ignoreret deres eksistens efter hjemsendelsen. Om koreografien er god, og om dansen bliver velintegreret i forestillingen, er et helt andet spørgsmål.

Ud over Manifest 2083 og I Føling behandler Birgitte Dam også værkerne Skakten eller Gerhards eventyr (2013), All My Dreams Come True (2013) og Living Dead (2016). Fælles for dem er, at her konfronterer Christian Lollike forskellige standpunkter uden at at fælde en klar dom, for der findes ikke en endegyldig sandhed. Derimod skal dokumentarteatret vække diskussion og påvirke samfundsdebatten. ‘Kom i tvivl’ er da også mottoet på den lille teater Sort/hvid, hvor Christian Lollike nu er teaterchef.

I Skakten eller Gerhards eventyr handler det om forståelsen af det onde og det gode. Hvis samfundet lukker øjnene for, at der er forskellige måder at betragte verden på, kan der opstå ekstremisme og fanatisme, som for eksempel nynazisme. I All My Dreams Come True handler det om fremmedgørelse, depression, håbløshed og tomhed. Karakterne bærer masker fra Disney-universet, og mediesindustriens bedøvende underholdning stilles til ansvar for den ukritiske og apatiske mentalitet i Vesten. Og i Living Dead (2016) er det flygtningekrisen, der er under debat. Her bruger Christian Lollike Zombie-universet til at spejle, hvordan vi tager imod flygtningestrømmene, der skyller ind over Europa.

Lidt for meget hyldest
Mod Christian Lollike evindelige grænsesøgende teater kan man indvende, at han altid tager taknemmelige emner op, som ligger lige til højrebenet, og som medierne i forvejen beskæftiger sig med. Hans foursigelige tematik er måske ikke så original endda, kun måden han behandler emnerne på. Men dette kommer Birgitte Dam ikke ind på i sin bog, der mere er en hyldest til Christian Lollike end en nuanceret og dybdeborende undersøgelse af hans teater. Lidt modspil til Christian Lollike og hans teater ville bare have gjort bogen endnu mere overvisende. Ligeledes kommer Birgitte Dam heller ikke ind på, hvor få publikummer der egentlig indløser billet til den slags eksperimenterende teater, og hvorfor det er sådan. Skyldes det, at det er svært tilgængeligt, for lidt underholdende eller hvad er grunden? Det ville have været interessant. Én ting er hvad kritikere og teaterhistorikere ønsker at se på landets scener, noget helt andet er, hvad publikum køber billet til.

Er man fan af Christian Lollike  skal man absolut læse Birgitte Dams hyldest-bog Scenekunst på kanten, og er man bare teaterinteresseret er bogen også god formidling af det moderne, postdramatiske teater, som det ser ud her og nu.

Scenekunst på kanten

Scenekunst på kanten. Foto: Forlaget Frydenlund

FAKTA
Scenekunst på kanten
Birgitte Dam
Udkommet hos forlaget Frydenlund

Litteratur & film

Himmerlandshistorier

Da min dansklærer i femte eller sjette klasse læste novellen Syvsoverne op for os, var jeg solgt. Jeg lånte straks hele samlingen, Himmerlandshistorier, på skolebiblioteket og læste alle historierne på egen hånd. Siden hen har jeg læst Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier flere gange, senest i den udgave som Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Gyldendal netop har udgivet – med ordforklaringer. 

Johannes V. Jensen skriver så man kan se rugmarkerne for sig, dufte høen, og høre fuglene synge over engen. Og han skriver så man selv synes, at man står ansigt til ansigt med alle de mærkværdige karakterer, som dukker op i de fleste af novellerne. Ja, Johannes V. Jensen behersker den levende, mundtlige fortællemåde.

I Himmerlandshistorier skriver Johannes V. Jensen om det tabte land, der både er hans barndom samt det landskab og den landbokultur, som Himmerland havde engang, og som allerede forsvandt i Jensens egen tid. 

Dengang i barndommen var den morsomme Syvsoverne min favorit, men nu kan jeg næsten ikke vælge. Dog er Wombwell en novelle, som særligt fæstner sig. I historien skildres et engelsk menageri, der kommer til byen med vilde dyr, som ingen før har set eller næppe hørt tale om. Her kommer egnens dominerende storbønder til kort, mens den forældreløse Bitte-Niels tager tøjlerne og styrer en af menageriets vogne. Oplevelsen tænder drengens længsel væk fra det hierarkiske samfund, hvor han som tjenestedreng ikke har en chance. Han må til USA for at få en ærlig chance i sit liv.

Himmerlandshistorier anbefales igen og igen.

Himmerlandshistorier.

Himmerlandshistorier. Foto: Gyldendal

Litteratur & film

Til dødens os skiller – og derefter

Belgiske film kan få mig i biografen. Heldigvis kommer der jævnligt en god film fra det lille land med den store filmtradition. Nu er Michaël R. Roskam, ham med filmen Bullhead, tilbage med en film i samme genre: Racer and the Jailbird. Igen handler det om kriminalitet og familie, som hænger sammen, men mest af alt handler det om den store kærlighed, som ikke engang fængsel, sygdom og død kan adskille.

Adèle Exarchopoulos og Matthias Schoenaerts spiller, så de færreste skuespillere kan følge med.

Racer and the Jailbird.

Racer and the Jailbird. Foto: FlandersImage/YouTube

Racer and the Jailbird. Foto: FlandersImage/YouTube

Litteratur & film

Søren Gyldendal Prisen til professor Anne-Marie Mai

Stort tillykke til Anne-Marie Mai, professor ved Syddansk Universitet, som har modtaget Søren Gyldendal Prisen for sit litteraturhistoriske arbejde.

Anne-Marie Mai er en formidabel litteraturformidler og underviser, hvilket jeg selv har oplevet, da jeg studerede Nordisk filologi på Syddansk Universitet. Dette har tv-seere på dk4 også kunnet konstatere i kanalens litteraturprogrammer blandt andet i Litteraturens åsteder, hvor Anne-Marie Mai tager seerne med til de steder, hvor litteraturen blev til og derudfra fortæller litteraturens historie.

Anne-Marie Mai har et langt forfatterskab bag sig, hun har blandt andet skrevet en litteraturhistorie i tre bind, Hvor litteraturen finder sted, Galleri 66 om litteraturens udvikling i og omkring det banebrydende år 1966, Danske kvindelige forfattere sammen med Stig Dalager, hun var hovedredaktør på Danske digtere i det 20. århundrede samt medredaktør på Nordisk kvindelitteratur og Læsninger i dansk litteratur.

Anne-Marie Mai

Anne-Marie Mai. Foto: dk4

Litteratur & film

Historiefortællinger af Tom Reiss

Jeg har svært ved at koncentere mig om digre historiske værker, men den amerikanske forfatter og historiker Tom Reiss skriver, så man fængsles af stoffet og forstår komplicerede historiske sammmenhænge. Præcist som danske Tom Buk-Swienty.

Her i vinter har jeg læst Orientalisten (på dansk 2015) og Den sorte Greve (på dansk 2013) af Tom Reiss.

Orientalisten handler det om jødiske Lev Nussimbaums eventyrlige liv i Aserbajdsjan og flugten derfra, dengang de store imperier brød sammen under Første Verdenskrig og den Russiske Revolution – da blev jøderne også forfulgt (jødeforfølgelser er ikke noget Hitler opfandt).

Orientalisten er en fascinerende historie om Lev Nussimbaum, bogen er så utrolig, at man skulle tro, det hele var fiktion. Men det er ganske vist; Lev Nussimbaum iscenesatte sig selv, så han passer ind, der hvor han kommer frem under sin flugt, fx optræder han som muslimsk prins midt i Nazi-tyskland.

Jeg kender intet til Aserbajdsjan, hvor Lev Nussimbaum er født i hovedstaden Baku – Kaukasus’ Paris. Men Tom Reiss portrætterer byen, som dengang var stinkende rig på grund af oliefund. Her levede folk med forskellige religioner side om side, uden at det gav problemer, lige indtil krigen og revolutionen ødelagde dette paradis.

I Den sorte greve handler det om den franske general Alex Dumas, hvis søn er den store 1800-talsforfatter Alexandre Dumas.

Alexandre Dumas brugte sin fars liv og skæbne som forlæg i sine eventyrlige romaner Greven af Monte Cristo og De tre musketerer. Men bag de utrolige litterære historier gemmer sig en endnu mere utrolig beretning. Alexandre Dumas’ far, Alex Dumas, var søn af fransk mand og en sort slave, født på den franske koloni Saint-Domingue. Faderen solgte sin egen søn som slave, ligesom resten af sine børn, men alligevel kom Alex Dumas til Frankrig og fik en lang militærkarriere i en urolig tid med revolution og Napoleonskrige. Jeg tror ikke, jeg har forstået Den franske Revolution og Napoleonskrigene bedre end i denne biografi om Alex Dumas.

Og så er Den sorte greve en dejlig humanistisk historie om Alex Dumas, der trods den diskriminering han mødte overalt var et altruistisk menneske, der levede op til Den franske Revolutions slagord: frihed, lighed og broderskab.