Dans · tags: .

Harald Lander og Etudes som redningskrans

Den Kongelige Ballet har ikke danset August Bournonvilles koreografi i denne teatersæson, men i det blandede program Ballet de Luxe danser kompagniet ultrakorte uddrag fra tre af hans balletter: Sylfiden, Kermessen i Brügge og Et Folkesagn. Det er skønt at gense den gamle mesters sprudlende trin på en tom scene uden tung og forstyrrende scenografi. Dans uden indpakning. Men udførelsen af de tre fragmenter viser, at Bournonvilles værker ikke lige kan tages frem fra skabet og danses, som om de har været danset gennem hele sæsonen. Bournonvilles værker udgør kernerepertoiret i Den Kongelige Ballet og skulle vel helst kunne danses forholdsvist problemfrit? Her virker dansen imidlertid tung og charmeforladt, og danserne synes lidt uinspirerede. Måske har de, ligesom publikum, svært ved at se meningen med at danse tre yderst korte fragmenter, når man nu kunne have valgt at folde en hel ballet ud eller i det mindste danse et længere uddrag. Og når forestillingen kun danses fire gange i alt, bliver det nok også svært for danserne at komme helt i Bournonville-topform. Glædeligt er det derfor at konstatere, at kazakhstanske Meirambek Nazargozhayev, som først kom til Den Kongelige Ballet denne sæson, er en af dem, der har mest styr på det danske ballet-dna. Og med sit altid store smil på læben synes han at passe perfekt ind i August Bournonvilles oftest muntre univers. Med Meirambek Nazargozhayev har kompagniet fået et ungt og friskt bud på en Gennaro, når Napoli danses i næste sæson. 

At bevæge sig fra romantiske Bournonville til neoklassiske Balanchine er et stort spring. Der er uendeligt langt mellem Pas de sept i Et Folkesagn (1854) til Rubiner fra Juveler (1967) og det tager faktisk lidt tid som publikummer at omstille sig fra den ene stilart til den anden. Men desværre kommer publikum aldrig ind i Balanchine og Stravinskijs jazzede univers, for balletten falder pladask til jorden. Linjerne er slørede og uskarpe, bevægelserne som burde se florlette ud synes tunge og kluntede, og der mangler gnistrende kemi mellem danserne. Rubiner kommer aldrig til at funkle, men ender som mat simili. Kun Astrid Elbo lyser som en rubin i sin solo. Hun sætter de jazzede trin perfekt til musikken og vugger inciterende med hofterne samtidig med at hun flirter indbydende til publikum. Astrid Elbo kæmper bravt for at få den letsindige og sorgløse stemning frem. Alene kan hun imidlertid ikke skabe denne rette stemning, som skulle have afspejlet 60’ernes ubekymrede skødesløshed, der kendes fra datidens lette og underholdende Broadway-forestillinger og Hollywood-film.

Efter to akter med vaklende og uinspireret dans uden den mindste form for “de luxe” er det med bange anelser, at man som publikum går ind til tredje akt, der byder på Harald Landers umådeligt krævende Etudes. Det er en klassiker i Den Kongelige Ballets repertoire og er en favorit hos mange balletfans, herunder undertegnede, så det ville være en stor skuffelse at se netop den ballet mislykkes. Heldigvis er det som at se et helt andet kompagni i Etudes. Alt fungerer i balletten, der danses superstærkt af samtlige dansere. Holly Jean Dorger er fuldstændig eminent, det er næsten som om Harald Lander har kreeret partiet specielt til hende, så smukt udfylder hun rollen som ballerina. Det ser så let og uforceret ud, når hun danser på tåspids, som om hun bare trisser rundt i flade sportssko. Hun flankeres fornemt af Jón Axel Fransson, der sætter den ene stilsikre piruet efter den anden, og Andreas Kaas, der meget fortjent lige er blevet udnævnt til solodanser. Hvilket herligt trekløver, de tre er!

Når Etudes danses så smukt, som det er tilfældet her, er det en stor fornøjelse at se værket, uanset hvor mange gange man har set det tidligere. Hver gang forundres man over, hvor moderne denne metaballet forekommer, selvom den stammer helt tilbage fra 1948, kun tre år efter Anden Verdenskrig. Etudes er et sandt danse-fyrværkeri, som passer perfekt til en premiere på den 5. maj, hvor netop befrielsen og dermed afslutningen på Anden Verdenskrig i Danmark fejres. Harald Lander og hans Etudes redder således programmet Ballet de Luxe. Og så er det vel kun rimeligt, at en gade, der fører op til Gammel Scene, nu er blevet omdøbt til Harald Landers Gade!

Etudes. Foto: Costin Radu

Etudes. Foto: Costin Radu

Fakta
Ballet de Luxe
Det Kongelige Teater, Gammel Scene
Den Kongelige Ballet
Koreografi: August Bournonville, George Balanchine og Harald Lander
Musik: H.S. Løvenskjold, H.S. Paulli, Niels W. Gade, Igor Stravinskij og Knudåge Riisager.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Følg med i kommentarerne
(Læs om hvad RSS er)