Dans · tags: , .

En kulsort Svanesø

Klassiske eventyr med arketypiske tematikker er altid spændende og interessesante at opleve på en dansescene. Men når det handler om balletternes ballet Svanesøen, som det faste balletpublikum har set og oplevet mange gange med flere forskellige kompagnier, er det nu befriende med en opdatering og en ny slutning på historien. Marius Petipa og Lev Ivanovs udødelige værk fra slutningen af 1800-tallet findes i forskellige udgaver – oftest med en ulykkelig slutning, hvor prinsen detroniseres af skurken Rothbart, eller en lykkelig, hvori prinsen overvinder sin modstander og sluttelig får svaneprinsessen. Silja Schandorf og Nikolaj Hübbe har i deres fortolkning af balletten opfundet en ny og anderledes slutning, som i den grad opdaterer det gamle eventyr og gør det moderne og yderst vedkommende. En slutning der hverken er lykkelig eller rigtig ulykkelig, men temmelig dyster og kulsort som den dybeste sø.

Både det gode og det onde er til stede lige fra begyndelsen på slottet. Her danser den glade hofnar sammen med den konspiratoriske Rothbart. De spejler hinanden som yin og yang og repræsenterer de lyse og mørke sider i Prins Siegfried. Alban Lendorf danser prinsen med denne dualisme i sit sind. Ingen kan se, at Alban Lendorf længe har været væk fra scenen grundet en skade. Han er flyvende, og hans piruetter er sande tornadoer. Han er tilbage på toppen. Liam Redhead danser den veloplagte nar, der sammen med balletbørnene skaber en sprudlende fest på slottet. Sebastian Haynes, der lige før repremieren på Svanesøen blev udnævnt som solist, danser den dæmoniske Rothbart. Hans uhyggelige danseportræt af Rothbart viser, at udnævnelsen er mere end velfortjent.

I krogene på slottet hvisker og tisker Rothbarts sortklædte klike, de har gang i noget skummelt. De lægger deres hænder på den uskyldige og naive Prins Siegfrieds skuldre og tvinger ham i knæ. Dette er ikke et uskyldigt ritual, som symboliserer Prins Siegfrieds overgang til voksenlivet, men er snarere en introduktion til den sorte skole. Her cementeres kampen mellem det gode og det onde, og her begynder også Prins Siegfrieds deroute.

Rothbart er manden, der bringer armbrøsten til Prins Siegfried og viser ham vej ud til skovsøen. Her danser J’aime Crandall svaneprinsessen Odette, som betager Prins Siegfried, Han bruger ikke sit våben mod hende, men forelsker sig i hende og dog kommer han alligevel til at svigte sit løfte til hende ved det store slotsbal. Odette tilgiver sin troløse tilbeder, der er blevet grundigt narret af Rothbarts snedige datter, Odile. Så langt så godt er alt, som det plejer i Svanesøen, men det kommer ikke til nogen kamp på liv og død mellem Prins Siegfried og Rothbart. Prins Siegfried opgiver kampen og resignerer. Han tager den sorte kappe på sine skuldre og tager imod Odiles hånd. Han er blevet en af Rothbarts klike. Hvis han vil leve, være prins og have magt og status, så koster det. Og han betaler med sin godhed og uskyld. Det mørke og onde vinder sammen med griskheden.

Det er en sort og trøstesløs slutning. Ikke blot vinder det onde over det gode, men det gode bliver også ondt. Hvilket håb er der så tilbage? Slutningen er stærk, fordi den siger meget om indretningen og magtfordelingen i vores moderne verden. Det er næsten genialt, at få det gamle eventyr til at være så nutidigt, vedkommende og samfundskritisk.

Til dette dystre drama har Mia Stensgaards skabt nogle overdådige kostumer, der er en fabulerende parafrase over renæssancens mode. Kostumerne prydes af mange fjer, som både understreger svane-tematikken og ligeledes påpeger balancen mellem det dyriske og det menneskelige.

Og den finske lyskunstner Mikki Kunttu har skabt en futuristisk scenografi af lys og arkitektoniske moduler, der er en abstraktion over svanevinger, og som illuderer alt fra skov til slot. Når Mikki Kunttus skulpturelle moduler bevæger sig, bliver publikum nærmest suget ind scenografien, som var det Fritz Langs dystopiske film Metrópolis (1927) i 3D. Mikki Kunttus dramatiske og effektfulde lyssætning leder også tankerne hen på renæssancemalernes guddommelige lys i deres religiøse motiver. Hans overjordiske og eventyrlige lys svøber sig smukt om danserne, og det klæder i den grad Pjotr Tjajkovskijs storladne og dejligt svulstige musik.

scenografi i svanesøen

Foto: Det Kongelige Teater

pas-de-quatre

Foto: Det Kongelige Teater

rothbart

Foto: Det Kongelige Teater

FAKTA
Svanesøen
Operaen
Den Kongelige Ballet
Koreografi Silja Schandorf og Nikolaj Hübbe efter Marius Petipa og Lev Ivanov
Musik: Pjotr Tjajkovskij
Scenografi, lys og videodesign: Mikki Kunttu
Kostumer: Mia Stensgaard

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Følg med i kommentarerne
(Læs om hvad RSS er)