Dans · tags: .

Napoli som B-film

Selvom man skal bevare en fin gammel balletarv, er teater trods alt ikke et museum. Der skal sælges billetter, og det har August Bournonvilles gamle balletter ikke altid været lige gode til. Inkarnerede August Bournonville fans syntes en overgang at være en uddøende race, og dermed var balletterne ingen god forretning for en teaterchef. Noget måtte der gøres for at vinde et nyt og ungt publikum til Bournonvilles balletter. Dette indså Nikolaj Hübbe, da han tiltrådte som balletmester ved Den Kongelige Ballet i 2008. Sammen med Sorella Englund opdaterede han flere af August Bournonvilles balletter – blandt med dannelseshistorien Napoli fra 1842. Da denne fortolkning af Napoli havde premiere i 2014 var det en forfriskende fornyelse og en tiltrængt opdatering af en opsætning fra 2001. Men en langtidsholdbar version var der ikke tale om, men et underholdende og godt timet intermezzo, inden teatret helt mistede sit Bournonville-publikum, det var den.

Sorella Englund og Nikolaj Hübbe har ført balletten om fiskeren Gennaro og hans udkårne Teresina op i tiden, nærmere bestemt til 1950’erne og iscenesat den som en Fellini-film. Fred være med det. Men desværre har de også ændret betydeligt i ballettens libretto og pillet det kristne islæt ud. Når rivalerne Giacomo og Peppo opildner folkemængden mod Gennaro er det ikke længere djævelen, som de beskylder ham for at være i ledtog med, men mafiaen. Og når Teresina forsvinder på havet under et uvejr, er det ikke en munks velsignelse, der sender Gennaro ud at lede efter hende, men en forbipasserende pilgrim. Det er heller ikke en amulet med et madonna-billede, der løsner Teresina fra havåndens trolddom, men et sølvhjerte, som hun tidligere har hængt om Gennaros hals. Selv som ateist bliver det vel ikke mere realistisk, når det er et sølvsmykke, som bryder forbandelsen? Et madonnabillede ville da ellers have passet rigtig godt ind i det katolske Italien, hvor historien foregår, men i denne udgave af Napoli handler det heller ikke om realisme. Hvad det egentlig handler om, ud over at sælge billetter, er svært at se.

Ved denne sæsons repremiere på Sorella Englund og Nikolaj Hübbe Napoli har det italienske folkeliv i første akt fået et nøk opad, og har mistet al sin folkloristiske uskyld. Folkelivet på havnepladsen er skildret helt uden charme og poesi. Gestikken og mimikken er blevet grovere. Glem alt om antydningens kunst, her er alt overtydeligt. Karaktererne er ikke længere personer i en historie, men er blevet overgearede tegneseriefigurer til en udklædningsfest, hvor det mere synes at handle om at karikere end at portrættere. 

Tidligere kunne man godt sidde og fnise lidt over August Bournonvilles balletter og deres sentimentale skønmalerier, altså lige bortset fra den højromantiske Sylfiden. Kritiske røster har endog raset over den stereotype fremstilling af folkeslag og minoriteter i Bournonvilles værker, isærdeleshed i balletten Fjernt fra Danmark. Men disse lidt naive fremstillinger og portrætter er for intet at regne i forhold til fremstillingen af italienere i denne udgave af Napoli. Her er det de storrygende skøger, liderlige makaroni- og limonadesælgere og andre klichéer, der fylder mest i bybilledet. 

Nu blomstrer nypuritanismen i vores samfund, og krænkelseskulturen tromler triumferende henover alt og alle. Når en universitetsfest med mexikansk tema bliver forbudt, fordi det krænker et par studerende, og når cowboyfester og lignende temafester bliver forbudt i forskellige fora, kan det forekomme helt uforståeligt, men hvis der sidder en italiener og føler sig lidt såret eller krænket efter at have set Napoli på Det Kongelige Teater, så er det altså ikke helt uforståeligt. 

Napoli er blevet en ukærlig karikatur, hvor man griner højt, ikke fordi det er morsomt, men fordi det er komisk på en fuldstændig kikset og – forhåbentlig – ufrivillig måde. Der er ikke længere tale om en Fellini-film, men om en B-film. Og B står ikke for Bournonville. 

Selv om anden akt med fremragende ny musik Louise Alenius fungerer godt, skønt det er lidt mærkeligt, at havånden Golfo er udklædt som Døden, så redder det ikke balletten. Men Ryan Tomash danser flot og er både en uhyggelig og dragende Golfo, som er langt mere interessant, ja mere realistisk end nogen af de øvrige karakterer i historien.

Pantomimeteatret i Tivoli har i løbet af sommersæsonen spillet et August Bournonville program, og trods den beskedne scene, båndmusikken og de få dansere rammer denne forestilling bedre Bournonvilles ånd og stil, end Napoli på Det Kongelige Teater gør. Vi må håbe, at Pantomimeteatret også i den kommende sæson danser August Bournonville og dermed bevarer og viderefører den koreografiske arv efter August Bournonville lidt bedre end det er tilfældet i Napoli.

Napoli. Foto: Henrik Stenberg

Napoli. Foto: Henrik Stenberg

Golfo. Foto: Henrik Stenberg

Golfo. Foto: Henrik Stenberg

FAKTA
Napoli
Det Kongelige Teater, Gammel Scene
Den Kongelige Ballet
Koreografi: Sorella Englund og Nikolaj Hübbe frit efter August Bournonville
Musik: Edward Helsted, H.S. Paulli, H.C. Lumbye og Louise Alenius
Scenografi: Maja Ravn

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Følg med i kommentarerne
(Læs om hvad RSS er)