Dans · tags: , .

En cubansk faun og caribiske rytmer

Som frømænd, der lige er steget op af havnebassinet, træder syv dansere – fuldstændigt maskerede i sorte heldragter – op på scenen til tonerne af Jean Sibelius’ Valse Triste. På scenen sætter de sig ned på en række, slår benene om hinandens kroppe og drejer sig om, så de danner en stor krop, der ligner et gigantisk tusindben. Og når de alene maver sig rundt på scenen, ligner de hummere og andre havdyr, eller er det fordi, vi befinder os på Ofelia Plads i Københavns Havn, at man får associationer til havdyr?

Dansk Danseteater, nu med svenske Pontus Lidberg i front, har altid fundet spektakulære scenerum til deres udendørs sommerforestillinger, Copenhagen Summer Dance. Tidligere har Dansk Danseteater danset i Politigårdens stemningsfulde atriumgård, men nu er de rykket ud på den populære havneplads ved siden af Skuespilhuset med udsigt til blandt andet Operaen, hvor kompagniet til dagligt har til huse på Operaens lille scene, Takkeloftet.

Marcos Moraus værk Waltz (uddrag) med Dansk Danseteaters dansere i frømandskostumer er en flot, effektfuld og underholdende åbning på danseaftenen under den lyse aftenhimmel. Mere dybde og følelse er der måske i Sidi Larbi Cherkaouis værk Faun, som er en ny og meget moderne fortolkning af Vaslav Nijinskijs L’Après-midi d’un faune / En Fauns Eftermiddag (1912). Musikken er stadig Claude Debussys, men der er også moderne rytmer. Ligesom Nijinskij er Sidi Larbi Cherkaoui i sin udgave af det legendariske danseværk, inspireret af basrelieffer og skaber mange flotte positioner og bevægelser i profil, der skaber en interessant og fascinerende fornemmelse af fladhed. Carlos Luis Blanco og Laura Treto fra det cubanske kompagni Acosta Danza danser henholdsvis faun og nymfe. Carlos Luis Blanco er en dyrisk og lidt vild faun, han er mere en handlingens mand end en drømmer. Carlos Luis Blanco er i konstant bevægelse, og hans fleksible krop synes nærmest at implodere, sådan bølger bevægelserne gennem ham. Sidi Larbi Cherkaoui har gennem sin næsten hypnotiske koreografi skabt en faun, som ikke blot forfører nymfen på scenen, men samtlige publikummer.

Jessica Lyall, Stefanos Bizasog Joe George danser en imponerende akrobatisk pas de trois Lamento della Ninfa (Nymfens klagesang) af Stephen Shropshire. De to herrer kaster deres kvindelige partner rundt i en halsbrækkende dans, som samtidig ser meget let og ubesværet ud. Som kontrast til den akrobatiske dans står de sarte toner i Ane Brun blide musik. Og de to tidligere kollegaer i Den Kongelige Ballet, Alban Lendorf, Marina Minoiu, står for aftenens balletindslag. De danser en pas de deux fra Kenneth MacMillans Manon. Det er et kort, men glædeligt gensyn med dansk ballets internationale store stjerne, Alban Lendorf, der nu mest danser hos American Ballet Theatre.

Til sidst, da solen står lavt på pladsen og sender er blidt, gyldent lys over scenen, danser Dansk Danseteater og Acosta Danza et uddrag af Paysage, Soudain, La Nuit af Pontus Lidberg. På denne varme sommeraften og med vand omkring scenen kan man næsten føle sig hensat til Cuba, for der er latino-vibes i Leo Browers rytmiske musik, Paisaja Cubano con Rumba, og Pontus Lidbergs trin, der sprudler af glæde. Særligt Mario Sergio Elías fra Acosta Danza sætter den caribiske stemningen et par grader op med sine charmerende hoppende trin og skæve smil.

Pontus Lidberg har kurateret er perfekt blanding af danseværker, det eneste, vi kunne have undværet på den smukke aften, var kulturministeren og hendes belærende og historisk ukorrekte velkomsttale, hvori hun ikke engang kunne finde ud af at udtale Dansk Danseteater korrekt. Pinligt, men heldig vis kan alt danses væk i sommernatten.

 Copenhagen summer dance 2018

Foto: Søren Meisner

copenhagen summer dance

Foto: Søren Meisner

copenhagen summer dance 2018

Foto: Søren Meisner

FAKTA
Copenhagen Summer Dance
Dansk Danseteater, Acosta Danza
Ofelia Plads 9.-11. august. Vitabergsparken, Stockholm 14.-15 august og Moesgaard Museum, Aarhus 17.-18. august.
Koreografi: Pontus Lidberg, Sidi Larbi Cherkaoui, Marcos Morau, Stephen Shropshire, Kenneth MacMillan.
Dansere: Dansk Danseteater, Acosta Danza  Alban Lendorf, Marina Minoiu,
Musik: Claude Debussy, Nitin Sawhney, Stefan Levin, Leo Brouwer, Ane Brun, Jules Émile Frédéric Massenet, Jean Sibelius med flere.
Kostumer: Hussein Chalayan, Mia Steensgaard Karen Young, Gry Hesbjerg og Kenth Fredin.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Følg med i kommentarerne
(Læs om hvad RSS er)