Dans

Dans

CPH Stage for de indviede

Fint skulle det være, da teaterfestivalen CPH Stage blev skudt igang med belgiske Jan Lauwers’ performanceforestilling The blind poet (2015) på Det Kongelige Teater. Men der var gabende tomt på publikumsrækkerne, og de få fremmødte var vist næsten alle inviterede gæster. Det syntes i al fald at være en familie-kom-sammen for teaterfolket. Og de fleste af dem som ikke var en del af familien sivede vist under forestillingen eller i pausen.

Forventningerne er altid store, når det gælder performance fra Belgien, som har en rig tradition i denne spændende genre. Tænk bare på Abattoir Fermé, som har gæstespillet flere gange på Baltoppen i Ballerup og på Viften i Rødovre. Men The blind poet skuffede fælt med alle sine tyndslidte klicheer om identitet i nutidens multikulturelle Europa. Kedelige klicheer som bliver gentaget igen og igen i en næsten tre timer lang forestilling. Jan Lauwers vil helt grundlæggende fortælle, at Europa altid har været en smeltedigel af kulturer, religioner og nationaliteter, og at denne blandingskultur er normal og positiv, så vi skal være åbne og tage imod alle, der kommer hertil. Det er nok de færreste af de gæster, der indløser billet til en alternativ og eksperimenterende teaterforestilling, der er synderlig uenig heri, så hvorfor proppe de politisk korrekte meninger ned i halsen på os. Hvorfor ikke udfordre vores meninger eller selv lade os konkludere lidt. Det er vel det, som god og eksperimenterende kunst og teater skal kunne?

Det bliver altså ikke automatisk morsomt, bare fordi man tager en klovenæse på. Det bliver ikke aktuelt og vedkommende, bare fordi man siger “flygtning” i hver anden sætning. Man bliver ikke et rummeligt vestligt menneske, bare fordi man pleaser muslimske kulturer. Og man provokerer ikke bare ved at tage en udstoppet hest med på scenen.

The blind poet tager afsæt i den blinde arabiske poet Abu al ‘ala al Ma’arri (973-1057), der blandt andet var ateist og fritænker. Siden hen bliver tallet 7, der er helligt inden for de tre store monoteistiske religioner, forestillingens omdrejningspunkt. Syv mennesker med forskellige nationaliteter præsenteres, og alle synes de at være på linie med den blinde poet. De præsenterer sig selv og forsøger alle at fremhæve deres egen unikke identitet, men også at understrege at de er en del af et større hele. Her er en nordmand med vikinge-blod i årerne, en tuneser der forfører franske kvinder, en amerikansk cowboy der spiller på hjemmelavet banjo, en stout frisisk kvinde og så videre. Alle taler de deres eget sprog, som så tekstes, ligesom det sker til en operaforestilling. Karaktererne i sig selv er skæve nok til at kunne være interessante, men den ene historie er mere kedelig end den anden, fordi teksten er svag. Store oppustelige monstre, robotter i Oskar Schlemmer stil eller en røgmaskine gør det ikke mere spændende.

Tynde tekster og en fraværende dramaturgi, men heldigvis er der Maarten Seghers rytmiske musik, som er god og medrivende, fordi det lykkes ham at forene diverse musiktraditioner og genrer. Performerne spiller selv musikken, faktisk synes de bedre som musikerne nede i orkestergraven, end når de spiller teater oppe på scenen.

Men hvad skal vi egentlig med CPH Stage, hvis festivalen ikke kan tiltrække et stort blandet publikum, eller hvis den bare henvender sig til inviterede gæster der deler den samme verdensanskuelse? Men måske ændrer det hele sig i løbet af festivalen? Vi får se!

the blind poet med NEEDCOMPANY

FOTO: NEEDCOMPANY

FAKTA
The blind poet
Needcompany
Det Kongelige Teater
Tekst, scenografi, lys og instruktion: Jan Lauwers
Musik: Maarten Seghers
Koreografi: Grace Ellen Barkey
Kostumer: Lot Lemm

Dans

Komplicerede forbindelser mellem skuespil og dans

Vi kender filmene om den intrigante Marquise de Merteuil, der iscenesætter en temmelig usympatisk og bizar leg med andre menneskers følelser – et farligt erotisk spil som til sidst rammer hende selv. Filmene – heriblandt Miloš Formans Valmont (1989) og Stephen Frears Dangerous Liaisonsv (1988) – bygger på romanen Les Liaisons dangereuses (1782) af Pierre Choderlos de Laclos. Christopher Hampton har skrevet et skuespil baseret på romanen, og nu opsætter Det Kongelige Teater en forestilling over denne tilsyneladende udødelige historie. Den britiske koreograf og iscenesætter Cathy Marston har skabt værket Farlige forbindelser, hvori hun blander dans og skuespil til musik af Jesper Mechlenburg.

I forestillingen er der to der spiller Markise de Merteuil, henholdvis en skuespiller og danser, det samme er tilfældet med Vicomte de Valmont. Cathy Marston arbejder nemlig med en parallelhandling i en anden tid og forsøger dermed at fortælle to sider af samme historie samtidig. Under dansernes udfoldelse af dramaet lader hun Markise de Merteuil og Vicomte de Valmont – i skuespillernes gestaltning – diskutere karakterernes gøren og laden 10 år tidligere. En meget omstændelig og gumpetung fortælleform.

Fra filmene kender vi historien som en erotisk komedie, men sådan ser Cathy Marston den ikke. Her er der ikke noget at grine ad, det hele er meget alvorligt og seriøst. Der er ingen charmerende forførelseskunst eller pirrende erotik, kun kynisk, følelseskold udnyttelse af andre menneskers følelsesliv. Markise de Merteuil og Vicomte de Valmont skaber sammen et spindelvæv af løgne, som de heldigvis selv bliver fanget i til sidst, men inden da har de knust flere unge, uskyldige hjerter.

Men er det ikke blevet lidt for alvorligt og selvhøjtideligt? Eller er det bare skuespilleres lange udmattende dialoger og råbende monologer, der får det hele til at virke umådeligt højstemt og humorforladt? Dansen bremses i al fald af de mange ord, der leveres, som var det politik eller brugsanvisninger til elektroniske apparater, det handlede om, og ikke følelser. Blandingen af skuespil og dans bliver en meget tung cocktail, hvori der næsten ikke er plads til dansen. Bedst fungerer de scener, hvor danserne er alene på scenen og bruger scenografiens stole som dansepartnere. De kryber igennem stolenes ryglæn, som for at demonstrere den penetrering, det handler om i det seksuelle drama.

Det er Steffen Aarfings scenografi, som gør størst indtryk. Han har skabt et imponerende overdimensioneret spindelvæv, der afspejler det spindelvæv af løgne, som Markise de Merteuil og Vicomte de Valmont skaber sammen som et skrupelløs tidsfordriv. I spindelvævet er der fanget stole, der henviser til de mennesker, som de har knust i deres rænkespil. Et rænkespil, som desværre aldrig bliver spændende eller vedkommende.

Scenografi i Farlige forbindelser

Foto: Costin Radu

Farlige forbindelser

Foto: Costin Radu

Farlige forbindelser dansere

Foto: Costin Radu

FAKTA
Farlige forbindelser
Det Kongelige Teater
Skuespilhuset
Koreografi og iscenesættelse: Cathy Marston.
Tekst og medinstruktion: Edward Kemp
Musik: Jesper Mechlenburg
Scenografi og kostumer: Steffen Aarfing
Lysdesign: Anders Polz
Lyddesign: Jonas Vest

Dans

Nycirkusartister springer ud

Tilbage i 2014 åbnede Danmarks første skole for nycirkus, Akademiet for Moderne Cirkus (AMOC) med en vidergående uddannelse i nycirkus – svarende til de internationale cirkusuniversiteters bachelorniveau. Nu tre år senere er det første hold af studerende færdige, og ved fire forestillinger har de otte afgangstuderende vist deres afsluttende artistiske svendestykker for offentligheden. Eksamen og show på en og samme tid.

Når man tænker på, at det er det første hold, som bliver udklækket på AMOC, så er det tekniske niveau overraskende højt, mens den kunstneriske iscenesættelse med musik, lys, kostumer og sminke ikke synes så højt prioriteret.

Svenske Mattias Umaerus er først på scenen i kinesisk pæl, en disciplin som han har fornyet. Den statiske kinesiske pæl har han gjort mobil. Han tager udgangspunkt i Newtons tredje lov, som lyder: “Et legeme der påvirker et andet legeme med en kraft, vil blive påvirket med en lige stor modsat rettet kraft.” Mattias Umaerus’ balance i den lodrette kinesiske pæl bliver til en dobbelt-balance, idet pælen holdes på plads i et sindrigt vægtsystem, som modsvarer Mattias Umaerus vægt og bevægelser.

Svenske Anders Bjørklund har bar overkrop med tatoverede vinger på ryggen. En passende “maskering”, når han stiger til vejrs i straps og svinger sig rundt luften som en kredsende fugl. Han danser også med en gul paraply, men hans nummer handler om frihed og frigørelse, så til sidst smider han paraplyen fra sig og lader sig frit overstrømme af vand, der falder ned fra loftet.

Norske Eivind Øverland og Lalla La Cour svinger sig i trapez og fortæller om et parforhold med sammenhold og konflikter. En konflikt der drives til det yderste, når Eivind slipper sit greb i Lallas hænder og kun holder hende i hendes tykke hestehale.

Ylva Havndrup imponerer i disciplinen contortion, med andre ord er hun et slangemenneske. Hun er også håndstandsartist, så stående på hænder bøjer hun kroppen op over sit hoved, hvormed hun ligner et fremmedartet væsen. Hun tager så at sige benene på nakken. Med sit nummer fortæller hun en historie om at blive forvirret og overrasket af sin egen krop. Med et desorienteret udtryk i øjnene ser hun for eksempel sine fødder danser lige foran ansigtet. Hvor kom de tæer lige fra, synes hun at tænke.

To jonglører er med. David Ulrich og Anders Stehr jonglerer desværre begge to med lette, hvide plastickegler. Begge kombinerer de jongleringen med håndstand og akrobatik samt koreografiske elementer, men de hvide plastickegler er altså temmelig usexede og sterile.

Alfred Hall Kriegbaum og Sonia Matos (hun er kun 2. års studerende) har det mest helstøbte nummer. De brillerer i disciplinen parakrobatik med kraftfulde balancer. Og de fortæller en historie om et to mennesker, som tilfældigt mødes, bliver forelskede, skændes og strides. Deres musikvalg vises nummerets udvikling fra It’s been a honeymoon til Can’t take no more. De bruger lysetdesignet på en opfindsom og humoristisk måde. I en øm kærlighedsscene på en madras slukkes og tændes lyset, og hver gang det tændes igen, balancerer de to akrobater på en ny og anderledes måde, som er det en demonstration af diverse kamasutra-stillinger. Både Alfred Hall Kriegbaum og Sonia Matos er sminkede, har farvet hår og bærer farverige kostumer, som understreger nummerets komiske tone. Og så er de to meget unge artister bare imponerende dygtige og meget charmerende. De har hele pakken og er klar til erobre scenerne.

Tillykke til alle de nyuddannede nycirkusartister fra AMOC, det bliver spændende at følge dem.

Alfred Hall Kriegbaum - parakrobat

Alfred Hall Kriegbaum og Sonia Matos. Foto: AMOC

Alfred Hall Kriegbaum - parakrobat

Alfred Hall Kriegbaum og Sonia Matos. Foto: AMOC

FAKTA
Afgang 2017
Akademiet for Moderne Cirkus (AMOC)

 

 

Dans

Kinesisk eventyr på Pantomimeteatret

Tivolis Pantomimeteater – bygget i kinesisk stil – viser endelig et rigtigt kinesisk eventyr. Det gamle folkeeventyr Butterfly Lovers, der er en ulykkelig kærlighedshistore a la Romeo og Julie, har den britiske koreograf og danser Paul James Rooney omskabt til en fin lille danseforestilling.

Eventyret handler om den unge pige Zhu, der gerne vil gå i skole, men den slags er kun for drenge. Hun plager sig far om lov til at blive kostskoleelev og endelig indvilger han – dog på én betingelse: at hun forklæder sig som en dreng. På skolen møder Zhu drengen Liang, der forelsker sig i hende, endnu før at han ved, at hun er en pige. Zhu gengælder hans kærlighed, og sammen pjækker de fra skolen og forsvinder istedet ud under de frodigt blomstrende trækroner. Deres unge lykke er imidlertid kort, for Zhu bliver kaldt hjem fra skolen, mod sin vilje skal Zhu giftes med en rig mand. Liangs hjerte brister af sorg, og Zhu flygter fra sit eget bryllup. Knust opsøger hun Liangs grav på kirkegården. Her åbner graven sig, og Zhu forsvinder ned i den. Men som smukke sommerfugle genopstår Zhu og Liang, og med svirrende vinger genforenes de.

Kathleen Videira og Luca Varrone danser hovedrollerne som Zhu og Liang. Især Kathleen Videira brillerer som pigen, der både kæmper mod sin rige, konservative familie og de traditionelle kønsmønstre. Med øjnene fulde af tårer flygter hun fra sit bryllup, hun træder ned fra scenen og sindsoprevet styrter hun med flagrende gevandter over græsplænen, hvor publikum står og sidder Det er dramatisk og godt iscenesat.

Mere brug af publikumsområdet er der i slutscenen. Mens Kathleen Videira og Luca Varrone danser som sommerfugle oppe på scenen, står de øvrige dansere ude blandt publikum og svinger med sommerfugle på lange stænger. En fin og børnevenlig ide, som endda bakkes op med lange farvede silkebånd, der falder dekorativt ud fra Pantomimeteatrets to tårne. Børnevenlige er også skolescenerne med de urolige elever, der har svært ved at koncentrere sig om lærerens undervisning. Da danser hellere rundt i klasselokalet og svinger sig akrobatisk over deres skamler. Der er sjov og ballade i skolen, og vi forstår, hvorfor Zhu hellere vil være i skolen end hjemme i de kedelige stuer.

Musikken er Butterfly Lovers Violinkoncert komponeret af He Zhanhao og Chen Gang i1959. Det er et vældig flot og ekspressivt stykke musik, umiskendeligt kinesisk, men samtidig også meget tilgængeligt for vesterlændinge.

balleteventyr i Tivoli

Foto: Tivoli

FAKTA
Butterfly Lovers
Pantomimeteatret
Koreografi og iscenesættelse: Paul James Rooney
Musik: He Zhanhao og Chen Gong
Dekorationer: Paul James Rooney
Kostumer: Charlotte Østergaard

Dans

Svaneblod uden smerte

Trods Den Kongelige Ballet har uddannet mange mandlige stjernedanser gennem tiderne, er Erik Bruhn (1928-1986) nok stadig den mest kendte af dem alle. Derfor er det også naturligt at lave en forestilling om denne store danser, sådan har i al fald Teatret Svalegangen i Aarhus tænkt. Tomas Lagermand Lundme har skrevet forestillingen Svaneblod, som nu spiller på Teater Republique i København. Det er en musikdramatisk monolog med skuespilleren Olaf Højgaard i rollen som Erik Bruhn. På scenen suppleres han af jazz-saxofonisten Mads Ole Rode Erhardsen.

Forestillingen fortæller en yderst fragmentarisk historie om Erik Bruhns liv – fra barndommens balletskole under balletmester Harald Lander frem til hans kræftsygdom og tidlige død. Der dvæles naturligvis ved hans kærlighed til Rudolf Nureyev og problemerne ved at have et til tider langdistance-forhold – oven i købet i mediernes nysgerrige søgelys.

Svaneblod er historien om en passioneret og dedikeret kunstner, men også historien om en ung mand, der drager ud i verden for at finde sig selv som menneske. Altså en slags dannelseshistorie som eventyret om den grimme ælling. Ukendt og misforstået forlader Erik Bruhn den nationale andedam og vender feteret og berømt hjem, hvor han bliver hædret som Ridder af Dannebrog.

Det er en temmelig forenklet historie, et næsten karikeret kunstnerportræt med tyndslidte floskler om kunstnerens rolle i modsætning til alle andre mennesker. Om kunst for kunstens skyld og måske endda kun for kunstnerens egen personlige skyld. Skuespilleren Olaf Højgaard vrænger og råber det meste af tiden i sin monolog, som om Erik Bruhn udelukkende var en selvoptaget, temperamentsfuld diva uden nogen form for jordforbindelse. Det er vældig trættende at høre på gennem hele forestillingen. Publikum bliver således ikke klogere på mennesket og danseren Erik Bruhn, men bliver nærmest misinformeret om ham. Eksempelvis når Tomas Lagermand Lundme lader sin hovedperson sige, at han danser på tåspids!

Forestillingen tuller af sted i monotont tempo uden nogen spændingsmomenter. Bedst fungerer Rikke Juellunds scenografi, der består af en væg med tre huller, der kan illudere alt fra kunstneriske rum til vinduer ud mod verden. På væggen projiceres billeder og film af Erik Bruhn, hans håndskrevne kærlighedsbreve til Rudolf Nureyev samt myldrende travle metropoler. Når vi kigger på disse film og billeder, mens Mads Ole Rode Erhardsen spiller på sin saxofon, så bliver det stemningsfuldt og intenst. Den slags pas de deux’er mellem musik og billeder, siger meget mere ned teksten, og man ønsker, at der ville have været meget mere af den glødende musik og de flimrende billeder – og langt færre ord. Men til sidst bliver selv filmfragmenterne for klichéfyldte, for når Erik Bruhn dør, skal vi se Mikhail Fokins Den Døende Svane på video.

fra forestillingen svaneblod

Foto: Louise Kierkegaard

Svaneblod
Republique
Tekst: Tomas Lagermand Lundme
Iscenesættelse: Hanne Trap Friis
Medvirkende: Olaf Højgaard og Mads Ole Rode Erhardsen
Musik: Mads Ole Rode Erhardsen
Scenografi: Rikke Juellund
Videodesign: Jens Mønsted og Claus Lund
Lysdesign: Morten Ladefoged

Dans

Koder i årets kulturby

Aarhus og resten af Midtjylland er europæisk kulturby i 2017, og regionens vidtfavnende kulturprogram byder naturligvis også på dans. En af programmets mest hypede danseforestillinger er Tree of Codes koreograferet af britiske Wayne McGregor – med scenografi af islandske Olafur Eliasson og elektronisk musik af britiske Jamie xx, mens danserne kommer fra Paris Opera Ballet og Company Wayne McGregor.

De vanvittig dygtige dansere behersker suverænt Wayne McGregors hundesvære og lynhurtige koreografi, hvori de altid befinder sig i sårbare og ustabile positioner. Hyperextended og off balance! Wayne McGregor koreografiske sprog er som altid smukt og spændende. Men Tree of Codes er ikke blot et skønt skue, det er også et yderst vedkommende danseværk, fordi det skildrer det samfund, vi lever i og kender.

Hos Wayne McGregor betyder genrebetegnelsen ‘moderne dans’ vitterlig moderne. Når man betragter hans koreografi er det som at se et genkendeligt billede af vores hverdagsliv, som det ser ud i den vestlige verden lige nu. En verden der aldrig står stille, men som er i konstant bevægelse og forandring. En verden hvori menneskene altid har fart på, uden at de stopper op og reflekterer over tilværelsen. Flyvske farer danserne henover scenen, altid på vej til en ny, skrøbelig og vakkelvorn position eller en ny, vilkårlig partners favn. Retningsløst og forvildet. Narcissistisk betragter de sig selv og hinanden i scenografiens mange store spejle. Det handler om at se og blive set i denne visuelle verden. Dette gælder også for publikum, der ligeledes kan øjne sig selv i de mobile spejle oppe på scenen. Og når lyskeglerne vandrer hen over publikumsrækkerne kommer vi selv i spotlysets midtpunkt. Vi er alle med Tree of Codes.

Værkets titel kommer fra Jonathan Safran Foers bog Tree of Codes. Det er ikke en iscenesættelse af den amerikanske forfatters bog, men snarere et slags inspirerende udgangspunkt. Jonathan Safran Foers litterære værk er ikke en almindelig bog, for den er mere udskåret end skrevet. Det er en skulpturel bog, for Jonathan Safran Foer har konstrueret historien ved at vælge få ord fra hver side i Bruno Schulz’ roman Krokodillegaden (Sklepy cynamonowe) og bogstaveligt talt skåret resten væk. Siderne står således hullede tilbage med poetiske sætninger, der tilsammen danner en lille historie, der er skåret ud af Schulz’ større bog.

Olafur Eliassons scenografi med transparente forhæng, gitre og bevægelige spejle synes mere end koreografien at afspejle det specielle bogværk Tree of Codes. Olafur Eliassons leg med lag-på-lag-scenografi og de labyrintiske rum-virkninger der herved opstår, genfindes i Jonathan Safran Foers hullede bog. Scenografiens farvede lys, der reflekteres i spejlglasset, påminder også om den cirkelrunde regnbuegang, som Olafur Eliassons har skabt på toppen af kunstmuseet ARoS, der ligger lige ved siden Musikhuset i Aarhus. Set gennem regnbuens farver kommer verden til at fremstå aldeles anderledes end den plejer. Akkurat som Bruno Schulz’ roman Krokodillegaden ser helt anderledes ud efter Jonathan Safran Foers udskæring. Den er blevet til en ny historie.

Danseforestillingen Tree of Codes handler dermed også om dekonstruktion, nemlig at destruere og skabe noget nyt af det ødelagte. Altså en slags genbrug, som koreografiens repetitive trin ligeledes er et udtryk for. Der er bestemt nok at se på og tænke over i danseværket Tree of Codes, der således lever smukt op til kulturbyen motto: “Let’s Rethink”!

Tree of codes

Foto: Ravi Depress

FAKTA
Tree of Codes
Har spillet i Aarhus Musikhus
Koreografi: Wayne McGregor
Scenografi: Olafur Eliasson
Musik: Jamie xx
Dansere: Paris Opera Ballet og Company Wayne McGregor

Læs mere om Kulturby Aarhus