Dans

Dans

Napoli som B-film

Selvom man skal bevare en fin gammel balletarv, er teater trods alt ikke et museum. Der skal sælges billetter, og det har August Bournonvilles gamle balletter ikke altid været lige gode til. Inkarnerede August Bournonville fans syntes en overgang at være en uddøende race, og dermed var balletterne ingen god forretning for en teaterchef. Noget måtte der gøres for at vinde et nyt og ungt publikum til Bournonvilles balletter. Dette indså Nikolaj Hübbe, da han tiltrådte som balletmester ved Den Kongelige Ballet i 2008. Sammen med Sorella Englund opdaterede han flere af August Bournonvilles balletter – blandt med dannelseshistorien Napoli fra 1842. Da denne fortolkning af Napoli havde premiere i 2014 var det en forfriskende fornyelse og en tiltrængt opdatering af en opsætning fra 2001. Men en langtidsholdbar version var der ikke tale om, men et underholdende og godt timet intermezzo, inden teatret helt mistede sit Bournonville-publikum, det var den.

Sorella Englund og Nikolaj Hübbe har ført balletten om fiskeren Gennaro og hans udkårne Teresina op i tiden, nærmere bestemt til 1950’erne og iscenesat den som en Fellini-film. Fred være med det. Men desværre har de også ændret betydeligt i ballettens libretto og pillet det kristne islæt ud. Når rivalerne Giacomo og Peppo opildner folkemængden mod Gennaro er det ikke længere djævelen, som de beskylder ham for at være i ledtog med, men mafiaen. Og når Teresina forsvinder på havet under et uvejr, er det ikke en munks velsignelse, der sender Gennaro ud at lede efter hende, men en forbipasserende pilgrim. Det er heller ikke en amulet med et madonna-billede, der løsner Teresina fra havåndens trolddom, men et sølvhjerte, som hun tidligere har hængt om Gennaros hals. Selv som ateist bliver det vel ikke mere realistisk, når det er et sølvsmykke, som bryder forbandelsen? Et madonnabillede ville da ellers have passet rigtig godt ind i det katolske Italien, hvor historien foregår, men i denne udgave af Napoli handler det heller ikke om realisme. Hvad det egentlig handler om, ud over at sælge billetter, er svært at se.

Ved denne sæsons repremiere på Sorella Englund og Nikolaj Hübbe Napoli har det italienske folkeliv i første akt fået et nøk opad, og har mistet al sin folkloristiske uskyld. Folkelivet på havnepladsen er skildret helt uden charme og poesi. Gestikken og mimikken er blevet grovere. Glem alt om antydningens kunst, her er alt overtydeligt. Karaktererne er ikke længere personer i en historie, men er blevet overgearede tegneseriefigurer til en udklædningsfest, hvor det mere synes at handle om at karikere end at portrættere. 

Tidligere kunne man godt sidde og fnise lidt over August Bournonvilles balletter og deres sentimentale skønmalerier, altså lige bortset fra den højromantiske Sylfiden. Kritiske røster har endog raset over den stereotype fremstilling af folkeslag og minoriteter i Bournonvilles værker, isærdeleshed i balletten Fjernt fra Danmark. Men disse lidt naive fremstillinger og portrætter er for intet at regne i forhold til fremstillingen af italienere i denne udgave af Napoli. Her er det de storrygende skøger, liderlige makaroni- og limonadesælgere og andre klichéer, der fylder mest i bybilledet. 

Nu blomstrer nypuritanismen i vores samfund, og krænkelseskulturen tromler triumferende henover alt og alle. Når en universitetsfest med mexikansk tema bliver forbudt, fordi det krænker et par studerende, og når cowboyfester og lignende temafester bliver forbudt i forskellige fora, kan det forekomme helt uforståeligt, men hvis der sidder en italiener og føler sig lidt såret eller krænket efter at have set Napoli på Det Kongelige Teater, så er det altså ikke helt uforståeligt. 

Napoli er blevet en ukærlig karikatur, hvor man griner højt, ikke fordi det er morsomt, men fordi det er komisk på en fuldstændig kikset og – forhåbentlig – ufrivillig måde. Der er ikke længere tale om en Fellini-film, men om en B-film. Og B står ikke for Bournonville. 

Selv om anden akt med fremragende ny musik Louise Alenius fungerer godt, skønt det er lidt mærkeligt, at havånden Golfo er udklædt som Døden, så redder det ikke balletten. Men Ryan Tomash danser flot og er både en uhyggelig og dragende Golfo, som er langt mere interessant, ja mere realistisk end nogen af de øvrige karakterer i historien.

Pantomimeteatret i Tivoli har i løbet af sommersæsonen spillet et August Bournonville program, og trods den beskedne scene, båndmusikken og de få dansere rammer denne forestilling bedre Bournonvilles ånd og stil, end Napoli på Det Kongelige Teater gør. Vi må håbe, at Pantomimeteatret også i den kommende sæson danser August Bournonville og dermed bevarer og viderefører den koreografiske arv efter August Bournonville lidt bedre end det er tilfældet i Napoli.

Napoli. Foto: Henrik Stenberg

Napoli. Foto: Henrik Stenberg

Golfo. Foto: Henrik Stenberg

Golfo. Foto: Henrik Stenberg

FAKTA
Napoli
Det Kongelige Teater, Gammel Scene
Den Kongelige Ballet
Koreografi: Sorella Englund og Nikolaj Hübbe frit efter August Bournonville
Musik: Edward Helsted, H.S. Paulli, H.C. Lumbye og Louise Alenius
Scenografi: Maja Ravn

Dans

Pelle erobrer ikke scenen

Den status, som Vilhelm Moberg og hans samfundskritiske romanserie Udvandrerne har i svensk litteratur, har Martin Andersens Nexøs serie om Pelle Erobreren i den danske litteratur. Begge romanværker er blevet til ikoniske film – i øvrigt begge med Max von Sydow i en bærende rolle. Dog er kun første del af Pelle Erobreren blevet til film, til gengæld er filmen yderst vellykket og både belønnet med en Guldpalme og en Oscar. Filmen af Bille August er ligesom bogen fremragende fortalt og derfor har man på Teater Republique sikkert også tænkt, at historien ligeledes kunne blive til godt musikteater. Rammerne er der i al fald til det, for forestillingen spiller i det nyrenoverede Østre Gasværk, som blev bygget i 1878, samtidig med at historien om Pelle foregår. Men resultatet er desværre blevet en gumpetung, småkedelig og umådelig gammeldags teaterforestilling.

Ligesom Vilhelm Mobergs digre værk handler Martin Andersens Nexøs roman også om svenske udvandrere, idet hovedpersonen, den 8-årige Pelle, rejser fra Tomelilla i Skåne til Bornholm. I 1877 går Pelle og hans gamle far, den fattige landarbejder Lasse, i land på den danske ø, hvor de håber at få et bedre og mindre slidsomt liv. Men det sker ikke, tværtimod brister alle deres forhåbninger og drømme. Det umage par kan kun få job på Stengården, hvor alle synes at have et hjerte af sten. Pelles mor er for længst død, og nu har drengen kun sin vege og ubeslutsomme far, som slet ikke lever op til sønnens ønske om en stærk og handlekraftig far. Pelle må igennem en masse onde oplevelser, inden han kan blive konfirmeret og komme væk fra den barske og umenneskelige tilværelse på Stengården. 

Skuespillerne gør det godt, og Julian Horta Meier Carlsen, som spiller Pelle, gør det endda rigtigt fint. Synge som en engel kan han også. Det er derimod dramatiseringen af teksten, iscenesættelsen og scenografien, som halter gevaldigt. Har dramaturgen overhovedet læst romanen eller blot set filmen? Det er som om de fragmentariske scener er taget ud af filmen og så klistret sammen med sang og små anslag af koreograferede optrin. Men det bliver aldrig en helhed, og man kommer aldrig til at føle noget for personerne, uanset hvor trist historien er, og hvor meget den lille Pelle lider.

Der er ellers nok at tage fat på i Martin Andersens Nexøs tekst, hvorfra der kan trækkes paralleller til både nutidens flygtningestrømme og #MeToo-bevægelsen, men der følges ikke op på disse analogier. Musikteaterforestillingen bliver som små dramatiserede optrin på et museum, hvor man gerne vil gøre historien levende for de besøgende gæster. Måske kan Teater Republiques opsætning af Pelle Erobreren bruges til at anskueliggøre historien og litteraturen for skolebørn, men for et voksent publikum, der kender Martin Andersens Nexøs udødelige historie om Pelle, er der ikke meget at opleve, at blive klogere på eller at underholdes af.

Maja Ravn, som plejer at lave forbilledelig scenografi, gør nærmest ikke brug af Østre Gasværks smukke højloftede og rustikke rum samt de mange muligheder, som ligger i det. Hendes scenografi er blot én stor og hård jordknold, som naturligvis demonstrerer den goldhed, der hersker på Stengården, hvor ingen mennesker kan gro og vokse sig sunde, stærke og glade. Men uinteressant og uinspirerende er det at se på denne jordknold hele forestillingen igennem, når nu der ligger så mange oplagte muligheder i Østre Gasværks mægtige rum. Kun i enkelte scener gør man brug af gasværkets høje kuppel med svalegange, og disse scener er også de bedste. Det er eksempelvis når Pelle og Lassefar står på skibsdækket og i tågen skuer ind mod deres nye fædreland, eller når den hårdtslående skolelærer står på øverste svalegang og kigger brysk ned på sine små elever. Med denne kedelige og enkle scenografi kunne Pelle Erobreren stort set have været spillet på enhver almindelig scene, men når forestillingen spiller i Østre Gasværks kæmpestore teaterrum, så forventer man også en scenografi ud over det sædvanlige, og som ikke er mulig at opleve andre steder.

Pelle Erobreren. Foto: Natascha Thiara Rydvald

Pelle Erobreren. Foto: Natascha Thiara Rydvald

Pelle Erobreren. Foto: Natascha Thiara Rydvald

Pelle Erobreren. Foto: Natascha Thiara Rydvald

FAKTA
Pelle Erobreren
Teater République
Østre Gasværk
Dramatisering: Annika Kofoed
Musik: P-O Nilsson og Dreamers’ Circus
Sangtekster: Bim Wikström
Sangtekstforfatter: Mathæus Bech
Instruktør: Katrine Wiedemann
Scenografi & kostumedesign: Maja Ravn
Videodesign: Luke Halls
Koreografisk konsulent: Signe Fabricius

Dans

Med englevinger på selvdestruktivt dansetrip

Konceptet Dans2go med billige billetter til ballet fortsætter i denne sæson på Det Kongelige Teater. I år er Jiří Kyliáns Salmesymfoni fra (1978), Harald Landers Dvořák pas de deux (1964) og et helt nyt værk, My Daddy Loves Sugar, af Oliver Starpov på programmet. Det er altså et bredt program, hvor der er noget for enhver smag.

Jiří Kyliáns Salmesymfoni fra 1970’erne er blevet en klassiker på balletscener verden over; værkets sakrale stemning taler direkte til tidsånden. Den åndelige søgen er stigende, derfor er det nok heller ikke tilfældigt, at flere kompagnier danser netop dette værk i disse år. Hvis man vil se Salmesymfoni på en endnu større scene end Gammel Scene på Det Kongelige Teater, så danser Wiener Staatsballett også værket denne sæson på den legendariske opera i Wien.

Det er ikke blot Igor Stravinskijs musik, der skaber det religiøse rum, det gør også scenografien og koreografien. En væg af persiske tæpper leder tankerne hen på bedetæpper, og stolene, som danserne benytter, er en mellemting af kirkebænke og knæfald. Et alter foran knæfaldet er der ikke, men et varmt lys falder velsignende blidt ned over de 17 dansere. Kvinderne danser med flagrende arme, som var det blafrende englevinger, mens herrerne står som ranke kors. Danserne signalerer hengivelse og tilbedelse med deres gestik og med deres deres trin skaber de mønstre, der er lige så snirklede og smukke, som dem vi kan se i de persiske tæpper. Det er en åndelig og kontemplativ oplevelse at se Jiří Kyliáns Salmesymfoni, som ved hvert gensyn åbenbarer endnu et mønster eller detalje, som man ikke tidligere har set, sådan som man også kan opdage nye detaljer i mønstret på et persisk tæppe.

Harald Landers Dvorák Pas de Deux, smukt danset af Emma Riis-Kofoed og Jón Axel Fransson, er en lille, sprudlende glad humørpille, inden programmet går videre med Oliver Starpovs dystre værk My Daddy Loves Sugar – So Much He Eats It With His Nose. Titlen kunne også have været Angst æder sjæle op, hvis ikke lige Rainer Werner Fassbinder allerede allerede havde brugt den titel til sin film, Angst essen Seele auf (1973). Premiereværket handler nemlig om de mere mørke sider af sindet, det være sig angst, depression, vanvid og selvhad. Som et “memento mori” hænger en glaskiste – med en hvidklædt person – ned fra loftet. Og måske er det denne persons død, vi ser udspille sig på scenen, hvor de to hovedpersoner, Daddy og Sugar, er i konstant strid, men kampen mellem dem bliver næsten til en slags kærtegn, ganske vist destruktive kærtegn. Daddy og Sugar ender med at “æde hinanden op”. Egentlig er Daddy og Sugar to sider af samme person, to sider der viser sig at være uforenelige og dermed selvdestruerende. Meirambek Nazargozhayev og MacLean Hopper danser den martrede person, og det gør de fremragende, fordi de til fulde behersker den moderne og street-inspirerede koreografi.

Der er mørkt og røgfyldt på scenen, og stemningen i My Daddy Loves Sugar er en blanding af en drøm og et syretrip på en danceclub. Den elektroniske musik er høj og til tider går den dunkende bas lige i hjertet som et drug, der giver voldsom hjertebanken. Men der er ikke langt fra den ene yderlighed til den anden, og snart sænker der sig dødelig stilhed.

De spektakulære sceniske effekter med glitterregn og en strålende stjernehimmel matcher den store scene, mens koreografien med mange liggende bevægelser på gulvet ville have gjort sig meget bedre på en mindre og mere intim scene, hvor man kunne se, hvad der foregår allernederst på det dunkle scenegulv, det kan man desværre ikke fra parkettet på Gammel Scene.

Kylián ballet. Foto: Henrik Stenmark

Salmesymfoni. Foto: Hernik Stenmark

Salmesymfoni. Foto: Hernik Stenmark

Salmesymfoni. Foto: Hernik Stenmark

Kylián ballet. Foto: Henrik Stenmark

Kylián ballet. Foto: Henrik Stenmark

FAKTA
Dans2go
Den Kongelige Ballet
Gamle Scene

Salmesymfoni 
Koreografi: Jirí Kylián
Musik: Igor Stravinskij
Scenografi: William Katz
Kostumer: Joop Stokvis
Lysdesign: Jirí Kylián, Joop Caboort og Kees Tjebbes

Dvorák Pas de Deux
Koreografi: Harald Lander
Musik Antonin Dvorák
Kostumer: Rikke Korfix og Lise Lander
Lysdesign: Thomas Bek Jensen

My Daddy Loves Sugar
Koreografi: Oliver Starpov
Musik: Cliff Martinez, Ben Salisbury, Geoff Barrow m.fl.
Kostumer: Oliver Starpov
Lysdesign: Thomas Bek Jensen

Dans

Carmen som statist på filmset

Den Kongelige Ballet danser ikke ballet, men går til filmen i Marcos Moraus fortolkning af Carmen. Den spanske koreograf, som det danske dansepublikum senest oplevede med værket Waltz ved Dansk Danseteaters Summerdance, er kendt for at sprænge kunstarternes snærende grænser. I sin version af Carmen lader Marcos Morau film og dans smelte sammen og samtidig dekonstruerer han fuldstændigt historien om den temperamentsfulde Carmen fra tobakfabrikken i Sevilla.

Marcos Moraus historie foregår på et filmset, hvor der indspilles store dansescener, som minder om dem, vi kender fra de stort anlagte underholdningsfilm tilbage i 1950’erne. Flere kameraer følger de agerende i indspilningen af filmen Carmen, og de levende billeder projekteres direkte op på et stort lærred over scenen. Publikum kommer således rigtigt tæt på performerne og kan se deres mindste mimik. Kameraernes nærbilleder bruges naturligvis til at vise, hvad der foregår i krogene på et stort filmset. For eksempel ser vi Kizzy Matiakis som en arrogant og forfængelig filmdiva, der ikke ved, hvilken grimasse hun skal finde frem. Og ved sminkebordet forelsker to mandlige “filmstjerner”, Jón Axel Fransson og Oliver Starpov, sig i hinanden, mens de pudrer kinderne. Nærbillederne betyder, at der er flere kameraer på scenen, hvor de distraherer og tager noget af publikums udsyn. Filmsettet med filmindspilningen er med andre ord yderst autentisk med alle dets fordele og ulemper.  

Historien om Carmen er forvandlet til uigenkendelig, for hos Marcos Morau handler det mere om livet bag kulisserne på et filmset end om Carmens kærlighedsaffærer. Værket er delt op i filmscener, som annonceres af filmarbejdere med et klaptræ. Personerne med klaptræet benytter samtidig deres få sekunders berømmelse på filmstriben til at at gøre reklame for sig selv, som var de på et datingsite. De promoverer sig selv, sådan som vi dagligt ser det ske på de sociale medier. Det er i det hele taget de sortklædte og bebrillede filmarbejderne, som fylder mest i forestillingen. Disse arbejdere på filmsettet drømmer selv om at spille hovedrollerne og at være filmstjerner. Uanset køn prøver de gerne Carmens guldskørter og Escamillos toreador-jakker. Kønsforskellene udviskes mellem dem, alle er kvinder, og alle er mænd. Alle kan være, hvem de ønsker at være.

Filmarbejdernes mange danse på linje er forrygende showdans, som man kun ser i internationale danseshows som for eksempel Friedrichstadtpalast i Berlin. Når danserne ligger henover flight cases med benene strakt op vejret, skaber de en stor, flot vifte med deres flagrende ben, som fejer i luften. Marcos Morau er formidabel til at skabe den slags store dansetableauer med formationer og bevægelser, der understreger det spanske tema og som passer perfekt til musikken af George Bizet, Charles Dumont, Rodion K. Shchedrin, Ernest Guiraud og Nikolaj Rimskij-Korsakov

De såkaldte hovedroller som Carmen, José og Escamillo spilles/danses af forskellige dansere. Ida Praetorius, Stephanie Chen-Gundorph og Kizzy Matiakis har de fleste scener som Carmen, mens Andreas Kaas, Oliver Starpov og Marcin Kupinski oftest ses som José. Og Jón Axel Fransson fylder mest som selvfed tyggegummi-gumlende toreador, der helst ikke vil komme for tæt på Carmen, fordi han foretrækker mænd.

Første akt er en fest, hvor man klukler over alle de groteske, opfindsomme og helt gakkede scener og optrin. Ud fra devisen “less is a bore” har Marcos Morau taget alle klichéer om Spanien og maksimeret dem, så det bliver så spansk, som det ikke engang er i Spanien. Her er masser af stærke farver, lyserøde knæstrømper, mørke kapper, kniplingsslør, sombreros, toreador-jakker, flæser, vifter, brusende skørter, sorte briller, flamenco-sko – og heste. Marcos Morau skaber den ene absurde og manierede scenarie efter det andet, og de er alle som taget ud af en rablende vanvittig Pedro Almodóvar film.

Der sker ufatteligt meget på scenen, samtidig med at man også skal følge med på filmlærredet. Helt vild er scenen, hvor der rides på små karruselheste foran en såkaldt green screen, som så bliver til et farligt ridt gennem en skov oppe på filmlærredet. Med så meget action på én gang, når man derfor kun at se en lille del af alt det, der foregår. Akkurat som i den overvældende medievirkelighed, som vi dagligt færdes i og ikke har mulighed for at overskue. Men det er som om Marcos Morau løber tør for ideer i anden akt, hvor kun de sidste par scener er lige så stærke som dem, vi oplever i første akt. Ellers er anden akt præget af uskarpt tale-teater, mens dansen fortaber sig i mørke kulisser, eller hvor ideer fra første akt gentages. Når der mimes til en Édith Piaf sang, eller når en karakter i en uendelighed går snakkende rundt uden at vi kan høre, hvad der bliver sagt, så falder hele forestillingen sammen.

Marcos Moraus Carmen er ikke et langtidsholdbart værk, men hans dekonstruktion af historien opleves som relevant, vedkommende og rigtigt lige nu. Denne aktualitet skyldes Marcos Moraus leg med køn, seksualitet og etnicitet – samt hans fokus på overfladisk online-eksistens i de sociale medier kontra ægte nærvær. Med denne finger på pulsen er det også ekstra ærgerligt, at anden akt ikke fungerer optimalt. Mens første akt er vild og nytænkende underholdning, så må man desværre småkede sig lidt i anden akt, inden vi endelig når frem til en spændende og dramatisk slutning, hvor virkelighed og fiktion blandes, så man ikke ved, hvad, der vitterlig sker, og hvad som er fake news.

Carmen til hest og Toreador. Foto: Per Morten Abrahamsen

Carmen til hest og Toreador. Foto: Per Morten Abrahamsen

Kizzy Matiakis som Carmen. Foto: Per Morten Abrahamsen

Kizzy Matiakis som Carmen. Foto: Per Morten Abrahamsen

FAKTA
Carmen
Det Kongelige Teater
Den Kongelige Ballet
Koreografi: Marcos Morau
Musik: George Bizet, Charles Dumont, Rodion K. Shchedrin, Ernest Guiraud og Nikolaj Rimskij-Korsakov
Kostumer: Silvia Delagneau
Lysdesign: Mårten K. Axelsson
Videodesign: Jacob Bo Nystrup

Dans

Urban dans fra hele verden

I fire dage viser Detour Urban Dance Festival et tætpakket program med dance battles, workshops og forestillinger på Edison Teatret i København. Fra hele verden kommer unge dansere, hvoraf de fleste er amatører. Danserne demonstrerer, hvad urban dans er, dér hvor de kommer fra. Denne sjette Detour Urban Dance Festival viser, at urban dans ikke behøver at være ensbetydende med gangster-attitude, håndtegn og hættetrøjer. Urban dans er meget mere.

Yderst interessant og underholdende er det at se Sibusiso Mthembu og David Mokaale fra Sydafrika, som danser genren pantsula. Navnet betyder vralte som en and, selvom dansen er alt andet end kluntet. Det er en dans, der stammer fra midten af det 20. århundrede i de sorte townships i Johannesburg, dengang der herskede apartheid. Den undertrykte befolkning kunne i dansen udtrykke deres modstand mod regimet. I dansen med de lynhurtige trin lige over gulvet, demonstrerede danserne over for overmagten, at de var hurtige, stærke, udholdende og frie, at de havde deres egen stil og var klar til at stille op til kamp. I pantsula ses blandt andet reminiscenser fra charleston og jazz, så det er dans fuld af energi, glæde og overskud. Musikken er trommerytmer tilsat dansernes egen råb. Klædt i arbejdstøj og med selvlysende veste fortæller Sibusiso Mthembu og David Mokaale en klar historie i deres eget værk Kasi Hustle. De agerer værkstedsarbejdere, der vasker og pudser en imaginær bil i en garage. De småskændes om, hvem der laver mest, spejler sig i lakken, flirter med de forbipasserende og råber og skriger, da bilejeren stikker af fra regningen. Sibusiso Mthembu og David Mokaale charmerer publikum med deres humorfyldte pantsula, som kun sjældent ses på vores nordlige himmelstrøg. 

Fra Canada kommer trekløveret Victoria Mackenzie, Marie-Reine Kabasha, Emanuelle Lê Phan og danser værket Origami Mami, der er koreograferet af Emanuelle Lê Phan. Musikken af Samuel Nadai, leder tanken hen på lyde i et industrielt interiør, og pigernes dans er da også maskinel. Til sammen synes de at være én stor og kompleks maskine, hvori de hver især er selvstændige dele. En bevægelse hos den ene danser går videre som en bølge til den næste. Præcist som et stempel eller et tandhjul sætter en maskine i gang og får den til at fungere. Origami Mami er mere modern dance end street, selvom enkelte street moves dog kan observeres. De tre power-piger improviserer ikke, men viser strenge geometriske figurer, lige fra simple mønstre til mere komplicerede strukturer. Og pludseligt midt i det hele udfører danserne akrobatiske stunts, der er som overraskende fejl eller løse skruer i det store industrielle maskineri, som deres koreografi synes at illustrere.

Franske Zyko viser sit eget værk Une Lumière med musik af Ed Sheeran. Første del af det kun otte minutter lange værk er langt det bedste. Her viser franskmanden en fin, koreografi, der fokuserer på hænder og arme. Koreografien leder tankerne hen på Sidi Larbi Cherkaouis koreografi, som for ekempel i L’Homme de Bois. Koreografi og musik passer smukt sammen, så der opstår en næsten meditativ stemning. Derimod er anden del af værket, hvor Zyko danser med små røde cykellygter, som han tænder og slukker, mere konventionel og minder om et simpelt tryllenummer, hvori lyset forsvinder og kommer igen.

Danske dansere var også på programmet, men det var de udenlandske dansere, som havde de mest bemærkelsesværdige optrædener ved forestillingen på premiereaften. Og for undertegnede var det Sibusiso Mthembu og David Mokaale fra Sydafrika, der vandt kampen, hvis der var en battle om publikums gunst.

Detour Urban Dance Festival

Foto: Detour Urban Dance Festival

Fakta:
Detour Urban Dance Festival
Edison Teatret
Tre forestillingsprogrammer, dance battles og workshops

Dans

Svævende engel på nycirkusfestival

Fra det klassiske cirkus kender vi nummeret med klovnen, der knap nok kan komme op på linen og da han efter utallige forsøg endelig kommer op på den, er han hele tiden ved at miste balancen og falde ned igen. I nycirkusfestivalen Move It præsenterer franske Rémi Luchez en nyfortolkning af denne kendte klovneentre. Rémi Luchez er dog ikke sminket som en klovn eller klædt i klovnekostume, men bærer almindelige jeans og sweatshirt. Praktisk påklædning når han som en anden cirkustjener begynder sit nummer med at sætte sin egen line op. Linen er i dette tilfælde et stykke ståltråd spændt ud mellem nogle forkullede rafter, der ligner overdimensionerede brugte tændstikker. Det tager lang tid, at sætte linen op, og det tager ligeså lang tid for Rémi Luchez at komme op på den, hvor han også længe kæmper med at finde balancen. At betragte dette er lige som at se en gør-det-selv video på YouTube med en fummelfingret person, og hvor spændende og sjovt er det egentligt i længden? Er det ikke mest dovent tidsfordriv at se på sådan noget? Oppe på ståltrådslinen finder Rémi Luchez en knibtang frem fra baglommen og klipper ståltråden over, så han falder ned og hele line-konstruktionen styrter sammen og så begynder hele opsætningen forfra. Dette gentager sig flere gange og sender tankerne hen til Sisyphos-myten og påminder om, hvordan mennesket igen og igen spænder ben for sig selv. Rémi Luchezs forestilling Miettes er som en visualisering af ordsproget om at save den gren over, som man selv sidder på, og kan således ses som et billede på, hvordan menneskeheden ødelægger grundlaget for sin egen eksistens.

Om man kan lide Rémi Luchezs humor, er vel en smagssag, undertegnede faldt ikke rigtigt for den. Den lettere prætentiøse forstilling, Miettes, har mange gentagelser, og fordi publikum sidder på begge sider af linen, henvender Rémi Luchez sig skiftevis til de to publikumssider og gentager dermed også sine publikumshenvendelser, hvilket gør hele formidlingen tung og omstændelig. Man sidder tilbage med følelsen af, at kun halvdelen af forestillingen henvender sig til den side, hvor man selv sidder. Til sidst sidder Rémi Luchez selv blandt publikum på den ene side af linen og leger hviskeleg med dem, men hvor spændende er det lige at se på? Forestillingen varer 60 minutter, men hvis Rémi Luchezs kun havde haft én publikumsside at forholde sig til, kunne den sagtens være barberet ned til 30 minutter, hvilket ville have været alt rigeligt.

Langt mere artisteri og substans er der i forestillingen Horizon med franske Chloé Moglia. Hun er en sand cirkusartist, som formår at fjerne alt unødvendigt fyld og skære ind til essensen i sin akrobatik og sit budskab. Med høje støn og dybe suk kravler hun op ad et tov, der hænger i en skulpturel konstruktion, hvis yderste ende er et tyndt rør, som hun kan gribe fat om. Da hun har fået et fast greb i røret, lader hun tovet falde ned på jorden, som om hun kapper sin navlestreng over. Hun hænger nu fire meter over jorden uden sikkerhedsline. Det er et skræmmende syn, som påminder om de angstfremkaldende drømme, hvori man mister fodfæstet, spræller i luften og forsøger at gribe fast i noget, inden man styrter ned og vågner med hjertet i halsen.

Svævende heroppe i luften uden nogen form for sikkerhedsnet synes Chloé Moglia dog at være fri, og hendes suk og støn ophører. Snart hænger hun i en arm, snart balancerer hun på det spinkle rør blot hængende på kanten af sit ene lår, i en hofte eller i sin spinkle brystkasse, som om tyngdekraften er sat ud af spil. Det er yderst nervepirrende, men samtidig også meget elegant og lyrisk, for med sine langsomme bevægelser fra position til position skaber hun en slags luftballet eller en svævende tai chi-øvelse.

Horizon kan sammenlignes med et slags fysisk digt, hvori stemningen og følelsen er præget af tidløshed og vægtløshed. Hvidklædte Chloé Moglia svæver som en engel i tomheden eller som en mobile af Alexander Calder, der stille svinger meditativt i luften. Denne mageløse luftballet er som en allegori over den menneskelige eksistens, der altid er en balancegang i forhold til vores medmennesker og omverden. Sommetider oplever vi vores eksistens som yderst anstrengende og ukomfortabel – andre gange føles den derimod let og behagelig. Men altid er vi overladt til os selv og vores egen skæbne, når først navlestrengen er kappet over.

Der skal ufattelig mange kræfter til at hænge i en eller to arme og balancere på et spinkelt rør i hele 30 minutter, som Horizon varer, men Chloé Moglia er en imponerende stærk kvinde, der får artisteriet til at se let og ubesværet ud. Hun er en nycirkusartist, som kan sin metier til perfektion og derfor nemt kan tilføje et ekstra symbolsk lag i sin performance uden at det virker påklistret eller prætentiøst. Med gammel savsmuldduftende cirkusretorik ville man måske kalde Chloé Moglia for Luftens Dronning, men her anbefaler undertegnede hende som en sej Pippi-Pige, der formår at forene det kraftfulde med det poetiske. 

"Horizon" med franske Chloé Moglia. Foto: Johann Walter

“Horizon” med franske Chloé Moglia. Foto: Johann Walter

FAKTA
Move It (Nycirkusfestival arrangeret af Metropolis)
Miettes af og med Rémi Luchez
Horizon af og med Chloé Moglia
Festivalen Move It præsenterer flere forestillinger, som kan opleves i forskellige københavnske byrum