Dans · tags: , , .

Kinesisk eventyr på Pantomimeteatret

Tivolis Pantomimeteater – bygget i kinesisk stil – viser endelig et rigtigt kinesisk eventyr. Det gamle folkeeventyr Butterfly Lovers, der er en ulykkelig kærlighedshistore a la Romeo og Julie, har den britiske koreograf og danser Paul James Rooney omskabt til en fin lille danseforestilling.

Eventyret handler om den unge pige Zhu, der gerne vil gå i skole, men den slags er kun for drenge. Hun plager sig far om lov til at blive kostskoleelev og endelig indvilger han – dog på én betingelse: at hun forklæder sig som en dreng. På skolen møder Zhu drengen Liang, der forelsker sig i hende, endnu før at han ved, at hun er en pige. Zhu gengælder hans kærlighed, og sammen pjækker de fra skolen og forsvinder istedet ud under de frodigt blomstrende trækroner. Deres unge lykke er imidlertid kort, for Zhu bliver kaldt hjem fra skolen, mod sin vilje skal Zhu giftes med en rig mand. Liangs hjerte brister af sorg, og Zhu flygter fra sit eget bryllup. Knust opsøger hun Liangs grav på kirkegården. Her åbner graven sig, og Zhu forsvinder ned i den. Men som smukke sommerfugle genopstår Zhu og Liang, og med svirrende vinger genforenes de.

Kathleen Videira og Luca Varrone danser hovedrollerne som Zhu og Liang. Især Kathleen Videira brillerer som pigen, der både kæmper mod sin rige, konservative familie og de traditionelle kønsmønstre. Med øjnene fulde af tårer flygter hun fra sit bryllup, hun træder ned fra scenen og sindsoprevet styrter hun med flagrende gevandter over græsplænen, hvor publikum står og sidder Det er dramatisk og godt iscenesat.

Mere brug af publikumsområdet er der i slutscenen. Mens Kathleen Videira og Luca Varrone danser som sommerfugle oppe på scenen, står de øvrige dansere ude blandt publikum og svinger med sommerfugle på lange stænger. En fin og børnevenlig ide, som endda bakkes op med lange farvede silkebånd, der falder dekorativt ud fra Pantomimeteatrets to tårne. Børnevenlige er også skolescenerne med de urolige elever, der har svært ved at koncentrere sig om lærerens undervisning. Da danser hellere rundt i klasselokalet og svinger sig akrobatisk over deres skamler. Der er sjov og ballade i skolen, og vi forstår, hvorfor Zhu hellere vil være i skolen end hjemme i de kedelige stuer.

Musikken er Butterfly Lovers Violinkoncert komponeret af He Zhanhao og Chen Gang i1959. Det er et vældig flot og ekspressivt stykke musik, umiskendeligt kinesisk, men samtidig også meget tilgængeligt for vesterlændinge.

balleteventyr i Tivoli

Foto: Tivoli

FAKTA
Butterfly Lovers
Pantomimeteatret
Koreografi og iscenesættelse: Paul James Rooney
Musik: He Zhanhao og Chen Gong
Dekorationer: Paul James Rooney
Kostumer: Charlotte Østergaard

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Følg med i kommentarerne
(Læs om hvad RSS er)