Dans

Dans

Cabaret kører af sporet og ender i grøften

Siden italienske commedia dell’arte-skuespillere bragte Pjerrot til Danmark i begyndelsen af 1800-tallet, har karakteren været højt elsket i landet. På adskillige scener i 1800-tallets København kunne publikum opleve Pjerrot, blandt andet i Morskabsteatret på Vesterbro. Teatret blev også kaldt Casortis Teater efter en af grundlæggerne, Giuseppe Casorti, som selv yndede at sminke sig hvid i ansigtet og spille Pjerrot. Det fortælles om Giuseppe Casorti, at han led af melankoli og derfor opsøgte sin læge, som ikke kendte sin patients metier og derfor som medicin mod melankoli anbefalede ham at gå i Morskabsteatret og se Pjerrot! 

I dag kan publikum se Pjerrot i forlystelsesparken på Bakken nord for København og i Tivoli midt i byen. Derfor er det også naturligt, at Pjerrot-figuren er med i Tivolis sommercabaret, Mor og far sidder i Grøften. I cabaretten er Pjerrot imidlertid ikke børnenes ven, men en afdanket, fordrukken og temmelig frastødende karakter. Sikkert inspireret af den historie, at der i 1874 bliver lavet en luge fra Pjerrots garderobe til restaurant Grøften, så han kunne få rakt øl direkte ind til sig. I caberetten er Pjerrot desuden en liderlig buk, der har tilfældig og anonym sex i buskene nede ved Tivoli-søen. Så er tonen lagt an. Mor og far sidder i Grøften handler mest om diverse emner syd for navlen. Det er vældig plat og faktisk ret kedeligt, umorsomt og temmelig trættende i længden. Ingen læge kan ordinere Tivolis sommercabaret som kur mod melankoli eller depression, det ville ende fatalt.

Der er ellers fire stærke kræfter med i cabaretten: Mia Lyhne, Kirsten Lehfeldt, Anders W. Bertelsen og Peter Frodin. Bedst er de fire i et sang- og dansenummer med paraplyer, som de ikke rigtigt har kontrol over og derfor kommer til at skade hinanden, så hele tableauet langsomt falder fra hinanden. Det er både musikalsk og komisk, men ét nummer kan ikke redde en hel forestilling. De fire skuespillere forsøger at ridse Tivolis 175 års historie op, men det ender også bare i pjat. Der er ellers anslag til en rød tråd gennem programmet, hvilket også titlen signalerer: At børn bliver væk fra deres forældre, når de er i Tivoli. Mens forældrene sidder i Grøften og spiser og især drikker, så glemmer de deres børn, som forsvinder sporløst, hævdes det i forestillingen. Hvad bliver der af disse børn? Det kunne der komme noget sort humor og gyserkomik ud af, for de fire performere kan virkelig klæde sig ud og agere som børn. Især Kirsten Lehfeldt har et barnligt kropssprog og spiller det buttede gammelkloge barn eller den surmulende pige. Men dette gyser-spor forfølges ikke rigtigt. I stedet ender det med latrinære og seksuelle platheder, som ingen vil tage ansvar for i programmet, hvor det kun fremgår, at dramatikeren Line Knutzon er redaktør.

Orkestret med kapelmester Jeppe Kaas i spidsen er det bedste ved forestillingen. Orkestret består kun af seks musikere, men hold da op, hvor de kan få det til at swinge. Det er en fornøjelse at lytte til dem. Men man ville hellere have hørt dem på Pantomimeteatret sammen med den rigtige Pjerrot. Sammen med Harlekin og Columbine laver han løjer på den lille pantomimescene gennem hele sæsonen. Det er klassisk tivoli-underholdning, som viser, at man ikke behøver at være plat for at være morsom.

Mor og far sidder i Grøften er en del af teaterfestivalen CPH Stage. Festivalen sluttede med uddelingen af Reumert priser. Her gik årets hæderspris til skuespilleren Olaf Johannessen, som helt eminent spillede dobbeltrollen som diktator og barber i Charlie Chaplins udødelige historie Diktatoren på Nørrebro Teater. Den Kongelige Ballets Spar Dame, koreograferet af Liam Scarlett, fik velfortjent en Reumert-pris og blev udnævnt som årets danseforestilling, og Jón Axel Fransson, blev kåret som årets danser, blandt andet for sit parti som officer i Spar Dame.

MOR og FRA SIDDER I GRØFTEN

Foto: Tivoli

MOR og FRA SIDDER I GRØFTEN

Foto: tivoli

FAKTA
Mor og far sidder i Grøften
Glassalen, Tivoli
Mia Lyhne, Kirsten Lehfeldt, Anders W. Bertelsen og Peter Frodin
Instruktør: Niclas Bendixen
Redaktør: Line Knutzon
Scenograf: Karin Betz
Kapelmester: Jeppe Kaas

Dans

Tilfældige teatermøder

Scenen og scenografien er helt autentisk og det bedste ved forestillingen opHAV: En kaj med en kran og et skib i baggrunden. Smukt og idyllisk, og så kan “scenografien” og “scenen” også ses og opleves, når der ikke spilles teater på den. I et hyggeligt hjørne af Københavns Sydhavn har de to teatre GLIMT og OM opsat forestillingen opHAV, som de selv kalder en nycirkusforestilling. Når Linnea Backgard er på scenen, eller retter sagt hænger i et tov og laver fin koreograferet akrobatik, så er det også godt nycirkus, men resten af forestillingen er nok mere gammeldags gadeteater med vandpjaskeri og gakket nonsens, som når samme Linnea Backgard føder et barn med et tykt tov som navlestreng og får fødselshjælp af sine kollegaer Päivi Eleonoora Raninen, Moa Asklöf Prescott.

Her på kajen, hvor vand og land mødes, mødes også mennesker, og de modtager hinanden med nysgerrighed eller skepsis. Dette handler den tyndbenede forestilling om uden rigtigt at komme i dybden med emnet. opHAV bliver aldrig rigtigt vedkommende eller morsom, og så er det svært at fastholde publikums opmærksomhed, når vi på netop dette sted selv kan hoppe i vandet, kaste fiskesnøren i vandet eller cykle ud på Amager Fælled og opleve vores helt eget eventyr. I opHAV sker der simpelthen for lidt. At der balanceres lidt på en slap line og svinges lidt rundt i en sikkerhedssele er altså ikke nok til holde på publikum, når solen brager ned fra en skyfri himmel, og man er på et sted, som indbyder til, at man selv er aktiv og kreativ. 

Mere substans og sjov er der i Dansk Rakkerpaks gadeteaterforestilling Life is good, med den italienske komediant Claudio Levati og danske Peter Kløft. Claudio Levati spiller dukkerføreren Filippo, der opfører Romeo og Julie som dukketeater. Han spiller harmonika til sit dukkespil og plaprer løs på klingende italiensk og gebrokkent engelsk. Han er som en moderne Dario Fo, fuld af energi, entusiasme og charme. Og som hos Dario Fo er der også noget tyngde og alvor bag de absurde løjer. For blandt publikum sidder Peter Kløft i rollen som den deprimerede Tommy, der vil begå selvmord ved at hænge sig med et reb, som indgår i Filippos dukketeater. Da selvmordet mislykkes, prøver Tommy at drikke den gift, som Julie drikker, men det er bare saft. Kniven, som ligeledes indgår i dødsscenen i Romeo og Julie er også bare en teater-kniv, så det er helt umuligt for Tommy, som har kærlighedssmerter, at gøre en ende på sit liv. Men Filippo overbeviser sin nye ven om, at livet er trods alt godt og sammen synger de sangen Life is good. Og sammen spiller de dukkeskuespillet til ende, men giver det en ny slutning. Da Romeo og Julie er døde, bliver deres fædre, Montague og Capulet, forenet i sorgen og bliver venner, sådan som Filippo og Tommy er blevet venner.

Dansk Rakkerpak har måske gennem årene leveret bedre forestillinger, men Life is good er fin underholdning, med slapstick-humor, musikalsk overskud og glædesdans. Og Claudio Levati er den fødte gadeteaterskuespiller, der muntert improviserer og involverer ikke blot tilskuererne, men også tilfældigt forbipasserende. Dansk Rakkerpak spiller i teatret Riddersalens have på Frederiksberg og tager senere på turné i hele Danmark med den fysiske teaterforestilling Life is good.

Forestillingen opHAV i Sydhavnen

Forestillingen opHAV i Sydhavnen

Forestillingen Life is good på Frederiksberg - senere på turné

Forestillingen Life is good på Frederiksberg – senere på turné

Fakta
opHAV
Kunstnerisk idé og instruktør: Lars Lindegaard Gregersen
Performere og medskabere: Päivi Eleonoora Raninen, Moa Asklöf Prescott, Linnéa Backgård
Komponist/musiker: Maja Romm
Scenografi: Antonella Diana
Kostumer: Camila Sarrazin

Life is good
Dansk Rakkerpak
Af og med: Claudio Levati (IT) og Peter Kløft (DK)
Instruktion: Niels Grønne
Dramaturg: Jane Rasch
Scenografi: Christian Q. Clausen
Dukker: Malene Bjelke

opHAV og Life is good er begge en del af CPH Stage 

Dans

Den latterlige diktator 

Charlie Chaplins filmklassiker, Diktatoren, har dramatikeren Nikolaj Cederholm sat op på Nørrebro Teater, som et musikalsk, mimisk drama, præcis som den gamle filmmester gjorde det i 1940. Resultatet er forrygende underholdende og næsten mere morsom end Chaplins egen filmhistorie om den magtbegærlige diktator Hynkel i landet Tomanien og den lille barber, hvis veje ustandseligt krydses. Forestillingen har haft stor succes i denne teatersæson, så nu spiller den igen under CPH Stage-festivalen.

På scenen er der skuespillere, som egentlig ikke taler så meget. Historiens hovedbudskaber bliver hovedsageligt formidlet gennem mimik, gestik, kropssprog, dans og ikke mindst musik og alverdens lyde, som pianisten og multimusikeren Olivier Antunes tryller frem på alle sine redskaber. Han skaber forestillingens puls. Olivier Antunes kan lave lydbilleder, så man for sit indre øje ser en hel militærparade passere forbi, et voldsomt buldrende militært angreb eller oplever en fisketur med plaskende vand. Det er musikalsk teater i ordets bogstaveligste forstand. 

Skuespillerne spiller flere roller i forestillingen, og det gør de alle godt. Tre skal fremhæves. I dobbeltrollen som diktator Hynkel og den jødiske barber brillerer Olaf Johannessen, han taler så man kan høre og forstå ham, og hans mimik og kropssprog er som Chaplins. Også Anders Budde Christensen kan med sin mageløse mimik formidle sine fire karakterer, allerbedst er han i rollen som den beregnende og maniske Garbage, Hynkels højre hånd. Endelig er der også Asbjørn Krogh Nissen, der har ikke mindre en seks roller og kan fra det ene øjeblik til det andet forvandle sig fra jomfrunalsk sekretær til krukket kunstmaler og underdanig tomatsælger.

Der er masser sjove slapstick, og danse kan skuespillerne også. Anja Gaardbo har skabt en finurlig og komisk koreografi, så selv krigsscenerne og forfølgelsesscenerne bliver til danseoptrin. Snart bliver en militærmarch til et stomp-nummer, Hynkels dans med globussen bliver en erotisk pas de deux, og hans selskabsdans med fru Napolini er fyldt med gakkede trin og stumfilm-charme.

Kim Witzel har skabt scenografien med en drejescene, som ikke bare kan køre rundt og forvandle en barbersalon til en slagmark, men også rejses op på højkant og fungere som tagryg eller en skydende tankvogn. Det er opfindsom scenografi, som hele tiden skaber overraskelser på scenen.

Det eneste minus ved forestillingen er slutningen, hvor den jødiske barber forveksles med Hynkel og tvinges til at holde tale for folket. Her får publikum så en sentimental, politisk korrekt tale om frihed, lighed, fred, medmenneskelighed, kærlighed og andre store begreber. Denne moralske opsang, der lyder som en naiv skolestil, kunne vi godt have undværet. Budskabet skulle jo gerne være sivet ind hos publikum af sig selv, for det er jo det, som hele forestillingen handler om. Vi behøver ikke at få disse floskler serveret som en prædiken. Glem den vamle tale, og nyd den gennemmusikalske forestilling med ypperlig mimik og kropssprog. Diktatoren er meget underholdende, og børn kan også sagtens se med – og lære noget. For desværre er tematikken i Diktatoren stadig aktuel.

 Diktatoren

Foto: Büro Jantzen

Diktatoren på Nørrebro teater

Foto: Büro Jantzen

FAKTA
Diktatoren
Nørrebro Teater
Instruktion og dramatisering: Nikolaj Cederholm
Scenografi: Kim Witzel
Kostumer: Line Bech
Koreografi: Anja Gaardbo
Lysdesign: Henrik Kegnæs Spangsbo
Pianist og musikarrangør: Olivier Antunes

Dans

Dommedagsdans i infernalsk hede

Mens en hedebølge ruller ind over Skandinavien, ruller teaterfestivalen CPH Stage hen over de københavnske scener. Og ikke-scener. Teatret Teaterøen holder til på Refshaleøen i gamle, renoveringsklare bygninger på forskellige adresser. I Refshaleøens gamle industri-klondike, som er vældig hyggeligt og nostalgisk, er det imidlertid svært at finde rundt, og skiltningen til teatrene er særdeles mangelfuld. Publikum stresser forvirrede rundt og leder efter teatret Teaterøen, og når man så endelig finder det, er det ikke den rigtige scene; man skal hen til en anden adresse. Man spørger om vej på den ene scene, hvor man ikke ved, hvad der sker på den anden scene. Publikummerne forsøger at hjælpe hinanden, når nu teatret ikke selv magter opgaven. Det er kun statsstøttede kulturinstitutioner, der kan tillade sig at være så ligeglade med, om publikum kan finde frem eller ej. Hvis private virksomheder var ligeså ligegyldige i forhold til deres kunder og i deres service over for dem, ville de snart gå konkurs. 

Når man så endelig finder frem til den rigtige scene, befinder den sig i en lavloftet bygning, som på ingen måde er egnet til teater, hverken for dansere eller publikum. Der er ingen ventilation i den lille lokale, skønt her er farligt (sundhedsskadeligt?) varmt. Rummet er nærmest uden ilt, hvorfor man straks bliver svimmel, får hovedpine eller falder i søvn, som flere publikummer gør. På de hvide vægge er der interimistisk hængt sort stof op i stropper. Stoffet bukler sjusket ned af væggene, så de kun delvist er mørklagt. Belysningen er amatøragtig sat op og fylder utroligt meget på scenegulvet, som i forvejen er lille. Hvor er det alt sammen synd, for disse primitive rammer ødelægger den ellers interessante forestilling.

På programmet er Siku Aappoq/Isen smelter og Seca/Tørke af koreograf Birgitte Bauer-Nielsen leder af Yggdrasil Dance. Værkerne er de to første i en triologi, hvori Birgitte Bauer-Nielsen udforsker klimaforandringerne. I Siku Aappoq/Isen smelter indtager Alexander Montgomery-Andersen fra Grønland og Thomas Johansen fra Norge scenen. Deres dans er inspireret af den graciøse grønlandske åndedans. Stolte og ranke bevæger de sig lette og lydløse rundt som naturmennesker i pagt med deres omgivelser. Med blot et stykke transparent stykke stof over hovedet og godt hjulpet af musikken skabt af Carsten Dahl kan de to dansere illudere et isbjerg, der brister og smelter. Når de laver akrobatiske imponerende spark og spring på den lillebitte scene er de som løsrevne isblokke, der hvirvler rundt i vandet. Og når de i smuk slowmotion ligger og drejer sig rundt på gulvet, er de som isklumper, der stille tør op og forsvinder. Men dansen er samtidig også et billede på den menneskelige eksistens på de steder i verden, hvor isen smelter. Der er ikke en skillelinje mellem naturen og mennesket, fordi naturen også er besjælet i den eskimoiske naturreligion. Grønlandske Aviaja Lumholt er en fin vokal på noget af Carsten Dahls musik, der er inspireret af fangernes og shamanernes sange.

I Seca/Tørke danser de dygtige Alexander Montgomery-Andersen og Thomas Johansen igen, men nu også sammen med Ana Julia Paiva, Ludmilla Ferrare og Carolina Rodrigues fra Brasilien. I Seca/Tørke kommer inspirationen til koreografien, kostumerne og musikken fra de brasilianske indianere. Deres rituelle danse kombineres med moderne akrobatisk dans. Dansernes bevægelser og trin kredser om tre glimmer-søjler, der både kan illudere solstråler, lysende højhuse og visne træer, der til sidst taber løvet. Eller de kan være indianernes hellige totempæle, der sluttelig mister deres magt og betydning. Seca/Tørke er ikke så intenst og dybt et værk som Siku Aappoq/Isen smelter. Når goldhed og tørst til sidst udtrykkes ved, at danserne ligger i apatiske kramper på gulvet, så trækkes scenen unødigt længe ud; vi har fattet pointen. Næste værk i den sympatiske og vedkommende trilogi er måske oversvømmelse? Dette sidste værk i trilogien må gerne vises på en bedre scene, både for dansernes og publikums skyld.

siku Yggdrasil Dance

Foto: Yggdrasil Dance

Youtube/ Yggdrasil Dance

Fakta: 
Teaterøen
Siku Aappoq/Isen Smelter
Koreografi: Birgitte Bauer-Nielsen
Musik: Carsten Dahl

Seca/Tørke
Koreografi: Birgitte Bauer-Nielsen
Musik: Kim Helweg

Dans

175 år – men stadig charmerende

Forlystelsesparkerne findes større, vildere, finere og langt mere imponerende rundt om i verden, men Tivoli i hjertet af København kan stadig charmere sine gæster. Både turister og københavnere besøger flittigt den gamle forlystelseshave, der er Danmarks mest besøgte turistattraktion. En af grundene til Tivolis succes er naturligvis den centrale beliggenhed, men også det faktum at haven ikke blot byder på traditionelle forlystelser som rutschebaner, karruseller, radiobiler, skydetelte, spilleboder og så videre, men også på en koncertsal med klassiske koncerter og balletforestillinger, en teatersal til revyer og kabaretter, en stor og en lille rockscene, en børnemusikgarde og ikke mindst et pantomimeteater, hvor den italienske commedia dell’arte tradition stadig lever. Desuden kan havens gæster læske sig med andet end fastfood og fadøl, for haven har et stort udvalg af gode restauranter. Endelig er der også alle blomsterne, som her altid synes at stå smukkere og frodigere end alle andre steder.

I år fejrer Tivoli sit 175-års jubilæum. Tirsdag den 15. august 1843 klokken 16.00 åbnede den unge entreprenør Georg Carstensen sin forlystelseshave lige uden for København. Haven havde åbent fra klokken 06.00 om morgenen til klokken 23.30, så gæsterne lige kunne nå ind gennem byporten, inden den blev låst for natten. København var dengang en lille by med mindre end 130.000 indbyggere, men da Tivoli lukkede for sæsonen syv uger senere, havde 178.475 mennesker besøgt haven. Tivoli var en succes lige fra starten.

Siden 1843 har Tivoli hvert år budt sine gæster indenfor til forlystelser, koncerter og danseforestillinger for enhver smag. Men sommeren 1944 måtte Tivoli lukke, da den tyske besættelsesmagt bombede koncertsalen. Ikke blot den imponerende bygning i maurisk Alhambra-stil blev lagt i ruiner, det gjorde halvdelen af parken også. Besættelsesmagten ville knægte den danske modstandbevægelse ved at bombe det højtelskede nationale klenodie. Tivoli åbnede igen efter få uger, men koncertsalen, der var Tivolis smukke vartegn, blev først genopbygget cirka 10 år senere, desværre i en helt anden og langt mere neutral stil.

De fleste danske scenekunstnere og musikere har stået på en af Tivolis scener, hvor også mange internationale kunstnere har optrådt. Flere af verdens førende dansekompagnier har ligeledes gæstet Tivoli. New York City Ballet, American Ballet Theatre, Dance Theatre of Harlem, Alvin Ailey American Dance Theatre, Martha Graham Dance Company, Royal Ballet fra London og San Francisco Ballet for blot at nævne nogle af dem. Her i jubilæumssæsonen er det igen New York City Ballet, som gæstedanser i Tivolis koncertsal.

Tivoli er fulgt med tiden, har udviklet sig og tiltrækker stadig både gamle og unge, københavnere og turister. Sæsonen er blevet udvidet, så Tivoli ikke længere kun er en sommerattraktion. Nu holder Tivoli også jule- og nytårsåbent, og når skolebørnene har efterårs- og vinterferie er der ligeledes åbent. Børnene er der også tænkt på i denne jubilæumssæson, som byder på en parade med 22 performere, der går defilerer gennem haven. Performerne er klædt i kostumer, der tematiserer Tivoli på forskellig vis. Her er Harlekin, Columbine og Pjerrot i et rullende Pantomimeteater, og den højtelskede danske tegneseriefigur Rasmus Klump har forladt sit hus nede ved Tivolisøen og kører med i en cabriolet sammen med sin pelikan-ven Pelle. På et vandrende bord sidder en kok og viser sine retter frem, og en fræk påfugl løber rundt og er drillesyg. I bedste Oskar Schlemmer-stil er nogle af performerne udklædt som Tivoli-lamper, kupler og bygninger. Også Walt Disney World Resort hylder Tivolis 175-års jubilæum ved at bidrage med en paradevogn, som en hyldest til det gode venskab og samarbejde de to forlystelsesparker imellem. Walt Disney besøgte selv Tivoli og blev her inspireret til sin egen forlystelsespark, Disneyland, der åbnede i USA i 1955.

Georg Carstensen åbnede sin forlystelseshave uden for Københavns byport, hvor der dengang var plads nok, men nu, hvor byen har vokset sig større, ligger Tivoli midt i byen klemt inde mellem Rådhuspladsen, Glyptoteket, Hovedbanegården og Arne Jacobsens modernistiske Hotel Royal. Der er altså ikke plads til udvidelser, så når der skal ske fornyelser i forlystelsesparken, må noget gammelt først rives ned. Sådanne en ansigtsløftninger betyder altid offentlig diskussion og kritik, men derved holder Tivoli sig ung – trods sin høje alder.

Påfuglen i Tivolis parade

Påfuglen i Tivolis parade

Rasmus Klump og Pelle i Tivolis Parade

Rasmus Klump og Pelle i Tivolis Parade

Parade i Tivoli

Parade i Tivoli. Foto: Tivoli

FAKTA
Tivoli
Jubilæumsparaden kan opleves mandag til torsdag klokken 17.00. Lørdag og søndag klokken 18.00.
Koreografi: Tivoli Ballet Teater
Musik: Soleima (alias Sarah Mariegaard) og Bent Fabricius-Bjerre

Dans

Svedig eksamen

Forår er eksamenstid. Eksamen er det også for de dansestuderende på Den Danske Scenekunst Skole (DDSKS), når de danser/performer i skoleårets afsluttende forestillinger, der er åbne for publikum. Den Danske Scenekunst Skole har afdelinger i Aarhus, Fredericia, Odense, København og Odsherred. I København har skolen til huse på Holmen, hvor også Operaen ligger. Skolen har en scene i en flot, gammel teglstensbygning, hvis skønhed langt overgår den klodsede og charmeløse Opera. Det er også i denne smukke bygning, at publikum bliver budt indenfor for at se, hvad de studerende har brugt skoleåret på.

15 første-års-studerende viser koreografien Kaleidoscope, som de selv har udviklet sammen med koreograf Ursula Robb. I værket skal de studerende ikke bare danse og performe, de skal også selv skabe musikken, der er en rytme, som de skiftes til at slå på træstykker. Musikken, der er udviklet af Steve Reich, lyder lidt som en asiatisk vindklokke, og er meget behagelig og meditativ at lytte til. I begyndelsen løber, hopper, ruller danserne alene rundt, men lidt efter lidt vokser interaktionen frem mellem dem, og en gymnastisk dans begynder. Hurtige, flydende bevægelser med bratte afslutninger. Med 15 dansere på scenen er der mange at passe på ikke at støde ind i. For de endnu uerfarne dansere har de meget fokus på orientere sig i forhold til hinanden og bruger  meget energi på dette, hvilket går ud over nærværet i selve trinene og bevægelserne. Heldigvis når danserne uden sammestød frem til afslutningen, hvor de fleste af dem står bag nodestativerne og banker rytmisk på træstykkerne. Hertil sidst bliver rytmen mere hidsig og bevidst enerverende at lytte til, hvorfor de sidste dansere vælter nodestativerne og skubber de musicerende til side. Et morsomt og effektfuldt punktum på en solid debutforestilling.

De tredie-års-studerende, der afslutter deres uddannelse, danser og performer to værker af belgiske Vim Vandekeybus. I Les porteuses de mauvaises nouvelles (uddrag) er gulvet belagt med kvadratiske træplader, som danserne ustandseligt flytter rundt på, stabler, vælter og stabler igen. Et sandt sisyfosarbejde, synes det at være, ligesom i et almindeligt arbejdsliv med trivielle opgaver, der hver dag skal løses. I dansen kaster de ikke blot rundt med gulvplader, men også med sig selv og hinanden. De kaster sig i favnen på hinanden. Høje dansere griber mindre dansere, og mindre dansere griber høje. Drenge griber piger, og piger griber drenge. Alle er lige, trods forskellig fysik. Det er akrobatisk dans i imponerende højt tempo. Danserne knokler og drypsveder i det meget varme lokale. Når værket slutter, er rummet  ændret. Gulvet er væk, i stedet står der en stribe af stakke med gulvplader. Danserne har så at sige ændret rummet. De har sat deres spor på scenen, hvilket bliver et meget symbolsk  slutbillede i forhold til, at de er nyuddannede dansere, som nu forlader skolen og træder ud i i arbejdslivet.

De tredie-års-studerende skal ikke blot knokle med gulvplader. I deres anden performance What the Body Does Not Remember (uddrag) er træpladerne udskiftet med rektangulære sten af gasbeton, som de ikke nøjes med at træde på og slæbe rundt på, men også slynger til hinanden i faretruende lange kast, så støvet rejser sig rummet. Efter at set det flotte værk Les porteuses de mauvaises nouvelles med træplader, er det lidt en skuffelse at se et væk, hvori der igen bakses med byggematerialer, og hvor selve kastene med stenblokkene fylder mest. I stedet kunne man have ønsket sig et værk, der ikke stiller så store krav til kræfter, men til følelser. Det emotionelle register skal en moderne danser jo også mestre. Et mere nutidigt værk, der ikke stammer helt tilbage fra 1987, hvor danserne ikke var født, kunne også have været et alternativ.

Tillykke til de nyuddannede dansere, der kommer fra hele verden, og gid, der må være dansejobs til dem alle.

Den Danske Scenekunst Skole

Foto: Den Danske Scenekunst Skole

FAKTA
Den Danske Scenekunst Skole
Kaleidoscope (2018)
What the Body Does Not Remember (1987)
Les porteuses de mauvaises nouvelles (1989)
Koreografi: Ursula Robb og Vim Vandekeybus
Musik: Steve Reich (dirigeret af Kim Helwig), Theierry de Mey og Peter Vermeersch