Litteratur & film · tags: , .

Min geniale veninde

Kender du det, at man begynder på en bogserie og tror at man har mange timers god læsning foran sig, men allerede efter første bind, ved man, at man absolut ikke skal videre i den serie?

Sådan har jeg det med Elena Ferrantes tre-bindsserie om Elena. Jeg kæmpede mig igennem første bind Min geniale veninde, som kedede mig fra start til slut. Min nysgerrighed var ellers blevet pirret af den mystiske forfatter, som ingen kender, fordi hun aldrig har optrådt i offentligheden. Måske er Elena Ferrante blot et pseudonym.

Jeg havde glædet mig til at læse om en fattig opvækst i skyggen af mafiaen i Napoli, men sproget var så tørt og anæmisk, at jeg hurtigt mistede interessen for personerne.

Romanen handler om to piger, der er veninder. De kommer fra fattige familier i Napoli. Jeg-fortælleren Elena er datter af en portner, og hendes veninde Lila kommer fra en skomagerfamilie. Elena er den forsigtige pige, mens Lila er den rebelske og frygtløse. Skønt de begge er dygtige og flittige i skolen, er det kun Elena som kan fortsætte skolen, mens Lila må begynde at arbejde i sin fars skomagerværksted. Pigerne driver i hver sin retning.

Hvad sker der så i andet bind? Jeg kommer aldrig til at vide det, for jeg har desværre mistet interessen for deres skæbner.

 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Følg med i kommentarerne
(Læs om hvad RSS er)