Dans · tags: .

Klassiker i nyt, futuristisk lys

Med tiden kan man som publikummer miste interessen for et klassisk mesterværk, som efterhånden kan savne aktualitet og vedkommenhed. Man kan blive træt af romantiske skovsøer og pompøse, royale gemakker, så hvad gør man med med en klassiker som Svanesøen, der danses igen og igen? Hvordan fastholder man balletpublikumets interesse for et værk, som publikummet har set flere gange, måske i utallige udgaver og med forskellige kompagnier? Den Kongelige Ballet har løst udfordringen ved at smide al den tunge og nostalgiske scenografi væk og erstatte det med et flot futuristisk lysdesign kombineret med enkle loftshængende konstruktioner, der er en parafrase over svanevinger. Altsammen skabt af den eminente finske lys- og videokunstner Mikki Kunttu. Udtrykket er meget vellykket, det er dundrende dramatisk og alt andet end romantisk og pussenusset.

Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe har koreograferet deres version af Svanesøen efter Marius Petipa og Lev Ivanovs ballet. De har skabt en ny slutning, som forholder sig til nutidens verden og dens problematikker. Dermed er balletten ikke blot et gammelt eventyr, men bliver en yderst vedkommende historie, der siger noget om vores moderne samfund og samtid. Allerede i første akt forstår man, at der foregår noget fordækt ved hoffet. Her hersker mørke og onde kræfter, som ikke vil Prins Siegfried det gode. Den dæmoniske Von Rothbart befinder sig også på slottet, hvor han leder det skumle komplot. De onde kræfter tæller flere og flere. Selv Prins Siegfrieds gode ven og væbner, Benno, advarer ham ikke, men tier om sin viden og bliver en ussel medløber. Ingen tager kampen op mod de onde kræfter, der lurer over alt og sniger sig frem. Det er djævelsk uhyggeligt som i en thriller af Alfred Hitchcock, og nakkehårene rejser sig. Til sidst overgiver Prins Siegfried sig også til Von Rothbarts onde klike og han tager Odile til ægte. Helten bliver selv en skurk, en forræder uden idealer. Han glemmer sin elskede Odette, for kun derved kan han bevare sin position. Hans ynkelige motto bliver: “if you can’t beat them, join them”.

Holly Jean Dorger er betagende som Odette/Odile, med sine lange arme skaber hun de mest elegante svanebevægelser og svimlende smukke arabesker. Den sympatiske Jonathan Chmelensky får i anden akt rigtigt styr på partiet som Prins Siegfried, og efter forestillingen blev han af balletmesteren udnævnt til kongelig solodanser. Jón Axel Fransson er bidende ond og dæmonisk som Von Rothbart, mens Andreas Kaas sprudler som Benno, og Liam Redhead gestalter en interessant tvetydig nar.

I anden akt er hofballets ungarske, italienske, russiske og spanske danse nykoreograferet af balletdanserne Gregory Dean og Oliver Starpov. Disse folkloristiske danse, som gav tidligere tiders publikum et antropologisk kig ud i den store verden, kan for nutidens vidtberejste publikum virke som naive anakronismer. Gregory Dean og Oliver Starpov undgår klicheerne og med små virkemidler får de fremhævet nationale kendtegn i dansen. Specielt Gregory Deans ungarske danse med imaginære tamburiner, og Oliver Starpovs brusende russiske dans med Stephanie Chen Gundorph i front er skønne og spektakulære.

Også ved repremieren giver Silja Schandorff og Nikolaj Hübbes højdramatiske nyfortolkning af Svanesøen gåsehud. Selv dirigent Jakob Hultberg får Tjajkovskijs musik til at klinge ekstra dramatisk og uhyggelig. Denne moderne version af Svanesøen rammer ens dårlige samvittighed som et brutalt slag i ansigtet, og man stiller sig selv spørgsmålene: Siger jeg selv nok fra i forhold til den griskhed, uretfærdighed og ondskab, som jeg møder overalt i vores moderne, selvtilfredse verden? Lader jeg mig selv vugge ind i en komfortabel tilværelse uden at tage kampen op for en bedre og mere retfærdig verden? Gør jeg tilstrækkeligt modstand over for de skrupelløse magthavere? Er jeg blot en kynisk medløber, der vælger det behagelige liv fremfor den anstrengende kamp for bedre værdier? Når en gammel ballet sådan kan ramme en med relevante og aktuelle sprørgsmål, så må opsætningen af det klassiske værk være yderst vellykket og nødvendig.

Svanesøen med Den Konglige Ballet.

Svanesøen med Den Konglige Ballet. Foto: Costin Radu

svanesøen med den konglige ballet

Svanesøen. Foto: Costin Radu

Svanesøen med den konglige ballet.

Svanesøen med den ungarske dans. Foto: Costin Radu

FAKTA
Svanesøen
Den Kongelige Ballet
Det Kongelige Teater, Operaen
Koreografi: Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe efter Marius Petipa og Lev Ivanov
Lys- og videodesign: Mikki Kunttu
Kostumer: Mia Stensgaard
Musik: Pjotr Tjajkovskij

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Følg med i kommentarerne
(Læs om hvad RSS er)