Husker du den enestående underholdning til Eurovisions semifinale sidste år i Düsseldorf? Streetdance til musik af Bach danset af kompagniet Flying Bach? Overraskende kombination af moderne trin og gammel musik.
Nu kan du få et gensyn med dette usædvanlige kompagni, som den 23. – 25. februar gæstedanser i København (Musikkonservatoriets Koncertsal).
Det er Red Bull, som bringer Flying Bach til landet.
Den russiske danser Vaslav Nijinskijs koreografiske debut var En Fauns Eftermiddag i Paris i 1212. Værket blev en stor skandale på grund af de fuldstændigt nye trin og helt anderledes bevægelser, som endog var meget erotiske. Og Léon Baksts kostumer var vældig udfordrende. Publikum var forarget.
Det parisiske publikum så anstødelige ting og sager på scenen dengang i 1912. Da jeg så værket på Bolshoi i Moskva, opdagede jeg intet skandaløst. Desværre.
Her er et medtaget filmklip fra filmes barndom med Nijinskij, som danser faunen.
15 dansere er på scenen. De farer rundt, forvirrede og retningsløse. Vidt forskellige er de: små og høje, ældre og yngre – og klædt i vidt forskelligt tøj. En blandet flok, akkurat som man ser det i bybilledet. Det er sjældent at se så mange dansere i et moderne danseværk, hvor der ofte kun er 3 – 5 dansere på scenen.
Se værket People på Store Carl i Dansehallerne og døm selv, om de 15 dansere kan noget, som tre dansere ikke kan. Spilleperiode: 28. januar – 5. februar.
People. Foto: Søren Meisner
People. Foto: Søren Meisner
People. Foto: Søren Meisner
Excelsior er ikke blot en hollandsk fodboldklub, men også en verdensberømt ballet, som hylder menneskets fremskridt og humanisme. Nogen vil måske kalde den en lagkage-ballet, men underholdende er den – og svær.
Excelsior er et sandt ballet-klenodie i Italien – især på La Scala i Milano hvor Excelsior havde premiere i det 19. århundrede. Excelsior åbner denne sæson på La Scala med Italiens balletstjerne nummer et – Roberto Bolle – på rollelisten.
I Nikolaj Hübbe og Sorella Englunds fortolkning af Et Folkesagn bliver de farlige og erotisk udfordrende trolde fra underverden ikke sparket ud af fortællingen med hjælp af kristendommens magt. Som et freudiansk statement deltager troldene i ballettens finale bryllup mellem Hilda og Juncker Ove. Underverdens ukontrollerbare drifter og lyster flytter så at sige med ind i det hellige og gudsvelsignede ægteskab. Troldehøjen og al dens dunkle leben er her en naturlig del af livet, og dermed er den gammeldags historie i Et Folkesagn mere spiseligt for et moderne publikum.
Forestillingens mesterlige papirklipslignende scenografi, der indeholder en hel grøftekant af planteliv og flagrende insekter, er simpelthen overvældende smuk og en sand fryd for øjet. Ren naturpoesi skabt af scenograf Mia Steensgaard.
Og én danser stjæler billedet, og det er karakterdanseren Lis Jeppesen, som gestalter den lille charmerende troldegut Viderik. Hilda og Juncker Ove – alias Susanne Grinder og Marcin Kupinski – kan danse nok så lidenskabeligt, men det er den lille jaloux Viderik, der tripper ulykkelig rundt bagved dem, som tager al opmærksomheden. Via Lis Jeppesens gestik og mimik er det som om, vi ser hver eneste lille tanke og følelse, der rør sig i den splejsede Viderik. I Lis Jeppesens gestaltning er Viderik som en åben bog, lige til at aflæse og forstå, og man føler så inderligt med ham, når han bliver såret.
Et Folkesagn danses af Den Kongelige Ballet på Operaen.
Lis Jeppesen som trold. Foto Per Morten Abrahamsen
Juncker Ove i elverpigernes vold. Foto Per Morten Abrahamsen
Til tonerne af Mozart og Bach driver unge kvinder deres partnere frem, hiver i dem, svinger dem rundt og styrer dem omkring på scenen i højt tempo, lige indtil de unge mænd udmattet falder om i armene på deres udholdende amazoner. Eller indtil mændene ganske enkelt dratter om på scenegulvet – totalt udslidte. Der er dancefloor-war mellem kønnene i Kim Brandstrups værk Rocking.
I værket Rhapsody, af Tim Rushton er danserne klædt i elegante unisex tunikaer med referencer til antikken, men med moderne snit og designer-striber. Ikke kun i kostumerne kan der anes referencer til antikkens kunst, det kan der også i koreografien.
Men Rhapsody er mere end antikke hentydninger, værket er også trampende trin samt kantede og hakkede bevægelser. Der er noget ublidt, ja nærmest råt over Tim Rushtons nye værk, men samtidig også noget dragende og ømt.
Dansk Danseteater er på turné i Danmark med programmet Rhapsody, se det rundt omkring i landet, syd for grænsen og på den anden side af Øresund.
Rhapsody, foto: Dansk Danseteater
