Dans · tags: , , .

Når dukkerne bliver levende i vokskabinettet 

Stivnet midt i en akavet bevægelse og med en grotesk grimasse tværet ud i ansigtet står de 10 performere bomstille i det beskedne rum, som publikum bliver ledt ind i. Det er som at gå rundt i Madame Tussauds vokskabinet, så helt utroligt stille står mimikerne/performerne i deres spotlys. Vi publikummer kan gå helt hen til performerne og nærstudere dem midt i deres fastfrosne bevægelse. Kun sveden, der pibler frem på deres hud, afslører, at de ikke er dukker, men spillevende mennesker. Og svede gør de, for det er vanvittigt hårdt at stå helt stille i flere minutter med en arm strakt lige ud i luften eller stå hvilende på én fod og samtidig have udspilede øjne eller stor, måbende mund. Allerede fra første kig er man dybt imponeret af det hollandske kompagni Schweigman& i værket For the time being (2017). 

Pludselig bliver “dukkerne” levende og de løber retningsløst rundt i det lille rum, så publikum må være opmærksomme og hurtigt træde til side for at undvige sammenstød med dem. Vi er alle, performere såvel som publikum, i konstant bevægelse, og vi sveder alle sammen i det trange rum, som vi er lukket inde i. Pludselig stopper performerne op midt i deres løb og stivner atter midt i en ubekvem og absurd bevægelse. Og nu er det pay-back-time for performerne. Flere af dem standser op lige foran næsen af os tilskuere og kigger os direkte ind i øjnene, sådan som vi tidligere hæmningsløst har overbegloet dem. Kan vi selv tåle at blive udforsket af et nærgående nysgerrigt blik? Nogle af mimikerne tager også direkte fysisk kontakt med publikum. En stivner med hovedet hvilende på en tilskuers skulder, en falder sveddryppende sammen i favnen på en publikummer, mens en tredje klamrer sig fast til benene af en tilskuer.

Det er som om, at nogen ude bagved sidder med en fjernbetjening og klikker “on”, “off”, “rewind” og “repeat” og dermed styrer performerne, som snart står stille, er i lynhurtig bevægelse, går baglæns eller traver robotagtigt rundt i det kvadratiske rum. Det er fascinerende, men også skræmmende at overvære, fordi det påminder om, hvordan vi selv lader os styre og manipulere af udefrakommende ting og mekanismer.

For the time being bevæger sig hele tiden på grænsen mellem det hyggelige og uhyggelige. For hvad finder disse uberegnelige og robotagtige karakterer mon på? Når lyset slukkes, og vi befinder os i et buldrende mørke og kun kan høre performerne gå hvislende rundt mellem os, tænker vi: Hvad har de nu gang i? Står de mon med en uhyggelig grimasse lige foran os, når lyset igen tændes? Disse levende og ukontrollerbare dukker synes at kunne finde på alt. 

Til sidst tager performerne nogle sammenfoldede flyttekasser og rækker dem til publikum. Vi tager imod og samler dem beredvilligt og effektivt, så performerne kan stable kasserne til en cirkelformet mur, som gør rummet endnu mindre. Lyset dæmpes, men gennem sprækkerne mellem papkasserne falder et behageligt blødt lys. Også rolige slagtøjsrytmer og klange fylder rummet, hvor vi sætter os på gulvet sammen med performerne, der kryber ind til os, som om de vil finde hvile og tryghed hos os. Stemningen er behagelig og meditativ. Men igen overrumpler performerne os, for de skubber forsigtigt en papkasse til side, kryber ud og og lukker papkasse-muren bag sig. Publikum er ladt alene tilbage, mens performerne udefra begynder at skubbe pap-muren indad, så rummet bliver mindre og mindre, og vi må rykke sammen for at få plads. Vi er godt og grundigt blevet narret, vi har gladeligt hjulpet med at bygge vores eget fængsel, hvori vi nu er efterladt af de ellers så imødekommende dukker. Men inden vi endte i dette vores selvskabte fængsel, har vi samarbejdet og været i tæt kontakt med fremmede mennesker på et meget lille areal. En sjælden oplevelse i vores del af verden. Og så har vi også lært en hel del om forførelse og manipulation.

For kunstneren bag For the time being, hollandske Boukje Schweigman, begyndte forestillingen med spørgsmålet: Kan vi stoppe tiden? Med forestillingen vil hun skabe et slags vakuum, hvor tiden er flydende, hvor den speeder op, går langsomt og helt går i stå. Men For the time being handler om meget mere end tid og vores hurtige og stressede verden. Forestillingen kan også ses som en kritisk kommentar til vores liv med computere, mobiltelefoner og robotter, som stjæler vores tid og overtager vores liv, hvormed vi bliver fremmedgjorte overfor hinanden og verden. Flere betydningslag findes helt sikkert i værket, alt efter hvilke publikummer der er tilstede, og hvilke interaktioner der opstår performer og publikum imellem.

For the time being er et aldeles mageløst værk. Nytænkkende, tankevækkende og uforglemmeligt. Og ikke mindst afsindigt underholdende. Værket kunne naturligvis ikke realiseres uden fremragende mimikere, og bedre end dem Schweigman& kan præsentere, skal man lede længe efter. Og en performance som For the time being er man ikke så heldig at se hver teatersæson.

For The Time Being. Foto: Jochem Jurgens

For The Time Being. Foto: Jochem Jurgens

FAKTA
For the time being
Schweigman&
Koreografi, mimik, idé, iscenesættelse: Boukje Schweigman
Musik: Slagwerk Den Haag
Pakhus 11
For the time being er en del af Metropolis festivalen

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Følg med i kommentarerne
(Læs om hvad RSS er)