Dans

Dans

Dansefest uden dramatik

Det er nærmest blevet en tradition; når Nikolaj Hübbe opdaterer gamle balletklassikere, så flytter han også handlingen til en anden tid. Det har han gjort i sine radikale nyfortolkninger af August Bournonvilles balletter. Napoli rykkede Nikolaj Hübbe ind i et finurligt filmisk Fellini-univers i 1950’erne. Et Folkesagn førte han fint frem til symbolismens tidsalder i et Vilhelm Hammershøi-interiør. Sylfiden endte i et et mere diffust univers og en ubestemmelig tid – eller en slags al-tid. Den bedste og mest vellykkede tidsrejse skete dog i Svanesøen, hvor Nikolaj Hübbe genialt katapulterede handlingen ud i fremtiden, hvor renæssancen mødte sci-fi.

Nu er turen så kommet til Marius Petipas Raymonda, som aldrig tidligere har været opsat i Danmark. Nikolaj Hübbe flytter handlingen fra middelalderen til 1700-tallet. Korstogsridder-helten Jean de Brienne er blevet til en ungarsk adelsmand ved navn Otto, mens skurken saraceneren Abdul Rakhman er blevet til den spanske mauerprins Abderam. Men hvad en maurisk prins gør i 1700-tallets Frankrig, står hen i det uvisse, for det sidste mauriske kongerige, Granada, kapitulerede i 1492. Mauerprinsen og hans meget farverige følge synes som én stor anakronisme midt i det forfinede franske adelsmiljø. Tidsforskydningen er motiveret af politisk korrekthed. Nikolaj Hübbe kan – som han selv skriver i programmet – ikke forlige sig med den originale ballets stereotype konflikter mellem kristne helte og muslimske skurke i de middelalderlige korstog. Men ændrer en maurisk prins på dette?

En fejlplaceret mauerprins gør ikke den i forvejen tynde handlingen mere interessant eller spændende. Selv uoverensstemmelserne mellem adelsmanden Otto og mauerprins Abderam ender i et fornuftigt forlig takket være Raymondas overbevisende forhandlingsevner. Her er ingen dramatisk kamp, men snarere et slags EU-forlig der handler om, at der skal være plads til os alle. Det er naturligvis en sympatisk tanke, men på scenen dræber den idealisme dramaet og skaber ingen sitrende spænding. En ung mand, der længe har været væk fra sin kæreste, kommer endelig hjem og finder hende i armene på en anden, hvorfor må han så ikke reagere lidt voldsommere end med lidt skubben frem og tilbage. Hvad er der egentlig i vejen med en rask duel i de adelige cirkler i 1700-tallets Frankrig? Det ville da have være både realistisk  og troværdigt – i al fald mere spændende for publikum at se på end at overvære et tørt håndtryk. Balletten er trods alt ikke ført helt op til hippietiden og dens budskab om fri-sex.

Grundet fraværet af dybere konflikter bliver trekantsdramaet mellem Raymonda, Otto og Abderam, danset af henholdsvis J’aime Crandall, Alexander Bozinoff og Jón Axel Fransson, heller ikke særligt pirrende eller spændende. Her er ingen glødende passion, deres indbyrdes forhold er mere sammenlignelig med hverdagsagtig snak og problemløsning hen over køkkenbordet. Hvorfor må et voksent publikum ikke få et godt gammeldags balleteventyr med gnistrende temperamenter, der støder sammen i en politisk ukorrekt duel?

Trods ulogiske ændringer i Marius Petipas sidste storværk ender Raymonda dog som en stærkt underholdende forestilling takket være vældig god dans, en helt overdådig scenografi og flotte kostumer af Richard Hudson samt Alexandr Glazunovs medrivende musik.

Fortryllende er tredje akts ungarske bryllupsfest i sort og guld. Her synes kulisserne næsten at være det imposante operahus i Budapest. Festkostumerne er inspireret af ungarske folkedragter med broderier i sirlige vegetative mønstre. Hårpynt til kvinderne og flagrende bånd i nakken på herrerne. Her er også store, sorte hatte, som dem der giver kvægdriverne skygge under deres arbejde på den ungarske slette, Pusztaen. Danserne bærer ligeledes sorte støvler og viser dansetrin, som vi sjældent ser. Fra den ungarske folkedans ses høje bag-ud-ad-sparkende trin og sjove hoppende trin på skæve frøben. Balletbørnene, som også danser med til bryllupsfesten, bærer ligeledes omfangsrige folkedragter i ungarsk stil. De små dansere bliver næsten helt væk i de mange lag stof og ligner søde uformelige babushka-dukker.

De kvindelige korpsdansere gør det rigtig godt, især i Raymondas drømmescene hvor de danser nymfer. Her bærer de hvide kjoler dekoreret med mærkelige tegn, der genfindes øverst oppe i scenografien, måske illuderer de mørke, dystre skyer. Tegnene kan tolkes som en slags kode, ligesom drømmen er en kode og indgang til Raymondas ubevidste. Da Raymonda udmattet falder i søvn, forvandles hendes adelshjem med den sirlige have sig til en øde løvskov. I drømmen bliver kulturen således til natur. Raymondas drifter bliver synlige i denne drømmeverden, hvor hun tiltrækkes af både Otto og Abderam, der begge dukker op i den vilde natur. Alt det farlige og modsætningsfyldte i Raymondas drøm ville vi gerne have set konfronteret mellem Otto og Abderam. Lidt mere action og vildskab ville have klædt denne æstetisk meget smukke opsætning af Raymonda.

Anden akt i Raymonda.

Anden akt i Raymonda. Foto: Henrik Stenberg

Ungarsk dans i Raymonda

Ungarsk dans i Raymonda. Foto: Henrik Stenberg

Raymonda med den kongelige ballet

Raymonda. Foto: Henrik Stenberg

Fakta
Raymonda
Den Kongelige Ballet
Det Kongelige Teater, Gammel Scene
Koreografi: Nikolaj Hübbe efter Marius Petipa
Scenografi og kostumer: Richard Hudson
Lysdesign: Giuseppe Di Iori
Musik: Alexandr Glazunov

Dans

Pontus Lidberg – i front for Dansk Danseteater

Dansk Danseteater får ny kunstnerisk leder. Valget er faldet på den svenskfødte filmskaber og koreograf Pontus Lidberg, som har skabt værker for mange af de allerstørste internationale ballet- og dansekompagnier. Lidberg flytter fra New York til København for at tiltræde stillingen i april 2018, efter kompagniets nuværende leder Tim Rushton har valgt at stoppe.

Pontus Lidberg har blandet sat Exit, pursued by a bear op på Det Kongelige Teater i 2010 og Heart of Silk på Skånes Dansteater (2009).

Pontus Lidberg. Foto: Nir Arieli

Læs mere om Dansk Danseteater

Dans

Fra Weimar til paradis

Traditionen tro byder Den Kongelige Ballet også på konceptet Dans2go i denne sæson. Det er en såkaldt billig-forestilling med samme enhedspris, uanset hvor man sidder i teatret. Billetprisen har dog efterhånden sneget sig op på 260 kroner, men så får man også både koreografi af legendariske Akram Khan, superklassiske George Balanchine og et spritnyt værk af Nikolaj Hübbe med i købet. Qua den rimelige billetpris er Dans2go tænkt som en måde at række ud til et nyt og ungt publikum på. Formidlingen af dansen foregår derfor heller ikke gennem et trykt program, men via små introduktionsfilm, som vises på storskærm før hvert værk.

Gensynet med Akram Khans danseritual Vertical Road fra sidste sæson er en stor fornøjelse at gense. Eller retter sagt, at genopleve, for Akram Khan tager vitterlig sin beskuer med ud på en åndelig og dybt berørende rejse. Britiske/bangladeshiske Akram Khan skabte Vertical Road til sit eget kompagni i 2010, dengang i en dobbelt så lang version. Skaleringen fra 70 minutter til cirka 35 minutter synes god og velovervejet, for værket fremstår som både velkomponeret, stramt og kraftfuldt.

Vertical Road er en spirituel rejse, der begynder i et urmørke, hvor 11 dansere står som forstenede terrakotta-krigere. De ryster støvet af sig og bliver levende, når Nitin Sawhneys dunkende rytmer bryder stilheden. Herfra går den sjælelige rejse gennem støv og røg, indtil danserne forsvinder ind i et blødt, gyldent morgenlys. Måske er de nået frem til paradis? Tolkningsmulighederne er mange i Vertical Road, derfor kan værket også ses igen og igen.

Vertical Road er en smeltedigel af genrer – lige fra indisk kathak, sufi, tai chi, capoeira til japansk butoh. Det er en koreografi, der er kendetegnet af vild energi, rå kraft og rituelle gentagelser. De hypnotiske bevægelser samler de 11 dansere til én stor krop, som står overfor en tolvte person, der ikke er en del af gruppen. Der synes at være en magtkamp mellem gruppen og den stærke ener. Individets suveræne integritet mod fællesskabets trygge styrke. Men måske oplever man noget helt andet og ser andre tematikker, næste gang man går med på Akram Khans Vertical Road mod det forjættende lys.

Som et klassisk intermezzo danser Ida Praetorius og Andreas Kaas Balanchines Tjajkovskij-pas de deux, der på samme vis som Akram Khans Vertical Road accelerer og bygger op til noget stort. Pas de deux’en er en virtuos kraftpræstation, som beviser, at Ida Praetorius og Andreas Kaas er blandt de bedste balletdansere i Den Kongelige Ballet lige nu.

Dans2go begynder dog med en premiere på Nikolaj Hübbes værk Weimar med musik af Kurt Weill. Det er ikke første gang, at balletmesteren koreograferer, han har tidligere bidraget med koreografi, da han opdaterede versioner af gamle værker, så som Sylfiden, Napoli, Svanesøen, Et folkesagnGiselle og La Bayadére. Til disse klassikere skabte han soli og mindre divertissementer, men Weimar er hans første egentlige værk.

Weimar er en række usammenhængende divertissementer for 27 dansere. Koreografien synes hentet ud af en musical, den er let og underholdende i nuet, men også lovlig hurtig glemt. Musikken er bombastisk og teksterne grove, så der skal virkelig  power-koreografi til for at følge med. Bedst fungerer det i koreografien for de kvindelige dansere, mens koreografien for sømænd, håndværkere og kontorister synes for veg og kraftesløst. Annette Nørgaard har skabt nogle fine og historisk-korrekte kostumer, men de rækker ikke til at føre os tilbage til den myteomspundne Weimarrepublik. Med Kurt Weill og Bertolt Brechts rå og revsende sangtekster, den melodiske musik samt en satirisk og dekadent konferencier falder sammenligningen med Bob Fosses musical Cabaret naturlig. Dermed gør Nikolaj Hübbe det også meget svært for sig selv, for der skal umenneskeligt meget til for at leve op til denne legendariske og eminente mellemkrigshistorie.

vertical road foto Costin Radu

Vertical Road. Foto: Costin Radu

Verical road Akram Khan Costin Radu

Verical Road af Akram Khan. Foto: Costin Radu

FAKTA
Dans2go
Det Kongelige Teater
Den Kongelige Ballet
Koreografi: Nikolaj Hübbe, George Blanchine og Akram Khan
Musik: Kurt Weill, Peter Tjajkovskij og Nitin Sawhney

Dans

Dansens vildeste kriger

Sortklædt og med en hætte trukket tæt godt ned over ørerne og dybt ned i panden træder Louise Lecavalier frem fra mørket. Scenen er kvadratisk som en boksering med en lav krydsfiner-væg som baggrund. Det er en kampscene, og den legendariske canadiske koreograf og danser er klar til kamp. Hun er en moderne kriger, og hendes våben er dansen. Men hvem er modstanderen i denne kamp? Hende selv, tiden, mørket? Louise Lecavalier har selv udtalt, at “dans er en fysisk kamp det meste af tiden”. Set i det lys er værket Battle Ground måske blot en kamp for kampens skyld. Dans for dansens egen skyld. Det er da også rigeligt, når det er en erfaren dame på snart 60 år, der danser med både vildskab og præcision.

I 1980’erne dansede Louise Lecavalier med David Bowie og i 1990’erne dansede hun med kompagniet La La La Human Steps, men nu er hun næsten alene på scenen i sit eget hæsblæsende værk Battle Ground (Milles batailles) fra 2016.

Louise Lecavalier åbner dansekampen stående på tæerne, en fod foran den anden og hopper let til et synkoperet techno-beat. Og så sætter hun armene i svingninger og lader fingrene sitre frenetisk. Hun kan minde om et insekt, der ved at bevæge sine vinger lynhurtigt kommer til at stå stille i luften. Med dette sitrende anslag er Louise Lecavalier i gang, og hun stopper ikke sin dans før 65 minutter senere. Fuldstændigt imponerende!

Senere indtager Louise Lecavalier hele scenen til Antoine Berthiaumes livemusik på guitar og synthesizer. Det er medrivende techno, så man næsten ikke kan sidde stille på publikumssæderne. Louise Lecavaliers bevægelser er ikke blot superhurtige og vildt flotte, de er også aldeles hypnotiske at iagttage. Det er som at være til et rave-party, hvor man selv er gået fuldstændigt træt og kun formår at betragte dansegulvets sidste danser, der har et ekstra gear og en helt overjordisk energi.

Det er næsten blevet en kliché at sige, at man mister pusten over noget, men det sker vitterlig, når man ser den nu 59-årige Louise Lecavalier danse i højt tempo i over en time – uden at man kan se det på hende. Her er ingen røde kinder, sveddryppende pande, eller pumpende brystkasse. Hendes lille lyse ansigt, der stikker frem under den sorte hætte, viser en mimik, der både signalerer nysgerrighed og forundring, som om hun ikke selv forstår, hvor al den seje kraft, råstyrke og energi kommer fra i den lille, spinkle krop.

Battle Ground er dog også en duet, idet Louise Lecavalier i dele af kampen har en væbner ved sin side. Det er Robert Abubo, men vi ser ham næsten ikke, fordi han ikke kommer i nærheden af Louise Lecavaliers mageløse dans, hendes nærvær og energiske styrke. Med sin utrolige power stjæler hun helt retfærdigt al opmærksomheden og ender da også med at tage Robert Abubo på ryggen og bære ham ud af scenen. Louise Lecavalier er uovervindelig som en animeret computerspilskarakter og hun efterlader Robert Abubo chanceløs. Forestillingens udgangspunkt er dog ikke et computerspil, det er Italo Calvinos fantastiske fortælling Il cavaliere inesistente, som handler om en robotagtig kriger.

Har vi allerede så tidligt på teatersæsonen set den bedste danseforestilling, som denne sæson kan byde på? Man kan i al fald ikke forstille sig at se en bedre moderne danser end Louise Lecavalier. Har man først oplevet Louise Lecavaliers overmenneskelige energi, så overgiver man sig straks til denne canadiske heltinde, dansens vildeste kriger.

Battle Ground

Foto: André Cornellier

battle ground

Foto: Carl Lessard

FAKTA
Battle Ground
Republique
Koregrafi: Louise Lecavalier
Dansere: Louise Lecavalier og Robert Abubo
Musik: Antoine Berthiaume
Kostumer: Yso

Dans

Salmesang og faldne engle 

Den Kongelige Ballet begynder den nye teatersæson med et rent Jiří Kylián-program. Det er 10 år siden, at kompagniet havde enorm stor succes med den tjekkiske koreografs underholdende og lettilgængelige program Silk & Knife. Nu følger så Silk & Knife 2, der er langt mere alvorligt og eksperimenterende. Jiří Kylián for viderekommende – så at sige.

Programmet begynder med værket Salmesymfoni (1978), hvis titel kommer fra den ledsagende kormusik af Igor Stravinskij. Udgangspunkt er tre salmer fra den gammeltestamentlige Salmernes Bog, hvori det handler om bøn, håb og lovprisning. Der danses foran en collage af persiske tæpper, hvis snirklede mønstre ikke blot er dekorative, men også har en religiøs og spirituel betydning. Mønstrene er desuden matematiske systemer, som genfindes i koreografiens strenge linjer og kurver. Som beskuer bliver man både betaget og beruset af koreografiens abstrakte mønstre, som indimellem brydes, så danserne får rum til personlige udtryk. Disse individuelle udtryk skaber så at sige fejl i mønstrene, akkurat som det hævdes at være en bevidst fejl i ethvert ægte persisk tæppe.

Salmesymfoni skabte Jiří Kylián til Nederlands Dans Theater kort tid efter, at han var tiltrådt som leder af kompagniet. Med værket ville han samle kompagniet og tilkendegive over for danserne, at han havde brug for dem alle og deres individuelle kvaliteter. Værket fik en afgørende indflydelse på kompagniet ifølge Jiří Kylián, som i sin publikumshilsen skriver: “Det simple faktum, at danserne delte det samme rum i hele værkets varighed skabte en følelse af at høre til og af at være sammen”. Set i det lys er Salmesymfoni en tilbedelse og lovprisning af dansen og fællesskabet, som da indtager det guddommeliges plads. Den kongelige Ballet har fået adskillige nye dygtige dansere denne sæson, man kan så håbe, at værket også her skaber ny sammenhængskraft og et kreativt fællesskab. Flot og kontemplativ er Salmesymfoni i al fald at skue og måske programmets allerbedste værk.

I værket Sarabande (1990) er seks herrer på scenen, hvor det mere er performance end dans. Genren Sarabande nævnes første gang af digteren Fernando Guzmán Mexía, som definerer den som en fjollet eller direkte usømmelig dans – ofte danset af herrer i kjoler. På scenen er seks herrer – dog ikke iklædt kjoler, men over hovederne på dem hænger store barokkjoler. De omfangsrige kjoler minder om kirkeklokker, som dermed peger hen på en traditionbunden institution, hvor mænd bærer kjoler. Sarabande kan ses som en diskusion af begrebet maskulinitet. Herrerne brøler deres primalskrig ud og udlever deres indestængte aggressioner gennem hårde og maskinagtige bevægelser. Men samtidig er de også sårbare og tilbageholdende, de kan endda virke helt androgyne, når de vrider sig kejtede rundt på gulvet. Sarabande er et sammensat og modsætningsfyldt mandsportræt til musik af Johann Sebastian Bach og en lyd-collage af Dick Heuff.

I Falling Angels (1989) er der otte kvinder på scenen. Ren girl-power til trommende rytmer af Steve Reich. Værket er et gensyn fra sidste sæson, hvor det var sat sammen med værker af Wayne McGregor og Akram Khan, men det passer langt bedre ind i dette rene Jiří Kylián-program og sammen med Sarabande. Til de bankende rytmer indtager de otte dansere forskellige positioner med dertilhørende gestik, som synes at at stamme fra gamle og glemte piktogrammer, hvormed vi ikke umiddelbart kan afkode betydningen af dem. Og deres mange grimasser leder tankerne hen på emojis, selvom værket er skabt lang tid før nogen havde set disse betydningsladede ansigter.

Endelig afsluttes programmet med værket 27’52”. Den ejendommelige titel refererer til værkets varighed: 27 minutter og 52 sekunder. Dirk Haubrich har skabt musikken, der også indeholder talt tekst på forskellige sprog. Man forstår således kun dele af talen, det samme er tilfældet med handlingen i værket, men det gør ingenting, det er stadig fascinerende. Gulvet løftes op, så det bliver en gyngende grund for danserne, eller de kan begrave sig under det, hvis det da ikke på surrealistisk vis falder ned fra loftet. 27’52” er som en absurd drøm. Og Jiří Kylián er yderst svær at blive klog på, men kedelig er han aldrig, dansens Salvador Dalí.

Fotos: Costin Radu og Henrik Stensberg, Det Kongelige Teater

FAKTA
Silk & Knife 2
Den Konglige Ballet
Gammel Scene
Koreografi: Jiří Kylián

Dans

Tysk balletgave til Tivolis fødselsdag

Hamburg Ballettens unge kompagni, Bundes Jugend Ballett, har i tre dage været på besøg på Pantomime Teatret, da Tivoli fejrede sin 174-årige fødselsdag. De otte dansere og deres to koreografiske værker blev en rigtig fornøjelig fødselsdagsgave for Tivolis gæster.

Bundes Jugend Ballett dansede John Neumeiers udgave af Petrushka (1976), som ligger langt fra Michel Fokines gamle dukke-drama, men stadig med Igor Stravinskijs fængende musik. Hos Neumeier er vi i en cirkusmanege, hvor de optrædende dog godt kan virke lidt dukkeagtige med deres til tider lidt stive, staccato-bevægelser. Her ser vi diverse cirkusdiscipliner så som trampolin, springbræt, jonglering udført som abstrakt dans. Og når ballerinaerne krydser scene på tåspids tilsat sparkende trin er det som en parafrase over hestedressur. Sofistikeret og elegant er det. Dansernes kostumer har friske pang-farver, og der er en let og ungdommelig charme over denne underholdende udgave af Petrushka.

Værket Johns Dream er skabt direkte til Bundes Jugend Ballett og er koreograferet af Maša Kolar, Kevin Haigen, Sasha Riva, John Neumeier og danserne selv. I vidt forskellige tableauer formidler de unge gennem deres dans, hvad der motiverer og bevæger dem. Her danser et par en fin pas de deux, hvori portugisiske Teresa Silva Dias stjæler billedet med sin skrøbelige elegance.

I et at de bedste tableauer, går en ung kvinde på scenen med en mikrofon og giver en omgang beatboxing, hvis rytme fire herrer følger. Det er som om deres nøgne torsoer imploderer i takt med beatboxerens lyde. Det er imponerende præcis timing. Især mexikanske Ricardo Urbina Reyes rammer beatet, så man næsten føler, at hans krop er elektrificeret og er forbundet med mikrofonen.

Finalen i Johns Dream danses til sangen Thankful med Josh Groban. Nok er musikken sentimental og dansernes bedende hænder strakt op mod himlen bliver også en anelse sentimental, men det passer alligevel godt til en gruppe unge mennesker, der er på vej ud i livet og ud i en spændende dansekarriere.

John Neumeier er idemanden bag Bundes Jugend Ballett og hans mål med kompagniet, som han etablerede i 2011, er at give unge ballettalenter en chance for at etablere sig i den internationale danseverden. Og med det store talent og den super udstråling, som blev vist på Pantomime Teatrets beskedne scene, så hersker der vist ingen tvivl om, at danserne vil markere sig på den danseverdens største scener i fremtiden.

DAS BUNDESJUGENDBALLETT

Foto: Tivoli

Fakta:
Petrushka og Johns Dream
Pantomimeteatret, Tivoli,
Bundes Jugend Ballett
Koreografi: John Neumeier med flere.