Dans

Dans

Spar dame – et sikkert es

Lad det blot være sagt med det samme: Liam Scarlett har sammen med scenograf Jon Morrell og lysdesigner David Finn skabt en mesterlig ballet over Aleksandr Pusjkins novelle Spar dame. En klassisk ballet med nye trin-kombinationer, historiske kostumer med et moderne twist og minimalistiske kulisser dejligt befriet for bombastisk tyngde. Partituret stammer fra en lang række værker af Pjotr Tjajkovskij, det handler således ikke blot om musikken fra operaen Spar dame, men om flere operaer af Tjajkovskij, samt orkesterværker og klaverstykker. De forskellige musikstykker er samlet og sat sammen Martin Yates, så musikken skaber mest mulig truende uro, der afspejler historiens handling, der bevæger sig nedad i en ond spiral.

Griskhed, magtbegær, hensynsløshed, en altødelæggende egoisme og simpel ludomani. Kort sagt menneskets værste og grimmeste sider er temaerne i Liam Scarletts overbevisende koreografiske version af Aleksandr Pusjkins Spar dame. Det handler altså om temaer, som er yderst aktuelle i vores tid og vores verden, hvor succes er lig med at rage flest mulige penge til sig uden hensynstagen til andre. Liam Scarlett beviser med sin fortolkning af Spar dame, at balletgenren sagtens kan være nutidig, aktuel og samfundsdiagnosticerende – også på trods af at handlingen foregår i fjerne tider og i et hendøet aristokrati.

Kizzy Matiakis danser den gamle, nedladende grevinde, der sidder inde med den hemmelige viden om de tre spillekort, der giver sikker sejr i kortspil. Kizzy Matiakis er altid fremragende til at gestalte en lidt skæv karakter – ofte med et strejf af komik. Den store rolle som Grevinde (Spar dame) er bestemt ingen undtagelse. Hun er ballettens Maggie Smith, når hun udfolder sin aristokratiske arrogance og koster rundt med sin familie og tjenestefolk.

Officeren Hermann, der er besat af tanken om de tre sejrsikre spillekort og som for enhver pris vil vide, hvilke det er, danses suverænt af Andreas Kaas. Han er altid god i de narrative partier, hvori han kan udfolde sit store dramatiske talent. I Spar dame leverer Andreas Kaas en vældig flot indsats, som er en solodanser-udnævnelse værdig. Når Andreas Kaas til sidst er fanget i galskabens lænker lyser forryktheden og desperationen ud af øjnene på ham, og man kan næsten blive bange for, at han vil kaste sig ned i orkestergraven i ren og skær indlevelse i rollen som vild og vanvittig ludoman. Så mens virkelighedens begærlige og magtsyge skurke ofte ender i samfundets top, går det heldigvis anderledes i Spar dame, hvor den usympatiske hovedperson, Hermann, får sin selvforskyldte straf.

Jon Morrells scenografi er magisk. Snart forvandles et vertikalt vindue sig til et horisontalt loft. Borde stables oven på hinanden og bliver til køjesenge på millitærkasernen. Og grevindens kiste åbner sig og bliver til spillebord for hasardspillerne. Det er enkle, men yderst effektfulde virkemidler, præcist som vi kender det fra Jürgen Roses scenografi til John Neumeiers balletter.

Jon Morrells minimalistiske scenografi giver plads til og fremhæver Liam Scarletts koreografi, der bugner af spændende trin og bevægelser. Balscenen hos grevinden er ikke et kedeligt hofbal, som man ser så mange af i klassiske balletter, men har et mere moderne og rytmisk udtryk med blandt andet strakte, bølgende arme. Pas de deuxerne, som Hermann danser med henholdsvis grevinden og hendes plejdatter, danset af Ida Praetorius, indeholder høje akrobatiske kast og løft samt folkedansens svingture. Og officerernes maskuline dans har et underholdende miks af tempofyldt kosak-dans og showdance.

Liam Scarlett synes draget af det uhyggelige, hvilket tv-seere kunne bevidne, da SVT2 for et par måneder siden viste hans fortolkning af Frankenstein med Royal Ballet i London. Men Spar dame er endnu mere ond og uhyggelig end Frankenstein, fordi historien er mere menneskelig og problematikken mere genkendelig.

Det danske balletpublikum har oplevet Liam Scarletts koreografi tidligere, idet Den Kongelige Ballet dansede hans abstrakte værk Viscera tilbage i 2015. Siden da har man kun ønsket at se mere af hans medrivende koreografi. Med Spar dame har publikum så fået en narrativ ballet, der med sin høje kvalitet må blive en klassiker i Den Kongelige Ballets fremtidige repertoire.

Spar dame. Foto Henrik Stenberg

Spar dame Foto Henrik Stenberg

Grevinden og Hermann danset af Kizzy Matiakis og Andreas Kaas. Foto Henrik Stenberg

Grevinden og Hermann danset af Kizzy Matiakis og Andreas Kaas. Foto Henrik Stenberg

Grevinden (Spar dame) danset af Kizzy Matiakis. Foto Henrik Stenberg

FAKTA
Spar dame
Den Kongelige Ballet
Det Kongelige Teater
Koreografi: Liam Scarlett
Scenografi: Jon Morrel
Lysdesign: David Finn
Musik: Pjotr Tjajkovskij. Orkestreret og arrangeret af Martin Yates

Dans

Når to mennesker mødes

Det canadiske dansekompagni Daniel Léveillé er på en kort turné rundt i Danmark, hvor de besøger Aalborg, Odense, Aarhus og Baltoppen LIVE i Ballerup. Kompagniet Daniel Léveillé har tidligere besøgt Danmark. I 2010 dansede de Crépuscule des océans på Baltoppen LIVE og i 2014 gæstede de Dansehallerne med The Modesty of Iceberg. På den nuværende turné danser de værket Solitudes Duo (2015), som er det hidtil bedste værk, kompagniet har vist i Danmark. Og det siger faktisk ikke så lidt.

Der sker meget på den canadiske dansescene, det har danske danse-tilskuere kunnet bevidne i denne teatersæson. I efteråret viste Teater Republique, den enestående forestilling Battle Ground af og med canadiske Louise Lecavalier. Hun var en fantastisk oplevelse, og nu er Daniel Léveillés her med sit pragtfulde danseværk Solitudes Duo. Værket består af seks flotte duetter danset af syv fremragende og bomstærke dansere.

Når herrerne danser med hinanden, går de i kødet på hinanden på scenens oplyste firkant, der påminder om en boksering. På denne kampplads viser de dans, der er inspireret af kraftfuld kickboxing, tung sumobrydning og langsom Tai Chi. Danseres duetter illustrerer kampsportens yin og yang af lidelse og nydelse, men også legens sprudlende glæde.

I duetterne, hvor kvinder og mænd mødes, er der også kamp, men ikke så meget en kamp for udfordringen og kampglædens skyld, men mere en konfliktfyldt kamp, som både frastøder og knytter de to personer sammen.  Parforholdet vises både som støttende, tillidsfuldt og kærligt, men så sandelig også som desperat, omklamrende og frusterende.

Når to kvinder danser sammen bliver koreografien mere gymnastisk, elegant og lyrisk. Deres arme blafrer som insektvinger, og de balancerer på hinandens kroppe som insekter på blomsterhoveder. På én gang både yndefuldt og muskuløst.

Daniel Léveillés koreografi er yderst kraftfuld og nærmest akrobatisk med imponerende løft og utrolige balancer, hvor danserne bærer hinanden på skuldrene, ryggen, lænden eller nakken. Hundesvær og yderst krævende er Daniel Léveillés koreografi, men også meget musikalsk. Her består lydsiden ikke bare af mærkelige computerlyde eller en rytmeboks, der banker øredøvende derudaf. Her spænder musikken fra The Doors til klassiske stykker spillet på spinet. Solitudes Duo er en meget stor oplevelse, både som fysisk danseteater, men også som psykologisk studie i forholdet mellem to mennesker. Man kan kun håbe, at Baltoppen Live inviterer Daniel Léveillé tilbage igen, selv om kompagniet desværre ikke er en sikker publikumsmagnet. Men de som indløser billet til Solitudes Duo får en rigtig stor danseoplevelse.

Solitudes Duo

Solitudes Duo. Foto: Denis Farley

FAKTA
Solitudes Duo
Daniel Léveillé
Baltoppen LIVE (13.-15. marts danses forestillingen på Bora Bora i Aarhus)
Koreografi : Daniel Léveillé
Dansere : Mathieu Campeau, Ellen Furey, Esther Gaudette, Justin Gionet, Brianna Lombardo, Emmanuel Proulx og Simon Renaud
Lys :Marc Parent
Musik: Jean-Sébastien Bach, Pancrace Royer
Kostumer: Geneviève Lizotte

 

Dans

Dansen var det hele værd 

Den tidligere stjerneballerina ved Ballet Russe de Monte Carlo, Nini Theilade, er død. Den 13. februar fik hun et ildebefindende og sov stille ind efter et langt og succesrigt danseliv. Nini Theilade blev 102 år gammel.

Nini Theilade dansede hele livet. Hun kunne slet ikke stoppe. Et eksempel herpå var da hendes danseinstitut “Academie de Ballet Nini Theilade” i Lyon fejrede 20 års jubilæum i 2004. Nini Theilade blev kaldt op på scenen for at modtage publikums hyldest, og mens hun stod dér, lød pludselig J.L.F. Herolds musik fra La Fille Mal Gardée.
”Da jeg hørte musikken, reagerede jeg som en gammel cirkushest. Helt automatisk hev jeg op i min lange festkjole og begyndte at danse Mutter Simones træskodans. Først da publikum begyndte at applaudere, kom jeg til mig selv igen og stoppede naturligvis straks med at danse. Min familie sad og græmmede sig, men det øvrige publikum var ellevilde”.
Historien fortalte Nini Theilade engang, da jeg besøgte hende i Oure på Fyn. Her boede hun til sidst, fordi hun var tilknyttet “Skolerne i Oure – Sport & Performing Arts”, hvor hun sluttede en lang dansekarriere med at undervise. Hun underviste frem til hun var 98 år.

Som lille pige tog Nini Theilade sine første dansetrin i sin mors dalcroze-danseskole på Java, hvor hendes familie boede grundet farens udstationering. I 1926 flyttede familien til København, hvor Nini Theilade søgte ind ved Det Kongelige Teaters Balletskole, men hun blev afvist på grund af for svage ankler. I stedet blev hun elev hos svenske Carina Ari og senere studerede hun hos Lubov Yegorova i Paris. Som 14-årig dansede Nini Theilade soloforestillinger for fulde huse over hele verden. Publikum blev betaget af hendes på én gang både uskyldige og erotiske udstråling. Som 21-årig opsatte hun sine egne balletter på Det Kongelige Teater i København og senere blev hun ballerina i Ballet Russe de Monte Carlo og rejste kloden rundt sammen med sin mor som ubønhørlig manager. Men det var ikke blot på teatrene verden over, man kunne se Nini Theilade, hun dansede også henover de store filmlærreder. Filminstruktør Max Reinhardt opdagede hende, og hun dansede med i hans store Hollywood-produktioner, blandt andet var hun første-fe i hans overdådige filmatisering af William Shakespeare A Midsummer Night’s Dream.

Livet uden for rampelyset var dog ikke så glorværdigt. For Nini Theilade betød dansekarrieren hård træning fra tidlig morgen til sen aften og dermed ingen tid til alle de mænd, der forgudede hende. Disse tilbedere tog hendes mor sig derimod meget kærligt af, også dirigenten Michael Scott, som Nini Theilade faktisk var forelsket i og forlovet med. Forholdet mellem den dominerende mor og datteren havde aldrig været godt og blev det heller aldrig, men Nini Theilade sagde altid, at dansen var det hele værd. Dette udsagn blev også titlen på hendes erindringer, som journalist Lone Kühlmann skrev og udgav i 2006.

dansen-var-det-hele-vaerd-nini-theilade

Foto: Peoples’s Press

Dans

Lege-time for voksne

Leg for legens egen skyld. Leg for sjovs skyld. Der er intet indhold, kun formålsløs leg i forestillingen The Great Paradox of Play af svenske Samuel Gustavsson. Ifølge programmet vil Samuel Gustavsson overraske, inspirere, undersøge, fejre og bringe den formålsløse leg tilbage ind i vores voksenliv. Om det lykkes Samuel Gustavsson at inspirere sit voksne publikum til at lege videre derhjemme, afhænger nok af hvor stort et legebarn, man er. Tempoet i nycirkusforestillingen, der koncentrerer sig om trylleri, er i al fald yderst adstadigt, så alle voksne kan følge med. Bevidst eller ubevidst, så går det endda af og til så langsomt i forestillingen, at tryllekunstnerne selv kommer til at afsløre deres magi. Hermed er publikum godt hjulpet på vej til at trylle videre derhjemme i dagligstuen.

På scenen ses tre tryllekunstnere svenske Axel Adlercreutz, finske Robert Jägerhorn og danske David Tholander. De tre herrer fremtryller glas med vand fra deres høje Sufi-danser-hatte, og får det vand, som de ikke drikker, til igen at forsvinde i de tilsyneladende bundløse hatte. Selv ud af en pude fremtrylles et glas vand endda umiddelbart efter en heftig pudekamp. Snart mangler en af herrerne en sko, og sørme om den ikke også gemmer sig i en af hattene. Men ellers er det ikke den mest spektakulære tryllekunst, der fremvises på scenen. Især ikke når tingene, der forsvinder – og dukker op igen, er så små, at man ikke se dem fra række ni. En fingerring fra en publikummer der trylles over på et reb, kan vi for eksempel ikke se. Vi kan dog se en hvid fjer, som svæver over scenen og suser rundt mellem de tre tryllekunstnere. Desværre bliver den ikke tryllet om til fem høns, men forbliver en lille fjer, der dukker op igen og igen, så man til sidst ønsker at den helt forsvinder. Mest magi skaber næsten elektronkomponisten Sture Ericson, som sidder på scenen med sin mac samt et par instrumenter og skaber et interessant og fint timet lydunivers til de tre tryllende herrer.

Bedst er de tre tryllekunstnere, når de ikke tryller, men bare fjoller rundt på scenen. Som når de suser ud og ind bag tre skærme, der står på scenen. Eller når de sidder på en kasse og bare trommer med fingrene på deres egne ben – og sidemandens. Disse små absurde optrin er finurlige samt sjove og meget mere underholdende at se på end en kugle, der svæver nede i knæhøjde. Disse fjollerier kan inspirere til ikke at tage livet så tungt, men bare lege.

Efter premieren på Baltoppen drager Rapid Eye på turné med The Great Paradox of Play i Danmark og Finland og den 13. og 14. april spiller forestillingen på Stadsteatern i Landskrona.

The Great Paradox of Play

Rapid Eye. Foto: Karoline Lieberkind

Fakta:
The Great Paradox of Play
Baltoppen
Rapid Eye: Axel Adlercreutz, David Tholander, Robert Jägerhorn og Sture Ericson
Instruktør: Samuel Gustavsson
Scenograf: Signe Beckmann
Komponist og musiker: Sture Ericson
Lysdesign: Iro Suraci

Dans

Klassiker i nyt, futuristisk lys

Med tiden kan man som publikummer miste interessen for et klassisk mesterværk, som efterhånden kan savne aktualitet og vedkommenhed. Man kan blive træt af romantiske skovsøer og pompøse, royale gemakker, så hvad gør man med med en klassiker som Svanesøen, der danses igen og igen? Hvordan fastholder man balletpublikumets interesse for et værk, som publikummet har set flere gange, måske i utallige udgaver og med forskellige kompagnier? Den Kongelige Ballet har løst udfordringen ved at smide al den tunge og nostalgiske scenografi væk og erstatte det med et flot futuristisk lysdesign kombineret med enkle loftshængende konstruktioner, der er en parafrase over svanevinger. Altsammen skabt af den eminente finske lys- og videokunstner Mikki Kunttu. Udtrykket er meget vellykket, det er dundrende dramatisk og alt andet end romantisk og pussenusset.

Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe har koreograferet deres version af Svanesøen efter Marius Petipa og Lev Ivanovs ballet. De har skabt en ny slutning, som forholder sig til nutidens verden og dens problematikker. Dermed er balletten ikke blot et gammelt eventyr, men bliver en yderst vedkommende historie, der siger noget om vores moderne samfund og samtid. Allerede i første akt forstår man, at der foregår noget fordækt ved hoffet. Her hersker mørke og onde kræfter, som ikke vil Prins Siegfried det gode. Den dæmoniske Von Rothbart befinder sig også på slottet, hvor han leder det skumle komplot. De onde kræfter tæller flere og flere. Selv Prins Siegfrieds gode ven og væbner, Benno, advarer ham ikke, men tier om sin viden og bliver en ussel medløber. Ingen tager kampen op mod de onde kræfter, der lurer over alt og sniger sig frem. Det er djævelsk uhyggeligt som i en thriller af Alfred Hitchcock, og nakkehårene rejser sig. Til sidst overgiver Prins Siegfried sig også til Von Rothbarts onde klike og han tager Odile til ægte. Helten bliver selv en skurk, en forræder uden idealer. Han glemmer sin elskede Odette, for kun derved kan han bevare sin position. Hans ynkelige motto bliver: “if you can’t beat them, join them”.

Holly Jean Dorger er betagende som Odette/Odile, med sine lange arme skaber hun de mest elegante svanebevægelser og svimlende smukke arabesker. Den sympatiske Jonathan Chmelensky får i anden akt rigtigt styr på partiet som Prins Siegfried, og efter forestillingen blev han af balletmesteren udnævnt til kongelig solodanser. Jón Axel Fransson er bidende ond og dæmonisk som Von Rothbart, mens Andreas Kaas sprudler som Benno, og Liam Redhead gestalter en interessant tvetydig nar.

I anden akt er hofballets ungarske, italienske, russiske og spanske danse nykoreograferet af balletdanserne Gregory Dean og Oliver Starpov. Disse folkloristiske danse, som gav tidligere tiders publikum et antropologisk kig ud i den store verden, kan for nutidens vidtberejste publikum virke som naive anakronismer. Gregory Dean og Oliver Starpov undgår klicheerne og med små virkemidler får de fremhævet nationale kendtegn i dansen. Specielt Gregory Deans ungarske danse med imaginære tamburiner, og Oliver Starpovs brusende russiske dans med Stephanie Chen Gundorph i front er skønne og spektakulære.

Også ved repremieren giver Silja Schandorff og Nikolaj Hübbes højdramatiske nyfortolkning af Svanesøen gåsehud. Selv dirigent Jakob Hultberg får Tjajkovskijs musik til at klinge ekstra dramatisk og uhyggelig. Denne moderne version af Svanesøen rammer ens dårlige samvittighed som et brutalt slag i ansigtet, og man stiller sig selv spørgsmålene: Siger jeg selv nok fra i forhold til den griskhed, uretfærdighed og ondskab, som jeg møder overalt i vores moderne, selvtilfredse verden? Lader jeg mig selv vugge ind i en komfortabel tilværelse uden at tage kampen op for en bedre og mere retfærdig verden? Gør jeg tilstrækkeligt modstand over for de skrupelløse magthavere? Er jeg blot en kynisk medløber, der vælger det behagelige liv fremfor den anstrengende kamp for bedre værdier? Når en gammel ballet sådan kan ramme en med relevante og aktuelle sprørgsmål, så må opsætningen af det klassiske værk være yderst vellykket og nødvendig.

Svanesøen med Den Konglige Ballet.

Svanesøen med Den Konglige Ballet. Foto: Costin Radu

svanesøen med den konglige ballet

Svanesøen. Foto: Costin Radu

Svanesøen med den konglige ballet.

Svanesøen med den ungarske dans. Foto: Costin Radu

FAKTA
Svanesøen
Den Kongelige Ballet
Det Kongelige Teater, Operaen
Koreografi: Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe efter Marius Petipa og Lev Ivanov
Lys- og videodesign: Mikki Kunttu
Kostumer: Mia Stensgaard
Musik: Pjotr Tjajkovskij

Dans

Ufarlige vampyrer

Kloden koger. Vi stemmer på og giver magt til politikere og præsidenter, som ikke bekymrer sig om klodens tilstand. Magthavernes løsning på alle problemer er derimod blot mere og mere vækst. Vi mennesker er blevet en slags zombie-forbrugere, der uden tanke for bæredygtighed blot køber og smider væk i en uendelighed. Vi er blevet vampyrer, der konstant suger ressourcer ud af jordkloden. Som det gamle ordsprog siger: Vi saver den gren af, vi selv sidder på.

Vi er kommet til et punkt, hvor mange tænker, at demokratiet har spillet fallit, og kun et voldeligt oprør eller en revolution kan redde verden og os selv. Forestillingen The Vampire Revolution af svenske Tim Matiakis og danske Christian Lollike synes at ville mobilsere os til en slags revolution eller i det mindste en slags selvindsigt. Udgangspunktet for Matiakis og Christian Lollike  er således både vedkommende og yderst relevant, men deres performance The Vampire Revolution minder mest af alt om en naiv skoleforestilling, der ikke er kommet længere i skabelsesprocessen end til den begyndende brain storm.

Bedst fungerer Asger Kudahls lyddesign med behagelige lydbilleder der minder om supermarkedernes og indkøbscentrenes “muzak”, som skal få os til at købe mere. Men Asger Kudahls lyddesign indeholder også voldsomt bulder og brag, der fremmaner et billede af dommedag og klodens undergang i et “big bang”. Også Søren Knuds videodesign på et stort lærred, der er spaltet som en persienne, fungerer godt og fremmaner en fornemmelse af deformitet og opløsning. Men teksten, der består en række slagord og opråb , er en omgang håbløse klichéer, som ikke kan reddes hjem af skuespiltalent, for performerne er ikke skuespillere med professionel diktion, de er dansere, men danser næsten ikke. Og når de endelig danser, sker det i et mørke, så man kun aner bevægelserne. Man kan kun være enig med den performer der til sidst råber: “Fuck!, what is this”? Den smule dans, vi kan skimte i mørket, er dog interessant. Bevægelserne er krampagtige, spastiske, maskinelle og bevidst uskønne, som for at vise den menneskelige deroute. Mennesket har fjernet sig fra naturen, sig selv og sin fornuft og er blevet en dukke eller robot i forbrugerismens farlige spil.

Christian Lollike og Tim Matiakis forsøger at engagere og involvere publikum. Det sker meget pædagogisk og sympatisk med fælles opvarmning før forestillingen, hvor vi blandt andet skal klappe vores sidemænd på ryggen. Men det sker også undervejs i forestillingen, hvor lyset tændes i salen for at performerne kan indsamle ting, som publikummerne kan undvære for så senere at dele dem ud til nye ejermænd. Dette projekt med at lade et kondom, en læbepomade eller en pakke tyggegummi skifte hænder tager evigheder og er lige så spændende som et amerikansk lotteri til et lokalt foreningsmøde.

Måske kunne The Vampire Revolution skabe en smule eftertanke, hvis den blev spillet i det store varehus Magasin, der ligger lige overfor Det Kongelige Teater, og dermed være en direkte kontrast til den evigt pågående shopping-mani. Men i et meget mørkt scenerum virker forestillingen blot som en forældet idé, der har overlevet fra hippietiden i 1960’erne. Det er virkelig synd, for tanken bag The Vampire Revolution synes både interessant og mere aktuel end nogensinde. Mange af os er parate til en form for revolution eller et oprør mod den eksisterende kapitalisme, men det bliver ikke med The Vampire Revolution som partiprogram.

The Vampire Revolution er skabt i et samarbejde mellem teater Sort/Hvid i Aarhus og i Corpus – Den Kongelige Ballets moderne kompagni.

corpus-vampire-revolution

Foto: Det Kongelige Teater/Corpus

FAKTA:
The Vampire Revolution
Corpus
Det Kongelige Teater, A-salen
Koncept: Christian Lollike og Tim Matiakis
Tekst: Christian Lollike
Scenograf og kostumedesigner Marie Rosendahl Chemnitz
Komponist Asger Kudahl
Lysdesign Morten Kolbak
Lyddesign Asger Kudahl
Videodesign Søren Knud