Dans · tags: , .

En latterlig idiot

Det begynder med en uskyldig striptease og slutter med en omgang sensuel poledance i Trygve Wakenshaws gakkede og fuldstændigt absurde performance Kraken (2014). Performeren, mimeren og komikeren Trygve Wakenshaw fra New Zealand er på turné rundt i Danmark med sit hylende morsomme soloshow. Hvis man vil motionere lattermusklerne, bør man derfor straks indløse billet og opleve denne langbenede og hypermobile performer folde sig ud i de mest vanvittige mimiske scener.

“Tale er sølv, tavshed er guld” siger et gammelt ordsprog, og det synes fuldstændigt rigtigt og sandt, når det gælder Trygve Wakenshaws ordløse performance. På scenen er der bare performeren selv og en papkasse fyldt med imaginære ting, som får liv gennem Trygve Wakenshaws formidable mime. Han kan for eksempel fiske et imaginært æble op ad papkassen, tage en bid af det og placere det på hovedet af en publikummer for derefter at skyde til måls efter det. Og scenen bliver så levende, at man ikke et sekund savner synet af det røde æble.

Vi kommer vidt omkring i forestillingen takket være Trygve Wakenshaws vildt fabulerende og barnligt naive associationskæder. Vi oplever diverse sportsgrene, hvor især en boksescene er forrygende sjov. Når den uheldige boksekarakter skal skræve over bokseringens elastik, sætter det sig altid fast imellem benene på ham, som er det en ekstra modstander i den i forvejen hårde kamp. Fra sportsdisciplinerne kommer vi videre til underholdningsbranchen med tryllekunstnere og jonglører og videre ud i naturen og ser en dyreunge blive født og en skeløjet fugleunge få opgylpet mad af sin mor.

Publikum bliver også involveret Trygve Wakenshaws forestilling. Vi skaber rytmer, som han kan agere dansende pop-og rockstjerne til. Og de, som sidder på første række, får serveret imaginær mad af ham, som de skal tygge, eller de skal gætte, hvor han gemmer sine usynlige bolde. Andre er så heldige/uheldige at blive overdænget med lange kys, som børn der trøstes, når de har slået sig.

Er Kraken bare skæg og ballade? Ja, men i forestillingen anes der også en kritik af vores destruktive levevis, som ødelægger naturen omkring os. Når Trygve Wakenshaws karakter møder en enhjørning saver han straks det spidse horn af og myrder dyret med det. Og når han tømmer den ene sodavandsdåse efter den anden, maser han efterfølgende dåserne sammen og smider dem fra sig uden tanke for andre end sig selv – og sine egne behov her og nu. Han skærer også lunser at sit eget kød og steger det sagte over en sitrende ild. Trygve Wakenshaw fremstiller mennesket som en latterlig idiot, en selvkannibal der slet ikke tænker sig om eller perspektiverer. At vi mennesker saver den gren af, vi selv sidder på, er ikke blot dumt, men også absurd morsomt. Det mimer Trygve Wakenshaw uden rekvisitter og tale. Det er begavet gjort, men først og fremmest meget morsomt.

Kraken
Viften, Rødovre
Af og med Trygve Wakenshaw
Turnéplan:
21 Februar: Taastrup Theater, Taastrup
22 Februar: Grønnegades Kasernes Kulturcenter, Næstved
23 Februar: Baltoppen lIVE, Ballerup
24 Februar: Teater Momentum, Odense
25 Februar: Teater Katapult, Aarhus
28 Februar: Randers Egnstheater, Randers
1 Marts: Limfjordsteatret, Nykøbing Mors

Trygve Wakenshaw i danmark

Foto: YouTube/TheMelbComedyFest

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Følg med i kommentarerne
(Læs om hvad RSS er)