Dans · tags: .

Nycirkusartister springer ud

Tilbage i 2014 åbnede Danmarks første skole for nycirkus, Akademiet for Moderne Cirkus (AMOC) med en vidergående uddannelse i nycirkus – svarende til de internationale cirkusuniversiteters bachelorniveau. Nu tre år senere er det første hold af studerende færdige, og ved fire forestillinger har de otte afgangstuderende vist deres afsluttende artistiske svendestykker for offentligheden. Eksamen og show på en og samme tid.

Når man tænker på, at det er det første hold, som bliver udklækket på AMOC, så er det tekniske niveau overraskende højt, mens den kunstneriske iscenesættelse med musik, lys, kostumer og sminke ikke synes så højt prioriteret.

Svenske Mattias Umaerus er først på scenen i kinesisk pæl, en disciplin som han har fornyet. Den statiske kinesiske pæl har han gjort mobil. Han tager udgangspunkt i Newtons tredje lov, som lyder: “Et legeme der påvirker et andet legeme med en kraft, vil blive påvirket med en lige stor modsat rettet kraft.” Mattias Umaerus’ balance i den lodrette kinesiske pæl bliver til en dobbelt-balance, idet pælen holdes på plads i et sindrigt vægtsystem, som modsvarer Mattias Umaerus vægt og bevægelser.

Svenske Anders Bjørklund har bar overkrop med tatoverede vinger på ryggen. En passende “maskering”, når han stiger til vejrs i straps og svinger sig rundt luften som en kredsende fugl. Han danser også med en gul paraply, men hans nummer handler om frihed og frigørelse, så til sidst smider han paraplyen fra sig og lader sig frit overstrømme af vand, der falder ned fra loftet.

Norske Eivind Øverland og Lalla La Cour svinger sig i trapez og fortæller om et parforhold med sammenhold og konflikter. En konflikt der drives til det yderste, når Eivind slipper sit greb i Lallas hænder og kun holder hende i hendes tykke hestehale.

Ylva Havndrup imponerer i disciplinen contortion, med andre ord er hun et slangemenneske. Hun er også håndstandsartist, så stående på hænder bøjer hun kroppen op over sit hoved, hvormed hun ligner et fremmedartet væsen. Hun tager så at sige benene på nakken. Med sit nummer fortæller hun en historie om at blive forvirret og overrasket af sin egen krop. Med et desorienteret udtryk i øjnene ser hun for eksempel sine fødder danser lige foran ansigtet. Hvor kom de tæer lige fra, synes hun at tænke.

To jonglører er med. David Ulrich og Anders Stehr jonglerer desværre begge to med lette, hvide plastickegler. Begge kombinerer de jongleringen med håndstand og akrobatik samt koreografiske elementer, men de hvide plastickegler er altså temmelig usexede og sterile.

Alfred Hall Kriegbaum og Sonia Matos (hun er kun 2. års studerende) har det mest helstøbte nummer. De brillerer i disciplinen parakrobatik med kraftfulde balancer. Og de fortæller en historie om et to mennesker, som tilfældigt mødes, bliver forelskede, skændes og strides. Deres musikvalg vises nummerets udvikling fra It’s been a honeymoon til Can’t take no more. De bruger lysetdesignet på en opfindsom og humoristisk måde. I en øm kærlighedsscene på en madras slukkes og tændes lyset, og hver gang det tændes igen, balancerer de to akrobater på en ny og anderledes måde, som er det en demonstration af diverse kamasutra-stillinger. Både Alfred Hall Kriegbaum og Sonia Matos er sminkede, har farvet hår og bærer farverige kostumer, som understreger nummerets komiske tone. Og så er de to meget unge artister bare imponerende dygtige og meget charmerende. De har hele pakken og er klar til erobre scenerne.

Tillykke til alle de nyuddannede nycirkusartister fra AMOC, det bliver spændende at følge dem.

Alfred Hall Kriegbaum - parakrobat

Alfred Hall Kriegbaum og Sonia Matos. Foto: AMOC

Alfred Hall Kriegbaum - parakrobat

Alfred Hall Kriegbaum og Sonia Matos. Foto: AMOC

FAKTA
Afgang 2017
Akademiet for Moderne Cirkus (AMOC)

 

 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Følg med i kommentarerne
(Læs om hvad RSS er)