Dans

Dans

Til minde om Rudolf Nurejev

Mens Bolsjoj Teatret i Moskva tager Jurij Possochovs ballet om Rudolf Nurejev af plakaten lige inden premieren, så hylder Wiener Staatsballett den russiske danser med en stor balletgalla. Det sker traditionen tro som et festligt punktum på sæsonen. Franske Manuel Legris, som leder Wiener Staatsballett, har allerede meddelt, at han planlægger en endnu større galla til næste år, som er 80-året for Rudolf Nurejevs fødsel.

Men hvorfor egentlig en Nurejev Galla i Wien? Jo, Rudolf Nurejev blev østrigsk statsborger i 1982, men allerede i 1959, før han hoppede af i Vesten, dansede han i Wien. I 1964 opsatte han sin udgave af Svansesøen på Wiener Staatsoper, to år senere fulgte Don Quixote. I 1991 fik han endda sin debut som dirigent i den østrigske hovedstad. Rudolf Nurejev tog Wien til sig, og wienerne tog Nurejev til sig, og de har aldrig glemt ham eller hans værker.

Den fire timer lange gallaforestilling begynder med et uddrag af Nurejevs fortolkning af Marius Petipas Tornerose (1966). Heldigvis et kort uddrag for det er aldeles intetsigende, og de overpyntede rokoko-kostumer er fuldstændigt rædselsfulde i deres skrigende farver. Man når lige at tænke, at det bliver en meget lang aften, hvis det fortsætter sådan med en række vilkårlige fragmenter fra bedagede balletter – og dansere i smagløse kostumer. Men næste værk er heldigvis det flotte værk Solo (1997) af Hans van Manen, der netop har modtaget den fornemme franske kulturpris Commandeur des Arts et des Lettres. Tre herrer i hurtige trin og luftige spring suser over scenen i enkle, men smarte kostumer. Hans van Manens koreografi til musik af Johann Sebastian Bach er et energiboost af en anden verden. Solo er et perfekt galla-nummer, og det høster måske aftenens største bifald. Hans van Manen er også selv tilstede og kommer op på scenen og modtager hyldesten.

Wiener Staatsballetts store italienske stjerne Davide Dato, skulle have været en af gallaens højdepunkter, men sådan gik det desværre ikke. Første gang han går på scenen sammen med svenske Nikisha Fogo i George Balanchines pas de deux fra Stars and Stripes (1958), kommer han til skade med sit knæ. Han drejer rundt på foden og skal i gang med en solo, men falder i stedet om på scenen, hvor han bliver liggende, mens det synes at vare evigheder, inden tæppet falder. Davide Dato synes her på sæsonens sidste aften at betale prisen for en meget hård og travl sæson, hvor han også blev udnævnt til ‘Erster Solotänzer’. Med denne uheldige skade udgik også Davide Datos pas de deux med belgiske Nina Tonoli. De to skulle have danset et uddrag fra Edward Clugs moderne ballet Peer Gynt, (2015) som får premiere på Wiener Staatsoper i den kommende sæson.

Med Davide Datos exit bliver det de to russiske gæstestjerner fra Bayerische Staatsballett Maria Shirinkina og Vladimir Shklyarov, der løber med den største opmærksomhed. Ægteparret danser et imponerende uddrag af Juri Grigorowitschs ballet Spartacus (1983). Vladimir Shklyarov løfter og kaster rundt med sin hustru, som var hun en let fjerbold. Maria Shirinkina og Vladimir Shklyarov er meget elegante i deres dramatiske dans. Ren russisk ballet-kvalitet. Balletten Spartacus er som et råb om frihed, den frihed som også Rudolf Nurejev søgte, da han i 1961 søgte om politisk asyl i Frankrig. Vladimir Shklyarov kommer på scenen igen i et langt uddrag fra Rudolf Nurejevs udgave af Marius Petipas La Bayadére (1963). Denne gang sammen med sin landsmandinde Liudmila Konovalova, der til daglig danser i Wiener Staatsballett. De to gør det godt, men bajaderers dans kokser fuldstændigt, idet danserinderne ikke kan holde deres arabesque penchée, hvormed hele den suggestive magi fordamper, og man ser kun et kaos af strittende ben.

Den lange festgalla med tre akter indeholder rigtig mange uddrag fra diverse kendte og mindre kendte værker. Nogle uddrag er mere velvalgte end andre. Spændende er det at få en smagsprøve af Liam Scarletts humoristiske With a chance of rain (2014), og Jorma Elos abstrakte Glow – Stop (2006 ). Derimod synes en kort ekspressiv solo fra John Neumeiers Le Sacre (1972) temmelig malplaceret. Uden kontekst forstår og føler man intet, skønt østrigske Rebecca Horner er kraftfuld og flyver vildt over scenen.  Det samme er tilfældet med det temmeligt melodramatiske uddrag fra Roland Petits La Prisonniére (1974), som synes ganske uforståeligt og ligegyldigt, hvis man ikke kender balletten eller ikke kan huske den.

Nurejew Gala slutter med et langt uddrag fra George Balanchines festlige Symphonie in C (1947). Personligt ville jeg hellere have oplevet det fulde værk med Georges Bizets medrivende musik, og så set lidt færre af de mange fragmenter, som kan virke lidt trættende i længden på en meget lang balletaften. Hvis Manuel Legris ønsker sig en endnu større og længere Rudolf Nurejev galla næste år, ja så behøver han ikke at fylde endnu flere fragmenter på programmet, men hellere koncentrere sig om længere uddrag eller hele værker.

Nurejew Gala 2017

Foto: Wiener Staatsoper

FAKTA
Nurejew Gala 2017
Wiener Staatsballett med gæstedansere
Wiener Staatsoper, 29 juni

Dans

Døden til grin

Hvad Erlend Loe er for norsk litteratur, må Jo Strømgren være for dansen i Norge. Underholdende, original, absurd, politisk ukorrekt, og meget morsom. Heldigvis sætter Jo Strømgren også værker op uden for sit hjemland og med andre kompagnier end sit eget. Således vender den norske lurendrejer nu endelig tilbage til Det Kongelige Teater med den vildt gakkede forestilling The Society of Lost Souls. Premieren faldt på selve dagen, hvor Folketinget afskaffede blasfemiparagraffen, hvormed det ikke længere er strafbart at spotte og håne religioner og troslærdomme, så Jo Strømgrens latterliggørelse af den katolske kirkes kommercialisering og dobbeltmoral var heldigvis inden for lovens rammer. God timing.

I The Society of Lost Souls tager Jo Strømgren selvmord, død og beslægtede tabubelagte emner under kærlig og morsom behandling. Det er modigt gjort og dejligt befriende. Målet er måske at vække os og kalde os rigtigt til live fra vores dødlignende liv på de sociale medier?

Vi befinder os i en polsk by, hvor sorte fugle flakser rundt, rotter piler omkring og katte lister langs husmurene. Bag vinduesruderne ses uhyggelige ansigter, som stirrer ud bag gardinerne. Denne gyser-scenografi er ligeledes skabt af Jo Strømgren, som også har designet kostumerne. I bedste gotisk skræk-stil mylder døde mennesker frem fra mørket, den ene mere mærkelig end den anden. Gennem dansen, der er moderne med et twist af centraleuropæisk folkedans, får vi personernes dødshistorie skildret. En har skudt sig sig selv, en er blevet myrdet, en er død i krigen, en er stille sovet ind på en bænk, en er trafikdræbt og så videre. Og så er der en, som er blevet kremeret. Asken står i en urne, som væltes – og ups så er han “borte med blæsten”. Endelig er der også en stor bjørn, der bidsk lunter rundt, indtil den finder sammen med en letlevende dame, hvorefter den bliver fredelig som en nuttet bamse.

De døde tumler forvirrede rundt i byens gader. De er fortabte sjæle, fordi de ikke ligger begravet på kirkegården. Om ham, der har skudt hovedet af sig selv, siger fortællerstemmen, der minsandten også er Jo Strømgren: “Åh, det forbandede hoved, der altid sidder for løst! De, der døde af knivstik eller druknede, undslap dette helvedes problem. Det hjælper hverken med lim eller snor; det eneste, der gør det nogenlunde til at leve med, er en stiv skjortekrave og en god balance. Men ak, snart forglemmer man sig og vil binde sine snørebånd”. Det kunne være skrevet af Erlend Loe, så grotesk og sort er det.

De døde håber, at de ved at omvende sig til katolicismen kan finde ro og hvile, så de ikke mere skal spøge. For at blive optaget i den katolske kirke, må de døde kravle ned i en kloak og oven i købet betale for det. Men trods den betalte aflad til kirken, får de levende døde ikke fred. I stedet ender deres møde med kirken i et sexorgie, som Jo Strømgren har iscenesat på en yderst humoristisk måde, hvor han gør godt brug af dansernes eminente mimetalenter. Scenen kunne være hentet ud af Giovanni Boccaccios Decameron, hvori kirkens folk også lystigt hengiver sig til hinanden. The Society of Lost Souls er en fuldstændig barok og hylende morsom historie, som danserne får formidlet på en yderst overbevisende måde.

Vi spørger altid, hvad meningen med livet er, men Jo Strømgren spørger i stedet: hvad er meningen med døden? Sådan twister han på en underfundig måde mange udsagn og talemåder om livet og især døden. Han så at sige perspektiverer livet. Som det hedder i forestillingen: “det er muligt, at livet kan være kedeligt, men det er intet i forhold til den kedsomhed, der venter nede i en urne. Budskabet er altså at leve livet og selv tage ansvar for hvor sjovt det er. Vælger man at bruge lidt tid i selskab med Jo Strømgren og The Society of Lost Souls, så keder man sig i al fald ikke i en time og ti minutter.

The Society of Lost Souls af jo strømgren

The Society of Lost Souls Foto: Klaus Vedfelt

Jo Strømgren på DKT

The Society of Lost Souls Foto: Klaus Vedfelt

The Society of Lost Souls af jo strømgren

The Society of Lost Souls Foto: Klaus Vedfelt

FAKTA
The Society of Lost Souls
A-salen, Det Kongelige Teater
Corpus / Den Kongelige Ballet
Koreografi: Jo Strømgren
Scenografi: Jo Strømgren
Kostumer: Jo Strømgren
Iscenesættelse: Jo Strømgren
Forestillingen er en del af CPH Stage

Dans

Kaos i kabinettet

Lige så dårligt som CPH Stage kom fra start med forestillingen The blind poet, lige så godt kommer festivalen videre med værket Random af og med Livingstones Kabinet. Teaterkompagniet er altid god for en alternativ performance-forestilling med en skæv synvinkel på tilværelsen og vores vanvittige samfund. Og ikke mindst leveringsdygtigt i et godt og tankevækkende grin.

“Kaos er ikke altid dårligt nyt”, hedder det i Random, som hylder det flimrende kaos. Vi mennesker har en tilbøjelighed til at søge efter en mening i det meningsløse kaos, men vi behøver lidt uforståeligt kaos i vores regelmæssige liv. Det er budskabet i det dadaistisk-inspirerede værk.

Random begynder med det modsatte af kaos, nemlig en spillemaskine, der taler som en robot. Den bekendtgør, at den er kunstnerisk ansvarlig for forestillingen. Når computere og algoritmer overtager kunsten, så forsvinder også det kaotiske. Men heldigvis kommer Pete Livingstone på scenen og fortæller, at han er kunstnerisk leder for forestillingen. Og så begynder et totalt gakket  kaos, som er aldeles morsomt.

Der bliver gjort tykt grin med politikernes slidte floskler, mediernes ligegyldige plapren, HR-sprogets intetsigende formuleringer og marktingbranchens indholdsløse buzzwords. En smart, seriøs forretningskvinde står og taler om vigtigheden i at have en strategi uden at miste retning. Selv kan hun intet se, fordi hun har en hel dynge båndsalat over hovedet og hun må assisteres, når hun skal til og fra scenen. Hun er et godt billede på den udbredte diskrepans, der er mellem tale og handling i vores samfund, hvor ord bare skal forføre og sælge. Ordene betyder ingenting, de skal ikke forandre noget, de er blevet meningsløse. Og dem der udtaler ordene, mener dem slet ikke.

Men det er ikke den slags kaotisk meningsløshed, der har til formål at udbytte andre, vi skal have i vores liv, det er mere det legende kaos, som pirrer vores hjerner. Og det får vi blandt andet med skotske Pete Livingstones fjollede sang og musik samt svenske Petter Wadstens barnlige trylleri med et æg. Performernes fantasifulde og kreative udklædninger med brug af alt fra tæppebankere til broderede bordløbere er også aldeles skøre og skønne. Og så får vi en modeopvisning med almindeligt tøj, som performere tager aldeles forkert på, så det ser helt tosset ud, mens de vralter frem på en catwalk.

Ja tak, den slags pjat og anderledeshed har vi brug for i vores liv. Og det er vel ikke mere pjattet og dumt, end når oversmarte brancher bruger engelske buzzwords som “disruption” “exit strategy” og “downsizing”, uden at de selv rigtigt kan definere dem, men bare bruger dem til at hævde sig over dem, der ikke kender dem?

Hvis den slags gakket performance, som Livingstone Kabinet bedriver, er for sært, kan man i stedet tage større børn og unge med i Dansekapellet og se street dance-forestillingen One 2.0 af Stephanie Thomasen. Denne forestilling handler til dels også om kaos eller i al fald at vove at tabe fodfæstet eller kontrollen for en stund. Fem unge dansere fra Uppercut Danseteater viser vigtigheden i at bryde ud af de kasser og roller, vi alle hurtigt sættes ind i, fastholdes i og begrænses af.

performance med Livingstones Kabinet

Foto: Bjarne Stæhr

Livingstones kabinet performere

Foto: Daniel Buchwald

FAKTA:
Random
Livingstones Kabinet
Performere: Kristina Sørensen Ougaard, Pernille Koch, Piet Gitz-Johansen, Petter Wadsten og Pete Livingstone
Dansehallerne
Iscenesættelse: Nina Kareis
Scenografi: Julie Forchhammer
Koreografi: Adelaide Bentzon
Komponist: Pete Livingstone
Lyddesign: Erik Christofferson
Lysdesign: Mikkel Jensen
Forestillingen er en del af CPH Stage

One 2.0
Uppercut Danseteater
Dansekapellet
Koreografi: Stephanie Thomasen
Musik: Lawand Othman aka. DJ Turkman Souljah
Lysdesign: Peter Bodholdt Løkke
Forestillingen er en del af CPH Stage

Dans

CPH Stage for de indviede

Fint skulle det være, da teaterfestivalen CPH Stage blev skudt igang med belgiske Jan Lauwers’ performanceforestilling The blind poet (2015) på Det Kongelige Teater. Men der var gabende tomt på publikumsrækkerne, og de få fremmødte var vist næsten alle inviterede gæster. Det syntes i al fald at være en familie-kom-sammen for teaterfolket. Og de fleste af dem som ikke var en del af familien sivede vist under forestillingen eller i pausen.

Forventningerne er altid store, når det gælder performance fra Belgien, som har en rig tradition i denne spændende genre. Tænk bare på Abattoir Fermé, som har gæstespillet flere gange på Baltoppen i Ballerup og på Viften i Rødovre. Men The blind poet skuffede fælt med alle sine tyndslidte klicheer om identitet i nutidens multikulturelle Europa. Kedelige klicheer som bliver gentaget igen og igen i en næsten tre timer lang forestilling. Jan Lauwers vil helt grundlæggende fortælle, at Europa altid har været en smeltedigel af kulturer, religioner og nationaliteter, og at denne blandingskultur er normal og positiv, så vi skal være åbne og tage imod alle, der kommer hertil. Det er nok de færreste af de gæster, der indløser billet til en alternativ og eksperimenterende teaterforestilling, der er synderlig uenig heri, så hvorfor proppe de politisk korrekte meninger ned i halsen på os. Hvorfor ikke udfordre vores meninger eller selv lade os konkludere lidt. Det er vel det, som god og eksperimenterende kunst og teater skal kunne?

Det bliver altså ikke automatisk morsomt, bare fordi man tager en klovenæse på. Det bliver ikke aktuelt og vedkommende, bare fordi man siger “flygtning” i hver anden sætning. Man bliver ikke et rummeligt vestligt menneske, bare fordi man pleaser muslimske kulturer. Og man provokerer ikke bare ved at tage en udstoppet hest med på scenen.

The blind poet tager afsæt i den blinde arabiske poet Abu al ‘ala al Ma’arri (973-1057), der blandt andet var ateist og fritænker. Siden hen bliver tallet 7, der er helligt inden for de tre store monoteistiske religioner, forestillingens omdrejningspunkt. Syv mennesker med forskellige nationaliteter præsenteres, og alle synes de at være på linie med den blinde poet. De præsenterer sig selv og forsøger alle at fremhæve deres egen unikke identitet, men også at understrege at de er en del af et større hele. Her er en nordmand med vikinge-blod i årerne, en tuneser der forfører franske kvinder, en amerikansk cowboy der spiller på hjemmelavet banjo, en stout frisisk kvinde og så videre. Alle taler de deres eget sprog, som så tekstes, ligesom det sker til en operaforestilling. Karaktererne i sig selv er skæve nok til at kunne være interessante, men den ene historie er mere kedelig end den anden, fordi teksten er svag. Store oppustelige monstre, robotter i Oskar Schlemmer stil eller en røgmaskine gør det ikke mere spændende.

Tynde tekster og en fraværende dramaturgi, men heldigvis er der Maarten Seghers rytmiske musik, som er god og medrivende, fordi det lykkes ham at forene diverse musiktraditioner og genrer. Performerne spiller selv musikken, faktisk synes de bedre som musikerne nede i orkestergraven, end når de spiller teater oppe på scenen.

Men hvad skal vi egentlig med CPH Stage, hvis festivalen ikke kan tiltrække et stort blandet publikum, eller hvis den bare henvender sig til inviterede gæster der deler den samme verdensanskuelse? Men måske ændrer det hele sig i løbet af festivalen? Vi får se!

the blind poet med NEEDCOMPANY

FOTO: NEEDCOMPANY

FAKTA
The blind poet
Needcompany
Det Kongelige Teater
Tekst, scenografi, lys og instruktion: Jan Lauwers
Musik: Maarten Seghers
Koreografi: Grace Ellen Barkey
Kostumer: Lot Lemm

Dans

Komplicerede forbindelser mellem skuespil og dans

Vi kender filmene om den intrigante Marquise de Merteuil, der iscenesætter en temmelig usympatisk og bizar leg med andre menneskers følelser – et farligt erotisk spil som til sidst rammer hende selv. Filmene – heriblandt Miloš Formans Valmont (1989) og Stephen Frears Dangerous Liaisonsv (1988) – bygger på romanen Les Liaisons dangereuses (1782) af Pierre Choderlos de Laclos. Christopher Hampton har skrevet et skuespil baseret på romanen, og nu opsætter Det Kongelige Teater en forestilling over denne tilsyneladende udødelige historie. Den britiske koreograf og iscenesætter Cathy Marston har skabt værket Farlige forbindelser, hvori hun blander dans og skuespil til musik af Jesper Mechlenburg.

I forestillingen er der to der spiller Markise de Merteuil, henholdvis en skuespiller og danser, det samme er tilfældet med Vicomte de Valmont. Cathy Marston arbejder nemlig med en parallelhandling i en anden tid og forsøger dermed at fortælle to sider af samme historie samtidig. Under dansernes udfoldelse af dramaet lader hun Markise de Merteuil og Vicomte de Valmont – i skuespillernes gestaltning – diskutere karakterernes gøren og laden 10 år tidligere. En meget omstændelig og gumpetung fortælleform.

Fra filmene kender vi historien som en erotisk komedie, men sådan ser Cathy Marston den ikke. Her er der ikke noget at grine ad, det hele er meget alvorligt og seriøst. Der er ingen charmerende forførelseskunst eller pirrende erotik, kun kynisk, følelseskold udnyttelse af andre menneskers følelsesliv. Markise de Merteuil og Vicomte de Valmont skaber sammen et spindelvæv af løgne, som de heldigvis selv bliver fanget i til sidst, men inden da har de knust flere unge, uskyldige hjerter.

Men er det ikke blevet lidt for alvorligt og selvhøjtideligt? Eller er det bare skuespilleres lange udmattende dialoger og råbende monologer, der får det hele til at virke umådeligt højstemt og humorforladt? Dansen bremses i al fald af de mange ord, der leveres, som var det politik eller brugsanvisninger til elektroniske apparater, det handlede om, og ikke følelser. Blandingen af skuespil og dans bliver en meget tung cocktail, hvori der næsten ikke er plads til dansen. Bedst fungerer de scener, hvor danserne er alene på scenen og bruger scenografiens stole som dansepartnere. De kryber igennem stolenes ryglæn, som for at demonstrere den penetrering, det handler om i det seksuelle drama.

Det er Steffen Aarfings scenografi, som gør størst indtryk. Han har skabt et imponerende overdimensioneret spindelvæv, der afspejler det spindelvæv af løgne, som Markise de Merteuil og Vicomte de Valmont skaber sammen som et skrupelløs tidsfordriv. I spindelvævet er der fanget stole, der henviser til de mennesker, som de har knust i deres rænkespil. Et rænkespil, som desværre aldrig bliver spændende eller vedkommende.

Scenografi i Farlige forbindelser

Foto: Costin Radu

Farlige forbindelser

Foto: Costin Radu

Farlige forbindelser dansere

Foto: Costin Radu

FAKTA
Farlige forbindelser
Det Kongelige Teater
Skuespilhuset
Koreografi og iscenesættelse: Cathy Marston.
Tekst og medinstruktion: Edward Kemp
Musik: Jesper Mechlenburg
Scenografi og kostumer: Steffen Aarfing
Lysdesign: Anders Polz
Lyddesign: Jonas Vest

Dans

Nycirkusartister springer ud

Tilbage i 2014 åbnede Danmarks første skole for nycirkus, Akademiet for Moderne Cirkus (AMOC) med en vidergående uddannelse i nycirkus – svarende til de internationale cirkusuniversiteters bachelorniveau. Nu tre år senere er det første hold af studerende færdige, og ved fire forestillinger har de otte afgangstuderende vist deres afsluttende artistiske svendestykker for offentligheden. Eksamen og show på en og samme tid.

Når man tænker på, at det er det første hold, som bliver udklækket på AMOC, så er det tekniske niveau overraskende højt, mens den kunstneriske iscenesættelse med musik, lys, kostumer og sminke ikke synes så højt prioriteret.

Svenske Mattias Umaerus er først på scenen i kinesisk pæl, en disciplin som han har fornyet. Den statiske kinesiske pæl har han gjort mobil. Han tager udgangspunkt i Newtons tredje lov, som lyder: “Et legeme der påvirker et andet legeme med en kraft, vil blive påvirket med en lige stor modsat rettet kraft.” Mattias Umaerus’ balance i den lodrette kinesiske pæl bliver til en dobbelt-balance, idet pælen holdes på plads i et sindrigt vægtsystem, som modsvarer Mattias Umaerus vægt og bevægelser.

Svenske Anders Bjørklund har bar overkrop med tatoverede vinger på ryggen. En passende “maskering”, når han stiger til vejrs i straps og svinger sig rundt luften som en kredsende fugl. Han danser også med en gul paraply, men hans nummer handler om frihed og frigørelse, så til sidst smider han paraplyen fra sig og lader sig frit overstrømme af vand, der falder ned fra loftet.

Norske Eivind Øverland og Lalla La Cour svinger sig i trapez og fortæller om et parforhold med sammenhold og konflikter. En konflikt der drives til det yderste, når Eivind slipper sit greb i Lallas hænder og kun holder hende i hendes tykke hestehale.

Ylva Havndrup imponerer i disciplinen contortion, med andre ord er hun et slangemenneske. Hun er også håndstandsartist, så stående på hænder bøjer hun kroppen op over sit hoved, hvormed hun ligner et fremmedartet væsen. Hun tager så at sige benene på nakken. Med sit nummer fortæller hun en historie om at blive forvirret og overrasket af sin egen krop. Med et desorienteret udtryk i øjnene ser hun for eksempel sine fødder danser lige foran ansigtet. Hvor kom de tæer lige fra, synes hun at tænke.

To jonglører er med. David Ulrich og Anders Stehr jonglerer desværre begge to med lette, hvide plastickegler. Begge kombinerer de jongleringen med håndstand og akrobatik samt koreografiske elementer, men de hvide plastickegler er altså temmelig usexede og sterile.

Alfred Hall Kriegbaum og Sonia Matos (hun er kun 2. års studerende) har det mest helstøbte nummer. De brillerer i disciplinen parakrobatik med kraftfulde balancer. Og de fortæller en historie om et to mennesker, som tilfældigt mødes, bliver forelskede, skændes og strides. Deres musikvalg vises nummerets udvikling fra It’s been a honeymoon til Can’t take no more. De bruger lysetdesignet på en opfindsom og humoristisk måde. I en øm kærlighedsscene på en madras slukkes og tændes lyset, og hver gang det tændes igen, balancerer de to akrobater på en ny og anderledes måde, som er det en demonstration af diverse kamasutra-stillinger. Både Alfred Hall Kriegbaum og Sonia Matos er sminkede, har farvet hår og bærer farverige kostumer, som understreger nummerets komiske tone. Og så er de to meget unge artister bare imponerende dygtige og meget charmerende. De har hele pakken og er klar til erobre scenerne.

Tillykke til alle de nyuddannede nycirkusartister fra AMOC, det bliver spændende at følge dem.

Alfred Hall Kriegbaum - parakrobat

Alfred Hall Kriegbaum og Sonia Matos. Foto: AMOC

Alfred Hall Kriegbaum - parakrobat

Alfred Hall Kriegbaum og Sonia Matos. Foto: AMOC

FAKTA
Afgang 2017
Akademiet for Moderne Cirkus (AMOC)